Stephen Baxters Formidable Caress hører til i en fjern fremtid i hans Xeelee-serie, så det er lidt svært at finde rundt i, men Baxters vilde koncepter er altid fascinerende. Historien foregår på en kunstig verden der er styret af maskiner og delt op i tre niveauer, hvor tiden går med forskellig hastighed. Et par dage på det nederste lag svarer til tusinder af år på det øverste. Man følger Telni gennem det meste af hans liv og hører om hvordan maskinerne er særligt interesserede i hans viden om en kosmisk katastrofe for længe siden, som muligvis er på vej til at ske igen. Endnu et bud på universitets skæbne fra Baxters hånd.

Robert Scherrer har skrevet den korte lidt fjollede novelle A Flash of Lightning, der handler om en skoleklasse der har om tidsrejser og læreren viser dem hvordan det fungerer i praksis.

En humoristisk og sød julehistorie af Jerry Oltion er der også plads til. I The Jolly Old Boyfriend bliver Gina og Todd vækket midt om natten til juledag af rumsteren nede i stuen. Der finder de Ginas ekskæreste Sergei iklædt julemandskostume. Det mærkelige er at Sergei burde være død og angiveligt er det hans spøgelse der prøver at få afslutning på nogle ting med Gina. Science fiction elementet vil være synd at afsløre, men det er nu mest af alt end triviel juleromance med lidt påklistret science fiction.

Carl Frederik beskriver en meget fremmed verden i The Universe Beneath Our Feet om seksbenede rumvæsener og deres temmelig religiøse samfund. Der høres underlige lyde under isen og præsterne er overbevist om at det isdæmonen der er vred. Historiens hovedperson er dog af en anden overbevisning og den endelige afsløring er ganske interessant, men historien som helhed fængede mig bare ikke rigtigt.

Den nærmest religiøst prædikende Wilderness were Paradise Enow af H.G. Stratmann er en sær størrelse. I en tidligere historie af samme forfatter har rumvæsener terraformet Mars og nu har to mennesker, Martin og Katerina, på Mars fået tildelt guddommelige kræfter. Martin går hurtigt i gang med at bruge sine kræfter til at udrydde sygdom, krig og elendighed på Jorden, men Katerina udspiller bogstaveligt talt rollen som djævelens advokat og prøver at overbevise ham om, at han muligvis er ved at gøre mere skade end gavn. Det er side op og ned om menneskets natur på godt og ondt, og undervejs refererer de to hovedpersoner til kendte science fiction historier og tv-serier. Det hele slutter på en “det hele var bare en drøm”-måde, omend det er lidt mere kompliceret end det. Det munder ikke rigtigt ud i nogen konklusion fra forfatterens side til alle de store filosofiske spørgsmål der ellers blev stillet, men historien får en fortsættelse i næste nummer af Analog.

Afslutningen på G. David Nordleys To Climb a Flat Mountain kan i bedste fald betegnes som ligegyldig. De overlevende på den kubiske planet har delt sig, og en gruppe prøver nu at komme videre på egen hånd og finde vej om til en af de andre af planetens seks flader. Det går lidt op og ned, og der sker egentlig ikke rigtig noget. Da historien endelig når sit klimaks hvor årsagen til deres oprindelige forlis og hvad den kubiske planet egentlig er for noget bliver afsløret, kommer det hele dumpende på klodset vis. Idéerne bag kunne være interessante nok, men får ikke lov til at udfolde sig. Virker som om Nordley ikke helt har vist hvilken form hans historie skulle være. Steder bruges der mange sider på ingenting, hvor man tænker at det her godt kunne have været blot en novelle, andre gange sker der alt for meget på en gang, og slutningen havde egentlig idéer nok til en længere roman.

