Cowboys & Aliens

Posted on February 22, 2012 by Jeppe

Cowboys and Aliens Der er desværre langt mellem de bedre science fiction film synes jeg, men jeg kan næsten altid nyde en western film, så denne kombination af de to genrer lød virkelig spændende. Man skal dog ikke forvente sig det helt store. Filmen lever meget bogstaveligt op til sin titel, men så heller ikke mere.

Filmen starter med at vi ser en noget forslået og såret cowboy (glimrende spillet af Daniel Craig) vågne op ude i ødemarken med et fremtidslignende metalarmbånd om håndleddet. Han kan ikke huske hvem han er eller hvor han har været. Han kommer til en halvforladt mineby og som mystiske fremmede revolvermænd nu engang gør i westernfilm, får han sparket lidt til den interne magtbalance i byen. De interne fjendtligheder varer dog kun kortvarigt, for om natten angriber rumvæserne i deres ufoer og snupper et bare tilfældige indbyggere med på vejen. Om morgenen beslutter byens mænd for sammen at ride ud og finde deres familiemedlemmer igen.

I sin essens er det hovedsageligt en westernfilm, hvor mexicanerbanden eller indianerstammen blot er skiftet ud med rumvæsener der sjovt nok også er ude efter guld. Men er man indstillet på at lege med på den tydeligvis useriøse let selvparioderende ide, så kan man skam sagtens blive fint underholdt. Jeg var dog mest underholdt i starten hvor Daniel Craig gør det glimrende som en hårdstlående James Bond fra det vilde vesten. Troværdigheden i de forskellige karakterer holder dog ikke længe og egentlig har de forsøgt at smide for meget unødig baggrundshistorie og sideplots på for mange af dem, hvor man nok havde været bedre tjent med at køre det useriøse overdrev helt ud, og ikke kun 80%. Det er bestemt ikke en dårlig film hvis man er indstillet på hvad man kan forvente, men nyskabende i denne genrecrossover bliver den ikke.

Murder Madness

Posted on January 27, 2012 by Jeppe

Murder Madness er en føljetonroman af Murray Leinster trykt fra maj til og med juli 1930 i Astounding. For at sige det kort, så er den ikke værd at bruge tid på.

En ond videnskabsmand har fremstillet et stof der gør at man får en ustyrlig trang til at begå mord, og det kan kun holdes i ro med mere af stoffet. Dette stof bruger han, som blot kalder sig for The Master, så til at slavebinde en masse uskyldige mennesker. Angiveligt med det formål at overtage verdensherredømmet. Vores helt hedder Bell og arbejder for den ultrahemmelige agenttjeneste The Trade og det bliver hans opgave at rejse dybt ind i den sydamerikanske jungle for at finde denne Master og stoppe ham.

Det værste ved denne roman er ikke det temmelig intetsigende plot, men at det er strukket ud til en hel roman. Historien er lidt interessant i starten og lidt i slutningen når man hører lidt om The Masters vanvittige begrundelser for hvorfor han mener han skal regere verden, men i mellem det er der over 100 siders ingenting om Bell der roder rundt i junglen og selvfølgelig lige også skal blive forlovet med et pigebarn.

Kort sagt spild tid, og ikke engang sjov fordi det er dårlig klichéfyldt pulp.

Astounding, July 1930

Posted on December 17, 2011 by Jeppe

Astounding July 1930 Endnu et spændingsmættet sommernummer af Astounding med gale videnskabsmænd, rumvæsener og farlige monstre. Redaktøren ser sig også nødsaget til at skrive en endelig forklaring på hvorfor Astounding har gjort et meget bevidst valg med ikke at køre genoptryk af nogen art.

Beyond the Heaviside Layer af Captain S. P. Meek er en ganske afdæmpet fortælling om en videnskabsmand der tager en journalist med i sit rumskib der er i stand til at bryde ud af Jordens atmosfære. De finder selvfølgelig noget mærkeligt noget derude, men historien er primært interessant fordi den fortæller noget om datidens helt andet billede af atmosfæren, hvor man troede der var en slags usynlig membran i den øverste del af atmosfæren, som blev anset som så godt som umuligt at gennembryde. Heaviside-laget der tales om er rigtig nok, men i hvert fald forfatterens opfattelse af dets egenskab holder selvfølgelig ikke helt.

