Andet bind i Peter F. Hamiltons Void Trilogy hedder The Temporal Void og fortsætter umiddelbart efter The Dreaming Void. Hamilton har ikke helt kunne begrænse sig denne gang, med 100 flere sider end sidst.

Truslen fra the Void bliver virkelig, da dens udvidelse accelererer til fire lysår i timen! Justine, en af de centrale figurer fra de tidligere Commonwealth-bøger, træffer en hurtig beslutning og flyver med sit rumskib ind i the Void, i håb om at kunne overtale the Skylord til at stoppe den ødelæggende udvidelse. Samtidig leder alle de mange grupperinger, regeringer, religiøse følgere og modstandere efter the Second Dreamer, der formodes at være i kontakt med hvad der end måtte være inde i the Void. Araminta opdager at hun er denne Second Dreamer, men hun vil helst være fri, og med mere held end forstand formår hun at holde sig skjult for dem der vil fange hende.
Men The Temporal Void består mest af flere af Inigo’s drømme om manden Edeard, der nu avancerer i graderne i politistyrken i Makkathran og indleder en storstilet handlingsplan, der en gang for alle skal fordrive gangsterne fra byen.

Om det er mig der har skiftet smag eller forventninger hvad angår space opera må være usagt, men The Temporal Void var desværre noget af en skuffelse. Det må jeg selvfølgelig sige med nogle forbehold, da hele afslutningen på historien mangler og det kan være helheden ender med at være bedre, men efter en træls gennemlæsning af The Temporal Void, endte jeg med det indtryk at der simpelthen ikke var sket ret meget på de 746 sider. Hvilket også forklarer, hvorfor jeg var en lille måned om at komme igennem, mens jeg slugte The Dreaming Void på godt to dage. Hvor man før måske har kunne kritisere Hamilton for, at gøre sine værker umådeligt omfattende og komplekse med et hav af sideplots og figurer, er han her snarere i den anden grøft. Plottet holder sig konsekvent indenfor de givne rammer i The Dreaming Void, der introduceres ikke flere væsentlige personer og enkelte ting bliver faktisk afklaret, snarere end skabe endnu flere spørgsmål. Problemet er nu bare helt omvendt – der sker simpelthen for lidt plotudvikling til at retfærdiggøre så mange sider. For det første består op imod 3/4 af bogen af Inigos drømme, altså beretningerne om Edeard i byen Makkathran, der har inspireret den religiøse bevægelse Living Dream. Det er selvfølgelig en vigtig baggrundshistorie at have med, for at forstå motivationen bag den problematiske pilgrimsfærd og hvad det er for nogle egenskaber ved dette Void der er tiltrækkende. Det holder bare ikke at bruge næsten en hel midterbog i en trilogi på det, specielt når alt det centrale kommer i sidste kapitel, og alt det inden blot er Edeard der fordriver banditterne fra byen med sine fantastiske evner. Det hjælper heller ikke at historien om Edeard er triviel og forudsigelig. Edeard er hele vejen igennem bare god, gør ingenting forkert udover nogle mindre misforståelser ved byens kulturelle normer og traditioner, og de onde gangstere han bekæmper er bare gennemførte onde hensynsløse dræbere, uden nogen videre spændende personkarakteristik.
I kapitlerne i Commonwealth-universet er der trods alt mere spænding, men samlet set er der ikke sket alverden. Konspirationerne er blevet afdækket lidt mere og the Second Dreamer er fundet og indfanget. Meget mere er det heller ikke.

I et interview gør Hamilton det klart, at sidste bind, der i øvrigt er sat til at komme i 2010, vil vende tilbage til primært at foregå i Commonwealth-universet, hvilket jo kun lyder godt, for det er vel der det egentlige plot udspiller sig. Måske ændrer mit syn sig når slutningen kommer (håber jeg), men ellers kan jeg kun se The Temporal Void som en alt for lang nødvendig baggrundshistorie, som gør at vi først nu kan komme i gang med den egentlige handling. Det er selvfølgelig helt fint at denne historie om Edeard ikke blot var lavet til en prolog i The Dreaming Void, men det havde måske virket lidt bedre hvis vægten var byttet rundt, så der var mere af Inigos drømme i første bind og mere plotudvikling i andet. Indtrykket er i hvert fald nu, at Hamilton fik søsat lidt for meget The Dreaming Void, måtte sætte plottet på standby, for at kunne fortælle forhistorien.

Derudover vil jeg lige reklamere for et Fantastik-arrangement på mandag kl. 19.00 i Valby Kulturhus, hvor man kan komme og høre mig præsentere netop Peter F. Hamiltons forfatterskab, samt om Robert Rankin præsenteret af Jesper Rugård og om Stanislaw af Flemming Rasch.