Tag Archives: robotter

Asimov’s, April/May 2009

Posted on by
Reply

Asimov's April/May 2009Asimov’s Science Fiction har rundet de 400 numre med dette dobbeltnummer. Med næsten 200 tætskrevne sider er der mange timers læsning. To kortromaner, to novelettes og seks noveller.

Brian Stableford åbner med den fjerde og sidste kortroman om John Dee og hans æterrumskib, The Great Armada. Tredje del (fra Asimov's, July 2008) sluttede med at en invasion af rumvæsener fra Månen var på vej. Francis Bacon bliver involveret i forsvaret mod denne invasion, og får hjælp fra andre af tidens historiske personligheder som Sir Walter Raleigh og John Dee. Historien er velkendt moderne science fiction, hvor en stor del foregår i rummet, men sat ind i en ramme fra 16-hundredetallet. Det fungerer godt og jeg håber værket bliver udgivet samlet på bogform, så man kan læse alle fire kortromaner i sin helhed.

I en verden hvor anonymitet ikke eksisterer og oplysninger om navn og baggrund på alle man møder, er øjeblikkelig tilgængelig via ansigtgenkendelsessoftware i ens netopkoblede briller, er en person der ikke popper frem i systemet et sjældent syn. Derfor undrer de to hovedroller i Robert Reeds True Fame sig også en del, da de spotter sådan en mand på en restaurant. Plottet får et overraskende twist til sidst og Reed holder læserens interesse fra start til slut.

Usynlige fantasivenner, og at de muligvis ikke er ren fantasi alligevel, er ikke et ukendt tema i de fantastiske genrer. Men Kate Wilhelms An Ordinary Day with Jason er nu noget speciel, da” vennen” her er en trappe der på magisk dukker op og så er den slet ikke usynlig for de andre. Historien er spøjs på en lidt interessant måde, men heller ikke meget mere end det.

I Atomic Truth af Chris Beckett er alle også udstyret med briller der ligger et kunstigt virtuelt lag ovenpå virkeligheden, lidt ligesom i Vernor Vinges Rainbows End. Alle på nær Richard. Der bliver set skævt til ham, men han mener selv han ser verden som den i virkeligheden er, da alle andre lever i deres egne kunstigt skabte virkeligheder. Kommentaren til vort samfund og det stigende forbrug af mobile enheder forbundet til Internettet, er mere end tydelig fra forfatterens side. Idéen fungerer langt bedre i denne novelle end i Vinges roman.

Eileen Gunn og Michael Swanwick har fået sneget en fantasyhistorie ind i dette nummer. The Armies of Elfland handler om elvere der er knapt så venlige igen, da de ødelægger vores verden ud af ren kedsomhed. En ung pige der bliver taget til fange som tjener for elverdronningen, ender med at bekæmpe dronningen efter hun har fundet frem til elvernes svaghed. Et alt for tyndt plot sat i en verden der virker som revet ud af en større sammenhæng.

Jack Skillingstead har det med at skrive historier om fortabte ensomme personer og hvor historien aldrig gør det helt klart, hvad der er virkelighed og hvad der er vrangforestillinger. Human Day er ingen undtagelse. Raymond har levet under jorden i snart et år, efter at et videnskabeligt eksperiment han udførte endte katastrofalt og dræbte hans datter. Han har bygget en robothund som han sender op til overfladen, men kan han stole på de billeder robotten sender tilbage? Ligesom Skillingsteads andre historier er de fascinerende på deres egen måde, men heller ikke til at blive klog på.

Pas på hvad du ønsker dig, du får det måske. Den slidte pointe forsøger Deborah Coates sig med i Cowgirls in Space, og resultatet er desværre ikke synderligt interessant. Udgangspunktet er seks veninder der i forbindelse med et fund af en mystisk genstand i Kina, i flashback ser tilbage på en tid hvor de kom i besiddelse af en lignende genstand. En genstand der tilsyneladende kan opfylde alle slags ønsker. Måske vil man som kvinde bedre kunne se noget interessant i dynamikken i denne venindegruppe og i skildringen af deres personlige udvikling, rigtige og forkerte valg osv., men det må være gået henover hovedet på mig.

