Galactic North

Galactic NorthSelvom Alastair Reynolds mest begår sig i tykke space opera romaner, så er han bestemt ikke dårlig til noveller, hvor han på fantastisk vis kan få ligeså store idéer ned på få sider. Galactic North samler otte noveller sat i samme univers som Revelation Space og de andre bøger i samme serie. Flere af novellerne er dog skrevet længe før den første bog, så de kan godt læses uden foregående kendskab og historierne fungerer mest som et ekstra vedhæng end en egentlig udvidelse af universet.

De første par noveller går helt tilbage til begyndelsen med de første kolonier på Mars og hvordan de grupperinger vi senere kommer til at kende som Demarchists, Ultras og Conjoiners blev til. Det er dog først med de fjerde novelle i samlingen, at jeg synes de begynder at blive interessante historier i sig selv. I Weather følger vi et Ultraskib der med nød og næppe undslipper nogle pirater, men de får dog reddet en Conjoiner derfra. Skibets maskiningeniør kæmper med nogle problemer i skibets motor, og det kan Conjoineren måske hjælpe med. Og så får vi lidt mere at vide om hvordan disse rumskibsmotorer fungerer. En anden fantastisk historie er Grafenwalder’s Bestiary der finder sted i Chasm City og novellen har lidt samme stemning som i bogen af samme navn. Den følger samleren Grafenwalder der samler på sjældne og helst farlige dyr. Han er i evig konkurrence med sin rival om hele tiden at have det nyeste scoop, men i vanlig Reynolds stil bliver alting vendt på hovedet henimod slutningen. Det samme gør sig gældende med Nightingale, der starter som en forholdsvis uskyldig historie om en gruppe krigsveteraner, der skal hente en krigsforbryder hjem fra et forladt hospitalsrumskib, for at han kan stå til ansvar for en domstol. Men det ender igen ikke helt som planlagt.

Man kan jo blive ved med at anbefale Reynolds og denne ingen undtagelse. Han har bestemt ingen problemer med at få sine idéer ned i novellelængde, og de otte historier heri kan være en glimrende lille afstikker, hvis man vil fanges ind i hans fantastiske univers uden at tage fat på en af murstensromanerne.

House of Suns

House of SunsAlastair Reynolds er med undtagelse af The Prefect gået væk fra at skrive i Revelation Space-universet i nogle år nu, og House of Suns fra 2008 er hans tredje enkeltstående roman. Hans stil er jo velkendt og i stemning og miljø kunne den ligesåvel have udspillet sig i et af hans etablerede universer. Trods den manglende variation på den kant, imponerer han mig stadig hver eneste gang. Klart den bedste læseoplevelse i år.

Romanen finder sted godt seks millioner år ude i fremtiden og følger hvad der kaldes for Gentian Linjen. Tilbage i det 31ende århundrede fik mennesket mestret kloningsteknologi og et par meget rige og magtfulde mennesker byggede gigantiske rumskibe, klonede sig selv 1000 gange og rejste ud i galaksen med lige under lysets hastighed. Disse linjer, som de kaldes, er over de millioner af år blevet en kendt magtfuld faktor i galaksen, og de gør for så vidt ikke andet end at rejse rundt og samle information om civilisationer rundt om i galaksen som de opstår og dør ud igen. En af disse linjer er kloner af Abigail Gentian, hvis liv vi også følger i et par flashbacks, og de er på vej til deres 32ende reunion. Med nogle årtusinders mellemrum mødes alle de resterende levende Gentian kloner for at udveksle den information de har samlet sammen siden sidst. Men denne gang bliver de udsat for et nådesløst angreb, hvor kun lidt over 50 overlever ud af de i alt omkring 800. Ingen ved præcist hvorfor, og der spekuleres i hvad de måtte have mødt på deres rejser der ligger bag angrebet, hvilket ikke er helt nemt, da de ikke umiddelbart kan huske alt de har set de mange tusinder år af deres vågne liv, men i stedet har lagret det i deres fælles digitale bibliotek.

House of Suns har alle de elementer vi kender fra Reynolds’ værker: sublyshastighedsrejser med enorme tidsforskydninger, intelligente maskiner, galaktiske imperier og væsener der er millioner af år gamle. Det er egentlig bare mere af det samme skruet op for fuld styrke, men det er bestemt ikke en ulempe hvis man allerede kan lide Reynolds for netop dette. Han formår at kombinere de meget store historiske linjer, hvor galaktiske civlisationer opstår og dør ud over tusinder af år, mens hovedpersonerne blot har flyttet sig fra en planet til en anden, og det uden at det er på bekostning af det menneskelige og jordnære. Hovedpersonerne er tilpas genkendelige i deres måde at være på, at man som læser har et fast referencepunkt i de millioner af års galaktisk historie der udspiller sig.

