House of Suns

House of SunsAlastair Reynolds er med undtagelse af The Prefect gået væk fra at skrive i Revelation Space-universet i nogle år nu, og House of Suns fra 2008 er hans tredje enkeltstående roman. Hans stil er jo velkendt og i stemning og miljø kunne den ligesåvel have udspillet sig i et af hans etablerede universer. Trods den manglende variation på den kant, imponerer han mig stadig hver eneste gang. Klart den bedste læseoplevelse i år.

Romanen finder sted godt seks millioner år ude i fremtiden og følger hvad der kaldes for Gentian Linjen. Tilbage i det 31ende århundrede fik mennesket mestret kloningsteknologi og et par meget rige og magtfulde mennesker byggede gigantiske rumskibe, klonede sig selv 1000 gange og rejste ud i galaksen med lige under lysets hastighed. Disse linjer, som de kaldes, er over de millioner af år blevet en kendt magtfuld faktor i galaksen, og de gør for så vidt ikke andet end at rejse rundt og samle information om civilisationer rundt om i galaksen som de opstår og dør ud igen. En af disse linjer er kloner af Abigail Gentian, hvis liv vi også følger i et par flashbacks, og de er på vej til deres 32ende reunion. Med nogle årtusinders mellemrum mødes alle de resterende levende Gentian kloner for at udveksle den information de har samlet sammen siden sidst. Men denne gang bliver de udsat for et nådesløst angreb, hvor kun lidt over 50 overlever ud af de i alt omkring 800. Ingen ved præcist hvorfor, og der spekuleres i hvad de måtte have mødt på deres rejser der ligger bag angrebet, hvilket ikke er helt nemt, da de ikke umiddelbart kan huske alt de har set de mange tusinder år af deres vågne liv, men i stedet har lagret det i deres fælles digitale bibliotek.

House of Suns har alle de elementer vi kender fra Reynolds’ værker: sublyshastighedsrejser med enorme tidsforskydninger, intelligente maskiner, galaktiske imperier og væsener der er millioner af år gamle. Det er egentlig bare mere af det samme skruet op for fuld styrke, men det er bestemt ikke en ulempe hvis man allerede kan lide Reynolds for netop dette. Han formår at kombinere de meget store historiske linjer, hvor galaktiske civlisationer opstår og dør ud over tusinder af år, mens hovedpersonerne blot har flyttet sig fra en planet til en anden, og det uden at det er på bekostning af det menneskelige og jordnære. Hovedpersonerne er tilpas genkendelige i deres måde at være på, at man som læser har et fast referencepunkt i de millioner af års galaktisk historie der udspiller sig.

Plottet er godt skruet sammen og med tilpas mange twists og overraskelser til sidst, at man kan nå op til flere modstridende åbenbaringer undervejs. Eftersom ikke engang nogen af personerne har nogen chance for at vide bare en flig af hele sandheden, er det ligeledes så godt som umuligt for læseren at føle at man har en chance for at være lidt på forkant med plottets udvikling, men til sidst ser man at Reynolds ikke giver nogen irellevante detaljer gennem bogen. Hvad der umiddelbart kan virke som ligegyldig ekstrainformation, kan vise sig at afsløre alt når man ser sammenhængen. Der er også de sædvanlige problemer med lidt for meget forklaring og afsløring pakket sammen i bogens sidste sider, men som sagt, det hele hænger alligevel sammen fra start til slut, så det ikke ender med at man får alt det væsentlige til sidst.

Kan man lide Reynolds’ space opera stil går man ikke galt med House of Suns.

Galactic Patrol

Galactic PatrolE.E. “Doc” Smith er udover sine Skylark-bøger nok mest kendt for Lensman-serien. En række romaner der har lagt mange grundsten for space opera genren med store rumslag, mærkelige aliens (gode som onde) og ufejlbarlige mandlige helte. Det meste er skrevet op gennem 30′erne og 40′erne og udgivet i føljetonform i Astounding og senere hen genudgivet i bogform, og til tider også lettere rettet til af Smith. Galactic Patrol er ikke den første i serien, men forskellige fansider anbefaler en lidt anden læserækkefølge end udgivelsesrækkefølgen.

Lensman-serien centrerer om de såkaldte Lensman, der bedst kan beskrives som klodens absolute top soldater, der får givet en særlig evne – simpelthen blot kaldet for the Lens. Dette giver dem stærke telepatiske evner og de agerer intergalaktisk politi og rumflådeofficerer i dette noget militaristiske univers. Galactic Patrol følger Kimball Kinnison, hvordan han bliver en Lensman og derefter officer i en slags galaktisk politipatrule. Der er store kampe med en gruppe organiserede pirater kaldet for Boskonians, der blandt andet har fået rumskibe langt hurtigere og kraftigere end dem Jordens flåde har. Undtaget altså et nyt rumskib som Kinnision bliver kaptajn på og får til opgave at fange et skib fra disse Boskonians og tage det med tilbage til Jorden til nærmere undersøgelse. Det leder ham ikke uventet ud i farlige situationer, store rumslag og overdådige heltegerninger.

Når en science fiction roman er skrevet i 1930′erne bliver man nødt til at indstille sig på at en masse ting kan virke fjollede med nutidige briller. Blandt andet bemærkede jeg små sjove detaljer som at ingeniørerne på rumskibet bliver beskidte af olie pga. deres arbejde. Ikke just det billede man er vandt til med de sterile rene rumskibe vi efterhånden er vandt til at se. Det rent videnskabelige er egentlig slet ikke så langt ude igen, men det er nok mest fordi det stort set ikke bliver forklaret. Der er bare FTL, telepati og dommedagsvåben. Slå hjernen fra og lad dig underholde!

