Harrison har taget udgangspunkt i den indlysende, men alligevel stærkt originale idé, at en tidsmaskine selvfølgelig ikke vil blive brugt til hæderlige videnskabelige formål, men vil blive udnyttet kommercielt. Fx af Hollywood. Historien følger producer/instruktør Barney Hendrickson, der i sin desperation efter at bevare sit arbejde, får en aftale med en professor der har opfundet en tidsmaskine, om at bruge maskinen til at rejse tilbage i tiden og indspille en film. Nærmere betegnet en vikingefilm i år 1000 om vikingernes formodede opdagelse af Vinland (Amerika). I første omgang tænker han blot på at spare omkostninger til kulisser, statister og den slags, men ser hurtigt store muligheder i at man kan rejse tilbage til en vilkårlig tid, blive der i månedsvis, og komme tilbage til nutiden en brøkdel af et sekund efter. På den måde får han iværksat at få skrevet manuskript, filmet og produceret hele filmen på en weekend, ved at rejse med et helt filmhold til ellevte århundredes England. Vikingerne er dog ikke helt så samarbejdsvillige og tiden er ikke helt så nem at holde styr på, selvom man har en tidsmaskine.

Harrison skriver let fordøjeligt, underholdende, medrivende og med en fantastisk portion humor og satire. Det bliver ikke pjattet falden på halen komik, de fleste morsomheder har faktisk enten en satirisk kritisk vinkel til Hollywoods måde at se verden på eller tankevækkende problemstillinger ved tidsrejser. Og selvom det hele går amok med tidsløkker, selvmodsigende paradokser og meget andet, er det altså gennemtænkt og hænger sammen hele vejen. Harrison har valgt en vinkel på tidsrejseproblematikken og holder sig til den. Bogen fungerer stadig i dag, for Hollywood fungerer jo grundlæggende på samme måde, og sjove tidsrejseplots bliver man ikke sådan lige træt af.
Den er hurtigt læst og kan kun varmt anbefales til alle.

Udgangspunktet følger novellen ganske godt. Det er år 2055 og firmaet Time Safari tilbyder, som de eneste, rejser tilbage til dinosaurenes tid hvor man kan få lov til at dræbe en Tyrannosaurus Rex. Der er dog meget strenge regler for at man endelig ikke må ændre noget i fortiden. Derfor går man på en kunstig vej i junglen, skyder kun på et dyr der alligevel ville være død få minutter senere, og man må under ingen omstændigheder træde uden for den kunstige vej eller tage bare så meget som et gram med hjem. Det går selvfølgelig galt og tidslinjen har ændret sig. Her stopper novellen, hvor filmen tager det flere skridt videre. Virkningen er ikke øjeblikkelig, men kommer i bølger – tidsbølger, der på ægte speciel effect vis skylder som en tsunami indover storbyen. Først ændres klimaet, derefter begynder gigantiske planter at skyde op alle vegne, dyrene ændre sig osv. Forklaringen er at evolutionen har ændret sig, og alt efter hvor højt udviklet livsformen er, vil den ændre sig i bølger. Mennesket kommer til sidst. Filmen udvikler sig altså til en regulær katastrofefilm, hvor heltene skal finde en måde at rette op på tidslinjen igen.

Filmen kunne egentlig godt have haft potentiale, og udvidelser af den originale novelle var ikke dårlige, for ellers var det nok blevet en kortfilm. Det går bare galt på så mange måder. At skuespillet er så elendigt som man nu kan forvente det er acceptabelt, men speciel effectsene er virkelig mange gange under lavmålet for en film fra 2005, selv for en film med et budget på “kun” 80 millioner dollars. Stort set alle baggrunde og udendørsscenarier er lavet med skuespillere der står foran en bluescreen med halvdårlig computergrafik i baggrunden. De forskellige monstre er acceptable, men heller ikke på højde med standarden. Og i følge en anmelder på IMDb er der en mulig god forklaring på dette.
Selvom tidsrejser i forvejen er ude på det videnskabelige overdrev, så er forklaringen med tidsbølger der ruller evolutionen over i den nye tidslinje simpelthen for langt ude. At gøre det på den måde virker også unødvendigt, for der kunne sikkert godt have kommet en ganske interessant film ud af egentlig bare at køre historien videre fra hvor novellen sluttede, hvor samfundet er ændret på en række større og mindre punkter, men uden det dommedagscirkus.

Men okay, for en halvanden times underholdning kan den da gå an. Alle klichéer bliver overholdt og om ikke andet kan man da grine af det.

