Desværre blev Saturn’s Children heller ikke den Stross bog der virkelig kunne overbevise mig, men et må man da give manden – han skriver bestemt ikke den samme bog to gange. Hver eneste roman går i en helt ny retning og denne gang er han angiveligt stærkt Heinlein inspireret. Romanen var blandt årets Hugo nominerede, men vandt ikke.
I det 23ende århundrede er menneskeracen uden yderligere forklaring uddøde og solsystemet bebos nu kun af robotter. Handlingen følger sexrobotten Freya, der var så uheldig at komme ud fra fabrikken kort efter det sidste menneske døde. Da hendes evner er ubrugelige søger hun andre muligheder til at leve for. Hun får et tilbud fra den mystiske Jeeves organisation, om at fragte en pakke fra Merkur til Mars. Det fører hende ud i et komplekst spiondrama, hvor hendes evner som sexrobot også bliver flittigt brugt. Som Stross vist har for vane, udvikler plottet sig i sære retninger fyldt med forvekslinger, løgne og folk der arbejder for nogle andre end de giver sig ud for, og alt det der. Det er ikke meget vi får at vide om hvordan robotsamfundet er skruet sammen, men systemet er stærkt aristokratisk, hvor nogle få robotter i praksis holder de resterende som slaver.
Der er desværre en række ting der ikke fungerer for mig. Hele idéen med en verden kun med robotter uden mennesker bliver efter min mening ikke ordentligt udnyttet, i og med robotterne et langt stykke af vejen blot opfører sig som mennesker. De spiser, sover, drikker sig fulde, dyrker sex, har følelsesudbrud og taler og agerer som mennesker. Vel nok skal forklaringen findes i at menneskene selvfølgelig har skabt robotterne i deres eget billede, men det er ikke helt troværdigt at intelligente robotter ikke vil have udviklet sig mere effektivt uden mennesket. Stross’ måde at bygge et plot op på er jeg heller ikke denne gang begejstret for, hvor det ligesom med et par af de andre romaner, for meget handler om at forvirre og vildlede læseren så man taber tråden, og de endelige afsløringer ikke får den gennemslagskraft de burde. Men Stross skriver heller ikke science fiction som ligger solidt plantet i den eksisterende tradition. Han eksperimenterer og prøver noget nyt hver gang, hvilket nok gør ham lidt mindre tilgængelig.
Saturn’s Children skulle være stærkt inspireret af Heinleins Friday, så for Heinlein-kendere er den måske mere interessant.
Jeg er kommet temmelig meget bagud med Himmelskibet, et helt år tilsyneladende. Dette efterårsnummer fra sidste år har superhelte som tema, hvilket ikke er et emne der interesserer mig spor, så jeg vil nøjes med at kommentere på novellerne fra Fantastiks novellekonkurrence 2008.
En kende forsinket er efterårsnummeret for 2008 af Proxima udkommet, men den sædvanlige gode blanding af artikler, noveller og anmeldelser er altid værd at vente på.
Efterårsnummeret af Novum indeholder desværre ingen noveller, men til gengæld rigtig gode (med tyk understregning) artikler. Særligt fordi det er noget alle kan være med på. Man behøver ingen forhåndsviden (hvilket kan være både godt og skidt), kun en interesse for science fiction og den har man selvfølgelig hvis man modtager Novum som medlem af Science Fiction Cirklen.
Den britiske forfatter Peter F. Hamilton har netop udgivet første del i endnu en omfattende space-opera trilogi, kaldet The Void Trilogy. Første bind The Dreaming Void er netop udkommet og med sine 650 sider i hardback, er der ikke lagt op til noget meget mindre end vi er vandt til fra hans side af. Men han har faktisk begrænset sig lidt (til sammenligning var Judas Unchained på 950 sider i hardback).
Det er gået noget langsommere med læsningen efter studiet startede igen og det bliver ikke bedre når det er en bog af Peter F. Hamilton man prøver at komme igennem, da han jo er yderst kendt for at skrive murstensbøger på godt over 1000 sider. Men nu er jeg altså blevet færdig med Pandora’s Star som er første del i The Commonwealth Saga hvor anden og afsluttende del hedder Judas Unchained. Det er ligesom The Night’s Dawn Trilogy (NDT) space opera i stor stil med et væld af personer med hver deres små sidehistorier og en fremtidsverden hvor menneskeheden har koloniseret adskillige stjernesystemer, og jeg kommer til at sammenligne en del med NDT her i indlægget. Selvfølgelig bør et værk dømmes på sine egne præmisser og ikke op imod et andet, men grundet de mange ligheder er det en god referenceramme.