Første historie er en kortroman af Kristine Kathryn Rusch, og den er klart den bedste historie i Asimov’s i 2010. Becoming One With The Ghosts er sat i samme univers som Diving Into The Wreck og følger denne gang ikke Boss, men derimod kaptajnen Cook der må nødlande for at foretage reparationer. Men den base de er landet på er ikke som den plejer. Den virker som forladt for mange år siden og besætningen begynder at overveje om deres særlige rummotor, med dens uforståelige fysiklogik, har sendt dem mange år frem i tiden. Historien fungerer så godt at den helt sikkert vil underholde og fascinere alle, men samtidig er der lidt ekstra hvis man kender til de andre historier i samme univers fra Diving Into The Wreck.

Kij Johnson er i det poetiske hjørne med Names for Water, der handler om en pige der på vej til en time på universitetet modtager et opkald på sin telefon, men der er tilsyneladende bare støj i den anden ende – eller lyden af vand, og hun begynder at drømme sig væk i helt andre tanker.

Så er der Mike Resnick – en forfatter hvis historier jeg plejer at skrive rimelig dårligt om, men denne gang tager han mere pis på genren, fremfor det evindelige følelsesporno med gamle mænd og deres gamle flammer. Plottet er vist set før, men stadig sjovt. En mand er indlagt på et sindssygehospital fordi han siger han er en stor rumhelt som taget ud af en tegneserie, hvilket han ihærdigt fortæller doktoren, selvfølgelig uden at kunne bevise noget som helst. Ingen overraskelser, men det er okay morsomt.

No Distance Too Great af Don D’Ammassa kunne tilgengæld godt have være skrevet af Mike Resnick. Historien følger Jason ombord på et eller andet ruterumskib i hyperspace. Han savner sin afdøde kone forfærdeligt meget og holder sig meget for sig selv. Da rumskibet bliver strandet i hyperspace bliver han bare endnu mere mærkelig og begynder at se sin kones skikkelse ude i hyperrummet. Meget intetsigende novelle.

Dummy Tricks af R. Neube er også svær at blive klog på. Novellen følger manden Hal, der har en særlig sygdom der gør ham immun overfor et klima på en isplanet der ellers er farlig for de fleste andre mennesker. Han kan derfor høste en særlig sjælden plante eller noget. I historien støder han så på nogle pirater der alligevel trosser planetens farlige klima, og dem henretter han så en for en. Forfatterens pointe gik tabt for mig.

Felicity Shoulders prøver noget anderledes med tidsrejser i sin The Termite Queen of Tallulah County, der følger en skadedyrsbekæmper der bruger en tidsmaskine i sit arbejde. I stedet for at udrydde termitterne i dag, er det smartere bare at rejse tilbage i tiden og fjerne dem inden de formerer sig og gøre større skade. Novellen rummer ikke de store overraskelser, men idéen er sjov og velfortalt.

Tanith Lees Torhec the Sculptor fortæller historien om skulptøren Torhec der har gjort det til sin stil at ødelægge alle sine kunstværker efter de har været udstillet. En rigmand forsøger dog at købe et af kunstværkerne. Ligegyldig historie.

Will McIntosh vandt en Hugo sidste år for Bridesicle, men The Bride of Frankenstein blev godt nok ikke nomineret i år. Det er dog stadig en rigtig sjov historie, og noget helt andet end Bridesicle, om to hold omrejsende falske Frankensteinmonstre der rejser fra by til by og holder shows. Historien ender dog langt mere alvorlig, da et rigtigt Frankensteinmonster kommer ind i billedet.

I Kate Wilhelms Changing the World beslutter Mel sig for at fabrikere en masse falske beviser for at regeringen har hemmeligholdt kendskab til rumvæsener og UFOer i årtier, hvilke han spreder via en anonym blog. Mediemøllen tager fart og inden han får set sig om er emnet taget op i de seriøse medier og rigtig mange begynder at tro på det. Forfatterens pointe er selvfølgelig sat lidt på spidsen, men virker alligevel ikke så fjern fra virkeligheden igen. Det er jo set hvor hurtigt rent opdigtede historier kan sprede sig uden videre kildekritik i de etablerede medier. På den måde minder den en del om Never Saw It Coming fra Analog, October 2010.

