Det begynder med en historie sat i den antikke romertid med Shane Tourtelottes The Man from Downstream, om en enke i en mindre landsby der indlogerer en fremmed mand der kommer til byen. Han gør sig hurtigt bemærket for sine fantastiske opfindelser, nogen mere succesfulde end andre dog. Uden den store overraskelse for læseren bærer det hen imod en afsløring af at han kommer fra fremtiden. En historie der forsøger uden rigtigt at slå an.

The Hebras and the Demons and the Damned af Brenda Cooper følger en kolonist på en planet med et temmelig fjendtligt dyreliv. Ikke meget mere at sige til den egentlig.

Carlo Rogersons Deca-Dad er en kort historie om en mand der møder sin tip-oldefar i sjette led, der har været ude i rummet i 250 år. Baggrunden ligger ikke helt klar, men det må antages at er tale om relative tidsforskydninger, og de to snakker lidt og det er sådan set det.

Carl Frederick skriver om en dyrepasser i en zoologisk have i Happy Are the Bunyips, hvor zooen en dag modtager to søde, men ikke helt definerbare dyr. Det antages at der blot er tale om en slags practical joke med gensplejsede specialdyr, men ligesom det heller ikke var den store overraskelse at der var tale om en tidsrejsende i The Man from Downstream, vil det nok heller ikke komme bag på mange at der er tale om væsener fra rummet her.

Patentlovgivning virker ikke som det mest spændende udgangspunkt til en science fiction historie, men Brian C. Coad gør et godt forsøg med A Placebo Effect, om en pensioneret patentjurist der pludselig bliver involveret i en international politisk krise mellem Indien og Kina, fordi han for mange år tilbage var med til at udforme et patent til en ny slags pille. Ikke nogen dårlig historie, men det kan kun marginalt kaldes for science fiction.

Christopher L. Bennett har skrevet en fortsættelse til The Hub of The Matter fra martsnummeret med titlen Home Is Where the Hub Is, og temaet er lidt det samme. De prøver stadig at finde ud af hvordan denne hub egentlig fungerer, da de opdager et hubadgangspunkt der ligger langt tættere på en planet end det allerede kendte punkt gør. Det er en stor opdagelse, men planetens ledere er ikke nødvendigvis interesseret i at det bliver afsløret, for de har allerede bygget hele deres økonomi op efter det andet punkt.

Dette nummers mest interessante historie er Primum Non Nocere af H.G. Stratmann, der beskriver en fremtid hvor alle mennesker har en chip indopereret som holder styr på deres fødevareindtag og sørger for de ikke bliver overvægtige. Adgang til fed og usund mad er ikke ulovligt, men strengt reguleret. Fx er det kun tilladt med en doughnut pr. dag pr. mand. Der eksisterer dog et sort marked for at deaktivere disse chips, men sundhedspolitiet indfanger folk hvis det bliver afsløret at de er blevet overvægtige. Novellen følger en ung kvinde der er blevet anholdt og anbragt på en diætklinik, hvor hun skal lære at blive en god sund og tynd samfundsborger igen. På klinikken kommer hun dog i kontakt med en leder af en oprørsgruppe, der kæmper imod de strenge sundhedsregler. Den politiske satire er et næsten for kedeligt eksempel på “overdrivelse fremmer forståelsen”, og selvom plottet faktisk overrasker og vender fuldstændigt rundt til sidst, så har forfatteren ikke gjort sin dystopiske fremtidsverden særlig troværdig. De fleste af siderne bliver brugt på at overlægen på klinikken holder lange taler for sine patienter, om hvordan samfundets sundhedspolitik er skruet sammen og hvorfor den er til for deres eget bedste. En masse information det må formodes at disse mennesker vil vide i forvejen. Bare ikke politikerne får lidt for gode idéer fra sådan en historie.

Filmen starter med at vi ser en noget forslået og såret cowboy (glimrende spillet af Daniel Craig) vågne op ude i ødemarken med et fremtidslignende metalarmbånd om håndleddet. Han kan ikke huske hvem han er eller hvor han har været. Han kommer til en halvforladt mineby og som mystiske fremmede revolvermænd nu engang gør i westernfilm, får han sparket lidt til den interne magtbalance i byen. De interne fjendtligheder varer dog kun kortvarigt, for om natten angriber rumvæserne i deres ufoer og snupper et bare tilfældige indbyggere med på vejen. Om morgenen beslutter byens mænd for sammen at ride ud og finde deres familiemedlemmer igen.

