Of Fire And Night

Of Fire And NightFemte bog i den absolut horrible syvbinds The Saga of Seven Suns rykker sig minimalt op over de forrige bind. Der sker faktisk lidt interessant udvikling i historien, så måske kan karakteren bevæge sig fra et -3 til et 0.

Næsten alle de mange ting Kevin J. Anderson har bygget op til i de sidste fire bind kommer nu til en form for afslutning. Dog først i den sidste håndfuld kapitler. Klikiss-robotterne har vendt sig mod menneskeheden, den oprindelige fjende – Hydroguesene fra gasgiganterne – gør klar til det endelige angreb mod Jorden og de vil have the Ildirans med og spændingerne mellem kongen og Jordens sindssyge diktatur bliver stadig mere spændt. Imens samler den gamle vandbaserede race kræfter igen, for at kunne hjælpe med at forsvare menneskerne og Ildirans leder genforenes med sin tabte kærlighed. Fokus i dette bind er dog særligt på kongen, der sammen med sin dronning, må kæmpe for deres overlevelse mod attentatforsøg fra deres leder mens de forsøger det samme mod ham. Hans position som leder presses også flere steder fra, da hans brutale fremfærd mod de andre fraktioner af menneskeheden ikke overraskende giver manglende støtte fra den kant, og ikke mindst hans fejlbedømning af Klikiss-robotterne, som kongen faktisk advarede ham imod, gør at opbakningen fra livvagter og undersåtter svinder ind.
Men det hele ender i et gigantisk rumslag ved Jorden, hvor tusindvis af Hydrogues angriber Jordens flåde, og efter få linjers kampbeskrivelse er the Hydrogues slået med hjælp fra vandvæsenerne og flyvende træer. Kongen og hans dronning får flygtet til dronningens hjemplanet, Theron, og der starter de en ny alliance op, som hurtig får tilslutning fra en lang række kolonier. Tilbage på Jorden er Hansa lederen selvsagt noget misfornøjet over at se sit imperie falde fra hinanden og ud af hans magt.
Hvad de næste to bind så skal handle om, sørger forfatteren selvfølgelig lige for at få skudt i gang i de sidste par kapitler. Den oprørske Ildiran, der skabte borgerkrigen i sidste bind, har allieret sig med de sidste af de fire gamle elementbaserede væsener – Faeros – ildvæsener der lever i stjerner, og en forsker der forsvandt en gang tilbage i et af de første bind, vender tilbage med en race man troede var udødede – the Klikiss. Så der skal nok ske ting og sager.

Scattered Suns

Scattered SunsJeg fik kæmpet mig igennem den fjerde bog i Kevin J. Andersons The Sage of Seven Suns og der er ingen forbedringer at finde i forhold til de tre forrige bøger. Historien træder så meget vande, at det viser at serien ikke kan være ment som andet end en pengemaskine, ved at strække en historie ud på syv tykke bind, der dårligt nok har substans nok til en trilogi af middellængde.

Scattered Suns fokuserer primært på interne konflikter, borgerkrig og andre nye trusler fra uventet kant, mens den store krig mod de uovervindelige Hydrogues der lever i gasgiganterne, er sat på standby. I de royale gemakker kæmper kong Peter mod den stadig mere skruppelløs diktatoriske formand, der er den egentlige leder af Jorden. Krigen mod den mere frie fraktion af Roamers tager til og har stadig ikke noget reelt formål. I den anden lejr, hos menneskets allierede – the Ildirans, er broderen til deres nye kejser bogstaveligt talt blevet sindssyg pga. stoffer, og får ved hjælp af dette stof samlet et stort følgeskab. Han erklærer sig selv for den rette kejser af imperiet og sætter til angreb på sin bror. Hvad værre er, er Klikiss robotterne endelig begyndt på deres hemmelige plan, der i al sin enkelhed går ud på at udslette alle levende væsener i universet. Det rammer menneskets rumflåde hårdest, da de har skabt en hel hær af robotter baseret på Klikiss-teknologi, og de robotter tager nu deres helt egen dagsorden.
Og det er ligesom det der går 700 sider med. Konflikter man allerede har startet op i de forrige bind tager blot til i styrke, og den eneste måde forfatteren lader til at kunne finde ud af at forsøge at øge spændingen på, er ved at lade så mange uskyldige dø som muligt, til et punkt hvor det hele bare bliver ligegyldigt. De ting der kommer afklaring på, sker på 3-4 sider i de sidste kapitler. Det er ikke sjældent at space opera forfattere har det svært med at runde deres store ideer af på en ordentlig måde, men Anderson kan vitterligt ikke andet end at køre rundt i den samme halvdårlige ide, uden at udvikle den, uden at tilføje overraskelsesmomenter, men bare gentage de samme pointer for læseren igen og igen, så alle fatter dem og den endelige forløsning ikke kan overraske nogen.