Under the Thumb of The Brain Patrol af Ferrett Steinmetz er en besynderlig historie om David der bliver godt og grundigt mobbet af nogle hyperintelligente børn på hans skole. En dag trækker de ham ind i et bizart videnskabeligt eksperiment. De vil lave rollespilsstatistik med rigtige mennesker, og den stakkels David bliver forsøgskanin i en rigtig gengivelse af et typisk fantasy rollespil. Novellen rummer bare alt for mange koncepter på samme tid og historien når aldrig at udvikle sig ordentligt, da det meste bare er et langt tilløb.

Sidste historie hedder Several Items of Interest, er skrevet Rick Wilber og sat i et univers han har skrevet i før hvor Jorden er blevet besat af rumvæsener. Denne kortroman handler om to brødre og hvordan de på forskellig vis blev ramt af invasionen og hvad der siden er blevet af dem. Muligvis er dette interessant hvis man har læst andre af Wilbers historier, men jeg blev ikke fanget.

I første historie, Backlash af Nancy Fulda, sker der en frygtelig masse på kort tid. Det kunne være taget ud af en moderne musikvideoklippet technothriller film. Pensioneret special ops agent Eugene Gutierrez har en fredelig aften på en restaurant, men da han modtager en “fortune cookie” med en mærkværdig besked på, vælter verden omkring ham. Skudvekslinger, agenter fra fremtiden, terrororganisationer og bombetrusler i et virvar. For så vidt en potentiel interessant tidsrejsehistorie, om agenter der giver opgaver til dem selv tilbage i tid kombineret med en oprørsk datter med mulige forbindelser til en terrororganisation, men det går simpelthen for hurtigt i denne novelle. Hele situationen køres op en spids på meget kort tid, og falder ligeså hurtigt ned igen.

The Palace in the Clouds af Eugene Gutierrez er noget med Venedig og om en by oppe i skyerne. Bedre kan jeg ikke forklare det. Er ikke helt sikker på hvad det gik ud på.

Historier om generationsrumskibe der har været så længe undervejs, at dets beboere ikke længere ved hvor de er eller hvorfor, er set nogen gange før. Benjamin Crowell forsøger sig med det i Wheat Rust uden helt at bidrage med noget nyt. Novellen følger en casanovatype der hygger sig med en dame i græsset, da de bliver afbrydt af to mænd der falder ned fra himlen. De kommer fra en mere udviklet del af rumskibet, og hovedpersonen her bliver lokket ind i en mission der sender ham til andre ukendte del af skibet.

Mary Robinette Kowal bidrager med For Want of a Nail der er nomineret til en Hugo i novellekategorien. Her er vi igen på et generationsrumskib, men det ved dem ombord godt. Problemet opstår da en families robot, som de bruger til at optage og iagtage alle familiens vigtige øjeblikke med, altså en slags familiedagbog, går i stykker. Cordelia er hende der har ansvaret for robotten, og hun er desperat efter at få den repareret. Men i sin jagt efter reservedele finder hun frem til nogle gemte familiehemmeligheder. Ganske fin novelle med flere originale idéer, der bestemt er en Hugo-nomination værdig.

Geoffrey A. Landis leverer den Hugo-nominerede kortroman The Sultan of the Clouds. En hard sf historie af den gamle slags. Historien følger David, der er teknisk assistent for den dygtige forsker Leah, som han iøvrigt er håbløst forelsket i. De bliver inviteret til Venus af planetens mest magtfulde familie, angiveligt i et videnskabeligt ærinde. Venus er koloniseret i form af flyvende byer og de fleste af disse byer er altså ejet af denne familie. Stakkels David bliver helt uforvarende rodet ind i lokale politiske intriger og det går op for ham, at familiens kommende arving, har helt andre udspekulerede planer end blot at snakke spekulativ forskning. Som det så ofte er med hard sf forfattere, duer de ikke rigtig til at skrive interessante personer, hvilket denne historie egentlig kræver for at komme op på et højere niveau. De rent tekniske og videnskabelige idéer bag denne måde at leve på Venus på er dog ganske fascinerende, så Hugo-nomineringen er delvis forståelig, men jeg tvivler på den vinder.

