Year’s Best SF 15

David G. Hartwell har nu femten år i træk samlet et udvalg af årets bedste science fiction noveller. Og i ni år har han gjort det i selskab med Kathryn Cramer. Man går sjældent galt med sådanne samlinger, da der unægteligt er tale om kvalitetshistorier, også selvom man måtte have masser af meninger om hvilke historier der også burde have været med osv. Jeg finder dette års udvalg mere opløftende end de to forrige, som var meget præg af dystopi, dommedag og tragedie.

Det plejer at være de første historier i samlingen der er blandt de bedste. Det synes jeg ikke det var denne gang dog. Man skal et stykke ind før man finder fx Erosion af Ian Creasey (omtalt i Asimov's, October/November 2009) og The Island af Peter Watts – der netop i dag har vundet en Hugo for den historie. En fantastisk novelle om en levende intelligent Dyson Sphere. En anden interessant novelle er Brian Stablefords The Highway Code, om en intelligent automatisk fragtlastbil med et sæt regler ikke fjernt fra Asimov’s tre robotlove, kun lidt modificeret til det at fragte varer. En titel som On the Destruction of Copenhagen by the War Machines of the Merfolk vækker lidt opsigt. Den bizarre historie er skrevet af Peter M. Ball og fænger desværre ikke rigtig, og minder mest om monsterfantasy.

Som nævnt er der flere humoristiske historier og færre dystopiske fremtidsscenarier i år. Man siger jo at der skrives dystopisk i opgangstider og optimistiske historier i krisetider, så måske har den globale økonomiske situation sat sit præg hos forfatterne. Det gør hverken novellerne dårligere eller bedre, men samlingen får som helhed en anden stemning.

Year’s Best SF 14

Years Best SF 14David G. Hartwells og Kathryn Cramers årlige antologi med et udvalg af de bedste science fiction noveller primært fra magasiner og antologier, viser et ganske solidt år 2008. Der er rigtig mange gode historier denne gang, markant flere end sidste år. Historierne er lidt mere positive end jeg husker sidste års meget dystopiske samling, men det er stadig langt fra rent optimistiske fremtidsscenarier forfatterne beskriver. Verden er ikke gået helt under, men er i flere af historierne plaget af alvorlige miljøproblemer af den ene eller anden art. Alligevel har flere af historiernes hovedpersoner med et bedre syn på fremtiden og deres situation.

Neil Gaiman har brugt en interessant form til sin novelle Orange, da den udelukkende består af svarene i et interview, spørgsmålene er der ikke. Den interviewede er en teenagepige og interviewet handler om hendes noget specielle søster, der er blevet helt manisk med at gøre hendes hud helt orange, hvilket selvfølgelig gemmer på en endnu mere interessant historie. Meget original historie fra Gaiman der jo ellers er mest kendt for fantasy.
Et godt eksempel på en semidystopisk historie er Pump Six af Paolo Bacigalupi. Alvarez arbejder som tekniker/mekaniker ved byens store kloakrensningsanlæg. Han har i flere år altid kunne udbedre de fejl der har opstået, men en dag begynder pumpe seks virkelig at skabe problemer. Anlægget er over 100 år gammelt og da han i sin søgen efter problemet kommer helt ned til de gamle styringskonsoller, ser han årtier gamle fejlbeskeder om manglende udskiftninger og vedligeholdelse. Byen er afhængig af anlægget, men nye reservedele er ikke til at få længere. Det er egentlig ikke så meget Alvarezs tekniske problemer der er interessante, men den øvrige verden det finder sted i. Den er plaget af miljøproblemer af en eller anden art, folk lider af udslæt og barnløshed, og tilsyneladende bliver de yngre generationer mindre og mindre intelligente. En dyster fremtid, men ikke katastrofal som sådan og ikke med en enkelt årsag. Det fungerer glimrende og er klart en af samlingens bedste historier.
I Year's Best SF 12 fik vi Cory Doctorows When Sysadmins Ruled the Earth, og det er lidt samme tema i The Things That Make Me Weak and Strange Get Engineered Away. Doctorow beskriver et fremtidens New York underlagt massiv overvågning, hvor computernørder bogstaveligt talt lever et isoleret liv og aldrig kommer udenfor i hvad der kaldes for the Order. Her analyserer de endeløse datastrømme for anomalier og rapporterer dem videre. Novellen følger Lawrence fra the Order, der finder 68 mistænkelige bytes i en datastrøm. Han får opgaven at undersøge det nærmere og det bringer ham ud i den virkelige verden blandt New Yorkere. At Doctorow er meget kritisk overfor overvågning er ikke noget nyt, men hans historie er ikke prædikende eller sort/hvid. Historien er også spændende og Lawrence en interessant figur.
En historie som The House Left Empty af Robert Reed viser en anden dyster fremtidsversion, men her er det manglen på teknologi der er problemet. Det er ikke nærmere specificeret, men USA har været ramt af en krig hvor der blev brugt EPG-våben, hvilket har ødelagt den digitale infrastruktur og information er slet ikke så nemt tilgængeligt længere. Det er dog ikke det novellen direkte handler om, men derimod om en fragtmand der prøver at levere en mystisk pakke til et forladt hus. Naboerne bliver interesserede og får lokket pakke fra fragtmanden. Pakken viser sig at indeholde et lille kompakt rumskib og de to naboer prøver at finde pakkens rette ejermand, som vist nok var fysiker. Ligesom Pump Six er det en historie der ser lyspunkter i en ellers ødelagt verden.
I en helt anden boldgade finder vi Alastair Reynolds Fury. Det er velkendt Reynolds hvor især enorme tidsperspektiver dominerer. I en fjern fremtid bliver kejseren snigmyrdet. Det var dog kun hans avatarkrop, så han er ikke rigtig død, men hans personlige sikkerhedsrådgiver skal alligevel selvfølgelig finde frem til morderen. Dette gør at han opdager nogle ting som sin egen og kejserens fortid, der stiller ham i et svært dilemma. Historien er ikke så spændende skrevet som den kunne være, da det meste består af at morderen fortæller det hele, men plottet holder stadig.
Derudover skal det også nævnes af sidste års Hugo-vinder i novellekatagorien, Ted Chiangs Exhalation som jeg tidligere har omtalt, også er med i samlingen.