Damien Brodericks This Wind Blowing, and This Tide er en sørgelig skildring af Sam Parks sorg over tabet af sin søn. En sorg der, glimrende udført af forfatteren, bliver kædet sammen med opdagelsen af et rumskib på Titan, der har ligget i stase i millioner af år og på mystisk vis er overdynget med blomster – angiveligt fra Jorden. Anbefalesesværdig.

Nancy Kress plejer at bidrage med lange historier, men den korte humoristiske Exegesis er i en helt anden boldgade. Novellen er udformet som uddrag af et slags opslagsværk fra forskellige tider – fra 1950 til 2850. Alle omhandlende det kendte citat fra filmen Gone With The Wind – “Frankly, my dear, I don’t give a damn.” Som tiden går, ser vi hvordan sætningen bliver fordrejet, misforstået og vendt på hovedet.

Jeg har en svaghed for historier med arkæologi og gamle uddøde civilisationer, så jeg glædede mig til den sidste novella i dette nummer, The Spires of Denon af Kristine Kathryn Rusch. Det er rigtig tidsløs adventure science fiction, af typen der nok ikke vinder priser, men som underholder, beskriver en spændende verden og er god som hyggelæsning i en weekend. Historien følger en ekspedition ind i byen Denon, ledet af forskeren Dr. Reese og med følgeskab fra blandt andet huledykkere og en sikkerhedsekspert. Der er ikke rigtig andre end Dr. Reese der ved hvad ekspeditionen går ud på, men angiveligt håber hun på at finde nogle gemte huler med en masse kulturskatte i. Plottet er ikke så originalt for den slags historier; et taktisk drama om hvem der har hvilken dagsorden og hvem der afslører hvem, men det virker og jeg følte mig i hvert fald godt underholdt.

Sheilla Williams’ redaktionelle indledning er selvfølgelig i anledningen af 400-nummerjubilæet et tilbageblik på magasinets historie, Robert Silverberg har genlæst A. E. van Vogts The World of Null-A og Norman Spinrad har et længere essay om Tom Dischs forfatterskab.

Of Fire And Night

Posted on by
Reply

Of Fire And NightFemte bog i den absolut horrible syvbinds The Saga of Seven Suns rykker sig minimalt op over de forrige bind. Der sker faktisk lidt interessant udvikling i historien, så måske kan karakteren bevæge sig fra et -3 til et 0.

Næsten alle de mange ting Kevin J. Anderson har bygget op til i de sidste fire bind kommer nu til en form for afslutning. Dog først i den sidste håndfuld kapitler. Klikiss-robotterne har vendt sig mod menneskeheden, den oprindelige fjende – Hydroguesene fra gasgiganterne – gør klar til det endelige angreb mod Jorden og de vil have the Ildirans med og spændingerne mellem kongen og Jordens sindssyge diktatur bliver stadig mere spændt. Imens samler den gamle vandbaserede race kræfter igen, for at kunne hjælpe med at forsvare menneskerne og Ildirans leder genforenes med sin tabte kærlighed. Fokus i dette bind er dog særligt på kongen, der sammen med sin dronning, må kæmpe for deres overlevelse mod attentatforsøg fra deres leder mens de forsøger det samme mod ham. Hans position som leder presses også flere steder fra, da hans brutale fremfærd mod de andre fraktioner af menneskeheden ikke overraskende giver manglende støtte fra den kant, og ikke mindst hans fejlbedømning af Klikiss-robotterne, som kongen faktisk advarede ham imod, gør at opbakningen fra livvagter og undersåtter svinder ind.
Men det hele ender i et gigantisk rumslag ved Jorden, hvor tusindvis af Hydrogues angriber Jordens flåde, og efter få linjers kampbeskrivelse er the Hydrogues slået med hjælp fra vandvæsenerne og flyvende træer. Kongen og hans dronning får flygtet til dronningens hjemplanet, Theron, og der starter de en ny alliance op, som hurtig får tilslutning fra en lang række kolonier. Tilbage på Jorden er Hansa lederen selvsagt noget misfornøjet over at se sit imperie falde fra hinanden og ud af hans magt.
Hvad de næste to bind så skal handle om, sørger forfatteren selvfølgelig lige for at få skudt i gang i de sidste par kapitler. Den oprørske Ildiran, der skabte borgerkrigen i sidste bind, har allieret sig med de sidste af de fire gamle elementbaserede væsener – Faeros – ildvæsener der lever i stjerner, og en forsker der forsvandt en gang tilbage i et af de første bind, vender tilbage med en race man troede var udødede – the Klikiss. Så der skal nok ske ting og sager.

