Tag Archives: rumvæsener

Brigands of the Moon

Posted on by
Reply

Brigands of the MoonDenne pulproman af Ray Cummings blev oprindeligt udgivet som føljeton i Astounding i fire dele fra marts til juni 1930. Senere genudgivet som en Ace Double bog. Den er også gratis at finde på Gutenberg.org.

Historien fortælles af Gregg Haljan, officer på rumskibet Planetara. Et skib der fragtede post og passagerer mellem Mars, Venus og Jorden. Hans beretning handler om hvordan hans skib blev overtaget af pirater fra Mars, der ville have fat i en værdifuld ladning radium fundet på Månen. Skibet bliver overmandet, passagerne bliver efterladt på en asteroide med lovning om at de vil blive hentet igen. Haljan er stadig ombord som fange og allierer sig med, og forelsker sig i, en Marskvinde ved navn Anita. Skibet må nødlande på Månen og kampen mellem “de gode” og “de onde” fortsætter der.

I det hele taget er det ikke en historie der er meget ved at tage frem igen i dag. Mest af alt fordi den ikke har ret meget med science fiction at gøre, selvom det foregår på Månen med rumskibe og Marsmænd. Men hele plottet kunne nemt være skiftet ud med et almindeligt skib på havet og gammeldags søpirater, og en tilfældig Stillehavsø i stedet for Månen. Handlingen kører også temmelig meget i tomgang, sikkert fordi den er skrevet til at være delt op i fire dele til magasinet. Der en hulens masse nævekamp og Cummings sætter udråbstegn ustandseligt. Det mest interessante er sådan set forfatterens egen introduktion til historien, hvor han beder læseren forestille sig at man tog til New York Public Library i år 2080 og bad om et eksempel på denne tids gennemsnitlig spændingsroman. Sådan en roman forestiller Ray Cummings sig med Brigands of the Moon. Interessant nok udgangspunkt, men ikke særligt spændende i dag.

Analog, March 2010

Posted on by
Reply

Analog March 2010Martsnummeret af Analog er overraskende godt. Ingen kedelige eller dårlige historier, alle sammen underholdende – dog uden at være specielt originale eller kommende prisvindere. Stanley Schmidt indleder med en flot balancegang med at kritisere den politiske proces i forbindelse med Obamas Healthcare-plan, uden at tage stilling til indholdet, kun processen. Stephen L. Gillett skriver om isotoper og særligt deres anvendelse i forbindelse med aldersbestemmelse af fossiller, John G. Cramer skriver om hvordan vores solsystem er dannet og om det fantastiske fænomen, at planeternes afstand til Solen kan skrives op på en meget simpel formel, og Tocho Ligon har skrevet en halvt fiktiv artikel om sandsynligheden for at 10.000 aber før eller siden ville have skrevet et Shakespeare stykke.

Shane Tourtelotte indleder med kortromanen Of One Mind om Lucinda Peale, der var med til at lave en teknologi der gjorde det muligt, at fjerne voldelige tendenser hos folk via en særlig hjernescanning. Hun mente selv hun gjorde det rigtige, da de terrorister der havde atombombet Washington blev sendt ud i samfundet igen efter at have gennemgået den behandling. Men hvorfor stoppe ved det, begynder præsidenten selvfølgelig at tænke. Hurtigt breder brugen sig og går mere og mere over imod at ensrette hele befolkningen, og altså ikke bare til at fjerne voldelige tendenser. Forløbet er ret forudsigeligt for en sådan historie, hvor Lucinda selvfølgelig prøver at gøre oprør indefra, men selvom det ikke er synderligt originalt, fungerer plottet og pointen er ikke til at tage fejl af.

Bud Sparhawk præsenterer også et klassisk moralsk dilemma i Encounter in a Yellow Wood, hvor det er afvejningen mellem hensyn til et langsigtet perspektiv i et bedre naturmiljø op imod et lille lokalsamfunds velfærd her og nu. Vi følger en ingeniør der skal foretage en vurdering af om en kunstig plantet skov, er parat til at blive fældet, så der kan blive renset ud i den voldsomme forureningen der er i undergrunden. I den forbindelse møder han en gammel kæreste fra skoletiden, der prøver at overbevise ham om at den skov er utrolig vigtig for lokalsamfundet. Det er det eneste natursted de har at tage hen til. Det forstår han selvfølgelig, men er også nødt til at tænke på at der også skal være naturområder for de fremtidige generationer, og derfor skal der altså ryddes op efter fortidens generationers miljøsvineri (hvilket vil sige os). Igen ikke en specielt originalt skruet sammen historie, men det fungerer godt ligesom Of One Mind.