Således er slutningen på dette bind heller ikke videre interessant eller uventet. The Ildirans får styr på deres kortvarige borgerkrig og er på vej til at indgå en alliance med the Hydrogues, hvor de mod ikke selv at blive udslettet skal hjælpe med at udslette menneskeheden. Menneskets håb ligger stadig i de vandskabninger, der var med i den store krig med de tre andre element-væsener, som en Roamer har fået kontakt med. Kampen mellem de fire elementer, med mennesker og Ildirans på sidelinjen og Klikiss robotterne som det nye femte element, kan begynde. Suk.

Horizon Storms

Horizon StormsDen tredje bog i Kevin J. Andersons The Saga of Seven Suns har gjort det umulige, ved at være endnu mere elendig end de to foregående bøger “Hidden Empire” og “A Forest of Stars”.

Krigen mod de uovervindelige Hydgrogues fortsætter og endnu flere problemer hober sig op. Man beslutter sig for at benytte en Klikiss Torch igen mod gasplaneterne og har tilsyneladende en vis succes med det. Men interne stridigheder opstår da Roamersene, der producerer brændstof til brug i rumskibe, afskærer al handel som reaktion på plyndring af et af deres ubevæbnede fragtskibe. Lederen af Hansa svarer igen med en endnu mere vanvittig offensiv, der består af plyndring og forsøg på massemord. Samtidig har Roamersene hjulpet de grønne præster på Threon med at opbygge deres byer igen efter et angreb fra Hydrogues, så den politiske situation er endnu mere tilspidset.
Udover det bliver gamle Klikissplaneter koloniseret i stor stil, da man har fundet deres netværk af ormehuller og ser det en mulighed til ikke at blive afhængig af brændstof fra Roamers. Men Roamersene er også ved at få et es i bagånden, da de får hjælp af en gammel fjende til Hydroguesene, en form for vandbaseret skabning kaldet wentals.
Hos Ildirans går alt heller ikke godt. Den nyudnævnte leder Jora’h skaber fornyelse ved at bryde med flere gamle traditioner, men hans bror Rusa’h går imod ham med en plan om at gøre sig selv til leder, og ved hjælp af et vanedannende stof får han en hel planets befolkning som sine tro følgere.
Klikiss robotterne viser nu deres fjendskab til både Ildirans og mennesker ved temmelig formålsløst at angribe forsvarsløse planeter. De er på en eller anden måde allierede med Hydgroguesene.

Problemerne med denne bog er som i de to foregående, men nu endnu værre fordi den også har mange af de problemer som de mellemste bøger i lange serier ofte har. Der sker reelt ikke noget de 638 sider. Det hele er blot videre eskalering af eksisterende konflikter og plots. Situationen tilspidses uden at der tilføjes noget rigtigt nyt. Og de få ting der sker har man kunne forudse længe. Der er total mangel på variation i fortællingen, hvor et enormt slag i rummet der er så voldsomt, at det får en sol til at gå ud, bliver beskrevet på ligeså få linjer og med samme ligegyldighed som en lille ting hvor en pige finder et nyt kæledyr på en ny koloniseret planet. En enkelt ting får dog den plads den fortjener, nemlig oprøret mod Ildirans leder Jora’h.