Fantasy & Science Fiction, April/May 2009

Posted on by
Reply

FSF April/May 2009Fra og med dette nummer gik Fantasy & Science Fiction fra at udkomme tolv gange årligt til at udkomme seks gange årligt, men til gengæld dobbelt så tykt. Så jeg tegnede straks et toårigt abonnement, for seks ekstra magasiner i læsestakken om året virker lidt mere overskueligt. Og ligesom med mit første bekendtskab med bladet, må jeg konstatere at det er samlet set et hammergodt blad, omend ikke alle historier i dette dejligt lange nummer er lige gode. Papirkvaliteten er også mere lækker, teksten står ikke alt for tæt skrevet og omslaget bliver ikke krøllet, så det er bare på alle måder en fornøjelse at læse.

Steampunk er ikke en genre jeg er videre bekendt med, men det var det ord der dukkede op da jeg læste Sean McMullens The Spiral Briar. Den er sat til år 1449, angiveligt en alternativ tidslinje hvor der er magi i verden. Sir Gerald mangler sin datter, som er forsvundet efter at være blevet forbandet af en elver. Han bliver opsøgt af smeden Tordal, der lover at han kan bygge et særligt skib der vil kunne angribe elvernes land. Gerald indvilliger i at finansiere det storstilede byggeprojekt, og Tordal går i gang med at bygge et dampdrevet skib udstyret med kraftige kanoner. Det noget episke ridderlige sprog personerne i historien bruger iriterrede mig lidt, men handlingen var ganske medrivende og underholdende.

I anledningen af at magasinet i år fylder 60, bliver gamle klassiske historier genoptrykt. En af dem er i dette nummer den hyggelige godnathistorie The Brave Little Toaster af Thomas M. Disch. Jeg kendte ikke historien, så selvom den vel nærmest er en historie for børn, kan man jo ikke stå for en Toy Story-lignende historie hvor en række husholdningsartikler som en brødrister, en radio og en støvsuger må drage uden for husets fire vægge, i håb om at finde deres ejer, der ikke har været hjemme i over to år.

Jack Skillingsteads historie The Avenger of Love introduceres som en hyldest til Harlan Ellison, så måske forstår jeg bare ikke referencerne da jeg ikke har læst noget af ham, men en novelle om en mand der har tabt sin hukommelse og går en tur rundt i en underlig verden mens hans snakker med sin hund, for at finde ud af at han mangler kærlighed, er ikke noget jeg kan finde meget mening i.

Fantasy-fortællingen “”A Wild and a Wicked Youth”" om en ung drengs opvækst og hvordan han træner sværdkamp for at blive ridder, skrevet af Ellen Kushner, har det store problem at den egentlig hører hjemme som en ekstra prolog til hendes roman Swordspoint: A Melodrama of Manners, da det er hvad den er. En forhistorie om Richard St. Vier, helten i den fornævnte roman, som ikke kan sige os, der ikke er bekendte med det værk, ret meget.

Efter et par middelmådige fantasy-noveller, kommer der en god og en mindre god science fiction novelle. Først Andreanna af S. L. Gilbow – en fantastisk original kort historie om en guiderobot, der under en ulykke går i baglås og ikke kan andet end at gentage dens oplæg om diverse seværdigheder. Novellen er skrevet med skiftende indslag fra robottens talestrøm og de mennesker omkring den der forsøger at redde robotten. Således får vi et interessant billede af den verden det foregår i.

