Metusalem

Posted on February 26, 2011 by Jeppe

Metusalem Jeg har modtaget mit første officielle anmeldelereksemplar til denne blog med denne debutroman af Flemming Dyrbye. Desværre har den kun perifært med science fiction at gøre, og spændingsromaner er ikke lige mit speciale, men den får et skud.

Historien udspiller sig i nutidens Danmark og følger kriminalassistent Michael Niedermeyer der bliver sat til en lede efterforskningen, da kvindemorderen Christian Bjørnbo stikker af fra fængslet. Det bliver hurtigt klart at Bjørnbo har i sinde at bevise sin uskyld og Michael finder ud også ud af, at der er noget lunkent ved den oprindelige mordsag Bjørnbo blev dømt før. Pigen han angiveligt skulle have voldtaget og myrdet, havde arbejdet længe mod en opdagelse af stor lægevidenskabelig betydning. Som historien skrider frem optrevler Bjørnbo og Michael et internationalt og morderisk komplot relateret til denne opdagelse. Resten er så godt som selskrevet som den slags spændingskrimier nu engang er, og science fiction elementet kommer først lidt på bane til allersidst, da vi får lidt flere detaljer om denne vigtige videnskabelige opdagelse og dens konsekvenser. Bogens titel, Metusalem, leder en i retning af, at denne opdagelse har noget at gøre med forlængelse af menneskers levetid.

Jeg er ikke velbevandret i krimier, endnu mindre de danske af slagsen, så måske er det bare stilen, men jeg synes romanen var alt for tørt og nøgternt skrevet, hvor alle ligegyldige detaljer om personernes gøren og laden bliver skrevet i form af “og så gjorde han det, og så skete der sådan, og så..”. Alle tanker og overvejelser bliver nedfældet, så man ikke behøver at læse meget mellem linjerne. Omvendt, så vil jeg også sige “it gets the job done” – så at sige, for kedeligt var det heller ikke at læse, hvilket trods alt er det vigtigste, selvom det nu sagtens kunne have været gjort kortere.
Det er selvfølgelig en personlig præference og ikke en direkte kritik, men jeg foretrækker nu at “heltene” i sådanne historier også godt må komme i rigtig fare og til skade, hvilket ikke er tilfældet her – ikke for hovedrollerne i hvert fald. Det tager lidt af spændingen.
Idéen om forlængelse af menneskets liv og dets mulige samfundsmæssige konsekvenser er næppe ny for science fiction læsere, og på det punkt er der ikke meget nyt her, da romanens fokus klart ligger i et klassisk politimæssigt opklaringsarbejde, tilsat de forventelige romancer og personlige problemer på hjemmefronten.
Hvordan Metusalem står blandt det øvrige marked af danske krimi- og spændingsromaner skal jeg ikke kunne vurdere, men sikkert udmærket som letfordøjelig spændning efter de velkendte formler der nu engang hører til den genre.

Asimov’s, April/May 2010

Posted on November 6, 2010 by Jeppe

Asimovs April May 2010 Dette dobbeltnummer rummer både kedelige langsomme historier og nogen der vækker højlydt latter. Dobbeltnumre plejer at give plads til kortromaner og dem er der hele tre af. Brian Bieniowski har lånt redaktørspalten til at skrive om b-sider på gamle plader og relaterer det til science fictions betydning og Robert Silverberg kommer med anden del af sin artikel om “showing and telling”.

Det er sjældent at debutanter kommer med en kortroman, men det er Gregory Norman Bossert sluppet ganske godt fra med The Union of Soil and Sky der følger en gruppe arkæologer på planeten Aulis, hvor de prøver at grave så meget frem af en gammel civilisationen inden minedriften går i gang. De finder selvfølgelig noget, og der er lidt drama frem og tilbage som der nu skal være. En standard historie med et velkendt forløb, men en god en af slagsen, der viser en kommende forfatter med godt underholdningspotentiale.

Udødelighed er ikke et dødt tema i genren, og Molly Gloss tager den åbenlyse problematik op med Unforseen, hvor det er et forsikringsselskab der afgør om de døde skal vækkes tilbage til live igen. Der er nemlig ufattelig mange undtagelser og regler, at det i praksis kun er yderst sjældne dødsulykker, hvor den afdøde rent faktisk bliver livet op igen. Vi følger Forbes Kipfer, en ansat i dette forsikringsfirma kaldet NewLife, der har en klientsamtale med en hvis mor lige er død i en ulykke. Forfatterens pointe med novellen er ret tydelig fra starten, så der er ikke de store overraskelser undervejs, men den er bestemt værd at læse alligevel.

