Asimov’s, March 2009

Asimov's March 2009Marts-nummeret af Asimov’s kan bedst beskrives som gennemsnitligt, med ingen virkelig fantastiske historier, men de fleste var dog ikke-kedelige.

Nancy Kress, en hyppig bidragyder til Asimov’s – særligt kortromaner, ligger ud med Act One. Historien foregår en 20-30 år ude i fremtiden og følger dværgen Barry der er manager for den aldrende kvindelige filmstjerne Jane Snow. Jane har ikke lavet en film i ti år og planlægger et comeback i en film om Arlens syndrom – en form for mental afvigelse der giver personen stærke empatiske evner. Til deres research opsøger de en semi-legal gruppe der ønsker at påføre spædbørn med denne “evne” fra fødslen via genterapi, da de mener det vil gøre verden til et bedre sted. Nancy Kress har skrevet en følelsesladet historie, der tager en række bioetiske problemstillinger op ved fysiske og psykiske handicap, hvorvidt de bør fjernes eller påføres via genterapi og det klassiske spørgsmål om man virkelig kan gøre verden mere fredelig via gendesign. Hun kommer ikke med nogen klare svar herpå, men den noget nedtrykkende slutning ligger måske an til en opfølgende historie.

R. Neubes morsomme novelle Intelligence stiller store spørgsmåltegn ved hvor intelligent kunstig intelligens kan blive. Vi følger Aaron og hans ven Bob – der viser sig at være en kunstig intelligens, og hvordan Bobs mange råd til Aaron får ham ud i dybe økonomiske problemer, primært fordi Bob har svært ved at skelne mellem sandhed og svindel blandt Internettes enorme mængder information.

The Long, Cold Goodbye af Holly Phillips er mere stemning end handling. I en ikke nærmere specificeret meget kold isverden, leder Berd efter sin tabte kærlighed, Sele. En teksttung melakonsk isørkenvandring, der efter min mening ikke rigtig passer ind i Asimov’s.

Fra isverden til sumpverden i Sara Genge Slow Stampede, som jeg har svært ved at beskrive. Muligvis er det ikke tænkt som fantasy, men hovedpersonen er en stereotyp bandeleder der jager karavaner der farer igennem deres sumpterritorium, og og historien rummer mærkelige havfruelignende væsener og andre mystiske ting. Genge har tydeligvis haft masser af ideer til sin noget eksotiske verden, men historien her virkede rodet og ufuldendt.

Nummerets korteste novelle var min favorit. I Whatness fortæller Benjamin Crowell om de to eneste overlevende livsformer efter universet ved en fejl blev slettet, en mand og hans hund. En stemme fra dem der angiveligt har været skyld i at universet blev slettet, prøver sammen med manden at få genetableret de fysiske og logiske regler for vores univers så det kan laves på ny, men det går ikke så godt. En anelse forudsigelig måske, men ikke desto mindre underholdende.

Sidste længere novelle Getting Real af Harry Turtledove har ikke meget nyt at bringe til genren, men kedelig er den dog heller ikke. Godt hundrede år ude i fremtiden er USA ikke længere den supermagt de engang var, og Kina har overtaget den plads. Kineserne styrer den amerikanske befolkning ved at give dem et fantastisk narkotisk stof kaldet Real, der beskrives som at være mere virkelig end virkeligheden. Der sker da ting og sager, men ikke desto mindre er det en ret intetsigende og uoriginal fremskrivning af USAs forfald.

Brian Bieniowski har lånt den redaktionelle spalte til at se tilbage på en gammel skolerapport om James Blishs Welcome to Mars, Robert Silverberg ser igen på Olaf Stapledons Last and First Men og tænker over menneskets dommedag og de næste milliarder af år, og James Patrick Kelly ser ligesom i januar på podcasting.