Den anden er Stratosphere af Henry Garfield. Historien er meget simpel. Under en baseballkamp på Månen sender en dygtig spiller bolden i kredsløb. Og det er ligesom det. Og da det aldrig vil kunne lade sig gøre, for et menneske at ramme en baseball med en sådan kraft at den vil kunne undslippe Månens tyngdekraft, har den korte novelle absolut intet at byde på.

Dernæst følger den anden genoptrykte klassiske historie. Det er Edward Jesbys Sea Wrack fra 1964, og det mest interessante er egentlig introduktionen af Ted White, der beretter om hvordan han fandt Jesbys historie i magasinets såkaldte “slush pile.” Historien beskriver en verden hvor nogen mennesker bor i havet og har udviklet sig markant anderledes end dem på land, og de to samfund har det ikke for godt med hinanden. En dag driver en mand fra havet op på en græsk ø, og en familie tager imod ham og lader ham komme til hægterne igen. En mindre romance opstår, og vi lærer noget om de forskellige samfund. Der er nogle fascinerende beskrivelser og ideer med dette samfund i havet, men jeg synes ganske enkelt der sker for lidt i historien.

“The Price of Silence” af Deborah J. Ross er nok bladets bedste science fiction historie. Kommunikationen fra en koloniplanet ophører pludselig og et skib med besætning tager af sted for at undersøge sagen. Det der møder dem, er en planet i ruiner. På bedste Star Trek maner må et “away team” undersøge hvad der er sket. Plottet er spændende fra start til slut, mens karakteropbygningen går lidt for meget over i pladderromantik, med forhold og forelskelser på kryds og tværs. Egentlig interessant med denne blanding, for den har givet nogle forskellige reaktioner i de andre anmeldelser jeg har læst på nettet. Andre kan ligesom mig bedst lide hard sf delen af plottet, og irriteres lidt af romancerne, mens andre fremhæver personbeskrivelser som det bedste.

Nummeret afsluttes med episk kliché fantasy, One Bright Star to Guide Them af John C. Wright. Den har det hele. Magiske sværd, tryllespejle, gamle bøger på elversprog og ikke mindst en ung mand der skal kæmpe mod det onde. Komplet med “fantasifulde” titler og navne som the Black Mirror of the Winther King, the Champion of the (Dark|Light), the Knight of Shadows og selvfølgelig the Dark Master. Sådan noget har jeg svært ved at holde ud, og må indrømme at jeg kun skimmede det meste af den.

Redaktør Gordon van Gelder har skrevet en interessant leder om trykte magasiners rolle i en verden hvor Internettet fylder mere og mere. Han beder læserne huske på, at der stadig er mange derude der faktisk ikke er på nettet, og at vel nok har blogs og e-mail gjort kommunikationen mellem redaktører, forfattere og læsere meget hurtigere, men det kan også blive for nemt, for man bruger altså længere tid på at overveje hvad man skriver, når det sendes ind som et rigtigt læserbrev.
Af andre interessante ting kan man finde Pat Murphys og Paul Dohertys populærvidenskabelige artikel om balloner, i virkeligheden og i science fiction litteraturen. Med alt lige fra verdensomrejser i luftballon til interessante egenskaber ved vandballoner.

