Analog, December 2009

Posted on January 31, 2010 by Jeppe

Analog December 2009 Stanley Schmidt indleder med et tankeeksperiment om hvordan en ingeniør fra 30′erne ville forstå vor tids teknologi, men det bliver ret kedelig læsning, da han bruger adskillige sider på at beskrive hvordan en mand fra 30′erne ville prøve at forstå en moderne bilradio. Richard A. Lovett har til gengæld skrevet en interessant artikel om hvorfor Jordens klima er som det er hvor det understøtter liv, og hvorfor Mars og Venus ikke er det. John G. Cramer kan fejre sin The Alternate View nummer 150, denne gang om mørkt stof og mørk energi.

Stephen Baxters Formidable Caress hører til i en fjern fremtid i hans Xeelee-serie, så det er lidt svært at finde rundt i, men Baxters vilde koncepter er altid fascinerende. Historien foregår på en kunstig verden der er styret af maskiner og delt op i tre niveauer, hvor tiden går med forskellig hastighed. Et par dage på det nederste lag svarer til tusinder af år på det øverste. Man følger Telni gennem det meste af hans liv og hører om hvordan maskinerne er særligt interesserede i hans viden om en kosmisk katastrofe for længe siden, som muligvis er på vej til at ske igen. Endnu et bud på universitets skæbne fra Baxters hånd.

Robert Scherrer har skrevet den korte lidt fjollede novelle A Flash of Lightning, der handler om en skoleklasse der har om tidsrejser og læreren viser dem hvordan det fungerer i praksis.

En humoristisk og sød julehistorie af Jerry Oltion er der også plads til. I The Jolly Old Boyfriend bliver Gina og Todd vækket midt om natten til juledag af rumsteren nede i stuen. Der finder de Ginas ekskæreste Sergei iklædt julemandskostume. Det mærkelige er at Sergei burde være død og angiveligt er det hans spøgelse der prøver at få afslutning på nogle ting med Gina. Science fiction elementet vil være synd at afsløre, men det er nu mest af alt end triviel juleromance med lidt påklistret science fiction.

Carl Frederik beskriver en meget fremmed verden i The Universe Beneath Our Feet om seksbenede rumvæsener og deres temmelig religiøse samfund. Der høres underlige lyde under isen og præsterne er overbevist om at det isdæmonen der er vred. Historiens hovedperson er dog af en anden overbevisning og den endelige afsløring er ganske interessant, men historien som helhed fængede mig bare ikke rigtigt.

Den nærmest religiøst prædikende Wilderness were Paradise Enow af H.G. Stratmann er en sær størrelse. I en tidligere historie af samme forfatter har rumvæsener terraformet Mars og nu har to mennesker, Martin og Katerina, på Mars fået tildelt guddommelige kræfter. Martin går hurtigt i gang med at bruge sine kræfter til at udrydde sygdom, krig og elendighed på Jorden, men Katerina udspiller bogstaveligt talt rollen som djævelens advokat og prøver at overbevise ham om, at han muligvis er ved at gøre mere skade end gavn. Det er side op og ned om menneskets natur på godt og ondt, og undervejs refererer de to hovedpersoner til kendte science fiction historier og tv-serier. Det hele slutter på en “det hele var bare en drøm”-måde, omend det er lidt mere kompliceret end det. Det munder ikke rigtigt ud i nogen konklusion fra forfatterens side til alle de store filosofiske spørgsmål der ellers blev stillet, men historien får en fortsættelse i næste nummer af Analog.

Afslutningen på G. David Nordleys To Climb a Flat Mountain kan i bedste fald betegnes som ligegyldig. De overlevende på den kubiske planet har delt sig, og en gruppe prøver nu at komme videre på egen hånd og finde vej om til en af de andre af planetens seks flader. Det går lidt op og ned, og der sker egentlig ikke rigtig noget. Da historien endelig når sit klimaks hvor årsagen til deres oprindelige forlis og hvad den kubiske planet egentlig er for noget bliver afsløret, kommer det hele dumpende på klodset vis. Idéerne bag kunne være interessante nok, men får ikke lov til at udfolde sig. Virker som om Nordley ikke helt har vist hvilken form hans historie skulle være. Steder bruges der mange sider på ingenting, hvor man tænker at det her godt kunne have været blot en novelle, andre gange sker der alt for meget på en gang, og slutningen havde egentlig idéer nok til en længere roman.

Asimov’s, October/November 2009

Posted on January 10, 2010 by Jeppe

Asimovs October November 2009 Efterårets dobbeltnummer med i alt 10 lange og korte noveller. Sheilla Williams skriver om hendes forhold til Star Trek, Robert Silverberg med anden del af sin artikel om worldbuilding, James Patrick Kelly skriver om Hubble-teleskopet og Mary Robinette Kowal om de dele af science fiction der er næsten mulige.

Det begynder med Blood Dauber af Ted Kosmatka og Michael Poore om Bell der arbejder i en lettere forfalden zoo. Hans arbejdsopgaver består blandt andet i at tage sig af de mange kriminelle der får tildelt samfundstjeneste i zooen. Der er ikke noget plot og hvad der formentelig skal prøve at udgøre et science fiction element, er blot at zooens medarbejdere finder et mystisk insekt – de ikke lige identificere – i en frugtleverance, og de undrer sig efterfølgende på et amatørinteresseniveau over insektets egenskaber. Resten af historien handler om Bells noget triste liv og hans semivenskab med en af dem i samfundstjeneste. Meget lidt science fiction og temmelig kedelig.