Sæson 5 står i kærlighedens tegn. Der er adskillige romancer og jeg tror ikke nogen af de andre Star Trek serier har ladet så seriøse kærlighedsforhold udspille sig, hvor det strækker sig over mange afsnit, endsige hvor personerne udvikler sig så meget samtidig. Det hele sker altså ikke på en gang i et afsnit, men strækker sig som små sidehistorier hele sæsonen igennem. Worf og Jadzia har noget kørende, Rom og Leeta fumler lidt med deres følelser for hinanden, og Odo og Kira prøver at holde igen. For resten af persongalleriet er det stærke venskaber der knyttes. Bashir og O’Brien, Garek og Ziyal, og på deres egen firnulige måde – Quark og Odo. Alt dette står selvfølgelig i skærende kontrast til den krigsstemning der så småt er ved at tage over. Men helt generelt har serien et noget mørkere og knapt så positivt skær over sig i forhold til hvad Star Trek normalt har. Det foregår ikke i hjertet af den godt beskyttede Føderation og alle ubehagelighederne bliver ikke spolet tilbage i hvert afsnit. Jake Sisko oplever krigens grusomheder på egen hånd i …Nor the Battle to the Strong og Kiras venner bliver myrdet en for en i The Darkness and the Light. Den slags historier var aldrig gået i The Next Generation.

Hvad angår kvaliteten af de enkelte afsnit synes jeg sæson 5 ligger lidt lavere end sæson 4, men der er ingen direkte dårlige afsnit, kun nogen der falder lidt igennem på et par punkter. Det er fx The Ascent hvor Odo og Quark kæmper for at overleve på en barsk planet, som lider under det problem at man godt ved hvordan det ender. Eller Children of Time hvor det meste af seriens hovedpersoner strander på en planet og møder hvad der vil blive deres efterkomme 200 år senere, som selv for Star Trek går for langt væk for hvad man kan tillade sig af logiske plothuller. Der er dog også et af alle tiders bedste og mest berømte Star Trek afsnit – Trials and Tribble-ations, hvor Deep Space 9 besætningen havner tilbage på Kirks tid og indgår direkte i det klassiske afsnit The Trouble With Tribbles. Et andet fantastisk afsnit er Things Past hvor Kira, Sisko, Odo og Garek også havner tilbage i tiden hvor Deep Space 9 var under ledelse af Cardassia og i krig med Bajor.

Der sker meget og ingen af personerne er de samme som i starten af sæsonen. En type af personudvikling man heller ikke ser i de andre serier, og jeg går med store forventninger videre til sjette sæson.

Første historie, Dragon’s Teeth af Alex Irvine, er triviel high fantasy. Paulus er på en mission der går ud på at åbne en gammel grav. Da han gør det slipper en ånd ud og alle på nær Paulus selv bliver dræbt. Derefter får han en ny mission hvor han skal slå en drage ihjel. Ikke specielt interessant.

I Bad Matter af Alexandra Duncan befinder vi os mere end 500 år ude i fremtiden. Transport gennem galaksen bliver drevet af selvstændige familiegrupper med egen kultur og religion. Historien følger Saraih hvis far har foretaget en del studier af disse kulturer. En dag får hun et gammelt brev fra hendes nu afdøde far, sendt fra en af disse familier. Det ligger grunden til et spændende kig ind i interstellar handelskultur.

Terry Bisson tager flere genreklichéer og vælter dem fuldstændig rundt i Farewell Atlantis, hvori Stella og Frank vågner op på et rumskib uden at kunne huske noget. Rumskibets AI fortæller dem at de er de sidste overlevende mennesker og de nu skal befolke Jorden på ny. Men da de kommer ned til overfladen, finder de et New York fra nutiden fuldt befolket. Historien er egentlig bare fjollet, bygget op af situationskomik og den endelige afsløring af hvad der egentlig foregår og hvem de to er, er også temmelig langt ude, men det har skam noget med Atlantis at gøre. Tager man ikke novellen for seriøst, er den dog ok underholdende.

Hell of a Fix af Matthew Hughes er en syret morsom historie om himmel og helvede, dog ikke uden en vis seriøs pointe. Chesney kommer til at slå sig selv i fingeren med en hammer, og med hans eder og forbandelser hidkalder han en dæmon. Dæmonen insisterer på at han skal indgå en handel hvor han skal sælge sin sjæl til djævelen. Chesney afviser dog blankt, da han fastholder at han ikke havde intentioner om at hidkalde en dæmon, men blot bandede over sin forslåede finger. Men så går det helt galt. Alle dæmonerne i helvedet går i arbejdsnedlæggelse og det med store konsekvenser for livet på Jorden. Det er både fjollet, morsomt og godt skrevet, men det kan skam også tages lidt seriøst. Der er nogle pointer om hvordan vi mennesker bogstaveligt talt har brug for både djævelen og engel på hver af vores skuldre.

