Interstellar sysctl

Det trasker desværre mere og mere bagud med læsningen af Asimov’s. Det er også længe siden der virkelig har været nogle fantastiske historier. Det sidste nummer i 2009 har da et par gennemsnitlige historier, men jeg synes endnu engang der er flere historier der kun har et snært af science fiction over sig. Sheila Williams skriver om de mange gange magasinet har skiftet kontorlokaler og Robert Silverberg med tredje del i sin serie om worldbuilding,

Der er ikke meget julehygge over A Lovely Little Christmas Fire af Jeff Carlson. Kunstigt skabte meget ødelæggende termitter hærger i USA, og Julie og William, agenter fra Department of Fish, Wildlife and Parks, prøver at finde ud af hvad der foregår. Omfanget af historien er nok lidt for stort til en novelle, men den var nu meget underholdende.

Sara Genge beskriver i As Women Fight en kultur hvor ægtepar skifter krop og køn på jævnlig basis. Hvem der skal blive hvad afgøres af en årlig kamp af en slags. Novellen handler selvfølgelig om en situation hvor alt ikke går som det plejer, men det bliver aldrig rigtig interessant eller noget der bringer noget nyt til den del af genren der eksperimenter med køn.

Animus Rights af John Shirley er en lidt mere fjollet historie, hvori det viser sig at en række krige igennem vores historie i virkeligheden har været styret af to rivaliserende rumvæsener, der har besat mennesker. Men nu er der tilsyneladende en ukendt tredje part der blander sig. Ikke en revolutionerende ide, men godt fortalt.

Nick Wolven leverer en dystopisk historie i Angie’ Errand, om Angie der lever sammen med sin søskende i et træhus. De prøver at få tingene til at gå, men det er ikke så nemt. En nedtrykkende post-apokalyptisk novelle som der er skrevet så mange af før.

Leaving the Station af Jim Aikin er noget underligt noget om Joan som mener hun har set spøgelser hele livet. Hun har prøvet ikke at lade sig påvirke af det, men da hun arver en gammel antikshop, er det ikke så nemt mere. Man får da lyst til at vende siderne, men plottet var som sådan ikke sindsoprivende.

Benjamin Crowell står bag novellen med den lange titel A Large Bucket, and Accidental Godlike Mastery of Spacetime, der som titlen nok lidt antyder, er let humoristisk science fiction. Sidi bliver mere eller mindre tilfældigt udpeget til at repræsentere hele menneskeheden på den Galaktiske Civilisations Bus, som netop er på vej gennem denne del af Mælkevejen. Der sker selvfølgelig en masse sproglige og kulturelle misforståelser.

Mike Resnick giver nyt liv til Frankenstein-historien med The Bride of Frankenstein, der giver en helt anden vinkel på Victor Frankensteins videnskabelige eksperiment, for hans kone er mildest talt ikke begejstret for det omvandrende kadaver. Jeg plejer at kritisere Mike Resnicks for hans følelsesladede sentimentale pladder, hvilket man heller ikke helt slipper for her, men det fungerer faktisk og har en lille undertone af humor.

Brian Stablefords Some Like It Hot er meget teksttung og egentlig også temmelig kedelig. Den globale opvarmning har slået til og vi følger Kelemen og Gerda der har hvert deres synspunkt. Den ene vil forsøge at bremse den globale opvarmning, den anden vil omfavne det og vende det til noget positivt. For så vidt et interessant udgangspunkt, men når novellen består af lange videnskabelige udredninger og diskussioner mellem de to, og så godt som ingen handling, bliver det frygteligt kedsommeligt.

Redaktøren ville undgå at dobbeltnumrerne overlappede i årstal, så selvom dette kun er mærket december, så er det et dobbeltnummer på 258 sider som de andre. I 1980 lavede F&SF en konkurrence hvor de bad læserne komme med deres forudsigelser for 2010 og i 2010 ville man så præmiere den bedste forudsigelse. Vinderen blev Allen McNeill for hans forudsigelse om personlige håndholdte computere. Hans kommentar til det er ganske interessant. Nummeret her rummer en hel del science fiction historier, de fleste gode og et par af dem også ganske morsomme.

Første historie, Dragon’s Teeth af Alex Irvine, er triviel high fantasy. Paulus er på en mission der går ud på at åbne en gammel grav. Da han gør det slipper en ånd ud og alle på nær Paulus selv bliver dræbt. Derefter får han en ny mission hvor han skal slå en drage ihjel. Ikke specielt interessant.

I Bad Matter af Alexandra Duncan befinder vi os mere end 500 år ude i fremtiden. Transport gennem galaksen bliver drevet af selvstændige familiegrupper med egen kultur og religion. Historien følger Saraih hvis far har foretaget en del studier af disse kulturer. En dag får hun et gammelt brev fra hendes nu afdøde far, sendt fra en af disse familier. Det ligger grunden til et spændende kig ind i interstellar handelskultur.

Terry Bisson tager flere genreklichéer og vælter dem fuldstændig rundt i Farewell Atlantis, hvori Stella og Frank vågner op på et rumskib uden at kunne huske noget. Rumskibets AI fortæller dem at de er de sidste overlevende mennesker og de nu skal befolke Jorden på ny. Men da de kommer ned til overfladen, finder de et New York fra nutiden fuldt befolket. Historien er egentlig bare fjollet, bygget op af situationskomik og den endelige afsløring af hvad der egentlig foregår og hvem de to er, er også temmelig langt ude, men det har skam noget med Atlantis at gøre. Tager man ikke novellen for seriøst, er den dog ok underholdende.

Hell of a Fix af Matthew Hughes er en syret morsom historie om himmel og helvede, dog ikke uden en vis seriøs pointe. Chesney kommer til at slå sig selv i fingeren med en hammer, og med hans eder og forbandelser hidkalder han en dæmon. Dæmonen insisterer på at han skal indgå en handel hvor han skal sælge sin sjæl til djævelen. Chesney afviser dog blankt, da han fastholder at han ikke havde intentioner om at hidkalde en dæmon, men blot bandede over sin forslåede finger. Men så går det helt galt. Alle dæmonerne i helvedet går i arbejdsnedlæggelse og det med store konsekvenser for livet på Jorden. Det er både fjollet, morsomt og godt skrevet, men det kan skam også tages lidt seriøst. Der er nogle pointer om hvordan vi mennesker bogstaveligt talt har brug for både djævelen og engel på hver af vores skuldre.