Plottet er godt skruet sammen og med tilpas mange twists og overraskelser til sidst, at man kan nå op til flere modstridende åbenbaringer undervejs. Eftersom ikke engang nogen af personerne har nogen chance for at vide bare en flig af hele sandheden, er det ligeledes så godt som umuligt for læseren at føle at man har en chance for at være lidt på forkant med plottets udvikling, men til sidst ser man at Reynolds ikke giver nogen irellevante detaljer gennem bogen. Hvad der umiddelbart kan virke som ligegyldig ekstrainformation, kan vise sig at afsløre alt når man ser sammenhængen. Der er også de sædvanlige problemer med lidt for meget forklaring og afsløring pakket sammen i bogens sidste sider, men som sagt, det hele hænger alligevel sammen fra start til slut, så det ikke ender med at man får alt det væsentlige til sidst.

Kan man lide Reynolds’ space opera stil går man ikke galt med House of Suns.

Galactic Patrol

Galactic PatrolE.E. “Doc” Smith er udover sine Skylark-bøger nok mest kendt for Lensman-serien. En række romaner der har lagt mange grundsten for space opera genren med store rumslag, mærkelige aliens (gode som onde) og ufejlbarlige mandlige helte. Det meste er skrevet op gennem 30′erne og 40′erne og udgivet i føljetonform i Astounding og senere hen genudgivet i bogform, og til tider også lettere rettet til af Smith. Galactic Patrol er ikke den første i serien, men forskellige fansider anbefaler en lidt anden læserækkefølge end udgivelsesrækkefølgen.

Lensman-serien centrerer om de såkaldte Lensman, der bedst kan beskrives som klodens absolute top soldater, der får givet en særlig evne – simpelthen blot kaldet for the Lens. Dette giver dem stærke telepatiske evner og de agerer intergalaktisk politi og rumflådeofficerer i dette noget militaristiske univers. Galactic Patrol følger Kimball Kinnison, hvordan han bliver en Lensman og derefter officer i en slags galaktisk politipatrule. Der er store kampe med en gruppe organiserede pirater kaldet for Boskonians, der blandt andet har fået rumskibe langt hurtigere og kraftigere end dem Jordens flåde har. Undtaget altså et nyt rumskib som Kinnision bliver kaptajn på og får til opgave at fange et skib fra disse Boskonians og tage det med tilbage til Jorden til nærmere undersøgelse. Det leder ham ikke uventet ud i farlige situationer, store rumslag og overdådige heltegerninger.

Når en science fiction roman er skrevet i 1930′erne bliver man nødt til at indstille sig på at en masse ting kan virke fjollede med nutidige briller. Blandt andet bemærkede jeg små sjove detaljer som at ingeniørerne på rumskibet bliver beskidte af olie pga. deres arbejde. Ikke just det billede man er vandt til med de sterile rene rumskibe vi efterhånden er vandt til at se. Det rent videnskabelige er egentlig slet ikke så langt ude igen, men det er nok mest fordi det stort set ikke bliver forklaret. Der er bare FTL, telepati og dommedagsvåben. Slå hjernen fra og lad dig underholde!

Ser man på de mange anmeldelser på fx Amazon skriver langt de fleste at de elskede disse bøger som barn, og de derfor har et noget nostalgisk forhold til dem. Og rent objektivt, så er det nok hovedårsagen til at de stadig huskes i dag, for god litteratur er det ikke ligefrem. Jeg var også kun ordentligt underholdt i starten, mens jeg synes tempoet og spændingen fortog sig lidt undervejs. Der blev det hele ligesom bare for nemt for helten, i modsætning til i starten hvor han var ung og usikker, men stadig kunne løfte opgaven. Det mest interessante er sådan set at se hvor meget der stadig hænger ved i nutidens tjubang space opera. Telepatiske evner er blevet populært igen, særligt hos Peter F. Hamilton, og selvom man kan grine lidt af den naive tilgang til videnskab, så er det jo ikke meget bedre i dag.

The Evolutionary Void

The Evolutionary VoidSå fik Peter F. Hamilton rundet endnu en trilogi af – i et univers han nu har holdt sig til siden 2002. The Evolutionary Void fortsætter nærmest minuttet efter slutningen på The Temporal Void, galaksen bliver reddet, vi finder ud af hvad dette Void er for noget og alt det der, sådan som Hamilton nu skriver slutninger.