Men hele den politiske krigsgale linje som Hansa lederen fører i historien bliver mere og mere usmagelig, og jeg håber da at Anderson på et tidspunkt får det vendt til en eller anden form for modkritik, for ellers ved jeg ikke hvad det siger om hans ideologi hvis den form for militærdiktatur skal fremstilles som den eneste løsning.
Derudover så har Anderson nogle underlige kriterier for hvad der er litterær kvalitet, når han udelukkende med udgangspunkt i hans series længde sammenligner det med Krig og Fred i sit forord. Han har fået at vide af Dean Koontz a han skal tænke stort, hvilket han så har tolket som at lade en historie træde vande så længe som muligt.
Jeg må spørge mig selv endnu engang, hvorfor jeg åbenbart gider at blive ved.

A Forest of Stars

A Forest of StarsDen anden bog i Kevin J. Andersons The Saga of Seven Suns fortsætter handlingen 5 år efter “Hidden Empire. Den har stadig mange af de problemer jeg omtalte ved Hidden Empire, men den er dog forbedret en smule på en række punkter. Krigen forværres og flere ukendte væsener blander sig, og konflikten går langt længere tilbage og mennesket er blot en ubetydelig brik i det store spil. Indtil videre.

Uden mulighed for at få brændstof fra gasplaneter er både mennesker og Ildrians stærkt svækket. Al handel er effektivt gået i stå. Millioner af folk sulter på planeter der ikke kan være selvforsynende, og de stadig uovervindelige Hydrogues fortsætter deres morderiske hærgen mod tilsyneladende helt tilfældige planeter. Drastiske midler må tages i brug. Fraktioner indgår nye alliancer ved at lade parter fra ledende familier gifte sig, og især kongen går i charmeoffensiv for at få flere til at melde sig til militæret og der indføres forbud mod at føde flere børn for at undgå sulteproblemer. Man har også fået mulighed for at undersøge en Klikiss robot nærmere og har med den viden kunne skabe en hel hær af intelligente robotter til brug i krigen. Rumvæsenerne Ildirans har deres egen hemmelige plan der skal sikre deres overlevelse mod truslen fra Hydroguesene, der involverer parring mellem mennesker og Ildirans.

Det er som sagt blevet lidt bedre. Anderson har flere kapitler i den bedre ende, men dog stadig ødelagt af alt for korte kapitler der dræber en god flydende rytme i fortællingen, og centrale handlingsforløb bliver der stadig skøjtet hastigt henover. Det helt store problem er stadig at læseren ikke får mulighed for at tænke selv og ingen afsløringer i handlingen er overraskende. Der er intet ekstra at læse mellem linjerne og diverse afslørende plothemmeligheder er gennemskuelige længe inden hovedpersonerne opdager det samme, hvor det så skæres ud i pap endnu en gang. Der er bare ikke mere at komme efter, udover det der er trykt sort på hvidt.

Ydermere, selv efter nu to bind på 700 sider, er der stadig ikke den store karakterdybde eller nogen detaljeret beskrivelse af det fiktive univers. Jeg tror simpelthen grunden er, at Anderson primært har erfaring med at skrive romaner i etablerede universer med veludviklede personer som fx Star Wars eller X-Files, hvor en god historie kan bære det alene. Det er jo bare ikke nok her.

