Tag Archives: spinrad

Proxima nr. 91

Posted on by
Reply

Proxima nr. 91Forårsnummeret af Proxima er med lidt af det hele. Artikler, interview, tre gode noveller, anmeldelser og en bibliografi over dansk science fiction 2007.

Første artikel er skrevet af redaktøren selv, Niels Dalgaard, der har læst ungdomsserien Antboy af Kenneth Bøgh Andersen, og her skriver om den som både en superheltefortælling og en almindelig ungdomsroman. Tilbage i 2008 gæstede Norman Spinrad Fantasticon, hvor Klaus Æ. Mogensen interviewede ham. Niels Dalgaard har transkriberet og oversat dette interview, der var ganske interessant at læse, eftersom jeg dårligt kunne huske noget fra det. Jeg har selv bidraget med en oversættelse af en artikel af Gwyneth Jones, der diskuterer utopi og fremskridt i science fiction.

Vi får tre noveller denne gang, hvor et par af navnene burde være kendte af læsere af Science Fiction Cirklens udgivelser. Gudrun Østergaards Vindtårnet er ganske kort og handler om hvordan arkitektur og musik kan kombineres. Rune Kristensens Det indre rum er en glimrende novelle om menneskets afhængighed af teknologi og sammenblandingen mellem fantasi og virkelighed. Vi følger en kvinde der anskaffer sig en holografisk drømmeprojektor. En slags holografisk generator der kan omdesigne hele hendes lejlighed automatisk efter hendes tanker og humør. Det går selvsagt lidt over gevind. Hvad rager det mig af Lise Andreasen er en anden kort novelle om en der tager et job som tjener af en slags for en konference der varer hele to år, men der er selvfølgelig mere i det end det.

Asimov’s, April/May 2009

Posted on by
Reply

Asimov's April/May 2009Asimov’s Science Fiction har rundet de 400 numre med dette dobbeltnummer. Med næsten 200 tætskrevne sider er der mange timers læsning. To kortromaner, to novelettes og seks noveller.

Brian Stableford åbner med den fjerde og sidste kortroman om John Dee og hans æterrumskib, The Great Armada. Tredje del (fra Asimov's, July 2008) sluttede med at en invasion af rumvæsener fra Månen var på vej. Francis Bacon bliver involveret i forsvaret mod denne invasion, og får hjælp fra andre af tidens historiske personligheder som Sir Walter Raleigh og John Dee. Historien er velkendt moderne science fiction, hvor en stor del foregår i rummet, men sat ind i en ramme fra 16-hundredetallet. Det fungerer godt og jeg håber værket bliver udgivet samlet på bogform, så man kan læse alle fire kortromaner i sin helhed.

I en verden hvor anonymitet ikke eksisterer og oplysninger om navn og baggrund på alle man møder, er øjeblikkelig tilgængelig via ansigtgenkendelsessoftware i ens netopkoblede briller, er en person der ikke popper frem i systemet et sjældent syn. Derfor undrer de to hovedroller i Robert Reeds True Fame sig også en del, da de spotter sådan en mand på en restaurant. Plottet får et overraskende twist til sidst og Reed holder læserens interesse fra start til slut.

Usynlige fantasivenner, og at de muligvis ikke er ren fantasi alligevel, er ikke et ukendt tema i de fantastiske genrer. Men Kate Wilhelms An Ordinary Day with Jason er nu noget speciel, da” vennen” her er en trappe der på magisk dukker op og så er den slet ikke usynlig for de andre. Historien er spøjs på en lidt interessant måde, men heller ikke meget mere end det.

I Atomic Truth af Chris Beckett er alle også udstyret med briller der ligger et kunstigt virtuelt lag ovenpå virkeligheden, lidt ligesom i Vernor Vinges Rainbows End. Alle på nær Richard. Der bliver set skævt til ham, men han mener selv han ser verden som den i virkeligheden er, da alle andre lever i deres egne kunstigt skabte virkeligheder. Kommentaren til vort samfund og det stigende forbrug af mobile enheder forbundet til Internettet, er mere end tydelig fra forfatterens side. Idéen fungerer langt bedre i denne novelle end i Vinges roman.