I sin essens er det hovedsageligt en westernfilm, hvor mexicanerbanden eller indianerstammen blot er skiftet ud med rumvæsener der sjovt nok også er ude efter guld. Men er man indstillet på at lege med på den tydeligvis useriøse let selvparioderende ide, så kan man skam sagtens blive fint underholdt. Jeg var dog mest underholdt i starten hvor Daniel Craig gør det glimrende som en hårdstlående James Bond fra det vilde vesten. Troværdigheden i de forskellige karakterer holder dog ikke længe og egentlig har de forsøgt at smide for meget unødig baggrundshistorie og sideplots på for mange af dem, hvor man nok havde været bedre tjent med at køre det useriøse overdrev helt ud, og ikke kun 80%. Det er bestemt ikke en dårlig film hvis man er indstillet på hvad man kan forvente, men nyskabende i denne genrecrossover bliver den ikke.

Første historie er en kortroman af Kristine Kathryn Rusch, og den er klart den bedste historie i Asimov’s i 2010. Becoming One With The Ghosts er sat i samme univers som Diving Into The Wreck og følger denne gang ikke Boss, men derimod kaptajnen Cook der må nødlande for at foretage reparationer. Men den base de er landet på er ikke som den plejer. Den virker som forladt for mange år siden og besætningen begynder at overveje om deres særlige rummotor, med dens uforståelige fysiklogik, har sendt dem mange år frem i tiden. Historien fungerer så godt at den helt sikkert vil underholde og fascinere alle, men samtidig er der lidt ekstra hvis man kender til de andre historier i samme univers fra Diving Into The Wreck.

Kij Johnson er i det poetiske hjørne med Names for Water, der handler om en pige der på vej til en time på universitetet modtager et opkald på sin telefon, men der er tilsyneladende bare støj i den anden ende – eller lyden af vand, og hun begynder at drømme sig væk i helt andre tanker.

Så er der Mike Resnick – en forfatter hvis historier jeg plejer at skrive rimelig dårligt om, men denne gang tager han mere pis på genren, fremfor det evindelige følelsesporno med gamle mænd og deres gamle flammer. Plottet er vist set før, men stadig sjovt. En mand er indlagt på et sindssygehospital fordi han siger han er en stor rumhelt som taget ud af en tegneserie, hvilket han ihærdigt fortæller doktoren, selvfølgelig uden at kunne bevise noget som helst. Ingen overraskelser, men det er okay morsomt.

No Distance Too Great af Don D’Ammassa kunne tilgengæld godt have være skrevet af Mike Resnick. Historien følger Jason ombord på et eller andet ruterumskib i hyperspace. Han savner sin afdøde kone forfærdeligt meget og holder sig meget for sig selv. Da rumskibet bliver strandet i hyperspace bliver han bare endnu mere mærkelig og begynder at se sin kones skikkelse ude i hyperrummet. Meget intetsigende novelle.

Dummy Tricks af R. Neube er også svær at blive klog på. Novellen følger manden Hal, der har en særlig sygdom der gør ham immun overfor et klima på en isplanet der ellers er farlig for de fleste andre mennesker. Han kan derfor høste en særlig sjælden plante eller noget. I historien støder han så på nogle pirater der alligevel trosser planetens farlige klima, og dem henretter han så en for en. Forfatterens pointe gik tabt for mig.

Felicity Shoulders prøver noget anderledes med tidsrejser i sin The Termite Queen of Tallulah County, der følger en skadedyrsbekæmper der bruger en tidsmaskine i sit arbejde. I stedet for at udrydde termitterne i dag, er det smartere bare at rejse tilbage i tiden og fjerne dem inden de formerer sig og gøre større skade. Novellen rummer ikke de store overraskelser, men idéen er sjov og velfortalt.

Tanith Lees Torhec the Sculptor fortæller historien om skulptøren Torhec der har gjort det til sin stil at ødelægge alle sine kunstværker efter de har været udstillet. En rigmand forsøger dog at købe et af kunstværkerne. Ligegyldig historie.