Where the Times Goes af Heather Lindsley er tidsrejsekaos med humor på højt plan. Chambers og Martin er i tidsrøverbranchen. De rejser tilbage i tiden og stjæler den tid folk spilder, for at kunne sælge tiden videre. Hvordan det lige rent logisk og videnskabeligt skulle hænge sammen, får vi ingen forklaring på, men det behøves heller ikke. På en tur tilbage til 1983 går noget i midlertidig galt og risikoen for et tidsparadoks opstår. Skiffy humor.

R. Garcia y Robertson har skrevet en ny historie om SinBad, som vi første gang stødte på i novellen SinBad the Sand Sailor fra julinummeret, med den interessante titel Wife-Stealing Time. SinBad er denne gang taget til en mindre by på planeten Barsoom, der åbenbart afholder en slags festival hvor man kan stjæle andres koner. Ved en tilfældighed får han “stjålet” en ung kvinde der hedder Pretty Bottom, og så sker der ellers mærkelige ting og sager. Robertsons to SinBad historier har begge budt på meget eksotiske verdener, men det er svært at finde hoved og hale i handlingen.

Damien Brodericks Flowers of Asphodel er en endnu mere spøjs sag. Isaac Hersch bliver vækket efter en foryngelsesbehandling, fordi hans tidligere kone er i gang med at dekonstruere universet, og det skal han så forsøge at stoppe. Øhh.

Ian Creaseys Erosion er en lille interessant novelle om en mand der er blevet forbedret biologisk, for at han kan bosætte sig som kolonist på en anden planet. Han tager en sidste gåtur på Jorden, og opdager flere ting om sig selv, sin planet og de forbedringer han har fået. Anbefalelsesværdig.

Havfruer lader til at gøre sit indtog i genren. Jeg har i hvert fald læst et par stykker på det seneste hvor de på en eller anden måde indgår. Flotsam af Elissa Malcohn handler om Mercedes der som barn finder en levende “søbaby” blandt en bunke døde fisk dræbt af forurening. Som voksen er hun stadig mærket af oplevelsen og arbejder for at redde havfruelignende væsener i havet, der er udryddelsestruet.

Robert Reed skriver aldrig noget der ligner noget han har skrevet før. Before My Last Breath er en unik beretning fra forskellige mennesker, om hvordan de oplevede fundet af hundrede tusind døde rumvæsener i en kulmine. Fra den amerikanske præsident til almindelig mennesker. Hver fortællevinkel giver læseren lidt mere indsigt i hvad der er forgået og historien rundes fint af til slut.

Christopher Barzak har skrevet The Ghost-Hunter’s Beautiful Daughter og handler om, ja, en datter af en spøgelsesjæger. Faderen driver en forretning på det og har et Poloraid-kamera han fanger spøgelserne med. Hans datter Sylvie ved dog at spøgelserne ikke forsvinder, de lever bare videre i fotografierne, og hun snakker ofte videre med dem. Blandt andet også hendes afdøde mor. Sylvie er dog ikke helt enig i hendes far med deres forretningsmetoder og så gerne man behandlede spøgelserne bedre. En for så vidt ganske godt skrevet historie, men det irriterer mig efterhånden at Asimov’s oftere og oftere bringer historier der absolut intet har at gøre med science fiction.

Nancy Kress har skrevet den korte novelle Deadly Sins, om Reneta der har dræbt den forsker hun arbejdede for og en AI afhører hende og prøver at finde frem til hvorfor hun gjorde det, velvidende at laboratoriet var overvåget og hun derfor nemt ville blive opdaget.

Det bedste er gemt til sidst med William Bartons novella The Sea of Dreams, der er noget af en rutsjetur gennem mange forskellige fantastiske verdener. Det hele begynder under en ekspedition til Uranus. Mr. Zed og hans sexslave, en klon af en kendt kvindelig skuespiller, finder et rumskib i kredsløb om Uranus. De går ombord og ser pludselig sig selv teleporteret til et andet univers eller en fjern fremtid i solsystemet. Klonen har nu ikke længere en opkobling til hendes original og begynder at udvikle sig som selvstændigt tænkende individ. Selvom de to kommer vidt omkring i fantastiske verdener og møder sære væsener, og ikke mindst skal prøve at samle sammen alle de parallelverdener og tidslinjer de render rundt i, er den egentlig historie om Zeds forhold til denne klon som får et mind of its own. God underholdning i pulp-stilen.

Analog, November 2009

Posted on January 2, 2010 by Jeppe

Analog November 2009 Novembernummeret har markant bedre historier end de to foregående numre. En del af pladsen går dog med første del af en todelt føljetonroman. Stanley Schmidt indleder med en kritisk stillingtagen til den såkaldte mundane science fiction, som Schmidt – og ganske godt begrundet – finder temmelig kedelig, fordi den vil begrænse sig så meget at det ikke bliver science fiction længere, og slår fast at science fiction ikke er sat i verden for at komme med de mest realistiske bud på vores fremtid, men for at tænke hvad der kunne være muligt i fremtiden og ikke mindst underholde og fascinere læseren. En meteor der truer med at ramme Jorden har været brugt i et par mere eller mindre Hollywood-spændingsfilm. Edward M. Lerner har skrevet en interessant artikel om hvor sandsynlig denne trussel faktisk er, samt hvad man ville kunne gøre ved den. Jeffrey D. Kooistra skriver kritisk om datagrundlaget for global opvarmning, hvor han blandt andet mener at vejrstationerne i USA ikke giver pålidelige temperaturmålinger og da slet ikke når man ser det over en periode på over 100 år.

