De ti noveller har et bredt spektrum af temaer med alt fra rumvæsener til biler. Det er tydeligt at Harrison ikke er så interesseret i teknologi og videnskab, det er lidt mere blød science fiction om man vil, hvor de menneskelige reaktioner er hvad det handler om. Derudover lader de fleste historier til at være enten tragiske eller direkte dystopiske, eller i hvert fald er alt ikke fryd og gammen. Det ser man blandt andet i En forbrydelse der beskriver et samfund hvor der er strenge regler for hvor mange børn man må få, og en mand der har fået et barn uden tilladelse bliver dømt til døden. Hvilket foregår på den måde at han bliver fredløs og enhver kan dræbe ham. Han har dog ret til at forsvare sig selv, for staten er egentlig ligeglad med hvem der dør, bare en gør det, så regnestykket kan gå op. En anden er Redningsekspedition hvor nogle fiskere finder et nødstedt rumvæsen ude i havet og tager det ind til land, og forsøger at redde dets liv. Uden at afsløre for meget, er pointen med historien hvordan religiøs fanatisme kan ødelægge en ellers storslået mulighed. I en lidt anden boldgade finder man Simuleret Træning, der i al sin enkelhed handler om en computersimuleret mission til Mars. De to astronauter får sig dog en overraskelse.
Det var lige dem jeg ville fremhæve, men den morsomme historie om Verdens bedste bil eller den samfundsdebatterende K-faktoren bør også lige kort nævnes.

Harrison har generelt en god blanding af lidt humor, alvor og en underholdende historie. Det er ikke underholdningslitteratur af laveste fællesnævner, men det er heller ikke kedeligt og gravalvorligt. Samlingen her rummer som sagt mange forskellige historier, og det var heller ikke alle jeg brød mig om, men de fleste burde kunne finde noget der interesser dem, for novellerne er generelt let tilgængelige og med en historie at fortælle.

Niels Dalgaards Litteraskopet handler denne gang om John W. Campell og hans legende som skelsættende redaktør for genren. Lise Andreasen – sidste års NoFFer – giver sin conrep fra Imagicon 2, hvilket var præcis som en god conrep skal være. Ikke bare monotone referater fra programpunkterne, men hvor man tager frem hvad man selv gik og tænkte over, og fandt interessant ved de mange indtryk sådan en con i et andet land giver. Rasmus Wichmann har skrevet et kritisk essay om Lars Konzacks og Ian Dalls bog “Netgeneration og Nørdkultur”. Janus Andersen kan åbenbart hele tiden finde nye danske forfattere der har snuset til science fiction genreh, denne gang interviewer han Steffen Nohr.

Der er hele tre noveller i dette nummer. To af dem er af Henning Andersen, og de refereres dårligt, da de nærmest mere er en slags digte. Og så er der nu hele fem kapitler i den fælles kortroman Perceptionens Døre med Lise Andreasens bidrag. Det er imponerende at fem ellers forskellige forfattere formår trods alt at holde stilen nogenlunde hele vejen, i dette mere og mere bizarre plot der på nogen måder ligner satire over The Matrix og på andre måder er noget helt helt andet.

Niels Dalgaard har transskriberet hele to indslag fra Fantasticon. Interviewet med Charless Stross og paneldebatten om britisk science fiction. Derudover har han oversat en artikel af Fiona Kelleghan med titlen De vilde humanister, hvor hun gennemgår en håndfuld forfattere der kan har en række ting tilfælles, herunder deres foragt for novellen The Cold Equations og nok en vis modstand til religiøse amerikanske republikanske politikere. Det drejer sig om forfatterne Greg Frost, Tim Sullivan, James Morrow, Robert J. Sawyer, Connie Willis og ikke mindst Kim Stanley Robinson.

En enkelt oversat novelle er det blevet til. Det er Stig W. Jørgensen der har oversat Matthew Johnsons The Coldest War fra februarnummeret af Asimov’s og ikke en finger at sætte på det.

Litteraskopet har minsandten rundet de 50 og Niels Dalgaard skriver denne gang om klimaforandringer i science fiction litteraturen. Carl-Eddy Skovgaard har skrevet om hvad det er vi ser på forsidebilledet, Janus Andersen har interviewet Peter Aagaard og Niels Dalgaard har skrevet en conrep, ikke fra en con, men fra BogForum hvor SFC – som forhåbentlig bekendt – havde en stand.