Will McIntosh vandt en Hugo sidste år for Bridesicle, men The Bride of Frankenstein blev godt nok ikke nomineret i år. Det er dog stadig en rigtig sjov historie, og noget helt andet end Bridesicle, om to hold omrejsende falske Frankensteinmonstre der rejser fra by til by og holder shows. Historien ender dog langt mere alvorlig, da et rigtigt Frankensteinmonster kommer ind i billedet.

I Kate Wilhelms Changing the World beslutter Mel sig for at fabrikere en masse falske beviser for at regeringen har hemmeligholdt kendskab til rumvæsener og UFOer i årtier, hvilke han spreder via en anonym blog. Mediemøllen tager fart og inden han får set sig om er emnet taget op i de seriøse medier og rigtig mange begynder at tro på det. Forfatterens pointe er selvfølgelig sat lidt på spidsen, men virker alligevel ikke så fjern fra virkeligheden igen. Det er jo set hvor hurtigt rent opdigtede historier kan sprede sig uden videre kildekritik i de etablerede medier. På den måde minder den en del om Never Saw It Coming fra Analog, October 2010.

Under the Thumb of The Brain Patrol af Ferrett Steinmetz er en besynderlig historie om David der bliver godt og grundigt mobbet af nogle hyperintelligente børn på hans skole. En dag trækker de ham ind i et bizart videnskabeligt eksperiment. De vil lave rollespilsstatistik med rigtige mennesker, og den stakkels David bliver forsøgskanin i en rigtig gengivelse af et typisk fantasy rollespil. Novellen rummer bare alt for mange koncepter på samme tid og historien når aldrig at udvikle sig ordentligt, da det meste bare er et langt tilløb.

Sidste historie hedder Several Items of Interest, er skrevet Rick Wilber og sat i et univers han har skrevet i før hvor Jorden er blevet besat af rumvæsener. Denne kortroman handler om to brødre og hvordan de på forskellig vis blev ramt af invasionen og hvad der siden er blevet af dem. Muligvis er dette interessant hvis man har læst andre af Wilbers historier, men jeg blev ikke fanget.

Vi starter med en typisk og kedelig monsterhistorie i C. D. Williards Out of the Dreadful Depths. Et kæmpemonster i det Sydlige Stillehav spiser forsvarsløse skibe og den ellers ikke specielt velansete Robert Thorpe får bugt med uhyret mod alle odds. Det er simpelt, banalt og så cheesy at det ikke engang er sjovt.

Lidt mere interessant er James P. Olsens The Cavern World, der handler om geolog der tager flere kilometer ned i undergrunden for at undersøge hvorfor et oliefelt er blevet tørlagt. På bunden finder han sin arbejdsgivers ærkerival, der har fundet nogle halvintelligente væsener dernede der lever af olien, og de er udrydningstruede pga. menneskets olieudvinding. Rivalen udnytter væsenerne til olieudvinding ved at bilde dem ind at han hjælper dem med at overleve. Derudover har han også store planer om at styre hele verden ved at kontrollere verdens olieforsyning på denne måde. Typisk pulp, ganske underholdende og også interessant at se “helten” godt nok stopper rivalen i at overtage styringen med verdens olieresurser, så bruges der ingen energi på disse undergrundsvæsener eller tanker om at redde dem fra udryddelse. Sådan vil en lignende historie i dag næppe være blevet skrevet.

Giants of the Ray af Tom Curry er endnu en monsterhistorie, men denne gang i en radiummine. Et par forbrydere tror det er enormt værdifuldt hvad der er i minen, men ved ikke hvor dødsensfarligt det er. Hvilket en professor forklarer dem da de prøver at finde frem til det værdifulde i minen. Undervejs møder de selvfølgelig også diverse dyr der er vokset til ti gange størrelse pga. strålepåvirkning fra det særlige radium. Også ok gakket underholdning.