Analog er et af de få magasiner der stadig bringer føljetonromaner. Et koncept der var meget udbredt i science fiction genrens gyldne dage i 30′erne, 40′erne og 50′erne, og mange klassiske romaner blev oprindeligt udgivet på denne måde. Mindre udbredt i dag, men Analog holder traditionen ved lige og ind i mellem bliver de også udgivet som rigtige romaner bagefter. Hvilket blandt andet var tilfældet med Robert J. Sawyers Hugo-nominerede Rollback. Jeg ved ikke helt hvordan de bedst skal anmeldes, men her på bloggen bliver det i hvert fald del for del i hvert nummer, og kan måske så senere skrives som egentlige anmeldelser til fx Proxima.
I dette nummer får vi første del ud af to af G. David Nordleys To Climb a Flat Mountain. Jacques vågner op i sit enmandsrumskib efter at have ligget i dvale og finder ud af, at han ikke befinder sig hvor han burde. Tilsyneladende er noget gået galt undervejs, så han har rejst i 1000 år og befinder sig på en ukendt mindre planet. Han formår at overleve som en anden Robinson Crusoe, men støder efter nogle dage på andre overlevende i samme situation som ham. Sammen prøver de at finde ud af hvad der er sket, og mistænker at der er en sabotør i blandt dem, og hvad det er for en verden de er havnet på. Historien er næsten et skoleeksempel på Analog-formen. Nordley har udtænkt et par interessante idéer, som han har godt videnskabeligt styr på, men at beskrive personer og sociale relationer er han altså ikke god til. Der er omkring 10 overlevende, men ingen af dem formår at vise meget anden personlighed end lige deres navn og deres profession. Det der holder historien sammen er Nordleys idé om en kubisk verden, som det viser sig de er landet på. Det giver selvfølgelig lejlighed til nogen videnskabelige betragtninger om hvordan tyngdekraften vil fungere på sådan en formet planet, samt om det er en naturlig forekomst eller om den er kunstigt skabt, og i så fald af hvem og hvorfor. Der er vist ingen grund til at have de store forventninger til afslutningen i næste nummer. De finder vel ud af mere om denne kubiske verden, og måske kommer de tilbage til deres egen civilisation eller også begynder de et nyt liv hvor de er.

Craig DeLancey tager klimaproblematikken op på en interessant måde i Amabit Sapiens. Det hele begynder i en torturcelle hvor den kvindelige geolog Lyta Sumaran anklages for at have udført sabotage mod en række oliefelter, ved at inficere dem med en kunstig fremstillet bakterie. Hun fortæller sin historie om hvordan hun var et kunstigt skabt barn, specielt modificeret til at bekymre sig mere om den fjerne fremtid end almindelige mennesker. En grum fortælling om videnskabelig etik, hvor forfatteren ikke giver noget endegyldigt svar, men lader læseren finde sin egen mening.

Da jeg læste Foreign Exchange af Jerry Oltion måtte jeg lige checke en ekstra gang, at jeg ikke havde fået fat i en gammel Weinbaum novelle. Lighederne var slående. Vi følger de to første mennesker på Mars som finder et rumvæsen indeni det fartøj der skal bringe dem hjem igen. Kommunikation med rumvæsenet viser sig at være svær, men i bedste Weinbaumske stil finder de frem til at rumvæsenet egentlig stammer fra Saturns måne Titan. Man skulle næsten tro historien var en slags hyldest til Weinbaum.

Thanksgiving Day af Jay Werkhiser er lidt tyndbenet. Der opstår fødevarerproblemer på en koloniplanet, og forholdet mellem arbejderne og forskerne kommer yderligere under pres. Historiens helt, en ingeniør af en slags, skal selvfølgelig finde frem til en løsning for at menneskene kan spise planetens vegetation. En helt igennem kunstigt genereret historie, med det ene formål at have et videnskabeligt problem der kan løses på science fiction maner. Det er selvfølgelig den slags historier der giver nogle diskussioner på Analog’s debatfora, men er ikke videre spændende at læse.

Der hoppes let (og mindre elegant) henover de tekniske detaljer i John G. Hemrys historiske tidsrejsefortælling Joan, om den unge Kate der er nærmest fanatisk besat af Joan of Arc, og så er det jo heldigt at universitet lige har fået en tidsmaskine hun kan bruge til at rejse tilbage til 15-hundredetallet og redde Joan fra at blive brændt på bålet. Kate finder selvfølgelig ud af at Joan ikke er helt som hun troede og havde håbet på, og bliver skuffet over at Joan vil blive og kæmpe, og ikke rejse tilbage til Kates tid og indgå et forhold med hende der. Udover at få ændret en lille smule på historiens gang om hvordan Joan of Arc endte med at dø, er der ikke fantastisk meget andet i denne historie, end at Kate finder ud af at hendes store heltinde ikke var som hun havde drømt om.