Ikke så underligt er situationen ved at tilspidse. Som det har været bygget op til i de forrige bind, er den religiøse kult Dreamers i færd med at en større pilgrimsfærd til Mælkevejens centrum, kaldet for the Void. Igennem drømmeren Inigo, der har delt sine drømme om verdenen Makkathran via et interstellart telepatisk netværk, har en masse mennesker en stor lyst til at komme ind i the Void – et helt nyt univers med masser af muligheder. Problemet er bare, at dette Void ekspanderer voldsomt og truer med at opsluge hele galaksen hvis denne pilgrimsfærds lykkedes. Diverse fraktioner af menneskeheden prøver at stoppe dem på forskellig vis. Nogle rumvæsener prøver det samme, men ingen kan tilsyneladende finde ud af at arbejde sammen. Nogle fraktioner er mere eller mindre ligeglade, de har alligevel forladt galaksen for at blive “post-physical” og andre har igen helt andre planer.
Araminta, the Second Dreamer, tager fussen på alle da hun tilslutter sig de andre Dreamere i deres pilgrimsfærd til the Void, men det hele er et stort bluffnummer. I mellemtiden forsøger nogle gamle kendinge fra de tidligere bøger, såsom Ozzie, at slå hovederne sammen og finde en måde at redde galaksen på.

Jeg har mange problemer med den måde det hele er konstrureret på. Først og fremmest synes jeg selve konflikten er noget utroværdig, med den her religiøse kult, en fantasyverden i galaksens centrum, og et udefinerbart Void der opsluger hele galaksen. Derudover, så er der utallige fraktioner og særinteresser udover dem der vil ind i the Void og dem der vil redde galaksen, som heller ikke virker særligt troværdige, taget i betragtning at en trussel mod hele galaksen, burde gøre alle andre mål og egeninteresser sekundære. Oveni det er det hele pakket ind i hemmelighedskræmmeri, hvor en stor del af nøglepersonerne har dæknavne som The Delivery Man, The Mutineer og The Martyr, som ikke lader til at have anden grund til at være hemmelighedsfulde om hvem eller hvad de i virkeligheden arbejder for, end at så er der måske noget at afsløre til sidst.
Vel nok finder historien sted 1500 år ude i fremtiden, så Hamilton kan selvsagt tage sig visse friheder med hensyn til mulig videnskab, men det kammer næsten over i fantasy. Ikke kun på de videnskabelige koncepter der bliver lige lovlig fantastiske, som fx en idé om at få menneskers sind til at leve uden binding til noget fysisk, men kun eksistere i kvanterummet; men også selve strukturen i plottet med frelsere der bare er “bestemt til at redde universet”, væsener så gamle som galaksen selv, og et sub-univers hvor nærmest ingen fysiske love gælder mere.

Jeg synes ikke Hamilton er blevet bedre med årerne. Hans space opera har aldrig været hard sf, og det har klart lagt sig i den kulørte underholdende ende af skalaen, men med denne seneste trilogi har han tabt jordforbindelsen og nærmest blevet besat af telepatiske idéer, hvor det til sidst kammer over. Slutninger har aldrig været hans stærkeste side, og denne er også af typen “wish-wash-wush” – nogle hovedpersoner får gudekræfter og det hele ordner sig – bare sådan lige. Rigtig spændende blev det aldrig. Ingen store rumslag, ingen vigtige personer der døde i kamp eller en skadet civilisation bagefter der skal rejse sig igen, som der trods alt har været i hans tidligere værker.

Absolution Gap

Absolution GapAbsolution Gap af Alastair Reynolds ligger i direkte forlængelse af Redemption Ark og runder den såkaldte Inhibitorserie af. Sådan da. Reynolds leverer i hvert fald ikke en lukket slutning kan man sige og han har sidenhen også vendt tilbage til det univers med The Prefect.

I Redemption Ark ledede Clavain tusindvis af flygtninge fra det nu totalt adskilte solsystem Resurgam til planeten Ararat. Der er nu gået 23 år og en mindre koloni er så småt blevet etableret, selvom det oprindeligt var ment som en midlertidig løsning. Der udspiller sig stadig en større krig mod the Inhibitors i solsystemet, med stadigt mere avancerede våben. Ararat ledes af grisen Scorpio, men kalder Clavain tilbage fra sin isolation, da en personkapsel lander på planeten. Ud fra den kommer Ana Khouri, Ilia Volyovas tidligere partner, og kan berette om krigen oppe i rummet og hvordan de har fået hjælp fra ny kant til at udvikle nye våben. Hun har dog også travlt med at redde sin datter ud fra kløerne på Skade (skurken fra Redemption Ark), som befinder sig på planeten.
I mellemtiden, eller faktisk 50 år senere – eftersom alt jo forskubbes i Reynolds’ univers hvor det ikke er muligt at rejse hurtigere end lyset, hører vi om pigen Rashmika Els på måneplaneten Hela. Hun er overbevist om at kirkefolkene på Hela tager fejl i deres religiøse tolkninger af gasplaneten Haldoras mærkelige fænomen, hvor den af og til holder op med at eksistere for en brøkdel af et sekund.
Alt i mens breder invasionen fra de uhyggeligt effektive civilisationsudryddere the Inhibitors sig til resten af menneskets koloniserede solsystemer. Reynolds runder som sagt det hele af, men giver bestemt ikke svar på alt, og nogen vil måske kalde slutningen lidt af et anti-klimaks, men Reynolds er ikke en typisk space opera forfatter. En genre der ellers normalt ender i tjubang-slutninger af overdrevne episke proportioner.