Locked In af Brad Aiken er også ret alvorlig i sit tema. Troy Adams er CEO for en våbenfabrikant, men under et bestyrelsesmøde får han et alvorligt slagtilfælde, og ender i en særlig tilstand hvor hans hoved fungerer fint, men hele kroppen er lammet. Han får nogle avancerede operationer der gør at han kan styre en avanceret rullestol, en robotarm og en talesynthesizer gennem et chipinterface koblet til hans hjerne. Forfatteren bruger meget tid på teknikken i dette, men den egentlige historie burde ligge i hvad for en person denne direktør egentlig er, for han er en temmelig kedelig brutal type. Okay novelle for hvad den er, men der var potentiale til mere.

Der er også to mere humoristiske historier. Den første er Dr Skenner’s Special Animals af David A. Simons, som handler om en dyrlæge der egentlig bare helst vil holde sig til heste, men grundet hans store dyrehjerte, bliver han kendt som en der også kan hjælpe de nye gensplejsede kunstigt skabte fantasyvæsener. Havfruer, enhjørninge og meget andet kommer til hans klinik, fordi deres designere konstant kludrer i det. De glemmer fx at sørge for at havfruen kan komme af med sin afføring. En dag får han dog en lidt større opgave, da nogen kommer ind med en drage, som piver hver gang den spyr ild. Det hele bliver hurtigt meget kaotisk, for disse dyr er nemlig ikke lovlige, og myndighederne kommer efter hans klinik. Jeg må dog sige jeg egentlig var mere enig med “skurken” i historien, hvad angår det etiske spørgsmål forfatteren prøver at behandle.

Christopher L. Bennett blander space opera, hard sf og humor i The Hub of the Matter. Menneskeheden er blot en ud af tusindvis af racer i galaksen, der alle sammen er bundet sammen via en central hub, der gør interstellare rejser mulige på et øjeblik. Denne hub fungerer således at ens destination afhænger af hvilken vinkel og hastigheden man flyver ind i den på, så alle destinationer rundt om i galaksen er fundet via simpel trial and error uden nogen har kunne afkode logikken bag. Historiens hovedperson, David LaMacchia, vil forsøge at løse gåden om denne hub (et problem der dog viser sig at være NP-komplet), for at få sat menneskeheden på kortet i galaksen som betydningsfuld. Han allierer sig med et spejderskib, der flyver ind i denne hub fra tilfældige vinkler og kortlægger hvor de havner henne, i håb om at falde over nogle gode destinationer de kan sælge, og vil prøve at samle data til at løse gåden. Men de rumvæsener der kontrollerer hubben, prøver at spolere det for ham, da de ikke er interesserede i at nogen kan knække gåden og dermed true deres monopol på transport i galaksen. Der sker en hel masse, ganske morsomt for det meste, men der er dog forsøg på morsomheder der falder lidt til jorden.

Sidste historie er mere seriøs. Det er Narrow World af Carl Frederick, der ser på et meget unikt miljøproblem. Naturen omkring en større motorvej har udviklet sit eget økosystem, men desværre også skabt en farlig ny virus blandt rotterne. Dette skaber problemer for en flugtfange og en gruppe unge drenge på campingtur, og endnu mere da myndighederne beslutter at området skal renses med giftgas. Interessant problemstilling.

Til sidst vil jeg lige kort nævne nogen af de læserbreve der bliver trykt i bladet, hvilket viser Analogs helt særlige læserskare. Blandt andet en kvinde der har læst bladet i mange, mange år, men i novembernummeret var der for første gang en historie hun ikke kunne lide. Det er den ellers fremragende novelle Amabit Sapiens , som hun mener var alt for grusom. En anden læser der har læst magasinet siden 1937, ville blandt andet fortælle at det var en novelle fra Astounding der gjorde at han kom til at arbejde med atombomben i 1944.