Brendan Du Bois tager os til en månekoloni i Illusions of Tranquility, og vi følger Eva som tager imod en rig turist fra Jorden. Vi finder ud af at de faktisk er ret fattige på månen, og Evas opgave er blandt andet at lokke turister til at købe dyre souvenirers. En okay novelle.

Kit Reeds The Blight Family Singers er en den type historier i F&SF der keder mig, hvor forfatteren går alt for meget op i det stilistiske og formen, hvor et egentlig plot glemmes. I denne er det noget med en mindre by, hvor den kendte Blight Family er inviteret til at komme at synge i. Familien har en markant fortid.

Endnu en historie om en månekoloni får vi fra Sarah Thomas med The Economy of Vacuum, men den eneste beboer er Virginia Rickles. Der går noget galt på Jorden. En større krig eller lignende bryder ud, og Virginia bliver totalt isoleret i årtier. Da der endelig kommer mennesker derop igen, er det to astronauter fra Guatemala og de diskuterer hvad de skal gøre af Virginia, der tydeligvis er stærkt mentalt medtaget af at have levet isoleret i så mange år. Og hun repræsenterer jo fjenden! En spændende måde at skildre en altødelæggende verdenskrig på.

Der er ikke meget fantastik over Iris af Nancy Springer. Den korte novelle handler om en ældre kvinde hvis datter Iris er død. Hun er temmelig fattig og mindes en aften hvordan det var at holde jul engang. Meget sørgmodig, men uinteressant historie.

Tim Sullivan har fundet en interessant ny vinkel på tidsrejser med Inside Time, men forspilder desværre chancen. Den kendte forsker Herel finder sig selv på en mærkelig rumstation, kun beboet af kvinden Mae. Han får fortalt det er en såkaldt “tidsstation” – en station i et knudepunkt mellem tid og rum. Hun forsikrer ham dog om at han snart vil blive hentet igen og taget tilbage til sin egen tid. Stationen er angiveligt bygget af nogen i en ukendt fremtid, for at samle tidsrejsende op. Efter noget tid dukker en ny mand op. En dømt kriminel, der ligesom Mae skal være på stationen for at udsone sin straf. Herel bliver meget jaloux og et banalt trekantsdrama udvikler sig, men det virker ikke troværdigt. Slutningen er god, men det banale jalousidrama kunne være bedre udført.

The Man Who Did Something About It er Harvey Jacobs er endnu en skrupskør novelle. Colin Kabe er en af verdens bedste automekanikere. En dag bliver han opsøgt af et lillebitte rumvæsen, der insisterer på at Colin kan fikse hans motor – og det skal gå stærkt. Colin indvilliger, men finder undervejs ud af hvad rumvæsenets mission på Jorden egentlig er. Det viser sig at Jorden skal udryddes, for at gøre udsigten bedre fra et nyt stort boligkompleks der skal bygges i solsystemet. Colin afvejer sin faglige stolthed med at reparere motoren op imod det ultimative foræderi mod Jorden. Der er nogle sjove scener undervejs, og slutningen vil bestemt irritere læseren, men det er den helt rette slutning.

Sidste historie, I Needs Must Part: The Policeman Said af Richard Bowes, er endnu en af disse mærkværdige historier uden mening, om en mand der opsøges af ånder i hans drømme og noget fra hans barndom dukker op igen.

Stephen Baxters Formidable Caress hører til i en fjern fremtid i hans Xeelee-serie, så det er lidt svært at finde rundt i, men Baxters vilde koncepter er altid fascinerende. Historien foregår på en kunstig verden der er styret af maskiner og delt op i tre niveauer, hvor tiden går med forskellig hastighed. Et par dage på det nederste lag svarer til tusinder af år på det øverste. Man følger Telni gennem det meste af hans liv og hører om hvordan maskinerne er særligt interesserede i hans viden om en kosmisk katastrofe for længe siden, som muligvis er på vej til at ske igen. Endnu et bud på universitets skæbne fra Baxters hånd.

Robert Scherrer har skrevet den korte lidt fjollede novelle A Flash of Lightning, der handler om en skoleklasse der har om tidsrejser og læreren viser dem hvordan det fungerer i praksis.

En humoristisk og sød julehistorie af Jerry Oltion er der også plads til. I The Jolly Old Boyfriend bliver Gina og Todd vækket midt om natten til juledag af rumsteren nede i stuen. Der finder de Ginas ekskæreste Sergei iklædt julemandskostume. Det mærkelige er at Sergei burde være død og angiveligt er det hans spøgelse der prøver at få afslutning på nogle ting med Gina. Science fiction elementet vil være synd at afsløre, men det er nu mest af alt end triviel juleromance med lidt påklistret science fiction.