Eugene Fischers Adrift er en tydelig kommentar til en flygtningeproblematik, hvor folk fra fattige lande bliver lovet at blive smuglet til et vestligt land mod uhyre stor betaling, men de kommer sjældent frem i live. Science fiction delen i historien er næsten ligegyldig, men tre unge flygtninge bliver fundet i en container midt ude på havet. Det viser sig at de har været heldige, fordi den ældste havde leget med lidt elektronik i containeren for at få noget lys, hvilket gjorde at det automatiske transportsystem fejlede, og deres container blev taget ud til manuel inspektion. Var det ikke sket, ville de være døde under turen, der varer langt længere end de var blevet fortalt i Congo hvor de er flygtet fra. Selvom det egentlig er tydeligt at forfatteren har smidt et lille science fiction element ind, bare for at der skulle være et, for at kunne skrive en politisk kritisk historie, så fejler hans evner som forfatter bestemt ikke noget.

Nok den længste novelletitel jeg har set er Tim McDaniels They Laughed at Me in Vienna and Again in Prague, and Then in Belfast, and Don’t Forget Hanoi! But I’ll Show Them! I’ll Show Them All, I Tell You!, der samtidig også er en af de morsomeste historier jeg har læst længe. Vi følger en skingrende vanvittig, men tydeligvis genial, videnskabsmand, der fra 1954 til 2034 præsenterer den ene fantastiske opfindelse efter den anden på the World Science Conference, men publikum griner bare af ham, for det er ikke helt tydeligt om hans opfindelser faktisk virker eller ej. Den bør man altså læse hvis man kan komme til det!

Nummerets anden kortroman, Mindband af Pamela Sargent, fangede desværre ikke rigtig min interesse. Chris Szekely vender tilbage til byen Hannaford, hvor for nogle år siden en bro kollapsede under en demonstration, hvor hun var med, men overlevede. Hun er overbevist om at det mystiske firma MindData Associates havde et ansvar for ulykken. Bygget op som en science thriller med stærke personbeskrivelser, men jeg fandt historien langsommelig og uinteressant i længden.

Malick Pan af Sara Genge er lidt i samme stil som et par andre historier hun har skrevet til bladet, om børn eller unge i en post-apokalyptisk verden. Novellen er også en tydelig reference til Peter Pan, ikke blot fordi hovedpersonen er en dreng der hedder Pan, men fordi han ikke vil vokse op. Her er forklaringen dog at han har nanorobotter i sig der faktisk sørger for at han ikke vokser, fordi i den verden han lever i, er det bedre at være lille.

Jeg har svært ved at kalde Barry B. Longyears Alten Kameraden for alternate history, selvom den foregår i slutningen af anden verdenskrig, hvor sniperen Kurt Wolff – der betegnes som gammel soldaterkammerat med Adolf Hitler fra første verdenskrig – sættes til at reparere en ventilator i Hitlers bunker. Vi er mere ovre i almindelig historisk fiktion, for der kommer ikke nogen alternativ historie ud af det. Ikke nogen dårlig historie som sådan, jeg er bare personligt snart træt af historier om anden verdenskrig.

I Robert Reeds Pretty to Think So følger vi en familie hvor faderen må fortælle sin søn at de skal Disneyland midt om natten, fordi han ikke kan fortælle at præsidenten lige har sagt på tv at en dommedagsmeteor falder ned ud for USAs østkyst om få timer, og folk rådes til at flygte. Historien skifter dog til nogle astronomer og det bliver klart at det med meteoren blot er et cover for noget ganske andet. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skulle mene om denne historie. På den ene side rummer den nogle fede overraskende idéer, men samtidig er historien meget kort og kunne være en skitse til noget der burde være længere og mere fyldestgørende.

Sidste kortroman, Jackie’s-Boy af Steven Popkes, er en meget speciel historie. Ligesom i Sara Genges historie følger vi en dreng i en post-apokalyptisk verden. Det antydes at en dræbende virus har dræbt det meste af klodens befolkning. Drengen bliver venner med den talende elefant Jackie og drager sammen med hende ud af zooen og ud af byen, i håb om at finde et sted hvor Jackie kan leve med sin kommende unge. De kommer ud for mange farer og bliver gode venner undervejs. Bortset fra baggrunden med en ødelagt verden, kunne det lyde som en Disney-historie, men der er gode science fiction idéer i og historien er både velfortalt og brutal, og altså alt andet end børnevenlig.

Asimov’s, June 2009

Posted on July 12, 2009 by Jeppe

Asimovs June 2009 I 25 år har James Patrick Kelly bidraget med en novelle til juni-nummeret af Asimov’s, derfor er dette nummer et æresnummer til ham, som udover selvfølgelig at indeholde en ny novelle og Kellys klumme On The Net, er der også en række hilsener fra andre forfattere og redaktøren. Robert Silverberg bruger dog sin klumme på at anbefale fantasybogen My Life in the Bush of Ghosts af Amos Tutuola fra 1954.

Kellys egen historie Going Deep er dog ikke specielt imponerende og virker mere rettet mod yngre læsere. Mariska er en pige på 13 år og hun er ikke tilfreds med den vej i livet som hendes forældre har planlagt for hende. Specielt fordi hun er en klon af en velrenommeret astronaut. Stilen er helt karakteristisk for Kelly, men det er ikke en stil jeg altid er lige begejstret for.

