Stanley Schmidt skriver i lederen lidt om naturparker og balancen mellem at sikre en vis bestand af dyreriget og samtidig overlade naturen til sig selv. Shane Tourtelotte giver et par tips til hvad der kan være godt for den tidsrejsende at tage med sig, hvis man vil have noget godt at sælge i den tid man rejser til, og John C. Cramer skriver lidt om hvad et typisk solsystem egentlig er. De fleste historier i dette nummer var ordinære og uinteressante.
Det begynder med en historie sat i den antikke romertid med Shane Tourtelottes The Man from Downstream, om en enke i en mindre landsby der indlogerer en fremmed mand der kommer til byen. Han gør sig hurtigt bemærket for sine fantastiske opfindelser, nogen mere succesfulde end andre dog. Uden den store overraskelse for læseren bærer det hen imod en afsløring af at han kommer fra fremtiden. En historie der forsøger uden rigtigt at slå an.
The Hebras and the Demons and the Damned af Brenda Cooper følger en kolonist på en planet med et temmelig fjendtligt dyreliv. Ikke meget mere at sige til den egentlig.
Carlo Rogersons Deca-Dad er en kort historie om en mand der møder sin tip-oldefar i sjette led, der har været ude i rummet i 250 år. Baggrunden ligger ikke helt klar, men det må antages at er tale om relative tidsforskydninger, og de to snakker lidt og det er sådan set det.
Carl Frederick skriver om en dyrepasser i en zoologisk have i Happy Are the Bunyips, hvor zooen en dag modtager to søde, men ikke helt definerbare dyr. Det antages at der blot er tale om en slags practical joke med gensplejsede specialdyr, men ligesom det heller ikke var den store overraskelse at der var tale om en tidsrejsende i The Man from Downstream, vil det nok heller ikke komme bag på mange at der er tale om væsener fra rummet her.
Patentlovgivning virker ikke som det mest spændende udgangspunkt til en science fiction historie, men Brian C. Coad gør et godt forsøg med A Placebo Effect, om en pensioneret patentjurist der pludselig bliver involveret i en international politisk krise mellem Indien og Kina, fordi han for mange år tilbage var med til at udforme et patent til en ny slags pille. Ikke nogen dårlig historie, men det kan kun marginalt kaldes for science fiction.
Christopher L. Bennett har skrevet en fortsættelse til The Hub of The Matter fra martsnummeret med titlen Home Is Where the Hub Is, og temaet er lidt det samme. De prøver stadig at finde ud af hvordan denne hub egentlig fungerer, da de opdager et hubadgangspunkt der ligger langt tættere på en planet end det allerede kendte punkt gør. Det er en stor opdagelse, men planetens ledere er ikke nødvendigvis interesseret i at det bliver afsløret, for de har allerede bygget hele deres økonomi op efter det andet punkt.
Dette nummers mest interessante historie er Primum Non Nocere af H.G. Stratmann, der beskriver en fremtid hvor alle mennesker har en chip indopereret som holder styr på deres fødevareindtag og sørger for de ikke bliver overvægtige. Adgang til fed og usund mad er ikke ulovligt, men strengt reguleret. Fx er det kun tilladt med en doughnut pr. dag pr. mand. Der eksisterer dog et sort marked for at deaktivere disse chips, men sundhedspolitiet indfanger folk hvis det bliver afsløret at de er blevet overvægtige. Novellen følger en ung kvinde der er blevet anholdt og anbragt på en diætklinik, hvor hun skal lære at blive en god sund og tynd samfundsborger igen. På klinikken kommer hun dog i kontakt med en leder af en oprørsgruppe, der kæmper imod de strenge sundhedsregler. Den politiske satire er et næsten for kedeligt eksempel på “overdrivelse fremmer forståelsen”, og selvom plottet faktisk overrasker og vender fuldstændigt rundt til sidst, så har forfatteren ikke gjort sin dystopiske fremtidsverden særlig troværdig. De fleste af siderne bliver brugt på at overlægen på klinikken holder lange taler for sine patienter, om hvordan samfundets sundhedspolitik er skruet sammen og hvorfor den er til for deres eget bedste. En masse information det må formodes at disse mennesker vil vide i forvejen. Bare ikke politikerne får lidt for gode idéer fra sådan en historie.
Dobbeltnumre af magasinerne er altid noget der er værd at se frem til. Først og fremmest fordi de ofte giver plads til kortromaner, et format der fungerer rigtig godt til science fiction, og så fordi kvaliteten generelt virker lige en tand højere end normalt. Der er skam også et par rigtig gode historier i dette nummer, og et par enkelte skuffelser. Sheila Williams tænker tilbage på et barndomsminde i 
Der er to Hugo nominerede noveller med i dette nummer, så det kan man jo ikke have andet end visse forventninger til. Sheila Williams skriver om 
Dette nummers noveller er desværre meget Analogsk med forudsigelige problemløsningshistorier uden de store overraskelser. Der er dog en enkelt Hugo-nomineret historie med. Stanley Schmidt skriver i sin spalte om hvordan vi dømmer noget hårdere hvis vores syn i forvejen er positivt, og Jeffrey D. Kooistra fortsætter sin kritik af temperaturmålinger brugt til at bevise den globale opvarmning.
Forsideillustrationen til augustnummeret er af en eller anden grund det samme som på C.S. Friedmans This Alien Shore, og så er det heldigvis også en samling bedre historier end sidste måned. Sheila Williams skriver om 
Der er kun tre historier at omtale i dette nummer, da det meste af pladsen går på tredje del af 
Som det kan ses har lysten til at læse Asimov’s ikke været så forfærdelig stor de sidste mange måneder. Martsnummeret fra i år rummer desværre heller ingen guldkorn, men for en gangs skyld vil jeg da kalde alle historierne for science fiction. Der er også et par enkelte gode i mellem. Sheila Williams skriver i lederen om nogle af de 
The Technicolor Time Machine fra 1967 af Harry Harrison er en af de mest fornøjelige humoristiske læseoplevelser jeg har haft længe. Det er tidsrejseparadokser så det batter hele vejen igennem, men umådeligt godt gennemført og internt konsistent. Selv mere end 40 år efter virker bogen ikke spor forældet.
Ray Bradburys novelle A Sound of Thunder hører til blandt hans bedste og mest kendte historier. Den er simpel og gennemslagskraftig om konsekvenserne ved tidsrejser. En oplagt historie at filmatisere, hvilket blev gjort i 2005 af Peter Hyams, der desværre endte som en slem fiasko.
Femte sæson af Deep Space 9 starter og slutter med bulder og brag, men det endelige slag mod the Dominion fra Alfakvadranten mangler stadig. Ind i mellem sker der en masse andet og i hovedtræk er sæson 5 ligesom sæson 4, en masse så godt som selvstændige afsnit af svingende kvalitet.