I det 23ende århundrede er menneskeracen uden yderligere forklaring uddøde og solsystemet bebos nu kun af robotter. Handlingen følger sexrobotten Freya, der var så uheldig at komme ud fra fabrikken kort efter det sidste menneske døde. Da hendes evner er ubrugelige søger hun andre muligheder til at leve for. Hun får et tilbud fra den mystiske Jeeves organisation, om at fragte en pakke fra Merkur til Mars. Det fører hende ud i et komplekst spiondrama, hvor hendes evner som sexrobot også bliver flittigt brugt. Som Stross vist har for vane, udvikler plottet sig i sære retninger fyldt med forvekslinger, løgne og folk der arbejder for nogle andre end de giver sig ud for, og alt det der. Det er ikke meget vi får at vide om hvordan robotsamfundet er skruet sammen, men systemet er stærkt aristokratisk, hvor nogle få robotter i praksis holder de resterende som slaver.

Der er desværre en række ting der ikke fungerer for mig. Hele idéen med en verden kun med robotter uden mennesker bliver efter min mening ikke ordentligt udnyttet, i og med robotterne et langt stykke af vejen blot opfører sig som mennesker. De spiser, sover, drikker sig fulde, dyrker sex, har følelsesudbrud og taler og agerer som mennesker. Vel nok skal forklaringen findes i at menneskene selvfølgelig har skabt robotterne i deres eget billede, men det er ikke helt troværdigt at intelligente robotter ikke vil have udviklet sig mere effektivt uden mennesket. Stross’ måde at bygge et plot op på er jeg heller ikke denne gang begejstret for, hvor det ligesom med et par af de andre romaner, for meget handler om at forvirre og vildlede læseren så man taber tråden, og de endelige afsløringer ikke får den gennemslagskraft de burde. Men Stross skriver heller ikke science fiction som ligger solidt plantet i den eksisterende tradition. Han eksperimenterer og prøver noget nyt hver gang, hvilket nok gør ham lidt mindre tilgængelig.
Saturn’s Children skulle være stærkt inspireret af Heinleins Friday, så for Heinlein-kendere er den måske mere interessant.

Vinderen blev Lars Ahn Pedersens Har du hørt havfruerne synge? bestående af to tilsyneladende separate historier, en om en kvindelig biolog der forsøger at infiltrere en organisation der holder sjældne dyr til fange og en anden om en mand der ynder at spise meget speciel mad. Der er garanteret noget der går henover hovedet på mig, for jeg kunne i hvert fald ikke se nogen videre sammenhæng i dette. Helga Bergs Pretty Woman er lidt fjollet. En gruppe venner skal se filmen Pretty Woman, men undervejs finder fortælleren ud af at hun har taget form som en frø. Elskeren af Sabina Marinova er i starten en forholds simpel historie om en mand der mistænker sin kone for at være utro, men læseren kan godt ane undervejs at der nok er noget overnaturligt på spil et sted.
Ungdomskonkurrencen blev vundet af Lærke Rasmussen med Sitessa, som umiddelbart blot er en fantasyhistorie med prinser og prinsesser, men elementet med en saracensk pige der ender med at kæmpe som soldat mod sit hjemland, gør novellen til langt mere end det.
Til hurtigskrivningskonkurrencen var der to gode vindere. Camilla Wandahl og Richard Ipsen. Wandahls historie er en slags gyser om bamser og Ipsens er en virkelig original kombination af paralleluniverser og tai-chi. Begge rigtig velskrevne og egentlig også samlet set de bedste.

Niels Dalgaard åbner op med at skrive med om fremtidshistorier eller “future history” – en type science fiction der bedst defineres ved en række historier der til sammen skaber en større sammenhængende tidslinje. Der er ekstreme eksempler som Stapledons Last and First Men der omhandler hele universets fremtidige skæbne, og selvfølgelig klassiske velkendte eksempler fra Asimov og Heinlein. Et næsten gennemgående træk ved disse typer af historier er, at de oftest involverer menneskets kolonisering af rummet.
Derefter har Lise Andreasen studeret to novelleantologier med temaet tidsrejser, for at kategorisere tidsrejsefortællingen efter hensigten med rejsen. Som det viser sig, er der langt flere varianter end den velkendte med den geniale videnskabsmand der bare er nysgerrig på hvordan fortiden eller fremtiden ser ud.
I Rob Lathams artikel Sextrapolation i science fiction under den nye bølger bliver der grundigt set på det bizarre forhold science fiction forfattere var underlagt for årtier tilbage, hvor de gladeligt kunne skrive om hele galakser, men endelig ikke for meget om de mest naturlige menneskelige drifter, grundet censur fra redaktørerne. Senere hen da sex ikke var så meget et tabu mere, kom der så til gengæld en masse elendige historier der blot var porno i science fiction forklædning, som ikke tilbragte genren meget nyt.