Udødelighed er stadig et varmt emne indenfor science fiction. Tom Purdom kommer ikke med nye påfund til hvordan udødelighed kan opnås i Controlled Experiment, men overvejer i stedet hvad man gør med forbrydere der er dømt til livstid. Bud er sådan en og efter 60 år, går han med til et kontrolleret eksperiment der skal afgøre om han er parat til at komme ud i samfundet igen. Men nogen ønsker at sabotere det og forsøger at presse den voldelige side frem fra Bud igen. Rigtig godt skrevet og fængende historie.

John Alfred Taylor bidrager med en fed lille kort historie. Hovedpersonen bliver en Bare Forked, Animal da hans lokationschip går i stykker og han bliver fanget et sted uden mulighed for at råbe om hjælp. Medrivende og spændende skrevet tankevækkende historie om afhængighed af teknologi.

I sin roman Kéthani fik jeg det indtryk af Eric Brown, at han skrev science fiction med et plot mange har skrevet før ham. Det blev bekræftet med novellen Cold Testing, der handler om en kaptajn på et rumskib og hans forhold til to kvindelige besætningsmedlemmer, hvoraf den ene er en robot. Der opstår spændinger og velkendte diskussioner om robotters følelser og menneskelighed.

The Monsters of Morgan Island af Sandra MacDonald handler om, ja, monstrene på Morgan Island. En semi-fantasy kort novelle om en speciel ø, med specielle indbyggere og væsener.

Nummeret sluttes af med en længere novelle af Chris Willrich. I Sails the Morne følger vi rumskibskaptjanen Brick, der skal fragte en af de fire Book of Kells til Kuiper-bæltet, der bebos af rumvæsener, til en udstilling. Som passagerer har han også diplomater fra flere forskellige racer, så da bogen undervejs bliver stjålet, må de forskelliges dagsorden trævles op. Historien er fyldt med besynderlige rumvæsener, action og farverige figurer, i en stil der kunne minde lidt om Larry Niven. Lidt for mange navne på væsener, kulter og steder som plottet egentlig ikke behøver, men stadig en spændende novelle.

Alt i alt et rimeligt godt nummer, med ingen rigtig dårlige noveller og tre rigtig gode.

Analog, September 2009

Posted on July 9, 2009 by Jeppe

Analog September 2009 Selvom døgnet ikke har fået flere timer, vil jeg alligevel give det et forsøg med også at læse Analog Science Fiction and Fact. Særligt fordi man kan få det til ebogslæsere på Fictionwise og det er en glimrende måde at læse et novellemagasin på. Papirabonnementerne på de andre magasiner forbliver dog.
September-nummeret er desværre en ret tynd omgang. Halvdelen af pladsen er gået til anden og sidste del af Turning the Grain af Barry B. Longyear, Stanley Schmidt indleder med at slå fast at Analog bringer den type science fiction som mange kender fra de gode gamle dage og som mange stadig efterspørger, og derudover er der et par ligegyldige videnskabelige artikler.

Tre af af de fire noveller har på forskellig vis børn som et slags gennemgående tema. Den første er Evergreen af Shane Tourtelotte, der følger Andrew – en voksen mand i en otteårigs krop, fordi det ønskede hans forældre at fastfryse ham til, i håb om mulig udødelighed. Andrew har svært ved at acceptere sin fysiske tilstand og gør alt for at være så voksen som mulig. Han møder pigen Alice der er i samme situation, men hendes tilgang er en anden. Hun vil godt delvist være barn. Det er således spillet mellem de to, hvor de begge prøver at overbevise den anden om at deres tilgang til livet er den bedste, der udgør historien. Præmissen er på sin vis interessant nok, og historien udvikler sig i en ret grum retning, men det er bare ikke særligt overbevisende at nogen forældre skulle vælge at fastfryse deres børns krop på den måde.

Den noget kortere From the Ground Up af Marie DesJardin handler om Carrie, der var begyndt sin træning mod at blive astronaut, men blev kasseret da rumprogrammet skæres kraftigt ned. Hun tager tilbage stedet hvor det hele startede. På hendes tantes gård, hvor hun som barn så en ufo styrte ned, som hun aldrig fortalte nogen om, men som gav hende lyst til at blive astronaut. Krateret er der endnu og nu vil hun have det undersøgt nærmere. En sød ide, men historien stopper brat inden den kommer i gang.

Man ved ikke om man skal grine eller græde over Eric James Stones Attitude Adjustment, der er så himmelråbende fjollet og kedeligt skrevet, at man ikke ved om det er ment seriøst eller ej. På et mindre turistrumskib der flyver omkring Månen, må guiden Danica sammen med passagerne, navnlig en irriterende rigmandssøn udstyret med en avanceret AI, finde ud af hvordan de kan redde dem selv fra at styrte ind i Månen, efter at rumskibet tilsyneladende er blevet udsat for sabotage. Forslagene, og den endelige løsning der redder dem, er direkte barnligt pjattede og videnskabeligt tvivlsomme, men det virker heller ikke som om at forfatteren mener det helt seriøst. Den påtagede humor slår bare ikke rigtigt igennem.