Ser man på de mange anmeldelser på fx Amazon skriver langt de fleste at de elskede disse bøger som barn, og de derfor har et noget nostalgisk forhold til dem. Og rent objektivt, så er det nok hovedårsagen til at de stadig huskes i dag, for god litteratur er det ikke ligefrem. Jeg var også kun ordentligt underholdt i starten, mens jeg synes tempoet og spændingen fortog sig lidt undervejs. Der blev det hele ligesom bare for nemt for helten, i modsætning til i starten hvor han var ung og usikker, men stadig kunne løfte opgaven. Det mest interessante er sådan set at se hvor meget der stadig hænger ved i nutidens tjubang space opera. Telepatiske evner er blevet populært igen, særligt hos Peter F. Hamilton, og selvom man kan grine lidt af den naive tilgang til videnskab, så er det jo ikke meget bedre i dag.

The Evolutionary Void

The Evolutionary VoidSå fik Peter F. Hamilton rundet endnu en trilogi af – i et univers han nu har holdt sig til siden 2002. The Evolutionary Void fortsætter nærmest minuttet efter slutningen på The Temporal Void, galaksen bliver reddet, vi finder ud af hvad dette Void er for noget og alt det der, sådan som Hamilton nu skriver slutninger.

Ikke så underligt er situationen ved at tilspidse. Som det har været bygget op til i de forrige bind, er den religiøse kult Dreamers i færd med at en større pilgrimsfærd til Mælkevejens centrum, kaldet for the Void. Igennem drømmeren Inigo, der har delt sine drømme om verdenen Makkathran via et interstellart telepatisk netværk, har en masse mennesker en stor lyst til at komme ind i the Void – et helt nyt univers med masser af muligheder. Problemet er bare, at dette Void ekspanderer voldsomt og truer med at opsluge hele galaksen hvis denne pilgrimsfærds lykkedes. Diverse fraktioner af menneskeheden prøver at stoppe dem på forskellig vis. Nogle rumvæsener prøver det samme, men ingen kan tilsyneladende finde ud af at arbejde sammen. Nogle fraktioner er mere eller mindre ligeglade, de har alligevel forladt galaksen for at blive “post-physical” og andre har igen helt andre planer.
Araminta, the Second Dreamer, tager fussen på alle da hun tilslutter sig de andre Dreamere i deres pilgrimsfærd til the Void, men det hele er et stort bluffnummer. I mellemtiden forsøger nogle gamle kendinge fra de tidligere bøger, såsom Ozzie, at slå hovederne sammen og finde en måde at redde galaksen på.

Jeg har mange problemer med den måde det hele er konstrureret på. Først og fremmest synes jeg selve konflikten er noget utroværdig, med den her religiøse kult, en fantasyverden i galaksens centrum, og et udefinerbart Void der opsluger hele galaksen. Derudover, så er der utallige fraktioner og særinteresser udover dem der vil ind i the Void og dem der vil redde galaksen, som heller ikke virker særligt troværdige, taget i betragtning at en trussel mod hele galaksen, burde gøre alle andre mål og egeninteresser sekundære. Oveni det er det hele pakket ind i hemmelighedskræmmeri, hvor en stor del af nøglepersonerne har dæknavne som The Delivery Man, The Mutineer og The Martyr, som ikke lader til at have anden grund til at være hemmelighedsfulde om hvem eller hvad de i virkeligheden arbejder for, end at så er der måske noget at afsløre til sidst.
Vel nok finder historien sted 1500 år ude i fremtiden, så Hamilton kan selvsagt tage sig visse friheder med hensyn til mulig videnskab, men det kammer næsten over i fantasy. Ikke kun på de videnskabelige koncepter der bliver lige lovlig fantastiske, som fx en idé om at få menneskers sind til at leve uden binding til noget fysisk, men kun eksistere i kvanterummet; men også selve strukturen i plottet med frelsere der bare er “bestemt til at redde universet”, væsener så gamle som galaksen selv, og et sub-univers hvor nærmest ingen fysiske love gælder mere.

Jeg synes ikke Hamilton er blevet bedre med årerne. Hans space opera har aldrig været hard sf, og det har klart lagt sig i den kulørte underholdende ende af skalaen, men med denne seneste trilogi har han tabt jordforbindelsen og nærmest blevet besat af telepatiske idéer, hvor det til sidst kammer over. Slutninger har aldrig været hans stærkeste side, og denne er også af typen “wish-wash-wush” – nogle hovedpersoner får gudekræfter og det hele ordner sig – bare sådan lige. Rigtig spændende blev det aldrig. Ingen store rumslag, ingen vigtige personer der døde i kamp eller en skadet civilisation bagefter der skal rejse sig igen, som der trods alt har været i hans tidligere værker.

Absolution Gap

Absolution GapAbsolution Gap af Alastair Reynolds ligger i direkte forlængelse af Redemption Ark og runder den såkaldte Inhibitorserie af. Sådan da. Reynolds leverer i hvert fald ikke en lukket slutning kan man sige og han har sidenhen også vendt tilbage til det univers med The Prefect.