Efter et par ret dårlige numre har jeg fået lidt mere smag for Analog. Man skal nok også lige vænne sig til dens type af historier.

Asimov’s, September 2009

Posted on November 30, 2009 by Jeppe

Asimovs September 2009 I lederspalten skriver Sheila Williams om The Dell Magazine Award, en pris der hvert år uddeles til en studerende for en science fiction eller fantasy historie. Robert Silverberg begynder på en interessant artikelserie om “world building”, indledningsvis om hvordan man konstruerer en planets fysiske og miljømæssige forhold og forholder sig til hvordan det vil have indflydelse på en civilisation der. James Patrick Kelly skriver om det væld af science fiction priser der efterhånden findes.

Første historie er egentlig fantasy og vil passe perfekt til Fantasy & Science Fiction magasinet. Lisa Goldstein har skrevet Away From Here om femtenårige Liz der arbejder på hendes forældres hotel. En dag checker nogle mystiske folk ind på hotellet, og Liz bliver stærkt betaget af dem og deres magi, og vil for alt i verden ønske hun kunne rejse bort med dem. Men alt er ikke så fint i kanten igen og historien viser hvilke ubehagelige konsekvenser der kan være ved blind besættelse.

Ferret Steinmetzs Camera Obscured bygger på en velkendt formel fra historier henvendt til unge, og gør det ganske godt med at bruge et enkelt science fiction novum til at fremføre en pointe. Victor Pino vil gerne være den bedste. Bare til et eller andet. I en verden hvor alt bliver optaget og logget på nettet fra folks videobriller, er der verdensranglister for hvad som helst. Efter at have opgivet at komme over rang 3,312,156 i verden som yoyo-spiller, beslutter han sig for at gå efter pladsen som verdens bedste elsker. Han udtænker en plan mod hvad han tror er skolens nørdede indelukkede pige, men hun viser sig ikke at være så nem at narre, og hun viser ham en verden udenfor nettets overvågning og ranglister. Historien er uden de store overraskelser, og fortællingen om at folk ikke altid er som de ser ud til, samt moralen om at man ikke behøver at være verdensmester for at være god, er set utallige gange i mange ungdomsfilm, men novellen gør det godt og inddrager science fiction elementet med en nutidig relevant pointe.

Mike Resnick er sådan en forfatter hvis noveller jeg for det meste finder ulidelige, men til gengæld elsker at kritisere. Til Soulmates har han allieret sig med Lezli Robyn, men det kan ikke umiddelbart ses. Det er typisk Resnick hele vejen igennem. Gary arbejder som nattevagt på en fabrik med en masse robotter. Han drikker lidt for meget, da han har svært ved at acceptere at det var ham der slukkede for sin afdøde kones respirator. Han falder i snak med en af robotterne og de diskuterer liv og død og den slags. Resnick kombinerer altså hans velkendte formel med gamle mænd og deres tabte kærlighed med hvad der lader til at være hans nye fascination, startende med hans Hugo-nominerede Article of Faith, om robotters følelser og menneskelighed. Udover det selvfølgelig altid er gabende at læse Resnicks følelseseskapader, er hele novellen blot en konstrueret samtale mellem Gray og denne robot, som ikke har nogen realistisk historie at fortælle i sig selv, men bare er skabt for at Resnick kan komme ud med sin lommefilosofi. Men mon ikke den bliver Hugo-nomineret til næste år.

Brenda Cooper skriver om en verden ramt af tørke i In Their Garden, hvor en gruppe botanikere har slået lejr inde i en botanisk have, for at bevare noget af plantelivet. Paulette er vokset op derinde, men vil gerne lære mere om verdenen udenfor. En interessant verden, men novellen er alt for kort til at det giver noget.

Tidsrejsehistorier er sjældne i magasinerne nu om dage, men Steve Rasnic Tem har skrevet en med The Day Before the Day Before. Fortælleren arbejder for et team under navnet Office 87, der angiveligt er tidsrejsende der retter op på ting i fortiden, omend nærmere detaljer gives ikke. Tidsrejserne tilbage til fortællerens egen barndomstid får ham til at tænke på en bordbøn han lærte som barn, om at lære af gårsdagens fejl og gøre det bedre i dag. Symbolikken er nok vigtigere end selve tidsrejseaspektet.

Historier om intelligente huse troede jeg hørte den fjerne fortid til, men åbenbart ikke, for Benjamin Crowell har skrevet en tankevækkende beretning om en kunstig intelligens der styrer et hus i Tear Down. En ny familie flytter ind i huset og de overvejer at erstatte den eksisterende kunstige intelligens med en nyere, og det semi-bevidste hus ved ikke helt hvordan den skal tackle dette. Udforskningen af psyken for kunstige intelligenser var langt mere interessant heri end i Resnicks novelle.

Her Heart’s Desire af Jerry Oltion er endnu en kort fantasy novelle med en morale af en slags. Patrick støder bogstaveligt talt ind i Michelle på gaden, hvilket gør at hun taber den glaskrukke der skulle indeholde alt hvad hendes hjerte kunne begære. Hun bliver temmelig vred, Patrick prøver at berolige hende, men finder ud af at magien fra krukken åbenbart har ramt ham, for hele hans liv er pludselig noget andet. En ret banal historie med en morale om, at man skal passe på med hvad ønsker sig.