From An Amber Block af Tom Curry kunne snildt have dannet det grundlæggende plot for en horrorfilm. Et kæmpe stykke rav finder vej til et historisk museum. Videnskabsfolkene er ellevilde fordi ravet indkapsler en forhistorisk kæmpemyg. Men der begynder at ske uhyggelige ting på museet om natten. En morgen finder man blodspor og nattevagten bliver fundet død. Kæmpemyggen er selvfølgelig vågnet og den er meget sulten!

Harl Vincents The Terror From Air-Level Six er ligeså tåbelig som den lyder. En række fly begynder at forsvinde sporløst fra det amerikanske luftrum, og en ukendt fjende kræver Amerikas betingelsesløse overgivelse, hvilket vores helt selvfølgelig ikke kan acceptere. En meget lang opbygning der bliver overstået på et kort øjeblik.

Mere interessant er derimod Sewell Peaslee Wrights The Forgotten Planet, men primært af historiske grunde, da selve historien er jævnt kedelig. Den er formet som en rapportering fra en militærmand i en fjern fremtid hvor alle galaksens beboede planeter er med i samme politiske union, på nær en planet. Militærmanden har fået til opgave at presse denne oprørske planet til at gå med i alliancen, koste hvad det koste vil. Den imperialistiske holdning er styg, for planetens beboere beskrives ikke som andet end nogen der egentlig bare vil være i fred og passe sig selv, men selvom de ikke umiddelbart udgør nogen trussel for resten af den ellers fredelige alliance, bliver de altså truet med total udslettelse hvis de ikke går med.

Sidste historie, The Power and the Glory af Charles W. Diffin, er ganske kort, men et glimrende eksempel på den type historier hvor en stor videnskabelig opdagelse bliver slået ned ligeså hurtigt som den bliver slået op. Den tids science fiction var generelt langt mindre teknologi- og fremskridtsbegejstrede end i dag, og mange historier taler til læserens frygt for det hastige teknologiske fremskridt og at verdensordenen helst skal opretholdes. I denne historie er det en ung videnskabsmand der kontakter sin tidligere lærer, en professor ved universitet, om en fantastisk opdagelse han har gjort. Den unge mand er ellevild, fordi han har fundet ud af at splitte atomet og dermed kilden til uendelig energi. Han fortæller lystigt professoren om hvordan hans opdagelse vil bringe fred og rigdom til hele verden, men professoren slår hans idé ihjel med en snak om at verden ikke vil kunne håndtere dette, at civilisationen vil bryde sammen og så videre. Forfatteren sætter diskussionen meget snævert op i en spids, men ikke desto mindre interessant.

Freehold

Posted on November 3, 2011 by Jeppe

Michael Z. Williamsons Freehold er en de bøger Baen Books har valgt at have gratis tilgængelig som ebog på deres webside, hvilket egentlig var min primære motivation til at prøve at læse den, og så havde den generelt pæne anmeldelser. Bogen kan kort beskrives som en politisk liberalistisk/anarkistisk utopi. En utopi der er 100% ensidig, propagandistisk og som virkelig smører tykt på alting, men altså stadig er fantastisk underholdende.

Selve plottet er helt efter bogen når det kommer til utopier. Læseren skal gerne følge en person udefra der besøger dette utopia og kan forholde sig til det på læserens præmisser. Handlingen kaster sig direkte ud i at fortælle om Kendra der er på flugt fra myndighederne. Hun arbejder for en logistisk del af FN, og et eller andet er gået helt galt, og selvom hun ved hun er uskyldig, er hun sikker på at myndighederne vil bruge hende som syndebuk og hendes retsikkerhed er så godt som ikke eksisterende. Hun forsøger derfor at få asyl på ambassaden for planeten Freehold. Den eneste af de kolonier der ikke er gået med i det nu interstellare FN. Det er dog ikke så nemt igen, for Freehold har ingen regering, så godt som ingen stat og slet ikke noget budget til at hjælpe flygtninge. Igennem donationer og et krav om at hun skal arbejde sin gæld af, kommer hun alligevel med et skib til Freehold, får sig en lejlighed og et job som gartner i byens park. Kendra bliver gode venner med sin nabo og så er der lagt et solidt grundlag for at hun kan stille en masse spørgsmål til hvordan dette næsten tæt på lovløse samfund nu kan hænge sammen, og naboen er klar med alle svarerne. Det går første halvdel af bogen med. Derefter slår romanen over i ren blodig og brutal military sf. Jorden angriber Freehold og Kendra må se sig selv forsvare sit nye hjem ved at dræbe sine tidligere landsfæller.