Første historie er That Leviathan, Whom Thou Hast Made af Eric James Stone handler om en mormonpræst der er præst for nogle rumvæsener der har tilsluttet sig denne kirke. Rumvæsenerne bliver kaldt for ‘swales’ og er gigantiske væsener bestående af plasma der lever inde i solen. Præsten har en samtale med en mormon swale der fortæller at den er blevet voldtaget, og ikke ved om det er syndigt eller ej. Præsten bliver oprørt over at finde ud af at voldtægt tilsyneladende er helt acceptabelt i deres kultur, så han vil straks tage kontakt til den ældste swale. En forsker der arbejder på at forstå dette samfund mener selvfølgelig det er en dårlig idé at blande sig i deres kultur, og det giver anledning til en forudsigelig moralsk konflikt og diskussion om hvorvidt det er i orden at presse jordiske moralske normer nedover nogle helt fremmede væsener. Forfatteren virker ikke prædikende specielt for den ene eller anden part, men det gør så også samtidig at historien mangler kant og dermed bare bliver forudsigelig.

David D. Levines Pupa er en særlig type science fiction historie jeg aldrig helt bliver venner med. Det foregår (næsten) udelukkende på en fremmed planet med rumvæsener, hvilket selvfølgelig i sig selv er interessant, men fordi det hele bare bliver så mærkeligt uden at man har noget jordisk referencepunkt, er det svært at fange interessen. Men i hvert fald handler novellen om et yngre medlem af denne insektligende race der ser sin mor blive slået ihjel, men i dette samfund er der åbenbart ikke nogen der lytter til ikke-voksne væsener, så vores hovedperson har svært ved at få opmærksomhed om sin situation. Novellen ender godt nok til sidst på Jorden, men i det store hele er denne race bare uinteressant og hele problemstillingen med at de ignorer de yngre virker kunstig, fordi man ikke får nogen forklaring på hvorfor de er ligeglade.

Richard A. Lovett forsøger med humor i first contact historien Spludge. Rumvæsener besøger Jorden, den amerikanske præsident tager pænt imod osv., men vores hovedperson er overbevist om at rumvæsenerne bare er i færd med at lave en stor practical joke med os jordboere. Det er ikke hylende morsomt, men idéerne er ganske originale.

Mere seriøs er Red Letter Day af Kristine Kathryn Rusch der beskriver en verden hvor tidsrejser er mulige, men man er nået til enighed om at det simpelthen ikke duer i praksis at den teknologi er frit tilgængelig, så i stedet giver man alle muligheden for at sende et brev til deres tidligere jeg i skolealderen. Historien følger en skolepsykolog som hvert år får til opgave at tage sig af de børn der ikke får noget brev fra deres fremtidige jeg. Rusch har ikke nogen radikale idéer med hensyn til tidsparadokser og hvad deraf følger, men hun skriver som altid godt.

Flotsam af K.C. Ball er en af de kedelige skabelonskrevne Analog-historier. En lille rumstation med tre besætningsmedlemmer bliver ramt af et eller andet der ødelægger vitale systemer om bord, og fordi firmaet har slækket på sikkerheden for at spare penge, ser deres chancer sorte ud. Men lidt kreativ problemløsning redder dagen.

Jerry Oltions The View From the Top foregår også på en rumstation, men her er problemet af emotinel karakter, da en af astronauterne ikke længere kan styre sine følelser og derfor må se sin drøm om at blive astronaut forsvinde næsten inden den var begyndt.

Hvad gør man hvis man har overladet verdensherredømmet til en computer og den beslutter sig for at Jordens overbefolkningsproblem skal løses ved at den ene halvdel skal udryddes? Det er i al sin enkelhed udgangspunktet for Kyle Kirklands Sandbagging. En ung forsker mener han har en måde at forhindre det på, men intern rivalisering med kollegaer kommer i vejen i denne noget utroværdige historie.