Absolution Gap er skrevet i helt samme stil som Redemption Ark, og hvad jeg skrev om den er stadig gældende. Reynolds kan et eller andet med både at fange det episke og altomfavnende, uden at det bliver overdrevet, og samtidig holde handlingen tæt knyttet til nogle få personer. Problemerne er galaktiske, men handlingen er i den grad stadig persondrevet.
Har du ikke læst Alastair Reynolds endnu, er det bare om at komme i gang, men selvsagt fra seriens begyndelse.

Analog, March 2010

Analog March 2010Martsnummeret af Analog er overraskende godt. Ingen kedelige eller dårlige historier, alle sammen underholdende – dog uden at være specielt originale eller kommende prisvindere. Stanley Schmidt indleder med en flot balancegang med at kritisere den politiske proces i forbindelse med Obamas Healthcare-plan, uden at tage stilling til indholdet, kun processen. Stephen L. Gillett skriver om isotoper og særligt deres anvendelse i forbindelse med aldersbestemmelse af fossiller, John G. Cramer skriver om hvordan vores solsystem er dannet og om det fantastiske fænomen, at planeternes afstand til Solen kan skrives op på en meget simpel formel, og Tocho Ligon har skrevet en halvt fiktiv artikel om sandsynligheden for at 10.000 aber før eller siden ville have skrevet et Shakespeare stykke.

Shane Tourtelotte indleder med kortromanen Of One Mind om Lucinda Peale, der var med til at lave en teknologi der gjorde det muligt, at fjerne voldelige tendenser hos folk via en særlig hjernescanning. Hun mente selv hun gjorde det rigtige, da de terrorister der havde atombombet Washington blev sendt ud i samfundet igen efter at have gennemgået den behandling. Men hvorfor stoppe ved det, begynder præsidenten selvfølgelig at tænke. Hurtigt breder brugen sig og går mere og mere over imod at ensrette hele befolkningen, og altså ikke bare til at fjerne voldelige tendenser. Forløbet er ret forudsigeligt for en sådan historie, hvor Lucinda selvfølgelig prøver at gøre oprør indefra, men selvom det ikke er synderligt originalt, fungerer plottet og pointen er ikke til at tage fejl af.

Bud Sparhawk præsenterer også et klassisk moralsk dilemma i Encounter in a Yellow Wood, hvor det er afvejningen mellem hensyn til et langsigtet perspektiv i et bedre naturmiljø op imod et lille lokalsamfunds velfærd her og nu. Vi følger en ingeniør der skal foretage en vurdering af om en kunstig plantet skov, er parat til at blive fældet, så der kan blive renset ud i den voldsomme forureningen der er i undergrunden. I den forbindelse møder han en gammel kæreste fra skoletiden, der prøver at overbevise ham om at den skov er utrolig vigtig for lokalsamfundet. Det er det eneste natursted de har at tage hen til. Det forstår han selvfølgelig, men er også nødt til at tænke på at der også skal være naturområder for de fremtidige generationer, og derfor skal der altså ryddes op efter fortidens generationers miljøsvineri (hvilket vil sige os). Igen ikke en specielt originalt skruet sammen historie, men det fungerer godt ligesom Of One Mind.

Locked In af Brad Aiken er også ret alvorlig i sit tema. Troy Adams er CEO for en våbenfabrikant, men under et bestyrelsesmøde får han et alvorligt slagtilfælde, og ender i en særlig tilstand hvor hans hoved fungerer fint, men hele kroppen er lammet. Han får nogle avancerede operationer der gør at han kan styre en avanceret rullestol, en robotarm og en talesynthesizer gennem et chipinterface koblet til hans hjerne. Forfatteren bruger meget tid på teknikken i dette, men den egentlige historie burde ligge i hvad for en person denne direktør egentlig er, for han er en temmelig kedelig brutal type. Okay novelle for hvad den er, men der var potentiale til mere.

