Det er så godt som umuligt at referere de fleste af novellerne. Der er både flyvende talende bondegårde, intelligente hummere og en kælemammut med et alkoholproblem. Dog også noget så jordnært som rumvæsener. Den jeg bedst kan skrive noget om er titelnovellen Antistof, der handler om at nogen finder en løsning på et NP-komplet problem der ligger indenfor P, hvilket får store verdensomspændende konsekvenser. Der er selvfølgelig også Hummere, der er første del af Accelerando, men der vil jeg henvise til den anmeldelse.

Ellers var min oplevelse med novellerne ikke noget særligt. Efter man efter lidt tids undren får opfanget at historien vitterlig handler om flyvende bondegårde eller kælemamutter, så er der ikke rigtig meget mere, og selvom det er tydeligt at Stross har mange vilde idéer, så blev jeg stort set aldrig grebet af nogen historie eller noget plot i nogen af novellerne.

Niels Dalgaard har transskriberet hele to indslag fra Fantasticon. Interviewet med Charless Stross og paneldebatten om britisk science fiction. Derudover har han oversat en artikel af Fiona Kelleghan med titlen De vilde humanister, hvor hun gennemgår en håndfuld forfattere der kan har en række ting tilfælles, herunder deres foragt for novellen The Cold Equations og nok en vis modstand til religiøse amerikanske republikanske politikere. Det drejer sig om forfatterne Greg Frost, Tim Sullivan, James Morrow, Robert J. Sawyer, Connie Willis og ikke mindst Kim Stanley Robinson.

En enkelt oversat novelle er det blevet til. Det er Stig W. Jørgensen der har oversat Matthew Johnsons The Coldest War fra februarnummeret af Asimov’s og ikke en finger at sætte på det.

I det 23ende århundrede er menneskeracen uden yderligere forklaring uddøde og solsystemet bebos nu kun af robotter. Handlingen følger sexrobotten Freya, der var så uheldig at komme ud fra fabrikken kort efter det sidste menneske døde. Da hendes evner er ubrugelige søger hun andre muligheder til at leve for. Hun får et tilbud fra den mystiske Jeeves organisation, om at fragte en pakke fra Merkur til Mars. Det fører hende ud i et komplekst spiondrama, hvor hendes evner som sexrobot også bliver flittigt brugt. Som Stross vist har for vane, udvikler plottet sig i sære retninger fyldt med forvekslinger, løgne og folk der arbejder for nogle andre end de giver sig ud for, og alt det der. Det er ikke meget vi får at vide om hvordan robotsamfundet er skruet sammen, men systemet er stærkt aristokratisk, hvor nogle få robotter i praksis holder de resterende som slaver.

Der er desværre en række ting der ikke fungerer for mig. Hele idéen med en verden kun med robotter uden mennesker bliver efter min mening ikke ordentligt udnyttet, i og med robotterne et langt stykke af vejen blot opfører sig som mennesker. De spiser, sover, drikker sig fulde, dyrker sex, har følelsesudbrud og taler og agerer som mennesker. Vel nok skal forklaringen findes i at menneskene selvfølgelig har skabt robotterne i deres eget billede, men det er ikke helt troværdigt at intelligente robotter ikke vil have udviklet sig mere effektivt uden mennesket. Stross’ måde at bygge et plot op på er jeg heller ikke denne gang begejstret for, hvor det ligesom med et par af de andre romaner, for meget handler om at forvirre og vildlede læseren så man taber tråden, og de endelige afsløringer ikke får den gennemslagskraft de burde. Men Stross skriver heller ikke science fiction som ligger solidt plantet i den eksisterende tradition. Han eksperimenterer og prøver noget nyt hver gang, hvilket nok gør ham lidt mindre tilgængelig.
Saturn’s Children skulle være stærkt inspireret af Heinleins Friday, så for Heinlein-kendere er den måske mere interessant.