Alt i alt en glimrende opsamling med mange forskellige historier, med flere knapt så behagelige fremtidsversioner og færre rumvæsener og hard sf.

Refleksioner

RefleksionerNy Science Fiction er Flemming R.P. Raschs enmandsforlag, der tidligere har udgivet antologien Cirkler og Gweneth Jones samlingen Græsprinsessen & andre historier. Refleksioner, som jeg har modtaget, er endnu en originalantologi med danske forfattere. 12 noveller i alt fordelt på 152 sider.

Undertitlen er En Science Fiction Antologi, hvilket skal forstås meget bredt. Flere af historierne kan til nøds kaldes science fiction, andre er egentlig fantasy. Nogen af disse historier er skam gode nok, men det irriterer mig alligevel en anelse, da man med sådan en antologi har en forventning om at der er tale om science fiction historier, og dermed også nemt kan komme til at læse en historie på en bestemt måde.

Første historie er skam science fiction, men jeg synes ikke den har ret meget at byde på i det henseende. Det er Lauge Rosendals Anholt, der er skrevet som en række af interviews af en politiker foretaget over en længere årrække. Det starter nede på jorden og udvikler sig undervejs ud i ektremer, der i sidste ende fører til at Anholt løsriver sig fra Danmark. Det politiske budskab med “se hvad den politik fører til” bliver altoverskyggende, og den har ikke meget interessant at byde på som science fiction synes jeg.
Principielt vil jeg mene det er lidt underligt at en redaktør har en novelle med i sin egen antologi, men Den sande historie om hvordan jeg overvandt min skriveblokering af Flemming R.P. Rasch er dog ganske underholdende. Man følger en dansk science fiction forfatter der har svært ved at slå igennem. En aften ser han en meteor falde ned og han finder hen til krateret. Der finder han en mærkelig sten, som han sparker til og får en voldsom smerte op gennem benet. Næste dag ser han at hans fod er blevet helt grøn og det breder sig tilsyneladende til resten af kroppen. Alt i mens sker en række mord på andre science fiction forfattere. Er der mon en sammenhæng? Historien har en del gemte referencer til virkelighedens danske science fiction forfattere, men man kan sagtens more sig over den uden at have styr på det.
H.H. Løyches Dødspiberne på Gékon er klassisk science fiction, men en god del worldbuilding, så han har egentlig skabt muligheden for flere historier.
Sidste historie, Christian Hauns Thanatos-Tsiolkovskij, er måske strengt taget ovre i fantasy, eftersom det handler om en nekronaut – sjælen fra en mand som sendes ud i rummet, men det er ganske godt gennemført kosmisk science fiction.

Kvaliteten kommer desværre ikke helt op på Den Hemmelige Dal, men det er fantastisk godt at se for dansk science fiction, at der skrives nok historier til at der jævnligt kan trykkes i fanzines, en årlig antologi fra SFC, for ikke at tale om Knud Larns novellekonkurrence i fanzinet Science Fiction (som vi stadig venter på), og altså også en mulig slags antologiserie fra forlaget Ny Science Fiction – hvor bogen også kan købes for 190kr.