Af noveller har Niels Dalgaard fundet to ældre sager frem. Først en Stanley G. Weinbaum novelle fra 1935 om en doktor der opfinder et vidunderserum, der på få dage giver en tuberkuloseramt pige livet tilbage. Serumet virker ved at forbedre kroppens tilpasningsevne, men det viser sig at virke lidt for godt. En rigtig pulpet og underholdende historie.
Den anden novelle er noget af en sjældenhed. En amerikansk kvindeutopisk novelle fra 1869, af den ellers ukendte Elizabeth T. Corbett, der så vidt vides aldrig har været genudgivet siden. En kvinde besøger sin veninde Laura der bor i Utopia. Et samfund hvor mænd og kvinder er fuldstændigt ligeværdige (sådan da), og alle er glade og tilfredse. I dag er historien nok kun interessant for sin historiske værdi.

Af anmeldelser finder man blandt andet Carl-Eddy Skovgaards anmeldelse af Lars A.R. Stenders Øjne, og som man vil kunne se i min kommende anmeldelse af den, er jeg enig med Carl-Eddy i at den mest af alt er en amerikansk sci-fi thriller i dansk bogform henvendt til større drenge. Jeg er dog (stadig) rørende uenig med Lise Andreasens udlægning af Iain M. Banks’ Culture-roman Matter, som jeg slet ikke mener man kan klassificere som en ren krigsroman. Man kan også finde min anmeldelse af Eric Browns Kéthani.

Niels Dalgaard skriver om sex i Litteraskopet 45, altså sex og porno i science fiction litteraturen, og det viser jo endnu engang hans evne til at tage mærkelige afkroge af genren op, og stadigvæk gøre det seriøst og dækkende.
Som det gerne skulle være de fleste medlemmer bekendt, så har Science Fiction Cirklen fået nyt logo og Manfred Christiansen, grafikeren bag det nye logo, skriver om sine overvejelser og tanker da han tog opgaven. Det viser, at det bestemt ikke var ugennemtænkt venstrehåndsarbejde.
Janus Andersen en giver vejledning til når der skal købes julegaver, hvis man vil forsøge at få nogle af de yngre familiemedlemmer til at læse science fiction, med anbefalinger af det bedste af det nye af børne- og ungdomsbøger i science fiction og fantasy.
Lars Stender har skrevet en glimrende artikel om kommunikationsvanskeligheder mellem mennesker og rumvæsener, hvordan det behandles i litteraturen og hvor urealistisk de nemme løsninger med oversættelsesmaskiner og fælles sprog egentlig er, for hvad vi som mennesker antager som selvfølgeligheder og logiske slutninger, vil næppe blive anskuet på samme måde af rumvæsener. Jeg håber bestemt, at Lars Stender vil bringe flere gode artikler til Novum og/eller Proxima fremover.
Knud Larn skriver om fandommens udviklingstrin i klummen Inde fra papkasseriget. Han inddeler fandom i syv faser; fra fans der blot samler værkerne indenfor genren gennem aktiviteter som medlemsmøder og produktion af fanzines, og op til eksistensen af Big Name Fans. Derefter bliver otte numre af et gammelt amerikansk fanzine fra 1930′erne gennemgået, og jeg er så småt begyndt at forstå Knud Larns fascination for gamle støvede fanzines.
Et par anmeldelser har Knud også bidraget med; fire ikke-mainstream science fiction film og en anmeldelse af Clarkes sidste roman (skrevet sammen med Frederik Pohl), The Last Theorem. At få filmanmeldelser tilbage i Novum vil være glimrende, mens boganmeldelser helst burde være forbeholdt Proxima. Alligevel lyder The Last Theorem som en bog man burde få læst. Knud var i hvert fald meget begejstret.
Til sidst i bladet er min endelige conrep fra Oslo Science Fiction Festival.

The Dreaming Void finder sted i samme univers som Pandora’s Star og Judas Unchained, men over 1000 år senere, nærmere betegnet år 3580. Mennesket har koloniseret endnu flere dele af galaksen og nu i mere fragmenteret form, med forskellige former menneskelige typer. Fra helt almindelige dødelige til dem der søger at transcendere til et “post-physical” stadie.
I galaksens centrum befinder sig en uigennemtrængelig barriere og bagved menes at eksistere et helt specielt selvstændigt univers kaldet the Void. En gruppe der kalder sig Living Dream er overbevist om, at de bør rejse dertil for at finde en form for paradis. De er inspireret af en mand ved navn Inigo, der skulle have drømt om den verden der er i the Void. Men nogle andre racer i galaksen mener at hvis disse Living Dreamers kommer ind i the Void, så vil det udvide sig og opsluge hele galaksen, og dermed dræbe alle levende væsener. Det ligger grundlaget til en noget anspændt galaktisk politisk situation.