Brendan Du Bois tager os til en månekoloni i Illusions of Tranquility, og vi følger Eva som tager imod en rig turist fra Jorden. Vi finder ud af at de faktisk er ret fattige på månen, og Evas opgave er blandt andet at lokke turister til at købe dyre souvenirers. En okay novelle.

Kit Reeds The Blight Family Singers er en den type historier i F&SF der keder mig, hvor forfatteren går alt for meget op i det stilistiske og formen, hvor et egentlig plot glemmes. I denne er det noget med en mindre by, hvor den kendte Blight Family er inviteret til at komme at synge i. Familien har en markant fortid.

Endnu en historie om en månekoloni får vi fra Sarah Thomas med The Economy of Vacuum, men den eneste beboer er Virginia Rickles. Der går noget galt på Jorden. En større krig eller lignende bryder ud, og Virginia bliver totalt isoleret i årtier. Da der endelig kommer mennesker derop igen, er det to astronauter fra Guatemala og de diskuterer hvad de skal gøre af Virginia, der tydeligvis er stærkt mentalt medtaget af at have levet isoleret i så mange år. Og hun repræsenterer jo fjenden! En spændende måde at skildre en altødelæggende verdenskrig på.

Der er ikke meget fantastik over Iris af Nancy Springer. Den korte novelle handler om en ældre kvinde hvis datter Iris er død. Hun er temmelig fattig og mindes en aften hvordan det var at holde jul engang. Meget sørgmodig, men uinteressant historie.

Tim Sullivan har fundet en interessant ny vinkel på tidsrejser med Inside Time, men forspilder desværre chancen. Den kendte forsker Herel finder sig selv på en mærkelig rumstation, kun beboet af kvinden Mae. Han får fortalt det er en såkaldt “tidsstation” – en station i et knudepunkt mellem tid og rum. Hun forsikrer ham dog om at han snart vil blive hentet igen og taget tilbage til sin egen tid. Stationen er angiveligt bygget af nogen i en ukendt fremtid, for at samle tidsrejsende op. Efter noget tid dukker en ny mand op. En dømt kriminel, der ligesom Mae skal være på stationen for at udsone sin straf. Herel bliver meget jaloux og et banalt trekantsdrama udvikler sig, men det virker ikke troværdigt. Slutningen er god, men det banale jalousidrama kunne være bedre udført.

The Man Who Did Something About It er Harvey Jacobs er endnu en skrupskør novelle. Colin Kabe er en af verdens bedste automekanikere. En dag bliver han opsøgt af et lillebitte rumvæsen, der insisterer på at Colin kan fikse hans motor – og det skal gå stærkt. Colin indvilliger, men finder undervejs ud af hvad rumvæsenets mission på Jorden egentlig er. Det viser sig at Jorden skal udryddes, for at gøre udsigten bedre fra et nyt stort boligkompleks der skal bygges i solsystemet. Colin afvejer sin faglige stolthed med at reparere motoren op imod det ultimative foræderi mod Jorden. Der er nogle sjove scener undervejs, og slutningen vil bestemt irritere læseren, men det er den helt rette slutning.

Sidste historie, I Needs Must Part: The Policeman Said af Richard Bowes, er endnu en af disse mærkværdige historier uden mening, om en mand der opsøges af ånder i hans drømme og noget fra hans barndom dukker op igen.

Stanley Schmidt indleder med et tankeeksperiment om hvordan en ingeniør fra 30′erne ville forstå vor tids teknologi, men det bliver ret kedelig læsning, da han bruger adskillige sider på at beskrive hvordan en mand fra 30′erne ville prøve at forstå en moderne bilradio. Richard A. Lovett har til gengæld skrevet en interessant artikel om hvorfor Jordens klima er som det er hvor det understøtter liv, og hvorfor Mars og Venus ikke er det. John G. Cramer kan fejre sin The Alternate View nummer 150, denne gang om mørkt stof og mørk energi.

Stephen Baxters Formidable Caress hører til i en fjern fremtid i hans Xeelee-serie, så det er lidt svært at finde rundt i, men Baxters vilde koncepter er altid fascinerende. Historien foregår på en kunstig verden der er styret af maskiner og delt op i tre niveauer, hvor tiden går med forskellig hastighed. Et par dage på det nederste lag svarer til tusinder af år på det øverste. Man følger Telni gennem det meste af hans liv og hører om hvordan maskinerne er særligt interesserede i hans viden om en kosmisk katastrofe for længe siden, som muligvis er på vej til at ske igen. Endnu et bud på universitets skæbne fra Baxters hånd.

Robert Scherrer har skrevet den korte lidt fjollede novelle A Flash of Lightning, der handler om en skoleklasse der har om tidsrejser og læreren viser dem hvordan det fungerer i praksis.

En humoristisk og sød julehistorie af Jerry Oltion er der også plads til. I The Jolly Old Boyfriend bliver Gina og Todd vækket midt om natten til juledag af rumsteren nede i stuen. Der finder de Ginas ekskæreste Sergei iklædt julemandskostume. Det mærkelige er at Sergei burde være død og angiveligt er det hans spøgelse der prøver at få afslutning på nogle ting med Gina. Science fiction elementet vil være synd at afsløre, men det er nu mest af alt end triviel juleromance med lidt påklistret science fiction.

Carl Frederik beskriver en meget fremmed verden i The Universe Beneath Our Feet om seksbenede rumvæsener og deres temmelig religiøse samfund. Der høres underlige lyde under isen og præsterne er overbevist om at det isdæmonen der er vred. Historiens hovedperson er dog af en anden overbevisning og den endelige afsløring er ganske interessant, men historien som helhed fængede mig bare ikke rigtigt.

Den nærmest religiøst prædikende Wilderness were Paradise Enow af J.G. Stratmann er en sær størrelse. I en tidligere historie af samme forfatter har rumvæsener terraformet Mars og nu har to mennesker, Martin og Katerina, på Mars fået tildelt guddommelige kræfter. Martin går hurtigt i gang med at bruge sine kræfter til at udrydde sygdom, krig og elendighed på Jorden, men Katerina udspiller bogstaveligt talt rollen som djævelens advokat og prøver at overbevise ham om, at han muligvis er ved at gøre mere skade end gavn. Det er side op og ned om menneskets natur på godt og ondt, og undervejs refererer de to hovedpersoner til kendte science fiction historier og tv-serier. Det hele slutter på en “det hele var bare en drøm”-måde, omend det er lidt mere kompliceret end det. Det munder ikke rigtigt ud i nogen konklusion fra forfatterens side til alle de store filosofiske spørgsmål der ellers blev stillet, men historien får en fortsættelse i næste nummer af Analog.