Den Hemmelige Dal

Den Hemmelige DalFor tredje år i træk kan SFC præsentere antologien Lige under overfladen med helt nye danske science fiction noveller og niveauet er højere end nogensinde. 21 noveller fordelt på 289 sider og de er alle sammen gode!

Det er usædvanligt at man læser en antologi hvor man virkelig synes godt om praktisk talt alle novellerne, og det skal ikke sætte de to tidligere års udgivelser i et ringere lys, men det er tydeligt at se at den årlige antologi har gjort noget ved både produktiviteten og kvaliteten blandt danske science fiction forfattere. Hvilket jo er glædeligt. Kvaliteten skal især findes i at mange af forfatterne har originale idéer og en unik stil, som ikke bare er en fordanskning af engelsksproget science fiction. Det danske islæt er blevet mere udpræget og forfatterne har også mere at sige, om samfundet, om verden, om mennesker, udover selvfølgelig at bruge science fiction til at fortælle en spændende historie. Emnerne er mindre dystre og dystopiske end sidste år, men det fylder skam stadig en del.
Sidste år kunne jeg udvælge et par noveller jeg mente ragede klart over de andre. Dette er umuligt i år. Så det følgende udvalg er et ikke et udtryk for at de ikke nævnte historier er mindre gode, jeg vil blot vise variationen i antologien. Der er selvfølgelig både erfarne velkendte navne i samlingen og helt nye navne. En af dem der imponerede sidste år var A. Silvestri med den sorthumoristiske When the Music´s Over. I år er han med Godnat noget mere dyster, i denne beretning om et kærestepar der klamrer sig til hverdagens trivialiteter mens verden bogstaveligt talt er ved at gå under udenfor. Debutanten Simon Christiansen imponerer med den originale Simulacra, hvor han vender den slidte science fiction kliché om at verden er en computersimulation på hovedet, hvor folk altså tror de lever i en simulation, men det er den virkelige verden. Rigtig godt fundet på og historien fungerer perfekt. H. H. Løyche tager os til Danmark i en alternativ tidslinje i Ryg og rejs og Lonni Krause fortæller om robotten Irma Ovesen der prøver at leve i vores verden, i novellen af samme navn. Redaktør Carl-Eddy Skovgaard har gjort en undtagelse med Lars Ahn Pedersens Alien Ghost Ballet, der med sine 50 sider egentlig er i overkanten længdemæssigt, men helddigvis kom den med alligevel. Det er noget så sjældent som god dansk space opera, og titlen siger egentlig hvad det handler om. En balletkoregraf skal lære nogle trebenede fem meter høje rumvæsener at danse Svanesøen. Ikke nok med at universet i historien er stort og interessant nok til at kunne rumme mange flere historier, er den også umådeligt underholdende uden at det bliver fjollet og så siger den faktisk også noget om hvordan kunst kan blive misforstået og misbrugt.

Den eneste negative petitesse jeg kan sige i år, er angående det ellers flotte forsidemotiv af Patrick Leis, som jeg bare synes signalerer lidt for meget horror og ikke science fiction, men SFC’s bogudgivelser har nu også haft rigeligt med rummotiver.

The Solaris Book of New Science Fiction 2

Solaris Book of new Science Fiction volume 2Min begejstring for første nummer i antalogiserien The Solaris Book of New Science Fiction var ikke stor og desværre kan jeg ikke sige noget bedre om denne volume 2. Hovedvægten ligger denne gang på mindre kendte forfattere, men igen er der langt mellem historier man husker bare få minutter efter de har været læst. De få rimelige historier der er kommer først.

Paul Di Filippos iCity leger med mulighederne indenfor de seneste Web 2.0 påfund som wikier, online spil og især Second Life. Man følger en fyr der kaldes for Moses, der konstruerer byer i en virtuel verden (det er faktisk ikke helt klart om det er en virtuel verden, men det virker sådan). Byerne ændrer sig konstant og det handler selvfølgelig om at få flest mulige til at kunne lide sin by. Velskrevet og morsom historie.
Idéen i The Space Crawl Blues af Kay Kenyon er ikke videre original, men dog ganske veludført. Kvanteteleportering er blevet muligt, så folk kan komme hvor som helst hen i universet på et øjeblik. Men er man nu også den samme person, når ens kvantetilstand rives fra hinanden for at opstå på ny et andet sted?
Robert Reed er yderst erfaren i novelleformen, men Fifty Dinosaurs virker nu alligevel som noget fra skrivebordsskuffen. I denne samling er det dog temmelig godt. Kevin er lige fyldt 21, men vågner op i en fjern fremtid med talende dinosaurere. Jeg tror ikke Reed har haft nogen større pointe med denne ide, men han skriver heldigvis altid godt og spændende.
Til allersidst finder man Point of Contact af Dan Abnett, som var en af de historier jeg ikke glemte med det samme. Forfatteren har virkelig anstrengt sig med at gøre en historie om first contact så kedelig som muligt, så det faktisk ender med at blive interessant. Rumvæsener kommer til Jorden, men de er ikke videre spændende. De har ingen superavanceret teknologi, de vil ikke udrydde os og de har ikke noget interessant at fortælle om universet. Næsten samtlige sætninger i denne korte novelle begynder med “they” og indeholder et “not” et sted. Novellen skal dog heller ikke være længere end den er, for så var det nok blevet kedeligt, men Abnett har afmålt det tilpas og får gjort sin pointe klar.