Peter F. Hamiltons bidrag, The Demon Trap, er sat i hans Commonwealth-univers og gør brug af en velkendt figur fra den serie, efterforskeren Paula Myo. På en planet slår et terrorangreb flere hundrede mennesker ihjel, og bag står en uafhængighedskæmpende gruppe, der ønsker selvstyre på planeten. Myo sættes på sagen og opklarer den for så vidt hurtigt. Hun finder i hvert fald frem til den person der affyrede missilet mod passagerflyet, men gerningsmanden har renset sin hukommelse for den hændelse og alt det der ledte op til den, så der opstår et interessant juridisk problem om hvorvidt man kan straffe en person for en handling, når hans sind i hvert fald er uskyldigt. Det optager dog ikke Paula Myo det store; hun er mere optaget af at finde de medsammensvorne hun er sikker på der er.
Det er for så vidt helt oplagt for Hamilton, at skrive krimihistorier med Paula Myo figuren, men han forspilder muligheden her. Der er mange ligheder til en lignende sag hun opklarer i Pandora's Star, det bliver aldrig rigtig spændende og det virker aldrig som om der er nogen speciel udfordring for Myo undervejs. Det hele er nærmest løst med det samme, de fleste sider bliver brugt på at skitsere Commonwealth-universet og de skyldige skal blot narres til at afsløre sig selv. I enhver anden samling, havde The Demon Trap været en god krimihistorie, og den er for så vidt også underholdende nok, men den blegner i forhold til resten.

Neal Asher er en temmelig ny britisk science fiction forfatter, med sin første romanudgivelse i 2001 – Gridlinked, men som har været yderst produktiv med flere romaner om året. Jeg har ikke noget videre bekendtskab med hans forfatterskab, men ligesom med de fleste øvrige moderne space opera forfattere, skulle hans historier indeholder mange elementer fra cyberpunk, gøre flittig brug af kunstig intelligens, nanoteknologi, FTL-teknologi osv. Med Owner Space er vi mere “back to basics” space opera. Historien starter med at en gruppe på godt halvtreds mennesker forsøger at flygte fra the Collective – der antydes at være et sovjetisk inspireret kommunistisk imperialistisk styre der regerer Jorden. De flygter i rumskibet Brezna og bliver forfulgt af skibet Lenin. Deres flugtrute tager en uheldig drejning, og de har snart ingen sikre steder at søge hen. Deres eneste håb er at søge ind et område kaldet Owner Space, der er omgæret med legender og mystik, angiveligt skulle det husere et rumvæsen med enorme kræfter, som ikke er specielt venligtsindet overfor nogen fremmede. Et ganske spændende og underholdende plot udfolder sig, og Asher rammer meget godt fordelingen mellem dels verdensopbygning der ikke bliver alt for omfattende og dels et godt plot der fanger læseren.

Robert Reed er en forfatter der primært gør sig i kortprosaen. Han har næsten altid en historie med i Fantasy & Science Fiction og skriver også ofte til Asimov’s. Med The Man with the Golden Balloon viser han også, at han er den der mestrer kortromanformen bedst i denne antologi. Historien er sat i det univers der udgør romanerne Marrow og The Well of Stars, der tager udgangspunkt i opdagelsen af et gigantisk forladt rumskib på størrelse med Jupiter og som mennesket og andre racer begynder at bruge, men historien her fungerer glimrende for sig selv, da den nødvendige baggrundsviden introduceres. Historiens to hovedpersoner, ægteparret Quee Lee og Perri, mener at have kendskab til et område i det gigantiske skib som endnu ikke er blevet kortlagt, hvilket er usædvanligt, da man ellers har ment at selvduplikerende robotter skulle have kortlagt enhver krog af skibet. Men de begiver sig ud på en ekspedition sammen med et mindre hold og finder det hidtil ukendte område, men der er tilsyneladende absolut intet interessant ved det og flere af ekspeditionens medlemmer vender om. Men endelig i et absolut kulsort hulrum støder ægteparret på et væsen som de falder i snak med. Væsenet påstår det er en repræsentant for en stor galaktisk sammenslutning som i al hemmelighed har enorm magt. Ægteparret såvel som læseren bliver fanget af dette væsens fortælling, der er både kosmisk og nærværende. Historien fungerer fordi Reed har disponeret elementerne lige tilpas, hvor rammen er tilpas snæver med et lille persongalleri og en interessant verden hvor man får det nødvendige at vide. Denne evne til afgrænsning er særligt noget et par af de andre historier mangler.