Sidste længere novelle har nok mest at byde på, men Alec Nevala-Lees The Last Resort bliver desværre heller aldrig rigtig en interessant historie. Det handler om økoterrorisme. Helki og Victor undersøger et naturområde i Sierra Nevada i Californien, som snart vil blive lavet om til skiområde, for en særlig type slanger. De mærker en gigantisk eksplosion i nærheden og kan kort efter næsten ikke trække vejret. De får lige kæmpet sig tilbage til deres bil inden de besvimer. Da de kommer til sig selv igen, ser de at alle dyr i området er døde, også – til deres store rædsel – de tusindvis af slanger. De mistænker der er tale om et økoterrorangreb, men det kan de heller ikke få helt til at passe. Det videnskabelige aspekt i historien, som ikke rigtigt kan afsløres uden at ødelægge det, er ganske originalt, men den omkringliggende historie virker ikke fuldendt eller tilfredsstillende.

Alle historier er til at glemme igen, men jeg har da fundet ud af at min nye håndholdte ebogslæser er ganske glimrende at læse på.

Permutation City

Posted on June 28, 2009 by Jeppe

Greg Egans Permutation City fra 1994, som vandt John W. Campbell Memorial Awarden i 1995, er virkelig et imponerende hard sf værk der virkelig er visionært og forud for sin tid. Konceptet med at overføre bevidsthed til en computer er ved at blive en fast del af den nyere science fiction, særligt som et led i diskussion af udødelighed. En historie som Permutation City vil være en jeg ville have forventet ville være skrevet for nylig, da den tager en lang række skridt videre med diskussionen af dette koncept, så det at den er 15 år gammel siger noget om Egans greb om den teknologiske udvikling.

I 2045 er computerteknologien nået så langt, at det er muligt at simulere menneskelig bevidsthed som et set af matematiske abstraktioner baseret på en scanning af hjernen. Udbredelsen er dog begrænset til meget rige mennesker, da det kræver enorm stor processorkraft som er meget dyr. Ydermere er der også den begrænsning at simuleringen kører med nedsat hastighed i forhold til den rigtige verden, sytten gange så langsomt. Tilstanden er heller ikke lige ønskværdig for alle, for en meget stor del af dem der efter at være blevet scannet “vågner op” i denne computersimulation, bliver grebet af en ubehagelig fornemmelse af at det her er forkert, og efter ganske få minutter terminerer de sig selv.
Romanen er delt i to dele. Første del skifter mellem år 2045 og 2050, og følger Paul Durham der er stærkt optaget af at udføre eksperimenter med disse digitale bevidstheder, så han udfører eksperimentet med kopier af sig selv. De har det dog med at terminere sig selv efter kort tid, så han ender med at bryde gældende regler på området og fjerner denne selvmordsmulighed for den næste kopi. Dette finder sted i 2045. I 2050 bliver Autoverse-forskeren Maria Deluca opsøgt af Paul Durham med en lidt for fantastisk, men velbetalt, opgave. Autoverse er en anden gren inden for simuleret virkelighed, hvor målet er at opbygge en kunstig kemisk verden helt fra bunden, i modsætning til den mere almindelige form for virtual reality som disse digitale kopier lever i, hvor man forsimpler virkelighedens naturlove snarere end at have sine egne grundregler. Durham vil have hende til at lave en skitse til en hel planet i Autoverse-modellen, hvilket er helt uhørt, da man normalt kun arbejder på celleniveau i Autoverse, da der simpelthen ikke er processorkraft nok til noget større. Hun begynder dog alligevel på opgaven, da det trods alt kun er en skitse, og opgaven er enhver Autoverse-forskers drøm.
Andel del vil jeg ikke afsløre for meget af, men her bevæger Egan sig ud i et emne han senere har behandlet flere gange, særligt i novellen Crystal Nights og romanen Schild's Ladder, om intelligent liv der udvikler sig selvstændigt i disse computermiljøer.

Det er sjældent man virkelig bliver fanget af en bog allerede fra første kapitel. Det er endnu mere sjældent at denne fascination holder ved hele vejen igennem. Det gjorde Permutation City og den er i mine øjne en noget nær perfekt roman. Det er hard sf for nørder, måske ikke i en eksponentiel funktion som med Schild's Ladder, men i hvert fald kvadreret. Egan kan sin videnskabsteori og kan præsentere sine idéer så de både er troværdige og spændende, uden at fortabe sig i lange kedelige teoretiske passager. Det er heller ikke som så det så ofte sker med den slags science fiction, at personerne bliver flade og tørre. Faktisk er Permutation City blandt de bedste personskildringer jeg har læst. Særligt udforskningen af forholdet mellem kopi og original, hvilken virkelighed man kan stole på og spørgsmålet om den digitale kopi nu faktisk selv ønsker at leve i en computersimulation, kommer Egan godt i dybden med. Mere end nogen anden, hvor konceptet oftest bare bliver brugt som en genvej til udødelighed, og ikke beskrevet og diskuteret i dybden som her.
Desværre er der en irriterende detalje der virkelig gør meget skade på helhedsindtrykket. Af en eller anden ukendt grund mente Egan åbenbart at der skulle være en kort sexscene mellem Durham og Maria, på trods af at der ingen tiltrækning har været mellem de to, hverken før eller efter, og at det heller ikke har nogen som helst relevans for handlingen. Det lader heller ikke til at hverken Egan eller personerne har nogen ide om hvorfor, for det starter med et champagneglas og slutter med at begge to bliver enige om, at det her ved de slet ikke hvorfor de skulle. Komplet meningsløst, øv.