Til sidst finder vi en af dette års Hugo-nominerede novelettes. Det er Sean McMullens Eight Miles der faktisk godt kunne have været en pulp historie fra starten af århundredet, dog noget bedre skrevet. Historien udspiller sig i London i midten af 1800-tallet og følger Harold Parkes der lever af flyvninger over London i ballon. Han bliver en dag kontaktet af Lord Gainsley der vil have ham til at tage sin ballon op i så højt et luftlag som muligt. Det skyldes han har fundet en pige som han mener stammer fra de højere luftlag, og hendes hjerne fungerer derfor ikke nede ved jordoverfladen. Idéen er at bringe hende op i de højere luftlag og forsøge at kommunikere med hende. Yderst velskrevet historie, men jeg tror nu ikke den vinder en Hugo trods alt.

Superluminosity er Alan Wall er en mærkelig tidsrejsehistorie. Den er fyldt med sjove detaljer om denne Tachyon Constellator der fungerer som tidsmaskine, men selve plottet er temmelig tåbeligt, da det handler om en mand der skal rejse et par hundrede år tilbage i tiden for at finde en lædertaske til sin kone, eftersom ægte læder er blevet forbudt.

Carol Emshwillers The Lovely Ugly handler om menneskers første besøg på en beboet planet, men fortalt fra de indfødtes synsvinkel. Tydeligvis højtudviklede og intelligente væsener, men overfor menneske virker de primitive. Det giver nogle løjerlige iagtagelser af menneskenes adfærd og ikke så få misforståelser.

Ian Creasey beskriver en post-apokalyptisk fremtid i Crimes, Follies, Misfortunes and Love hvor historiens hovedperson er arkæolog og søger især efter personlige optagelser fra almindelige menneskers liv fra vores tid og lidt frem. Folk var meget narcisistiske og gemte hvad som helst fra deres liv online (en tydelig videreførelse af vor tids brug af sociale medier). Hovedpersonen prøver dog også at finde ud af noget om sine egne forældre, og må træffe nogle personlige valg undervejs, og om hun virkelig ønsker at vide alt.

The Battle of Little Big Science af Pamela Rentz er en anden tidsrejsehistorie, dog uden at være en rejse som sådan, da der kun er tale om at kunne se tilbage i tiden. Agnes Wilder arbejder på et projekt der gør det muligt at se tilbage i tiden, men hendes investorer vil gerne snart se resultater eller i hvert fald en demonstration, så det må hun arbejde hårdt på at få gjort klar. Ikke meget andet til den historie egentlig.

Alexander Jablokov leger videre med det at vi bruger “tags” på så godt som alt på nettet i sin novelle Warning Label. Her er konceptet ført videre i en fremtid med såkaldt “augmented reality” hvor alt i den fysiske verden også er plastret til med mærkater eller labels som det hedder i historien. Historiens to hovedpersoner prøver at finde ud af hvorfor alle labels tilsyneladende forsvinder fra en statue af en gammel politiker i byen. Jeg tror det er en slags krimi, men hvad pokker der var så specielt ved den statue blev aldrig klart for mig.

J.M. Sidorova skriver historisk fiktion, ikke direkte alternate history, i The Witch, the Tinman, the Flies. Det foregår i Sovjetunionen i 40′erne og historien følger en ung pige der bliver meget fascineret af en ældre dames videnskabelige eksperimenter med fluer. Eksperimenter der angiveligt har noget med genteknologi at gøre. Men som sagt bliver der ikke rigtig noget kontrafaktisk historiedigtning ud af det, og historien er mere en skildring af livet under kommunismens diktatur.

Nick Wolven beskriver en rigtig grum fremtid i On the Horizon. Hovedpersonen er en dømt forbryder der som straf er blevet biologisk modificeret på en sådan måde at han kan opfange negative “vibrationer”, og det udnytter politiet til at opklare forbrydelser med. Ubehagelig, men god historie.

Til sidst finder vi Gregory Norman Bosserts Slow Boat, hvori en kvinde finder sig selv værende ombord på et fragtskib med kurs mod Mars. Hun har dog god tid til at finde ud af hvem der har kidnappet hende og hvorfor de ville have hende til Mars, samt udtænke en hævnaktion mod dem. Interessant koncept må jeg sige.

