Men til handlingen. Aenea og Raul Endymion opholder sig på den gamle Jord, hvor Aenea har fået sig en pæn skare af følgere til hvad man kan kalde en ny tro. Troen på the Void Which Binds, en kraft baseret på kærlighed der binder alt sammen i universet. Men kirken og the Core (eller i hvert fald en fraktion heraf) skal bekæmpes, og Raul bliver af Aenea sendt alene af sted til nye verdener. Der går dog ikke ret længe inden han bliver taget til fange, slipper fri og videre til andre verdener via “farcaster”-portaler, hvor han dog flere gange bliver bragt i overhængende livsfare. Mere eller mindre tilfældigt ender han med at finde deres efterladte intelligente rumskib, som så flyver ham til planeten hvor Aenea nu opholder sig. Hun har samlet et endnu større følge, nu med blandt andet Dalai Lama. Og så er der ellers lagt op til det helt store endelige opgør og Aenea begynder så småt at afsløre hvad hun har vist hele tiden.

Lad mig slå fast at der ikke kan være nogen tvivl om at Dan Simmons er en glimrende forfatter. Alle fire bøger er godt skrevet og de bør også læses for den helhed det er. Desværre har jeg flere kritikpunkter end hvad godt er. Det første, som jeg nævnte i starten, er at historien er utrolig længe om at komme til sagen. Romanen er på over 700 sider, men det er først ved omkring side 500 at der egentlig begynder at ske noget vigtigt. Det trækkes i langdrag og det gør det kun værre, at det er gjort på sådan en irriterende og kunstig facon. Det har hele tiden været antydet at Aenea kendte til fremtiden og vidste meget mere end hun gav udtryk for, men at hun ikke kunne give klar besked virkede troværdigt i Endymion, hvor hun var yngre og dermed ikke endnu kunne forstå hele sammenhængen. Det kan hun nu og selvom Raul Endymion fører læserens frustationer med “sig nu noget for pokker”, så er Aenea hele vejen igennem afvisende med en henvisning til “senere”. Og der er ikke nogen videre grund til det, andet end at Simmons tydeligvis ville vente med afsløringerne til sidst.
De tre foregående romaner har ikke været uden religiøse overtoner og paralleller til kristen mytologi, men her i sidste bog synes jeg det blev for meget. Som jeg vist har givet udtryk for før, er jeg lettere allergisk overfor disse messiasfortællinger hvor en ufejlbarlig messiasfigur samler og redder menneskeheden i en eller anden ny åndelig bevægelse. Aenea er for så vidt meget sympatisk beskrevet, men hele symbolikken i handlingen hvor kærlighed gøres til den bindende kræft i universet, gør altså at jeg står af. Særligt fordi det næsten er det eneste som står tilbage, hvor de tre foregående bøger havde en spændende og fascinerende handling der var i forgrunden.

Så slem var den måske heller ikke, og samlet set er hele værket en oplevelse at læse, og slutningen der binder det hele sammen med den første bog Hyperion, bør man ikke snydes for.

Det er 274 år efter Hyperions fald og de mange planetære samfund er ikke længere forbundet af “farcaster ” portaler. En ny renæssance i den kristne kirke får magt over de fleste verdener, ved at love folk evigt liv via genopstandelser, hvis de tager korset til sig. Samtidig er kunstig intelligens blevet bandlyst. Datteren af Brawne Lamia, en af de syv pilgrimme i Hyperion, Aenea gik for flere hundrede år siden ind i “the Time Tombs”, og da hun ifølge sagnet vil komme ud igen, står kirkens hær parat til at fange hende, da de mener hun udgør en stor trussel. Men en af de andre syv pilgrimme, poeten Martin Silenus – der har skrevet “the Hyperion Cantos”, som nu er blevet et værk forbudt af kirken, men som de fleste alligevel kender til – lever endnu på planeten Hyperion. Ved at redde Raul Endymion fra døden, får han ham til at beskytte Aenea og hjælpe hende på hendes færd, der via “farcaster” portaler går til andre planeter. En mission Aenea ikke selv helt forstår endnu, udover at den er vigtig for menneskehedenes fremtid. Alt i mens et lille hold fra den kristne hær, ledet af den erfarne og empatiske kaptjan Father de Soya, jagter dem.
Det kan lyde temmelig overfældende når det forsøges pakkes ned i et kort handlingsreferat, men Simmons skriver så medrivende og godt, at det bliver forbavsende enkelt.