The Dreaming Void står som en selvstændig historie, men der er mange elementer og enkelte personer fra de to Commonwealth-bøger, der giver det en ekstra dimension. Hamilton ridser dog de vigtigste ting fra de bøger op, så nye læsere også kan være med. Jeg vil dog anbefale man gjorde sig bekendt med dem først.
Selvom vi befinder os over 1000 efter Commonwealth-bøgerne, så ser universet og den teknologiske udvikling nu ikke så anderledes ud igen. Det meste er blot opgraderinger af teknologi og videreudvikling af ideer præsenteret deri, men det menneskelige aspekt har ændret sig en del. Der er som nævnt flere meget forskellige grupper, med hver deres ideologiske mål og det skaber nogen interessante konflikter, og forskellige synspunkter til hvad der nu sker.

Hamilton introducerer som vanlig en række hovedpersoner og individuelle handlingsforløb, omend knap så mange som i tidligere værker. De vigtigste lader til blandt at være Aaron, der ikke ved hvem han selv er, men er fuldt klar over at han har en mission om at finde Inigo. Derudover følger vi Troblum, der er umådeligt historisk interesseret i Starflyer krigen, som Pandoras Star og Judas Unchained handlede om. Er spændt på at se hvad meningen med det bliver. Vi følger også en ung kvinde, Araminta, der gør sig en masse seksuelle erfaringer i sit første liv. Hendes rolle i det endelige plot er ikke helt til at se endnu. Endelig ser vi Inigo’s drømme, der har inspireret hele Living Dream bevægelsen. De centrerer om en ung mand, Edeard, der har utrolige evner indenfor telepati og telekinese. Han må flygte fra sin landsby, da den bliver plyndret af vilde banditter.

Som det nu engang er med første dele af trilogier, så bærer den meget præg af at være introducerende, men kedelig er den bestemt ikke. Scenerne med Aaron er fyldt med action og der er masser af sex i vilde orgier når vi følger Araminta.
Og jeg må sige den virker lidt bedre kompakt og sammenhængende, end de tidligere store space operas, hvor mængden af personer og sideplots blev uoverskueligt. Det lader dog til at han bygger op til endnu en historie om de samme temaer, omkring at sætte hele menneskeheden på en stor prøve overfor en ukendt og meget gammel fjende i universet.

Først en glimrende astronomiartikel om neutronstjerner. Så analyseres alternativ sexualitet i Star Trek, både set i relation til TV-serien og til universet selv. Thomas Skaarup bruger et par sider på at fortælle om hvordan han blev medlem af trekkies.dk. Så gennemgår Kim H. Pierri genetiske modificerede supermennesker og eugenik-krigene, som fx Khan og Dr. Arik Soong. Det er primært en historisk gennemgang, men ganske udførlig. Dernæst bliver det teknisk hvor der graves lidt i transporterteknologien og man kommer også ind på virkelighedens kvanteteleportation, blandt andet med et interview af Eugene Polzik fra Niels Bohr Instituttet. Kort ser vi også på Fermis paradoks og derefter på det man har kaldt Picards syndrom; det at ville læse bøger i papirformat fremfor elektronisk format. Den nye DVD-udgivelse af The Animated Series og en bog om biologien i Star Trek bliver også anmeldt. Den kommende fanserie “Of Gods And Men” der udkommer d. 15 april bliver også nævnt.

Jeg kan kun rose Subspace-redaktionen for denne udgivelse, der som jeg nævnte først, har en god prioritering af forskelligt stof med tilpas mængde af mange forskellige emner, og så selvfølgelig det hele af høj kvalitet. Flere artikler er også mere analytiske og ikke blot refererende, noget jeg tidligere har efterlyst.

Filmen handler om et redningsrumskib der modtager et nødsignal fra en måne der burde være forladt, men de tager alligevel af sted. Der sker tydeligvis normalt ikke meget ombord på det skib, så de er glade for at opleve noget. Undervejs får de dog store tekniske problemer, mister deres kaptajn og når de når frem har de kun 17 timer inden de er nødt til at flyve tilbage igen, for at skibet ikke skal sprænge i luften. Personen der havde sendt nødsignalet har fundet en nidimensionel genstand, som bliver bragt med ombord til undersøgelse. Det viser sig dog at være en noget farlig genstand og ham der fandt den har udviklet superkræfter og dræber nu besætningen en for en. Det hele ender i et stort kapløb mod tiden og en kamp for overlevelse.
Ja alt sammen enormt klichefyldt og halvkedeligt.

Det er egentlig synd, for selve grundideen i plottet har dog en vis potentiale og visuelt er filmen da også ganske pæn, men det kunne altså have været udført bedre. Udover Star Trek er det ikke så tit man ser film tage den slags ideer op med utallige dimensioner og dets indflydelse på vores kendte univers, så det er lidt synd at det druknede i klicheer, actionscener og ligegyldige sexscener. En anden titel burde man måske også have fundet, da den egentlig afslører slutningen, omend selve plottets baggrund for den supernova der finder sted kender man ikke.