En lang novelle fra Kristine Kathryn Rusch er altid velkommen og med Broken Windchimes går hun helt nye veje. Hun beskriver en mandelig sopran der synger en slags opera for rumvæsenerne på Djapé. En yderst krævende disciplin, hvor selv den mindste fejl i ens sang betyder, at man aldrig kommer til at stå på den scene igen. Sopranen har klaret det i mange år, men en aften går det galt og hele hans liv bliver vendt rundt. Han beslutter sig for at tage tilbage blandt mennesker igen, for at lære om menneskets musik, som han intet kender til efter sit liv på Djapé. Det første sted han finder vej til er en bluesklub, og han bliver voldsomt betaget og forvirret over at musikken har så meget variation, sangene aldrig lyder ens den næste aften, hver en tone rammes ikke rent og alle de mindre perfekte ting vi kender fra vores musik. Han falder i snak med forsangeren fra livebandet og dermed får vi noget at vide om hvilken verden det hele udspiller sig i, og hvordan unge drenge sendes til Djapé for at blive sopraner i deres musikstykker. Det er ikke nogen sindsoprivende historie og spændingskurven er temmelig flad, men Rusch viser en fascinerende verden, en god menneskelig historie og hun er efter min mening en af dem der formår at bruge kortromanformen på en fornuftig måde.

The Time Machine

Posted on July 14, 2009 by Jeppe

The Time Machine Jeg er virkelig blevet glad for Project Gutenberg efter jeg har købt mig en ebogslæser, for der er rigtig mange gamle klassiske værker som man frit kan downloade i et passende format og læse. At læse længere tekster på computeren duer bare ikke. H.G. Wells er naturligvis en af de forfattere hvis værker er godt repræsenteret. The Time Machine fra 1895 var hans første romanudgivelse, dog er dens længde som en kortroman.

Handlingen er ret ligetil. En mand, som blot benævnes som the Time Traveller, har bygget en tidsmaskine, og overfor et selskab, der ligeledes blot beskrives med titler som the Medical Man og the Editor, beretter han om sin rejse mange tusind år ind i fremtiden. Der finder han et meget primitivt folkeslag der lever ganske fredeligt uden at foretage sig ret meget. Han undrer sig over hvordan dette er muligt, og han finder frem til at en hel race af abelignende primitive undermennesker der lever under jorden, holder en hel masse maskineri i gang, der gør det søde liv på overfladen mulig. Han konkluderer at hans tids klassedelte samfund har udviklet sig til to forskellige menneskeracer, begge fastløst til hver deres liv.

Romanens alder slår ikke helt så meget igennem som jeg havde frygtet. Sproget er enkelt og ligefrem, men fortællingen er lidt tung i det, da det hele blot er en lang talestrøm fra denne Time Traveller. Det er en af de klassiske science fiction værker der med rette refereres til ofte, og derfor vel burde læses, men jeg må dog indrømme at jeg ikke synes jeg har fået forfærdelig meget ekstra ud af det, end ved blot at have almindeligt kendskab til historien og dens hovedpointer.

Star Trek

Posted on May 8, 2009 by Jeppe

Det er syv år siden vi sidst kunne se en ny Star Trek film og fire år siden det sidste afsnit af serien Enterprise blev sendt. Nu har man startet på en frisk samtidig med at man går tilbage til rødderne, ved at fortælle forhistorien til hvordan den gamle besætning med Kirk, Spock og alle de andre mødte hinanden “fresh out of the Academy” – selvfølgelig med et helt nyt hold skuespillere. Ligesom det er blevet gjort med blandt andet James Bond og Batman franchisene, starter man med denne Star Trek film på ny, ved at fortælle forhistorien og samtidig ligge grund til noget nyt. Filmen rammer denne balance ganske godt, hvor der både er en masse til trofaste fans, det grundlæggende koncept bevares og også en ny mere moderne stil der kan tiltrække et nyt publikum.

Filmen begynder med at vi ser James Kirks far, der er på skibet USS Kelvin der bliver angrebet af et gigantisk Romulansk rumskib, og hvordan han ofrer sig for at redde den øvrige besætning, og ikke mindst hans kones ufødte søn, som selvfølgelig bliver født ganske kort efter og bliver tildelt navnet James Tiberius Kirk. Dernæst springer man hurtigt henover Kirks ungdom på landet i staten Iowa, hvordan han klarer sig igennem akademiet og via diverse tilfældige omstændigheder møder Uhura, McCoy og ikke mindst Spock. Hovedkulds bliver de kastet ud i en storstilet redningsmission til planeten Vulcan, der er under angreb. Det viser sig at være samme ukendte Romulanske skib som dræbte Kirks far, der er på spil og er tilsyneladende i færd med at ødelægge hele planeten, ved at bore et sort hul ned i kernen der så opsluger planeten. Det er en hævngerig Romulaner ved navn Nero der er på spil. Han kommer fra fremtiden, hvor hans planet Romulus er gået under i en supernova, og det mener han er Spocks skyld, så derfor skal hele Vulcan og dets 6 mia indbyggere udryddes. Bagefter er planen at alle Føderationens planeter skal have samme tur. Spock og Kirk er ikke kommet så godt ud af det med hinanden til at starte med, men det løser sig undervejs og ikke overraskende bliver Nero stoppet inden det går helt galt.