Alastair Reynolds har aldrig skuffet mig og The Six Directions of Space er ingen undtagelse, omend den har et par svagheder. Den hemmelige kvindelige agent med kodenavnet Yellow Dog der arbejder for et Mongolsk gallaktisk imperium, sættes til efterforske en række mystiske fremkomster af spøgselsskibe i det der benævnes som the Infrastructure – en udhulet måne der fungerer som transitsystem for FTL-rejser. Hun kommer til at samarbejde med den noget utilregnelige Qilian, og historien skifter fra spionage til first contact og over i opdagelsen af flere paralleluniverser hvori forskellige folkeslag fra Jorden har opbygget galaktiske imperier. Disse overgange i historien er ikke altid lige overbevisende, men Reynolds imponerer som oftest med de fedeste idéer som ikke mange kan gøre efter.

Stephen Baxters The Seer and the Silverman var desværre noget skuffende, fordi den er komplet uforståelig når man ikke er bekendt med hans Xeelee-sekvens. Reed og Hamilton skrev også i et eksisterende univers, men de slap bedre fra det, da deres historier kunne stå for sig selv. Det kan denne ikke og jeg måtte bruge adskillige webopslag for bare at gennemskue lidt af hvad der foregik. På den kunstige verden kaldet Reef er der en masse mennesker der pludselig er forsvundet, og man mistænker racen der kaldes for Ghosts at stå bag. Historien følger Donn, hvis bror er forsvundet på denne måde, og hvordan han bliver opsøgt af en Ghost ambassadør, der tager ham med til deres hjemverdenen hvor det bliver klart, at de har bortført en masse mennesker med henblik på at studere og forstå dem. Baxter tænker stort og historiens tema drejer over i højtragende diskussioner om kosmos og universet mellem Donn og ambassadøren. Baxter præsenterer nogle interessante koncepter og historien er sikkert interessant nok som et bidrag til hans Xeelee-sekvens, men som selvstændig historie mangler den et bare nogenlunde gennemskueligt handlingsforløb og pointe, og et utal af referencer til navne på steder og racer og personer, som man ikke ved om er vigtige eller ej, gør læsningen anstrengende.

Sidste historie, Ian McDonalds The Tear, er nomineret til årets Hugo Award og det er forståeligt nok, da den nok er samlingens mest originale og iderige fortælling. Dog har den lidt som med Baxters historie et problem med afgrænsning, for han sætter et væld af navne og benævnelser på alt muligt ind i teksten, hvoraf mange af dem kun optræder den ene gang. Det bliver heller ikke nemmere af at historiens hovedperson, har i alt otte personer i sig i en og samme krop – alle med hver sit navn, og der skiftes hele tiden mellem disse personer, hvilket gør forløbet temmelig uoverskueligt. Men ham her stammer fra en vandplanet og mangler følger ham, og hans mange personer, og hans opvækst der blandt andet bringer ham i kontakt med nogle rumvæsener han lærer nogle alvorlige hemmeligheder om. McDonalds sprog er helt unikt, med indviklede poetiske sætninger der kan have flere betydninger, ord der bruges i alternativ kontekst og som nævnt en række selvopfundne navne der gør det endnu mere svært at forstå hvad det hele handler om. Der er dog ingen tvivl om at han ligesom Baxter tænker stort og episk i galaktisk målestok. Som jeg læser den, selvom jeg må indrømme jeg næppe har forstået den fuldt ud, er den et produkt af en forfatter der simpelthen vil fortælle for meget på for lidt plads.

Øvelsen med at skrive gigantisk space opera om civilisationer der breder sig over hele galakser i et format på lige godt under 70 sider, må siges at være noget af en udfordring, og ikke alle seks forfattere slipper lige godt fra det, omend samtlige historier vil stå markant frem i enhver anden sammenhæng. Hamilton formår at afgrænse og skrive en tilpas afmålt historie, omend desværre med et anelse kedeligt plot. Asher har bedre styr på at finde balancen med både at kaste mange idéer op i luften, opbygge en verden der virker langt større end i den enkelte historie og det at fortælle en historie der fungerer for sig selv. Reed løber på dette punkt med sejren, med en perfekt afmålt historie der ikke er bange for at fortælle os noget om praktisk talt alting. Reynolds har de vildeste idéer, men halter lidt med kontinuiteten i handlingen. Baxter har sikkert skrevet et spændende ekstra kapitel til hans Xeelee-sekvens, men har tilsyneladende ikke taget højde for at historien skulle trykkes i en selvstændig antologi. McDonald viser hans lyriske overlegenhed, er fuld af idéer og store tanker, men kunne ikke få det hele til at passe ind i en forståelig handling.