Eileen Gunn og Michael Swanwick har fået sneget en fantasyhistorie ind i dette nummer. The Armies of Elfland handler om elvere der er knapt så venlige igen, da de ødelægger vores verden ud af ren kedsomhed. En ung pige der bliver taget til fange som tjener for elverdronningen, ender med at bekæmpe dronningen efter hun har fundet frem til elvernes svaghed. Et alt for tyndt plot sat i en verden der virker som revet ud af en større sammenhæng.

Jack Skillingstead har det med at skrive historier om fortabte ensomme personer og hvor historien aldrig gør det helt klart, hvad der er virkelighed og hvad der er vrangforestillinger. Human Day er ingen undtagelse. Raymond har levet under jorden i snart et år, efter at et videnskabeligt eksperiment han udførte endte katastrofalt og dræbte hans datter. Han har bygget en robothund som han sender op til overfladen, men kan han stole på de billeder robotten sender tilbage? Ligesom Skillingsteads andre historier er de fascinerende på deres egen måde, men heller ikke til at blive klog på.

Pas på hvad du ønsker dig, du får det måske. Den slidte pointe forsøger Deborah Coates sig med i Cowgirls in Space, og resultatet er desværre ikke synderligt interessant. Udgangspunktet er seks veninder der i forbindelse med et fund af en mystisk genstand i Kina, i flashback ser tilbage på en tid hvor de kom i besiddelse af en lignende genstand. En genstand der tilsyneladende kan opfylde alle slags ønsker. Måske vil man som kvinde bedre kunne se noget interessant i dynamikken i denne venindegruppe og i skildringen af deres personlige udvikling, rigtige og forkerte valg osv., men det må være gået henover hovedet på mig.

Damien Brodericks This Wind Blowing, and This Tide er en sørgelig skildring af Sam Parks sorg over tabet af sin søn. En sorg der, glimrende udført af forfatteren, bliver kædet sammen med opdagelsen af et rumskib på Titan, der har ligget i stase i millioner af år og på mystisk vis er overdynget med blomster – angiveligt fra Jorden. Anbefalesesværdig.

Nancy Kress plejer at bidrage med lange historier, men den korte humoristiske Exegesis er i en helt anden boldgade. Novellen er udformet som uddrag af et slags opslagsværk fra forskellige tider – fra 1950 til 2850. Alle omhandlende det kendte citat fra filmen Gone With The Wind – “Frankly, my dear, I don’t give a damn.” Som tiden går, ser vi hvordan sætningen bliver fordrejet, misforstået og vendt på hovedet.

Jeg har en svaghed for historier med arkæologi og gamle uddøde civilisationer, så jeg glædede mig til den sidste novella i dette nummer, The Spires of Denon af Kristine Kathryn Rusch. Det er rigtig tidsløs adventure science fiction, af typen der nok ikke vinder priser, men som underholder, beskriver en spændende verden og er god som hyggelæsning i en weekend. Historien følger en ekspedition ind i byen Denon, ledet af forskeren Dr. Reese og med følgeskab fra blandt andet huledykkere og en sikkerhedsekspert. Der er ikke rigtig andre end Dr. Reese der ved hvad ekspeditionen går ud på, men angiveligt håber hun på at finde nogle gemte huler med en masse kulturskatte i. Plottet er ikke så originalt for den slags historier; et taktisk drama om hvem der har hvilken dagsorden og hvem der afslører hvem, men det virker og jeg følte mig i hvert fald godt underholdt.

Sheilla Williams’ redaktionelle indledning er selvfølgelig i anledningen af 400-nummerjubilæet et tilbageblik på magasinets historie, Robert Silverberg har genlæst A. E. van Vogts The World of Null-A og Norman Spinrad har et længere essay om Tom Dischs forfatterskab.

