Magasinernes dobbeltnumre er værd at se frem til, da de som regel giver plads til nogle kortromaner – en form der passer enormt godt til science fiction genren, men som man ikke kan fylde de øvrige månedsudgivelser alt for meget med. Dette nummer byder på tre af slagsen, og to af dem er faktisk okay, ligesom de øvrige noveller. Klassiske Analog-historier uden de store overraskelser. Redaktøren prøver at give et svar på hvorfor bladet stadig hedder Analog og ikke Digital, John G. Cramer skriver om symmetrier og kausalitet i den kosmiske fysik og Richard A. Lovett har skrevet en seriøs og interessant artikel om det at skrive (god) humor i science fiction historier.

Første kortroman er Rajnar Vajras Doctor Alien’s Five Empty Boxes om Dr. Alanso J. Morganson, også kendt som Dr. Alien, der har en praksis for rumvæsener. Han har dog også sine fjender og en morgen bliver han udsat for et bilbombeangreb, men det er kun begyndelsen til en lavine af problemer med sære rumvæsener der hagler ned over ham. Historien er fyldt med eksotiske rumvæsener, gakkede sproglige misforståelser og et vanvittigt plot der drøner afsted. Men den slags er kun så sjovt et vist stykke.

The Long Way Around af Carl Frederik er en klassisk science fiction problemløsningshistorie der kunne være skrevet i hvilket som helst årti. Vi befinder os på Månen og den australske Dr. Adrian Clarke har et nyt transportfartøj med op til den lille station. Et fartøj der fungerer ikke ulig en kænguru. På sin jomfru hoppetur går det ikke overraskende lidt galt, og de to astronauter i den må tænke kreativt og hurtigt hvis de skal overleve. En udmærket historie til de læsere der foretrækker science fiction som det blev skrevet for årtier siden.

Questioning the Tree af Brad Aiken kunne også være skrevet for længe siden – eller måske endda som et Star Trek afsnit med McCoy i hovedrollen. En halvtreds år ude i fremtiden er lægefaget reduceret til at læger blot skal viderebringe en diagnose som en computer finder frem til. Vores hovedperson kan huske en tid hvor lægen godt måtte røre ved patienten og lave diagnosen, og føler tydeligvis at hans evner går til spilde ved blot at udskrive recepter givet af en computer. Men nogle oprørske læger driver en undergrunds lægepraksis. Det er en klassisk moralfortælling om at erstatte et menneskes job af en maskines – heller ikke de store overraskelser her.

Det handler igen om Månen i Fly Me to the Moon af Marianne J. Dyson, i en ikke så fjern fremtid hvor endnu en Måneeksepedition er sat i værk. Det går dog galt undervejs, og den eneste overlevende er en kvindelig astronaut der ikke har nogen piloterfaring. Den unge George hører om dette og mener at den gamle mand med Alzheimers han besøger på plejehjemmet kan hjælpe. Det viser sig at denne mand faktisk fløj en af de oprindelige Apollo-missioner, men han er gammel og senil, så George gør sit bedste for at skabe de rigtige rammer, så han kan hjælpe den nødlidende astronaut. Historien handler faktisk mere om at blive ramt af Alzheimers end om Månen og forfatteren har også dedikeret historien til folk ramt af denne sygdom.

Nummerets anden kortroman hedder Bug Trap og er skrevet af Stephen L. Burns. Heri beskrives en fremtid hvor rumvæsener har givet sig til kende og sagt at de vil bosætte sig på Venus. Alle mennesker der har lyst er inviteret, de skal bare gå ind i en af de portaler som rumvæsenerne har placeret overalt på kloden. Der er lidt baggrundshistorie om hvordan verdens militære magter har forsøgt at forhindre adgang til disse portaler og uden held forsøgt at ødelægge dem. Ingen ved om rumvæsenerne taler sandt, for ingen er vendt tilbage for at kunne fortælle om det. Men historien følger den småkriminelle Glyph der mere af nød end af lyst flygter ind i sådan en portal og han havner så som en anden Alice i Eventyrland i en mærkelig verden beboet af andre mennesker fra Jorden som ham selv, men styret af disse stadig anonyme rumvæsener.

I The Single Larry Ti, or Fear of Black Holes and Ken af Brenda Cooper er videnskaben under pres, for en række forskere skal for en international domstol hvor de skal forsvare at deres eksperimenter ikke vil skabe et sort hul der vil opsluge Månen. Meget lig hysteriet omkring LHC, bare skruet op under parolen at overdrivelse fremmer forståelsen. Ingen overraskelse i at Cooper fremstiller pøbelen som dum og uvidende med hensyn til videnskab.

Scott William Carters The Android Who Became a Human Who Became an Android er så meget Blade Runner-wannabe som det kan blive, helt ned til privatdetektiven og regnvejret. Her er androider dog ikke forbudte, men selvom de ligner og opfører sig næsten som mennesker, har de ikke samme rettigheder. Dexter Duff bliver opsøgt af en gammel kæreste og hun vil have ham til at finde sin forsvundne ægtemand. En mand der viser sig at være chef for et stort firma, og nå ja, han er en androide. Plottet er overraskende, men lidt søgt, og så mangler den stemningen fra Blade Runner.

Stephen Baxter er jo en erfaren forfatter inden for hard sf, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg kan kalde hans kortroman Project Hades. Teknisk set er det vel alternate history, eftersom den handler om en række underjordiske atombombeprøvesprængninger der har uforudsete konsekvenser i 1960′erne, men det er ikke alternativ historiefortælling Baxter er ude i. Som nævnt er udgangspunktet en række underjordiske atombombesprænginger som vækker “noget” til live i underverdenen. Herefter udvikler det sig til noget nær en amerikansk katastrofefilm for fuld skrue, men Baxter holder tydeligvis en vis ironisk distance til det hele. Alt sammen ganske underholdende, men historien stikker i vidt forskellige retninger.