Det er ikke nogen dårlig film og den kan da ses som lidt hurtig underholdning, men den kunne godt have været bedre.

Pandora’s Star finder sted i samme univers som (den efter min mening temmelig ringe) Misspent Youth nogle hundrede år efter, men der er ingen umiddelbar grund til at læse den først, da den kun giver lidt mere information om den behandling der gør at folk kan leve evigt. Menneskeheden har koloniseret flere hundrede planeter som alle er forbundet i et netværk af ormehuller der gør rejser mellem planeterne øjeblikkelig. Samfundet er generelt roligt og stabilt, hvor folk nyder godt af at kunne blive gjort unge igen så snart de er ved at blive for gamle, og dermed i praksis leve så længe de vil. En dag opdager en astronom at en stjerne pludslig bare forsvinder på en brøkdel af et sekund og dermed udelukker muligheden for en evt. supernova, hvorefter teorier om at et slags kraftfelt er blevet sat til omkring stjernen og så søsættes et projekt til at bygge et rumskib der kan flyve hurtigere end lyset til at rejse de over 600 lysår for at undersøge sagen. Teorierne går på at enten er kraftfeltet bygget for at holde nogen indespærret i solsystemet eller at det er bygget som et forsvar. Det viser sig at være det første og under mystiske omstændigheder bliver væsenerne i systemet sluppet fri, hvor de nærmest øjeblikket indleder et massivt angreb på menneskenes planeter i et rent blodbad. Dermed synes jeg det ligner NDT en del hvor resten af historien umiddelbart kommer til at være en kamp for menneskeracens overlevelse, men hvor det i NDT var os selv der var truslen, er det nu en ydre trussel.
Trods disse ligheder får Hamilton dog en spændende ekstra vinkel ved at inddrage en konspirationsteori i plottet, med en gruppe der kalder sig The Guardians Of Selfhood der mener at menneskeheden bliver styret af et rumvæsen kaldet The Starflyer og at den også har planlagt dette angreb. I starten bliver det fremstillet som en temmelig langt ude konspirationsteori, men som historien skrider frem er der flere og flere ting der virker underlige, og konspirationsteorien bliver taget mere og mere seriøst blandt bogens hovedpersoner.
Men for at vænne tilbage til sammenligningen med NDT, så har Pandora’s Star også en større samling hovedpersoner og bifigurer, der alle sammen har hver deres lille del i det store plot og som historien skrider frem begynder disse at flette sammen. Listen over disse personer foran i bogen bliver yderst behjælpelig, og med hele 43 listede personer er det vel ikke overraskende at det kan blive temmelig komplekst til tider. Dog er det færre end i NDT og det gik også noget hurtigere med at kunne se sammenhængen i alle sidehistorierne. I NDT er der også en klar helterolle med Joshua Calvert, hvilket der ikke rigtigt er i Pandora’s Star. Der er selvfølgelig en række hovedpersoner der hver især har lagt grobund for at kunne udrette noget stort, men det er ikke en enkeltmandsmission.

Hamiltons skrivestil er som man kender den og han skriver selvfølgelig stadig glimrende, omend jeg synes det er ved at ligne noget der er nærmest formaliseret og tempoet er noget svingende. Man savner måske lidt at han prøver noget nyt som han fx gjorde i Fallen Dragon som jeg fandt rigtig god, men at kunne strikke en så kompleks og omfangsrig space opera sammen skal man nu stadig ikke se gennem fingre med. Universet og samfundet han har skabt er gennemarbejdet og troværdigt, dog uden at vi rigtig kommer i dybden hos de mindre samfund. Han har trods alt begrænset sig i omfang i forhold til NDT og der går hermed selvfølgelig nogle detaljer tabt, men så fokuseres der også mere på selve plottet. En sidste lille ting der kan nævnes er de mange sexscener der altid har en fast plads i hans bøger, hvor jeg nu synes at de faktisk bringer historien lidt videre og ikke virker så påklistrede.

Det må jo hellere understreges at dette kun er første halvdel af et samlet væk, så det svarer vel til at omtale en halvlæst bog. Så jeg vil ikke drage for store konklusioner, men ser selvfølgelig frem til at læse videre i Judas Unchained og håber så på det ikke bare bliver en lang krigshistorie. Der er jo stadig mange spændende ubesvarede spørgsmål, primært anliggende hvorfor dette kraftfelt blev bygget og hvem der gjorde det, og ikke mindst hvorfor nogen tilsyneladende med vilje har sluppet de farlige rumvæsener løs på menneskeheden, og om konspirationsteorien holder.