Forfatteren bruger alle tricks for at få utopien til at fremstå så perfekt som muligt, efter en logik der bare antages vil give mening, men som selvfølgelig i virkelighedens verden kun vil være antagelser om at “sådan vil det nok være”. Der er ingen fattigdom, meget lav kriminalitet selvom så godt som alle har adgang til alverdens våben og der er en god naturlig solidarisk kultur både mellem borgere og virksomheder. Der er dog et punkt hvor Williamson ikke har gjort det hele så nemt, og det er med planetens natur og klima. Der er en meget hård vinter, hedebølge om sommeren, en lidt højere tyngdekraft og aldeles farlige vilde dyr. Men det er ikke nok at gøre sit eget utopiske samfund perfekt, det eksisterende skal helst også fremstå så dårligt som muligt. Her har Williamson meget tydeligt udpeget nogle eksisterende problemstillinger og overdrevet dem i sit univers. Blandt andet bliver voldtægt betragtet som småkriminalitet på Jorden, staten er demokratisk men korrupt, der er en stor velfærdsstat men levestandarden er alligevel markant lavere end på Freehold.
Man må dog give ham at han er konsistent. Der er vitterlig frihed til så godt som alt i Freehold, herunder total ytringsfrihed til både racistisk propaganda og frit tilgængelig information om hvordan man bygger masseødelæggelsesvåben. Den seksuelle frihed står også meget stærkt, hvor offentlig nøgenhed er helt normalt, og alle former for samlevsformer er accepteret. Mærkeligt nok er det mest en biseksuel side ved Kendra der bliver udforsket, mens homoseksualitet mellem mænd næsten ikke nævnes. Williamson kender nok sit publikum.

Uanset hvad man måtte men om de grundlæggende idéer til det libertarianske samfund Williamson skaber, er det svært at tage helt seriøst, fordi det bliver ekstremt ensidigt og uden mulighed for at læse noget som helst mellem linjerne. Det rent praktiske og økonomiske med et sådant samfunds funktion springer han nemt henover, men der er lidt mere kød på og lidt at tænke over når det gælder de mere “bløde” frihedsrettigheder. Det der dog mest skinner igennem er ikke retten til at bære våben eller modstand til skattevæsenet, men derimod en dyb foragt for bureaukrati og en meget tydelig holdning til at det er roden til alt ondt. FN og dets militær bliver hånligt beskrevet som idiotisk bureaukratisk, og det bliver det de ender med at tabe krigen på. Freehold beskrives også som langt mere effektivt og nemt, både for private og virksomheder, når det kommer til kontrakter, handler og den slags. Det meget militaristiske er heller ikke til at komme udenom, hvor forfatteren selvfølgelig har sørget for at det er FN og Jorden der angriber først, og Freehold bare forsvarer sig mod en fuldstændig uprovokeret invasion.
Bogen er 100% persondrevet medKendra i hovedrollen og er dejligt spændende at læse, og man føler da med hende og forstår hendes valg, selvom de ikke altid er beskrevet lige troværdigt. Freehold kan sagtens læses af de fleste for dens underholdningsværdi på flere kanter – ikke mindst fordi man nemt kan grine af forfatterens mere end tydelige subjektive overdrivelser, men man bør nok stoppe halvvejs hvis nærmest glorificerende beskrivelser af krig og det at forsvare sig ikke lige er ens kop te.