Selvom antologien har givet plads til mange relativt ukendte navne, kan jeg desværre ikke sige jeg har fundet interesse for nogen af dem, og de få gode historier antologien indeholder, er dårligt værd at købe den for. Jeg håber den tredje er bedre, den har i hvert fald fået en god anmeldelse i Analog og har et større udvalg af kendte navne.

Galactic Empires

Galactic EmpiresKortromaner er en problematisk størrelse. De kommer til at fylde meget i et magasin eller en antologi, men er omvendt også for korte til at blive udgivet for sig selv. Men formen kan være rigtig god når den ikke blot bruges til at gøre en almindelig novelle længere, og særligt til space opera er der potentiale i at kunne ridse et univers op og få fortalt en fængende historie, uden at det behøver at fylde tusind sider. Den erfarne redaktør Gardner Dozois har samlet seks kortromaner i denne eksklusive samling udgivet af Science Fiction Book Club, med en lang række superstjerner inden for nyere space opera, hvoraf fem af de seks er fra England.
Udover at der er tale om widescreen space opera er temaet, som titlen også siger, galaktiske imperier for alle historiernes vedkommende; nogen som en central del af plottet og andre med en antydning af nogle større kræfter derude. For at kunne få det til at fungere har tre af forfatterne valgt, at sætte deres historie i et af deres eksisterende større romanuniverser, men heldigvis står de også nogenlunde alene.

Peter F. Hamiltons bidrag, The Demon Trap, er sat i hans Commonwealth-univers og gør brug af en velkendt figur fra den serie, efterforskeren Paula Myo. På en planet slår et terrorangreb flere hundrede mennesker ihjel, og bag står en uafhængighedskæmpende gruppe, der ønsker selvstyre på planeten. Myo sættes på sagen og opklarer den for så vidt hurtigt. Hun finder i hvert fald frem til den person der affyrede missilet mod passagerflyet, men gerningsmanden har renset sin hukommelse for den hændelse og alt det der ledte op til den, så der opstår et interessant juridisk problem om hvorvidt man kan straffe en person for en handling, når hans sind i hvert fald er uskyldigt. Det optager dog ikke Paula Myo det store; hun er mere optaget af at finde de medsammensvorne hun er sikker på der er.
Det er for så vidt helt oplagt for Hamilton, at skrive krimihistorier med Paula Myo figuren, men han forspilder muligheden her. Der er mange ligheder til en lignende sag hun opklarer i Pandora's Star, det bliver aldrig rigtig spændende og det virker aldrig som om der er nogen speciel udfordring for Myo undervejs. Det hele er nærmest løst med det samme, de fleste sider bliver brugt på at skitsere Commonwealth-universet og de skyldige skal blot narres til at afsløre sig selv. I enhver anden samling, havde The Demon Trap været en god krimihistorie, og den er for så vidt også underholdende nok, men den blegner i forhold til resten.

Neal Asher er en temmelig ny britisk science fiction forfatter, med sin første romanudgivelse i 2001 – Gridlinked, men som har været yderst produktiv med flere romaner om året. Jeg har ikke noget videre bekendtskab med hans forfatterskab, men ligesom med de fleste øvrige moderne space opera forfattere, skulle hans historier indeholder mange elementer fra cyberpunk, gøre flittig brug af kunstig intelligens, nanoteknologi, FTL-teknologi osv. Med Owner Space er vi mere “back to basics” space opera. Historien starter med at en gruppe på godt halvtreds mennesker forsøger at flygte fra the Collective – der antydes at være et sovjetisk inspireret kommunistisk imperialistisk styre der regerer Jorden. De flygter i rumskibet Brezna og bliver forfulgt af skibet Lenin. Deres flugtrute tager en uheldig drejning, og de har snart ingen sikre steder at søge hen. Deres eneste håb er at søge ind et område kaldet Owner Space, der er omgæret med legender og mystik, angiveligt skulle det husere et rumvæsen med enorme kræfter, som ikke er specielt venligtsindet overfor nogen fremmede. Et ganske spændende og underholdende plot udfolder sig, og Asher rammer meget godt fordelingen mellem dels verdensopbygning der ikke bliver alt for omfattende og dels et godt plot der fanger læseren.