Afslutningen på G. David Nordleys To Climb a Flat Mountain kan i bedste fald betegnes som ligegyldig. De overlevende på den kubiske planet har delt sig, og en gruppe prøver nu at komme videre på egen hånd og finde vej om til en af de andre af planetens seks flader. Det går lidt op og ned, og der sker egentlig ikke rigtig noget. Da historien endelig når sit klimaks hvor årsagen til deres oprindelige forlis og hvad den kubiske planet egentlig er for noget bliver afsløret, kommer det hele dumpende på klodset vis. Idéerne bag kunne være interessante nok, men får ikke lov til at udfolde sig. Virker som om Nordley ikke helt har vist hvilken form hans historie skulle være. Steder bruges der mange sider på ingenting, hvor man tænker at det her godt kunne have været blot en novelle, andre gange sker der alt for meget på en gang, og slutningen havde egentlig idéer nok til en længere roman.

Efterårets dobbeltnummer med i alt 10 lange og korte noveller. Sheilla Williams skriver om hendes forhold til Star Trek, Robert Silverberg med anden del af sin artikel om worldbuilding, James Patrick Kelly skriver om Hubble-teleskopet og Mary Robinette Kowal om de dele af science fiction der er næsten mulige.

Det begynder med Blood Dauber af Ted Kosmatka og Michael Poore om Bell der arbejder i en lettere forfalden zoo. Hans arbejdsopgaver består blandt andet i at tage sig af de mange kriminelle der får tildelt samfundstjeneste i zooen. Der er ikke noget plot og hvad der formentelig skal prøve at udgøre et science fiction element, er blot at zooens medarbejdere finder et mystisk insekt – de ikke lige identificere – i en frugtleverance, og de undrer sig efterfølgende på et amatørinteresseniveau over insektets egenskaber. Resten af historien handler om Bells noget triste liv og hans semivenskab med en af dem i samfundstjeneste. Meget lidt science fiction og temmelig kedelig.

Where the Times Goes af Heather Lindsley er tidsrejsekaos med humor på højt plan. Chambers og Martin er i tidsrøverbranchen. De rejser tilbage i tiden og stjæler den tid folk spilder, for at kunne sælge tiden videre. Hvordan det lige rent logisk og videnskabeligt skulle hænge sammen, får vi ingen forklaring på, men det behøves heller ikke. På en tur tilbage til 1983 går noget i midlertidig galt og risikoen for et tidsparadoks opstår. Skiffy humor.

R. Garcia y Robertson har skrevet en ny historie om SinBad, som vi første gang stødte på i novellen SinBad the Sand Sailor fra julinummeret, med den interessante titel Wife-Stealing Time. SinBad er denne gang taget til en mindre by på planeten Barsoom, der åbenbart afholder en slags festival hvor man kan stjæle andres koner. Ved en tilfældighed får han “stjålet” en ung kvinde der hedder Pretty Bottom, og så sker der ellers mærkelige ting og sager. Robertsons to SinBad historier har begge budt på meget eksotiske verdener, men det er svært at finde hoved og hale i handlingen.

Damien Brodericks Flowers of Asphodel er en endnu mere spøjs sag. Isaac Hersch bliver vækket efter en foryngelsesbehandling, fordi hans tidligere kone er i gang med at dekonstruere universet, og det skal han så forsøge at stoppe. Øhh.

Ian Creaseys Erosion er en lille interessant novelle om en mand der er blevet forbedret biologisk, for at han kan bosætte sig som kolonist på en anden planet. Han tager en sidste gåtur på Jorden, og opdager flere ting om sig selv, sin planet og de forbedringer han har fået. Anbefalelsesværdig.

Havfruer lader til at gøre sit indtog i genren. Jeg har i hvert fald læst et par stykker på det seneste hvor de på en eller anden måde indgår. Flotsam af Elissa Malcohn handler om Mercedes der som barn finder en levende “søbaby” blandt en bunke døde fisk dræbt af forurening. Som voksen er hun stadig mærket af oplevelsen og arbejder for at redde havfruelignende væsener i havet, der er udryddelsestruet.

Robert Reed skriver aldrig noget der ligner noget han har skrevet før. Before My Last Breath er en unik beretning fra forskellige mennesker, om hvordan de oplevede fundet af hundrede tusind døde rumvæsener i en kulmine. Fra den amerikanske præsident til almindelig mennesker. Hver fortællevinkel giver læseren lidt mere indsigt i hvad der er forgået og historien rundes fint af til slut.

Christopher Barzak har skrevet The Ghost-Hunter’s Beautiful Daughter og handler om, ja, en datter af en spøgelsesjæger. Faderen driver en forretning på det og har et Poloraid-kamera han fanger spøgelserne med. Hans datter Sylvie ved dog at spøgelserne ikke forsvinder, de lever bare videre i fotografierne, og hun snakker ofte videre med dem. Blandt andet også hendes afdøde mor. Sylvie er dog ikke helt enig i hendes far med deres forretningsmetoder og så gerne man behandlede spøgelserne bedre. En for så vidt ganske godt skrevet historie, men det irriterer mig efterhånden at Asimov’s oftere og oftere bringer historier der absolut intet har at gøre med science fiction.

Nancy Kress har skrevet den korte novelle Deadly Sins, om Reneta der har dræbt den forsker hun arbejdede for og en AI afhører hende og prøver at finde frem til hvorfor hun gjorde det, velvidende at laboratoriet var overvåget og hun derfor nemt ville blive opdaget.

Det bedste er gemt til sidst med William Bartons novella The Sea of Dreams, der er noget af en rutsjetur gennem mange forskellige fantastiske verdener. Det hele begynder under en ekspedition til Uranus. Mr. Zed og hans sexslave, en klon af en kendt kvindelig skuespiller, finder et rumskib i kredsløb om Uranus. De går ombord og ser pludselig sig selv teleporteret til et andet univers eller en fjern fremtid i solsystemet. Klonen har nu ikke længere en opkobling til hendes original og begynder at udvikle sig som selvstændigt tænkende individ. Selvom de to kommer vidt omkring i fantastiske verdener og møder sære væsener, og ikke mindst skal prøve at samle sammen alle de parallelverdener og tidslinjer de render rundt i, er den egentlig historie om Zeds forhold til denne klon som får et mind of its own. God underholdning i pulp-stilen.