Der er også to mere humoristiske historier. Den første er Dr Skenner’s Special Animals af David A. Simons, som handler om en dyrlæge der egentlig bare helst vil holde sig til heste, men grundet hans store dyrehjerte, bliver han kendt som en der også kan hjælpe de nye gensplejsede kunstigt skabte fantasyvæsener. Havfruer, enhjørninge og meget andet kommer til hans klinik, fordi deres designere konstant kludrer i det. De glemmer fx at sørge for at havfruen kan komme af med sin afføring. En dag får han dog en lidt større opgave, da nogen kommer ind med en drage, som piver hver gang den spyr ild. Det hele bliver hurtigt meget kaotisk, for disse dyr er nemlig ikke lovlige, og myndighederne kommer efter hans klinik. Jeg må dog sige jeg egentlig var mere enig med “skurken” i historien, hvad angår det etiske spørgsmål forfatteren prøver at behandle.

Christopher L. Bennett blander space opera, hard sf og humor i The Hub of the Matter. Menneskeheden er blot en ud af tusindvis af racer i galaksen, der alle sammen er bundet sammen via en central hub, der gør interstellare rejser mulige på et øjeblik. Denne hub fungerer således at ens destination afhænger af hvilken vinkel og hastigheden man flyver ind i den på, så alle destinationer rundt om i galaksen er fundet via simpel trial and error uden nogen har kunne afkode logikken bag. Historiens hovedperson, David LaMacchia, vil forsøge at løse gåden om denne hub (et problem der dog viser sig at være NP-komplet), for at få sat menneskeheden på kortet i galaksen som betydningsfuld. Han allierer sig med et spejderskib, der flyver ind i denne hub fra tilfældige vinkler og kortlægger hvor de havner henne, i håb om at falde over nogle gode destinationer de kan sælge, og vil prøve at samle data til at løse gåden. Men de rumvæsener der kontrollerer hubben, prøver at spolere det for ham, da de ikke er interesserede i at nogen kan knække gåden og dermed true deres monopol på transport i galaksen. Der sker en hel masse, ganske morsomt for det meste, men der er dog forsøg på morsomheder der falder lidt til jorden.

Sidste historie er mere seriøs. Det er Narrow World af Carl Frederick, der ser på et meget unikt miljøproblem. Naturen omkring en større motorvej har udviklet sit eget økosystem, men desværre også skabt en farlig ny virus blandt rotterne. Dette skaber problemer for en flugtfange og en gruppe unge drenge på campingtur, og endnu mere da myndighederne beslutter at området skal renses med giftgas. Interessant problemstilling.

Til sidst vil jeg lige kort nævne nogen af de læserbreve der bliver trykt i bladet, hvilket viser Analogs helt særlige læserskare. Blandt andet en kvinde der har læst bladet i mange, mange år, men i novembernummeret var der for første gang en historie hun ikke kunne lide. Det er den ellers fremragende novelle Amabit Sapiens , som hun mener var alt for grusom. En anden læser der har læst magasinet siden 1937, ville blandt andet fortælle at det var en novelle fra Astounding der gjorde at han kom til at arbejde med atombomben i 1944.

The Skylark of Space

The Skylark of SpaceE. E. “Doc” Smith betegnes ofte som faderen til space opera. The Skylark of Space blev trykt i Hugo Gernsbacks Amazing Stories i 1928, men er skrevet helt tilbage i perioden 1915 til 1921. Og den er jo på alle måder helt klassisk med hvad space opera både er blevet berømt på og latterliggjort med, med gode fejlfrie helte, skruppelløse skurke, en ung kvinde i nød og så selvfølgelig rumskibe og rejser rundt i galaksen.

Ved et tilfælde opdager Dr. Richard Seaton en mulighed til at rejse hurtigere end lyset, da han eksperimenterer med det mystiske stof X. Sammen med sin ven, den rige Martin Crane, planlægger han en større forretning og sætter sig for som det første at bygge et rumskib. I mellemtiden har hans tidligere kollega, Marc DuQuesne der havde kontor lige ved siden af, fået nys om Seatons opdagelse, og velvidende hvor rig det ville kunne gøre ham, er han straks i gang med at udtænke onde planer. Det lykkedes ham at stjæle en del af det mystiske stof X, bygge sit eget rumskab og kidnappe Seatons forlovede Dorothy. Seaton og Crane sætter efter ham i en interstellar jagt. De bliver dog hurtigt indhentet og de to besætninger må nu arbejde sammen for at komme hjem igen. De undersøger dog lige et par planeter undervejs.