Robert Reed er en forfatter der primært gør sig i kortprosaen. Han har næsten altid en historie med i Fantasy & Science Fiction og skriver også ofte til Asimov’s. Med The Man with the Golden Balloon viser han også, at han er den der mestrer kortromanformen bedst i denne antologi. Historien er sat i det univers der udgør romanerne Marrow og The Well of Stars, der tager udgangspunkt i opdagelsen af et gigantisk forladt rumskib på størrelse med Jupiter og som mennesket og andre racer begynder at bruge, men historien her fungerer glimrende for sig selv, da den nødvendige baggrundsviden introduceres. Historiens to hovedpersoner, ægteparret Quee Lee og Perri, mener at have kendskab til et område i det gigantiske skib som endnu ikke er blevet kortlagt, hvilket er usædvanligt, da man ellers har ment at selvduplikerende robotter skulle have kortlagt enhver krog af skibet. Men de begiver sig ud på en ekspedition sammen med et mindre hold og finder det hidtil ukendte område, men der er tilsyneladende absolut intet interessant ved det og flere af ekspeditionens medlemmer vender om. Men endelig i et absolut kulsort hulrum støder ægteparret på et væsen som de falder i snak med. Væsenet påstår det er en repræsentant for en stor galaktisk sammenslutning som i al hemmelighed har enorm magt. Ægteparret såvel som læseren bliver fanget af dette væsens fortælling, der er både kosmisk og nærværende. Historien fungerer fordi Reed har disponeret elementerne lige tilpas, hvor rammen er tilpas snæver med et lille persongalleri og en interessant verden hvor man får det nødvendige at vide. Denne evne til afgrænsning er særligt noget et par af de andre historier mangler.

Alastair Reynolds har aldrig skuffet mig og The Six Directions of Space er ingen undtagelse, omend den har et par svagheder. Den hemmelige kvindelige agent med kodenavnet Yellow Dog der arbejder for et Mongolsk gallaktisk imperium, sættes til efterforske en række mystiske fremkomster af spøgselsskibe i det der benævnes som the Infrastructure – en udhulet måne der fungerer som transitsystem for FTL-rejser. Hun kommer til at samarbejde med den noget utilregnelige Qilian, og historien skifter fra spionage til first contact og over i opdagelsen af flere paralleluniverser hvori forskellige folkeslag fra Jorden har opbygget galaktiske imperier. Disse overgange i historien er ikke altid lige overbevisende, men Reynolds imponerer som oftest med de fedeste idéer som ikke mange kan gøre efter.

Stephen Baxters The Seer and the Silverman var desværre noget skuffende, fordi den er komplet uforståelig når man ikke er bekendt med hans Xeelee-sekvens. Reed og Hamilton skrev også i et eksisterende univers, men de slap bedre fra det, da deres historier kunne stå for sig selv. Det kan denne ikke og jeg måtte bruge adskillige webopslag for bare at gennemskue lidt af hvad der foregik. På den kunstige verden kaldet Reef er der en masse mennesker der pludselig er forsvundet, og man mistænker racen der kaldes for Ghosts at stå bag. Historien følger Donn, hvis bror er forsvundet på denne måde, og hvordan han bliver opsøgt af en Ghost ambassadør, der tager ham med til deres hjemverdenen hvor det bliver klart, at de har bortført en masse mennesker med henblik på at studere og forstå dem. Baxter tænker stort og historiens tema drejer over i højtragende diskussioner om kosmos og universet mellem Donn og ambassadøren. Baxter præsenterer nogle interessante koncepter og historien er sikkert interessant nok som et bidrag til hans Xeelee-sekvens, men som selvstændig historie mangler den et bare nogenlunde gennemskueligt handlingsforløb og pointe, og et utal af referencer til navne på steder og racer og personer, som man ikke ved om er vigtige eller ej, gør læsningen anstrengende.

