Tag Archives: udødelighed

Watching Trees Grow

Posted on by
Reply

Watching Trees GrowVed et tilfælde fandt jeg denne novella af Peter F. Hamilton på biblioteket. Den er fra 2000 og er basalt set en detektivhistorie om en mordsag. Men som det ofte er med science fiction, er det de ydre forhold og den verden historien finder sted i der er interessant.

Man opdager hurtigt at det må en “alternate history” historie, da årstallet er angivet til 1832 og telefoner og elbiler bruges hyppigt. Det forklares ikke helt specifikt, men grunden lader til at være at romerriget aldrig gik i opløsning og dermed har den teknologiske udvikling taget voldsom fart. Vi følger Edward Raleigh, der er en form for repræsentant for sit familienavn, bliver sat på en mordsag, hvor en ung studerende ved navn Justin Raleigh er blevet myrdet. Mord er helt uhørt i samfundet og da der tilsyneladende intet motiv kan være til at dræbe denne fredelige studerende, kommer efterforskningen ikke langt. Men da man i praksis kan leve evigt, så fortsætter Edward sin efterforskning i flere hundrede år, og kommer nærmere en forklaring i takt med den teknologiske udvikling. En meget hastig udvikling der hurtigt bringer menneskerne ud til stjernerne og opnår gudeagtige evner.

Da historien kommer til at handle om så markante udviklinger af mennesket og dets fremgang, er det lidt synd at det kun er en kortroman på lidt over 100 sider. For meget af denne spændende og fantastiske fremgang bliver forklaret i sammenfattede resumer, for at den røde tråd med mordsagen kan hænge sammen, fremfor at give bogens verden tid til at forklare sig selv, som det er tilfældet i hans andre store værker. Det er lidt et antiklimaks med så omfattende og store ideer på så lidt plads, men det viser omvendt også en forfatter med overskud til netop at præsentere store ideer i et temmelig lille og enkelt plot, og godt kan skrive i noget kortere form end han plejer, uden at det går udover målestokken i hans ideer til en anden verden.

Judas Unchained

Posted on by
1

Judas Unchained“Judas Unchained” er i direkte forlængelse af “Pandora’s Star” og afslutter historien som helhed. I modsætning til hvad jeg har set af kommentarer fra andre, så synes jeg nu bestemt den lever op til første del og det er samlet set endnu et glimrende værk.

Krigen mod MorningLightMountain fortsætter på mange fronter og det er så småt ved at gå op for lederne, at der kunne være noget om konspirationsteorien, da mange ting begynder at hænge mere og mere sammen. Ligeledes er de utallige sideplots og personer ved at få flettet deres handlingsforløb sammen i en større kontekst, som det også var tilfældet i NDT. Der skal træffes nogle store beslutninger for menneskehedens fremtid og det går ikke stille af sig.

Det er en simpel klassisk historie med onde rumvæsener der invaderer Jorden med laserpistoler. Hamilton pakker det blot ind i 2000 siders kompleks konspirationsteori og kriminalhistorier inden de mærkelige aliens angriber med deres laservåben.
Meget samme tema som i NDT med at hele menneskeheden bliver udsat for en slags prøve hvor de sammen må finde en løsning for at overleve som race. Og igen vendes temaer om brug af krig og våben nu også er den rette fremgangsmåde, også når der ingen anden udvej synes at være.
Efter at have læst Niels Dalgaard skrive noget om forfattere der har det med at fortælle den samme historie fire gange i samme bog, blot fra forskellige personer, indser man jo at det også er tilfældet for Hamiltons bøger. Vi har en række hovedpersoner der hver for sig kommer nærmere sandheden om The Starflyer, og samtidig også finder ud af noget om hinanden. Den slags fylder jo selvfølgelig en hel del, selvom historien ikke bliver længere af den grund, men det gør nu personkarakteristikken mere interessant, fremfor at det blot var en helt der fandt ud af det hele. Det vil være lidt kedeligt. Problemet er derimod at vi som læsere faktisk ved stort set det hele, og blot læser om de forskellige personer finde ud af hvad de andre ved. Den form for historiefortælling er nu i princippet fin nok og kan godt fungere, og gør det også her, da det ikke bliver direkte kedeligt, men igen er det ganske enkelt for meget. Ved NDT havde jeg intet imod længden og synes det gav god mening at have så mange detaljer med, men det samme er ikke helt tilfældet her. Der er alt for mange sider med endeløse samtaler blandt personer der kun rykker historien ganske lidt.
Men det er jo et bevidst valg fra forfatterens side, for vi har jo set med bøger som Misspent Youth og Fallen Dragon, at han sagtens kan skrive på en anden måde. Historier at det her omfang egner sig nu nok bedst til denne form.