Årets æresgæster var de britiske forfattere Charles Stross og Gwyneth Jones. Læsere af bloggen vil have set min stribe anmeldelser af Stross’ romaner. En forfatter jeg gerne vil kunne lide mere, men jeg mangler stadig at se noget der virkelig imponerer mig. Glæder mig til at få læst SFC’s udgivelse Antistof med et par af hans noveller på dansk. Det første interessante på programmet om lørdagen var Niels Dalgaards interview af Stross. Et helt igennem fint interview, som forhåbentlig vil komme i trykt form på et tidspunkt, og der kom da noget frem, der gjorde at et par af hans bøger gav lidt mere mening for mig. Særligt Glasshouse. Senere på eftermiddagen var Dalgaard og Stross i et panel sammen, hvor Klaus Æ. Mogensen også var på, til en snak om videnskaben i nærfremtids science fiction. Det blev slået fast at få skriver nærfremtids science fiction fordi det er så meget sværere, end når man kan være lidt mere fri ved bare at kaste handlingen tilpas mange år ud i fremtiden. Derudover blev det til en snak om mulighederne i fremtidens printere der kan printe fysiske brugbare ting.

Søndagen startede med en auktion, som jeg slap både godt og billigt fra. Så var der Thore Husfeldts, faktisk min specialevejleder, foredrag om algoritmer og computerberegning, hvor han på fængende og morsom vis fik forklaret ellers komplekse problemstillinger som P og NP. Det meste af eftermiddagen forløb temmelig udramatisk uden interessante programpunkter, men til gengæld med lidt indkøb fra Morten Søndergaards enorme samling til kun 10kr pr. bog. Jeg er kommet hjem med en masse bøger jeg ikke ved ret meget om, hvilket også kan være spændende. Den afsluttende paneldebat om britisk science fiction, selvsagt med de to æresgæster Stross og Jones samt Dalgaard igen, blev festivallens bedste. Gode paneldebatter er umulige at referere, men man kom vidt omkring med hvad der adskiller britisk science fiction fra amerikansk science fiction og hvorfor, den nye bølge af space opera hvor særligt britiske forfattere står stærkt og en masse andet.

Endnu et vellykket arrangement, men hvor der altså er plads til mange flere besøgende!

Man følger Robin der tilsyneladende har spillet en vigtig rolle i en borgerkrig, men husker ikke noget derfra. Han mener nogen har til hensigt at dræbe ham, og han søger derfor tilflugt i et socialt eksperiment, hvor han sammen med andre skal leve 3 år i en simulation af hvad der kaldes for den mørke tidsalder – årene fra ca. 1950 til 2020. I denne verden bliver han til kvinden Reeve og skal nu ligesom de andre deltagere i eksperimentet, leve et nogenlunde almindeligt liv som middelklasseborgere i vores tids verden. De finder ud af at der er et pointsystem, hvor man får point for socialt velansete aktiviteter i denne tid og minuspoint for diverse ugerninger. De prøver så at leve et almindeligt liv med arbejde, ægteskab og sociale arrangementer. Imens prøver Reeve at finde ud af baggrunden for de andre deltagere, som hun også mistænker for at have været involveret i krigen. Sammen med hendes “mand” Sam, får de en større skepsis overfor hele eksperimentets validitet og begynder at holde sig mere for sig selv end de andre deltagere, med dertil færre point til følge, mens andre deltagere går til ekstremer i jagten på flere point. Alt dette er dog kun en ydre ramme om historien om Reeves kamp med sin egen identitet og fortid, og ikke mindst at finde frem til det egentlige formål med eksperimentet.