I Redemption Ark ledede Clavain tusindvis af flygtninge fra det nu totalt adskilte solsystem Resurgam til planeten Ararat. Der er nu gået 23 år og en mindre koloni er så småt blevet etableret, selvom det oprindeligt var ment som en midlertidig løsning. Der udspiller sig stadig en større krig mod the Inhibitors i solsystemet, med stadigt mere avancerede våben. Ararat ledes af grisen Scorpio, men kalder Clavain tilbage fra sin isolation, da en personkapsel lander på planeten. Ud fra den kommer Ana Khouri, Ilia Volyovas tidligere partner, og kan berette om krigen oppe i rummet og hvordan de har fået hjælp fra ny kant til at udvikle nye våben. Hun har dog også travlt med at redde sin datter ud fra kløerne på Skade (skurken fra Redemption Ark), som befinder sig på planeten.
I mellemtiden, eller faktisk 50 år senere – eftersom alt jo forskubbes i Reynolds’ univers hvor det ikke er muligt at rejse hurtigere end lyset, hører vi om pigen Rashmika Els på måneplaneten Hela. Hun er overbevist om at kirkefolkene på Hela tager fejl i deres religiøse tolkninger af gasplaneten Haldoras mærkelige fænomen, hvor den af og til holder op med at eksistere for en brøkdel af et sekund.
Alt i mens breder invasionen fra de uhyggeligt effektive civilisationsudryddere the Inhibitors sig til resten af menneskets koloniserede solsystemer. Reynolds runder som sagt det hele af, men giver bestemt ikke svar på alt, og nogen vil måske kalde slutningen lidt af et anti-klimaks, men Reynolds er ikke en typisk space opera forfatter. En genre der ellers normalt ender i tjubang-slutninger af overdrevne episke proportioner.

Absolution Gap er skrevet i helt samme stil som Redemption Ark, og hvad jeg skrev om den er stadig gældende. Reynolds kan et eller andet med både at fange det episke og altomfavnende, uden at det bliver overdrevet, og samtidig holde handlingen tæt knyttet til nogle få personer. Problemerne er galaktiske, men handlingen er i den grad stadig persondrevet.
Har du ikke læst Alastair Reynolds endnu, er det bare om at komme i gang, men selvsagt fra seriens begyndelse.

Analog, March 2010

Analog March 2010Martsnummeret af Analog er overraskende godt. Ingen kedelige eller dårlige historier, alle sammen underholdende – dog uden at være specielt originale eller kommende prisvindere. Stanley Schmidt indleder med en flot balancegang med at kritisere den politiske proces i forbindelse med Obamas Healthcare-plan, uden at tage stilling til indholdet, kun processen. Stephen L. Gillett skriver om isotoper og særligt deres anvendelse i forbindelse med aldersbestemmelse af fossiller, John G. Cramer skriver om hvordan vores solsystem er dannet og om det fantastiske fænomen, at planeternes afstand til Solen kan skrives op på en meget simpel formel, og Tocho Ligon har skrevet en halvt fiktiv artikel om sandsynligheden for at 10.000 aber før eller siden ville have skrevet et Shakespeare stykke.

Shane Tourtelotte indleder med kortromanen Of One Mind om Lucinda Peale, der var med til at lave en teknologi der gjorde det muligt, at fjerne voldelige tendenser hos folk via en særlig hjernescanning. Hun mente selv hun gjorde det rigtige, da de terrorister der havde atombombet Washington blev sendt ud i samfundet igen efter at have gennemgået den behandling. Men hvorfor stoppe ved det, begynder præsidenten selvfølgelig at tænke. Hurtigt breder brugen sig og går mere og mere over imod at ensrette hele befolkningen, og altså ikke bare til at fjerne voldelige tendenser. Forløbet er ret forudsigeligt for en sådan historie, hvor Lucinda selvfølgelig prøver at gøre oprør indefra, men selvom det ikke er synderligt originalt, fungerer plottet og pointen er ikke til at tage fejl af.

Bud Sparhawk præsenterer også et klassisk moralsk dilemma i Encounter in a Yellow Wood, hvor det er afvejningen mellem hensyn til et langsigtet perspektiv i et bedre naturmiljø op imod et lille lokalsamfunds velfærd her og nu. Vi følger en ingeniør der skal foretage en vurdering af om en kunstig plantet skov, er parat til at blive fældet, så der kan blive renset ud i den voldsomme forureningen der er i undergrunden. I den forbindelse møder han en gammel kæreste fra skoletiden, der prøver at overbevise ham om at den skov er utrolig vigtig for lokalsamfundet. Det er det eneste natursted de har at tage hen til. Det forstår han selvfølgelig, men er også nødt til at tænke på at der også skal være naturområder for de fremtidige generationer, og derfor skal der altså ryddes op efter fortidens generationers miljøsvineri (hvilket vil sige os). Igen ikke en specielt originalt skruet sammen historie, men det fungerer godt ligesom Of One Mind.

Locked In af Brad Aiken er også ret alvorlig i sit tema. Troy Adams er CEO for en våbenfabrikant, men under et bestyrelsesmøde får han et alvorligt slagtilfælde, og ender i en særlig tilstand hvor hans hoved fungerer fint, men hele kroppen er lammet. Han får nogle avancerede operationer der gør at han kan styre en avanceret rullestol, en robotarm og en talesynthesizer gennem et chipinterface koblet til hans hjerne. Forfatteren bruger meget tid på teknikken i dette, men den egentlige historie burde ligge i hvad for en person denne direktør egentlig er, for han er en temmelig kedelig brutal type. Okay novelle for hvad den er, men der var potentiale til mere.

Der er også to mere humoristiske historier. Den første er Dr Skenner’s Special Animals af David A. Simons, som handler om en dyrlæge der egentlig bare helst vil holde sig til heste, men grundet hans store dyrehjerte, bliver han kendt som en der også kan hjælpe de nye gensplejsede kunstigt skabte fantasyvæsener. Havfruer, enhjørninge og meget andet kommer til hans klinik, fordi deres designere konstant kludrer i det. De glemmer fx at sørge for at havfruen kan komme af med sin afføring. En dag får han dog en lidt større opgave, da nogen kommer ind med en drage, som piver hver gang den spyr ild. Det hele bliver hurtigt meget kaotisk, for disse dyr er nemlig ikke lovlige, og myndighederne kommer efter hans klinik. Jeg må dog sige jeg egentlig var mere enig med “skurken” i historien, hvad angår det etiske spørgsmål forfatteren prøver at behandle.