Fantasticon 2008 – søndag

Posted on by
2

Så gik søndagen søreme også med Fantasticon. Ankom som en af de første lidt over 10 og hjalp til med lidt stoleopsætning med en bæger kaffe i den ene hånd.

Kl. 11.00 kom Holger Bech Nielsen og holdt et foredrag om teorien for alting – random dynamics. En speciel oplevelse at høre ham, som både gjorde at man blev klogere og ufatteligt forvirret på samme tid.

Efter dette var jeg til auktion, som var ganske velbesøgt, og bøgerne og filmene kom ganske højt op, så for en gangs skyld kom jeg tomhændet derfra.

Så var der et interessant panel om børne- og ungdomslitteratur i de fantastiske genrer, og hvem kan være mere eksperter i dette end to velbelæste drenge. De blev akkompagneret af forfatterne Lise Bidstrup og Benni Bødker. Til det helt generelle spørgsmål, om hvorfor romaner der foregår i en form for fantasiverden er mere interessante, svarede de begge, at det var for at opleve en anden virkelighed end hverdagen. Socialrealisme har man nok af i forvejen, så det gider man da ikke også læse om. Det kan jeg jo kun være enig i. Det var ikke overraskende mest fantasy de læste, men det var ikke fordi de som sådan havde en forudfattet negativ holdning til science fiction, men de synes bare ikke de så ret meget af det på bibliotekerne og det der måske var, var temmelig gammelt og dermed ikke det mest indbydende. Hvilket også slog fast, at de begge primært for deres inspiration fra deres lokale bibliotek. De var ikke specielt opsøgende med at bestille bøger hjem fra andre biblioteker eller lignende.

Dagens højdepunkt var panelet om Arthur C. Clarke bestående af Stig W. Jørgensen, Niels Dalgaard, Klaus Æ. Mogensen og Norman Spinrad. Spinrad havde arbejdet sammen med Clarke tilbage i 60′erne og kunne fortælle nogle interessante ting vedrørende filmen 2001. Clarke ville egentlig gerne have haft en anden form for slutning. Ideen var at vise nogle meget smukke rumvæsener til sidst, men de kunne ikke få det til at se rigtigt ud, så det endte med noget andet. Alle i panelet var enige om, at det der bedst kendtegnede Clarkes forfatterskab var hans positive syn på fremtiden. Man kunne måske kalde det naivt i nogen henseender, men det var Clarkes drøm om fremtiden, uden at det blev utopisk eller politisk på den måde.

Jesper Rugård og Rasmus Wichmann havde arrangeret en quiz, hvor tre hold af ca. 4 personer deltog. Ganske gode og blandede spørgsmål, både inden for litteratur og film og “andet”, med rimelig sværhedsgrad og bredde. Holdet med Stig W. Jørgensen og Klaus Æ. Mogensen vandt.

Og angående NoFF, så blev der ingen afstemning, for man vil sende både mig og Rasmus Wichmann af sted til Olso SF Festival og jeg håber selvfølgelig folk vil donere lidt til formålet.

Fantasticon 2008 – lørdag

Posted on by
Reply

Så gik den lørdag med Fantasticon i Vanløse Kulturhus. Flotte store pæne lokaler, men det gav desværre det indtryk, at det så ud som om der var færre gæster end der egentlig var, da store åbne rum og lange lyse gange nemt kan se tomme ud. Men så var der masser af conhygge ude i det gode vejr på den åbne terrasse.