Første historie er en fortsættelse til From the Ocean’s Depths fra martsnummeret, og som titlen Into the Ocean’s Depths tydeligt viser, så er de to venner fra sidst nu dem der skal ned i havets dyb og besøge dette søfolk. Det er en temmelig kedelig efterfølger, da det blot bliver et ordinært voldeligt eventyr, hvor disse to mennesker og deres avancerede maskiner, får udryddet en konkurrende ondere race i denne havverden.

The Jovian Jest af Lilith Lorraine er en sær størrelse, der starter som en traditionel historie om et mystisk meteornedfald midt ude i ingenting, men det viser sig at bære på et uhyre intelligent rumvæsen. Resten er sådan set bare en lang tør monolog fra dette rumvæsen, der vil fortælle menneskene at de nu er blevet opdaget i universet som en intelligent race, men at de stadig er på babystadiet.

I Victor Rousseaus The Atom-Smasher blandes vanvittige opfindelser, tidsrejser og Atlantis-myten i et brag af en adventurefortælling. Ved mere eller mindre et tilfælde fik en kemiker skabt en tidsmaskine, i sin søgen efter atomets inderste bestanddele. Det viser sig at han er rejst tilbage til tiden hvor Atlantis stadig eksisterede og bliver dermed rodet ind i en konflikt atlantisboerne har med nogle andre samfund. Det hele bliver meget blodigt og det ender selvfølgelig med at vi får en forklaring på hvorfor Atlantis styrtede i havet. Historien rummer nogle interessante idéer med hensyn til tidsrejser, dimensioner og anden typisk pulp-videnskab, men det meste består af krig, vold, jalousi og hvad det ellers fører med sig.

Første historie er William Prestons Helping Them Take the Old Man Down, der er en slags superheltehistorie med pulpinspiration. Handlingen finder sted kort efter 9/11, hvor myndighederne prøver at finde hvad der tydeligvis er en superhelt, blot kendt som “the old man”. Jeg havde det indtryk da jeg læste den, at der var en masse referencer til amerikansk populærkultur jeg ikke fangede.

Mere ligetil, men også temmelig kedelig, er Centaurs af Benjamin Crowell, om en pige der har mødt en fyr online, som hun gerne vil besøge, men da hun lever ude omkring Neptun sker der lidt drama undervejs.

Lidt mere speciel er Alexander Jablokovs Blind Cat Dance, der beskriver en fremtidsverden hvor man har modificeret en række vilde dyr på en sådan måde, at de kan gå rundt i storbyen blandt mennesker, men dyrerne tror stadig selv de lever i naturen. Det er ikke helt klart hvordan og hvorfor dette hænger sammen, men det fungerer bedst sådan. Novellen er stemningsfuld og original.

I den mere pjattede ende finder vi Ticket Inspector Gliden Becomes the First Martyr of the Glorious Human Uprising af Derek Zumsteg. En kort novelle hvor vel nok Jorden er regeret af rumvæsener, men de skal altså overholde billetreglerne for togene i Berlin ligesom alle andre!

Will Ludwigsen har skrevet sin historie The Speed of Dreams som en skoleopgave. Opgaven er skrevet af en pige i ottende klasse, der har nærstuderet sin hunds drømme som væddeløbshund. Interessant koncept.

Med Kristine Kathryn Rusch på coveret havde jeg gode forventninger, men The Tower er ikke i hendes sædvanlige stil og slår ikke rigtig an. Det er en tidsrejsehistorie hvor en gruppe tager tilbage til 1641 for at undersøge et historisk tyveri på kronjuvelerne begået i Tower of London. Resten er næsten for forudsigeligt, og det virker som en af den slags historier, hvor forfatteren garanteret har hygget sig med at grave i historiske detaljer, men hvor produktet ikke er synderligt interessant for læseren.