Futurama: Bender’s Big Score

Posted on by
1

Futurama: Bender's Big ScoreTo år efter serien blev stoppet kom Futurama tilbage med fire film direkte til videomarkedet. Bender’s Big Score er den første. Til dem der ikke måtte kende til Futurama, er den korte (forkerte) beskrivelse at kalde det for The Simpsons 1000 år ude i fremtiden. Vel nok er det manden bag The Simpsons, Matt Groening, der også er idemand til Futurama, tegnestilen ligner og humoren har da også sine ligheder, men der er langt fra den dysfunktionelle forstadsfamilie i nutidens amerika, til den langt mere aparte samling af personer hos det interplanetariske fragtfirma Planet Express. Bestående af blandt andet en Tournesol-agtig professor, en alkoholisk, cigarrygende, kleptomanisk og egoistisk robot, et hummerlignende rumvæsen og ikke mindst det unge pizzabud der blev frosset ned i år 2000 og først tøet op 1000 år senere. Futurama-serien har været god til at gøre flittig brug af en masse velkendte science fiction ideer, få en ustyrlig morsom historie ud af det og gøre det mere end synligt, at seriens skabere har nogle tydelige kommentarer til nutidens samfund. Bender’s Big Score har det hele.

Hele balladen begynder med at Planet Express lader sig lokke af nogle favorable tilbud fra spammails, og inden de får set sig om, er firmaet overtaget af svindlerne – nogle ustyrligt grimme nøgne lyserøde rumvæsener. Robotten Bender bliver under pornosurfing inficeret med en virus der gør at den adlyder svindlerne. På pizzabudets Frys røv finder svindlerne en særlig binær kode, der hidkalder universets tidsrejsefunktion. Bender bliver hurtigt beordret til at rejse tilbage i tiden adskillige gange, for at hente værdifulde genstande. Inden længe har svindlerne med deres rigdom overtaget hele verden. Det lyder ufatteligt fjollet og langt ude når man refererer det her, det er det for så vidt også, men ikke desto mindre underholdende og morsomt. Der er fuld fart på i alle 90 minutter og det går helt amok med skøre tidsrejseparadokser. Jeg morede mig da gevaldigt, men det er trods alt nok ikke en film man kan se igen og igen, ligesom med nogle af seriens bedste afsnit. Kender man ikke til serien er det heller ikke her man bør starte, men for fans af serien er Bender’s Big Score bestemt værd at se.

Scattered Suns

Posted on by
Reply

Scattered SunsJeg fik kæmpet mig igennem den fjerde bog i Kevin J. Andersons The Sage of Seven Suns og der er ingen forbedringer at finde i forhold til de tre forrige bøger. Historien træder så meget vande, at det viser at serien ikke kan være ment som andet end en pengemaskine, ved at strække en historie ud på syv tykke bind, der dårligt nok har substans nok til en trilogi af middellængde.

Scattered Suns fokuserer primært på interne konflikter, borgerkrig og andre nye trusler fra uventet kant, mens den store krig mod de uovervindelige Hydrogues der lever i gasgiganterne, er sat på standby. I de royale gemakker kæmper kong Peter mod den stadig mere skruppelløs diktatoriske formand, der er den egentlige leder af Jorden. Krigen mod den mere frie fraktion af Roamers tager til og har stadig ikke noget reelt formål. I den anden lejr, hos menneskets allierede – the Ildirans, er broderen til deres nye kejser bogstaveligt talt blevet sindssyg pga. stoffer, og får ved hjælp af dette stof samlet et stort følgeskab. Han erklærer sig selv for den rette kejser af imperiet og sætter til angreb på sin bror. Hvad værre er, er Klikiss robotterne endelig begyndt på deres hemmelige plan, der i al sin enkelhed går ud på at udslette alle levende væsener i universet. Det rammer menneskets rumflåde hårdest, da de har skabt en hel hær af robotter baseret på Klikiss-teknologi, og de robotter tager nu deres helt egen dagsorden.
Og det er ligesom det der går 700 sider med. Konflikter man allerede har startet op i de forrige bind tager blot til i styrke, og den eneste måde forfatteren lader til at kunne finde ud af at forsøge at øge spændingen på, er ved at lade så mange uskyldige dø som muligt, til et punkt hvor det hele bare bliver ligegyldigt. De ting der kommer afklaring på, sker på 3-4 sider i de sidste kapitler. Det er ikke sjældent at space opera forfattere har det svært med at runde deres store ideer af på en ordentlig måde, men Anderson kan vitterligt ikke andet end at køre rundt i den samme halvdårlige ide, uden at udvikle den, uden at tilføje overraskelsesmomenter, men bare gentage de samme pointer for læseren igen og igen, så alle fatter dem og den endelige forløsning ikke kan overraske nogen.