Stross blander mange temaer sammen i Glasshouse. Der er masser af filosofiske overvejelser omkring jeg’et, identitet og selvbevidsthed, en mængde samfundssatire og selvfølgelig en god portion vild teknologi. Jeg mangler dog stadig at læse en Stross roman jeg virkelig blev imponeret over, med Halting State som det bedste bud. Idéerne er mange og gode, men hans romaner forekommer mig stadig temmelig rodede. Det er selvsagt heller ikke nemt, når hovedpersonerne i denne roman har op til flere identiteter, med forskellig baggrund, hukommelse, køn og navn. Stross er også modig når han forsøger at beskrive et transhumanistisk samfund efter singulariteten, hvor det hele bliver meget abstrakt for nutidens mennesker at forholde sig til, men det indtryk der står tilbage for mig er at han mangler en god redaktør. Det giver øjensyneligt mening for Stross selv når han skriver det, men formidlingen overfor læseren kunne være bedre, og han lader til at tage for givet at man accepterer hans præmisser på forhånd.
Særligt i Glasshouse manglede jeg at få et engament i handlingsforløbet. Den krig som alle deltagerne tilsyneladende har været aktiv i, omend de har fået redigeret store dele af den væk fra deres hukommelse, ved man som læser intet om, og så er det svært at finde den kamp personerne har med deres fortid for interessant. At lade fremtidsmennesker leve i vor tids verden er ikke nogen ny ide, og det er altså begrænset hvor længe det er sjovt, at læse om disse menneskers forargelse over hvor primitive de synes vi var på vores tid og at de ikke kan finde ud af at bruge en mikrobølgeovn. Som plottet udvikler sig og Robin/Reeve finder ud af mere og mere som fortid, bliver koncepterne bare vildere og vildere. Robin/Reeve har åbenbart været en tank i krigen der blev udkæmpet via et gigantisk netværk af ormehuller, og det eksperiment han/hun deltager i er en del af et endnu større komplot der angiveligt havde til hensigt at starte krigen igen. Problemet er at det ikke bliver afsløringer eller forklaringer på hvad der foregår, men blot stadig mere vilde lag af teknologi og konspirationer i et univers man intet ved om. Stross problem synes jeg er at han har for mange idéer og for lidt sammenhæng at bruge dem i. Vi hører blot om forskellige fraktioner med bizarre planer, men intet om deres motivation eller hvilken kontekst det skal forstås i. Måske kunne der komme noget rigtig godt ud af det, hvis Stross skrev sammen med en anden forfatter.

Vi starter med at følge Manfred. Han lever af at få idéer, tage patent på dem og overdrage dem til virksomheder som kan drage nytte af det. Han lever så af donationer og tjenester fra disse virksomheder. En dag bliver han kontaktet af nogle intelligente hummere med tilknytning til KGB. De vil have hans hjælp til at leve som selvstændige entiteter. Og så ruller snebolden! Det vælter ud med den ene vilde teknologiske ide efter den anden fra Stross, og i et sådant tempo at læseren hægtes af, hvilket også er meningen, da det jo netop er indbegrebet af singulariteten – at udviklingskurverne går lodret så mennesket mister overblikket. På relativt kort tid bliver solsystemet koloniseret, kunstig intelligens bliver udbredt, mennesker uploader deres personlighed til computere, og mere og mere af solsystemets masse bliver lavet om til computerkraft via såkaldt computronium. Denne udvikling illustreres ved at Stross ind i mellem lister op hvor mange MIPS pr. gram der nu er i solsystemet.
Bogen er som sagt en samling af noveller, ni af slagsen med tre med hver deres hovedperson i en periode. Alle fra samme noget besynderlige familie startende med Manfred og sidenhen hans barn og barnebarn. der møder både rumvæsener langt ude i rummet og stifter bekendtskab med en Matrioshka brain.