Harrison har taget udgangspunkt i den indlysende, men alligevel stærkt originale idé, at en tidsmaskine selvfølgelig ikke vil blive brugt til hæderlige videnskabelige formål, men vil blive udnyttet kommercielt. Fx af Hollywood. Historien følger producer/instruktør Barney Hendrickson, der i sin desperation efter at bevare sit arbejde, får en aftale med en professor der har opfundet en tidsmaskine, om at bruge maskinen til at rejse tilbage i tiden og indspille en film. Nærmere betegnet en vikingefilm i år 1000 om vikingernes formodede opdagelse af Vinland (Amerika). I første omgang tænker han blot på at spare omkostninger til kulisser, statister og den slags, men ser hurtigt store muligheder i at man kan rejse tilbage til en vilkårlig tid, blive der i månedsvis, og komme tilbage til nutiden en brøkdel af et sekund efter. På den måde får han iværksat at få skrevet manuskript, filmet og produceret hele filmen på en weekend, ved at rejse med et helt filmhold til ellevte århundredes England. Vikingerne er dog ikke helt så samarbejdsvillige og tiden er ikke helt så nem at holde styr på, selvom man har en tidsmaskine.

Harrison skriver let fordøjeligt, underholdende, medrivende og med en fantastisk portion humor og satire. Det bliver ikke pjattet falden på halen komik, de fleste morsomheder har faktisk enten en satirisk kritisk vinkel til Hollywoods måde at se verden på eller tankevækkende problemstillinger ved tidsrejser. Og selvom det hele går amok med tidsløkker, selvmodsigende paradokser og meget andet, er det altså gennemtænkt og hænger sammen hele vejen. Harrison har valgt en vinkel på tidsrejseproblematikken og holder sig til den. Bogen fungerer stadig i dag, for Hollywood fungerer jo grundlæggende på samme måde, og sjove tidsrejseplots bliver man ikke sådan lige træt af.
Den er hurtigt læst og kan kun varmt anbefales til alle.

Udgangspunktet følger novellen ganske godt. Det er år 2055 og firmaet Time Safari tilbyder, som de eneste, rejser tilbage til dinosaurenes tid hvor man kan få lov til at dræbe en Tyrannosaurus Rex. Der er dog meget strenge regler for at man endelig ikke må ændre noget i fortiden. Derfor går man på en kunstig vej i junglen, skyder kun på et dyr der alligevel ville være død få minutter senere, og man må under ingen omstændigheder træde uden for den kunstige vej eller tage bare så meget som et gram med hjem. Det går selvfølgelig galt og tidslinjen har ændret sig. Her stopper novellen, hvor filmen tager det flere skridt videre. Virkningen er ikke øjeblikkelig, men kommer i bølger – tidsbølger, der på ægte speciel effect vis skylder som en tsunami indover storbyen. Først ændres klimaet, derefter begynder gigantiske planter at skyde op alle vegne, dyrene ændre sig osv. Forklaringen er at evolutionen har ændret sig, og alt efter hvor højt udviklet livsformen er, vil den ændre sig i bølger. Mennesket kommer til sidst. Filmen udvikler sig altså til en regulær katastrofefilm, hvor heltene skal finde en måde at rette op på tidslinjen igen.

Filmen kunne egentlig godt have haft potentiale, og udvidelser af den originale novelle var ikke dårlige, for ellers var det nok blevet en kortfilm. Det går bare galt på så mange måder. At skuespillet er så elendigt som man nu kan forvente det er acceptabelt, men speciel effectsene er virkelig mange gange under lavmålet for en film fra 2005, selv for en film med et budget på “kun” 80 millioner dollars. Stort set alle baggrunde og udendørsscenarier er lavet med skuespillere der står foran en bluescreen med halvdårlig computergrafik i baggrunden. De forskellige monstre er acceptable, men heller ikke på højde med standarden. Og i følge en anmelder på IMDb er der en mulig god forklaring på dette.
Selvom tidsrejser i forvejen er ude på det videnskabelige overdrev, så er forklaringen med tidsbølger der ruller evolutionen over i den nye tidslinje simpelthen for langt ude. At gøre det på den måde virker også unødvendigt, for der kunne sikkert godt have kommet en ganske interessant film ud af egentlig bare at køre historien videre fra hvor novellen sluttede, hvor samfundet er ændret på en række større og mindre punkter, men uden det dommedagscirkus.

Men okay, for en halvanden times underholdning kan den da gå an. Alle klichéer bliver overholdt og om ikke andet kan man da grine af det.