Den grundlæggende historie og plottet fungerer faktisk rigtigt godt, selvom beskrivelsen ovenover måske kan lyde lidt langt ude. Selvom mødet med den øvrige velkendte besætning er lidt påklistret, så er det jo forholdet mellem Kirk og Spock der er det mest interessante og også det mest gennemførte. Jeg er dog lidt i tvivl om hvor meget mening det giver for nytilkomne, men der var i hvert fald masser af guldkorn til de gamle fans. Nogen havde frygtet at den nye film vil ende i rene eftekter og action, og selvom de faktisk fik ret, så synes jeg ikke det gør noget, for det fungerer faktisk et langt stykke af vejen. Der er fuld blus på hele vejen igennem, men det går ikke udover hele Star Trek “auraen”, som var tilfældet med Nemesis. Dog synes jeg det er unødigt meget nævekamp.
Der er så også en række elementer jeg var mindre begejstret for. Man har skåret enormt meget af dialogen og det er temmelig sparsomt med scener hvor skuespillerne kan vise deres præstation af den karakter de spiller. På en måde er det nok meget godt, at man er gået væk fra de mange lange samtaler der har præget de tidligere film og serier, som jeg har også har hørt fremført som kritikpunkt fra ikke-fans, men man er gået for langt, til det stort set kun er hurtige one-liners. Hurtige rappe bemærkninger som skal få publikum til at grine, og mængden af latter har da nok også været noget større end ved ved øvrige Star Trek film. Min største anke ligger dog hos skurken Nero. Han er simpelthen kedelig som skurk og der er ikke gjort ret meget ud af at gøre ham interessant eller hans hævnmotiv bare en anelse forståelig. Det er udtryk for fantasiløshed, når den eneste måde man kan gøre skurken ond på, er ved at komme med tomme trusler om at han vil udslette tusindvis af planeter og tage milliarder af menneskeliv. Specielt når truslen aldrig virker rigtig overhængende. Det har været det præcis det samme problem med de to forgående film, hvor skurken heller ikke fungerede. Ligeledes forstår jeg heller ikke at man har gjort Nero til Romulaner. Han ligner ikke en, opfører sig ikke som en og det er ikke specielt vigtigt for plottet. Og det er synd, for Romulanere har været nogen af de absolut bedste skurke i serierne.

Men men men, samlet set er jeg yderst positiv. Den er i hvert fald flere niveauer bedre end Nemesis og Insurrection, og med den måde historien er blevet tilrettelagt på, kunne det godt tyde på at Paramount virkelig seriøst ligger an til at lave nye Star Trek serier eller i hvert fald flere film, med det nye hold skuespillere til de velkendte roller.

The Solaris Book of New Science Fiction

Posted on May 2, 2009 by Jeppe

Originalantologier er de seneste par år kommet frem igen. Tidligere har det primært været opsamlingsantologierne fra særligt Hartwell og Dozois, eller temaantologier der blev udgivet. Sammen med serier som Fast Forward og Eclipse er The Solaris Book of New Science Fiction “blot” en novelleantologi, som der siden dette første nummer fra 2007 er kommet i alt tre af. Solaris er ligledes et nyt forlag og antologien præsenterer både kendte forfattere som Peter F. Hamilton, Neal Asher og Stephen Baxter, men også nogle af Solaris’ egne navne som Eric Brown (der har skrevet Kéthani) og Jeffrey Thomas.

Der er en lille håndfuld gode nævneværdige historier som jeg vil fremhæve, men samlet set var jeg ikke vildt begejstret. Ikke fordi de resterende noveller var dårlige, de har bare ikke gjort noget videre indtryk og var hurtigt glemt igen. Men til de gode.
James Lovegroves The Bowdler Strain er en forholdsvis enkel historie om en eksperimentel virus der slipper ud fra et hemmeligt laboratorium, så de får hurtigt travlt med at stoppe spredningen af smitten og finde en vaccine. Det specielle her er at virussen ikke som sådan er farlig, den forhindrer blot folk i at bande. Hvilket naturligvis skaber stor forundring hos de intetanede borgere og en række smågrin hos læseren. Et godt eksempel på hvordan et ellers tyndslidt plot kan gøres interessant igen med lidt spøjs humor.
Peter F. Hamilton blander tidsrejser med krimifortællingen i If at First…, der handler om en kriminalbetjent der under en afhøring må høre på en fantastisk historie om en maskine, der kan sende hele ens bevidsthed tilbage i sin egen krop som barn. Hvad vil man mon bruge sin viden til, hvis man fik mulighed for at vokse op på ny, med al den erfaring man har fra fremtiden? Hamilton kommer ikke med banebrydende nytænkning, men han formår da at underholde.
Den Hugo-nominerede Last Contact af Stephen Baxter er også værd at fremhæve igen, som jeg skrev om i min gennemgang af sidste års Hugo novellenomineringer.
Jeg plejer ikke at kunne holde Mike Resnicks historier ud, men Jellyfish, skrevet sammen med David Gerrold, var fremragende. Umiddelbart starter den temmelig kedeligt med en science fiction forfatter, der prøver at skrive en ny historie om nogle specielle væsener der lever inde i gasplaneter. Men da en udsending fra disse væsener ringer på hans hoveddør og beder ham om at stoppe med at skrive om dem, bliver det pludseligt umådeligt interessant. Det er selvrefererende og selvreflekterende meta science fiction, med mange henvisninger til Kurt Vonneguts Slaughterhouse 5.