Sidste historie, Ian McDonalds The Tear, er nomineret til årets Hugo Award og det er forståeligt nok, da den nok er samlingens mest originale og iderige fortælling. Dog har den lidt som med Baxters historie et problem med afgrænsning, for han sætter et væld af navne og benævnelser på alt muligt ind i teksten, hvoraf mange af dem kun optræder den ene gang. Det bliver heller ikke nemmere af at historiens hovedperson, har i alt otte personer i sig i en og samme krop – alle med hver sit navn, og der skiftes hele tiden mellem disse personer, hvilket gør forløbet temmelig uoverskueligt. Men ham her stammer fra en vandplanet og mangler følger ham, og hans mange personer, og hans opvækst der blandt andet bringer ham i kontakt med nogle rumvæsener han lærer nogle alvorlige hemmeligheder om. McDonalds sprog er helt unikt, med indviklede poetiske sætninger der kan have flere betydninger, ord der bruges i alternativ kontekst og som nævnt en række selvopfundne navne der gør det endnu mere svært at forstå hvad det hele handler om. Der er dog ingen tvivl om at han ligesom Baxter tænker stort og episk i galaktisk målestok. Som jeg læser den, selvom jeg må indrømme jeg næppe har forstået den fuldt ud, er den et produkt af en forfatter der simpelthen vil fortælle for meget på for lidt plads.

Øvelsen med at skrive gigantisk space opera om civilisationer der breder sig over hele galakser i et format på lige godt under 70 sider, må siges at være noget af en udfordring, og ikke alle seks forfattere slipper lige godt fra det, omend samtlige historier vil stå markant frem i enhver anden sammenhæng. Hamilton formår at afgrænse og skrive en tilpas afmålt historie, omend desværre med et anelse kedeligt plot. Asher har bedre styr på at finde balancen med både at kaste mange idéer op i luften, opbygge en verden der virker langt større end i den enkelte historie og det at fortælle en historie der fungerer for sig selv. Reed løber på dette punkt med sejren, med en perfekt afmålt historie der ikke er bange for at fortælle os noget om praktisk talt alting. Reynolds har de vildeste idéer, men halter lidt med kontinuiteten i handlingen. Baxter har sikkert skrevet et spændende ekstra kapitel til hans Xeelee-sekvens, men har tilsyneladende ikke taget højde for at historien skulle trykkes i en selvstændig antologi. McDonald viser hans lyriske overlegenhed, er fuld af idéer og store tanker, men kunne ikke få det hele til at passe ind i en forståelig handling.

Galactic Empires står dog klart som en helt unik og enestående antologi, der bestemt er værd at skaffe sig for alle space opera fans, selvom den skal bestilles hjem fra USA.

The Solaris Book of New Science Fiction

The Solaris Book of New Science FictionOriginalantologier er de seneste par år kommet frem igen. Tidligere har det primært været opsamlingsantologierne fra særligt Hartwell og Dozois, eller temaantologier der blev udgivet. Sammen med serier som Fast Forward og Eclipse er The Solaris Book of New Science Fiction “blot” en novelleantologi, som der siden dette første nummer fra 2007 er kommet i alt tre af. Solaris er ligledes et nyt forlag og antologien præsenterer både kendte forfattere som Peter F. Hamilton, Neal Asher og Stephen Baxter, men også nogle af Solaris’ egne navne som Eric Brown (der har skrevet Kéthani) og Jeffrey Thomas.

Der er en lille håndfuld gode nævneværdige historier som jeg vil fremhæve, men samlet set var jeg ikke vildt begejstret. Ikke fordi de resterende noveller var dårlige, de har bare ikke gjort noget videre indtryk og var hurtigt glemt igen. Men til de gode.
James Lovegroves The Bowdler Strain er en forholdsvis enkel historie om en eksperimentel virus der slipper ud fra et hemmeligt laboratorium, så de får hurtigt travlt med at stoppe spredningen af smitten og finde en vaccine. Det specielle her er at virussen ikke som sådan er farlig, den forhindrer blot folk i at bande. Hvilket naturligvis skaber stor forundring hos de intetanede borgere og en række smågrin hos læseren. Et godt eksempel på hvordan et ellers tyndslidt plot kan gøres interessant igen med lidt spøjs humor.
Peter F. Hamilton blander tidsrejser med krimifortællingen i If at First…, der handler om en kriminalbetjent der under en afhøring må høre på en fantastisk historie om en maskine, der kan sende hele ens bevidsthed tilbage i sin egen krop som barn. Hvad vil man mon bruge sin viden til, hvis man fik mulighed for at vokse op på ny, med al den erfaring man har fra fremtiden? Hamilton kommer ikke med banebrydende nytænkning, men han formår da at underholde.
Den Hugo-nominerede Last Contact af Stephen Baxter er også værd at fremhæve igen, som jeg skrev om i min gennemgang af sidste års Hugo novellenomineringer.
Jeg plejer ikke at kunne holde Mike Resnicks historier ud, men Jellyfish, skrevet sammen med David Gerrold, var fremragende. Umiddelbart starter den temmelig kedeligt med en science fiction forfatter, der prøver at skrive en ny historie om nogle specielle væsener der lever inde i gasplaneter. Men da en udsending fra disse væsener ringer på hans hoveddør og beder ham om at stoppe med at skrive om dem, bliver det pludseligt umådeligt interessant. Det er selvrefererende og selvreflekterende meta science fiction, med mange henvisninger til Kurt Vonneguts Slaughterhouse 5.