The Skylark of Space

Posted on by
1

The Skylark of SpaceE. E. “Doc” Smith betegnes ofte som faderen til space opera. The Skylark of Space blev trykt i Hugo Gernsbacks Amazing Stories i 1928, men er skrevet helt tilbage i perioden 1915 til 1921. Og den er jo på alle måder helt klassisk med hvad space opera både er blevet berømt på og latterliggjort med, med gode fejlfrie helte, skruppelløse skurke, en ung kvinde i nød og så selvfølgelig rumskibe og rejser rundt i galaksen.

Ved et tilfælde opdager Dr. Richard Seaton en mulighed til at rejse hurtigere end lyset, da han eksperimenterer med det mystiske stof X. Sammen med sin ven, den rige Martin Crane, planlægger han en større forretning og sætter sig for som det første at bygge et rumskib. I mellemtiden har hans tidligere kollega, Marc DuQuesne der havde kontor lige ved siden af, fået nys om Seatons opdagelse, og velvidende hvor rig det ville kunne gøre ham, er han straks i gang med at udtænke onde planer. Det lykkedes ham at stjæle en del af det mystiske stof X, bygge sit eget rumskab og kidnappe Seatons forlovede Dorothy. Seaton og Crane sætter efter ham i en interstellar jagt. De bliver dog hurtigt indhentet og de to besætninger må nu arbejde sammen for at komme hjem igen. De undersøger dog lige et par planeter undervejs.

Særligt første halvdel af roman er underholdende. Der hvor Seaton opdager stoffets Xs egenskaber, hvor de bygger rumskibet og alt det der. Videnskaben er vild og overdrevet, men virker trods alt ikke pjattet. Selvom Einstein bliver direkte afvist med en sidebemærkning, er det jo ikke meget anderledes end når FTL beskrives i dag. En ting er dog lidt for langt ude. Et særligt objekt kompas, som hele tiden peger mod en person hvor man har påsat et objekt. I teorien okay når det foregår på Jorden, men at kompasset skulle virke på afstande af flere tusind lysår er lige at strække det lidt. Seaton og Crane er klassiske gode helte, de vil verden det godt med deres opdagelse, men de vil selvfølgelig også tjene penge på det. DuQuesne er som skurk desværre ikke så interessant skrevet. Hans motivation er for tynd og uklar, og er slet ikke ond nok til at kunne blive rigtig interessant. Kvinderne er portrætteret som kvinder nu engang blev på den tid, særligt med deres forfængelighed hvor de ikke kan lide at gå udenfor på en fremmed planet, fordi det særlige lys der gør at deres hud får en anden farve. Selvom Dorothy bliver kidnappet og skal reddes igen, er hun dog ikke fremstillet som totalt hjælpeløs. Hun viser skam en god del handlekraft.
Den anden del af romanen foregår på planeten Osnome, hvor de lander for at lede efter kobber. Her møder de nogle indfødte, der ligner mennesker bortset fra hudfarven, og bliver hurtigt viklet ind i deres konflikter. Blandt andet fordi salt er uhyre sjældent, og alene på deres frokostbord er der mere salt end nogen af de indfødte nogensinde har set. Denne del er ikke ligeså interessant at læse i dag, fordi det hurtigt bliver til et ordinært jungleeventyr, og en undskyldning for læseren til at fantasere om disse fremmede væsener, som ikke går med ret meget tøj på, og hvor mændene har mindst 10 koner.

Med hvad vi forstår ved space opera i dag, er der ikke så meget af det her, kun genrens grundlæggende elementer. Det er ikke widescreen med masser af planeter og civilisationer, store krige og mystiske rumvæsener endnu. Det er blot en tur ud i rummet, et kort visit på en tosset planet, og tilbage igen – med damen i god behold. Den er hurtigt læst og ganske underholdende, særligt den første del.

Analog, January/February 2010

Posted on by
Reply

Analog January February 2010Med dette nummer er det 80 år siden det første nummer af Astounding udkom. Stanley Schmidt indleder med en mindre essay om bladets betydning og science fiction genrens evne til at have visioner for fremtiden, uden nødvendigvis at skulle forudsige fremtiden. Af øvrige artikler finder man Victor Raggio der skriver om tvillinger der måske ikke er så identiske igen, Richard A. Lovett skriver om hvordan forfattere kan give deres fiktion større troværdighed ved at inddrage personlige erfaringer, Jeffery D. Kooistra skriver om Asperger syndromet, Stephen R. Balzac har skrevet en længere artikel om hvad kultur er for noget og Ben Bova giver en kort beskrivelse af hvordan han blev redaktør på Analog i sin tid.
Fiktionen er overraskende god denne gang.