Jeg var til paneldebatten, der skulle handle om genrer og om meningen med disse. Det virkede meget dårligt forberedt, men Norman Spinrad og Erwin Neutzsky-Wullf fik da det startet fornuftigt i gang. De startede med den klassiske debat om, at science fiction ikke er rigtig godkendt litteratur af kritikerne, og at man helst ikke skal kalde sine bøger for science fiction, selvom de faktisk er det. Spinrad havde en interessant hypotese om hvordan e-bøgers kommende udbredelse, vil få stor betydning for genrene. De vil blive mere udvandede, for online boghandlere vil ikke være nødsagede til, at skulle placere en roman på en hylde med et bestemt prædikat, men kan sætte alle de tags som passer til bogen. Således at opdelinger som western, krimier, science fiction, romancer osv. bliver mindre firkantede, for en bog kan kategoriseres som det hele. Og det sker jo allerede i dag på alle online boghandelssider, hvor der også er referencer til hvilke andre bøger købere af denne bog også har købt osv. Erwin sluttede debatten med en mening om at specielt hard sf vil få det svært fremover, fordi det simpelthen er for svært for de fleste folk at forstå, grundet ringere videnskabelig forståelse. Mange ved ikke at fx rumkampsscener som i Star Wars rent videnskabeligt er noget sludder, var blandt andet en pointe.

Senere hørte jeg Klaus Æ. Mogensen fortælle om fremtidsforskning og hvordan det relaterer til science ficiton. Klaus arbejder til daglig i Instituttet for fremtidsforskning og kunne fortælle om deres arbejdsform. Fremtidsforskning skal først og fremmest være troværdigt og bliver dermed oftest også omhandlende nærfremtid, da det er ofte virksomheder eller brancheforeninger der beder om forskning indenfor hvordan deres felt vil udvikle sig de kommende år. Dermed kommer fremtidsforskning også til at grave dybere i nogle meget specifikke ting og andre dele af samfundsudviklingen, end det som normalt danner rammen for en science fiction fortælling, som jo også skal have et spændende plot. En prognose for fremtiden for en bestemt industris muligheder i østen de næste årtier er sjældent grundlaget en science fiction fortælling.

Til sidst så jeg interviewet med Erwin Neutzsky-Wullf, som mest omhandlede hans arbejdsmetoder og mindre om indholdet af hans værker. Det overraskede mig blandt andet at høre, at Erwin skrev sine romaner ved at have hele værket i hovedet og så skal den blot skrives ned, uden at han foretager nævneværdige ændringer undervejs. Mens ofte fra andre forfattere hører man, at de gennemgår en mere iterativ proces, hvor de ikke nødvendigvis ved præcist hvordan romanen skal ende når de i gang. Efter Erwins opfattelse kan der kun komme bras ud af den måde at skrive på.

I morgen planlægger jeg at høre Holger Bech Nielsen, som lige er kommet på programmet, paneldebatten om Arthur C. Clarke, paneldebatten om fantastisk børne/ungdoms-litteratur og selvfølgelig prøve lykken til auktionen.

Kontinentet der gik tabt

Posted on by
Reply

Kontinentet der gik tabtI forbindelse med at Norman Spinrad gæster Danmark til Fantasticon, så har SFC udgivet to længere oversatte noveller og en kortroman i denne bog med det prægtige omslag – igen af David Hardy. De tre historier er vidt forskellige og fra forskellige tider, men alle viser de Spinrads evne til at skrive gode science fiction historier med nutidige politiske relevante pointer.

Derudad, fra 1964, er en historie der vitterlig går hastigt derudad. Derudad er navnet på et handelsrumskib under ledelse af Peter Reed. Der eksisterer ikke en teknologi til overlyshastighed, så handel tager århundrede og besætningen fryser sig selv ned det under rejserne mellem stjernerne. Reed handler dog primært med viden som han kan sælge til de planeter de besøger, så han bliver interesseret i at lave en handel med en kraftfeltsteknologi hvor han modtager en videnskabsmand som betaling. Manden er jaget af en militærflåde fra Jorden, så Reed konkluderer at der må være værdifuld viden i ham. Det viser sig at videnskabsmanden arbejder på nogle matematiske teorier der skulle gøre hyperfart muligt. En teknologi der ville kunne sælges for astronomiske summer. Men først skal Reed ordne den flåde fra Jorden der jagter videnskabsmanden.
Selvom historien faktisk forløber over adskillige årtier, så bliver den fortalt som skete det på ganske få dage. Dermed fanger Spinrad jo glimrende den markante anden tilgang til tid der vil eksistere i rumrejser uden overlyshastighed og hvor besætninger går i dvale i årtier, og det virker nu ganske godt, selvom det kan få det hele til at se lidt for let ud.