Skal dog ikke forstås alt for negativt, for det er stadig en fantastisk historie og specielt den sidste havldel af denne bog rykker historien sig fint fremad hele tiden, da hovedpersonerne nu arbejder sammen og ikke skal rende rundt og finde ud af den samme information igen og igen. Plottet hænger glimrende sammen og jeg synes at den tager sig tid til at slutte ordentligt og ender ikke alt for letkøbt, hvor jeg synes NDT blev lidt forhastet til sidst og “løsningen” var lidt for meget “lad os spole tilbage”.
På The Dragon Page fandt jeg et podcast interview hvor han fortæller om denne bog og afslører lidt af hans kommende trilogi, Void Trilogy, der foregår i samme univers 1000 år længere ude i fremtiden. Der burde bestemt være noget at glæde sig til.

Pandora’s Star

Posted on by
5

Pandora's StarDet er gået noget langsommere med læsningen efter studiet startede igen og det bliver ikke bedre når det er en bog af Peter F. Hamilton man prøver at komme igennem, da han jo er yderst kendt for at skrive murstensbøger på godt over 1000 sider. Men nu er jeg altså blevet færdig med Pandora’s Star som er første del i The Commonwealth Saga hvor anden og afsluttende del hedder Judas Unchained. Det er ligesom The Night’s Dawn Trilogy (NDT) space opera i stor stil med et væld af personer med hver deres små sidehistorier og en fremtidsverden hvor menneskeheden har koloniseret adskillige stjernesystemer, og jeg kommer til at sammenligne en del med NDT her i indlægget. Selvfølgelig bør et værk dømmes på sine egne præmisser og ikke op imod et andet, men grundet de mange ligheder er det en god referenceramme.

Pandora’s Star finder sted i samme univers som (den efter min mening temmelig ringe) Misspent Youth nogle hundrede år efter, men der er ingen umiddelbar grund til at læse den først, da den kun giver lidt mere information om den behandling der gør at folk kan leve evigt. Menneskeheden har koloniseret flere hundrede planeter som alle er forbundet i et netværk af ormehuller der gør rejser mellem planeterne øjeblikkelig. Samfundet er generelt roligt og stabilt, hvor folk nyder godt af at kunne blive gjort unge igen så snart de er ved at blive for gamle, og dermed i praksis leve så længe de vil. En dag opdager en astronom at en stjerne pludslig bare forsvinder på en brøkdel af et sekund og dermed udelukker muligheden for en evt. supernova, hvorefter teorier om at et slags kraftfelt er blevet sat til omkring stjernen og så søsættes et projekt til at bygge et rumskib der kan flyve hurtigere end lyset til at rejse de over 600 lysår for at undersøge sagen. Teorierne går på at enten er kraftfeltet bygget for at holde nogen indespærret i solsystemet eller at det er bygget som et forsvar. Det viser sig at være det første og under mystiske omstændigheder bliver væsenerne i systemet sluppet fri, hvor de nærmest øjeblikket indleder et massivt angreb på menneskenes planeter i et rent blodbad. Dermed synes jeg det ligner NDT en del hvor resten af historien umiddelbart kommer til at være en kamp for menneskeracens overlevelse, men hvor det i NDT var os selv der var truslen, er det nu en ydre trussel.
Trods disse ligheder får Hamilton dog en spændende ekstra vinkel ved at inddrage en konspirationsteori i plottet, med en gruppe der kalder sig The Guardians Of Selfhood der mener at menneskeheden bliver styret af et rumvæsen kaldet The Starflyer og at den også har planlagt dette angreb. I starten bliver det fremstillet som en temmelig langt ude konspirationsteori, men som historien skrider frem er der flere og flere ting der virker underlige, og konspirationsteorien bliver taget mere og mere seriøst blandt bogens hovedpersoner.
Men for at vænne tilbage til sammenligningen med NDT, så har Pandora’s Star også en større samling hovedpersoner og bifigurer, der alle sammen har hver deres lille del i det store plot og som historien skrider frem begynder disse at flette sammen. Listen over disse personer foran i bogen bliver yderst behjælpelig, og med hele 43 listede personer er det vel ikke overraskende at det kan blive temmelig komplekst til tider. Dog er det færre end i NDT og det gik også noget hurtigere med at kunne se sammenhængen i alle sidehistorierne. I NDT er der også en klar helterolle med Joshua Calvert, hvilket der ikke rigtigt er i Pandora’s Star. Der er selvfølgelig en række hovedpersoner der hver især har lagt grobund for at kunne udrette noget stort, men det er ikke en enkeltmandsmission.