Det var så de fire noveller jeg vil fremhæve ud af de i alt seksten. Jeg vil dog ikke fraråde samlingen af den grund, tværtimod, for det er meget forskellige historier i mange subgenrer, så de fleste fans vil nok finde en håndfuld af dem gode og om ikke andet resten fin underholdning.

I Overfladen

I OverfladenSuccessen med Lige under overfladen gentages i år, med endnu flere noveller og flere sider, 20 noveller i alt er samlet i I Overfladen. Knud Larn har allerede skrevet en synopsis af alle novellerne, så jeg vil i stedet fremhæve et par stykker jeg synes særligt godt om.

Kenneth Krabats Historiens korte arm var jeg helt vild med. Science fiction elementet er synligt, uden at være skrevet direkte ind, og hovedpersonens oplevelser og tanker er yderst velskrevne og tankevækkende. Det er sjældent man ligefrem skraldgriner når man læser, men jeg kunne ikke lade vær med A. Silvestris When the Music´s Over. Fremragende satire, hylende morsom – uden at det bliver pjattet og historien kunne ovenikøbet meget vel være et ganske realistisk “first contact”-scenarie, for hvorfor skulle rumvæsener opføre sig logisk efter menneskets optik? Selvom man kan diskutere hvor god slutningen er i Brian P. Ørnbøls Stendrømme, var det en novelle jeg blev yderst grebet af fra start til slut. Manfred Christensens Sket er sket er en god krimi, med et tidsrejseplot man et stykke af vejen kan gennemskue, men så alligevel ikke.

Hvis Lige under overfladen bliver en stabil årlig antologi, lover det virkelig godt for kvaliteten af danske science fiction noveller. Det højner niveauet betydeligt, når der skrives til en rigtig antologi i bogform, mens kvaliteten i fanzinesene selvsagt er mere svingende.
Glem ikke mødet i morgen aften, hvor man har mulighed for at møde en række af bidragyderne til I Overfladen.

Year’s Best SF 13

Year's Best SF 13Så er David G. Hartwell og Kathryn Cramer kommet med den trettende udgave af den årlige opsamlingsantologi Year’s Best SF med historier publiceret i 2007. Selvfølgelig med et udvalg fra magasinerne, men i år er der også markant mange historier fra nye originalantologier, herunder hele fire historier fra Fast Forward 1.

Det første man som dansker ser når man kigger i indholdsfortegnelsen med de i alt 25 noveller er, at Bernhard Ribbeck står der med novellen A Blue and Cloudless Sky, oversat fra “En blå og skyfri himmel” af Niels Dalgaard. Det er ikke den eneste oversatte historie. Finske Johanna Sinisalo med historien Baby Doll er en kommentar til de senere års debat omkring børns seksualitet og påvirkning fra pornoindustrien. Historien er så kvalmende, at den nok har den ønskede effekt, men den anstrenger sig lidt for meget, hvor jeg bedre kan lide når man får en pointe frem mere subtilt.
Den lange Memorare af Gene Wolfe kalder redaktørerne i indledningen for muligvis årets bedste science fiction historie, og da den ligeledes var nomineret til en Hugo Award i novella-kategorien, forventer man en hel del. Desværre skuffede den fælt. Ideen er ellers god nok. En dokumentarfilminstruktør flyver rundt ude i asteroidebæltet, for at lave en film om de mange gravkamre nogle af asteroiderne er blevet lavet om til. Historien ødelægges bare af et trivialiseret trekants kærlighedsdrama, og den kører meget i tomgang på dens 80 sider.

I det hele taget er dette års antologi en skuffelse sammenlignet med tidligere år. Mange af novellerne efterlod mig blot med en følelse af Nå, var det det, og når jeg kigger indholdsfortegnelsen igennem igen, er der ikke mange titler der står frem og minder mig om en god historie. Ikke at jeg forventer at samtlige 25 noveller skal sætte sig spor i hukommelsen, men kigger jeg på titlerne fra tidligere års samlinger, er der flere gode historier der huskes.
Enkelte af de bedre noveller fortjener dog kort at blive nævnt. John Hemrys As You Know, Bob, der ironiserer over science fiction genrens tilstand i dag, i en udveksling mellem en forfatter og en redaktør med renskrivninger af starten på en ny science fiction roman, hvor redaktøren først kræver flere “sci-fi” begreber, men da det bliver for meget, ender forfatteren med at skrive fantasy, hvilket gør redaktøren glad. For det forstår folk nemlig! Aristotle OS af Tony Ballantyne, der handler om et operativsystem der “opfører” sig efter Aristoteles filosofi, var også ganske morsom. Kathleen Ann Goonan leverer en klassisk detektivhistorie i The Bridge, hvor en efterforskning efter digitale backups af to kunstige mennesker, fører detektiven uforudsete steder hen. Mindede mig en del om Robert J. Sawyers “Identity Theft“.