Galactic Empires står dog klart som en helt unik og enestående antologi, der bestemt er værd at skaffe sig for alle space opera fans, selvom den skal bestilles hjem fra USA.

Lea Thume har stået for Anne McCaffrey delen. De to noveller er meget forskellige, men har begge stærke kvindelige hovedroller, som ifølge Lea Thume er en central del i McCaffreys forfatterskab. Mandalay Kuren er oversat fra The Mandalay Cure og tager udgangspunkt i noget så banalt som frisk luft ombord på et rumskib. Løber af Pern, oversat fra The Runner of Pern, er ikke umiddelbart science fiction, men en længere historie om en ung kvinde der vil gøre karriere som løber, inde for et “erhverv” hvor man løber med meddelser mellem byer. Begge noveller er enormt godt oversat og bærer nærmest ikke præg af at være en oversættelse.

Knud Larn har skrevet en god artikel om Zoran Živkovićs meget spændende forfatterskab, mens andre har stået for oversættelserne af de to noveller fra de engelske oversættelser af de oprindeligt serbiske tekster, Døde Sjæle og Forbrydelse og straf. Begge er et godt eksempel på Živkovićs mærkværdige, men interessante, stil. Desværre er det to ret korte noveller. Ikke at længden af en novelle er en del af kvaliteten, men lidt trist at de er overstået så hurtigt.

Ulrik Kristiansen har skrevet om Stephen Baxters forfatterskab og oversat de to noveller. Ombord på Orion Linien, oversat fra On The Orion Line, finder sted i Xeelee-universet, men er ikke blandt novellerne i samlingen “Det Himmelske Tyranni”, og handler om Spøgelserne. Stillehavets Mysterium er oversat fra Pacific Mystery og er en spøjs “alternate history” om anden verdenskrig og Stillehavet.

Flemming R.P. Rasch har behandlet Stanislaw Lem og oversat to af hans noveller fra de engelske udgaver, da de oprindeligt er skrevet på polsk. Ananke handler om et rumskib der styrter ned på Mars, med en af Lems gentagne personer, Pirx. Sandsynlighedsdragerne er en morsom robothistorie med drager.

Selvom Eurocon er overstået, kan denne udgivelse stadig være værd at læse, som introduktion til disse meget forskellige europæiske forfattere. Jeg synes især artiklen om Zoran Živković, novellerne af Stanislaw Lem og Anne McCaffery er værd at skaffe sig dette værk for, mens Baxter mest er en bonus her, hvor “Det Himmelske Tyranni” er en bedre introduktion til hans Xeelee-univers.

Stephen Baxter er uddannet fysiker og det kan ses i disse noveller. De indeholder alle relativitetsteori, astrofysik eller kvantemekanik som en del af plottet, hvilket gør denne udgivelse nok mest spiselig for fans af “hard sf.” Så burde man tilgengæld også elske disse noveller, der er fyldt med kosmiske ideer om vores forunderlige univers.

Novellerne er trykt kronologisk, hvor den første finder sted i år 3.825 og den sidste i år 4.101.214. Omfanget af Baxters xeelee-serie er der vist ingen tvivl om. Det gør også at novellerne her bliver mere og mere “højtragende”, hvor den første, Spindelvæv, er en rimelig håndgribelig historie om to forskere der strander på Pluto, mens den næstsidste novelle, Den Skjulte Historie, har praktisk talt hele universets skæbne som plot. Den sidste novelle, Skallen, står lidt for sig selv.

Jeg synes generelt oversætterne (der har været forskellig oversætter på hver novelle) har gjort det fint, men med den mængde tekniske udtryk Baxter gør brug, er det umuligt at undgå nogle klodsede sætninger af og til.