Hamiltons skrivestil er som man kender den og han skriver selvfølgelig stadig glimrende, omend jeg synes det er ved at ligne noget der er nærmest formaliseret og tempoet er noget svingende. Man savner måske lidt at han prøver noget nyt som han fx gjorde i Fallen Dragon som jeg fandt rigtig god, men at kunne strikke en så kompleks og omfangsrig space opera sammen skal man nu stadig ikke se gennem fingre med. Universet og samfundet han har skabt er gennemarbejdet og troværdigt, dog uden at vi rigtig kommer i dybden hos de mindre samfund. Han har trods alt begrænset sig i omfang i forhold til NDT og der går hermed selvfølgelig nogle detaljer tabt, men så fokuseres der også mere på selve plottet. En sidste lille ting der kan nævnes er de mange sexscener der altid har en fast plads i hans bøger, hvor jeg nu synes at de faktisk bringer historien lidt videre og ikke virker så påklistrede.

Det må jo hellere understreges at dette kun er første halvdel af et samlet væk, så det svarer vel til at omtale en halvlæst bog. Så jeg vil ikke drage for store konklusioner, men ser selvfølgelig frem til at læse videre i Judas Unchained og håber så på det ikke bare bliver en lang krigshistorie. Der er jo stadig mange spændende ubesvarede spørgsmål, primært anliggende hvorfor dette kraftfelt blev bygget og hvem der gjorde det, og ikke mindst hvorfor nogen tilsyneladende med vilje har sluppet de farlige rumvæsener løs på menneskeheden, og om konspirationsteorien holder.

Identity Theft

Posted on by
Reply

Identity Theft er skrevet af Robert J. Sawyer og er nomineret til en Hugo Award, som snart bliver uddelt ved Worldcon i Los Angeles, for bedste novella. Den er at finde i antologien Down These Dark Spaceways eller som gratis e-book på fictionwise.com

Historien finder sted på Mars godt 100 år i fremtiden og vi følger privatdetektiven Alexander Lomax i en sag der starter med blot at være en forsvunden person, men som viser sig at handle om meget værdifulde fossiler af det der engang havde været liv på Mars. I første omgang var jeg lidt negativt indstillet til historien, da det lignende endnu en triviel detektivhistorie og selvom opbygningen også var af en sådan karakter, så blev det mere interessant da plottet begyndte at handle om en slags robotter som mennesker kan overføre deres hukommelser i og dermed leve evigt, kaldet “transfers”. Det stiller nogle interessante problemstillinger hvad angår robotter med et menneskesind. De har ingen DNA, fingeraftryk eller lignende der kan identificere dem, heller ikke visuelt da udseendet kan designes efter personens eget ønske, hvilket jo komplicerer detektivens arbejde noget, da han blot må stole på at folk er hvem de påstår de er. Samt selvfølgelig velkendte filosofiske spørgsmål om mennesket kun er dets hukommelse, hvad gør man med originalen når man har uploadet sit sind til robotten og problemerne med flere kopier af samme person.

Jeg synes ikke det er noget fantastisk værk, da det er noget traditionelt med detektivopbygningen og et plot der selvfølgelig bliver twisted flere gange, men formår alligevel ikke rigtigt at være overraskende eller nyskabende. Den er dog fint spændende hele vejen igennem og de små 100 sider er hurtigt læst. Dragon Page har lavet et udmærket podcast interview i deres show 230, hvor de diskuterer problemstillingerne fremstillet i denne novella, om blandt andet hvordan det religiøse samfund vil reagere på en sådan teknologi og om det er en ide at lave backup-teknologi af mennesker.

Blue Mars

Posted on by
Reply

Blue MarsSå kom jeg til sidste del af Kim Stanley Robinsons Mars-trilogi, hvor Red Mars og Green Mars selvfølgelig er blevet omtalt. Den fortsætter hvor sidste bog slap og foregår omkring år 2120. Iøvrigt vandt Blue Mars også en Hugo Award.