Særligt første halvdel af roman er underholdende. Der hvor Seaton opdager stoffets Xs egenskaber, hvor de bygger rumskibet og alt det der. Videnskaben er vild og overdrevet, men virker trods alt ikke pjattet. Selvom Einstein bliver direkte afvist med en sidebemærkning, er det jo ikke meget anderledes end når FTL beskrives i dag. En ting er dog lidt for langt ude. Et særligt objekt kompas, som hele tiden peger mod en person hvor man har påsat et objekt. I teorien okay når det foregår på Jorden, men at kompasset skulle virke på afstande af flere tusind lysår er lige at strække det lidt. Seaton og Crane er klassiske gode helte, de vil verden det godt med deres opdagelse, men de vil selvfølgelig også tjene penge på det. DuQuesne er som skurk desværre ikke så interessant skrevet. Hans motivation er for tynd og uklar, og er slet ikke ond nok til at kunne blive rigtig interessant. Kvinderne er portrætteret som kvinder nu engang blev på den tid, særligt med deres forfængelighed hvor de ikke kan lide at gå udenfor på en fremmed planet, fordi det særlige lys der gør at deres hud får en anden farve. Selvom Dorothy bliver kidnappet og skal reddes igen, er hun dog ikke fremstillet som totalt hjælpeløs. Hun viser skam en god del handlekraft.
Den anden del af romanen foregår på planeten Osnome, hvor de lander for at lede efter kobber. Her møder de nogle indfødte, der ligner mennesker bortset fra hudfarven, og bliver hurtigt viklet ind i deres konflikter. Blandt andet fordi salt er uhyre sjældent, og alene på deres frokostbord er der mere salt end nogen af de indfødte nogensinde har set. Denne del er ikke ligeså interessant at læse i dag, fordi det hurtigt bliver til et ordinært jungleeventyr, og en undskyldning for læseren til at fantasere om disse fremmede væsener, som ikke går med ret meget tøj på, og hvor mændene har mindst 10 koner.

Med hvad vi forstår ved space opera i dag, er der ikke så meget af det her, kun genrens grundlæggende elementer. Det er ikke widescreen med masser af planeter og civilisationer, store krige og mystiske rumvæsener endnu. Det er blot en tur ud i rummet, et kort visit på en tosset planet, og tilbage igen – med damen i god behold. Den er hurtigt læst og ganske underholdende, særligt den første del.

The Rise of Endymion

The Rise of EndymionAfslutningen på Dan Simmons episke space opera saga havde jeg store forventninger til. Endymion var fantastisk spændende, konstant udvikling i historien og en række fascinerende verdener. The Rise of Endymion skal samle alle trådene, og herunder også en masse uafklarede ting helt tilbage fra Hyperion, og gør det for så vidt ganske udmærket, det vælter bare frem til sidst uden nogen naturlig opbygning dertil.

Men til handlingen. Aenea og Raul Endymion opholder sig på den gamle Jord, hvor Aenea har fået sig en pæn skare af følgere til hvad man kan kalde en ny tro. Troen på the Void Which Binds, en kraft baseret på kærlighed der binder alt sammen i universet. Men kirken og the Core (eller i hvert fald en fraktion heraf) skal bekæmpes, og Raul bliver af Aenea sendt alene af sted til nye verdener. Der går dog ikke ret længe inden han bliver taget til fange, slipper fri og videre til andre verdener via “farcaster”-portaler, hvor han dog flere gange bliver bragt i overhængende livsfare. Mere eller mindre tilfældigt ender han med at finde deres efterladte intelligente rumskib, som så flyver ham til planeten hvor Aenea nu opholder sig. Hun har samlet et endnu større følge, nu med blandt andet Dalai Lama. Og så er der ellers lagt op til det helt store endelige opgør og Aenea begynder så småt at afsløre hvad hun har vist hele tiden.

Lad mig slå fast at der ikke kan være nogen tvivl om at Dan Simmons er en glimrende forfatter. Alle fire bøger er godt skrevet og de bør også læses for den helhed det er. Desværre har jeg flere kritikpunkter end hvad godt er. Det første, som jeg nævnte i starten, er at historien er utrolig længe om at komme til sagen. Romanen er på over 700 sider, men det er først ved omkring side 500 at der egentlig begynder at ske noget vigtigt. Det trækkes i langdrag og det gør det kun værre, at det er gjort på sådan en irriterende og kunstig facon. Det har hele tiden været antydet at Aenea kendte til fremtiden og vidste meget mere end hun gav udtryk for, men at hun ikke kunne give klar besked virkede troværdigt i Endymion, hvor hun var yngre og dermed ikke endnu kunne forstå hele sammenhængen. Det kan hun nu og selvom Raul Endymion fører læserens frustationer med “sig nu noget for pokker”, så er Aenea hele vejen igennem afvisende med en henvisning til “senere”. Og der er ikke nogen videre grund til det, andet end at Simmons tydeligvis ville vente med afsløringerne til sidst.
De tre foregående romaner har ikke været uden religiøse overtoner og paralleller til kristen mytologi, men her i sidste bog synes jeg det blev for meget. Som jeg vist har givet udtryk for før, er jeg lettere allergisk overfor disse messiasfortællinger hvor en ufejlbarlig messiasfigur samler og redder menneskeheden i en eller anden ny åndelig bevægelse. Aenea er for så vidt meget sympatisk beskrevet, men hele symbolikken i handlingen hvor kærlighed gøres til den bindende kræft i universet, gør altså at jeg står af. Særligt fordi det næsten er det eneste som står tilbage, hvor de tre foregående bøger havde en spændende og fascinerende handling der var i forgrunden.