Vi skal ikke overraskende til Månen i The Moon Master af Charles W. Diffin. En uskyldig bjergbestiger bliver taget til fange af en gal videnskabsmand ude i vildmarken, fordi han er overbevist om at den anden er spion for en anden rivaliserende videnskabsmand. Han har angiveligt splittet atomet og bygget en rumraket han vil flyve til Månen med, og ser sig nu nødsaget til at tage den stakkels bjergbestiger med, fordi han allerede ved for meget. Under turen bliver de dog lidt bedre venner, og da de lander på Månens bagside – der har både atmosfære og liv – kommer bjergbestigerens viden og evner med vildnisset den anden til gode. Det går dog hverken værre eller bedre end at de bliver taget til fange af det primitive månefolk, og inde længe finder de sig selv parat til at blive ofret i en sort gryde til glæde for stammens prinsesse. Eller noget i den stil. Det korte og det lange er, at dette blot er et tosset science fiction startskud til en actionpræget adventurefortælling. Meget lig med Phantoms of Reality af Ray Cummings fra januarnummeret.

Første historie, en kortroman af John G. Hemry kaldet for The Rift, er hårdkogt military sf, men dog stadig med visse kvaliteter udover det actionprægede. På planeten Imtep har mennesket i noget tid haft en forskningsstation og levet fredeligt med de indfødte Izkop, men pludselig en dag går de hensynsløst til angreb og dræber en masse mennesker. Historien følger en mindre militærgruppe der kæmper for deres egen overlevelse og for at redde de sidste overlevende civile. Det meste af historien ligner ren “lad os skyde onde aliens” i stil med Starship Troopers, men det hele viser sig at være en meget uheldig kulturel misforståelse, hvor de indfødte Izkop blot har deres måde at “teste” menneskenes troværdighed på. Bortset fra at alt dette bliver skåret ud i pap for læseren af hovedpersonerne, er pointen stadig god.

Midwife Crisis af Dave Creek må siges at være en meget original historie, men bare ikke specielt spændende læsning. På planeten Welkin lever nogle gigantiske hvaler i havet. En af dem er dog blevet syg og har trukket sig væk fra de andres farvand. Nogen beslutter sig for at hjælpe denne hval, der i øvrigt er gravid, ved at svømme ind i hvalens blodårer og give den den nødvendige medicin. Der er lidt Spielbergs Innerspace over det, og selvom fortællingen for så vidt er gribende og idéen god, er handlingen desværre lidt for forudsigelig. En letfordøjelig “feel good” historie.

I Kenneth Schneyers The Whole Truth Witness er man begyndt at bruge et sandhedsserum på vidner i retssale, hvilket giver visse problemer for historiens hovedperson der er advokat. I hans seneste sag finder han dog på et kreativt smuthul. Novellen er ment som værende lettere morsom, men ikke uden relevante pointer til retssystemet.

Arlan Andrews forsøger sig med humor, med mindre held, i The Alien at the Alamo, hvor historiens fortæller er ved at være lidt træt af at blive bortført eller kontaktet af rumvæsener, men har lært at acceptere det, og ved således med det samme at det er et rumvæsen der kontakter ham, selvom det ligner en almindelig mand. De to snakker så lidt frem og tilbage om Jorden og universet på en café, og rumvæsenet vil denne gang analysere hans reaktion på en række tilsyneladende uskyldige musikvideoer.

Vi bevæger os lidt mere over ud i det absurde i Never Saw It Coming af Jerry Oltion, der handler om en amatørastronom der opdager en asteroide der vil passere rimelig tæt på Jorden, men det går helt galt da pressen får nys om det og inden han får set sig om er det meste af Jordens befolkning overbevist om at dommedag er nær. Historien skal nok læses i konteksten om at overdrivelse fremmer forståelsen, men jeg ved ikke helt om jeg køber den.

Allan M. Steeles The Great Galactic Ghoul handler om hvordan gammel overtro kan tilsidesætte sund fornuft. På en minestation på en asteroide finder en tragisk ulykke sted, og de præcise omstændigheder bag ulykken er uklare. Spekulationerne begynder at køre og nogen finder en gammel myte frem om en “rumghoul” der spøger i det interstellare rum. Inden længe er den gamle overtro tilbage i folks bevidsthed. Historiens hovedperson undersøger dog ulykken til bunds og finder en ganske logisk forklaring på det hele. En tør og kedelig novelle med en fuldstændig flad spændingskurve.

