Anden sæson er lidt mere svingende i kvaliteten end første sæson, men der er bestemt også mange fantastiske afsnit. Forholdet mellem Kirk, McCoy og Spock er blevet bedre udbygget og virker mere naturligt, og så er det jo i denne sæson at vi finder historiske episoder som The Doomsday Machine, The Trouble with Tribbles og Mirror, Mirror.
Udover de nævnte vil jeg blandt andet fremhæve Amok Time hvor man ser mere til Spocks baggrund, A Piece of the Action hvor Enterprise bliver involveret i en gangsterkonflikt som taget ud af 30′ernes USA, The Ultimate Computer hvor en superavanceret computer skal overtage næsten alle opgaver på Enterprise, og A Private Little War der overrasker med at slutte af med den konklusion at visse samfund har brug for krig for at blive bevaret.
Der er dog også afsnit hvor man må tage sig til hovedet og ikke kan tage det helt seriøst. I Bread and Circuses havner Kirk, Spock og de andre i en moderne gladiatorkamp sendt på live tv, og i samme boldgade finder man The Gamesters of Triskelion hvor de havner som slaver på planeten Triskelion, hvor de skal kæmpe gladiatorkampe til ære for the Providers. Assignment: Earth er for så vidt et udmærket tidsrejseplot, hvor de skal sikre at historiens gang går som den skal, men det er lidt underligt at selve tidsrejsen er fuldkommen uproblematisk. Det stemmer ikke helt overvens med resten af Star Trek-universet. Og endelig kan man ikke lade vær med at grine af Who Mourns for Adonais? hvor en kvindelig officer bliver helt forgabt i et væsen på en planet der giver sig ud for at være den græske gud Apollo. Mere generelt så er jeg også ved at være lidt træt af, at hver gang Kirk er i samme rum som et hunkønsvæsen i bare et minut, skal der opstå lidt romantik i luften.
I det hele er kvaliteten af de fleste afsnit dog stadig høj, med mange forskellige slags klassiske science fiction elementer, selvom visse afsnit ikke har ældet særligt godt.
Anden sæson af Deep Space 9 er nok seriens svageste sæson. Man vakler lidt mellem to strategier for serien. At lave en sammenhængende længere historie eller enkeltstående afsnit i stil med dem ombord på Enterprise fra TOS og TNG. Heldigvis fandt man senere ud af at satse på den fortsatte lange fortælling, og det er også af den type i sæsonens første og sidste afsnit man finder det bedste.
Efter at have set afslutningen på Deep Space 9, fik jeg lyst til at se i hvert fald de to første sæsoner igen. Serien hænger fantastisk godt sammen, og det virkede egentlig ikke som noget stort skift at springe helt tilbage til begyndelsen. I hvert fald ikke teknisk og kvalitetsmæssigt, sammenlignet med særligt The Next Generation, hvor første sæson efterhånden ser ret forældet ud.
Afslutningen på denne fantastiske og meget unikke Star Trek serie er en underlig størrelse. Hvor jeg ved de forrige sæsoner har nævnt at stort set alle afsnit var meget sammenhængende, går syvende sæson, i hvert fald i starten, tilbage til mere løsrevne episoder. Til gengæld består sæsonafslutningen af ti fuldstændigt sammenhængende afsnit der fungerer som en lang film.
Sjætte sæson af Deep Space 9 er nok det mest kanoniske Star Trek har set, faktisk ligeså sammenhængende som Babylon 5. Så godt som alle afsnit handler om krigen mod the Dominion på en eller anden måde, og sæsonens seks første afsnit er egentlig en lang uafbrudt historie. Det starter ganske dramatisk, da selve stationen bliver generobret af Cardissians og Jem’Hadar, og slutter også dramatisk hvor en af de centrale personer dør.
Femte sæson af Deep Space 9 starter og slutter med bulder og brag, men det endelige slag mod the Dominion fra Alfakvadranten mangler stadig. Ind i mellem sker der en masse andet og i hovedtræk er sæson 5 ligesom sæson 4, en masse så godt som selvstændige afsnit af svingende kvalitet.
I starten af fjerde sæson af Deep Space 9 sker der rigtig meget. Situationen med the Dominion tilspidses, så meget at klingonerne mener de må gøre noget. Det ender med at gå udover Cardassia som bliver invaderet af klingonske styrker, på en noget tynd formodning om at Cardassias regering er styret af changelings. Alliancen med Føderationen bliver brudt. Det sætter den generelle ramme for fjerde sæson, men langt de fleste afsnit er enkeltstående historier, ofte med fokus på personudviklinger.
Første sæson af den legendariske Star Trek serie har uden tvivl historisk værdi, men kan de over 40 år gamle afsnit stadig ses i dag for deres historier? Klart ja! Indtil nu har mit bekendtskab med den originale Enterprise besætning primært været fra de seks film og enkelte afsnit jeg har set på VHS i ringe kvalitet. Der skulle en modernisering til for at fange mig, og det har denne remastered udgave gjort. Ikke nok med at man har forbedret billedkvaliteten enormt, så den faktisk er pænere end i TNG, man har også lavet få opdateringer af de visuelle effekter. Og det uden at ødelægge helhedsindtrykket, for det er ikke superavanceret computergrafik, men hvor det passer fint uden at ødelægge noget. Resultatet er glimrende.
I går aftes viste TV2 Zulu de første to afsnit af X-Files og hvilket herligt nostalgisk gensyn. Jeg fulgte selv med fra starten da den blev vist på TV2 for 14 år siden, hvor den som bekendt gik under navnet Strengt Fortroligt, og jeg blev en meget stor fan af serien. Fulgte trofast de første mange sæsoner, købte og læste en masse af bøgerne, og har stadig nogle VHS-bånd med nogle af de bedste dobbeltafsnit.