Nu skal alle de politiske forberedelser og overvejelser der blev gjort i Green Mars før revolutionen føres ud i praksis. Med etablering af forskellige råd, ministerier, en præsident og en domstol, og hvordan disse skal fungere og hvordan deres magtforhold bliver. Dette kunne måske lyde kedeligt i nogens ører, og det ville det sikkert også være, hvis det altså ikke foregik på Mars. Det der gør det interessant er jo at det hele bliver sat i en ny ramme der er anderledes end på Jorden, da samfundet på Mars er skruet helt anderledes sammen, de har helt andre ting at forholde sig til. Terraformning fylder fx stadig meget det politiske og et forhold til Jorden skal der også arbejdes på. Det fylder ca. første halvdel af bogen, hvor den slår over i mere personlige skildringer hvor vi følger nogle udvalgte hovedpersoner i nogle vigtige øjeblikke i deres liv. Via dette får vi et bedre indtryk af hvor unikt og anderledes samfundet på Mars er ved at blive og i hvor stor grad det påvirker de mennesker der vokser op. Til tider må jeg sige disse afsnit kan blive noget langtrukne, med side på side uden dialog, men blot endeløse personlige tanker, som vel nok giver et godt indtryk af hvordan Mars påvirker folk, men det kunne godt være gjort lidt kortere.
Henimod slutningen hvor årstallet er ved at være oppe omkring 2200 tager koloniseringen af solsystemet rigtig fat, med kolonier på både Merkur og Venus, en masse asteroider og månerne omkring Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Disse kolonier snuser vi også lidt til, og får sat det i relation til Mars og Jorden, som nu står som de gamle kæmpeplaneter der har deres stridigheder om befolkningsproblemer, alt imens nye pionerere forsøger at starte på en ny måde andetsteds i solsystemet. Man må også sige det for alvor er i denne sidste bog at man ligger mærke til at det er hård science fiction, og ikke bare en relativ nutidig udlægning af hvordan man kunne bosætte sig på Mars. Teknologien har taget godt fat i denne bog, og som noget ekstra interessant hører vi også om hvad der sker i den videnskabelige verden, hvor videnskabsfolk er ved at få en næsten komplet forståelse af strengteori og er ved at gå ind i ny videnskabelig æra på lige fod med den måde relativitetsteorien satte en ny æra i gang.
I modsætning til de to foregående, ender Blue Mars ikke i et så voldsomt politisk drama, men er på mange måder en afsluttende bog. Den sætter ikke punktum for noget som sådan, men slutter ligesom koloniseringen af Mars til at man nu skal tænke på den menneskelige civilisation som er spredt udover hele solsystemet, hvor Mars blot er en planet ud af flere og livet kan gå sin gang der.

Trilogien som helhed strækker sig over omkring 200 år, hvilket gør det meget interessant at læse hvodan man i første bog hører om forventinger til fremtiden og så senere hen kan se hvad der så rent faktisk skete og følge personernes reflektering over fortiden. Det giver et meget komplet billede hvor både forventinger, realiteter og fortrydelser er med i et og samme værk. Og selvom hovedtemaet og pointen med værket selvfølgelig er menneskets første skridt mod andre planeter og at det er noget man seriøst bør overveje i henhold til overbefolkningen og at vi kommer til at leve længere og længere, tager Robinson også meget andet op som belyses igennem de meget forskellige hovedpersoner vi følger igennem bøgerne, hvor især den personlige udvikling med at blive sat til at leve et nyt liv i nye omgivelser bliver vendt og drejet.
Meget litteratur inden for især space opera finder sted flere hundrede år i fremtiden hvor menneskeheden for længst har koloniseret flere planeter og stjernesystemer, hvor denne trilogi så fint kunne fungere som indledningen til et sådant univers, ved at vise at man ikke “bare” lige flytter til en anden planet og begynder at bo der og tro at alt kan være som det plejer. Den største udfordring ved kolonisering af rummet er nok ikke de teknologiske, men de sociale- og samfundsmæssige, mener Robinson.

En lang triologi der er godt skrevet, men også svær læsning, for man skal ikke forvente spænding fra start til slut og ej heller noget større mystisk plot der skal slutte i en astronomisk episk afslutning. Det er personlige, sociale og politiske intriger og udvikling man kommer til at læse meget af.