Som introduktion til xeelee-serien er denne samling glimrende, i hvert fald bedre end “Raft” var det, da man får en smagsprøve på alle dele af den enorme tidslinje, uden at afsløre ret meget, så man kun får lyst til mere. Baxter-fans vil forhåbentlig synes godt om at se ham udgivet på dansk.

Det bygger på en ide om et univers hvor tyngdekraftkonstanten er mange gange større end på Jorden. En spøjs og spændende ide, men det lader ikke rigtigt til at give plottet nogen dybere mening, andet end en del undren hos hovedpersonen Rees. Vi følger Rees fra barn, hvor han med barnlig naivitet og nysgerrighed undrer sig over ting som tyngdekraften og hvorfor den stjernetåge han lever i er ved at uddø, til han som voksen spiller en afgørende rolle i at sikre sit folks videre overlevelse. Han når både at leve i det højeste samfundslag blandt videnskabsfolk og som slavearbejder i jernminer.

Den primære mangel jeg ser ved Raft er at den er alt for overfladisk. Rees går fra den ene yderlighed til den anden og begår meget spontane handlinger, men som læser virker det aldrig rigtig troværdigt, da der ikke opbygges en grundig personkarakteristik af Rees. Han virker blot som en person kastet ind i en handling og skal så binde det hele sammen på en eller anden måde, fremfor at hovedpersonen selv drev handlingen frem. Der kunne ellers være grundlag for en interessant tematik i samspillet mellem de forskellige samfundslag, der som udgangspunkt hader hinanden, men til sidst er nødsaget til at samarbejde for at overleve. Det bliver bare ikke til meget mere end grimme ord og korte skænderier. Og som nævnt er den grundlæggende ide omkring et univers med en anden tyngdekraftkonstant da spændende og Baxter har da styr på sin fysik hvad angår det, men det får aldrig den helt store gennemslagskraft i plottet og forbliver en række videnskabeslige teoretiske samtaler.

Trods dette, så er jeg nu alligevel blevet interesseret i at læse videre i Xeelee-serien, som jeg håber bliver bedre.

Med så mange noveller fra forskellige forfattere, er det ikke til at lave en generel sammenfatning, så jeg dykker blot lidt i et par ting der faldt i øjnene.

De mange korte noveller fra bladet Nature er mest af alt præsentationer af ideer, uden den store historie knyttet til, men det giver god variation i samlingen som helhed. Blandt dem er den morsomme Ram Shift Phase 2 af Greg Bear værd at fremhæve. Det er en robot der anmelder en roman skrevet af en anden robot.

En del af novellerne handler på en eller anden måde om biologisk modificering af mennesker. Flere med dyr, som rotter og hunde, der er gjort menneskelige. Blandt andet When the Great Days Came af Gardner R. Dozois, om verdens undergang set fra en rottes perspektiv. Mason’s Rats af Neal Asher, der handler om nogle ganske krigeriske rotter. James Patrick Kellys The Edge of Nowhere der handler om hunde der besøger et bibliotek.

Noget entydigt omkring udvalget af noveller er svært at sige, men de fleste er med rimelige traditionelle temaer og uden de store ekserimenter i form og indhold, og med en vægt på “hard sf.” Ikke nogen kritik som sådan, men det er klart at denne antologiserie har et bestemt fokus i type af noveller de udvælger.

De bedste noveller synes jeg kommer til sidst i samlingen, hvor de også er lidt længere. Stephen Baxters Lakes of Light om en slags Dyson Sphere, har gjort mig interesseret i hans Xeelee-serie. Eller Alastair Reynolds Beyond the Aquila Rift, der formår at få den samme big-scale fornemmelse fra hans store space opera romaner, ned i novelleform.
Jeg må også fremhæve Second Person, Present Tense af Daryl Gregory. Et rørende psykologisk drama om en pige der prøver at finde sig selv igen, efter hun har mistet sin personlighed som følge af en overdosis af et narkotisk stof.

Om det er årets bedste noveller fra 2005 skal jeg ikke kunne sige, men til prisen får man i den grad en god samling noveller af fin kvalitet. Kan bestemt anbefales hvis man ikke abonnerer på de mange magasiner, hvor novellerne oprindeligt er blevet trykt.

En komplet liste over novellerne i denne antologi er at finde her.