City of Ruins

Posted on September 17, 2011 by Jeppe

City of Ruins Til oktober/november nummeret af Asimov's skrev jeg ganske pæne ord om Becoming One With The Ghosts af Kristine Kathryn Rusch. En kortroman sat i samme univers som Diving Into The Wreck og den fungerede rigtig godt for sig selv. Rusch har bygget videre på historien og gjort den til en hel roman med City of Ruins. Resultatet har jeg lidt blandede meninger om.

Historien følger igen Boss, der nu har fået stablet en større organisation på benene. Hun er altså nu leder for adskillige mennesker med forskellig baggrund og evner, hvilket hun ikke er ubetinget glad for. Hun savner sin tid som enspænder. Missionen er denne gang at undersøge nogle gamle ruiner begravet under byen Vaycehn. Normalt arbejder hende og hendes hold jo i rumskibe i vægtløs tilstand, så det her er nyt på mange måder. Som historierne i Diving Into The Wreck handlede om, så har Boss dedikeret sit liv til at finde og ødelægge den meget farlige og ustabile teknologi efterladt af andre mennesker for tusinder af år siden, og som nu er eftertragtet af det herskende imperium som Boss heller ikke er fan af. Hendes motivation er dog ikke kun politisk, men også personlig, for som blev fortalt i Diving Into The Wreck, har hun mistet flere familiemedlemmer af den grund. Boss og de andre tror det bare handler om en stealth-teknologi, men det er meget mere end det, hvilket bliver klart i kortromanen Becoming One With The Ghosts, der følger kaptajn Coop og hans skib fra den fjerne fortid der bliver refereret så meget til. Coop og hans skib bliver ved et uheld flyttet adskillige år ud i fremtiden, og dukker altså pludselig op i den forladte station under Jorden mens Boss og hendes hold udforsker den. I den oprindelige kortroman blev dette udelukkende beskrevet fra Coops vinkel, og en del af mystikken og spændingen lå dermed i at man havde ligeså stor uvished om hvad der foregik som besætningen, men nu er det blevet flettet sammen med Boss’ vinkel, hvilket gør historien som helhed mere komplet og med en klarere afslutning, men det er ikke ligeså spændende.

Det er lidt svært at anmelde denne her, for oplevelsen er tydeligvis en helt anden hvis man har læst den oprindelige kortroman. Jeg tror nu heller ikke andre vil finde det meget mere spændende, for det er rimelig klart hele vejen hvad der forgår og hvor historien er på vej hen. Med City of Ruins har Rusch gjort sit univers mere komplet, vi får nogle forklaringer på en række ukendte faktorer og det fungerer alt sammen meget godt, og er også pokkers velskrevet som det nu er med Rusch, men mystikken, spændingen og den ensomme stemning, der var meget central i alle kortromanerne, er delvist forsvundet til fordel for at universet og dets historie nu er blevet mere bygget op.

Captain’s Glory

Posted on September 10, 2011 by Jeppe

I sidste bog i William Shatners Totality-trilogi bliver der skruet helt op på 10, hvor Shatner må tage det endelige opgør med denne ukendte fjende og redde intet mindre end hele universet.

Det hele startede jo faktisk med Spocks død i Captain's Blood, men vores helte skulle jo lige ordne en masse andet først. Kirk er nu tilbage i jagten på at finde ud af hvad der ligger bag Spocks død. Samtidig spreder en katastrofe sig gennem hele galaksen da warpdrives begynder at eksplodere for alle racer. Det bliver hurtigt klart at Mælkevejen er under angreb fra en usynlig og stærkt overlegen fjende. Kirk har mistanke om at hans søn Joseph har noget med det at gøre.

Der er ingen tvivl om at Shatner har ville gøre det så stort som muligt, og der må altså også ligge et vist ego bag når man skriver sådan en historie hvor Kirk bogstaveligt talt skal redde alt liv i galaksen. Det bør også understreges at der er virkelig meget med Kirk, både når han er bedst og når han er allermest irriterende og selvoptaget. Kirk kommer i første række, delvist også anden og de andre samt plottet må så komme længere nede. Plottet er bestemt ikke tyndt, men det er til for at underbygge en skildring af hvor meget Kirk vil gøre for at beskytte sin søn. Selvom det meste af besætningen fra The Next Generation samt Janeway også spiller betydelige roller, så er det dog tydeligt at det den originale besætning med Spcok, McCoy og til dels Scotty forfatterne er bedst til at skildre. Dem kan man virkelig genkende, mens de øvrige primært er der ved navn. Derfor bør anbefalingen af trilogien også gå til fans af denne originale trio, men helt generelt er niveauet i de her bøger lige lidt højere end standarden for Star Trek romaner.