Sæson 5 står i kærlighedens tegn. Der er adskillige romancer og jeg tror ikke nogen af de andre Star Trek serier har ladet så seriøse kærlighedsforhold udspille sig, hvor det strækker sig over mange afsnit, endsige hvor personerne udvikler sig så meget samtidig. Det hele sker altså ikke på en gang i et afsnit, men strækker sig som små sidehistorier hele sæsonen igennem. Worf og Jadzia har noget kørende, Rom og Leeta fumler lidt med deres følelser for hinanden, og Odo og Kira prøver at holde igen. For resten af persongalleriet er det stærke venskaber der knyttes. Bashir og O’Brien, Garek og Ziyal, og på deres egen firnulige måde – Quark og Odo. Alt dette står selvfølgelig i skærende kontrast til den krigsstemning der så småt er ved at tage over. Men helt generelt har serien et noget mørkere og knapt så positivt skær over sig i forhold til hvad Star Trek normalt har. Det foregår ikke i hjertet af den godt beskyttede Føderation og alle ubehagelighederne bliver ikke spolet tilbage i hvert afsnit. Jake Sisko oplever krigens grusomheder på egen hånd i …Nor the Battle to the Strong og Kiras venner bliver myrdet en for en i The Darkness and the Light. Den slags historier var aldrig gået i The Next Generation.

Hvad angår kvaliteten af de enkelte afsnit synes jeg sæson 5 ligger lidt lavere end sæson 4, men der er ingen direkte dårlige afsnit, kun nogen der falder lidt igennem på et par punkter. Det er fx The Ascent hvor Odo og Quark kæmper for at overleve på en barsk planet, som lider under det problem at man godt ved hvordan det ender. Eller Children of Time hvor det meste af seriens hovedpersoner strander på en planet og møder hvad der vil blive deres efterkomme 200 år senere, som selv for Star Trek går for langt væk for hvad man kan tillade sig af logiske plothuller. Der er dog også et af alle tiders bedste og mest berømte Star Trek afsnit – Trials and Tribble-ations, hvor Deep Space 9 besætningen havner tilbage på Kirks tid og indgår direkte i det klassiske afsnit The Trouble With Tribbles. Et andet fantastisk afsnit er Things Past hvor Kira, Sisko, Odo og Garek også havner tilbage i tiden hvor Deep Space 9 var under ledelse af Cardassia og i krig med Bajor.

Der sker meget og ingen af personerne er de samme som i starten af sæsonen. En type af personudvikling man heller ikke ser i de andre serier, og jeg går med store forventninger videre til sjette sæson.

Første historie, Dragon’s Teeth af Alex Irvine, er triviel high fantasy. Paulus er på en mission der går ud på at åbne en gammel grav. Da han gør det slipper en ånd ud og alle på nær Paulus selv bliver dræbt. Derefter får han en ny mission hvor han skal slå en drage ihjel. Ikke specielt interessant.

I Bad Matter af Alexandra Duncan befinder vi os mere end 500 år ude i fremtiden. Transport gennem galaksen bliver drevet af selvstændige familiegrupper med egen kultur og religion. Historien følger Saraih hvis far har foretaget en del studier af disse kulturer. En dag får hun et gammelt brev fra hendes nu afdøde far, sendt fra en af disse familier. Det ligger grunden til et spændende kig ind i interstellar handelskultur.

Terry Bisson tager flere genreklichéer og vælter dem fuldstændig rundt i Farewell Atlantis, hvori Stella og Frank vågner op på et rumskib uden at kunne huske noget. Rumskibets AI fortæller dem at de er de sidste overlevende mennesker og de nu skal befolke Jorden på ny. Men da de kommer ned til overfladen, finder de et New York fra nutiden fuldt befolket. Historien er egentlig bare fjollet, bygget op af situationskomik og den endelige afsløring af hvad der egentlig foregår og hvem de to er, er også temmelig langt ude, men det har skam noget med Atlantis at gøre. Tager man ikke novellen for seriøst, er den dog ok underholdende.