Så slem var den måske heller ikke, og samlet set er hele værket en oplevelse at læse, og slutningen der binder det hele sammen med den første bog Hyperion, bør man ikke snydes for.

Redemption Ark

Redemption ArkHver gang jeg har læst noget af Alastair Reynolds bliver jeg bekræftet i mit syn om ham som den bedste inden for moderne hard space opera. Alligevel går der alt for lang tid mellem jeg får læst hans bøger. De er også noget af et projekt, for selvom mange romaner i dag gør sig op over de 600 sider, er det få hvor der faktisk er en mening med det og hvor det ikke bare er ekstra fyld – hvilket ikke er tilfældet her! Redemption Ark fra 2002 er den tredje bog i hvad der uofficielt er blevet kaldt for Inhibitorserien startende med Revelation Space. Hvor Chasm City mere var en sidehistorie går Redemption Ark tilbage til hovedplottet og tager tråden op efter Revelation Space.

I Revelation Space kom Ultraen Volyova i besiddelse af de såkaldte “hell class”-våben. Nu vil Conjoinerne have dem tilbage. Ultras er en fraktion af transhumane rumrejsende der gør heftig brug af teknologiske implantater i kroppen, men Volyova er dog speciel på det punkt, da hun ingen implantater har. The Conjoiners er en anden fraktion der har bygget deres samfund op omkring kunstig telepati. Men de vil ikke bare have våbnene tilbage fordi de er deres, men fordi Dan Sylveste i slutningen af Revelation Space uagtet fik gjort de såkaldte Inhibitors opmærksomme på menneskeheden. Man finder ud af de er en kunstig intelligens skabt for millioner af år siden med det formål at beskytte galaksen mod rumfarerende civilisationer ved at udrydde dem. Conjoineren Clavain skal lede en storstilet aktion der skal få våbnene tilbage fra Volyova, men Clavain stoler ikke helt på de andre Conjoiners reele motiver. Han tror ikke på de vil redde menneskeheden med de våben, men derimod give dem selv bedre mulighed for at flygte. Han stjæler derfor et af rumskibene der skulle bruges til missionen og sætter kurs mod planeten Resurgam hvor Volyova befinder sig. Han bliver hurtigt forfulgt af flere andre Conjoiner-skibe og de udkæmper en avanceret kamp over denne lysår lange rejse.
Imens på Resurgam er Volyova også blevet opmærksom på en stigende aktivitet fra the Inhibitors, der tilsyneladende er i færd med at konstruere et gigantisk våben i Resurgams solsystem. Men i modsætning til the Conjoiners, har hun ikke kendskab til den større sammenhæng i deres plan. Hun vil derfor forsøge at evakuere hele planetens befolkning i det gigantiske rumskib hun har parkeret i kredsløb om planeten, men for at vinde befolkningens tillid må hun få hjælp fra den berygtede terrorist Thorn.

Romaner på over 600 sider er jo ingen sjældenhed i moderne space opera, men Reynolds er en af de få hvor det faktisk giver mening. Handlingsuniverset er rimeligt afgrænset, persongalleriet ikke for stort og ingen sider virker overflødige. På trods af at det meste af bogen er en lang opbygning til det endelige klimaks når Clavain når frem til Resurgam, så rummer historien langt mere end bare opbygning til det. Som i de andre bøger i serien fanger Reynolds enormt godt de enorme afstande og tidshorisonter der er forbundet med interstellare rejser i sublyshastighed. Rejsen tager adskillige år og Clavains rumskib og hans forfølgere har en fast afstand til hinanden hele vejen. Ikke noget med lige at træde lidt ekstra på speederen. Det er dog ingen hindring for alligevel at angribe hinanden på forskellig vis.
En særlig kvalitet som jeg ser ved Reynolds’ univers er hvor konsistent han er med sin videnskab. Teknologiniveauet er højt, men med begrænsninger der giver mening. Og selvom the Inhibitors er højintelligente avancerede million år gamle maskiner, kan de heller ikke alt. De er selvsagt også underlagt fysikkens love. Det fremtræder klart at Reynolds har en baggrund som fysiker, men han fylder ikke på med videnskabssnak bare som fyld. Læseren får den nødvendige viden til at forstå hvad der sker i handlingen, uden at det bliver som indlagte populærvidenskabelige artikler, som andre hard sf forfattere har det med at gøre (Analog segmentet fx).