Selvom de teknologiske og videnskabelige aspekter for det meste er holdbare rent teoretisk, er de stadig ikke troværdige. Jeg har stadig ikke nogen rimelig ide om det generelle teknologiniveau og de nye ting man hører om, dukker bare op lige til lejligheden. Fx hørte man om en levatationsmaskine da nogen skulle frem et ufremkommeligt sted, uden at have set antydningen af at en sådan avanceret form for teknologi eksisterede. Ligeledes mangler der totalt en kobling til vores nutidige verden. Ting som Internettet, nanoteknologi eller kloning ser man intet til, hvilket uden forklaring ikke virker troværdigt skulle være uden betydning for verden om 200 år. Det er heller ikke troværdigt at man uden videre kan skille en avanceret fremmed robot ad, og så på nærmest ingen tid tage den teknologi i brug til egne krigsrobotter. Samme med de samfundsmæssige forhold, hvor man intet hører om en bare nogenlunde kritisk presse eller til hvordan den almindelige mand eller kvinde oplever krigen. De er blot degraderet til en tabloidpresse der sender fra det kongelige bryllup og en befolkning der lader sig manipulere fuldt ud. Og politiske problemer løses ved at man arrangerer giftemål (helt ærligt)! Andersons fantasi strækker ikke længere end til ideer der har været kendt fra science fiction i over et halvt århundrede. Egentlig kunne værket meget vel, bortset fra dets latterlige sideantal, snildt være skrevet i 50′erne. Det havde nok gjort synet på forfatteren bedre.

Men plottet holder nu stadig og er til at finde rundt i, omend det er forudsigeligt et langt stykke af vejen. Selvom de er banale, så har introduktionen af et par kærlighedshistorier højnet læseglæden en del. Nu er der faktisk nogle personer at holde af, som virker betydningsfulde og selvstændige. Der er stadig mange hemmeligheder omkring de mange racer, Klikiss robotterne og deres uddøde skabere, Ildirans og deres tusind år lange historie, de stadig fascinerende og truende Hydrogues, og nu også flere endnu mere mystiske racer (ild- og vandskabninger). Som nævnt, handler konflikten om noget helt andet end at mennesker ved et “uheld” kom til at ødelægge en gasplanet. Sådanne ideer om gigantiske interstellare krige der varer tusinder af år, er hverken ny eller overraskende, men for underholdningens skyld i letspiselig version, går det nu nok. Jeg vil næsten anbefale folk der vil prøve, at starte med dette bind og blot læse resuméet af første i bog i starten. Der er ikke meget (godt) man går glip af.

Hidden Empire

Hidden EmpireKevin J. Anderson er en amerikansk forfatter der primært er kendt som spinoff forfatter til bøger i universer som Star Wars, Dune og X-Files. Hidden Empire er første bog af i alt syv bøger, hvor den sidste kommer til sommer, der udgør en samlet serie kaldet The Saga of the Seven Suns, og må siges at være hans mest ambitiøse projekt af original fiktion. Der er noget dragende over gigantiske space opera værker der strækker sig over adskillige tusind sider, men der er også god grund til at være skeptisk overfor lige denne serie. At man fra starten beslutter sig for at skrive syv store bind og udgive ca. en om året lugter lidt af penge, og det bekræfter denne første bog desværre også. Jeg har set mange kritiske anmeldelser af især de første par bøger, mens de efterfølgende i serien er anmeldere mere begejstret. Men mon ikke dette blot skyldes at det kun er dem der synes om serien, der har valgt at læse videre.

Det hele starter ganske fascinerende. Vi er det i 25ende århundrede, mennesket har koloniseret et utal af planeter, har teknologi der gør rumrejse hurtigere end lysets hastighed muligt og har skabt kontakt til en anden stor civilisation, Ildirans. Arkæologer har på en planet funder noget avanceret teknologi fra en race der uddøde for tusinder af år siden, der gør det muligt at lave en gasplanet om til en stjerne og dermed muligt at bosætte sig på månerne. Dette forsøger man og eksperimentet går godt. Men lige som månerne er ved at være beboelige for kolonisterne, bliver de angrebet af nogle kraftfulde væsener, der bliver benævnt som Hydrogues, der på kort tid pulveriserer månerne og den rumstation der var ved planeten. Derefter bliver diverse minestationer der høster råstof til det brændstof alle rumskibe bruger – “ekti” – angrebet på samme fatale måde, uden at rumvæsenerne giver sig selv eller deres krav til kende. Dette er umiddelbart hovedkonflikten for historien, men der er heldigvis andre mere spændende ideer og sideplots, som jeg håber kommer til at blive mere centrale, for det er svært at forestille sig 6 yderelige spændende bøger med det tynde hovedplot.