Første historie er en novella af Richard A. Lovett, der også ofte skriver videnskabelige artikler til Analog. I Neptune’s Treasure bliver vi taget til Neptun, hvor Floyd og hans AI implantat Brittney undersøger to af Neptuns måner. Og selvom de gør sig nogle fantastiske opdagelser der, er historiens fokus på de tos indbyrdes forhold. De er ved at glide fra hinanden så at sige. Det bliver meget følelsesbetonet og siden det er en halv fortsættelse til en anden historie, er de to personers udvikling ikke nær så interessant igen – for mig i hvert fald. Beskrivelserne af månerne Triton og Naiad er dog stadig fantastiske, selvom det er tydeligt det ikke er det forfatteren har villet fortælle om.

Mike Resnick har igen skrevet en novelle sammen med Lezli Robyn, men som noget nyt handler det om et rumvæsen. I Shame fortæller en gammel mand (det er jo en Resnick-historie) om hvorfor der i midten af en forladt by hænger resterne af et rumvæsen ved et skilt hvor der står SHAME med store bogstaver. En ret banal historie om ikke at dømme for tidligt og hvor skammen pludselig kan vendes mod en selv.

On Rickety Thistlewaite af Michael F. Flynn er svær at skrive noget interessant om. Novellen virker som et uddrag af en større bog, så man føler mange mangler en masse viden. Planeten Thistlewaite er hårdt ramt af et jordskælv, men hende der skulle skabe orden i infrastrukturen er nu forsvundet på tredje år. Hendes datter er taget til planeten for at finde hende, hvilket sætter hende i forbindelse med kejseren og hans noget særprægede kulturelle krav. Thistlewaite lader til at være et interessant sted, men som læser mangler man simpelthen for meget baggrundsinformation til at kunne finde rundt i meningen med historien.

Rejiggering the Thingamajig af Eric James Stone er ligeså mærkelig som titlen lyder. En buddistisk Tyrannosaurus sapien er strandet på en fjern planet, da hele galaksens teleportnetværk bryder sammen. Hendes AI siger at hun må drage ud på den farlige planet for at finde en Thingamajig, for at få teleportsystemet i gang igen. Som hjælp får hun med sig en intelligent pistol med en personlighed som en skydegal Texas-cowboy, hvilket sætter hendes buddistiske principper på prøve. Historien er faktisk rigtig underholdende, men bør selvfølgelig ikke tages alt for seriøst.

Lidt mere alvorlig er A War of Stars af David L. Clement, fortalt af en uploadet personlighed i et angrebsrumskib som den eneste overlevende efter et større angreb på væsenerne i neutronstjernen Nergal. Han må nu færdiggøre missionen, men finder ud af nogle ting da han kommer i kontakt med de væsener de har angrebet. Det er selvfølgelig set før, men jeg synes vinklen med dette intelligente rumskib og de specielle rumvæsener fungerede ganske godt.

Noget af det samme tema gør sig gældende i Simple Gifts af Maya Kathryn Bohnoff, hvor “moralen” også er at man ikke skal tro man har gennemskuet sin modstander for hurtigt. En forhandler for minefirmaet Tanaka er taget til en planet, for at overtale de indfødte til at lade Tanaka grave efter et særligt slags metal. Han er fanget mellem pres fra Tanaka om at få den bedst mulige aftale og hans egen etik og moral, der ikke vil tillade at de indfødte bliver snydt og udnyttet for deres kulturelle særheder. Det viser sig dog at de indfødte er mere udsekulerede end som så. En velskrevet historie, på trods af den banale afsluttende pointe.

H.G. Stratmann fortsætter sin religøst prædikende historie om Martin og Katerina fra sidste nummer med en ny novella Thus Spake the Aliens. De kraftfulde rumvæsener fra sidst har bebudet at de vil ødelægge Jorden, fordi de to ikke bestod prøven. Af en eller anden grund tror de at de har en sidste chance på toppen af et bjerg, hvor de finder en firedimensionel hyperkube og verden bliver endnu mere underlig, og Stratmann runder det hele dramatisk af med en afsløring af hvad disse rumvæsener virkelig er ude på, og desværre ligger det op til endnu en fortsættelse. Selvom plottet og dialogen er helt igennem kunstigt skruet sammen for at Stratmann kan komme ud med sin prædikende ideer til menneskeheden, kan jeg ikke benægte at jeg trods alt ikke kedede mig.