Det var så de fire noveller jeg vil fremhæve ud af de i alt seksten. Jeg vil dog ikke fraråde samlingen af den grund, tværtimod, for det er meget forskellige historier i mange subgenrer, så de fleste fans vil nok finde en håndfuld af dem gode og om ikke andet resten fin underholdning.

Proxima nr. 88

Posted on March 24, 2009 by Jeppe

Proxima nr. 88 En kende forsinket er efterårsnummeret for 2008 af Proxima udkommet, men den sædvanlige gode blanding af artikler, noveller og anmeldelser er altid værd at vente på.

Niels Dalgaard åbner op med at skrive med om fremtidshistorier eller “future history” – en type science fiction der bedst defineres ved en række historier der til sammen skaber en større sammenhængende tidslinje. Der er ekstreme eksempler som Stapledons Last and First Men der omhandler hele universets fremtidige skæbne, og selvfølgelig klassiske velkendte eksempler fra Asimov og Heinlein. Et næsten gennemgående træk ved disse typer af historier er, at de oftest involverer menneskets kolonisering af rummet.
Derefter har Lise Andreasen studeret to novelleantologier med temaet tidsrejser, for at kategorisere tidsrejsefortællingen efter hensigten med rejsen. Som det viser sig, er der langt flere varianter end den velkendte med den geniale videnskabsmand der bare er nysgerrig på hvordan fortiden eller fremtiden ser ud.
I Rob Lathams artikel Sextrapolation i science fiction under den nye bølger bliver der grundigt set på det bizarre forhold science fiction forfattere var underlagt for årtier tilbage, hvor de gladeligt kunne skrive om hele galakser, men endelig ikke for meget om de mest naturlige menneskelige drifter, grundet censur fra redaktørerne. Senere hen da sex ikke var så meget et tabu mere, kom der så til gengæld en masse elendige historier der blot var porno i science fiction forklædning, som ikke tilbragte genren meget nyt.

Af noveller har Niels Dalgaard fundet to ældre sager frem. Først en Stanley G. Weinbaum novelle fra 1935 om en doktor der opfinder et vidunderserum, der på få dage giver en tuberkuloseramt pige livet tilbage. Serumet virker ved at forbedre kroppens tilpasningsevne, men det viser sig at virke lidt for godt. En rigtig pulpet og underholdende historie.
Den anden novelle er noget af en sjældenhed. En amerikansk kvindeutopisk novelle fra 1869, af den ellers ukendte Elizabeth T. Corbett, der så vidt vides aldrig har været genudgivet siden. En kvinde besøger sin veninde Laura der bor i Utopia. Et samfund hvor mænd og kvinder er fuldstændigt ligeværdige (sådan da), og alle er glade og tilfredse. I dag er historien nok kun interessant for sin historiske værdi.

Af anmeldelser finder man blandt andet Carl-Eddy Skovgaards anmeldelse af Lars A.R. Stenders Øjne, og som man vil kunne se i min kommende anmeldelse af den, er jeg enig med Carl-Eddy i at den mest af alt er en amerikansk sci-fi thriller i dansk bogform henvendt til større drenge. Jeg er dog (stadig) rørende uenig med Lise Andreasens udlægning af Iain M. Banks’ Culture-roman Matter, som jeg slet ikke mener man kan klassificere som en ren krigsroman. Man kan også finde min anmeldelse af Eric Browns Kéthani.

Futurama: Bender’s Big Score

Posted on February 27, 2009 by Jeppe

Futurama: Bender's Big Score To år efter serien blev stoppet kom Futurama tilbage med fire film direkte til videomarkedet. Bender’s Big Score er den første. Til dem der ikke måtte kende til Futurama, er den korte (forkerte) beskrivelse at kalde det for The Simpsons 1000 år ude i fremtiden. Vel nok er det manden bag The Simpsons, Matt Groening, der også er idemand til Futurama, tegnestilen ligner og humoren har da også sine ligheder, men der er langt fra den dysfunktionelle forstadsfamilie i nutidens amerika, til den langt mere aparte samling af personer hos det interplanetariske fragtfirma Planet Express. Bestående af blandt andet en Tournesol-agtig professor, en alkoholisk, cigarrygende, kleptomanisk og egoistisk robot, et hummerlignende rumvæsen og ikke mindst det unge pizzabud der blev frosset ned i år 2000 og først tøet op 1000 år senere. Futurama-serien har været god til at gøre flittig brug af en masse velkendte science fiction ideer, få en ustyrlig morsom historie ud af det og gøre det mere end synligt, at seriens skabere har nogle tydelige kommentarer til nutidens samfund. Bender’s Big Score har det hele.

Hele balladen begynder med at Planet Express lader sig lokke af nogle favorable tilbud fra spammails, og inden de får set sig om, er firmaet overtaget af svindlerne – nogle ustyrligt grimme nøgne lyserøde rumvæsener. Robotten Bender bliver under pornosurfing inficeret med en virus der gør at den adlyder svindlerne. På pizzabudets Frys røv finder svindlerne en særlig binær kode, der hidkalder universets tidsrejsefunktion. Bender bliver hurtigt beordret til at rejse tilbage i tiden adskillige gange, for at hente værdifulde genstande. Inden længe har svindlerne med deres rigdom overtaget hele verden. Det lyder ufatteligt fjollet og langt ude når man refererer det her, det er det for så vidt også, men ikke desto mindre underholdende og morsomt. Der er fuld fart på i alle 90 minutter og det går helt amok med skøre tidsrejseparadokser. Jeg morede mig da gevaldigt, men det er trods alt nok ikke en film man kan se igen og igen, ligesom med nogle af seriens bedste afsnit. Kender man ikke til serien er det heller ikke her man bør starte, men for fans af serien er Bender’s Big Score bestemt værd at se.