Novembernummeret har markant bedre historier end de to foregående numre. En del af pladsen går dog med første del af en todelt føljetonroman. Stanley Schmidt indleder med en kritisk stillingtagen til den såkaldte mundane science fiction, som Schmidt – og ganske godt begrundet – finder temmelig kedelig, fordi den vil begrænse sig så meget at det ikke bliver science fiction længere, og slår fast at science fiction ikke er sat i verden for at komme med de mest realistiske bud på vores fremtid, men for at tænke hvad der kunne være muligt i fremtiden og ikke mindst underholde og fascinere læseren. En meteor der truer med at ramme Jorden har været brugt i et par mere eller mindre Hollywood-spændingsfilm. Edward M. Lerner har skrevet en interessant artikel om hvor sandsynlig denne trussel faktisk er, samt hvad man ville kunne gøre ved den. Jeffrey D. Kooistra skriver kritisk om datagrundlaget for global opvarmning, hvor han blandt andet mener at vejrstationerne i USA ikke giver pålidelige temperaturmålinger og da slet ikke når man ser det over en periode på over 100 år.

Analog er et af de få magasiner der stadig bringer føljetonromaner. Et koncept der var meget udbredt i science fiction genrens gyldne dage i 30′erne, 40′erne og 50′erne, og mange klassiske romaner blev oprindeligt udgivet på denne måde. Mindre udbredt i dag, men Analog holder traditionen ved lige og ind i mellem bliver de også udgivet som rigtige romaner bagefter. Hvilket blandt andet var tilfældet med Robert J. Sawyers Hugo-nominerede Rollback. Jeg ved ikke helt hvordan de bedst skal anmeldes, men her på bloggen bliver det i hvert fald del for del i hvert nummer, og kan måske så senere skrives som egentlige anmeldelser til fx Proxima.
I dette nummer får vi første del ud af to af G. David Nordleys To Climb a Flat Mountain. Jacques vågner op i sit enmandsrumskib efter at have ligget i dvale og finder ud af, at han ikke befinder sig hvor han burde. Tilsyneladende er noget gået galt undervejs, så han har rejst i 1000 år og befinder sig på en ukendt mindre planet. Han formår at overleve som en anden Robinson Crusoe, men støder efter nogle dage på andre overlevende i samme situation som ham. Sammen prøver de at finde ud af hvad der er sket, og mistænker at der er en sabotør i blandt dem, og hvad det er for en verden de er havnet på. Historien er næsten et skoleeksempel på Analog-formen. Nordley har udtænkt et par interessante idéer, som han har godt videnskabeligt styr på, men at beskrive personer og sociale relationer er han altså ikke god til. Der er omkring 10 overlevende, men ingen af dem formår at vise meget anden personlighed end lige deres navn og deres profession. Det der holder historien sammen er Nordleys idé om en kubisk verden, som det viser sig de er landet på. Det giver selvfølgelig lejlighed til nogen videnskabelige betragtninger om hvordan tyngdekraften vil fungere på sådan en formet planet, samt om det er en naturlig forekomst eller om den er kunstigt skabt, og i så fald af hvem og hvorfor. Der er vist ingen grund til at have de store forventninger til afslutningen i næste nummer. De finder vel ud af mere om denne kubiske verden, og måske kommer de tilbage til deres egen civilisation eller også begynder de et nyt liv hvor de er.

Craig DeLancey tager klimaproblematikken op på en interessant måde i Amabit Sapiens. Det hele begynder i en torturcelle hvor den kvindelige geolog Lyta Sumaran anklages for at have udført sabotage mod en række oliefelter, ved at inficere dem med en kunstig fremstillet bakterie. Hun fortæller sin historie om hvordan hun var et kunstigt skabt barn, specielt modificeret til at bekymre sig mere om den fjerne fremtid end almindelige mennesker. En grum fortælling om videnskabelig etik, hvor forfatteren ikke giver noget endegyldigt svar, men lader læseren finde sin egen mening.

Da jeg læste Foreign Exchange af Jerry Oltion måtte jeg lige checke en ekstra gang, at jeg ikke havde fået fat i en gammel Weinbaum novelle. Lighederne var slående. Vi følger de to første mennesker på Mars som finder et rumvæsen indeni det fartøj der skal bringe dem hjem igen. Kommunikation med rumvæsenet viser sig at være svær, men i bedste Weinbaumske stil finder de frem til at rumvæsenet egentlig stammer fra Saturns måne Titan. Man skulle næsten tro historien var en slags hyldest til Weinbaum.

Thanksgiving Day af Jay Werkhiser er lidt tyndbenet. Der opstår fødevarerproblemer på en koloniplanet, og forholdet mellem arbejderne og forskerne kommer yderligere under pres. Historiens helt, en ingeniør af en slags, skal selvfølgelig finde frem til en løsning for at menneskene kan spise planetens vegetation. En helt igennem kunstigt genereret historie, med det ene formål at have et videnskabeligt problem der kan løses på science fiction maner. Det er selvfølgelig den slags historier der giver nogle diskussioner på Analog’s debatfora, men er ikke videre spændende at læse.

Der hoppes let (og mindre elegant) henover de tekniske detaljer i John G. Hemrys historiske tidsrejsefortælling Joan, om den unge Kate der er nærmest fanatisk besat af Joan of Arc, og så er det jo heldigt at universitet lige har fået en tidsmaskine hun kan bruge til at rejse tilbage til 15-hundredetallet og redde Joan fra at blive brændt på bålet. Kate finder selvfølgelig ud af at Joan ikke er helt som hun troede og havde håbet på, og bliver skuffet over at Joan vil blive og kæmpe, og ikke rejse tilbage til Kates tid og indgå et forhold med hende der. Udover at få ændret en lille smule på historiens gang om hvordan Joan of Arc endte med at dø, er der ikke fantastisk meget andet i denne historie, end at Kate finder ud af at hendes store heltinde ikke var som hun havde drømt om.

Efter et par ret dårlige numre har jeg fået lidt mere smag for Analog. Man skal nok også lige vænne sig til dens type af historier.