Om Hartwell og Cramer bare har valgt historier jeg personligt ikke synes om eller om 2007 blot har våret et sløjt år for science fiction noveller, skal jeg ikke kunne sige, men som sagt – desværre ikke en imponerende antologi.

Year’s Best SF 12

Year's Best SF 12Den tolvte udgave af Year’s Best SF har 26 noveller fra år 2006. Der er mange af de samme navne med som i nummer 11 og selvfølgelig i meget samme stil, med en vægt på den traditionelle novelleform og hård sf.

Første novelle, Nano Comes to Clifford Falls af Nancy Kress, giver ikke et særlig godt førstehånds indtryk. Det handler om nanomaskiner der kan lave alt ud af mere eller mindre ingenting, hvilket foresager samfundets totale forfald til anarki, da ingen jo gider at arbejde eller opføre sig ordentligt, når alt kan laves via nanomaskiner. En sådan historie kunne måske gå an da nanoteknologi stadig var en ny ide, men i dag er en sådan historie meget banal og forudsigelig, og den kunne være udført mere elegant end at skære problemet ud i pap for læseren. Sjovt nok har den næste novelle (Brother, Can You Spare a Dime? af Terry Bisson) det præcis modsatte syn om en fremtidsverden hvor robotter uden omkostninger sikrer alle menneskelige behov. Nebula vinderen When Sysadmins Ruled the Earth af Cory Doctorow er jo ganske sjov når man selv har arbejdet som systemadministrator, men den ellers udmærkede historie drukner desværre til tider i at han vil have så mange tekniske udtryk og netslang ord med som muligt. Det er selvfølgelig ikke meningen at gennemgå alle noveller, men lige de tre var værd at starte med.
Der er selvfølgelig nogen man mindes bedre end andre, blandt andet Home Movies af Mary Rosenbaum om en kvinde hvis arbejde består i at opleve noget for andre, for derefter at fjerne mindet permanent fra hende selv og overføre det til køberen. En spændende ny vinkel på overførsel af bevidsthed. Alastair Reynolds bidrag med Tiger, Burning er fyldt til randen med fantastiske ideer om kosmos, som af mangel på bedre dansk term – “makes your head spin.”

For at citere en anmelder på Amazon, “nano comes up alot”, hvilket der er noget om, da “nano” bliver sat ind som forklaring i en del historier for at opfylde et eller andet nærmest magisk fænomen. Det virker lidt fantasiløst, men det bliver nu brugt forskelligt: nanoteknologi som skyld i civilisationens undergang (Nano Comes to Clifford Falls), nano til kopiering af minder (Home Movies), selvreplikerende nants der overtager verden (Chu and the Nants).

I forordet skriver Hartwell at dette års tema var “recovering from disaster”, hvilket passer næsten for godt og man mistænker ham lidt for helt bevidst, at have udvalgt mange af novellerne efter det kriterie. En del af historierne er egentlige dommedagsfortællinger om de overlevende, og en del andre noveller har katastrofer i større eller mindre omfang som tema. Fra de mere symbolske som i Dawn, and Sunset and the Colours of the Earth til en (næsten) klassisk invasion fra rummet, Preemption. Der er længere mellem de positive og humoristiske historier i år i hvert fald.

Jeg bemærkede også at kvinder er godt repræsenteret. Både som hovedroller i mange af novellerne og med 7 kvindelige forfattere, hvilket forholdsmæssigt må siges at være mange. De skriver ofte med udgangspunkt i stærke selvstændige kvinder. Kamaron Hurley tager det endda så langt til at skrive en historie om kvinder der bogstaveligt talt overtager verdensherre(kvinde?)dømmet i The Women of Our Occupation.

Min konklusion bliver at som helhed var dette en bedre samling noveller end sidste år. Mængden af gode noveller er ganske enkelt højere. Og for 90kr er det stadig et glimrende køb hvis man ikke er belæst i årets numre af Asimov’s, som langt de fleste af historierne er fra. En komplet liste af novellerne kan findes her.

Og nu har jeg snart lyst til and og flæskesteg. God jul til alle sf fans og bloglæserne!