Robert Charles Wilsons Spin imponerende mig meget, så høje forventninger til efterfølgeren Axis kunne ikke undgås. Desværre levede den ikke helt op til det, hvilket nok ikke er helt rimeligt, for den er stadig ganske god, men man skal have læst Spin før man læser denne her, og den vil ende med at stå i skyggen af sin forgænger.
I slutningen af Spin opstod der i det Indiske Ocean en portal til en Jordlignende planet et andet sted i galaksen – kaldet for Equatoria. Axis foregår på denne planet nogle årtier efter de første bosættelser. Formen er typisk, hvor vi starter med at følge et par seperate hovedpersoner, hvis veje mødes som plottet skrider frem. Der er drengen Isaac, der har et særligt “kald” der peger mod vest, Lise der i årevis har søgt efter svar på hvorfor hendes far forsvandt uden et ord for årtier siden og Turk som Lise søger om hjælp angående et spor på hendes fars forsvinden. På Equatoria begynder noget mystisk støv at falde ned fra himlen og teorien er at det er døde eller kasserede hypotheticals – dem som satte tidsmembranen omkring Jorden i Spin. Isaac viser at være et slags eksperiment, hvor menneskene på Mars har injiceret det livsforlængende stof – der giver dem deres fjerde levealder – i ham fra fødslen af, i håb om at han vil kunne kommunikere med disse hypotheticals. Deres veje mødes og det giver mulighed for karakterne at tænke tilbage på sørgelige minder og teoretisere op og ned om the hypotheticals.
Hvor Spin havde et præg af klassisk hard sf, er der lidt mere religiøse og mesiaslignende toner i Axis - noget jeg sjældent har det særligt godt med. De meget jordnære og almindelige tre hovedpersoner fra før er nu erstattet af en gruppe uinteressante personer, der bare udfører en funktion for plottet og ikke har et selvstændigt liv. Der er dog stadig masser af spændende science fiction idéer, og det er ikke religiøst som sådan, da det hele er solidt funderet i videnskabelige forklaringer. Så det er som sagt stadig en ganske udmærket roman, hvor der bygges videre på teorierne og forklaringerne på disse ukendte hypotheticals, men den står ikke så solidt som enkeltværk som Spin gør det.
Denne Hugo-vindende roman af Robert Charles Wilson bliver nok en af mine bedste læseoplevelser i dette år. Det er tydeligt hvorfor den vandt en Hugo, for den kombinerer ganske enkelt det bedste fra klassisk science fiction med nyere koncepter, og appellerer dermed ret bredt blandt science fiction læsere.