James Camerons nye film har været længe undervejs og længe ventet. Hele 12 år skulle den have taget at lave og over en milliard kroner brugt i processen. Den er blevet rost i anmeldelser for især den visuelle side og er både blev kaldt for årets science fiction film, årets bedste film og den bedste film nogensinde. Den er ingen af delene. For science fiction fans er der ikke det store at komme efter og jeg synes mest af alt filmen virker som en underlig blanding af Ringenes Herre, Transformers og Pocahontas.

Handlingen er yderst banal, bygger på et væld af klichéer, med en total unuanceret god og ond side, og et klokkeklart moralsk budskab. Året er 2154 og på månen Pandora i Alpha Centauri-systemet findes et særligt mineral, kaldet unobtanium, der er overordentlig værdifuldt – 20 millioner dollars pr. kilo. Pandora er dog befolket af et blåt humanoidt jægerfolk kaldet na’vi og de bor uheldigvis lige ovenpå den største forekomst af unobtanium. Na’vierne skal derfor selvsagt “overtales” til at flytte og her kommer filmens novum ind i billedet – avatarerne. Man har lavet nogle kunstige kloner af disse na’vier og et menneske kan så fjernstyre sin na’vi avatar via en direkte neural opkobling af en slags. Tidligere marinesoldat Jake Sully bliver mere eller mindre tilfældigt indlemmet med sin avatar i na’viernes klansamfund og skal lære at leve ligesom dem. Under den proces skifter han sine sympatier og synes nu ikke længere det er så rimeligt at menneskene bare kommer og tromler disse indfødte ned, for at få fat i et eller andet mineral. Hans overordnede, en stereotyp krigskommandant bliver træt af forsøg på fredelig dipliomati og vil nu bare bombe na’vierne ud af deres træer. Na’vierne får selvsagt en hård kamp mod missiler og kamprobotter, da de selv kun har bue og pil, men de har hjemmebanefordelen.

Jeg så filmen i 3D og som alle anmeldelser også er enige om, er det en fantastisk flot oplevelse. Effekten fungerer godt uden at det bliver for meget med tusind ting der flyver rundt om ørerne på en. Der tilføjes en tilpas dybde i billedet og efter en 10-20min virker det helt naturligt at kigge på. Visuelt er filmen også som man kunne forvente – farverigt og overvældende. Pandora-verdenen er enormt flot lavet og filmen giver selvfølgelig rig lejlighed til at imponere biografgængerne med overflyvninger og store panoramabilleder af landskabet. De blå na’vi-folk er ligeledes flot animerede og meget naturtro. Betagelsen varer dog ikke ved, for der er ikke mange nye billeder undervejs. Særligt farvevalget bliver ensformigt. Hvis det ikke er enten lilla eller turkis, er det selvlysende.
Nu kan man nok ikke forvente de store nuancer eller brud med klichéer fra storbudgets Hollywood-film og da slet ikke fra James Cameron, men det er overflodet af disse elementer der ødelægger filmen delvist. Moralen bliver skovlet ind i publikum, der er absolut ingen tvivl om hvem man skal holde med, skurken er langt mere usympatisk og endimensionel end han behøver at være og værst af alt er handlingen håbløs forudsigelig fra start til slut.
Den kan ses for den visuelle biografoplevelse, hvis man parkerer hjernen derhjemme, men det bliver næppe en film man har lyst til at se flere gange derhjemme når den kommer på DVD.

Det har været 60 års jubilæumsår for magasinet i år, men dette nummer er det rigtige jubilæumsnummer og det markereret ved at have hele 322 sider spækket med noveller fra mange af de faste bidragydere til magasinet. Herunder navne som Albert E. Cowdrey, Joe Haldeman, Robert Silverberg, Elizabeth Hand og selvfølgelig Robert Reed. Alle introducerer deres novelle med en kort tekst om deres forhold til magasinet. Og ja, omslaget er det samme David Hardy billede SFC brugte til Fantastiske Virkeligheder.
Desværre kan jeg samlet set ikke sige ret meget positivt om de mange noveller. En del skyldes helt sikkert min smag, da mange af novellerne er hvad jeg vil kalde weird fantasy eller sprogtligt eksperimenterede tekster, hvilket ikke siger mig alverden. Derudover er der også fortsættelser eller historier der indgår i et større univers, som man dermed ikke får ret meget ud af. Min gennemgang vil derfor nok være noget overfladisk for en række noveller.

Første historie er The Far Shore af Elizabeth Hand. Balletdanseren Phillip bliver nødt til at gå tidligt på pension. Han vil gerne lidt væk fra alting og en ven tilbyder ham at han kan tilbringe nogle uger i en afsidesliggende hytte ved søen Tuonela. Tuonela er navnet på dødsriget i finsk mytologi og det bygger historien på. Phillip finder ude i skoven en nøgen spinkel dreng der er døden nær. Han tager ham tilbage til hytten, får ham varmet op igen, men inden han kan spørge indtil hvad han lavede der, er drengen pludselig væk. Han kommer dog tilbage på mere eller mindre hyggelig maner. Finder man lige ud af hvad Sibelius’ berømte tonedigt Tuonela-svanen er for noget, giver historien faktisk god mening.

Albert Cowdrey er et kendt navn i dette magasin. I Bandits of the Trace finder vi professor Kendall Keyes, der har forsket i historien bag en kendt forbryder fra år tilbage. Ud fra de gamle beretninger prøver at finde ud af hvor en skat er gemt, og en doven men intelligent studerende hjælper ham med at løse mysteriet. Ikke noget videre fantastisk i denne historie, hverken i den ene eller anden betydning.

Robert Silverberg kender jeg egentlig kun som klummeskriver i Asimov’s og hans novelle The Way they Wove the Spells in Sippulgar gav ikke den store interesse for forfatterskabet. Den er sat i en af hans mange forskellige universer, denne en fantasy-verden, og handler om en handelsrejsende der altid gerne har ville se byen Sippulgar. Da han kommer dertil bliver han dog involveret i opklaringen af en mordgåde.

Logicist af Carol Emshwiller er en stemningsmættet anderledes krigsberetning. Fortælleren er en skolelærer der har taget sine elever med ud på slagmarken, for at se en rigtig kamp. Læreren erfarer at krig ikke er helt som han har undervist sine elever.