Accelerando er især blevet rost for dens idérighed og mængden af mere eller mindre plausible science fiction koncepter er da også uhyre høj, hvoraf mange snildt kunne være et novum i en roman eller novelle for sig selv. Det er jo desværre bare ikke nok til at få en velfungerende historie. Accelerando virker meget som en prøveklud for mange af Stross’ idéer, da de bedre af dem har dannet grundlag for hans senere romaner. Der er simpelthen for lidt sammenhæng og pointe med historierne, og det uanset om man prøver at se den som en samling selvstændige noveller eller som en samlet roman. Begge indfaldsvinkler er lige forvirrende. For selvom Stross tænker virkelig store kosmiske tanker om universets og menneskets fremtid, så bliver det aldrig rigtigt fascinerende, fordi Stross’ måde at få gjort tingene større på lader til blot at opremse større tal end sidste gang.

Det er helt forståeligt at historierne i Accelerando har fået den popularitet og omtale de har fået, for det er imponerende hvad Stross har i posen, og dette hæsblæsende tempo de vælter frem i, gør dem i sig selv værd at læse. Det skal bare ikke læses som andet end det, for ethvert forsøg på at finde sammenhæng og plot i dette virvar, er umuligt.

Vi befinder os i år 2018 i Skotland. I MMORPGen Avalon Four har et storstilet røveri fundet sted. En virtuel bank inde i spilverdenen, hvor spillere kan opbevare deres værdifulde udstyr og genstande, bliver plyndret, og det burde egentlig slet ikke kunne lade sig gøre, da det ikke er bundet op på nogen central server, men er distribuereret ud over hele verden og genstandenes rette ejerskab sikres af en avanceret fejlsikker digital signeringsteknologi. Firmaet bag, Hayek Associates, er selvsagt i rådvilde, for hvis det slipper ud at deres krypteringsnøgler er blevet brudt, vil deres aktiekurser styrtdykke. Politiefterforskeren Sue sættes på sagen og forsikringsagenten Elaine ligeledes, for at undersøge om det er forsikringssvindel. Hun får følgeskab af spiludvikleren og nørden Jack, som skal hjælpe hende med at navigere rundt i den virtuelle spilverden. Det viser sig ikke overraskende at der er langt mere alvorlige ting på spil end simpelt virtuelt tyveri, med konsekvenser der strækker sig langt ind i den virkelige politiske verden.

Halting State virker både autentisk og realistisk, men er også iderig science fiction. Stross har ikke bare styr på de rent tekniske ting, men hans personbeskrivelser og fornemmelse for hvordan folk i IT-verdenen taler og agerer, er ligeledes autentiske. Dejligt forfriskende, da andre forfattere og filminstruktører ofte forfalder til overdrevede stereotyper og teknisk vrøvlesnak uden baggrund i virkeligheden. Den hyppige brug af moderne netjargon og tekniske udtryk gør nok også, at de seneste års udvikling på IT-området ikke bør være alt for fremmed for læseren. Det er selvfølgelig ikke nok til en god roman, at have styr på disse faktuelle ting og genkendelige miljøbeskrivelser, men Halting State er i den grad også en medrivende technothriller, hvor pointen er at den virtuelle og fysiske verden ikke kan adskilles, som den oftest blev i den ældre cyberpunk, og navnlig hvor afhængige vi er blevet af Internettet for at holde gang i væksten i samfundet. Vernor Vinges Rainbows End havde lignende ideer, men Stross slipper langt bedre fra det.
Sammenlignet med Singularity Sky og Iron Sunrise synes jeg også Stross er blevet en generelt bedre forfatter. Historien har bedre fokus og flyder ikke med vilde halv ligegyldige ideer, hans tre hovedpersoner har mere personlighed og det er dem der alene bringer historien frem, uden at forfatteren går ind som alvidende kommentator fra sidelinjen, som han gjorde af og til med tunge infodumps i de fornævnte bøger.

Hvis man mere er til nærfremtid spændingshistorier med masser af nørdjargon og gadgets end space opera, kan man sagtens begynde her med sin Stross-læsning.

