Et år forsinket er jeg nået til novembernummeret af Analog. Stanley Schmidt skriver lidt i øst og vest om regler, gode og dårlige regler, og hvordan og hvorfor de skal overholdes. Med eksempler fra Analogs egne regler for indsendte noveller. Der var ikke den store pointe i det. Uden relation til dette, så virker en del af historierne noget nedslående. Verdens undergang, mindre katastrofer og personlig tragedie går igen et par gange i hvert fald.
Richard A. Lovett og Mark Neimann-Ross (Lovett er velkendt i Analog, den anden kender jeg ikke) har skrevet kortromanen Phantom Sense om den pensionerende Kip, der har arbejdet for en særlig afdeling af en af landets hemmelige agenttjenester, hvor han har fået indopereret noget som har gjort ham i stand til at fjernstyre mekaniske fluer til brug i spionage. Derudover blev hans sanser også forstærket, så han meget nemt kunne afkode folks skjulte signaler og se om de lyver eller er nervøse. Nu mange år efter har han mistet en del af sine evner, og det går ham meget på, for han føler sig ukomplet uden dem. Det har ydermere gjort at hans kone er gået fra ham, men da deres datter bliver taget til fange, må han få sine gamle evner tilbage og gå sammen med kone på jagt efter forbryderne. Den grundlæggende idé med en mand der har tabt sine særlige kunstige evner fra en militærfortid er set før, og Phantom Sense bringer ikke noget nyt ind i det. Det er heller ikke særligt spændende i længden at læse om Kip der har ondt af sig selv og selve kidnapningsplottet virker som noget der bare skal være der. Lovett har også skrevet en videnskabelig artikel der beskriver virkelighedens baggrund for nogle af historiens idéer.
Mere sjov er derimod Zoo Team af Allan M. Steele om et hold astronauter i en Mars-rejse simulator der er i kredsløb om Jorden. De undrer sig dog over hvorfor lige de er blevet udvalgt til at udgøre denne besætning der skal simulere en rejse til Mars, for ingen af dem kan siges at have været klassens bedste. Alle har op til flere disciplinære sager og negative anmærkninger fra deres træning. Det er der selvfølgelig en politisk forklaring på, så de beslutter sig for at vende det imod beukraterne nede på Jorden. Det er et meget sjovt koncept Steele har fundet på og historien bliver ført fint til dørs.
Jay Werkheiser er ikke et navn jeg kender, men hans Contamination overraskede positivt. Det er gået helt galt på Jorden, så koloniseringsskibe er blevet sendt af sted til en planet som man for et par generationer siden allerede havde sendt nogen ud til, for netop at forberede en senere kolonisering. Men som det jo er med missioner der går igennem flere generationer, så går en del af meningen tabt, så det der møder dem fra Jorden er et folkefærd der lever i kredsløb om en jordlignende planet som de for alt i verden ikke vil lande på, kun studere på afstand. Det giver nogle interessante kulturelle og praktiske konflikter. Eneste kritikpunkt er at novellen mest bliver som et anslag til en længere historie, og ender dermed lidt for åbent.
Michael A. Armstrong leverer en typisk hurtigt læst og hurtigt glemt Analog-historie med The Deadliest Moop, om farlige objekter i kredsløb der kan ødelægge satelitter og hvordan de fanges inden det går galt.
Carl Frederick er velkendt i Analog, oftest med historier om forskere og deres forskning. I Howl of the Seismologist er det seismologen Alex det handler om, og ikke mindst hans hund som han mener kan forudsige jordskælv tidligere og mere præcist end de avancerede instrumenter. Det kommer der selvsagt et lille drama udaf, krydret med en god gang videnskabelig jargon.
Outbound af Brad R. Torgersen forsøger virkelig at smøre tykt på med de store følelser. Det starter med noget der ligner verdens undergang, hvor et forældrepar må overlade deres to børn til et af de sidste rumskib der forlader Jorden. Men det går også galt på rumskibet, den 4 årige pige dør og den 11-årige dreng overlever som den eneste i en redningskapsel. Og så er han i øvrigt lam fra hoften og nedefter. Han bliver fundet af et ældre ægtepar, hvor manden kun lever som et uploadet sind i skibets computer. De rejser sammen i flere år i jagt på andre overlevende, men finder ikke nogen. Indtil den nu voksne dreng er den eneste tilbage på rumskibet. Det rammer bare aldrig rigtigt, uden at være hverken dårlig eller kedelig, så virker det som om forfatteren vil sige en masse om håb og tro, at historien går tabt i budskabet.