I Blocked fortæller Geoff Ryman om en mand der må flygte med sin familie til Singapore da Cambodia bliver invaderet af rumvæsener, og de flygter til en kunstig skabt verden under overfladen.

Nummerets kortroman gives af Lucius Shepard med Halloween Town. Bygningsarbejderen Clyde Ormoloo bliver efter en ulykke umådeligt intelligent. Det får ham til at ville prøve noget nyt med sit liv og komme lidt væk, så han flytter til byen Halloween. Et mærkværdigt lille samfund der er så afskåret, at hverken kabel eller satellit tv når derud, så de får tilsendt alt på DVD’er. Clyde får en affære med ekskonen til hvad der viser sig at være hele byens grundejer, og han finder frem til nogen af byens gemte hemmeligheder. Desværre er historien ikke solid nok til at bære dens længde.

I Robert Reeds Mermaid bliver ordet havfrue ikke nævnt, men det er i hvert fald noget ikke-menneskeligt der er på spil. Jake afviser en mistænkeligt udseende ung mand i døren der vil låne hans telefon, men han bliver interesseret i den pige han er sammen med og indser straks at hun ikke er fra denne verden.

Joe Haldeman leverer en rigtig science fiction horrorhistorie med Never Blood Enough. På planeten Runaway er xenobiolog Travis det tætteste de har på en doktor, så han bliver sat til at undersøge et mystisk dødsfald, hvor en kvinde er blevet drænet for al blod. Afslutningen er forventelig, men effektiv.

Lidt mere humoristisk horror finder man i I Waltzed with a Zombie af Ron Goulart. Det handler om en filmproducer i 40′ernes Hollywood der vil gå til ektreme yderligheder for at få færdigindspillet en film med en bestemt skuespiller. Titlen burde antyde hvad idéen er.

The President’s Book Tour af M. Rickert er noget alvorlig med uhyggen. I et fremtidens USA hærget af krig er mange børn muteret til grimme skabninger. Præsidenten er på bogsigneringsturné rundt i landet og fortæller om hvordan han ser børnene som landets nye fremtid.

Another Life af Charles Oberndorf er nok den mærkeligste historie jeg har læst i dette magasin. Fortælleren er en ung mand der døde i en krig, men er blevet vakt tilbage til live og forsøger nu at samle stumper fra sit tidligere liv sammen igen. Især prøver at han finde frem til en elsker – en anden soldat kaldet Noriko. Meget følelsesbetonet historie.

Det hele slutter med Kate Wilhelms Shadows on the Wall of the Cave om Ashley der sytten år efter hendes fætter forsvandt i en hule vender tilbage til stedet, og finder ud af hvad der skete med ham.

Stanley G. Weinbaum blev kun 33 år og fik sammenlignet med de øvrige pulp-forfattere i 30′erne ikke skrevet ret mange noveller, men de få år han var aktiv, fik han skrevet nogle banebrydende science fiction historier der har inspireret andre forfattere. Særligt hans skildring af rumvæsener er han blevet kendt for, der var helt usammenlignelig med hvad hans kollegaer på den tid skrev. Med oversættelse og efterord af Niels Dalgaard har SFC udgivet 10 af hans noveller fordelt på næsten 300 sider.

Alle historier udspiller sig på en af Solsystemets planeter eller måner. Vi kommer både forbi Mars og Venus flere gange, flere af Jupiters og Saturns måner og endda også Uranus og Pluto. I den første historie Odyssé på Mars ser man allerede hvordan Weinbaum gjorde noget nyt. Der beskrives flere mere eller mindre intelligente livsformer på Mars, men de er ikke ondartede monstre der skal nedkæmpes, som ellers var typisk i science fiction historier på den tid. Weinbaum beskriver livsformer der er markant anderledes og uforståelige for mennesker, men alligevel fascinerende og tydeligt intelligente på deres egne præmisser. I novellen beretter kemikeren Jarvis om sit møde med den strudselignende marsboer Tweel, der tydeligvis er intelligent, men de to formår kun at udveksle ganske få ord med hinanden. Alligevel opnår de begge meget fælles forståelse og sammen med Tweel ser Jarvis flere andre besynderlige og helt igennem anderledes livsformer på Mars. Rumvæserne er altså ikke blot fjender der skal udryddes, men nogen man kan tale med og lære noget af.
Handelsmanden Hamilton “Ham” Hammond optræder i flere historier. I Parasitternes Planet, der foregår på Venus, støder han på biologen Patricia. De bliver alt andet end gode venner, men redder hinandens liv flere gange ud af farlige situationer i landskabet på Venus. I næste historie, Lotusspiserne, er de to dog blevet gift og er taget på “bryllupsrejse” på tusmørkesiden af Venus, for at studere dets liv der. Selvfølgelig skal Ham redde hende ud af nogle farlige situationer endnu engang, men det interessante ved disse historier er det specielle og dyre- og planteliv Weinbaum beskriver og som Patricia udforsker. Selvom Weinbaums forestillinger om miljøet på Venus er helt hen i vejret med den viden vi har i dag, så er det alligevel gennemtænkt hvordan de vilkår på planeten vil have påvirket livet der.
Flere af de øvrige noveller handler om hvordan Solsystemets planeter og måner bliver udnyttet kommercielt. Således fx Flugten på Titan om Tim og hans kone Diane, der efter et finansielt sammenbrud på Jorden ligesom mange andre har tabt alt, søger lykken på ny med at drage til Saturns måne Titan i håb om at finde en speciel type ædelsten. De møder selvfølgelig nogle udfordringer, men det skal nok ende lykkeligt. I samlingens sidste historie, Tidevandsmåne, er det store kommercielle interesser der er på spil. På Jupiters måne Ganymedes findes en særlig slags mos der hvis det behandles rigtigt, kan omdannes til såkaldt blåt cree, der igen kan bruges til medicin. Cree Inc. sidder alene på produktionen af cree på Ganymedes, men et konkureende selskab bosat på Io har også fundet det særlige mos der, og vil nu have fat i den hemmelige formel. Masser af spænding og det ses at Weinbaum er uddannet kemiingeniør.
Weinbaum tager endda skridtet videre, for hvis der er interplanetarisk handel, vil der selvfølgelig også være pirater. I den længere historie Den Røde Peri må en videnskabelig ekspedition nødlande med deres raket på Pluto, og tilfældigvis lander de lige udfor den berygtede pirat Peris hemmelige base. Peri viser sig at være en rødhåret nittenårig ung kvinde, og ekspeditionens ingeniør Keene bliver efter lidt tid i hendes fangeskab forelsket i hende. Han lærer om hendes baggrundshistorie og hvorfor hun gør som hun gør, og må samtidig med at han skal finde en måde at flygte på også vinde hendes hjerte og få hende tilbage på den moralsk rigtige vej.