Carl Frederik beskriver en meget fremmed verden i The Universe Beneath Our Feet om seksbenede rumvæsener og deres temmelig religiøse samfund. Der høres underlige lyde under isen og præsterne er overbevist om at det isdæmonen der er vred. Historiens hovedperson er dog af en anden overbevisning og den endelige afsløring er ganske interessant, men historien som helhed fængede mig bare ikke rigtigt.

Den nærmest religiøst prædikende Wilderness were Paradise Enow af H.G. Stratmann er en sær størrelse. I en tidligere historie af samme forfatter har rumvæsener terraformet Mars og nu har to mennesker, Martin og Katerina, på Mars fået tildelt guddommelige kræfter. Martin går hurtigt i gang med at bruge sine kræfter til at udrydde sygdom, krig og elendighed på Jorden, men Katerina udspiller bogstaveligt talt rollen som djævelens advokat og prøver at overbevise ham om, at han muligvis er ved at gøre mere skade end gavn. Det er side op og ned om menneskets natur på godt og ondt, og undervejs refererer de to hovedpersoner til kendte science fiction historier og tv-serier. Det hele slutter på en “det hele var bare en drøm”-måde, omend det er lidt mere kompliceret end det. Det munder ikke rigtigt ud i nogen konklusion fra forfatterens side til alle de store filosofiske spørgsmål der ellers blev stillet, men historien får en fortsættelse i næste nummer af Analog.

Afslutningen på G. David Nordleys To Climb a Flat Mountain kan i bedste fald betegnes som ligegyldig. De overlevende på den kubiske planet har delt sig, og en gruppe prøver nu at komme videre på egen hånd og finde vej om til en af de andre af planetens seks flader. Det går lidt op og ned, og der sker egentlig ikke rigtig noget. Da historien endelig når sit klimaks hvor årsagen til deres oprindelige forlis og hvad den kubiske planet egentlig er for noget bliver afsløret, kommer det hele dumpende på klodset vis. Idéerne bag kunne være interessante nok, men får ikke lov til at udfolde sig. Virker som om Nordley ikke helt har vist hvilken form hans historie skulle være. Steder bruges der mange sider på ingenting, hvor man tænker at det her godt kunne have været blot en novelle, andre gange sker der alt for meget på en gang, og slutningen havde egentlig idéer nok til en længere roman.

Det begynder med Blood Dauber af Ted Kosmatka og Michael Poore om Bell der arbejder i en lettere forfalden zoo. Hans arbejdsopgaver består blandt andet i at tage sig af de mange kriminelle der får tildelt samfundstjeneste i zooen. Der er ikke noget plot og hvad der formentelig skal prøve at udgøre et science fiction element, er blot at zooens medarbejdere finder et mystisk insekt – de ikke lige identificere – i en frugtleverance, og de undrer sig efterfølgende på et amatørinteresseniveau over insektets egenskaber. Resten af historien handler om Bells noget triste liv og hans semivenskab med en af dem i samfundstjeneste. Meget lidt science fiction og temmelig kedelig.

Where the Times Goes af Heather Lindsley er tidsrejsekaos med humor på højt plan. Chambers og Martin er i tidsrøverbranchen. De rejser tilbage i tiden og stjæler den tid folk spilder, for at kunne sælge tiden videre. Hvordan det lige rent logisk og videnskabeligt skulle hænge sammen, får vi ingen forklaring på, men det behøves heller ikke. På en tur tilbage til 1983 går noget i midlertidig galt og risikoen for et tidsparadoks opstår. Skiffy humor.

R. Garcia y Robertson har skrevet en ny historie om SinBad, som vi første gang stødte på i novellen SinBad the Sand Sailor fra julinummeret, med den interessante titel Wife-Stealing Time. SinBad er denne gang taget til en mindre by på planeten Barsoom, der åbenbart afholder en slags festival hvor man kan stjæle andres koner. Ved en tilfældighed får han “stjålet” en ung kvinde der hedder Pretty Bottom, og så sker der ellers mærkelige ting og sager. Robertsons to SinBad historier har begge budt på meget eksotiske verdener, men det er svært at finde hoved og hale i handlingen.

Damien Brodericks Flowers of Asphodel er en endnu mere spøjs sag. Isaac Hersch bliver vækket efter en foryngelsesbehandling, fordi hans tidligere kone er i gang med at dekonstruere universet, og det skal han så forsøge at stoppe. Øhh.

Ian Creaseys Erosion er en lille interessant novelle om en mand der er blevet forbedret biologisk, for at han kan bosætte sig som kolonist på en anden planet. Han tager en sidste gåtur på Jorden, og opdager flere ting om sig selv, sin planet og de forbedringer han har fået. Anbefalelsesværdig.