I Kontinentet der gik tabt, fra 1970, bliver man taget på guidet rundvisning i ruinerne af det gamle New York. 200 år ude i fremtiden ligger det meste af USA i ruiner og atmosfæren er så forurenet, at der kræves luftfiltre og lufttætte briller for at kunne opholde sig der. Og selv med dette dør alle amerikanere af lungekræft i en alder af 50 år. I denne verden er Afrika blevet Jordens centrum for en veludviklet civilisation (Europa nævnes ikke) og det er således afrikanske turister der er på denne rundvisning. Blandt dem er blandt andre en professor der forsker i Rumalderens historie, Amerikas storhedstid, og en stærkt racistisk amero-afrikaner, en sort mand hvis forfædre blev fordrevet fra USA, der udelukkende er med på rundvisningen for at hovere over den elendige tilstand af den hvide mands civilisation.
Spinrad fortæller historien ved at skifte mellem jeg-fortællere med henholdsvis professoren og den indfødte amerikanerguide. Det fungerer glimrende og som læser føler man virkelig man er med på denne rundvisning. Det er de to menneskers oplevelse og indre tanker om de ruiner de ser, der danner fokus for fortællingen. samt hvordan de hver især forsøger at håndtere deres stigende vrede mod den hoverende racist.

Deus X er en kortroman der fylder halvdelen af bogen og er fra 1993. Her går Spinrad helt andre veje, da historien udforsker grænselandet mellem sjælens liv og død, set fra den katolske kirkes perspektiv. Han har også bevæget sig over i hvad man måske kan kalde en mere “litterær” retning end de to noveller. Det er blevet muligt at uploade sin bevidsthed til et digitalt net i denne fremtidsverden plaget af miljøkatastrofer, men disse entiteter har ikke opnået samme rettigheder som levende mennesker. Navnlig vil kirken ikke anerkende dem som noget der har en sjæl. For at afgøre dette endeligt, bliver en præst – der har været den skarpeste kritiker af fænomenet – overtalt til selv at foretage processen og skulle dermed kunne argumentere fra Den anden side, at han ingen sjæl har som denne entitet. Ved et indbrud i Vatikanets computer systemer bliver entiteten dog stjålet og privatdetektiven Philippe sættes på opgaven.
Også her skifter jeg-fortælleren mellem de to hovedpersoner, præsten og detektiven. Igen ganske gennemført, der med vidt forskelligt sprog tegner karaktererne. Læseren trækkes igennem et utal af tautologiske argumenter for og imod sjælens eksistens. Lige til at blive ør i hovedet af. Spørgsmålet om evigt liv for bevidstheden i elektroniske kredsløb, er et tema der sniger sig ind i mange noveller og romaner i nyere science fiction, men Spinrad gør det her meget mere direkte med store religiøse armbevægelser. Lidt for store til min smag må jeg sige.

Oversættelserne er veludførte og specielt Kontinentet der gik tabt bærer næsten ikke præg af at være en oversættelse. Der er selvfølgelig et par af de uundgåelige problemer med oversættelser af nogle af de selvopfundne science fiction begreber, særligt i Deus X, men for det meste lykkedes det at få den rette betydning frem.

Spinrad vil som sagt være til stede til Fantasticon om en lille uges tid og bogen her vil selvfølgelig være til salg.