Således er slutningen på dette bind heller ikke videre interessant eller uventet. The Ildirans får styr på deres kortvarige borgerkrig og er på vej til at indgå en alliance med the Hydrogues, hvor de mod ikke selv at blive udslettet skal hjælpe med at udslette menneskeheden. Menneskets håb ligger stadig i de vandskabninger, der var med i den store krig med de tre andre element-væsener, som en Roamer har fået kontakt med. Kampen mellem de fire elementer, med mennesker og Ildirans på sidelinjen og Klikiss robotterne som det nye femte element, kan begynde. Suk.

Asimov’s, September 2008

Posted on by
Reply

Asimov's, September 2008Hvilken fantastisk forside. Gigantiske majestætiske goblelignende skabninger! Indholdet er heller ikke værst, med rigtig mange gode historier og et par mere eller mindre dybsindige digte. Af sidstnævnte ser G.O. Clark på verdensberømte malerier i Perspective, Bruce Buston skriver om en by i en anden dimension i The Ghosts of Chronopolis og Ian Watson giver os skrigende rumvæsener i Screams.

I William Bartons In the Age of the Quiet Sun finder en gruppe asteroideminearbejdere liget af et rumvæsen nær en større asteroide. De resonerer sig hurtigt frem til at rumskibet nødvendigvis også må være i nærheden og finder det begravet i asteroiden. Man har aldrig før stødt på bare antydninger af andet intelligent liv i rummet, så de ved godt de har gjort en stor opdagelse, men de er ikke meget for at kontakte deres overordnede, da de er ret sikre på de ikke selv vil få noget ud af det. I stedet vil de forsøge at udnytte teknologien fra det fundne rumskib, til at skabe deres egen forretning, men de må arbejde hurtigt, for myndighederne fatter hurtigt mistanke og jagter dem gennem solsystemet. En god og spændende historie, uden at være noget ekstraordinært.

En robot går til en psykiater i Robert R. Chases Soldier of the Singularity, fordi den gerne vil behandles som et menneske og hjælpe til med behandlingen af psykiatriske patienter. Psykiateren er dog noget modvillig, da han ikke mener at robotten kan forstå menneskelig psyke da den ikke selv er menneskelig, og at der hersker en krig mod robotterne der mener at de har gjort mennesket ubrugelig i evolutions navn, hjælper heller ikke just på troværdigen. Men slutningen tager en helt uventet drejning. Overraskende og original kort novelle.

Menneskehandel ses af de fleste næppe som noget positivt, men Mary Rosenblum forsøger at udfordre dette synspunkt i sin novelle Horse Racing. Det er ikke direkte menneskehandel, men mere i retning af virksomheder der køber retten til at ansætte særligt kvalificerede mennesker. Novellen følger en af de bedste købere i det her felt, der tager en gæst med til en af de her auktioner, og den moralske opfattelse og ideen om vores egen selvbestemmelse sættes på prøve, både for læseren og gæsten.

Vil man have et hologram med sin afdøde bedstemors personlighed “boende” hjemme hos en, hvis man havde muligheden? Dette spørgsmål stiller Ian Creasey i Cut Loose the Bonds of Flesh and Bone, der giver den meget brugte idé om digitale kopier af en persons hjerne en anden drejning.

Læseren og novellens fortæller rejser tilbage til den palæozoiske tidsalder i Steven Utleys Slug Hell. En stemningsfuld novelle, hvor den tidsrejsende geolog ser skønhed i fortidens bakteriepøl.