Christopher L. Bennett blander space opera, hard sf og humor i The Hub of the Matter. Menneskeheden er blot en ud af tusindvis af racer i galaksen, der alle sammen er bundet sammen via en central hub, der gør interstellare rejser mulige på et øjeblik. Denne hub fungerer således at ens destination afhænger af hvilken vinkel og hastigheden man flyver ind i den på, så alle destinationer rundt om i galaksen er fundet via simpel trial and error uden nogen har kunne afkode logikken bag. Historiens hovedperson, David LaMacchia, vil forsøge at løse gåden om denne hub (et problem der dog viser sig at være NP-komplet), for at få sat menneskeheden på kortet i galaksen som betydningsfuld. Han allierer sig med et spejderskib, der flyver ind i denne hub fra tilfældige vinkler og kortlægger hvor de havner henne, i håb om at falde over nogle gode destinationer de kan sælge, og vil prøve at samle data til at løse gåden. Men de rumvæsener der kontrollerer hubben, prøver at spolere det for ham, da de ikke er interesserede i at nogen kan knække gåden og dermed true deres monopol på transport i galaksen. Der sker en hel masse, ganske morsomt for det meste, men der er dog forsøg på morsomheder der falder lidt til jorden.

Sidste historie er mere seriøs. Det er Narrow World af Carl Frederick, der ser på et meget unikt miljøproblem. Naturen omkring en større motorvej har udviklet sit eget økosystem, men desværre også skabt en farlig ny virus blandt rotterne. Dette skaber problemer for en flugtfange og en gruppe unge drenge på campingtur, og endnu mere da myndighederne beslutter at området skal renses med giftgas. Interessant problemstilling.

Til sidst vil jeg lige kort nævne nogen af de læserbreve der bliver trykt i bladet, hvilket viser Analogs helt særlige læserskare. Blandt andet en kvinde der har læst bladet i mange, mange år, men i novembernummeret var der for første gang en historie hun ikke kunne lide. Det er den ellers fremragende novelle Amabit Sapiens , som hun mener var alt for grusom. En anden læser der har læst magasinet siden 1937, ville blandt andet fortælle at det var en novelle fra Astounding der gjorde at han kom til at arbejde med atombomben i 1944.

The Skylark of Space

The Skylark of SpaceE. E. “Doc” Smith betegnes ofte som faderen til space opera. The Skylark of Space blev trykt i Hugo Gernsbacks Amazing Stories i 1928, men er skrevet helt tilbage i perioden 1915 til 1921. Og den er jo på alle måder helt klassisk med hvad space opera både er blevet berømt på og latterliggjort med, med gode fejlfrie helte, skruppelløse skurke, en ung kvinde i nød og så selvfølgelig rumskibe og rejser rundt i galaksen.

Ved et tilfælde opdager Dr. Richard Seaton en mulighed til at rejse hurtigere end lyset, da han eksperimenterer med det mystiske stof X. Sammen med sin ven, den rige Martin Crane, planlægger han en større forretning og sætter sig for som det første at bygge et rumskib. I mellemtiden har hans tidligere kollega, Marc DuQuesne der havde kontor lige ved siden af, fået nys om Seatons opdagelse, og velvidende hvor rig det ville kunne gøre ham, er han straks i gang med at udtænke onde planer. Det lykkedes ham at stjæle en del af det mystiske stof X, bygge sit eget rumskab og kidnappe Seatons forlovede Dorothy. Seaton og Crane sætter efter ham i en interstellar jagt. De bliver dog hurtigt indhentet og de to besætninger må nu arbejde sammen for at komme hjem igen. De undersøger dog lige et par planeter undervejs.

Særligt første halvdel af roman er underholdende. Der hvor Seaton opdager stoffets Xs egenskaber, hvor de bygger rumskibet og alt det der. Videnskaben er vild og overdrevet, men virker trods alt ikke pjattet. Selvom Einstein bliver direkte afvist med en sidebemærkning, er det jo ikke meget anderledes end når FTL beskrives i dag. En ting er dog lidt for langt ude. Et særligt objekt kompas, som hele tiden peger mod en person hvor man har påsat et objekt. I teorien okay når det foregår på Jorden, men at kompasset skulle virke på afstande af flere tusind lysår er lige at strække det lidt. Seaton og Crane er klassiske gode helte, de vil verden det godt med deres opdagelse, men de vil selvfølgelig også tjene penge på det. DuQuesne er som skurk desværre ikke så interessant skrevet. Hans motivation er for tynd og uklar, og er slet ikke ond nok til at kunne blive rigtig interessant. Kvinderne er portrætteret som kvinder nu engang blev på den tid, særligt med deres forfængelighed hvor de ikke kan lide at gå udenfor på en fremmed planet, fordi det særlige lys der gør at deres hud får en anden farve. Selvom Dorothy bliver kidnappet og skal reddes igen, er hun dog ikke fremstillet som totalt hjælpeløs. Hun viser skam en god del handlekraft.
Den anden del af romanen foregår på planeten Osnome, hvor de lander for at lede efter kobber. Her møder de nogle indfødte, der ligner mennesker bortset fra hudfarven, og bliver hurtigt viklet ind i deres konflikter. Blandt andet fordi salt er uhyre sjældent, og alene på deres frokostbord er der mere salt end nogen af de indfødte nogensinde har set. Denne del er ikke ligeså interessant at læse i dag, fordi det hurtigt bliver til et ordinært jungleeventyr, og en undskyldning for læseren til at fantasere om disse fremmede væsener, som ikke går med ret meget tøj på, og hvor mændene har mindst 10 koner.