Riding The Torch

Posted on by
Reply

Man skulle jo lige nå at læse noget af Norman Spinrad inden Fantasticon og det blev til denne kortroman fra 1974. Historien finder sted på et koloniseringsrumskib, ud af mange, hvor mennesker i århundrede har søgt efter en beboelig planet at bosætte sig på. Det ser bare ikke ud til der er nogen derude. Havene er fyldt med cyankalium og luften giftig. Alligevel lever de i håbet.
Potentielle planeter opdages af en gruppe kaldet “voidsuckers” og kursen lægges om til at undersøge planeten nærmere. Da kursen lægges mod en særlig interessant planet, tager historiens hovedperson, Jofe D´mahl – en mand der laver “sensoer” (en slags film der kan manipulere med alle sanser), ud til disse “voidsuckers” skibe for at lave den første sensofilm fra den nye planet. Det viser sig at vælte op og ned på alting.

Selve præmissen for historien med at der ikke er nogen beboelige planeter derude, er et forfriskende realistisk modsvar til de utallige space opera fortællinger hvor det tilsyneladende vrimler med planeter perfekte til mennesker. Men det lader ikke til at være Spinrads primære formål med historien. Det bliver derimod en mærkelig blanding af manipulation via disse “sensoer” og en omgang filosofisk eksistentialisme om mennesket og tomrummet. Tror jeg, for må indrømme de sidste sider blev noget abstrakte.
Kortromanformen på lidt over 100 sider passer perfekt til denne historie. Man bliver hurtigt grebet af Spinrads spændende sprog og det store omfang af en ellers mindre historie.

Dancon 2008

Posted on by
2

For 2 år siden hvor jeg startede denne blog vidste jeg dårligt nok hvad en con var og nu har jeg stået som arrangør af en Dancon i SFC regi. Vel nok en mindre en af slagsen og hvor det meste af det praktiske var på plads. Alle foredragsholdere meldte næsten sig selv, lokaler var sikret og da det var gratis adgang var der ingen bøvl med billetter eller lignende. Alligevel tænker man, Hvad skete der?

Men det forløb planmæssigt, bortset fra et mindre skred i tidsplanen. Efter en fin generalforsamling der gav 3 nye medlemmer i bestyrelsen, var Knud Larn på om forfatteren Normand Spinrad, der gæster Fantasticon senere på måneden. En forfatter der er kendt for sin politiske satire og for at have store problemer med censorer. SFC kommer snart med en bog med oversættelser af et udvalg af nogle længere noveller, og jeg fik selv lånt en kortroman med hjem, som jeg vil få læst inden Fantasticon.
Derefter fortalte Niels Dalgaard om det urgamle danske science fiction SFC har udgivet, “Nordpolens Hemmelighed”, Guld og Ære, “Dr. Kotin – Livets Herre” og en fjerde er på vej.
Carl-Eddy Skovgaard kunne som tredje punkt på programmet fortælle lidt om SFCs op og nedture, økonomiske kriser, og diverse store og mindre projekter, og specielt hvordan det havde været fra hans synsvinkel som formand de sidste godt over 10 år og endnu flere år som fast del af bestyrelsen. Jeg må altså se at få læst “Fanmarkshistorien”.
Til sidst var der paneldebat om tegneserier med Søren Hemmingsen, Klaus Æ. Mogensen og Tue Sørensen. Det blev mere generelt om tegneserier, særligt superhelte, end egentlig specifikt science fiction tegneserier, men et udmærket supplement til det tidligere medlemsmøde i SFC med Søren Hemmingsen om sf tegneserier.

De tre første foredrag blev optaget og bliver forhåbentlig i en god nok kvalitet, så det kan komme som download på SFCs webside. Ellers vil de nok også blive trykt i kommende numre af Novum eller lignende.

Selvom det jo på ingen måde kan sammenlignes med de store festivaler, så er det nu alligevel betryggende at se, at en spændende og lærerig eftermiddag faktisk kan arrangeres uden det helt store arbejde. Kræver bare at der er nogle kloge folk der kan fortælle noget om genren, og dem har vi ikke mangel på. Håber på det kan blive en tilbagevendende begivenhed, for det behøver jo ikke nødvendigvis være en con med store armbevægelser.
Ellers ses vi til Fantasticon!