Det hele rundes af med en Kristine Kathryn Rusch kortroman i hendes Retrieval Artist serie. The Possession of Paavho Deshin kunne dog læses uden kendskab til serien, men jeg kunne nu godt se at jeg manglede en del baggrundsviden om universet. Paavho er en yderst velbegavet 6-årig dreng, men hvad han oplever som spøgelser har skræmt hele livet. En dag står der to personer i hans skolegård, dem han har set som spøgelser, tydeligvis ude på at kidnappe ham. Det bliver dog stoppet og hans mor sætter en masse i gang for at finde og fange de to. Man finder ud af at de to faktisk er Paavhos biologiske forældre, men de forlod ham som lille af komplicerede årsager. Plottet er i sig selv ret enkelt, men man får en masse interessant at vide om Ruschs Retrieval Artist univers, og selvom historien er relativt lang i forhold til hvor meget substans der egentlig er i det grundlæggende plot, er det spændende læsning hele vejen, fordi Rusch skriver så godt som hun gør.

Startide Rising

Posted on by
Reply

Startide RisingAnden bog i David Brins Uplift-trilogi har noget mere at byde end Sundiver, men jeg er stadig ikke begejstret for Brins måde at skrive på. Plottet er dog mere interessant. Romanen er fra 1983 og vandt både en Hugo og en Nebula.

Rumskibet Streaker, bemandet med mennesker, intelligente delfiner og chimpanser, har praktisk talt det meste af galaksens civilisationer efter sig. De har nemlig gjort en fantastisk opdagelse. Ved et tilfælde fandt de en forladt rumflåde fra den civilisation der angiveligt var den første højtudviklede race der opløftede andre racer. Mindre kløgtigt var det at sende beskeden om fundet ukrypteret tilbage til Jorden, så de må søge tilflugt på planeten Kithrup, mens de andre slås indbyrdes i kamp om hvem der får adgang til informationen om hvor den forladte rumflåde befinder sig. En fin start der fangede min interesse, men så kører det bare rundt indtil slutningen, hvor der da sker noget lidt interessant igen.

Mit problem ligger stadig med Brins sprog, som nok mest af alt har med personlig smag at gøre, og ikke kvalitet. Nogen vil sikkert finde hans sprog flot, varieret og anderledes, mens jeg nu for det meste blot fandt det irriterende og unødvendigt eksotisk. At have mange personer i en roman er fint nok, men når de ikke får opbygget en genkendelig personlighed, bliver de tabt i et virvar af eksotiske navne og om de nu er delfiner, mennesker eller noget helt tredje.
Eftersom jeg egentlig har købt alle seks bøger i serien, bør de jo stadigvæk have en chance. Jeg vil da i hvert fald gerne høre mere om hele mysteriet med uplifting.

Efter Stormen

Posted on by
Reply

Efter StormenHarry Harrison har skrevet science fiction siden 1951 og har især i den tid produceret et stort antal romaner. Her er samlet 10 af hans noveller fra disse mange år og de viser en stor bredde i forfatterskabet. Niels Dalgaard har, ligesom så mange andre af SFCs udgivelser, oversat denne samling. Den flotte forside er lavet af Wolfgang Sigl.

De ti noveller har et bredt spektrum af temaer med alt fra rumvæsener til biler. Det er tydeligt at Harrison ikke er så interesseret i teknologi og videnskab, det er lidt mere blød science fiction om man vil, hvor de menneskelige reaktioner er hvad det handler om. Derudover lader de fleste historier til at være enten tragiske eller direkte dystopiske, eller i hvert fald er alt ikke fryd og gammen. Det ser man blandt andet i En forbrydelse der beskriver et samfund hvor der er strenge regler for hvor mange børn man må få, og en mand der har fået et barn uden tilladelse bliver dømt til døden. Hvilket foregår på den måde at han bliver fredløs og enhver kan dræbe ham. Han har dog ret til at forsvare sig selv, for staten er egentlig ligeglad med hvem der dør, bare en gør det, så regnestykket kan gå op. En anden er Redningsekspedition hvor nogle fiskere finder et nødstedt rumvæsen ude i havet og tager det ind til land, og forsøger at redde dets liv. Uden at afsløre for meget, er pointen med historien hvordan religiøs fanatisme kan ødelægge en ellers storslået mulighed. I en lidt anden boldgade finder man Simuleret Træning, der i al sin enkelhed handler om en computersimuleret mission til Mars. De to astronauter får sig dog en overraskelse.
Det var lige dem jeg ville fremhæve, men den morsomme historie om Verdens bedste bil eller den samfundsdebatterende K-faktoren bør også lige kort nævnes.