Asimov’s, January 2009

Posted on February 22, 2009 by Jeppe

Asimov's Januar 2009 Efter det noget skuffende decembernummer var jeg længe om at begynde på årets første nummer af Asimov’s, men det var der ingen grund til, for der er stort set kun gode historier i dette januarnummer, med masser af gode eksempler på hvordan science fiction fungerer virkelig godt med få enkle virkemidler og originale ideer. Bruce McAllister ligger ud med med et digt om robotten Gek der gerne vil gå i skole. Derefter er der to novelettes og fem noveller.

Mary Rosenblum sætter sin historie Lion Walk i et naturreservat i USA hvor gensplejsede fortidsdyr lever. Langnovellens hovedrolle, Tahira, er opsynskvinde på stedet og en sen aften overværer hun et drabeligt mord på overvågningsskærmene. Nogen misbruger resevartets løver til at lave snuff-film. Rosenblum skal primært have ros for den gode personskildring af især Tahira, og det noget grumme plot fungerer også godt, men desværre er science fiction elementet noget tyndt og anvendes kun sparsomt.

En ny novelle fra Larry Niven har været lovet i de sidste mange numre, så det var lidt af en skuffelse at læse den ultrakorte Passing Perry Crater Base, Time Uncertain, der er en lidt fjollet evaluering af Jorden foretaget af rumvæsener.

Bridesicle af Will McIntosh er science fiction i novelleform når det er bedst. En letforståeligt teknologisk ide præsenteres, og det bruges til at stille nogle moralske spørgsmål ved udviklingen og samtidig fortælle en gribende historie. Her er det muligheden for at fryse de døde ned, for at kunne genoplive dem senere, med det twist at de bliver vækket til live igen af rige bejlere, der vil betale for deres genoplivning hvis de vil gifte sig med dem. Så disse døde mennesker får kun lov til at stikke hovedet frem og komme til live, når en interesseret finder dem frem og vil på “date” med dem. Novellen følger en kvinde der er død i et trafikuheld og hvordan hun over en periode på flere hundrede år, bliver hevet frem og tilbage flere gange, og må kæmpe for sine få minutter i vågen og levende tilstand. En rigtig effektiv historie der kort og enkelt viser hvad science fiction kan, tilmed også med et ægte kærlighedsdrama, som det kun kan udspille sig i science fiction form.

Næste novelle har også en klassisk sf aura over sig. Robert R. Chase bringer os Five Thousand Light Years from Birdland med denne “first contact” historie om et rumvæsen der er røget ud af kurs og søger hjælp fra Jorden. Væsenet er imødekommende, lader sig analysere af forskere og en sproglig kontakt opnås, omend man kun forstår 5% af dens sprog. Da rumvæsenet skal hjem beder den om selskab, fra en af de forskere der stillede den særligt udfordrende spørgsmål. Man følger således denne mand på rejsen sammen med rumvæsenet og hvordan han bliver klogere på dets kultur og dens egentlige hensigt med at ligge vejen forbi Jorden. Chase sammenligner selv historien med Paul Anderson, en forfatter der skammeligt mangler i min indlæring – så det kan jeg ikke kommentere på, men det er en intelligent lille novelle om hvordan mennesker og rumvæsener kan prøve at forstå hinanden.

Debutanter er altid spændende at læse. E. Salih introducerer sig selv som en yngre londoner fra finansverdenen og giver os tidsrejsehistorien Messiah Excelsa, om en mand der rejser tilbage til Italien i år 1734, for at opsøge Antonio Stradivari og få fat i en hans mest berømte violiner. Desværre fortaber historien sig i lange opremsninger af intetsigende navne og årstal, men Salih viser et stort skrivetalent med sit snirklede flotte sprog.

Unintended Behavior af Nancy Kress minder mig lidt om hendes novelle Nano Comes to Clifford Falls fra Year's Best SF 12, hvor nanoteknologi blev lidt for meget af det gode. I denne historie er det knap så avanceret teknologi der er på spil, men det skaber alligevel problemer for novellens hovedperson med at få hendes mand ud af lejligheden. Masser af skøre gadgets i denne historie om hævn.

Dette nummers sidste historie er en novelette af Damien Broderick med titlen Uncle Bones. Her er udødelighed igen temaet, hvor nanoteknologi har gjort det muligt at vække de døde tilbage til live. Desværre med den ulempe at de kommer til at ligne zombier og stinker langt væk af kød i forrådnelse, hvilket selv sagt giver visse sociale sameksistensproblemer med de levende. En meget anderledes og sorthumoristisk zombiefortælling.

I de øvrige afdelinger skriver Sheila Williams om sin første WorldCon i 1973, Robert Silverberg reflekterer over de mange finurligheder man støder på når en simpel frase skal oversættes og James Patrick Kelly ser på podcasting!

Interstellar sysctl

En science fiction blog

Tag Archives: tidsrejser