Planeten Moscow og dens mange millioner indbyggere bliver dræbt da deres sol eksploderer i en kunstig nova. Deres automatiske forsvarssystem aktiveres og sender et angreb mod en rivaliserende planet, New Dresden. Det tyder dog ikke på de faktisk står bag, og angrebet kan kun afblæses af en af de tre overlevende ambassadører fra Moscow, men nogen myrder dem på mystisk vis en for en. Vores to helte fra Singularity Sky, Rachel og Martin, sættes på den opgave. Romanen følger dog mest den unge pige Wedensday, en af de få overlevende fra New Moscow, der ved et tilfælde finder nogle oplysninger om hvem der i virkeligheden stod bag at stjernen gik nova. Med hjælp fra sin “usynlige ven” Herman, der viser sig at være selveste Eschaton, formår hun at holde sig i live, selvom hun bliver jagtet intenst af bagmændene.

Hvor Singularity Sky var spækket med et væld af ideer, er Iron Sunrise mere en regulær teknologisk thriller i en space opera opsætning. Vel nok udspiller handlingen sig på et rumskib, men det er et ægte drama mellem hemmelige agenter, udspekulerede skurke og større kræfter udefra der udspiller sig. Jeg var mere begejstret for Singularity Sky med dens spændende ideer til teknologi og forskellige typer samfund, men Stross har fået lidt mere styr på sin skrivestil og Iron Sunrise er solid science fiction med et godt og indviklet plot.

Singularity Sky beskriver en fremtid om 400 år hvor Jordens befolkning er spredt over et utal af planeter, og forskellige samfund startet op på ny. Dette blev sat i værk af en kunstig intelligens der kalder sig selv for the Eschaton. Den kommer angiveligt fra fremtiden, men understreger meget overfor mennesket at tidsrejser og brud på kausalitet er strengt forbudt, for ellers… Alt dette skete engang i det 21-århundrede og flere kolonier, og Jorden, har fået genskabt deres civilisation efter den voldsomme omvæltning af uforståelig teknologisk udvikling (en teknologisk singularitet).
På en af disse planeter har man opbygget et autoritært sovjetisk-inspireret samfund, hvor moderne teknologi er bandlyst og staten kontrollerer al information. Derfor går det grueligt galt da de møder den sære entitet kaldet the Festival, der virker lidt barnlig (i hvert fald formulerer den sig ligesom Yoda), men som hungrer efter al den information og underholdning den kan komme i nærheden af, og som betaling tilbyder fantastisk teknologi. Magthaverne forstår ikke dette koncept og situationen bliver hurtigt ubehagelig og krigerisk.

Selvom romanen på overfladen er (glimrende) space opera er det ikke fantastiske rumeventyr Stross vil fortælle, men derimod perspektivere til moderne informationsteknologi og hvordan vi mennesker bruger den. Det bliver særligt tydeligt hen imod slutningen, hvor styreformer, censur, terrorisme, overvågning og kontrol af information diskuteres. Jeg tror Stross prøver at være fortaler for og ønsker at genoplive den klassiske hackermentalitet om at al information skal være frit tilgængelig – ja ligefrem at information selv ønsker at være fri, og dette blandt andet symboliseret via the Festival, der bogstaveligt talt lever af information og underholdning, ligesom vi moderne mennesker fra Internetgenerationen. Det kan jeg jo kun tilslutte mig.
Bogen er velskrevet, vittig, tankevækkende, forvirrende og fyldt med ideer. Den kan dog til tider virke lidt rodet og Stross har måske lidt manglet en plan for præcist hvad, han vil fortælle, men det lader han til at have fået mere styr på i efterfølgeren Iron Sunrise.

Som sagt bør man som dansk fan, hvis man ikke allerede har gjort det, få stiftet bekendtskab med Charles Stross’ forfatterskab, da han er gæst på Fantasticon. Det behøver dog ikke være med Singularity Sky man starter, da det langt fra er alle hans romaner der er fjernfremtids space opera. Hold øje med bloggen for flere Stross anmeldelser i nær fremtid.