Med hvad vi forstår ved space opera i dag, er der ikke så meget af det her, kun genrens grundlæggende elementer. Det er ikke widescreen med masser af planeter og civilisationer, store krige og mystiske rumvæsener endnu. Det er blot en tur ud i rummet, et kort visit på en tosset planet, og tilbage igen – med damen i god behold. Den er hurtigt læst og ganske underholdende, særligt den første del.

The Rise of Endymion

The Rise of EndymionAfslutningen på Dan Simmons episke space opera saga havde jeg store forventninger til. Endymion var fantastisk spændende, konstant udvikling i historien og en række fascinerende verdener. The Rise of Endymion skal samle alle trådene, og herunder også en masse uafklarede ting helt tilbage fra Hyperion, og gør det for så vidt ganske udmærket, det vælter bare frem til sidst uden nogen naturlig opbygning dertil.

Men til handlingen. Aenea og Raul Endymion opholder sig på den gamle Jord, hvor Aenea har fået sig en pæn skare af følgere til hvad man kan kalde en ny tro. Troen på the Void Which Binds, en kraft baseret på kærlighed der binder alt sammen i universet. Men kirken og the Core (eller i hvert fald en fraktion heraf) skal bekæmpes, og Raul bliver af Aenea sendt alene af sted til nye verdener. Der går dog ikke ret længe inden han bliver taget til fange, slipper fri og videre til andre verdener via “farcaster”-portaler, hvor han dog flere gange bliver bragt i overhængende livsfare. Mere eller mindre tilfældigt ender han med at finde deres efterladte intelligente rumskib, som så flyver ham til planeten hvor Aenea nu opholder sig. Hun har samlet et endnu større følge, nu med blandt andet Dalai Lama. Og så er der ellers lagt op til det helt store endelige opgør og Aenea begynder så småt at afsløre hvad hun har vist hele tiden.

Lad mig slå fast at der ikke kan være nogen tvivl om at Dan Simmons er en glimrende forfatter. Alle fire bøger er godt skrevet og de bør også læses for den helhed det er. Desværre har jeg flere kritikpunkter end hvad godt er. Det første, som jeg nævnte i starten, er at historien er utrolig længe om at komme til sagen. Romanen er på over 700 sider, men det er først ved omkring side 500 at der egentlig begynder at ske noget vigtigt. Det trækkes i langdrag og det gør det kun værre, at det er gjort på sådan en irriterende og kunstig facon. Det har hele tiden været antydet at Aenea kendte til fremtiden og vidste meget mere end hun gav udtryk for, men at hun ikke kunne give klar besked virkede troværdigt i Endymion, hvor hun var yngre og dermed ikke endnu kunne forstå hele sammenhængen. Det kan hun nu og selvom Raul Endymion fører læserens frustationer med “sig nu noget for pokker”, så er Aenea hele vejen igennem afvisende med en henvisning til “senere”. Og der er ikke nogen videre grund til det, andet end at Simmons tydeligvis ville vente med afsløringerne til sidst.
De tre foregående romaner har ikke været uden religiøse overtoner og paralleller til kristen mytologi, men her i sidste bog synes jeg det blev for meget. Som jeg vist har givet udtryk for før, er jeg lettere allergisk overfor disse messiasfortællinger hvor en ufejlbarlig messiasfigur samler og redder menneskeheden i en eller anden ny åndelig bevægelse. Aenea er for så vidt meget sympatisk beskrevet, men hele symbolikken i handlingen hvor kærlighed gøres til den bindende kræft i universet, gør altså at jeg står af. Særligt fordi det næsten er det eneste som står tilbage, hvor de tre foregående bøger havde en spændende og fascinerende handling der var i forgrunden.

Så slem var den måske heller ikke, og samlet set er hele værket en oplevelse at læse, og slutningen der binder det hele sammen med den første bog Hyperion, bør man ikke snydes for.

Redemption Ark

Redemption ArkHver gang jeg har læst noget af Alastair Reynolds bliver jeg bekræftet i mit syn om ham som den bedste inden for moderne hard space opera. Alligevel går der alt for lang tid mellem jeg får læst hans bøger. De er også noget af et projekt, for selvom mange romaner i dag gør sig op over de 600 sider, er det få hvor der faktisk er en mening med det og hvor det ikke bare er ekstra fyld – hvilket ikke er tilfældet her! Redemption Ark fra 2002 er den tredje bog i hvad der uofficielt er blevet kaldt for Inhibitorserien startende med Revelation Space. Hvor Chasm City mere var en sidehistorie går Redemption Ark tilbage til hovedplottet og tager tråden op efter Revelation Space.