Dette nummers noveller er desværre meget Analogsk med forudsigelige problemløsningshistorier uden de store overraskelser. Der er dog en enkelt Hugo-nomineret historie med. Stanley Schmidt skriver i sin spalte om hvordan vi dømmer noget hårdere hvis vores syn i forvejen er positivt, og Jeffrey D. Kooistra fortsætter sin kritik af temperaturmålinger brugt til at bevise den globale opvarmning.
Majnummeret af Analog Science Fiction and Fact er en jævn samling af rimelige historier. Stanley Schmidt skriver lidt lommefilosofisk om det at skulle forklare et naturfænomen til forskellige målgrupper, hvilket han bruger til at rette kritik mod religiøs overtro; Stella Fitzgibbons skriver om hvad der sker indenfor lægevidenskaben med brugen af robotteknologi til operationer og John G. Cramer skriver om forekomster af vand i solsystemet – navnlig kometer.
Marts/April-nummeret rummer overvejende mest fantasy, og meget af det fangede slet ikke min interesse. Derfor gennemgår jeg kun ganske få af historierne. En af de ting magasinet trykker alt for sjældent, er deres videnskabelige artikler. De er altid en fornøjelse at læse, for de har mere humor end Analogs videnskabelige artikler og altid med en lidt skæv vinkel fremfor tør videnskabssnak. Denne gang ser Pat Murphy og Paul Doherty på flyvemaskiner med udgangspunkt i legetøjsmodeller. Ganske interessant.
Martsnummeret af Analog er overraskende godt. Ingen kedelige eller dårlige historier, alle sammen underholdende – dog uden at være specielt originale eller kommende prisvindere. Stanley Schmidt indleder med en flot balancegang med at kritisere den politiske proces i forbindelse med Obamas Healthcare-plan, uden at tage stilling til indholdet, kun processen. Stephen L. Gillett skriver om isotoper og særligt deres anvendelse i forbindelse med aldersbestemmelse af fossiller, John G. Cramer skriver om hvordan vores solsystem er dannet og om det fantastiske fænomen, at planeternes afstand til Solen kan skrives op på en meget simpel formel, og Tocho Ligon har skrevet en halvt fiktiv artikel om sandsynligheden for at 10.000 aber før eller siden ville have skrevet et Shakespeare stykke.
Med dette nummer er det 80 år siden det 
Stanley Schmidt indleder med et tankeeksperiment om hvordan en ingeniør fra 30′erne ville forstå vor tids teknologi, men det bliver ret kedelig læsning, da han bruger adskillige sider på at beskrive hvordan en mand fra 30′erne ville prøve at forstå en moderne bilradio. Richard A. Lovett har til gengæld skrevet en interessant artikel om hvorfor Jordens klima er som det er hvor det understøtter liv, og hvorfor Mars og Venus ikke er det. John G. Cramer kan fejre sin The Alternate View nummer 150, denne gang om mørkt stof og mørk energi. 
Novembernummeret har markant bedre historier end de to foregående numre. En del af pladsen går dog med første del af en todelt føljetonroman. Stanley Schmidt indleder med en kritisk stillingtagen til den såkaldte mundane science fiction, som Schmidt – og ganske godt begrundet – finder temmelig kedelig, fordi den vil begrænse sig så meget at det ikke bliver science fiction længere, og slår fast at science fiction ikke er sat i verden for at komme med de mest realistiske bud på vores fremtid, men for at tænke hvad der kunne være muligt i fremtiden og ikke mindst underholde og fascinere læseren. En meteor der truer med at ramme Jorden har været brugt i et par mere eller mindre Hollywood-spændingsfilm. Edward M. Lerner har skrevet en interessant artikel om hvor sandsynlig denne trussel faktisk er, samt hvad man ville kunne gøre ved den. Jeffrey D. Kooistra skriver kritisk om datagrundlaget for global opvarmning, hvor han blandt andet mener at vejrstationerne i USA ikke giver pålidelige temperaturmålinger og da slet ikke når man ser det over en periode på over 100 år.
Oktobernummeret er en lidt blandet oplevelse. Mange historier der lige mangler et eller andet og enkelte der er direkte tåbelige, til gengæld er de to videnskablige artikler ganske gode. Stanley Schmidt indleder med at slå fast, at vi ikke skal stole blindt på teknologien og kommer blandt andet med eksempler på folk der kommer galt med en GPS, og konkluderer at det er de selv ude om. Nick Kanas har skrevet om The Psychology of Space Travel, særligt interessant fordi han ikke blot ser på de psykiske udfordringer der er forbundet med at være i rummet, men også på hvordan astronauterne i mange tilfælde ser sig selv som bedre mennesker efter de har været i rummet. I den mere hårde videnskab har John G. Cramer skrevet om den nyeste forskning i tyngdekraftbølger.