Romanen skal forestå at være skrevet af Raul Endymion, der i en uspecificeret tid efter hændelserne, nedfælder dem på papir, da han er indespærret i et Schrödingers kat modul. Forstået som et helt tillukket rumskib hvor han lever, og hvor han kan blive dræbt når som helst af en giftig gas, og ingen udefra kan afgøre om han er død eller levende, uden først at udløse den dødelige gas. Efter at fortælle læseren at vi stort set kun kan læse denne tekst af de forkerte grunde, begynder beretningen med hans – første – dødsdom. Som sagt bliver han reddet af Martin Silenus og sendt ud for at redde Aenea, hvorefter han på en tømmerflåde går fra den ene ekstreme planet til den anden, isverdener til ørkenverdener. Dette kan give lidt associationer til Tad Williams Otherland, men hvor dens endeløse række af fantastiske verdener blev for alt for meget, er der mere substans og mening i de få verdener følgeskabet besøger her.
En af romans bedste (ud af mange) sider, er en personkarakteristik der ligger mange niveauer over selv andre gode science fiction forfattere. Der er for det første ikke for mange og det er dem der i samspil med hinanden og deres omgivelser driver handlingen frem. Helten Raul Endymion, der aldrig rigtig vænner sig til sin beskyttende helterolle og begår flere kiskere undervejs. Hvilket blot gør ham troværdig og menneskelig. Den mystiske unge Aenea, hvis sind både er i nutiden og fremtiden. Hun kan være ung og uskyldig det ene øjeblik, og det næste stå op og tage ansvar for menneskehedens fremtid, uden at blinke. Deres følgesvend, den altid rolige blåhudede androide, der er utrolig modig på de rigtige tidspunkter. Det intelligente, lettere arrogante, rumskib de rejser med i starten, og ikke mindst manden der jagter dem, de Soya, er en yderst velskrevet nuanceret person med hjertet på rette sted, trods han som udgangspunkt er beskrevet som fjenden.

Man keder sig ikke et øjeblik. Intet kapitel, afsnit eller sætning er overflødig eller uovervejet. Endymion giver mange svar og udbygger Dan Simmons univers, men giver samtidig det indtryk, at det hele kun er et smugkig, og en historie der går direkte videre i The Rise of Endymion.

På Hyperion er det et rent horrorslasher drama der udfolder sig, hvor en lige er væk fra resten af gruppen og så bliver dræbt på blodig vis af romanens onde figur – The Shrike. Men der er en mening med det og dem man troede var døde kommer tilbage igen, og meget andet spændende der ikke bør afsløres. Derudover følger vi cybriden Joseph Severn, der også er en klon af digteren John Keats, og hvordan han oplever krigen udfolde sig i magtens top (fortalt i førsteperson og nutid). Romanen udvikler sig mod velkendt “space opera”, med en gigantisk interstellar krig mod en nærmest ukendt fjende, og undervejs bliver situationen kun yderligere kompliceret med at der skabes tvivl om hvem fjenden egentlig er, og ikke mindst hvorfor alle tilsyneladende er interesseret i planeten Hyperion. Det er i det hele taget svært at genfortælle uden at det bliver noget rod; det skal læses og opleves.