Havfruer lader til at gøre sit indtog i genren. Jeg har i hvert fald læst et par stykker på det seneste hvor de på en eller anden måde indgår. Flotsam af Elissa Malcohn handler om Mercedes der som barn finder en levende “søbaby” blandt en bunke døde fisk dræbt af forurening. Som voksen er hun stadig mærket af oplevelsen og arbejder for at redde havfruelignende væsener i havet, der er udryddelsestruet.

Robert Reed skriver aldrig noget der ligner noget han har skrevet før. Before My Last Breath er en unik beretning fra forskellige mennesker, om hvordan de oplevede fundet af hundrede tusind døde rumvæsener i en kulmine. Fra den amerikanske præsident til almindelig mennesker. Hver fortællevinkel giver læseren lidt mere indsigt i hvad der er forgået og historien rundes fint af til slut.

Christopher Barzak har skrevet The Ghost-Hunter’s Beautiful Daughter og handler om, ja, en datter af en spøgelsesjæger. Faderen driver en forretning på det og har et Poloraid-kamera han fanger spøgelserne med. Hans datter Sylvie ved dog at spøgelserne ikke forsvinder, de lever bare videre i fotografierne, og hun snakker ofte videre med dem. Blandt andet også hendes afdøde mor. Sylvie er dog ikke helt enig i hendes far med deres forretningsmetoder og så gerne man behandlede spøgelserne bedre. En for så vidt ganske godt skrevet historie, men det irriterer mig efterhånden at Asimov’s oftere og oftere bringer historier der absolut intet har at gøre med science fiction.

Nancy Kress har skrevet den korte novelle Deadly Sins, om Reneta der har dræbt den forsker hun arbejdede for og en AI afhører hende og prøver at finde frem til hvorfor hun gjorde det, velvidende at laboratoriet var overvåget og hun derfor nemt ville blive opdaget.

Det bedste er gemt til sidst med William Bartons novella The Sea of Dreams, der er noget af en rutsjetur gennem mange forskellige fantastiske verdener. Det hele begynder under en ekspedition til Uranus. Mr. Zed og hans sexslave, en klon af en kendt kvindelig skuespiller, finder et rumskib i kredsløb om Uranus. De går ombord og ser pludselig sig selv teleporteret til et andet univers eller en fjern fremtid i solsystemet. Klonen har nu ikke længere en opkobling til hendes original og begynder at udvikle sig som selvstændigt tænkende individ. Selvom de to kommer vidt omkring i fantastiske verdener og møder sære væsener, og ikke mindst skal prøve at samle sammen alle de parallelverdener og tidslinjer de render rundt i, er den egentlig historie om Zeds forhold til denne klon som får et mind of its own. God underholdning i pulp-stilen.

Analog er et af de få magasiner der stadig bringer føljetonromaner. Et koncept der var meget udbredt i science fiction genrens gyldne dage i 30′erne, 40′erne og 50′erne, og mange klassiske romaner blev oprindeligt udgivet på denne måde. Mindre udbredt i dag, men Analog holder traditionen ved lige og ind i mellem bliver de også udgivet som rigtige romaner bagefter. Hvilket blandt andet var tilfældet med Robert J. Sawyers Hugo-nominerede Rollback. Jeg ved ikke helt hvordan de bedst skal anmeldes, men her på bloggen bliver det i hvert fald del for del i hvert nummer, og kan måske så senere skrives som egentlige anmeldelser til fx Proxima.
I dette nummer får vi første del ud af to af G. David Nordleys To Climb a Flat Mountain. Jacques vågner op i sit enmandsrumskib efter at have ligget i dvale og finder ud af, at han ikke befinder sig hvor han burde. Tilsyneladende er noget gået galt undervejs, så han har rejst i 1000 år og befinder sig på en ukendt mindre planet. Han formår at overleve som en anden Robinson Crusoe, men støder efter nogle dage på andre overlevende i samme situation som ham. Sammen prøver de at finde ud af hvad der er sket, og mistænker at der er en sabotør i blandt dem, og hvad det er for en verden de er havnet på. Historien er næsten et skoleeksempel på Analog-formen. Nordley har udtænkt et par interessante idéer, som han har godt videnskabeligt styr på, men at beskrive personer og sociale relationer er han altså ikke god til. Der er omkring 10 overlevende, men ingen af dem formår at vise meget anden personlighed end lige deres navn og deres profession. Det der holder historien sammen er Nordleys idé om en kubisk verden, som det viser sig de er landet på. Det giver selvfølgelig lejlighed til nogen videnskabelige betragtninger om hvordan tyngdekraften vil fungere på sådan en formet planet, samt om det er en naturlig forekomst eller om den er kunstigt skabt, og i så fald af hvem og hvorfor. Der er vist ingen grund til at have de store forventninger til afslutningen i næste nummer. De finder vel ud af mere om denne kubiske verden, og måske kommer de tilbage til deres egen civilisation eller også begynder de et nyt liv hvor de er.