Lidt mere spændende er sidste historie, Ghosts Come Home af Justin Stanchfield der handler om rumpiloten Verlain der lever et lykkeligt liv med sin kone og de har et barn på vej. Vi finder dog ud af at han er genetisk modificeret fra barn af til at elske en anden kvinde, men de blev separeret som unge, og Verlain har næsten glemt hende, indtil hun selvfølgelig en dag igen dukker op. Det lyder mere pladderromantisk end det egentlig er, og Stanchfield får opbygget nogle interessante karakterer.

Første historie er That Leviathan, Whom Thou Hast Made af Eric James Stone handler om en mormonpræst der er præst for nogle rumvæsener der har tilsluttet sig denne kirke. Rumvæsenerne bliver kaldt for ‘swales’ og er gigantiske væsener bestående af plasma der lever inde i solen. Præsten har en samtale med en mormon swale der fortæller at den er blevet voldtaget, og ikke ved om det er syndigt eller ej. Præsten bliver oprørt over at finde ud af at voldtægt tilsyneladende er helt acceptabelt i deres kultur, så han vil straks tage kontakt til den ældste swale. En forsker der arbejder på at forstå dette samfund mener selvfølgelig det er en dårlig idé at blande sig i deres kultur, og det giver anledning til en forudsigelig moralsk konflikt og diskussion om hvorvidt det er i orden at presse jordiske moralske normer nedover nogle helt fremmede væsener. Forfatteren virker ikke prædikende specielt for den ene eller anden part, men det gør så også samtidig at historien mangler kant og dermed bare bliver forudsigelig.

David D. Levines Pupa er en særlig type science fiction historie jeg aldrig helt bliver venner med. Det foregår (næsten) udelukkende på en fremmed planet med rumvæsener, hvilket selvfølgelig i sig selv er interessant, men fordi det hele bare bliver så mærkeligt uden at man har noget jordisk referencepunkt, er det svært at fange interessen. Men i hvert fald handler novellen om et yngre medlem af denne insektligende race der ser sin mor blive slået ihjel, men i dette samfund er der åbenbart ikke nogen der lytter til ikke-voksne væsener, så vores hovedperson har svært ved at få opmærksomhed om sin situation. Novellen ender godt nok til sidst på Jorden, men i det store hele er denne race bare uinteressant og hele problemstillingen med at de ignorer de yngre virker kunstig, fordi man ikke får nogen forklaring på hvorfor de er ligeglade.

Richard A. Lovett forsøger med humor i first contact historien Spludge. Rumvæsener besøger Jorden, den amerikanske præsident tager pænt imod osv., men vores hovedperson er overbevist om at rumvæsenerne bare er i færd med at lave en stor practical joke med os jordboere. Det er ikke hylende morsomt, men idéerne er ganske originale.

Mere seriøs er Red Letter Day af Kristine Kathryn Rusch der beskriver en verden hvor tidsrejser er mulige, men man er nået til enighed om at det simpelthen ikke duer i praksis at den teknologi er frit tilgængelig, så i stedet giver man alle muligheden for at sende et brev til deres tidligere jeg i skolealderen. Historien følger en skolepsykolog som hvert år får til opgave at tage sig af de børn der ikke får noget brev fra deres fremtidige jeg. Rusch har ikke nogen radikale idéer med hensyn til tidsparadokser og hvad deraf følger, men hun skriver som altid godt.

Flotsam af K.C. Ball er en af de kedelige skabelonskrevne Analog-historier. En lille rumstation med tre besætningsmedlemmer bliver ramt af et eller andet der ødelægger vitale systemer om bord, og fordi firmaet har slækket på sikkerheden for at spare penge, ser deres chancer sorte ud. Men lidt kreativ problemløsning redder dagen.

Jerry Oltions The View From the Top foregår også på en rumstation, men her er problemet af emotinel karakter, da en af astronauterne ikke længere kan styre sine følelser og derfor må se sin drøm om at blive astronaut forsvinde næsten inden den var begyndt.

Hvad gør man hvis man har overladet verdensherredømmet til en computer og den beslutter sig for at Jordens overbefolkningsproblem skal løses ved at den ene halvdel skal udryddes? Det er i al sin enkelhed udgangspunktet for Kyle Kirklands Sandbagging. En ung forsker mener han har en måde at forhindre det på, men intern rivalisering med kollegaer kommer i vejen i denne noget utroværdige historie.