Som med al anden pulp fra trediverne bør man vide lidt om hvad man går ind til. Dybere personbeskrivelser og ikke-hjælpeløse kvinder kan man godt glemme. Dog har Weinbaum flere stærke selvstændige kvindelige figurer, men dog kun til en vis grænse, da de altid skal reddes af historiens mandlige helt og helst ende med at blive gift med dem. Det der dog får Weinbaum til at rage op, er hans meget alternative beskrivelser af rumvæsener, der selv den dag i dag står ganske for sig selv. Og for sin samtid var han også ganske dygtig til at bruge science fiction genren fornuftigt og til noget nyt, hvor planetbeskrivelserne og dets livsformer efter datidens viden hænger nogenlunde logisk og videnskabeligt sammen, hvilket han så sandelig også gør noget ud af at få skrevet direkte ind i historierne, at han har tænkt over. Ligeledes ved han også at mennesket og dets teknik har sine begrænsninger, for mere end ofte kaster han sine personer ud i livstruende situationer i verdenernes farlige miljøer. Det er dog værd at bemærke at det for det meste er menneskelig vilje og råstyrke der redder dem, og ikke teknik.
Hvor det helt gamle glemte trivialiseret pulp nok mest er for særligt interesserede, er der altså en grund til at Weinbaum er en af de navne der huskes den i dag, og derfor ikke bør forbigås af nogen læsere der kan acceptere pulpens grundform i fortællingen, men til gengæld kan glæde sig over beskrivelser af fremmede verdener og væsener der kan måle sig med nutidens forfattere.

Oktobernummeret er en lidt blandet oplevelse. Mange historier der lige mangler et eller andet og enkelte der er direkte tåbelige, til gengæld er de to videnskablige artikler ganske gode. Stanley Schmidt indleder med at slå fast, at vi ikke skal stole blindt på teknologien og kommer blandt andet med eksempler på folk der kommer galt med en GPS, og konkluderer at det er de selv ude om. Nick Kanas har skrevet om The Psychology of Space Travel, særligt interessant fordi han ikke blot ser på de psykiske udfordringer der er forbundet med at være i rummet, men også på hvordan astronauterne i mange tilfælde ser sig selv som bedre mennesker efter de har været i rummet. I den mere hårde videnskab har John G. Cramer skrevet om den nyeste forskning i tyngdekraftbølger.

Første historie er en novella skrevet af Michael F. Flynn. Where the Winds are All Asleep handler om forskeren Jeanne Price som gerne vil finde beviser for sin teori for livets opståen. En teori der kaldes for monogenesis, hvor al liv skulle være opstået på en gang. Men det er hverken evolution i traditionel forstand eller intelligent design. På en irsk pub fortæller hun om sin ekspedition til en hule i vulkanen Mount Rainier, hvor de finder beviser for en alternativ evolution af liv baseret på silicium. Flynn har tydeligvis begravet sig selv i bøger om biokemi, men piller man al dette ud af hans historie, er der ikke ret meget interessant plot tilbage.

William Gleason forsøger sig med en horror-historie i Analog-stilen med The Hanged Man. Den unavngivne fortæller er plaget af mareridt med minder om sin afdøde partner, fra deres møde med nogen uhyggelige rumvæsener, da de var i færd med at finde et fortabt rumskib. Jeg giver mange points for det gode forsøg, der desværre bare lige mangler det sidste for at blive en rigtig god science fiction/horror kombination.

Carl Frederick kunne have været en glimrende pulp-forfatter for 80 år siden. De noveller jeg har læst af ham, har i hvert fald holdt sig meget til den grundformel med hyperintelligente, oftest unge, videnskabsfolk i hovedrollerne. I Teddy Bear Toys følger vi den fjortenårige Niel, der har engageret sig meget i en professors arbejde indenfor computersimulation og story generation. Historien leger med det allerede gennemtærskede tema om simulation vs. virkelighed – godt krydret med filosofiske citater, men Carl Frederick er nu generelt okay underholdende at læse, selvom hans historier sjældent bringer noget nyt eller originalt til genren.

In the Autumn of the Empire af Jerry Oltion bør man nok ikke tage specielt seriøst. Jordens Kejsers ord vil altid være sandt. Så hvad sker der med Jorden, når han tager fejl af Jordens bane om solen? Meget meget fjollet.

Jesse L Watsons Shallow Copy er endnu en historie om hyperintelligente børn og konsekvenserne ved kunstig intelligens og simuleret virkelighed. De to drenge Will og Max er begge godt inde i forskningen af kunstig intelligens, og en dag har Will endelig fået programmeret en ægte kunstig intelligens. Max er dog skeptisk i starten, men efter et par lettere komplicerede sproglige tests, er han også overbevist. Der mangler bare en ting. Den kunstige intelligens har ikke fået bevidsthed, så de to drenge overvejer de etiske problemer ved både at give den bevidsthed og ved at lade vær. De beslutter sig for at gøre det, men først skal den have en “barndom”. Det gør de ved at bruge at bruge hele natten på at indscanne Maxs dagbog og feede det til computeren. Historien må være ment som skrevet til børn, for jeg kan ikke finden anden bare nogenlunde rimelig forklaring på, at det skal være sådan en omgang urealistisk makværk med kunstig intelligens.

Næste historie er også om kunstig intelligens, men næppe skrevet til børn, hvilket gør at dens useriøse håndtering af emnet frembringer endnu mere hovedrysten. Robert Grossbach skriver i An Idea Whose Time Has Come om et fremtidens USA, der er forfaldet til nærmest at være et uland. En ildsjæl i det Demokratiske Parti vil forsøge at stille en kunstig intelligens op til præsidentvalget. Efter et par tolkninger af den amerikanske forfatning bliver kandidaten godkendt, og ender med at vinde valget. Men hvem skal levere hardwaren til at køre præsidenten? Her håbede jeg historien kunne blive rigtig interessant og original, for det er da et spændende demokratisk problem om hvordan man ville håndtere at et privat firma stod for regnekraften bag selveste den folkevalgte præsident. Men nej, historien forfalder til dårlig humor og et fuldkommen urealistisk scenarie, hvor hardwaren selvfølgelig bryder sammen og der må ringes til en supportlinje i Indien, hvor rådet er at trykke Ctrl+Alt+Delete. Aldrig har set jeg set et ellers godt potentiale i en science fiction historie, blive smidt så voldsomt på gulvet med noget så åndssvagt.