Der er to noveller denne gang. Den første er af Glen Stihmøe og hedder Den skaldede frisør, og handler selvfølgelig om en skaldet frisør. Det har han været i mange år, men en dag får han nogle ubehagelige anfald ved at hans kunder siger nogle bestemte ord. Han slår det hen som stress og ansætter en assistent til sin frisørsalon. Der er bare noget lidt mærkeligt ved assistenten, han hedder Brent, er ualmindelig bleg og tiltaler ham med Sir. Det vil være synd at afsløre for meget, men det er virkelig god og humoristisk fanfiction.
Den anden novelle er fjerde del i den fortsatte kortroman. Brian P. Ørnbøl har skrevet kapitel med titlen Galskabens anatomi, hvor Otto og Heidi bliver ført ned i nogle underjordiske gange og historien vender så småt tilbage til det The Matrix-inspirerede plot fra første del.

Alle historier udspiller sig på en af Solsystemets planeter eller måner. Vi kommer både forbi Mars og Venus flere gange, flere af Jupiters og Saturns måner og endda også Uranus og Pluto. I den første historie Odyssé på Mars ser man allerede hvordan Weinbaum gjorde noget nyt. Der beskrives flere mere eller mindre intelligente livsformer på Mars, men de er ikke ondartede monstre der skal nedkæmpes, som ellers var typisk i science fiction historier på den tid. Weinbaum beskriver livsformer der er markant anderledes og uforståelige for mennesker, men alligevel fascinerende og tydeligt intelligente på deres egne præmisser. I novellen beretter kemikeren Jarvis om sit møde med den strudselignende marsboer Tweel, der tydeligvis er intelligent, men de to formår kun at udveksle ganske få ord med hinanden. Alligevel opnår de begge meget fælles forståelse og sammen med Tweel ser Jarvis flere andre besynderlige og helt igennem anderledes livsformer på Mars. Rumvæserne er altså ikke blot fjender der skal udryddes, men nogen man kan tale med og lære noget af.
Handelsmanden Hamilton “Ham” Hammond optræder i flere historier. I Parasitternes Planet, der foregår på Venus, støder han på biologen Patricia. De bliver alt andet end gode venner, men redder hinandens liv flere gange ud af farlige situationer i landskabet på Venus. I næste historie, Lotusspiserne, er de to dog blevet gift og er taget på “bryllupsrejse” på tusmørkesiden af Venus, for at studere dets liv der. Selvfølgelig skal Ham redde hende ud af nogle farlige situationer endnu engang, men det interessante ved disse historier er det specielle og dyre- og planteliv Weinbaum beskriver og som Patricia udforsker. Selvom Weinbaums forestillinger om miljøet på Venus er helt hen i vejret med den viden vi har i dag, så er det alligevel gennemtænkt hvordan de vilkår på planeten vil have påvirket livet der.
Flere af de øvrige noveller handler om hvordan Solsystemets planeter og måner bliver udnyttet kommercielt. Således fx Flugten på Titan om Tim og hans kone Diane, der efter et finansielt sammenbrud på Jorden ligesom mange andre har tabt alt, søger lykken på ny med at drage til Saturns måne Titan i håb om at finde en speciel type ædelsten. De møder selvfølgelig nogle udfordringer, men det skal nok ende lykkeligt. I samlingens sidste historie, Tidevandsmåne, er det store kommercielle interesser der er på spil. På Jupiters måne Ganymedes findes en særlig slags mos der hvis det behandles rigtigt, kan omdannes til såkaldt blåt cree, der igen kan bruges til medicin. Cree Inc. sidder alene på produktionen af cree på Ganymedes, men et konkureende selskab bosat på Io har også fundet det særlige mos der, og vil nu have fat i den hemmelige formel. Masser af spænding og det ses at Weinbaum er uddannet kemiingeniør.
Weinbaum tager endda skridtet videre, for hvis der er interplanetarisk handel, vil der selvfølgelig også være pirater. I den længere historie Den Røde Peri må en videnskabelig ekspedition nødlande med deres raket på Pluto, og tilfældigvis lander de lige udfor den berygtede pirat Peris hemmelige base. Peri viser sig at være en rødhåret nittenårig ung kvinde, og ekspeditionens ingeniør Keene bliver efter lidt tid i hendes fangeskab forelsket i hende. Han lærer om hendes baggrundshistorie og hvorfor hun gør som hun gør, og må samtidig med at han skal finde en måde at flygte på også vinde hendes hjerte og få hende tilbage på den moralsk rigtige vej.