Til sidst finder vi en af dette års Hugo-nominerede novelettes. Det er Sean McMullens Eight Miles der faktisk godt kunne have været en pulp historie fra starten af århundredet, dog noget bedre skrevet. Historien udspiller sig i London i midten af 1800-tallet og følger Harold Parkes der lever af flyvninger over London i ballon. Han bliver en dag kontaktet af Lord Gainsley der vil have ham til at tage sin ballon op i så højt et luftlag som muligt. Det skyldes han har fundet en pige som han mener stammer fra de højere luftlag, og hendes hjerne fungerer derfor ikke nede ved jordoverfladen. Idéen er at bringe hende op i de højere luftlag og forsøge at kommunikere med hende. Yderst velskrevet historie, men jeg tror nu ikke den vinder en Hugo trods alt.

Første historie er en fortsættelse til From the Ocean’s Depths fra martsnummeret, og som titlen Into the Ocean’s Depths tydeligt viser, så er de to venner fra sidst nu dem der skal ned i havets dyb og besøge dette søfolk. Det er en temmelig kedelig efterfølger, da det blot bliver et ordinært voldeligt eventyr, hvor disse to mennesker og deres avancerede maskiner, får udryddet en konkurrende ondere race i denne havverden.

The Jovian Jest af Lilith Lorraine er en sær størrelse, der starter som en traditionel historie om et mystisk meteornedfald midt ude i ingenting, men det viser sig at bære på et uhyre intelligent rumvæsen. Resten er sådan set bare en lang tør monolog fra dette rumvæsen, der vil fortælle menneskene at de nu er blevet opdaget i universet som en intelligent race, men at de stadig er på babystadiet.

I Victor Rousseaus The Atom-Smasher blandes vanvittige opfindelser, tidsrejser og Atlantis-myten i et brag af en adventurefortælling. Ved mere eller mindre et tilfælde fik en kemiker skabt en tidsmaskine, i sin søgen efter atomets inderste bestanddele. Det viser sig at han er rejst tilbage til tiden hvor Atlantis stadig eksisterede og bliver dermed rodet ind i en konflikt atlantisboerne har med nogle andre samfund. Det hele bliver meget blodigt og det ender selvfølgelig med at vi får en forklaring på hvorfor Atlantis styrtede i havet. Historien rummer nogle interessante idéer med hensyn til tidsrejser, dimensioner og anden typisk pulp-videnskab, men det meste består af krig, vold, jalousi og hvad det ellers fører med sig.

D.T. Mitenkos Eddie’s Ants er en fjollet lille historie om Matt der er så jaloux over at hans kæreste har droppet ham for et hyperintelligent rumvæsen der kalder sig for Edward, at han er opsat på at slå ham ihjel. Det er dog ikke helt så nemt igen, selvom Edward faktisk opfordrer ham til at prøve mere ihærdigt.

Et andet humoristisk indslag er Kristine Kathryn Ruschs Amelia Pillar’s Etiquette for the Space Traveler, der er udformet som en kort introduktionsguide til nye rejsende på en interstellar rumfærge.

Nummeret rundes af med en kortroman af Robert Reed. A History of Terraforming kan kort beskrives som en skildring af tusinder af års terraforming og kolonisering af solsystemet, men det er kun rammen for fortællingen om Simon og hans over tusind år lange liv, og hvordan han og resten af menneskeheden udvikler sig på godt og ondt. Masser af interessante koncepter, men selvom den har kortroman længde, synes jeg alligevel den blev for overfladisk og præget af lange infodumps. Idéen kunne godt have båret en roman.

Af øvrige noveller finder man i nummeret Alice Sola Kims The Other Graces om en asiatisk pige der må kæmpe mod racisme for at komme ind på et godt universitet, Tom Purdoms Haggle Chips om en interstellar handelsrejsende der bliver kidnappet, samt Aliette de Bodards The Jaguar House, in Shadow – en alternate history hvor Nordamerika er beboet af aztekere og kinesere.