Al min ros til Hyperion er også gældende for denne bog, men den er alligevel anderledes på mange måder. Perspektivet er gjort større og rummer nu hele menneskeheden, hvor Hyperion havde fokus på de syv pilgrimme og deres personlige kamp i det store puslespil. Egentlig en form jeg føler mig mere hjemme i, den velkendte kosmiske space opera, mens Hyperion var en markant anderledes måde at læse en roman på. Alligevel hænger de to bøger jo ufatteligt godt sammen. Pilgrimmenes baggrundshistorier fra Hyperion får nu et formål og ikke mindst en konklusion. Slutningen er både definitiv og en ny begyndelse, og der er stadig uafklarede punkter – herunder The Shrike. Dette fortsætter vel i de to Endymion-bøger, som jeg dog ikke tror jeg læser lige med det samme.

Historien udspiller sig i det 28-århundrede hvor mennesket har ekspanderet sig til utallige verdener, der alle er forbundet i et stort WorldWeb af såkaldte “farcasters” (ormehuller basalt set). Jorden er tilsyneladende væk da den omtales som Old Earth og man omtaler “the Big Mistake” hvor den blev ødelagt. Dette komplekse netværk og stort set al anden avanceret teknologi drives af en masse AIs i det mystiske TechnoCore, som ingen mennesker helt ved hvad laver. En krig med The Ousters, en slags transhumanister, er under opsejling og alle parter er tilsyneladende interesseret i planeten Hyperion og navnlig dets mystiske Time Tombs og den endnu mere mystiske The Shrike, der muligvis sidder med nøglen og årsagen til hele den interstellare krig der er på vej.
Midt i alt dette følger bogen syv pilgrimme der er på vej til Hyperion for at opsøge The Shrike, alle med hvert deres personlige formål der tilsammen samler et større puslespil. Disse syv pilgrimme fortæller hver deres historie og baggrund for at opsøge The Shrike, og dette udgør bogens indhold mens de syv foretager deres rejse. Den ene historie mere fantastisk end den anden. Der er en præst der er bekendt med et lille stammesamfund på Hyperion, the Bikura, der tilbeder det kristne kors på en underfundig måde. En tidligere soldat der har oplevet en fremtidsvision på Hyperion hvor han havde sex med en betagende kvinde midt et blodblad. En digter der prøver at færdigskrive sit episke digt om Hyperion. En mand hvis datter kom ud for en ulykke i the Time Tombs der gjorde at hun mistede hukommelsen i takt med at hun blev yngre. En privatdetektiv der tog en opgave fra en cybrid (en menneskeklon styret af en kunstig intelligens), der viser sig at være en klon af digteren fra John Keats der skrev et digt kaldet Hyperion tilbage i 1818 og er dermed af stor interesse for en kirke der følger The Shrike. Og en diplomat der agerer som dobbelt agent, med en ukendt dagsorden.
Egentlig er bogen kun et forspil, da den slutter når pilgrimmene er nået frem til deres mål og fortsættelsen er så i næste bog, The Fall of Hyperion.

Der er mange ting at rose ved dette værk, men først og fremmest Dan Simmons måde at fortælle på og den verden det finder sted i. Man får ikke det indtryk at det er en konstrueret verden kun til at fortælle denne historie, men derimod at der er et stort og komplekst univers der kunne rumme utallige historier, og denne kun er en af mange. Hans sprog og fortællestil giver en en trang til at gå ned i tempo og nyde hver sætning i dets fulde. Han spiller konstant på dobbeltheder og vender ens forestillinger på hovedet. Et godt eksempel herpå fra starten af bogen:

… and constantly moving hands sporting fingers long enough to serve a concert pianist. Or a strangler.

Og for også lige at citere en anmeldelse fra Proxima nr. 54 af Jan Bæk:

Kan man tage en roman alvorligt, når den slutter med at hovedpersonerne – efter alle at have mistet det, der har betydet allermest for dem her i livet – vandrer døden i møde arm i arm syngende Troldmanden fra Oz som en anden flok Judy Garland’er?

Ja for pokker! Man må jo straks i gang med The Fall of Hyperion. Alt andet vil være ulideligt.