Craig DeLancey tager klimaproblematikken op på en interessant måde i Amabit Sapiens. Det hele begynder i en torturcelle hvor den kvindelige geolog Lyta Sumaran anklages for at have udført sabotage mod en række oliefelter, ved at inficere dem med en kunstig fremstillet bakterie. Hun fortæller sin historie om hvordan hun var et kunstigt skabt barn, specielt modificeret til at bekymre sig mere om den fjerne fremtid end almindelige mennesker. En grum fortælling om videnskabelig etik, hvor forfatteren ikke giver noget endegyldigt svar, men lader læseren finde sin egen mening.

Da jeg læste Foreign Exchange af Jerry Oltion måtte jeg lige checke en ekstra gang, at jeg ikke havde fået fat i en gammel Weinbaum novelle. Lighederne var slående. Vi følger de to første mennesker på Mars som finder et rumvæsen indeni det fartøj der skal bringe dem hjem igen. Kommunikation med rumvæsenet viser sig at være svær, men i bedste Weinbaumske stil finder de frem til at rumvæsenet egentlig stammer fra Saturns måne Titan. Man skulle næsten tro historien var en slags hyldest til Weinbaum.

Thanksgiving Day af Jay Werkhiser er lidt tyndbenet. Der opstår fødevarerproblemer på en koloniplanet, og forholdet mellem arbejderne og forskerne kommer yderligere under pres. Historiens helt, en ingeniør af en slags, skal selvfølgelig finde frem til en løsning for at menneskene kan spise planetens vegetation. En helt igennem kunstigt genereret historie, med det ene formål at have et videnskabeligt problem der kan løses på science fiction maner. Det er selvfølgelig den slags historier der giver nogle diskussioner på Analog’s debatfora, men er ikke videre spændende at læse.

Der hoppes let (og mindre elegant) henover de tekniske detaljer i John G. Hemrys historiske tidsrejsefortælling Joan, om den unge Kate der er nærmest fanatisk besat af Joan of Arc, og så er det jo heldigt at universitet lige har fået en tidsmaskine hun kan bruge til at rejse tilbage til 15-hundredetallet og redde Joan fra at blive brændt på bålet. Kate finder selvfølgelig ud af at Joan ikke er helt som hun troede og havde håbet på, og bliver skuffet over at Joan vil blive og kæmpe, og ikke rejse tilbage til Kates tid og indgå et forhold med hende der. Udover at få ændret en lille smule på historiens gang om hvordan Joan of Arc endte med at dø, er der ikke fantastisk meget andet i denne historie, end at Kate finder ud af at hendes store heltinde ikke var som hun havde drømt om.

Efter et par ret dårlige numre har jeg fået lidt mere smag for Analog. Man skal nok også lige vænne sig til dens type af historier.

Første historie er egentlig fantasy og vil passe perfekt til Fantasy & Science Fiction magasinet. Lisa Goldstein har skrevet Away From Here om femtenårige Liz der arbejder på hendes forældres hotel. En dag checker nogle mystiske folk ind på hotellet, og Liz bliver stærkt betaget af dem og deres magi, og vil for alt i verden ønske hun kunne rejse bort med dem. Men alt er ikke så fint i kanten igen og historien viser hvilke ubehagelige konsekvenser der kan være ved blind besættelse.

Ferret Steinmetzs Camera Obscured bygger på en velkendt formel fra historier henvendt til unge, og gør det ganske godt med at bruge et enkelt science fiction novum til at fremføre en pointe. Victor Pino vil gerne være den bedste. Bare til et eller andet. I en verden hvor alt bliver optaget og logget på nettet fra folks videobriller, er der verdensranglister for hvad som helst. Efter at have opgivet at komme over rang 3,312,156 i verden som yoyo-spiller, beslutter han sig for at gå efter pladsen som verdens bedste elsker. Han udtænker en plan mod hvad han tror er skolens nørdede indelukkede pige, men hun viser sig ikke at være så nem at narre, og hun viser ham en verden udenfor nettets overvågning og ranglister. Historien er uden de store overraskelser, og fortællingen om at folk ikke altid er som de ser ud til, samt moralen om at man ikke behøver at være verdensmester for at være god, er set utallige gange i mange ungdomsfilm, men novellen gør det godt og inddrager science fiction elementet med en nutidig relevant pointe.