Målgruppen er nok noget snæver, som det nok generelt er med Egans forfatterskab. Dataloger og matematikere ligger ligefor, men ellers folk der bare virkelig elsker hard sf og det teoretiske videnskabelige sprog, vil også kunne nyde Egans tankevækkende og fængende historie.

Asimov’s, January 2009

Posted on February 22, 2009 by Jeppe

Asimov's Januar 2009 Efter det noget skuffende decembernummer var jeg længe om at begynde på årets første nummer af Asimov’s, men det var der ingen grund til, for der er stort set kun gode historier i dette januarnummer, med masser af gode eksempler på hvordan science fiction fungerer virkelig godt med få enkle virkemidler og originale ideer. Bruce McAllister ligger ud med med et digt om robotten Gek der gerne vil gå i skole. Derefter er der to novelettes og fem noveller.

Mary Rosenblum sætter sin historie Lion Walk i et naturreservat i USA hvor gensplejsede fortidsdyr lever. Langnovellens hovedrolle, Tahira, er opsynskvinde på stedet og en sen aften overværer hun et drabeligt mord på overvågningsskærmene. Nogen misbruger resevartets løver til at lave snuff-film. Rosenblum skal primært have ros for den gode personskildring af især Tahira, og det noget grumme plot fungerer også godt, men desværre er science fiction elementet noget tyndt og anvendes kun sparsomt.

En ny novelle fra Larry Niven har været lovet i de sidste mange numre, så det var lidt af en skuffelse at læse den ultrakorte Passing Perry Crater Base, Time Uncertain, der er en lidt fjollet evaluering af Jorden foretaget af rumvæsener.

Bridesicle af Will McIntosh er science fiction i novelleform når det er bedst. En letforståeligt teknologisk ide præsenteres, og det bruges til at stille nogle moralske spørgsmål ved udviklingen og samtidig fortælle en gribende historie. Her er det muligheden for at fryse de døde ned, for at kunne genoplive dem senere, med det twist at de bliver vækket til live igen af rige bejlere, der vil betale for deres genoplivning hvis de vil gifte sig med dem. Så disse døde mennesker får kun lov til at stikke hovedet frem og komme til live, når en interesseret finder dem frem og vil på “date” med dem. Novellen følger en kvinde der er død i et trafikuheld og hvordan hun over en periode på flere hundrede år, bliver hevet frem og tilbage flere gange, og må kæmpe for sine få minutter i vågen og levende tilstand. En rigtig effektiv historie der kort og enkelt viser hvad science fiction kan, tilmed også med et ægte kærlighedsdrama, som det kun kan udspille sig i science fiction form.

Næste novelle har også en klassisk sf aura over sig. Robert R. Chase bringer os Five Thousand Light Years from Birdland med denne “first contact” historie om et rumvæsen der er røget ud af kurs og søger hjælp fra Jorden. Væsenet er imødekommende, lader sig analysere af forskere og en sproglig kontakt opnås, omend man kun forstår 5% af dens sprog. Da rumvæsenet skal hjem beder den om selskab, fra en af de forskere der stillede den særligt udfordrende spørgsmål. Man følger således denne mand på rejsen sammen med rumvæsenet og hvordan han bliver klogere på dets kultur og dens egentlige hensigt med at ligge vejen forbi Jorden. Chase sammenligner selv historien med Paul Anderson, en forfatter der skammeligt mangler i min indlæring – så det kan jeg ikke kommentere på, men det er en intelligent lille novelle om hvordan mennesker og rumvæsener kan prøve at forstå hinanden.

Debutanter er altid spændende at læse. E. Salih introducerer sig selv som en yngre londoner fra finansverdenen og giver os tidsrejsehistorien Messiah Excelsa, om en mand der rejser tilbage til Italien i år 1734, for at opsøge Antonio Stradivari og få fat i en hans mest berømte violiner. Desværre fortaber historien sig i lange opremsninger af intetsigende navne og årstal, men Salih viser et stort skrivetalent med sit snirklede flotte sprog.

Unintended Behavior af Nancy Kress minder mig lidt om hendes novelle Nano Comes to Clifford Falls fra Year's Best SF 12, hvor nanoteknologi blev lidt for meget af det gode. I denne historie er det knap så avanceret teknologi der er på spil, men det skaber alligevel problemer for novellens hovedperson med at få hendes mand ud af lejligheden. Masser af skøre gadgets i denne historie om hævn.