I Revelation Space kom Ultraen Volyova i besiddelse af de såkaldte “hell class”-våben. Nu vil Conjoinerne have dem tilbage. Ultras er en fraktion af transhumane rumrejsende der gør heftig brug af teknologiske implantater i kroppen, men Volyova er dog speciel på det punkt, da hun ingen implantater har. The Conjoiners er en anden fraktion der har bygget deres samfund op omkring kunstig telepati. Men de vil ikke bare have våbnene tilbage fordi de er deres, men fordi Dan Sylveste i slutningen af Revelation Space uagtet fik gjort de såkaldte Inhibitors opmærksomme på menneskeheden. Man finder ud af de er en kunstig intelligens skabt for millioner af år siden med det formål at beskytte galaksen mod rumfarerende civilisationer ved at udrydde dem. Conjoineren Clavain skal lede en storstilet aktion der skal få våbnene tilbage fra Volyova, men Clavain stoler ikke helt på de andre Conjoiners reele motiver. Han tror ikke på de vil redde menneskeheden med de våben, men derimod give dem selv bedre mulighed for at flygte. Han stjæler derfor et af rumskibene der skulle bruges til missionen og sætter kurs mod planeten Resurgam hvor Volyova befinder sig. Han bliver hurtigt forfulgt af flere andre Conjoiner-skibe og de udkæmper en avanceret kamp over denne lysår lange rejse.
Imens på Resurgam er Volyova også blevet opmærksom på en stigende aktivitet fra the Inhibitors, der tilsyneladende er i færd med at konstruere et gigantisk våben i Resurgams solsystem. Men i modsætning til the Conjoiners, har hun ikke kendskab til den større sammenhæng i deres plan. Hun vil derfor forsøge at evakuere hele planetens befolkning i det gigantiske rumskib hun har parkeret i kredsløb om planeten, men for at vinde befolkningens tillid må hun få hjælp fra den berygtede terrorist Thorn.

Romaner på over 600 sider er jo ingen sjældenhed i moderne space opera, men Reynolds er en af de få hvor det faktisk giver mening. Handlingsuniverset er rimeligt afgrænset, persongalleriet ikke for stort og ingen sider virker overflødige. På trods af at det meste af bogen er en lang opbygning til det endelige klimaks når Clavain når frem til Resurgam, så rummer historien langt mere end bare opbygning til det. Som i de andre bøger i serien fanger Reynolds enormt godt de enorme afstande og tidshorisonter der er forbundet med interstellare rejser i sublyshastighed. Rejsen tager adskillige år og Clavains rumskib og hans forfølgere har en fast afstand til hinanden hele vejen. Ikke noget med lige at træde lidt ekstra på speederen. Det er dog ingen hindring for alligevel at angribe hinanden på forskellig vis.
En særlig kvalitet som jeg ser ved Reynolds’ univers er hvor konsistent han er med sin videnskab. Teknologiniveauet er højt, men med begrænsninger der giver mening. Og selvom the Inhibitors er højintelligente avancerede million år gamle maskiner, kan de heller ikke alt. De er selvsagt også underlagt fysikkens love. Det fremtræder klart at Reynolds har en baggrund som fysiker, men han fylder ikke på med videnskabssnak bare som fyld. Læseren får den nødvendige viden til at forstå hvad der sker i handlingen, uden at det bliver som indlagte populærvidenskabelige artikler, som andre hard sf forfattere har det med at gøre (Analog segmentet fx).

Alastair Reynolds er i en klasse for sig når det kommer til space opera. Han har simpelthen taget de bedste elementer fra hard sf – hvor solid videnskab er en central del i handlingen, fra space opera – hvor de enorme afstande og det kosmiske perspektiv fascinerer, samt moderne post-cyberpunk elementer med nanoteknologi og kunstig intelligens. En sidste ting jeg også synes særlig godt om er at der, i modsætning til traditionel space opera, ikke er nogen entydige helte og skurke. Alle har deres sag de kæmper for og alle har sådan set rimelige begrundelser for deres handlinger. Selv the Inhibitors, hvis altafgørende formål er at udslette intelligent liv i galaksen, må siges at argumentere uhyggeligt godt for deres sag.
Redemption Ark bygger videre på handlinger fra Revelation Space og Chasm City, som bør læses først, men er udover det egentlig også kun halvdelen af en samlet historie der fortsætter i Absolution Gap.

Den Hemmelige Dal

Den Hemmelige DalFor tredje år i træk kan SFC præsentere antologien Lige under overfladen med helt nye danske science fiction noveller og niveauet er højere end nogensinde. 21 noveller fordelt på 289 sider og de er alle sammen gode!

Det er usædvanligt at man læser en antologi hvor man virkelig synes godt om praktisk talt alle novellerne, og det skal ikke sætte de to tidligere års udgivelser i et ringere lys, men det er tydeligt at se at den årlige antologi har gjort noget ved både produktiviteten og kvaliteten blandt danske science fiction forfattere. Hvilket jo er glædeligt. Kvaliteten skal især findes i at mange af forfatterne har originale idéer og en unik stil, som ikke bare er en fordanskning af engelsksproget science fiction. Det danske islæt er blevet mere udpræget og forfatterne har også mere at sige, om samfundet, om verden, om mennesker, udover selvfølgelig at bruge science fiction til at fortælle en spændende historie. Emnerne er mindre dystre og dystopiske end sidste år, men det fylder skam stadig en del.
Sidste år kunne jeg udvælge et par noveller jeg mente ragede klart over de andre. Dette er umuligt i år. Så det følgende udvalg er et ikke et udtryk for at de ikke nævnte historier er mindre gode, jeg vil blot vise variationen i antologien. Der er selvfølgelig både erfarne velkendte navne i samlingen og helt nye navne. En af dem der imponerede sidste år var A. Silvestri med den sorthumoristiske When the Music´s Over. I år er han med Godnat noget mere dyster, i denne beretning om et kærestepar der klamrer sig til hverdagens trivialiteter mens verden bogstaveligt talt er ved at gå under udenfor. Debutanten Simon Christiansen imponerer med den originale Simulacra, hvor han vender den slidte science fiction kliché om at verden er en computersimulation på hovedet, hvor folk altså tror de lever i en simulation, men det er den virkelige verden. Rigtig godt fundet på og historien fungerer perfekt. H. H. Løyche tager os til Danmark i en alternativ tidslinje i Ryg og rejs og Lonni Krause fortæller om robotten Irma Ovesen der prøver at leve i vores verden, i novellen af samme navn. Redaktør Carl-Eddy Skovgaard har gjort en undtagelse med Lars Ahn Pedersens Alien Ghost Ballet, der med sine 50 sider egentlig er i overkanten længdemæssigt, men helddigvis kom den med alligevel. Det er noget så sjældent som god dansk space opera, og titlen siger egentlig hvad det handler om. En balletkoregraf skal lære nogle trebenede fem meter høje rumvæsener at danse Svanesøen. Ikke nok med at universet i historien er stort og interessant nok til at kunne rumme mange flere historier, er den også umådeligt underholdende uden at det bliver fjollet og så siger den faktisk også noget om hvordan kunst kan blive misforstået og misbrugt.

