Min begejstring for første nummer i antalogiserien The Solaris Book of New Science Fiction var ikke stor og desværre kan jeg ikke sige noget bedre om denne volume 2. Hovedvægten ligger denne gang på mindre kendte forfattere, men igen er der langt mellem historier man husker bare få minutter efter de har været læst. De få rimelige historier der er kommer først.
Paul Di Filippos iCity leger med mulighederne indenfor de seneste Web 2.0 påfund som wikier, online spil og især Second Life. Man følger en fyr der kaldes for Moses, der konstruerer byer i en virtuel verden (det er faktisk ikke helt klart om det er en virtuel verden, men det virker sådan). Byerne ændrer sig konstant og det handler selvfølgelig om at få flest mulige til at kunne lide sin by. Velskrevet og morsom historie.
Idéen i The Space Crawl Blues af Kay Kenyon er ikke videre original, men dog ganske veludført. Kvanteteleportering er blevet muligt, så folk kan komme hvor som helst hen i universet på et øjeblik. Men er man nu også den samme person, når ens kvantetilstand rives fra hinanden for at opstå på ny et andet sted?
Robert Reed er yderst erfaren i novelleformen, men Fifty Dinosaurs virker nu alligevel som noget fra skrivebordsskuffen. I denne samling er det dog temmelig godt. Kevin er lige fyldt 21, men vågner op i en fjern fremtid med talende dinosaurere. Jeg tror ikke Reed har haft nogen større pointe med denne ide, men han skriver heldigvis altid godt og spændende.
Til allersidst finder man Point of Contact af Dan Abnett, som var en af de historier jeg ikke glemte med det samme. Forfatteren har virkelig anstrengt sig med at gøre en historie om first contact så kedelig som muligt, så det faktisk ender med at blive interessant. Rumvæsener kommer til Jorden, men de er ikke videre spændende. De har ingen superavanceret teknologi, de vil ikke udrydde os og de har ikke noget interessant at fortælle om universet. Næsten samtlige sætninger i denne korte novelle begynder med “they” og indeholder et “not” et sted. Novellen skal dog heller ikke være længere end den er, for så var det nok blevet kedeligt, men Abnett har afmålt det tilpas og får gjort sin pointe klar.
Selvom antologien har givet plads til mange relativt ukendte navne, kan jeg desværre ikke sige jeg har fundet interesse for nogen af dem, og de få gode historier antologien indeholder, er dårligt værd at købe den for. Jeg håber den tredje er bedre, den har i hvert fald fået en god anmeldelse i Analog og har et større udvalg af kendte navne.
Originalantologier er de seneste par år kommet frem igen. Tidligere har det primært været opsamlingsantologierne fra særligt Hartwell og Dozois, eller temaantologier der blev udgivet. Sammen med serier som Fast Forward og Eclipse er The Solaris Book of New Science Fiction “blot” en novelleantologi, som der siden dette første nummer fra 2007 er kommet i alt tre af. Solaris er ligledes et nyt forlag og antologien præsenterer både kendte forfattere som Peter F. Hamilton, Neal Asher og Stephen Baxter, men også nogle af Solaris’ egne navne som Eric Brown (der har skrevet