Der er et utal af kritikpunkter at fremhæve, så jeg ved dårligt hvor jeg skal begynde. Det værste er nok personskildringen, der indtil videre er flad, stereotyp, kedelig og generelt er de fleste personer temmelig usympatiske og enøjede. Et persongalleri i et sådant værk skal selvfølgelig have lidt af det hele, men selv de usympatiske personer bør have en vis dybde og nuancering i deres karakterer. De træder ikke udover deres fastlåste rolle i handlingen og eksisterer nærmest ikke udover deres arbejde. Der er generaler der bare er krigsliderlige og arkæologer der kun er interesseret i gamle ruiner, og sådan er det med alle de øvrige personer. Det kan selvfølgelig komme senere hen i de næste bøger, men en forfatter burde da være klar over at den slags problemer vil der være med første bog i en lang serie, og det burde man så kompensere for, ved i hvert fald at have et par solide hovedfigurer man følger mere end de andre og som kan binde bogen sammen. Efter denne første bog er alle personer beskrevet lige overfladisk og virker lige vigtige/ligegyldige. Det samme kedelige indtryk er også gældende for hans verdensbeskrivelse. Til “Hyperion” skrev jeg at man fik en fornemmelse af, at der var et spændende og stort univers med et liv udover bogens hovedhandling, hvor dette så er den totale modpol. Man ved absolut intet om det samfund fortællingen foregår i. Dets styreform, hvordan hverdagen er for borgerne, hvilken religiøs eller social udvikling der har været, hvilken teknologi de har adgang til udover rumskibe og intelligente servicerobotter. Bevares, dette kan vel nok også komme så småt i de efterfølgende bind, men på 650 sider burde det nu være muligt at få en vis substans i sin fiktive verden. Det kan de andre forfattere i space opera genren da.

Andersons fortællestil er heller ikke meget bedre. Sproget er generelt bare kedeligt og uinspirerende, og strukturen bliver ødelagt af at bogen har over 100 kapitler der hver er på 3-7 sider, som skifter vinkel fra person til person, så en scene når aldrig rigtig at udvikle sig og få sit eget liv, men der sker en helvedes masse på kort tid beskrevet i korte vendinger. Der er ingen nuanceforskelle i stilen, så de vigtigste dramatiske steder i plottet er skrevet på samme simple måde som de mindre vigtige scener om folk der spiser mad. Ydermere føler man sig som læser også talt ned til, ved at Anderson gang på gang skærer det mest åbenlyse ud i pap. Fx beskriver han en planet der har nogle specielle træer som på et kvantemekanisk niveau er forbundet og kan dermed viderebringe information øjeblikkelig overalt i galaksen, via nogle såkaldt grønne præster der har tillært sig denne evne. Og ingen anden lignende kommunikationsform eksisterer. En af bogens bedre ideer, men det er bare irriterende at Anderson bruger adskillige sider på og påpeger flere gange, at det er selvfølgelig smartere end at sende rumskibe eller almene radiosignaler med beskeder, og disse grønne præster er i stor efterspørgsel og militæret er voldsomt irriteret over afhængigheden til disse folk. Det kan de fleste nok godt regne ud selv, ved blot at lade tingene ske sin gang.
Det er det samme med selve plottet, hvor “vink med en vognstand” forudsiger centrale elementer i plottet inden personerne i bogen opnår samme erkendelse, hvor så afsløringens gennemslagskraft bliver noget mindre. Fx er det tydeligt at de angribende Hydogrues er sure over at man har sprunget deres gasplanet i luften, men selv da lederne i Hansa (betegnelsen for menneskets ledende magt) opdager det, er de stadig helt uforstående, for de mener jo de har krav på resurserne i planeterne til deres brændstof. Hvilket leder mig hen til at jeg heller ikke helt kan forene mig med den måde Anderson har skrevet især de ledende personer på. Især manden i spidsen for Hansa er helt igennem usympatisk på alle kanter, han fører befolkningen bag lyset med en konge indsat som ren propagandafigur og slipper tilsyneladende af sted med det. Vi hører ikke om nogen kritikere eller nogen mennesker der modsætter sig den krigsliderlige enøjede politik mod rumvæsenerne fra gasplaneterne eller den stærkt arrogante retorik om menneskehedens styrke og ret til at gøre hvad det passer dem. Og det virker ærligt talt ikke som om Anderson har skrevet det for at være kritisk eller gøre det problematisk på nogen måde, men snarere forsvarligt og nødvendigt.
Lederen af the Ildirans er heller ikke meget bedre, men der er trods alt en forklaring på hvorfor de har udviklet sig sådan. Deres civilisation har opnået et stillestående stadie i deres udvikling og har i årtusinder levet med et stærkt lederskab der går direkte i arv, uden at møde nævneværdig modstand. Ildirans er også en interessant modsætning til menneskets konstant ekspanderende fremfærd i galaksen, da de går mere op i deres fortid og deres historiske saga – The Saga of Seven Suns.