Berserker Throne

Posted on September 7, 2011 by Jeppe

Berserker Throne Fred Saberhagen var en yderst produktiv forfatter, nok allermest kendt for sine utallige bøger i Berserker-serien. Konceptet er simpelt: galaksen er fyldt med intelligente dræberrobotter hvis eneste formål er at udrydde alt biologisk liv. Og det kan altså ligge grund til et væld af bøger. Berserker Throne er fra 1985 og kan findes gratis som ebog.

Udgangspunktet her er ikke nogen krig mod disse robotter. Der er udkæmpet en for længe siden, og de er godt nok langt fra udryddet, men dog holdt lidt væk. Historien finder sted på en eller anden planet hvor der er nogle politiske magtkampe. En prins er blevet sendt i eksil og han vil meget gerne tilbage til magten. Det starter dog med at den regerende kejserinde bliver myrdet, og en uskyldig demonstrant bliver udpeget som morderen. Han formår at flygte og melder sig ind i en særlig militæragtig enhed der altid er i træning til at forsvare sig mod the Berserkers hvis de skulle komme igen, hvilket giver ham immunitet overfor ordensmagten. Imens er prinsen i færd med at eksperimentere med en Berserkerrobot han har fundet, og som han mener at han har fuld kontrol over. Det er dog yderst risikabelt, da enhver form for interaktion med robotterne bliver betragtet og straffet som højforræderi mod menneskeheden.

Det fungerer ganske godt med hele thrillerplottet med den uskyldige politiske demonstrant, der pludselig bliver rodet ind i højere politiske magtkampe, og ikke mindst hele spillet med at robotterne bliver forsøgt brugt som brikker i en politisk kamp, men spørgsmålet er selvfølgelig om the Berserkers alligevel ikke er et skridt foran. Jeg kan sagtens se masser af potentiale til andre gode historier i Saberhagens Berserker-univers, men helt fanget blev jeg ikke. Berserker Throne er fint og spændende skrevet, og der sker en masse fra start til slut, men det mest interessante er netop lige i starten og hen imod slutningen. Der bruges meget tid på at komplicere, forvirre, forvekle og vende plottet på hovedet, indtil den endelige finale. Men vil man have en spændende gratis bog til sin ebogslæser, er den bestemt anbefalsesværdig.

Astounding, June 1930

Posted on August 21, 2011 by Jeppe

Astounding June 1930 Juninummeret af Astounding fra 1930 bruger igen en del af siderne på dele af hele romaner, men der er stadig fire øvrige historier. Mest noget værre pladder der forlængst er blevet forældet, men stadig et par interessante ting også.

Vi starter med en typisk og kedelig monsterhistorie i C. D. Williards Out of the Dreadful Depths. Et kæmpemonster i det Sydlige Stillehav spiser forsvarsløse skibe og den ellers ikke specielt velansete Robert Thorpe får bugt med uhyret mod alle odds. Det er simpelt, banalt og så cheesy at det ikke engang er sjovt.

Lidt mere interessant er James P. Olsens The Cavern World, der handler om geolog der tager flere kilometer ned i undergrunden for at undersøge hvorfor et oliefelt er blevet tørlagt. På bunden finder han sin arbejdsgivers ærkerival, der har fundet nogle halvintelligente væsener dernede der lever af olien, og de er udrydningstruede pga. menneskets olieudvinding. Rivalen udnytter væsenerne til olieudvinding ved at bilde dem ind at han hjælper dem med at overleve. Derudover har han også store planer om at styre hele verden ved at kontrollere verdens olieforsyning på denne måde. Typisk pulp, ganske underholdende og også interessant at se “helten” godt nok stopper rivalen i at overtage styringen med verdens olieresurser, så bruges der ingen energi på disse undergrundsvæsener eller tanker om at redde dem fra udryddelse. Sådan vil en lignende historie i dag næppe være blevet skrevet.

