Asimov’s, February 2009

Februars nummer af Asimov’s er halvt rigtigt godt og halvt spild af plads. Sidstnævnte skyldes en kortroman der tager halvdelen af pladsen, men heldigvis er alle fem noveller intet mindre end fantastiske. Historier der bringer os til verdens ende, til det kolde nord, til Mars og selvfølgelig i det ydre rum.

Første historie, Colliding Branes, af makkerparet Rudy Rucker og Bruce Sterling er en version 2.0 satirisk skildring af dommedag set gennem to elitebloggers sidste timer. De kosmiske membraner der holder hele universet sammen er ved at gå fra hinanden og hele universet har kun godt et døgn tilbage at eksistere i (det videnskabelige aspekt er temmelig langt ude), men hvordan vil to af verdens førende blogjournalister håndtere dette? Novellen følger et par, (man mistænker lidt at forfatterne har stået for hver deres figur), der tidligere kun kendte hinanden gennem blogverdenen, men har besluttet at på universets sidste dag vil de finde sammen og dyrke sex. Trods den ellers noget negative handling med verdens undergang, er novellen alligevel glimrende, nærmest opmuntrende, satire, både over utallige enslydende dommedagshistorier og den moderne medievirklighed.

Så er Carol Emshwillers The Bird Painter In Time Of War langt mere alvorlig og mere poetisk i sit sprog. Titlen er egentlig den bedste beskrivelse af handlingen. I en ikke nærmere specificeret krig et ubenævnt sted, følger historien en mand der risikerer livet ved at bevæge sig ind bag fjendens linjer for at male fugle. Han støder på en kvindelig soldat, som med et kig på hans billeder får lyst til at glemme alt om krigen, hvorefter de udvikler et slags romantisk forhold. Det er en velskrevet historie om at se smukke ting i en ellers meningsløs krig, og jeg ser klare referencer til første verdenskrig og kom til at tænke på Intet nyt fra vestfronten.

The Coldest War af Matthew Johnson er specielt interessant at læse som dansker, da den tager udgangspunktet i striden mellem Danmark og Canada om Hans Ø oppe i det arktiske. Forfatteren er i øvrigt selv canadier og hans historie følger en af de canadiske udsendte på øen, der må kæmpe for at få skudt sin lysflare op i luften for at markere at de stadig er på øen. Mystiske ting begynder at ske på den lille base, da hans kollega forsvinder. Han mistænker hurtigt danskerne for at have udviklet et nyt våben og må kæmpe for sin overlevelse. En virkelig stemningsfuld historie der giver associationer til Kim Stanley Robinsons Mars-trilogi og ikke mindst Antartica, hvor spændingen ikke skabes af hastigt udviklende farlige situationer, men om hvordan barske omgivelser kan få selv de mindste uheld til at blive livsfarlige.

Certainty Principle af Colin P. Davies kunne have været bedre, hvis forfatteren havde brugt mere tid på personudviklingen, da det er det der skal bære sådan et moralsk dilemma rigtigt frem. Novellens hovedrolle er en overlevende fra en ikke-nærmere specificeret ulykke på Mars, han er besat af sin ekskone og han har det ikke godt med de såkaldte “vat-borns” – en slags kloner, som han ikke anser som værende rigtige mennesker. Den opfattelse må han dog få taget op til revurdering. Forholdet mellem mennesker og kloner er skildret i utallige historier, så denne skuffer lidt, da den ikke kommer med noget fantastisk nyt og personskildringerne er noget flade i det.

Jeg tror ikke altid jeg forstår Steven Utleys pointe med sine noveller, der oftest fokuserer på nogle grumme personer, men alligevel med en vis mørk humor. I dette blads korteste novelle, der bare hedder The Point, er to forskere der inderligt hader hinanden tvunget til at samarbejde. Fremskridt er der kun lidt af.

Som nævnt optager en kortroman halvdelen af siderne. Der er tale om Pelago af Judith Berman, som jeg kun orkede at få læst halvt. Før det første irriterer det mig at der er tale om en del af en kommende roman, fremfor en selvstændig historie skrevet direkte til bladet. Sproget er også meget anstrengende at læse, specielt med 50 sider af det, for al dialog er med fuldt overlæg dårligt og svært forståeligt engelsk i stil med “Longtime I do soldier-captain and many time I see even purest Skeenhay meat die, as easy as any mongrel.” Det er selvfølgelig meningen at det skal give historiens rumvæsener en særegen karakteristik, men det skal helst ikke være en stor frustration at læse en historie. Som roman må det da være ulideligt.

Redaktøren Sheila Williams bruger en halvanden side på at skrive om musik i Asimov’s noveller, og Robert Silverberg har skrevet en virkelig interessant klumme om sine helt unge dage som nystartet forfatter og hvilke svar de forskellige magasiner gav tilbage på hans historier.