Den eneste negative petitesse jeg kan sige i år, er angående det ellers flotte forsidemotiv af Patrick Leis, som jeg bare synes signalerer lidt for meget horror og ikke science fiction, men SFC’s bogudgivelser har nu også haft rigeligt med rummotiver.

Galactic Empires

Galactic EmpiresKortromaner er en problematisk størrelse. De kommer til at fylde meget i et magasin eller en antologi, men er omvendt også for korte til at blive udgivet for sig selv. Men formen kan være rigtig god når den ikke blot bruges til at gøre en almindelig novelle længere, og særligt til space opera er der potentiale i at kunne ridse et univers op og få fortalt en fængende historie, uden at det behøver at fylde tusind sider. Den erfarne redaktør Gardner Dozois har samlet seks kortromaner i denne eksklusive samling udgivet af Science Fiction Book Club, med en lang række superstjerner inden for nyere space opera, hvoraf fem af de seks er fra England.
Udover at der er tale om widescreen space opera er temaet, som titlen også siger, galaktiske imperier for alle historiernes vedkommende; nogen som en central del af plottet og andre med en antydning af nogle større kræfter derude. For at kunne få det til at fungere har tre af forfatterne valgt, at sætte deres historie i et af deres eksisterende større romanuniverser, men heldigvis står de også nogenlunde alene.

Peter F. Hamiltons bidrag, The Demon Trap, er sat i hans Commonwealth-univers og gør brug af en velkendt figur fra den serie, efterforskeren Paula Myo. På en planet slår et terrorangreb flere hundrede mennesker ihjel, og bag står en uafhængighedskæmpende gruppe, der ønsker selvstyre på planeten. Myo sættes på sagen og opklarer den for så vidt hurtigt. Hun finder i hvert fald frem til den person der affyrede missilet mod passagerflyet, men gerningsmanden har renset sin hukommelse for den hændelse og alt det der ledte op til den, så der opstår et interessant juridisk problem om hvorvidt man kan straffe en person for en handling, når hans sind i hvert fald er uskyldigt. Det optager dog ikke Paula Myo det store; hun er mere optaget af at finde de medsammensvorne hun er sikker på der er.
Det er for så vidt helt oplagt for Hamilton, at skrive krimihistorier med Paula Myo figuren, men han forspilder muligheden her. Der er mange ligheder til en lignende sag hun opklarer i Pandora's Star, det bliver aldrig rigtig spændende og det virker aldrig som om der er nogen speciel udfordring for Myo undervejs. Det hele er nærmest løst med det samme, de fleste sider bliver brugt på at skitsere Commonwealth-universet og de skyldige skal blot narres til at afsløre sig selv. I enhver anden samling, havde The Demon Trap været en god krimihistorie, og den er for så vidt også underholdende nok, men den blegner i forhold til resten.

Neal Asher er en temmelig ny britisk science fiction forfatter, med sin første romanudgivelse i 2001 – Gridlinked, men som har været yderst produktiv med flere romaner om året. Jeg har ikke noget videre bekendtskab med hans forfatterskab, men ligesom med de fleste øvrige moderne space opera forfattere, skulle hans historier indeholder mange elementer fra cyberpunk, gøre flittig brug af kunstig intelligens, nanoteknologi, FTL-teknologi osv. Med Owner Space er vi mere “back to basics” space opera. Historien starter med at en gruppe på godt halvtreds mennesker forsøger at flygte fra the Collective – der antydes at være et sovjetisk inspireret kommunistisk imperialistisk styre der regerer Jorden. De flygter i rumskibet Brezna og bliver forfulgt af skibet Lenin. Deres flugtrute tager en uheldig drejning, og de har snart ingen sikre steder at søge hen. Deres eneste håb er at søge ind et område kaldet Owner Space, der er omgæret med legender og mystik, angiveligt skulle det husere et rumvæsen med enorme kræfter, som ikke er specielt venligtsindet overfor nogen fremmede. Et ganske spændende og underholdende plot udfolder sig, og Asher rammer meget godt fordelingen mellem dels verdensopbygning der ikke bliver alt for omfattende og dels et godt plot der fanger læseren.