Som med al anden pulp fra trediverne bør man vide lidt om hvad man går ind til. Dybere personbeskrivelser og ikke-hjælpeløse kvinder kan man godt glemme. Dog har Weinbaum flere stærke selvstændige kvindelige figurer, men dog kun til en vis grænse, da de altid skal reddes af historiens mandlige helt og helst ende med at blive gift med dem. Det der dog får Weinbaum til at rage op, er hans meget alternative beskrivelser af rumvæsener, der selv den dag i dag står ganske for sig selv. Og for sin samtid var han også ganske dygtig til at bruge science fiction genren fornuftigt og til noget nyt, hvor planetbeskrivelserne og dets livsformer efter datidens viden hænger nogenlunde logisk og videnskabeligt sammen, hvilket han så sandelig også gør noget ud af at få skrevet direkte ind i historierne, at han har tænkt over. Ligeledes ved han også at mennesket og dets teknik har sine begrænsninger, for mere end ofte kaster han sine personer ud i livstruende situationer i verdenernes farlige miljøer. Det er dog værd at bemærke at det for det meste er menneskelig vilje og råstyrke der redder dem, og ikke teknik.
Hvor det helt gamle glemte trivialiseret pulp nok mest er for særligt interesserede, er der altså en grund til at Weinbaum er en af de navne der huskes den i dag, og derfor ikke bør forbigås af nogen læsere der kan acceptere pulpens grundform i fortællingen, men til gengæld kan glæde sig over beskrivelser af fremmede verdener og væsener der kan måle sig med nutidens forfattere.

Niels Dalgaards Litteraskopet er nu på sit nummer 49 (så måske en særlig jubilæumsartikel næste gang, hvem ved?), denne gang om månelandingen for 40 år siden og dens indvirkning på science fiction litteraturen. Dalgaard ser specielt på danske månehistorier.
Jeg har bidraget med endnu en gennemgang af et halvår af Asimov’s Science Fiction og derefter følger et interview fra Fantasticon med H. H. Løyche. Og sidst i nummeret er der mere om Fantasticon 2009 med Novum-redaktør Janus Andersens beretning derfra, som egentlig mere er nogle tanker om fandommen end en egentlig conrep.

Og vigtigst af alt har A. Silvestri skrevet tredje del af den fortsatte historie Perceptionens døre. Silvestri vandt i øvrigt Fantastik-prisen i år for sin novelle When the Music’s Over udgivet i I Overfladen og tilmed også novellekonkurrencen på Fantasticon. I dette tredje kapitel med titlen Eschers banegård bliver den stakkels hovedperson jaget gennem Odense banegårds mange trapper. Jeg synes det tegner lovende med denne fortsatte kortroman, som det forhåbentlig ender med. De bidragende forfattere er vidt forskellige, men det hænger alligevel rimeligt sammen og der er altid en god åben slutning for den næste i rækken at bygge videre på.

Det er usædvanligt at man læser en antologi hvor man virkelig synes godt om praktisk talt alle novellerne, og det skal ikke sætte de to tidligere års udgivelser i et ringere lys, men det er tydeligt at se at den årlige antologi har gjort noget ved både produktiviteten og kvaliteten blandt danske science fiction forfattere. Hvilket jo er glædeligt. Kvaliteten skal især findes i at mange af forfatterne har originale idéer og en unik stil, som ikke bare er en fordanskning af engelsksproget science fiction. Det danske islæt er blevet mere udpræget og forfatterne har også mere at sige, om samfundet, om verden, om mennesker, udover selvfølgelig at bruge science fiction til at fortælle en spændende historie. Emnerne er mindre dystre og dystopiske end sidste år, men det fylder skam stadig en del.
Sidste år kunne jeg udvælge et par noveller jeg mente ragede klart over de andre. Dette er umuligt i år. Så det følgende udvalg er et ikke et udtryk for at de ikke nævnte historier er mindre gode, jeg vil blot vise variationen i antologien. Der er selvfølgelig både erfarne velkendte navne i samlingen og helt nye navne. En af dem der imponerede sidste år var A. Silvestri med den sorthumoristiske When the Music´s Over. I år er han med Godnat noget mere dyster, i denne beretning om et kærestepar der klamrer sig til hverdagens trivialiteter mens verden bogstaveligt talt er ved at gå under udenfor. Debutanten Simon Christiansen imponerer med den originale Simulacra, hvor han vender den slidte science fiction kliché om at verden er en computersimulation på hovedet, hvor folk altså tror de lever i en simulation, men det er den virkelige verden. Rigtig godt fundet på og historien fungerer perfekt. H. H. Løyche tager os til Danmark i en alternativ tidslinje i Ryg og rejs og Lonni Krause fortæller om robotten Irma Ovesen der prøver at leve i vores verden, i novellen af samme navn. Redaktør Carl-Eddy Skovgaard har gjort en undtagelse med Lars Ahn Pedersens Alien Ghost Ballet, der med sine 50 sider egentlig er i overkanten længdemæssigt, men helddigvis kom den med alligevel. Det er noget så sjældent som god dansk space opera, og titlen siger egentlig hvad det handler om. En balletkoregraf skal lære nogle trebenede fem meter høje rumvæsener at danse Svanesøen. Ikke nok med at universet i historien er stort og interessant nok til at kunne rumme mange flere historier, er den også umådeligt underholdende uden at det bliver fjollet og så siger den faktisk også noget om hvordan kunst kan blive misforstået og misbrugt.