Giants of the Ray af Tom Curry er endnu en monsterhistorie, men denne gang i en radiummine. Et par forbrydere tror det er enormt værdifuldt hvad der er i minen, men ved ikke hvor dødsensfarligt det er. Hvilket en professor forklarer dem da de prøver at finde frem til det værdifulde i minen. Undervejs møder de selvfølgelig også diverse dyr der er vokset til ti gange størrelse pga. strålepåvirkning fra det særlige radium. Også ok gakket underholdning.

Vi skal ikke overraskende til Månen i The Moon Master af Charles W. Diffin. En uskyldig bjergbestiger bliver taget til fange af en gal videnskabsmand ude i vildmarken, fordi han er overbevist om at den anden er spion for en anden rivaliserende videnskabsmand. Han har angiveligt splittet atomet og bygget en rumraket han vil flyve til Månen med, og ser sig nu nødsaget til at tage den stakkels bjergbestiger med, fordi han allerede ved for meget. Under turen bliver de dog lidt bedre venner, og da de lander på Månens bagside – der har både atmosfære og liv – kommer bjergbestigerens viden og evner med vildnisset den anden til gode. Det går dog hverken værre eller bedre end at de bliver taget til fange af det primitive månefolk, og inde længe finder de sig selv parat til at blive ofret i en sort gryde til glæde for stammens prinsesse. Eller noget i den stil. Det korte og det lange er, at dette blot er et tosset science fiction startskud til en actionpræget adventurefortælling. Meget lig med Phantoms of Reality af Ray Cummings fra januarnummeret.

Rise of the Planet of the Apes

Posted on August 6, 2011 by Jeppe

Rise of the Planet of the Apes Hollywood har kørt en meget lang periode hvor grundlaget for nye film er en eller anden form for genbrug. Enten bøger, computerspil eller tegneserier der bliver filmatiseret, eller de såkaldte remakes og reboots af ældre film. Selvom jeg personligt synes det er ved at tage overhånd, og man savner virkelig noget nyt og originalt, så kommer der nu alligevel noget okay ud af dette genbrug en gang i mellem. Denne film er en af dem. Som titlen viser er der tale om en prequel der fortæller historien før den originale Planet of the Apes. Hvilket fungerer ganske fint, fordi det således ikke kræver noget videre forkundskab til historien.

Har man set traileren har man faktisk set hele handlingen. I korte træk følger vi Will, hvis far lider af alzheimers, og han arbejder for et medicinalfirma hvor han er tæt på et gennembrud med en kur mod alzheimers. Præperatet virker ved at reparere på døde hjerneceller, men testen på chimpanser viser også markant øget intelligens. Det udvikler sig så med en chimpanse der bliver lidt for intelligent og ender med at få givet stoffet til andre aber i fangeskab, og oprøret mod menneskene er i gang. Det hænger i det store hele udmærket sammen, selvom der selvfølgelig tages nogen friheder med den videnskabelige proces der virker lige lovlig hurtig og så godt som fejlfri. Det er spændende og medrivende, på trods af at plottet ikke rummer de store overraskelser.
Der smøres tykt med at gøre menneskene til de onde og dem der mishandler dyrerne får i hvert fald som fortjent. De menneskelige karakterer er da også filmens mest flade og kedelige, mens aberne rummer langt mere personlighed og har flere nuancer.

Det er en typisk sommer Blockbuster, så det er fin underholdning uden de store overraskelser, men næppe en film man får behov for at gense.

Analog, October 2010

Posted on July 24, 2011 by Jeppe

Analog October 2010 Der er et par okay noveller i dette nummer, men ellers et rimelig gennemsnitligt nummer af Analog. Stanley Schmidt har en interessant klumme denne gang om menneskets mulige indblanding i fremmede planeter og dets dyre- og planteliv, og hvordan science fiction forfattere forholder sig til dette etiske spørgsmål. Mindst ligeså interessant er Richard A. Lovetts artikel om Merkur, hvor lidt vi egentlig ved om denne planet og hvorfor den er forholdsvis overset i science fiction sammenhænge.