Første kortroman er Rajnar Vajras Doctor Alien’s Five Empty Boxes om Dr. Alanso J. Morganson, også kendt som Dr. Alien, der har en praksis for rumvæsener. Han har dog også sine fjender og en morgen bliver han udsat for et bilbombeangreb, men det er kun begyndelsen til en lavine af problemer med sære rumvæsener der hagler ned over ham. Historien er fyldt med eksotiske rumvæsener, gakkede sproglige misforståelser og et vanvittigt plot der drøner afsted. Men den slags er kun så sjovt et vist stykke.

The Long Way Around af Carl Frederik er en klassisk science fiction problemløsningshistorie der kunne være skrevet i hvilket som helst årti. Vi befinder os på Månen og den australske Dr. Adrian Clarke har et nyt transportfartøj med op til den lille station. Et fartøj der fungerer ikke ulig en kænguru. På sin jomfru hoppetur går det ikke overraskende lidt galt, og de to astronauter i den må tænke kreativt og hurtigt hvis de skal overleve. En udmærket historie til de læsere der foretrækker science fiction som det blev skrevet for årtier siden.

Questioning the Tree af Brad Aiken kunne også være skrevet for længe siden – eller måske endda som et Star Trek afsnit med McCoy i hovedrollen. En halvtreds år ude i fremtiden er lægefaget reduceret til at læger blot skal viderebringe en diagnose som en computer finder frem til. Vores hovedperson kan huske en tid hvor lægen godt måtte røre ved patienten og lave diagnosen, og føler tydeligvis at hans evner går til spilde ved blot at udskrive recepter givet af en computer. Men nogle oprørske læger driver en undergrunds lægepraksis. Det er en klassisk moralfortælling om at erstatte et menneskes job af en maskines – heller ikke de store overraskelser her.

Det handler igen om Månen i Fly Me to the Moon af Marianne J. Dyson, i en ikke så fjern fremtid hvor endnu en Måneeksepedition er sat i værk. Det går dog galt undervejs, og den eneste overlevende er en kvindelig astronaut der ikke har nogen piloterfaring. Den unge George hører om dette og mener at den gamle mand med Alzheimers han besøger på plejehjemmet kan hjælpe. Det viser sig at denne mand faktisk fløj en af de oprindelige Apollo-missioner, men han er gammel og senil, så George gør sit bedste for at skabe de rigtige rammer, så han kan hjælpe den nødlidende astronaut. Historien handler faktisk mere om at blive ramt af Alzheimers end om Månen og forfatteren har også dedikeret historien til folk ramt af denne sygdom.

Nummerets anden kortroman hedder Bug Trap og er skrevet af Stephen L. Burns. Heri beskrives en fremtid hvor rumvæsener har givet sig til kende og sagt at de vil bosætte sig på Venus. Alle mennesker der har lyst er inviteret, de skal bare gå ind i en af de portaler som rumvæsenerne har placeret overalt på kloden. Der er lidt baggrundshistorie om hvordan verdens militære magter har forsøgt at forhindre adgang til disse portaler og uden held forsøgt at ødelægge dem. Ingen ved om rumvæsenerne taler sandt, for ingen er vendt tilbage for at kunne fortælle om det. Men historien følger den småkriminelle Glyph der mere af nød end af lyst flygter ind i sådan en portal og han havner så som en anden Alice i Eventyrland i en mærkelig verden beboet af andre mennesker fra Jorden som ham selv, men styret af disse stadig anonyme rumvæsener.

I The Single Larry Ti, or Fear of Black Holes and Ken af Brenda Cooper er videnskaben under pres, for en række forskere skal for en international domstol hvor de skal forsvare at deres eksperimenter ikke vil skabe et sort hul der vil opsluge Månen. Meget lig hysteriet omkring LHC, bare skruet op under parolen at overdrivelse fremmer forståelsen. Ingen overraskelse i at Cooper fremstiller pøbelen som dum og uvidende med hensyn til videnskab.

Scott William Carters The Android Who Became a Human Who Became an Android er så meget Blade Runner-wannabe som det kan blive, helt ned til privatdetektiven og regnvejret. Her er androider dog ikke forbudte, men selvom de ligner og opfører sig næsten som mennesker, har de ikke samme rettigheder. Dexter Duff bliver opsøgt af en gammel kæreste og hun vil have ham til at finde sin forsvundne ægtemand. En mand der viser sig at være chef for et stort firma, og nå ja, han er en androide. Plottet er overraskende, men lidt søgt, og så mangler den stemningen fra Blade Runner.