Den eneste negative petitesse jeg kan sige i år, er angående det ellers flotte forsidemotiv af Patrick Leis, som jeg bare synes signalerer lidt for meget horror og ikke science fiction, men SFC’s bogudgivelser har nu også haft rigeligt med rummotiver.

Knud Larn har skrevet en grundig gennemgang af Dansk science fiction for voksne, anno 2008, der desværre er lidt nedtrykkende læsning. Selv med en temmelig bred definition af genren, er der kun udkommet 11 originale danske science fiction romaner og 5 novellesamlinger. En del af det er selvpublicerede værker og der er langt mellem det gode.
Niels Dalgaard har lavet en kritisk gennemgang af Cambridges Companion to Science Fiction og ser på hvordan de har behandlet genrens historie. Og man bliver bestemt også klogere selvom man ikke kender til nævnte værk.
De såkaldte “Big Dumb Objects” som man kender det fra klassiske science fiction historier som i Clarkes Rendesvouz with Rama og nyere som Robert Reeds Marrow, bliver grundigt behandlet af science fiction forskeren Christopher Palmer. Han ser specifikt på netop Rendesvouz with Rama, Nivens Ringworld og Bob Shaws Orbitsville, og der kan analysers meget mere ud af disse kolosalle fremmede konstruktioner end man umiddelbart havde troet.
Og så er der Dalgaards science fiction bibliografi over alt der er udgivet af og om science fiction på dansk i 2006.

Man bør altid være glad for Proximas eksistens, men i visse tilfælde bliver man i ekstra godt humør, for intet andet sted vil der være plads til at kunne trykke sådanne obskure gamle science fiction historier som Niels Dalgaard finder frem. Vi får således denne gang to humoristiske noveller af Ellis Parker Butler, henholdsvis Radiograven fra 1923 og Et eksperiment med gyroskophatte fra 1910. Radiograven handler om en excentrisk meget religiøs mand, der kommer med en noget speciel anmodning til sin gravplads. Den skal udstyres med en radio der for altid skal være stillet ind på frekvensen for en radiostation han får oprettet, som udelukkende vil sende oplæsninger af hans religiøse poesi. En fantastisk morsom historie, der dog også ender noget tragisk. Et eksperiment med gyroskophatte ender heldigvis godt, men inden da, skal vi lige igennem et bizart og meget fjollet forløb der involverer fuldskab, hatte og gyroskoper.

Niels Dalgaard ser tilbage på 70′ernes paperback udgivelser af science fiction på dansk i den 47ende udgave af Litteraskopet. Disse udgivelser var med til at øge interessen for science fiction i befolkningen, og selvom flere i dag primært læser på engelsk, mener Dalgaard ikke man skal undervurdere betydningen af udgivelser på dansk hvis nye fans skal komme til.
Janus Andersen skriver en introduktion til alternate history genren. En subgenre jeg har lidt svært ved, og artiklen her bekræfter hvorfor; der er nemlig overordentlig meget af det der tager udgangspunkt i et alternativt udfald af anden verdenskrig. Man må da kunne skrive interessante historier med et andet udgangspunkt også. Bortset fra min personlige smag til genren, er artiklen en glimrende introduktion til hvad den byder på, særligt hvad der findes på dansk.
Til Dancon i år interviewede Carl-Eddy Skovgaard forfatteren Jan Scwherdfeger om hans science fiction børnebogsserie, og dette interview er bragt her. Janus Andersen giver andetsteds en rosende conrep om hele festivallen.

Manfred Christiansen giver os endnu en kort novelle, her med titlen Kassen, omhandlende nogle kasser der spontant opstår rundt om huset hos et noget distræt par.
Lars Wihlborg, tilsyneladende et nyt navn i fanverdenen, fortsætter historien Perceptionens Døre hvor Flemming Rasch slap sidst. Handlingen bliver hevet helt ned på jorden igen, for kort efter at skyde ud af en helt anden og endnu mere spændende tangent. Det lover godt.