Dette nummers sidste historie er en novelette af Damien Broderick med titlen Uncle Bones. Her er udødelighed igen temaet, hvor nanoteknologi har gjort det muligt at vække de døde tilbage til live. Desværre med den ulempe at de kommer til at ligne zombier og stinker langt væk af kød i forrådnelse, hvilket selv sagt giver visse sociale sameksistensproblemer med de levende. En meget anderledes og sorthumoristisk zombiefortælling.

I de øvrige afdelinger skriver Sheila Williams om sin første WorldCon i 1973, Robert Silverberg reflekterer over de mange finurligheder man støder på når en simpel frase skal oversættes og James Patrick Kelly ser på podcasting!

Kéthani

Posted on September 14, 2008 by Jeppe

Kethani Eric Brown er i de sidste par år udkommet flere gange på det nye forlag Solaris Books og en space opera trilogi er på vej. Kéthani er fra 2008 og er en samling tidligere udgivede noveller samlet til en roman. Det er en first contact historie skildret gennem almindelige menneskers hverdag.

I en nær fremtid bliver Jorden besøgt af venligtsindede rumvæsener, der går under navnet Kéthani. De kommer med en gave til menneskeheden. Et implantat der giver evigt liv. På få år har det store flertal taget imod gaven, men der er selvfølgelig dem der nægter, særligt religiøse grupper. Hvert kapitel, eller novelle, er en lille historie om et par almindelige menneskers liv efter the Kéthani kom med deres gave. Alle kender hindanden fra en bar hvor de mødes hver tirsdag og hver historie er adskilt af et kort “interlude”; en tape-løsning der forsøger at klistre historierne sammen til en roman.
Det er der selvsagt flere problemer med. For det første skal hele baggrundshistorien med the Kéthani og deres udødelighedsgave, og de samme personers livshistorie etableres hver gang. Det hjælper heller ikke på det, at disse “interludes” også introducerer logiske fejl. I en af historierne er der en mand der får nogle sandheder at vide om the Kéthani, da han efterforsker en mordsag, men hans erindring af hændelsen bliver slettet bagefter. Som enkeltstående novelle kunne det fint hænge sammen, men ikke når det i romanformen fremstilles som, at manden selv fortæller historien over et krus øl. Det største problem er dog, at historierne er så ens og har de samme pointer, at romanen bliver en lang gentagelse. Formen er næsten hver gang den samme. En lang opbygning til at en person skal dø. Enten har personen fået implantatet og vender derfor tilbage til livet, eller også dør personen, og de efterladte begræder den afdødes skepsis overfor the Kéthani. Variationen i historierne er ikke meget mere interessant, end at indpakningen er forudsigelige kærlighedsromancer eller krimiplots man har set før. Selvom der skulle ligge forskellige menneskeskæbner bag hver fortælling, nuancerer Brown aldrig sit indhold eller fortællestilen. Den er ligefrem, dialogen utroværdig og tydeligt karikeret af Brown, til at fortælle læseren hvad hans pointer med romanen er, og ikke noget der giver figurerne liv.
Disse pointer er ting som; at de fleste mennesker accepterer gaven med udødelighed, mens de stærkt religiøse er skeptiske og udråber the Kéthani til djævle, at antallet af mord logisk nok falder, at mennesket ikke længere frygter døden og nogen begår endda selvmord for at få genopstandelsesoplevelsen med det samme. Det helt centrale budskab, der også står på bagsiden af bogen, er at der skulle en fremmed race til at give mennesket dets menneskelighed tilbage. For dem der dør, hvor deres bevidsthed sendes op til Kéthani-moderskibet og efter seks måneder kommer de tilbage i en klonet krop, bliver deres personlighed som skabt på ny i en forbedret udgave. Kriminelle og ondskabsfulde mennesker vender tilbage som gode mennesker der har lagt deres fortid bag sig, og alle har tilsyneladende en trang til at rejse ud blandt stjernene for at sprede Kéthani-filosofien til resten af galaksen.

Det er bare synd at Brown er så ensidig hele vejen igennem, for der er ellers mange muligheder i denne form for kontakt med rumvæsener. Mest af alt mangler man noget mere substans på the Kéthani og ikke mindst deres motiver. En anden skepsis end den der kort nævnes fra religiøse fanatikere, mod det at man vender tilbage med en ny og “forbedret” personlighed, kunne også have nuanceret pointerne mere. Og bare lidt lommefilosofi om hvad det vil sige at være menneskelig, kunne også være tiltrængt. Problemet er ikke kun pointerne, men også at læseren har fattet dem alle og hele Browns budskab efter de første par historier, og resten er blot forudsigelig gentagelse i mindre variationer.
Han havde nok sluppet bedre fra det, hvis denne samling var solgt med en rigtig etiket, nemlig en samling noveller sat i samme univers og med samme tema, og ikke dette juks med at lappe det sammen til en roman.