Det samlede billede af bogen gør at jeg tror simpelthen ikke den har været igennem anden redigering end korrekturlæsning, men at Anderson har skrevet sit værk fra start til slut, uden at rette meget til, og det har forlaget bare blindt accepteret. Der er en underlig inkonsistens i sproget og fortællestilen, der giver et præg af at han måske nogen dage har været fuld af gode ideer og god tid, som så har givet nogle temmelig gode og velskrevne kapitler, mens andre steder er sproget tyndt og handlingen hopper hurtigt frem i korte sætninger. Man kunne nok ikke have reddet alle de mange problemer jeg har påpeget ovenfor med en redigering, men det kunne have gjort værket som helhed bedre, ved at omskrive de tynde dele af bogen til samme kvalitet som de gode kapitler der er ind i mellem.

Mest af alt undrer jeg mig over hvad pokker han egentlig har fyldt over 650 sider med. Jeg har ikke et indtryk af at der sker forfærdeligt meget eller at jeg har fået noget detaljeret dybdegående indtryk af universet eller romanens personer, som man ellers plejer at have med værker af samme størrelse. Alligevel har jeg lyst til at læse videre i serien, for det er ikke skidt alt sammen, og de interessante gode ting bør selvfølgelig også nævnes. De fleste af disse ligger umiddelbart lidt væk fra hovedplottet. Som tidligere nævnt synes jeg ideen med disse semi-bevidste træer der kan kommunikere på tværs af universet og de grønne præster, er en af Andersons gode påfund og det folk er nogen af de eneste sympatiske personer i romanen. Træerne har en vilje til at suge al viden til sig, og det magtforhold det giver de grønne præster der har et symbiotisk forhold til træerne, bliver forhåbentligt et spændende centralt element i plottet. Så er der arkæologerne der fandt Klikiss-teknologien brugt i starten til at lave en stjerne ud af en gasplanet, der er ved at finde frem til nogle fascinerende ting på denne uddøde races hjemplanet og oveni dette er der nogle Klikiss-robotter, der har overlevet den ukendte katastrofe for deres skabere og har tilsyneladende fået slettet al deres hukommelse og viden om fortiden. Der er tusindvis af dem og de går rundt på planeter blandt mennesker og foretager sig ikke noget, men pønser måske/måske ikke på noget. Hvad det udvikler sig til er jeg spændt på at se.

Alt i alt er det nok noget af det værste science fiction jeg har læst, men jeg er stædig og vil give de få gode elementer en chance, for bogen gled let ned uden at man fik overstrengt tænkemusklen på nogen måde. Som banal letfordøjelig underholdning som en sæbe opera på Kanal 5, kan den måske godt gå an, hvis man skruer forventningerne tilpas (meget) ned.