Robert Reed er en forfatter der primært gør sig i kortprosaen. Han har næsten altid en historie med i Fantasy & Science Fiction og skriver også ofte til Asimov’s. Med The Man with the Golden Balloon viser han også, at han er den der mestrer kortromanformen bedst i denne antologi. Historien er sat i det univers der udgør romanerne Marrow og The Well of Stars, der tager udgangspunkt i opdagelsen af et gigantisk forladt rumskib på størrelse med Jupiter og som mennesket og andre racer begynder at bruge, men historien her fungerer glimrende for sig selv, da den nødvendige baggrundsviden introduceres. Historiens to hovedpersoner, ægteparret Quee Lee og Perri, mener at have kendskab til et område i det gigantiske skib som endnu ikke er blevet kortlagt, hvilket er usædvanligt, da man ellers har ment at selvduplikerende robotter skulle have kortlagt enhver krog af skibet. Men de begiver sig ud på en ekspedition sammen med et mindre hold og finder det hidtil ukendte område, men der er tilsyneladende absolut intet interessant ved det og flere af ekspeditionens medlemmer vender om. Men endelig i et absolut kulsort hulrum støder ægteparret på et væsen som de falder i snak med. Væsenet påstår det er en repræsentant for en stor galaktisk sammenslutning som i al hemmelighed har enorm magt. Ægteparret såvel som læseren bliver fanget af dette væsens fortælling, der er både kosmisk og nærværende. Historien fungerer fordi Reed har disponeret elementerne lige tilpas, hvor rammen er tilpas snæver med et lille persongalleri og en interessant verden hvor man får det nødvendige at vide. Denne evne til afgrænsning er særligt noget et par af de andre historier mangler.

Alastair Reynolds har aldrig skuffet mig og The Six Directions of Space er ingen undtagelse, omend den har et par svagheder. Den hemmelige kvindelige agent med kodenavnet Yellow Dog der arbejder for et Mongolsk gallaktisk imperium, sættes til efterforske en række mystiske fremkomster af spøgselsskibe i det der benævnes som the Infrastructure – en udhulet måne der fungerer som transitsystem for FTL-rejser. Hun kommer til at samarbejde med den noget utilregnelige Qilian, og historien skifter fra spionage til first contact og over i opdagelsen af flere paralleluniverser hvori forskellige folkeslag fra Jorden har opbygget galaktiske imperier. Disse overgange i historien er ikke altid lige overbevisende, men Reynolds imponerer som oftest med de fedeste idéer som ikke mange kan gøre efter.

Stephen Baxters The Seer and the Silverman var desværre noget skuffende, fordi den er komplet uforståelig når man ikke er bekendt med hans Xeelee-sekvens. Reed og Hamilton skrev også i et eksisterende univers, men de slap bedre fra det, da deres historier kunne stå for sig selv. Det kan denne ikke og jeg måtte bruge adskillige webopslag for bare at gennemskue lidt af hvad der foregik. På den kunstige verden kaldet Reef er der en masse mennesker der pludselig er forsvundet, og man mistænker racen der kaldes for Ghosts at stå bag. Historien følger Donn, hvis bror er forsvundet på denne måde, og hvordan han bliver opsøgt af en Ghost ambassadør, der tager ham med til deres hjemverdenen hvor det bliver klart, at de har bortført en masse mennesker med henblik på at studere og forstå dem. Baxter tænker stort og historiens tema drejer over i højtragende diskussioner om kosmos og universet mellem Donn og ambassadøren. Baxter præsenterer nogle interessante koncepter og historien er sikkert interessant nok som et bidrag til hans Xeelee-sekvens, men som selvstændig historie mangler den et bare nogenlunde gennemskueligt handlingsforløb og pointe, og et utal af referencer til navne på steder og racer og personer, som man ikke ved om er vigtige eller ej, gør læsningen anstrengende.

Sidste historie, Ian McDonalds The Tear, er nomineret til årets Hugo Award og det er forståeligt nok, da den nok er samlingens mest originale og iderige fortælling. Dog har den lidt som med Baxters historie et problem med afgrænsning, for han sætter et væld af navne og benævnelser på alt muligt ind i teksten, hvoraf mange af dem kun optræder den ene gang. Det bliver heller ikke nemmere af at historiens hovedperson, har i alt otte personer i sig i en og samme krop – alle med hver sit navn, og der skiftes hele tiden mellem disse personer, hvilket gør forløbet temmelig uoverskueligt. Men ham her stammer fra en vandplanet og mangler følger ham, og hans mange personer, og hans opvækst der blandt andet bringer ham i kontakt med nogle rumvæsener han lærer nogle alvorlige hemmeligheder om. McDonalds sprog er helt unikt, med indviklede poetiske sætninger der kan have flere betydninger, ord der bruges i alternativ kontekst og som nævnt en række selvopfundne navne der gør det endnu mere svært at forstå hvad det hele handler om. Der er dog ingen tvivl om at han ligesom Baxter tænker stort og episk i galaktisk målestok. Som jeg læser den, selvom jeg må indrømme jeg næppe har forstået den fuldt ud, er den et produkt af en forfatter der simpelthen vil fortælle for meget på for lidt plads.

Øvelsen med at skrive gigantisk space opera om civilisationer der breder sig over hele galakser i et format på lige godt under 70 sider, må siges at være noget af en udfordring, og ikke alle seks forfattere slipper lige godt fra det, omend samtlige historier vil stå markant frem i enhver anden sammenhæng. Hamilton formår at afgrænse og skrive en tilpas afmålt historie, omend desværre med et anelse kedeligt plot. Asher har bedre styr på at finde balancen med både at kaste mange idéer op i luften, opbygge en verden der virker langt større end i den enkelte historie og det at fortælle en historie der fungerer for sig selv. Reed løber på dette punkt med sejren, med en perfekt afmålt historie der ikke er bange for at fortælle os noget om praktisk talt alting. Reynolds har de vildeste idéer, men halter lidt med kontinuiteten i handlingen. Baxter har sikkert skrevet et spændende ekstra kapitel til hans Xeelee-sekvens, men har tilsyneladende ikke taget højde for at historien skulle trykkes i en selvstændig antologi. McDonald viser hans lyriske overlegenhed, er fuld af idéer og store tanker, men kunne ikke få det hele til at passe ind i en forståelig handling.

Galactic Empires står dog klart som en helt unik og enestående antologi, der bestemt er værd at skaffe sig for alle space opera fans, selvom den skal bestilles hjem fra USA.