Harrison har generelt en god blanding af lidt humor, alvor og en underholdende historie. Det er ikke underholdningslitteratur af laveste fællesnævner, men det er heller ikke kedeligt og gravalvorligt. Samlingen her rummer som sagt mange forskellige historier, og det var heller ikke alle jeg brød mig om, men de fleste burde kunne finde noget der interesser dem, for novellerne er generelt let tilgængelige og med en historie at fortælle.

Asimov’s, February 2010

Posted on by
Reply

Asimovs February 2010Februarnummeret af Asimov’s var en mindre fantastisk omgang. Faktisk ikke en eneste god historie og mange af dem alt for langt væk fra science fiction. Måske vil de rent teknisk opfylde kravene, men måden de er fortalt på og med emner som spøgelser, prinser, kongeriger og lignende gør at det mere er fantasy – og ikke engang speciel god fantasy. Jeg ved ikke om det er mig eller Asimov’s der ændrer sig, men det lader til at flere og flere af den slags historier finder vej til magasinet, og som mere end antydet, er jeg ikke videre begejstret. Men bortset fra det, så skriver Sheila Williams om andre kvindelige redaktører hun føler sig inspireret af, Robert Silverberg skriver om Arthur C. Clarke, hvis romaner han faktisk ikke er særligt begejstret for, og James Patrick Kelly skriver om gratis litteratur på nettet.

Første historie, Stone Wall Truth af Caroline M. Yoachim, er en ret så makaber fantasy historie om Njeri, der har den opgave at skære folk op for at de kan hænge på en speciel mur som straf, og så senere tage dem ned igen og sy dem sammen. Denne mystiske væg viser de mørkeste hemmeligheder i dem der hænger der. En dag begynder Njeri at stille etiske spørgsmålstegn til det hun laver, hvilket resulterer i hun selv kommer op at hænge. Meget dyster, og egentlig ganske god historie, men den hører nu egentlig mere hjemme i Fantasy & Science Fiction.

Næste historie, Dead Air af Damien Broderick, introduceres som en hyldest til Philip K. Dick og det kan være man skal være fan af hans noveller, for at værdsætte denne novelle. Verden er blevet dyster og farlig, hvor Solens stråler er blevet så farlige at kun en solskærm i kredsløb om Jorden beskytter folk. Fjernsynet er fyldt med billeder af angiveligt døde personer der råber om hjælp. Meget sært alt sammen, men typisk Broderick.

The Woman Who Waited Forever af Bruce McAllister er en af de genreløse historier jeg ikke synes hører hjemme i bladet, men dog værd at læse færdig. Vi følger et par unge drenge der under lidt for vild leg med bue og pil, kommer til at såre en af deres kammerater. De får hjælp fra en mystisk kvinde i ruinerne af et gammelt hospital. Noget langtrukken og uden egentlig pointe.

The Bold Explorer in the Place Beyond af David Erik Nelso er en kort vild historie om en modig blæksprutte der vil udforske landjorden, fortalt af en gammel drukkenbolt. Selvsagt er historien noget sær.

Aliette de Bodards The Wind-Blown Man forestiller sig en fjern fremtidsverden hvor mennesker har mulighed for at transcendere fysisk og meta-fysisk til et “højere” stadie. Normalt kommer folk ikke tilbage til Jorden igen efter det, men her vender en mand altså tilbage og det er et mysterie hvorfor. En af den type historier hvor man har det indtryk, at det mere er forfatteren der er i centrum og ikke læseren.

Afslutningsvis fortsætter Stephen Baxter sin alternate history om en invasion fra rummet i starten af 1800-tallet. The Ice Line er en fortsættelse af The Ice War fra septembernummeret i 2008 og finder sted 85 år efter begivenhederne deri. I det her univers har Napoleon invaderet de forenede stater og har nu sat kurs mod England. Det hele bliver selvfølgelig mere kompliceret da den engelske flåde også vil angribe rumvæsener på Mars. På papiret lyder det godt, men Baxter er altså desværre blevet umådeligt kedelig at læse efter han kastede sig over disse historiske værker. Det fortaber sig i navne, historiske steder og begivenheder.