Første historie, en kortroman af John G. Hemry kaldet for The Rift, er hårdkogt military sf, men dog stadig med visse kvaliteter udover det actionprægede. På planeten Imtep har mennesket i noget tid haft en forskningsstation og levet fredeligt med de indfødte Izkop, men pludselig en dag går de hensynsløst til angreb og dræber en masse mennesker. Historien følger en mindre militærgruppe der kæmper for deres egen overlevelse og for at redde de sidste overlevende civile. Det meste af historien ligner ren “lad os skyde onde aliens” i stil med Starship Troopers, men det hele viser sig at være en meget uheldig kulturel misforståelse, hvor de indfødte Izkop blot har deres måde at “teste” menneskenes troværdighed på. Bortset fra at alt dette bliver skåret ud i pap for læseren af hovedpersonerne, er pointen stadig god.

Midwife Crisis af Dave Creek må siges at være en meget original historie, men bare ikke specielt spændende læsning. På planeten Welkin lever nogle gigantiske hvaler i havet. En af dem er dog blevet syg og har trukket sig væk fra de andres farvand. Nogen beslutter sig for at hjælpe denne hval, der i øvrigt er gravid, ved at svømme ind i hvalens blodårer og give den den nødvendige medicin. Der er lidt Spielbergs Innerspace over det, og selvom fortællingen for så vidt er gribende og idéen god, er handlingen desværre lidt for forudsigelig. En letfordøjelig “feel good” historie.

I Kenneth Schneyers The Whole Truth Witness er man begyndt at bruge et sandhedsserum på vidner i retssale, hvilket giver visse problemer for historiens hovedperson der er advokat. I hans seneste sag finder han dog på et kreativt smuthul. Novellen er ment som værende lettere morsom, men ikke uden relevante pointer til retssystemet.

Arlan Andrews forsøger sig med humor, med mindre held, i The Alien at the Alamo, hvor historiens fortæller er ved at være lidt træt af at blive bortført eller kontaktet af rumvæsener, men har lært at acceptere det, og ved således med det samme at det er et rumvæsen der kontakter ham, selvom det ligner en almindelig mand. De to snakker så lidt frem og tilbage om Jorden og universet på en café, og rumvæsenet vil denne gang analysere hans reaktion på en række tilsyneladende uskyldige musikvideoer.

Vi bevæger os lidt mere over ud i det absurde i Never Saw It Coming af Jerry Oltion, der handler om en amatørastronom der opdager en asteroide der vil passere rimelig tæt på Jorden, men det går helt galt da pressen får nys om det og inden han får set sig om er det meste af Jordens befolkning overbevist om at dommedag er nær. Historien skal nok læses i konteksten om at overdrivelse fremmer forståelsen, men jeg ved ikke helt om jeg køber den.

Allan M. Steeles The Great Galactic Ghoul handler om hvordan gammel overtro kan tilsidesætte sund fornuft. På en minestation på en asteroide finder en tragisk ulykke sted, og de præcise omstændigheder bag ulykken er uklare. Spekulationerne begynder at køre og nogen finder en gammel myte frem om en “rumghoul” der spøger i det interstellare rum. Inden længe er den gamle overtro tilbage i folks bevidsthed. Historiens hovedperson undersøger dog ulykken til bunds og finder en ganske logisk forklaring på det hele. En tør og kedelig novelle med en fuldstændig flad spændingskurve.

Lidt mere spændende er sidste historie, Ghosts Come Home af Justin Stanchfield der handler om rumpiloten Verlain der lever et lykkeligt liv med sin kone og de har et barn på vej. Vi finder dog ud af at han er genetisk modificeret fra barn af til at elske en anden kvinde, men de blev separeret som unge, og Verlain har næsten glemt hende, indtil hun selvfølgelig en dag igen dukker op. Det lyder mere pladderromantisk end det egentlig er, og Stanchfield får opbygget nogle interessante karakterer.

Interstellar sysctl

En science fiction blog

Tag Archives: spænding