Alastair Reynolds er i en klasse for sig når det kommer til space opera. Han har simpelthen taget de bedste elementer fra hard sf – hvor solid videnskab er en central del i handlingen, fra space opera – hvor de enorme afstande og det kosmiske perspektiv fascinerer, samt moderne post-cyberpunk elementer med nanoteknologi og kunstig intelligens. En sidste ting jeg også synes særlig godt om er at der, i modsætning til traditionel space opera, ikke er nogen entydige helte og skurke. Alle har deres sag de kæmper for og alle har sådan set rimelige begrundelser for deres handlinger. Selv the Inhibitors, hvis altafgørende formål er at udslette intelligent liv i galaksen, må siges at argumentere uhyggeligt godt for deres sag.
Redemption Ark bygger videre på handlinger fra Revelation Space og Chasm City, som bør læses først, men er udover det egentlig også kun halvdelen af en samlet historie der fortsætter i Absolution Gap.

Den Hemmelige Dal

Den Hemmelige DalFor tredje år i træk kan SFC præsentere antologien Lige under overfladen med helt nye danske science fiction noveller og niveauet er højere end nogensinde. 21 noveller fordelt på 289 sider og de er alle sammen gode!

Det er usædvanligt at man læser en antologi hvor man virkelig synes godt om praktisk talt alle novellerne, og det skal ikke sætte de to tidligere års udgivelser i et ringere lys, men det er tydeligt at se at den årlige antologi har gjort noget ved både produktiviteten og kvaliteten blandt danske science fiction forfattere. Hvilket jo er glædeligt. Kvaliteten skal især findes i at mange af forfatterne har originale idéer og en unik stil, som ikke bare er en fordanskning af engelsksproget science fiction. Det danske islæt er blevet mere udpræget og forfatterne har også mere at sige, om samfundet, om verden, om mennesker, udover selvfølgelig at bruge science fiction til at fortælle en spændende historie. Emnerne er mindre dystre og dystopiske end sidste år, men det fylder skam stadig en del.
Sidste år kunne jeg udvælge et par noveller jeg mente ragede klart over de andre. Dette er umuligt i år. Så det følgende udvalg er et ikke et udtryk for at de ikke nævnte historier er mindre gode, jeg vil blot vise variationen i antologien. Der er selvfølgelig både erfarne velkendte navne i samlingen og helt nye navne. En af dem der imponerede sidste år var A. Silvestri med den sorthumoristiske When the Music´s Over. I år er han med Godnat noget mere dyster, i denne beretning om et kærestepar der klamrer sig til hverdagens trivialiteter mens verden bogstaveligt talt er ved at gå under udenfor. Debutanten Simon Christiansen imponerer med den originale Simulacra, hvor han vender den slidte science fiction kliché om at verden er en computersimulation på hovedet, hvor folk altså tror de lever i en simulation, men det er den virkelige verden. Rigtig godt fundet på og historien fungerer perfekt. H. H. Løyche tager os til Danmark i en alternativ tidslinje i Ryg og rejs og Lonni Krause fortæller om robotten Irma Ovesen der prøver at leve i vores verden, i novellen af samme navn. Redaktør Carl-Eddy Skovgaard har gjort en undtagelse med Lars Ahn Pedersens Alien Ghost Ballet, der med sine 50 sider egentlig er i overkanten længdemæssigt, men helddigvis kom den med alligevel. Det er noget så sjældent som god dansk space opera, og titlen siger egentlig hvad det handler om. En balletkoregraf skal lære nogle trebenede fem meter høje rumvæsener at danse Svanesøen. Ikke nok med at universet i historien er stort og interessant nok til at kunne rumme mange flere historier, er den også umådeligt underholdende uden at det bliver fjollet og så siger den faktisk også noget om hvordan kunst kan blive misforstået og misbrugt.

Den eneste negative petitesse jeg kan sige i år, er angående det ellers flotte forsidemotiv af Patrick Leis, som jeg bare synes signalerer lidt for meget horror og ikke science fiction, men SFC’s bogudgivelser har nu også haft rigeligt med rummotiver.