Asimov’s, July 2008

Asimov's July 2008Jeg har tegnet et abonnement på det amerikanske science fiction magasin Asimov’s Science Fiction og vil fremover anmelde hvert nummer. Det er et magasin der har kørt siden 1977, hvor Asimov selv op til hans død i 1992, ikke var redaktør, men skrev i de redaktionelle spalter, svarede på læserbreve og lignende. Fra 1986 til 2004 var Gardner Dozois redaktør på magasinet, hvilket gav ham i alt 15 Hugo awards. I dag har magasinet en kvindelig redaktør, Sheila Williams. Asimov’s udmærker sig også ved at historier derfra har vundet i alt 44 Hugo awards og 24 Nebula Awards. Det udkommer 10 gange årligt, med dobbeltnumre i April/May og October/November.
Hovedvægten er selvfølgelig på kortere og længere noveller, men der er også spalteplads til læserbreve, boganmeldelser, redaktørens klumme og artikler der reflekterer over genren, samt digte.

Første historie i nummeret, Lester Young and the Jupiter’s Moons’ Blues af Gord Sellar, er en beretning fra en sort amerikansk jazz-musiker fra en alternativ tidslinje, hvor rumvæsener i 1940′erne har koloniseret solsystemet, og hans oplevelser som hyret musiker på et af deres skibe. Meget autentisk skrevet og en rigtig god historie, også selvom man ikke ved noget om jazz.

Steven Utleys The Woman Under the World eksperimenterer med det problem, hvor en overførsel af et menneske gennem et ormehul går galt, og skaber en kopi i begge ender. I denne historie er den ene blot et slags energifelt uden masse, der blot tror at hun har en krop og er den rigtige person. Et rodet dyk ned i dette “spøgelse”s tanker.

I Cascading Violet Hair af R. Neube aner man et par kommentarer til den nuværende boligkrise i USA. Det er en lille kærlighedshistorie om en mand, der kun lever i håbet på en rumkoloni hvis økonomi er så dårlig, at den må optage lån blot for at få iltforsyninger. Da han ejer sin egen bolig, er hans eneste håb at holde ud, indtil den måske bliver noget værd igen. Forfatteren får på få sider opbygget en troværdig og interessant verden, men der mangler et godt plot.

Michael Bishop har skrevet en sørgelig historie, med den lange titel Vinegar Peace, Or The Wrong -Way Used-Adult Orphanage, om en kvinde der bliver indkvarteret på et hjem for forældre der har overlevet deres børns død. En relation til Michael Bishops eget tab af hans søn Jamie, er tydeligvis hensigtet, da det nævnes i indledlingen. Ellers er det svært at sige meget om den novelle.

Den lidt underlige novelle, 26 Monkeys, Also The Abyss af Kij Johnson, er på grænsen til at være fantasy. Handler om en kvinde der har et show med 26 aber og hvor det afsluttende nummer altid er hvor alle aberne kravler op i et badekar for at forsvinde i et lysglimt. Kvinden ved ikke engang selv hvordan aberne gør det, men de kommer altid tilbage til turbussen. En ide der ender med ikke at komme nogen vegne.

The Philosopher’s Stone er tredje del af en sammenhængende serie på i alt fire af Brian Stableford. Forhistorien er et sekstendeårhundredes England hvor John Dee har bygget et rumskib og opnået kontakt med rumvæsener i solsystemet. I denne fortsættelse møder man den fiktive person, Edward Kelley, der er kommet i besiddelse af en sten der gør at han kommer i kontakt med hvad han selv tror er engle, men som er rumvæsener der vil hjælpe menneskene mod en mulig invasion fra andre rumvæsener. Virker som en rigtig spændende historie, men jeg mangler hele forhistorien. Nogen der ligger inde med numrene August 2006 og March 2007?

I de faglige spalter har Robert Silverberg genlæst Olaf Stapledons Last and First Men og analyserer den. Endnu en bog på hylden der skal læses. Redaktør Sheila Williams reflekterer over humor i science fiction og det ligner en opfordring til forfatterne om at sende mere af den slags ind, gerne noget der kan kombinere det tragiske og dystopiske med lidt humor. Derudover tænker Kristine Kathryn Rusch tilbage på månelandingen i 1969 i When The World Looked Up.

Uden noget at sammenligne med endnu, er det svært at drage nogen konklusioner, men lige dette nummer var meget “light” hvad science fiction angår. Ikke en kritik, en konstatering. Flere af historierne foregår inde i hovedet på folk og det vrimler heller ikke med alverdens avanceret teknik. Men jeg tror bestemt det har været et godt valg at abonnere på Asimov’s og ser frem til at komme i krig med august-nummeret.