Anden bog i David Brins Uplift-trilogi har noget mere at byde end Sundiver, men jeg er stadig ikke begejstret for Brins måde at skrive på. Plottet er dog mere interessant. Romanen er fra 1983 og vandt både en Hugo og en Nebula.

Rumskibet Streaker, bemandet med mennesker, intelligente delfiner og chimpanser, har praktisk talt det meste af galaksens civilisationer efter sig. De har nemlig gjort en fantastisk opdagelse. Ved et tilfælde fandt de en forladt rumflåde fra den civilisation der angiveligt var den første højtudviklede race der opløftede andre racer. Mindre kløgtigt var det at sende beskeden om fundet ukrypteret tilbage til Jorden, så de må søge tilflugt på planeten Kithrup, mens de andre slås indbyrdes i kamp om hvem der får adgang til informationen om hvor den forladte rumflåde befinder sig. En fin start der fangede min interesse, men så kører det bare rundt indtil slutningen, hvor der da sker noget lidt interessant igen.

Mit problem ligger stadig med Brins sprog, som nok mest af alt har med personlig smag at gøre, og ikke kvalitet. Nogen vil sikkert finde hans sprog flot, varieret og anderledes, mens jeg nu for det meste blot fandt det irriterende og unødvendigt eksotisk. At have mange personer i en roman er fint nok, men når de ikke får opbygget en genkendelig personlighed, bliver de tabt i et virvar af eksotiske navne og om de nu er delfiner, mennesker eller noget helt tredje.
Eftersom jeg egentlig har købt alle seks bøger i serien, bør de jo stadigvæk have en chance. Jeg vil da i hvert fald gerne høre mere om hele mysteriet med uplifting.