Hvert nummer af Asimov’s indeholder tilsyneladende en hyggelig eventyragtig, til tider børnevenlig, blød science fiction (næsten fantasy) historie. Denne gang hedder historien Midnight Blue og er skrevet af Will McIntosh. Vi er egentlig ovre i fantasy, for det er nogle magiske “charms” i forskellige farver, der for længe siden pludselig dukkede op over det hele, der er historiens novum. Disse “charms” kan optages af en person og give ham eller hende særlige evner. Alt lige fra evnen til at flyve til blot at være god til at fløjte, stort som småt. Men da der ikke er kommet flere af dem siden de kom frem første gang, er de nu blevet meget dyre og sjældne, og kun de riges børn har nogen. Novellens hovedperson, Jeff, er ikke en af dem. Men da han en dag finder en “charm” ude i naturen, hvilket er helt uhørt, bliver hans liv vendt op og ned. Den midnatsblå “charm” viser sig nemlig at være yderst sjældent, og straks vælter det ind med gode tilbud. En fin godnathistorie til yngre læsere.

Sport er sjældent omdrejningspunktet i science fiction historier (i hvert fald af hvad jeg har stødt på). Sportsskribenten Derek Zumsteg har med novellen Usurpers fået sin professionelle debut som forfatter, med en intens tankestrøm fra King under et løb hvor han vil slå rivalen Steve. Zumsteg eksperimenterer med sproget og gør det godt, men der er simpelthen for lidt handling til at gøre historien bare lidt interessant.

Stephen Baxter forsøger sig med en klassisk invasion fra rummet historie, men med det twist at rumvæsenerne er monstre bestående af is, det foregår i 1700-tallets England og blandt hovedpersonerne er Daniel Defoe og Isaac Newton. Jeg synes det er en rigtig fed idé, men Baxter får desværre aldrig rigtig spænding ind i historien, og meget fortaber sig i snik snak mellem de store historiske navne.

Udover de mange rigtig gode historier i dette nummer skriver Sheila Williams om Asimov’s egen læserpris og Robert Silverberg ser på 30-års jubilæet for Reflections-klummen der i 1978 startede i bladet Galileo.

Asimov’s, August 2008

Posted on by
Reply

Asimov's August 2008August-nummeret bringer to novelettes, fem noveller og et par digte; Geoffrey A. Landis i Landscapes funderer over andre dimensioner og Ruth Berman forsøger sig med en matematisk tilgang til kattes gøren og laden i Cat Math.

I den post-cyberpunkske novelle Lagos forestiller Matthew Johnson sig en verden hvor underbetalte arbejdere via “telepresence” fjernstyrer arbejdsrobotter. Hovedpersonen har således blandt andet arbejde som støvsugerrobot hos en rig familie. Jeg ved ikke helt om jeg finder scenariet troværdigt, men sjov ide. Pointen bliver dog noget ganske andet, da de kvindelige arbejdere begynder at sige mærkelige ting i søvne, og prøver at finde årsagen hertil.

Den kortere novelle Old Man Waiting af Robert Reed følger en ung mand med en tilsyneladende bundløs bankkonto, der lever livet ved at more sig med vennerne, men en dag får han øje på en gammel mand i byen, der bare sidder og stirrer ud i luften. Han bliver med det samme overbevist om, at det må være et rumvæsen i forklædning og bliver mere og mere manisk i sin overbevisning, mens hans venner måbende ser til. Hele forløbet ligger meget op til at sandheden nok er noget helt andet end hvad det endelig viser sig at være, men en fin historie.

I Lucy tager J. Chris Rock et ellers simpel problem for nogle astronomer, om at kommunikere med deres robot på Saturns måne Titan, og får det sat ind i et lille drama der udspiller sig mellem astronomerne og deres naboer. Ikke en hundrede procent vellykket novelle, men alligevel et meget “sødt” koncept med at trække paralleler mellem kommunikationsvanskelighederne med naboen og robotten på Titan.