Mike Resnick er sådan en forfatter hvis noveller jeg for det meste finder ulidelige, men til gengæld elsker at kritisere. Til Soulmates har han allieret sig med Lezli Robyn, men det kan ikke umiddelbart ses. Det er typisk Resnick hele vejen igennem. Gary arbejder som nattevagt på en fabrik med en masse robotter. Han drikker lidt for meget, da han har svært ved at acceptere at det var ham der slukkede for sin afdøde kones respirator. Han falder i snak med en af robotterne og de diskuterer liv og død og den slags. Resnick kombinerer altså hans velkendte formel med gamle mænd og deres tabte kærlighed med hvad der lader til at være hans nye fascination, startende med hans Hugo-nominerede Article of Faith, om robotters følelser og menneskelighed. Udover det selvfølgelig altid er gabende at læse Resnicks følelseseskapader, er hele novellen blot en konstrueret samtale mellem Gray og denne robot, som ikke har nogen realistisk historie at fortælle i sig selv, men bare er skabt for at Resnick kan komme ud med sin lommefilosofi. Men mon ikke den bliver Hugo-nomineret til næste år.

Brenda Cooper skriver om en verden ramt af tørke i In Their Garden, hvor en gruppe botanikere har slået lejr inde i en botanisk have, for at bevare noget af plantelivet. Paulette er vokset op derinde, men vil gerne lære mere om verdenen udenfor. En interessant verden, men novellen er alt for kort til at det giver noget.

Tidsrejsehistorier er sjældne i magasinerne nu om dage, men Steve Rasnic Tem har skrevet en med The Day Before the Day Before. Fortælleren arbejder for et team under navnet Office 87, der angiveligt er tidsrejsende der retter op på ting i fortiden, omend nærmere detaljer gives ikke. Tidsrejserne tilbage til fortællerens egen barndomstid får ham til at tænke på en bordbøn han lærte som barn, om at lære af gårsdagens fejl og gøre det bedre i dag. Symbolikken er nok vigtigere end selve tidsrejseaspektet.

Historier om intelligente huse troede jeg hørte den fjerne fortid til, men åbenbart ikke, for Benjamin Crowell har skrevet en tankevækkende beretning om en kunstig intelligens der styrer et hus i Tear Down. En ny familie flytter ind i huset og de overvejer at erstatte den eksisterende kunstige intelligens med en nyere, og det semi-bevidste hus ved ikke helt hvordan den skal tackle dette. Udforskningen af psyken for kunstige intelligenser var langt mere interessant heri end i Resnicks novelle.

Her Heart’s Desire af Jerry Oltion er endnu en kort fantasy novelle med en morale af en slags. Patrick støder bogstaveligt talt ind i Michelle på gaden, hvilket gør at hun taber den glaskrukke der skulle indeholde alt hvad hendes hjerte kunne begære. Hun bliver temmelig vred, Patrick prøver at berolige hende, men finder ud af at magien fra krukken åbenbart har ramt ham, for hele hans liv er pludselig noget andet. En ret banal historie med en morale om, at man skal passe på med hvad ønsker sig.

En lang novelle fra Kristine Kathryn Rusch er altid velkommen og med Broken Windchimes går hun helt nye veje. Hun beskriver en mandelig sopran der synger en slags opera for rumvæsenerne på Djapé. En yderst krævende disciplin, hvor selv den mindste fejl i ens sang betyder, at man aldrig kommer til at stå på den scene igen. Sopranen har klaret det i mange år, men en aften går det galt og hele hans liv bliver vendt rundt. Han beslutter sig for at tage tilbage blandt mennesker igen, for at lære om menneskets musik, som han intet kender til efter sit liv på Djapé. Det første sted han finder vej til er en bluesklub, og han bliver voldsomt betaget og forvirret over at musikken har så meget variation, sangene aldrig lyder ens den næste aften, hver en tone rammes ikke rent og alle de mindre perfekte ting vi kender fra vores musik. Han falder i snak med forsangeren fra livebandet og dermed får vi noget at vide om hvilken verden det hele udspiller sig i, og hvordan unge drenge sendes til Djapé for at blive sopraner i deres musikstykker. Det er ikke nogen sindsoprivende historie og spændingskurven er temmelig flad, men Rusch viser en fascinerende verden, en god menneskelig historie og hun er efter min mening en af dem der formår at bruge kortromanformen på en fornuftig måde.

Handlingen er ret ligetil. En mand, som blot benævnes som the Time Traveller, har bygget en tidsmaskine, og overfor et selskab, der ligeledes blot beskrives med titler som the Medical Man og the Editor, beretter han om sin rejse mange tusind år ind i fremtiden. Der finder han et meget primitivt folkeslag der lever ganske fredeligt uden at foretage sig ret meget. Han undrer sig over hvordan dette er muligt, og han finder frem til at en hel race af abelignende primitive undermennesker der lever under jorden, holder en hel masse maskineri i gang, der gør det søde liv på overfladen mulig. Han konkluderer at hans tids klassedelte samfund har udviklet sig til to forskellige menneskeracer, begge fastløst til hver deres liv.