Sundiver

Posted on by
1

SundiverAlle seks bøger i David Brins Uplift serie har længe stået på reolen, men nu hvor Startide Rising kom på programmet i læseklubben Azur, måtte det være tid til at komme i gang med første bind i serien. Sundiver fra 1980. Det gennemgående tema i disse Uplift bøger, er at mennesket lader til at være den eneste race i galaksen, der har opnået rumfart på egen hånd. Alle andre er blevet “løftet op” teknologisk af andre racer. Jordens teknologi står derfor ret alene, da alle andre blot følger anvisningerne fra det store galaktiske bibliotek.

I Solens kromosfære har man observeret noget der kunne ligne en hidtil ukendt livsform. De bliver kaldt for spøgelser. En ekspedition til Solen vil undersøge det nærmere og en farverig skare af forskellige rumvæsener er med på turen. Ting går galt, nogen dør, nogen anklages og man kommer i kontakt med disse solspøgelser. Det handler ikke så meget om Uplift-konceptet, men det bliver talt om ind i mellem, og denne bog finder også sted i en helt anden tidsperiode end resten af serien.
Måske er tiden løbet lidt fra denne 30 år gamle roman, for den fangede mig aldrig rigtig og kunne aldrig helt affinde mig med den måde den var skrevet på, som jeg bedst kan beskrive som rodet og ukonkret. Den er fyldt med en masse rumvæsener, men det eneste eksotiske ved dem lader til at være deres navne, og figurerne bliver aldrig rigtig levende eller interessante. Jeg har dog større forhåbninger til Startide Rising, som trods alt vandt både en Hugo og en Nebula pris.

Astounding, February 1930

Posted on by
Reply

Astounding February 1930Der er masser af pulp-historier i dette andet nummer af Astounding Stories of Super Science fra 1930. Invasion fra det ydre rum, gale videnskabsmænd og selvfølgelig kvinder i nød. Det kan findes online på Gutenberg.org.

En ældre mand bliver fristet af en storslået opdagelse gjort af en ung videnskabsmand på den anden side af gaden i Harl Vincents Old Crompton’s Secret. Gamle Crompton bliver vist rundt i Tom Forsythes laboratorium, hvor Tom meget begejstret fortæller om at han har fundet vejen til evigt liv gennem en maskine. Crompton bliver fristet af maskinen og i en kort fumlet nærkamp, falder Tom over en ledning og ligger livløs på gulvet. Crompton må nu finde en måde at skjule sig på. En historie uden en egentlig pointe, men underholdende nok i den pulpstil.

Charles Willard Diffin giver med Spawn of the Stars en helt igennem klassisk invasion-fra-rummet historie med væmmelige rumvæsener og masser af tjubang. Faktisk ganske godt gennemført hvor forfatteren, efter den tids standarder, har gjort lidt mere arbejde med rumvæsenerne og deres teknologi.

Hugh B. Cave leverer et horrormysterie med The Corpse on the Grating hvor en gal videnskabsmand (som så ofte), har bragt et lig tilbage til live. Ved hjælp af høj varme endda! Udover at være en tidlig zombiehistorie blandet med lidt Sherlock Holmes, er historien faktisk ret uhyggelig, især henimod slutningen.

Creatures of the Light af Sophie Wenzel Ellis er en historie med det velkendte tema om en genial videnskabsmand der vil skabe det perfekte menneske. Som ventet går det lidt over gevind og hans skabninger vil ikke helt som han vil. Desværre blev historien bare aldrig rigtig spændende.

Into Space af Sterner St. Paul bruger et simpelt plot til at forklare en masse videnskab. Dr. Livermore underviser i fysik på et universitet, og betragtes som lidt af en galning – men dog et geni. Han har fundet ud af at han kan ophæve tyngdekraften ved hjælp af magnetisk polarisering, så han har bygget et fartøj der skal bringe ham til Månen. Han har dog regnet lidt galt med hensyn til tyngdekraften (og det har forfatteren også).

Så får vi også afslutningen på Victor Rousseaus The Beetle Horde, der får sig en dramatisk – men lykkelig – afslutning.

Anthony Pelchers Mad Music er svær at forklare. Det er noget med en sammenstyrtet bygning og en gal violinspiller. Meget mærkeligt.