The Dreaming Void

Posted on August 3, 2007 by Jeppe

Den britiske forfatter Peter F. Hamilton har netop udgivet første del i endnu en omfattende space-opera trilogi, kaldet The Void Trilogy. Første bind The Dreaming Void er netop udkommet og med sine 650 sider i hardback, er der ikke lagt op til noget meget mindre end vi er vandt til fra hans side af. Men han har faktisk begrænset sig lidt (til sammenligning var Judas Unchained på 950 sider i hardback).

The Dreaming Void finder sted i samme univers som Pandora's Star og Judas Unchained, men over 1000 år senere, nærmere betegnet år 3580. Mennesket har koloniseret endnu flere dele af galaksen og nu i mere fragmenteret form, med forskellige former menneskelige typer. Fra helt almindelige dødelige til dem der søger at transcendere til et “post-physical” stadie.
I galaksens centrum befinder sig en uigennemtrængelig barriere og bagved menes at eksistere et helt specielt selvstændigt univers kaldet the Void. En gruppe der kalder sig Living Dream er overbevist om, at de bør rejse dertil for at finde en form for paradis. De er inspireret af en mand ved navn Inigo, der skulle have drømt om den verden der er i the Void. Men nogle andre racer i galaksen mener at hvis disse Living Dreamers kommer ind i the Void, så vil det udvide sig og opsluge hele galaksen, og dermed dræbe alle levende væsener. Det ligger grundlaget til en noget anspændt galaktisk politisk situation.

The Dreaming Void står som en selvstændig historie, men der er mange elementer og enkelte personer fra de to Commonwealth-bøger, der giver det en ekstra dimension. Hamilton ridser dog de vigtigste ting fra de bøger op, så nye læsere også kan være med. Jeg vil dog anbefale man gjorde sig bekendt med dem først.
Selvom vi befinder os over 1000 efter Commonwealth-bøgerne, så ser universet og den teknologiske udvikling nu ikke så anderledes ud igen. Det meste er blot opgraderinger af teknologi og videreudvikling af ideer præsenteret deri, men det menneskelige aspekt har ændret sig en del. Der er som nævnt flere meget forskellige grupper, med hver deres ideologiske mål og det skaber nogen interessante konflikter, og forskellige synspunkter til hvad der nu sker.

Hamilton introducerer som vanlig en række hovedpersoner og individuelle handlingsforløb, omend knap så mange som i tidligere værker. De vigtigste lader til blandt at være Aaron, der ikke ved hvem han selv er, men er fuldt klar over at han har en mission om at finde Inigo. Derudover følger vi Troblum, der er umådeligt historisk interesseret i Starflyer krigen, som Pandoras Star og Judas Unchained handlede om. Er spændt på at se hvad meningen med det bliver. Vi følger også en ung kvinde, Araminta, der gør sig en masse seksuelle erfaringer i sit første liv. Hendes rolle i det endelige plot er ikke helt til at se endnu. Endelig ser vi Inigo’s drømme, der har inspireret hele Living Dream bevægelsen. De centrerer om en ung mand, Edeard, der har utrolige evner indenfor telepati og telekinese. Han må flygte fra sin landsby, da den bliver plyndret af vilde banditter.

Som det nu engang er med første dele af trilogier, så bærer den meget præg af at være introducerende, men kedelig er den bestemt ikke. Scenerne med Aaron er fyldt med action og der er masser af sex i vilde orgier når vi følger Araminta.
Og jeg må sige den virker lidt bedre kompakt og sammenhængende, end de tidligere store space operas, hvor mængden af personer og sideplots blev uoverskueligt. Det lader dog til at han bygger op til endnu en historie om de samme temaer, omkring at sætte hele menneskeheden på en stor prøve overfor en ukendt og meget gammel fjende i universet.

Mindstar Rising

Posted on June 20, 2007 by Jeppe

Månedens bog i Azur er Mindstar Rising, der er den første bog af tre i Peter F. Hamiltons Greg Mandel serie. Da jeg læst alle andre bøger af ham, var det godt med en mulighed for at komme i gang med disse.

Greg Mandel er en tidligere soldat, der nu lever af at være en hård privat detektiv, hvor han gør flittigt brug af diverse kybernetiske implanter, han har fået i militæret, der gør ham i stand til at se andres følelsesmæssige reaktioner, fx om de lyver. Han bliver hyret af en døende milliardær til at rydde lidt op inden firmaet overgives til barnebarnet, men det bliver hurtigt mere omfattende end som så, da milliardærens firma er tæt på at kunne annoncere en revolutionerende måde at skabe ren energi på, og hans gamle rival får store modplaner.

Det kommer der en effektiv spændingshistorie ud af, med stærke og karakteristiske personligheder, som jeg da håber går igen i de andre Greg Mandel bøger. Det er noget mere jordnært og langt mindre omfattende end Hamiltons senere space operaer, men det er stadig en spændende verden det foregår i. Vi får ikke så mange detaljer at vide, men må selv stykke det sammen fra brudstykker hist og her. Den globale opvarmning har fundet sted med store oversømmelser til følge. England, hvor historien udspiller sig, er ved at komme sig over noget der ligner en politisk katastrofe med et parti under navnet PSP. Vi får ikke meget at vide, andet end at det skulle være yderst venstreorienteret og Mandel har været stor oprører dengang de sad ved magten.