Romanens alder slår ikke helt så meget igennem som jeg havde frygtet. Sproget er enkelt og ligefrem, men fortællingen er lidt tung i det, da det hele blot er en lang talestrøm fra denne Time Traveller. Det er en af de klassiske science fiction værker der med rette refereres til ofte, og derfor vel burde læses, men jeg må dog indrømme at jeg ikke synes jeg har fået forfærdelig meget ekstra ud af det, end ved blot at have almindeligt kendskab til historien og dens hovedpointer.

Filmen begynder med at vi ser James Kirks far, der er på skibet USS Kelvin der bliver angrebet af et gigantisk Romulansk rumskib, og hvordan han ofrer sig for at redde den øvrige besætning, og ikke mindst hans kones ufødte søn, som selvfølgelig bliver født ganske kort efter og bliver tildelt navnet James Tiberius Kirk. Dernæst springer man hurtigt henover Kirks ungdom på landet i staten Iowa, hvordan han klarer sig igennem akademiet og via diverse tilfældige omstændigheder møder Uhura, McCoy og ikke mindst Spock. Hovedkulds bliver de kastet ud i en storstilet redningsmission til planeten Vulcan, der er under angreb. Det viser sig at være samme ukendte Romulanske skib som dræbte Kirks far, der er på spil og er tilsyneladende i færd med at ødelægge hele planeten, ved at bore et sort hul ned i kernen der så opsluger planeten. Det er en hævngerig Romulaner ved navn Nero der er på spil. Han kommer fra fremtiden, hvor hans planet Romulus er gået under i en supernova, og det mener han er Spocks skyld, så derfor skal hele Vulcan og dets 6 mia indbyggere udryddes. Bagefter er planen at alle Føderationens planeter skal have samme tur. Spock og Kirk er ikke kommet så godt ud af det med hinanden til at starte med, men det løser sig undervejs og ikke overraskende bliver Nero stoppet inden det går helt galt.

Den grundlæggende historie og plottet fungerer faktisk rigtigt godt, selvom beskrivelsen ovenover måske kan lyde lidt langt ude. Selvom mødet med den øvrige velkendte besætning er lidt påklistret, så er det jo forholdet mellem Kirk og Spock der er det mest interessante og også det mest gennemførte. Jeg er dog lidt i tvivl om hvor meget mening det giver for nytilkomne, men der var i hvert fald masser af guldkorn til de gamle fans. Nogen havde frygtet at den nye film vil ende i rene eftekter og action, og selvom de faktisk fik ret, så synes jeg ikke det gør noget, for det fungerer faktisk et langt stykke af vejen. Der er fuld blus på hele vejen igennem, men det går ikke udover hele Star Trek “auraen”, som var tilfældet med Nemesis. Dog synes jeg det er unødigt meget nævekamp.
Der er så også en række elementer jeg var mindre begejstret for. Man har skåret enormt meget af dialogen og det er temmelig sparsomt med scener hvor skuespillerne kan vise deres præstation af den karakter de spiller. På en måde er det nok meget godt, at man er gået væk fra de mange lange samtaler der har præget de tidligere film og serier, som jeg har også har hørt fremført som kritikpunkt fra ikke-fans, men man er gået for langt, til det stort set kun er hurtige one-liners. Hurtige rappe bemærkninger som skal få publikum til at grine, og mængden af latter har da nok også været noget større end ved ved øvrige Star Trek film. Min største anke ligger dog hos skurken Nero. Han er simpelthen kedelig som skurk og der er ikke gjort ret meget ud af at gøre ham interessant eller hans hævnmotiv bare en anelse forståelig. Det er udtryk for fantasiløshed, når den eneste måde man kan gøre skurken ond på, er ved at komme med tomme trusler om at han vil udslette tusindvis af planeter og tage milliarder af menneskeliv. Specielt når truslen aldrig virker rigtig overhængende. Det har været det præcis det samme problem med de to forgående film, hvor skurken heller ikke fungerede. Ligeledes forstår jeg heller ikke at man har gjort Nero til Romulaner. Han ligner ikke en, opfører sig ikke som en og det er ikke specielt vigtigt for plottet. Og det er synd, for Romulanere har været nogen af de absolut bedste skurke i serierne.

Men men men, samlet set er jeg yderst positiv. Den er i hvert fald flere niveauer bedre end Nemesis og Insurrection, og med den måde historien er blevet tilrettelagt på, kunne det godt tyde på at Paramount virkelig seriøst ligger an til at lave nye Star Trek serier eller i hvert fald flere film, med det nye hold skuespillere til de velkendte roller.