Den sidste historie er en ægte science fiction detektivhistorie. Nogle penge bliver stjålet fra en bank, lige for øjnene af de ansatte og ingen har set noget. Læseren er godt klar over der er noget usynlighed af en art på spil, hvilket viser sig at være delvist korrekt, men det egentlige science fiction element ligger mest i detektivens meget avancerede teknik, han bruger til at afsløre forbryderen. Der er lidt Sherlock Holmes over det, hvor det hele nærmest er løst på forhånd, og den langsomme assistent (og dermed læseren) skal have det hele forklaret, selvfølgelig hvor der let og elegant hoppes henover det videnskabeligt korrekte med “jeg vil ikke kede dig med detaljerne”. Fin underholdende afslutning.

Asimov’s, December 2009

Posted on by
Reply

Asimovs December 2009Det trasker desværre mere og mere bagud med læsningen af Asimov’s. Det er også længe siden der virkelig har været nogle fantastiske historier. Det sidste nummer i 2009 har da et par gennemsnitlige historier, men jeg synes endnu engang der er flere historier der kun har et snært af science fiction over sig. Sheila Williams skriver om de mange gange magasinet har skiftet kontorlokaler og Robert Silverberg med tredje del i sin serie om worldbuilding,

Der er ikke meget julehygge over A Lovely Little Christmas Fire af Jeff Carlson. Kunstigt skabte meget ødelæggende termitter hærger i USA, og Julie og William, agenter fra Department of Fish, Wildlife and Parks, prøver at finde ud af hvad der foregår. Omfanget af historien er nok lidt for stort til en novelle, men den var nu meget underholdende.

Sara Genge beskriver i As Women Fight en kultur hvor ægtepar skifter krop og køn på jævnlig basis. Hvem der skal blive hvad afgøres af en årlig kamp af en slags. Novellen handler selvfølgelig om en situation hvor alt ikke går som det plejer, men det bliver aldrig rigtig interessant eller noget der bringer noget nyt til den del af genren der eksperimenter med køn.

Animus Rights af John Shirley er en lidt mere fjollet historie, hvori det viser sig at en række krige igennem vores historie i virkeligheden har været styret af to rivaliserende rumvæsener, der har besat mennesker. Men nu er der tilsyneladende en ukendt tredje part der blander sig. Ikke en revolutionerende ide, men godt fortalt.

Nick Wolven leverer en dystopisk historie i Angie’ Errand, om Angie der lever sammen med sin søskende i et træhus. De prøver at få tingene til at gå, men det er ikke så nemt. En nedtrykkende post-apokalyptisk novelle som der er skrevet så mange af før.

Leaving the Station af Jim Aikin er noget underligt noget om Joan som mener hun har set spøgelser hele livet. Hun har prøvet ikke at lade sig påvirke af det, men da hun arver en gammel antikshop, er det ikke så nemt mere. Man får da lyst til at vende siderne, men plottet var som sådan ikke sindsoprivende.

Benjamin Crowell står bag novellen med den lange titel A Large Bucket, and Accidental Godlike Mastery of Spacetime, der som titlen nok lidt antyder, er let humoristisk science fiction. Sidi bliver mere eller mindre tilfældigt udpeget til at repræsentere hele menneskeheden på den Galaktiske Civilisations Bus, som netop er på vej gennem denne del af Mælkevejen. Der sker selvfølgelig en masse sproglige og kulturelle misforståelser.

Mike Resnick giver nyt liv til Frankenstein-historien med The Bride of Frankenstein, der giver en helt anden vinkel på Victor Frankensteins videnskabelige eksperiment, for hans kone er mildest talt ikke begejstret for det omvandrende kadaver. Jeg plejer at kritisere Mike Resnicks for hans følelsesladede sentimentale pladder, hvilket man heller ikke helt slipper for her, men det fungerer faktisk og har en lille undertone af humor.

Brian Stablefords Some Like It Hot er meget teksttung og egentlig også temmelig kedelig. Den globale opvarmning har slået til og vi følger Kelemen og Gerda der har hvert deres synspunkt. Den ene vil forsøge at bremse den globale opvarmning, den anden vil omfavne det og vende det til noget positivt. For så vidt et interessant udgangspunkt, men når novellen består af lange videnskabelige udredninger og diskussioner mellem de to, og så godt som ingen handling, bliver det frygteligt kedsommeligt.