Selvom bogen er 14 år gammel, er den ikke helt forældet, omend der er et par ting som at fladskærme bliver fremstillet som noget meget specielt, der i dag virker lidt pudsige. Og flere af hans ideer derfra er da gået igen i hans senere bøger. En form for Greg Mandel type, og hans soldatervenner, synes jeg på en eller anden måde optræder i hans senere værker. Samt den klassiske detektivhistorie og actionscener med voldsomme våben som taget ud af et Quake spil, også optræder som sideplots senere hen.

Hjernen

Posted on May 22, 2007 by Jeppe

Hjernen Det er noget tid siden jeg sidst har omtalt en bog, men denne her var også noget af en udfordring at komme igennem. Det er Erwin Neutzsky-Wullfs seneste roman, der handler om en hjerneforsker, Joel Williams, der søger udødelighed ved at udskifte sine hjernedele med elektroniske proteser.

Da jeg læste bagsideteksten til denne mursten på næsten 1000 sider, om at det handlede om at overføre et menneskes identitet til en digital enhed og hvad det havde af konsekvenser, tænkte jeg at det tema havde man da snart læst adskillige bøger og noveller om. Kan der virkelig bringes noget nyt og interessant til dette emne? Men da jeg så kom i gang så blev man mindet om at Hjernen altså er skrevet af ENW og så er det som intet man har læst før.
Det er ikke kun en roman om de implikationer sådan en form udødelighed nu kan have, men også et stort fokus på den hjerneforskers motivation til at lave denne teknologi og hans person generelt.
Eller sådan er det i hvert fald i bogens første halvdel. Dernæst bryder ENW alle uskrevne regler for både genren og romanformen generelt, hvor den kontinuitet man normalt forventer fra en roman, brydes op og en masse selvstændige løsrevne historier begynder at dukke op, der nærmest kan stå som selvstændige noveller.
Jeg kan ikke helt bestemme mig for om det er en force eller et problem at bogen forsøger at være så meget forskelligt på en gang. Om man skal kalde den anarkistisk i positiv betydning eller om det bare er noget forfærdeligt rod. Det bliver rodet og uoverskueligt, hvor den røde tråd kan være svær at finde. Især del syv til ni, synes jeg næsten kunne fjernes og måske udgives som separat novellesamling. Groft sagt, da noget af det delvist giver mening (for mig i hvert fald), men især den fjerdedel af bogen tog mig for mig lang tid at komme igennem. Det virkede meningsløst og så er det svært at finde motivationen til at læse videre.

Den røde tråd der trods alt er, består i Joel Williams’ rejse gennem tid og rum, der dukker op fra tid til anden ind i mellem alle de tilfældige historier, hvor han gør sig nogle eksistentielle erkendelser om universet og sig selv. Hvad der lader til at være den overordnede ide for romanen, at verden eksisterer gennem menneskets opfattelse af den og dermed gennem hjernen, kommer til udtryk igennem Joels oplevelser og de filosofiske samtaler der er spredt rundt om i kapitlerne. En eller mening med galskaben kan jeg fornemme der er, men det er ikke lige til at stykke sammen.

Folk der måtte mene at science fiction handler for lidt om personer og for meget om teknik, burde manes til jorden af dette værk, da det i sidste ende udelukkende handler om det menneskelige perspektiv. Hovedpersonen udtrykker direkte i bogen sin holdning til hvorfor han mener hjerneforskning er det vigtigste i verden, da den verden vi alle sammen oplever sker igennem hjernen og det er vores virkelighed. Det er egentlig også kun dele af bogen der kan kaldes science fiction, og læseren kastes igennem nærmest alle andre tænkelige genrer. Satiriske historier om Gud, klassiske gysere, hård porno, filosofiske samtaler, debatter i noget der ligner essayform og poesi.

ENW skriver jo glimrende og behersker mange former for skrivestil, og de bliver flittigt brugt. Det går endda til tider over i engelsk, tysk, fransk og sågar latin. Sproget er i hvert fald ikke kedeligt, men indholdet forvirrer læseren hele tiden, og det har været en af de sværeste bøger for mig at komme igennem. Det er muligvis også forfatterens hensigt at trække sin læser igennem hele repertoiret, med alt fra at man ikke kan lægge den fra sig til at man har lyst til at rive et par hundrede sider ud, bare for at komme videre.

Måske skal man kende mere til ENW’s forfatterskab for at kunne få mere mening ud af værket end jeg umiddelbart kunne, men ellers er det uanset hvad næppe et værk man glemmer lige foreløbig, hvis man tør angribe de mange sider.
Nu har jeg så læst ENW’s første roman og hans nyeste. Måske på tide at se på det inde i midten, men det bliver ikke lige foreløbig tror jeg.

Interstellar sysctl

En science fiction blog

Tag Archives: udødelighed