Hell of a Fix af Matthew Hughes er en syret morsom historie om himmel og helvede, dog ikke uden en vis seriøs pointe. Chesney kommer til at slå sig selv i fingeren med en hammer, og med hans eder og forbandelser hidkalder han en dæmon. Dæmonen insisterer på at han skal indgå en handel hvor han skal sælge sin sjæl til djævelen. Chesney afviser dog blankt, da han fastholder at han ikke havde intentioner om at hidkalde en dæmon, men blot bandede over sin forslåede finger. Men så går det helt galt. Alle dæmonerne i helvedet går i arbejdsnedlæggelse og det med store konsekvenser for livet på Jorden. Det er både fjollet, morsomt og godt skrevet, men det kan skam også tages lidt seriøst. Der er nogle pointer om hvordan vi mennesker bogstaveligt talt har brug for både djævelen og engel på hver af vores skuldre.

Brendan Du Bois tager os til en månekoloni i Illusions of Tranquility, og vi følger Eva som tager imod en rig turist fra Jorden. Vi finder ud af at de faktisk er ret fattige på månen, og Evas opgave er blandt andet at lokke turister til at købe dyre souvenirers. En okay novelle.

Kit Reeds The Blight Family Singers er en den type historier i F&SF der keder mig, hvor forfatteren går alt for meget op i det stilistiske og formen, hvor et egentlig plot glemmes. I denne er det noget med en mindre by, hvor den kendte Blight Family er inviteret til at komme at synge i. Familien har en markant fortid.

Endnu en historie om en månekoloni får vi fra Sarah Thomas med The Economy of Vacuum, men den eneste beboer er Virginia Rickles. Der går noget galt på Jorden. En større krig eller lignende bryder ud, og Virginia bliver totalt isoleret i årtier. Da der endelig kommer mennesker derop igen, er det to astronauter fra Guatemala og de diskuterer hvad de skal gøre af Virginia, der tydeligvis er stærkt mentalt medtaget af at have levet isoleret i så mange år. Og hun repræsenterer jo fjenden! En spændende måde at skildre en altødelæggende verdenskrig på.

Der er ikke meget fantastik over Iris af Nancy Springer. Den korte novelle handler om en ældre kvinde hvis datter Iris er død. Hun er temmelig fattig og mindes en aften hvordan det var at holde jul engang. Meget sørgmodig, men uinteressant historie.

Tim Sullivan har fundet en interessant ny vinkel på tidsrejser med Inside Time, men forspilder desværre chancen. Den kendte forsker Herel finder sig selv på en mærkelig rumstation, kun beboet af kvinden Mae. Han får fortalt det er en såkaldt “tidsstation” – en station i et knudepunkt mellem tid og rum. Hun forsikrer ham dog om at han snart vil blive hentet igen og taget tilbage til sin egen tid. Stationen er angiveligt bygget af nogen i en ukendt fremtid, for at samle tidsrejsende op. Efter noget tid dukker en ny mand op. En dømt kriminel, der ligesom Mae skal være på stationen for at udsone sin straf. Herel bliver meget jaloux og et banalt trekantsdrama udvikler sig, men det virker ikke troværdigt. Slutningen er god, men det banale jalousidrama kunne være bedre udført.

The Man Who Did Something About It er Harvey Jacobs er endnu en skrupskør novelle. Colin Kabe er en af verdens bedste automekanikere. En dag bliver han opsøgt af et lillebitte rumvæsen, der insisterer på at Colin kan fikse hans motor – og det skal gå stærkt. Colin indvilliger, men finder undervejs ud af hvad rumvæsenets mission på Jorden egentlig er. Det viser sig at Jorden skal udryddes, for at gøre udsigten bedre fra et nyt stort boligkompleks der skal bygges i solsystemet. Colin afvejer sin faglige stolthed med at reparere motoren op imod det ultimative foræderi mod Jorden. Der er nogle sjove scener undervejs, og slutningen vil bestemt irritere læseren, men det er den helt rette slutning.

Sidste historie, I Needs Must Part: The Policeman Said af Richard Bowes, er endnu en af disse mærkværdige historier uden mening, om en mand der opsøges af ånder i hans drømme og noget fra hans barndom dukker op igen.