Stephen Baxter er jo en erfaren forfatter inden for hard sf, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg kan kalde hans kortroman Project Hades. Teknisk set er det vel alternate history, eftersom den handler om en række underjordiske atombombeprøvesprængninger der har uforudsete konsekvenser i 1960′erne, men det er ikke alternativ historiefortælling Baxter er ude i. Som nævnt er udgangspunktet en række underjordiske atombombesprænginger som vækker “noget” til live i underverdenen. Herefter udvikler det sig til noget nær en amerikansk katastrofefilm for fuld skrue, men Baxter holder tydeligvis en vis ironisk distance til det hele. Alt sammen ganske underholdende, men historien stikker i vidt forskellige retninger.

Ikke så underligt er situationen ved at tilspidse. Som det har været bygget op til i de forrige bind, er den religiøse kult Dreamers i færd med at en større pilgrimsfærd til Mælkevejens centrum, kaldet for the Void. Igennem drømmeren Inigo, der har delt sine drømme om verdenen Makkathran via et interstellart telepatisk netværk, har en masse mennesker en stor lyst til at komme ind i the Void – et helt nyt univers med masser af muligheder. Problemet er bare, at dette Void ekspanderer voldsomt og truer med at opsluge hele galaksen hvis denne pilgrimsfærds lykkedes. Diverse fraktioner af menneskeheden prøver at stoppe dem på forskellig vis. Nogle rumvæsener prøver det samme, men ingen kan tilsyneladende finde ud af at arbejde sammen. Nogle fraktioner er mere eller mindre ligeglade, de har alligevel forladt galaksen for at blive “post-physical” og andre har igen helt andre planer.
Araminta, the Second Dreamer, tager fussen på alle da hun tilslutter sig de andre Dreamere i deres pilgrimsfærd til the Void, men det hele er et stort bluffnummer. I mellemtiden forsøger nogle gamle kendinge fra de tidligere bøger, såsom Ozzie, at slå hovederne sammen og finde en måde at redde galaksen på.

Jeg har mange problemer med den måde det hele er konstrureret på. Først og fremmest synes jeg selve konflikten er noget utroværdig, med den her religiøse kult, en fantasyverden i galaksens centrum, og et udefinerbart Void der opsluger hele galaksen. Derudover, så er der utallige fraktioner og særinteresser udover dem der vil ind i the Void og dem der vil redde galaksen, som heller ikke virker særligt troværdige, taget i betragtning at en trussel mod hele galaksen, burde gøre alle andre mål og egeninteresser sekundære. Oveni det er det hele pakket ind i hemmelighedskræmmeri, hvor en stor del af nøglepersonerne har dæknavne som The Delivery Man, The Mutineer og The Martyr, som ikke lader til at have anden grund til at være hemmelighedsfulde om hvem eller hvad de i virkeligheden arbejder for, end at så er der måske noget at afsløre til sidst.
Vel nok finder historien sted 1500 år ude i fremtiden, så Hamilton kan selvsagt tage sig visse friheder med hensyn til mulig videnskab, men det kammer næsten over i fantasy. Ikke kun på de videnskabelige koncepter der bliver lige lovlig fantastiske, som fx en idé om at få menneskers sind til at leve uden binding til noget fysisk, men kun eksistere i kvanterummet; men også selve strukturen i plottet med frelsere der bare er “bestemt til at redde universet”, væsener så gamle som galaksen selv, og et sub-univers hvor nærmest ingen fysiske love gælder mere.

Jeg synes ikke Hamilton er blevet bedre med årerne. Hans space opera har aldrig været hard sf, og det har klart lagt sig i den kulørte underholdende ende af skalaen, men med denne seneste trilogi har han tabt jordforbindelsen og nærmest blevet besat af telepatiske idéer, hvor det til sidst kammer over. Slutninger har aldrig været hans stærkeste side, og denne er også af typen “wish-wash-wush” – nogle hovedpersoner får gudekræfter og det hele ordner sig – bare sådan lige. Rigtig spændende blev det aldrig. Ingen store rumslag, ingen vigtige personer der døde i kamp eller en skadet civilisation bagefter der skal rejse sig igen, som der trods alt har været i hans tidligere værker.