Sidste historie i dette nummer er ikke så slem, men stadig kun okay og lidt rodet. Cold Words af Juliette Wade er et hæderligt forsøg på at skildre rumvæsener og deres samfund og kultur indefra. Det hele er fortalt fra rumvæsenets Ruliis synsvinkel, der tilhører klanen Cold (den anden klan hedder selvsagt Warm). Mennesker har planer om at etablere en rumhavn på planeten, og Rulii har planer om at benytte den mulighed til at styrke Colds position. Men det er ikke nemt når deres menneskelige kontakt kun taler sproget Warm. Der er flere gode ideer her og en for en novelle interessant fremmed civilisation. Novellens primære problem er, at den er skrevet på gebrokkent engelsk, angiveligt for at simulere oversættelsen mellem sprogene.

Hver gang jeg har læst noget af Alastair Reynolds bliver jeg bekræftet i mit syn om ham som den bedste inden for moderne hard space opera. Alligevel går der alt for lang tid mellem jeg får læst hans bøger. De er også noget af et projekt, for selvom mange romaner i dag gør sig op over de 600 sider, er det få hvor der faktisk er en mening med det og hvor det ikke bare er ekstra fyld – hvilket ikke er tilfældet her! Redemption Ark fra 2002 er den tredje bog i hvad der uofficielt er blevet kaldt for Inhibitorserien startende med Revelation Space. Hvor Chasm City mere var en sidehistorie går Redemption Ark tilbage til hovedplottet og tager tråden op efter Revelation Space.

I Revelation Space kom Ultraen Volyova i besiddelse af de såkaldte “hell class”-våben. Nu vil Conjoinerne have dem tilbage. Ultras er en fraktion af transhumane rumrejsende der gør heftig brug af teknologiske implantater i kroppen, men Volyova er dog speciel på det punkt, da hun ingen implantater har. The Conjoiners er en anden fraktion der har bygget deres samfund op omkring kunstig telepati. Men de vil ikke bare have våbnene tilbage fordi de er deres, men fordi Dan Sylveste i slutningen af Revelation Space uagtet fik gjort de såkaldte Inhibitors opmærksomme på menneskeheden. Man finder ud af de er en kunstig intelligens skabt for millioner af år siden med det formål at beskytte galaksen mod rumfarerende civilisationer ved at udrydde dem. Conjoineren Clavain skal lede en storstilet aktion der skal få våbnene tilbage fra Volyova, men Clavain stoler ikke helt på de andre Conjoiners reele motiver. Han tror ikke på de vil redde menneskeheden med de våben, men derimod give dem selv bedre mulighed for at flygte. Han stjæler derfor et af rumskibene der skulle bruges til missionen og sætter kurs mod planeten Resurgam hvor Volyova befinder sig. Han bliver hurtigt forfulgt af flere andre Conjoiner-skibe og de udkæmper en avanceret kamp over denne lysår lange rejse.
Imens på Resurgam er Volyova også blevet opmærksom på en stigende aktivitet fra the Inhibitors, der tilsyneladende er i færd med at konstruere et gigantisk våben i Resurgams solsystem. Men i modsætning til the Conjoiners, har hun ikke kendskab til den større sammenhæng i deres plan. Hun vil derfor forsøge at evakuere hele planetens befolkning i det gigantiske rumskib hun har parkeret i kredsløb om planeten, men for at vinde befolkningens tillid må hun få hjælp fra den berygtede terrorist Thorn.

Romaner på over 600 sider er jo ingen sjældenhed i moderne space opera, men Reynolds er en af de få hvor det faktisk giver mening. Handlingsuniverset er rimeligt afgrænset, persongalleriet ikke for stort og ingen sider virker overflødige. På trods af at det meste af bogen er en lang opbygning til det endelige klimaks når Clavain når frem til Resurgam, så rummer historien langt mere end bare opbygning til det. Som i de andre bøger i serien fanger Reynolds enormt godt de enorme afstande og tidshorisonter der er forbundet med interstellare rejser i sublyshastighed. Rejsen tager adskillige år og Clavains rumskib og hans forfølgere har en fast afstand til hinanden hele vejen. Ikke noget med lige at træde lidt ekstra på speederen. Det er dog ingen hindring for alligevel at angribe hinanden på forskellig vis.
En særlig kvalitet som jeg ser ved Reynolds’ univers er hvor konsistent han er med sin videnskab. Teknologiniveauet er højt, men med begrænsninger der giver mening. Og selvom the Inhibitors er højintelligente avancerede million år gamle maskiner, kan de heller ikke alt. De er selvsagt også underlagt fysikkens love. Det fremtræder klart at Reynolds har en baggrund som fysiker, men han fylder ikke på med videnskabssnak bare som fyld. Læseren får den nødvendige viden til at forstå hvad der sker i handlingen, uden at det bliver som indlagte populærvidenskabelige artikler, som andre hard sf forfattere har det med at gøre (Analog segmentet fx).

Alastair Reynolds er i en klasse for sig når det kommer til space opera. Han har simpelthen taget de bedste elementer fra hard sf – hvor solid videnskab er en central del i handlingen, fra space opera – hvor de enorme afstande og det kosmiske perspektiv fascinerer, samt moderne post-cyberpunk elementer med nanoteknologi og kunstig intelligens. En sidste ting jeg også synes særlig godt om er at der, i modsætning til traditionel space opera, ikke er nogen entydige helte og skurke. Alle har deres sag de kæmper for og alle har sådan set rimelige begrundelser for deres handlinger. Selv the Inhibitors, hvis altafgørende formål er at udslette intelligent liv i galaksen, må siges at argumentere uhyggeligt godt for deres sag.
Redemption Ark bygger videre på handlinger fra Revelation Space og Chasm City, som bør læses først, men er udover det egentlig også kun halvdelen af en samlet historie der fortsætter i Absolution Gap.