Noveletten Divining Light af Ted Kosmatka kunne med sit videnskabelige indhold med double-slit eksperimentet og bølgefunktionens kollaps have været trykt i Analog, men da den er velskrevet, og personerne ligeledes nuancerede og troværdige, hører den hjemme i Asimov’s. En videnskabsmand med alkoholproblemer bliver ansat i et forskningscenter, hvor han vil udføre det eksperiment der efter hans opfattelse viser at der er en fejl i hele vores eksistens – bølgefunktionens kollaps når den bliver observeret. Et eksperiment der ellers er blevet udført utallige gange, men da han får sine kollegaer med på det, udvikler det sig drastisk, og eksperimentet bliver anvendt til helt andre formål. Det er historier som denne der gør det interessant at læse science fiction! En klar mulighed til næste års nomineringer til de store priser.

Jack Skillingsteads What You Are About To See” følger en NSA-agent, der bliver bedt om at tage del i en afhøring af et rumvæsen, men rumvæsenet er i stand til at påvirke virkelighedsopfattelsen hos menneskene omkring den, hvilket bringer nogle ubehagelige minder frem hos agenten. Der er ikke så meget “kød” på denne historie, men den fungerer til dels.

I Wilmer or Wesley af Carol Emshwiller fastholdes interessen og forundringen fra start til slut. Det er en beretning om et barn, der åbenbart ikke er helt menneskelig, for han er blevet et helt forskningsprojekt og udstilles i en zoo, men ellers opfører han sig og tænker tilsyneladende som et menneske. Da han en dag flygter fra sit fangenskab, oplever han verdenen udenfor og må prøve at overleve med den viden han ellers kun har fra bøger og hvad han har hørt fra den forsker der passer på ham. Der kommer aldrig nogen forklaring på, hvad det er der gør, at han ikke opfattes som et almindeligt menneske, men historien og den moralske pointe står jo klart i sig selv. Det er en sød og rørende “blød” science fiction historie, der på sin vis minder lidt om 26 Monkeys, Also The Abyss fra juli-nummeret.

Den anden novellete leveres af Neal Barrett, Jr. og hedder Radio Station St. Jack. I et post-apokalyptisk amerika i byen Mineral Wells, driver præsten Mac en radiostation der spiller klassiske hits, og han forsøger at træde til som leder og beskytter, da byen trues af hensynsløse plyndringsbander. For mit vedkommende var historien lidt intetsigende, men er man til westernassociationer, er den givetvis udmærket.

I de andre sektioner har Stephen Baxter lånt den redaktionelle klumme til at skrive en nekrolog om Arthur C. Clarke, Robert Silverberg reflekterer over novelleformen og hvad den indebærer, og James Patrick Kelly skriver om den akademiske tilgang til det at skrive science fiction. Rudy Rucker bidrager med en længere artikel om en række science fiction tankeeksperimenter, hvor han med udgangspunkt i nanoteknologi forestiller sig en fremtid med ultimativ telepatisk forbindelse i hele universet og menneskets muligheder i at kontrollere al stof og energi. Han kører lidt af sporet og det bliver aldrig andet end tankeeksperimenter, uden noget konkret at bygge det op på.
Men alt i alt, et glimrende nummer.

Wall•E

Posted on by
2

Wall-EPixars nyeste animationsfilm er et helt unikt eksempel på hvordan et science fiction tema kan bruges til at skabe et original, rørende, morsom, relevant og tankevækkende mesterværk af en film. Filmanmeldere har allerede rost den til stjernerne og jeg kan kun gøre det samme.

800 år ude i fremtiden er Jorden overdynget med affald. Menneskene har forladt planeten på et gigantisk krydstogtrumskib, hvor de lever et dovent fuldt robotautomatiseret luxusliv. Tilbage på Jorden er kun en lille affaldskompressorrobot, WallE, der utrætteligt samler affald ind og presser det sammen til kubiske klodser, for derefter at stable dem til gigantiske bygninger. Den kære robot bor i en container, hvor den samler alverdens dimser den finder i de enorme affaldsdynger. Den er særlig glad for en video med en gammel kærligheds musicalfilm og det er tydeligt den savner lidt robotselskab.
En dag lander et rumskib og sætter en hypermoderne robot, med benævnelsen EVE, af, hvis formål viser sig at være at se om Jordens økosystem er ved at blive genoprettet. Wall-E bliver hurtigt helt forgabt i den nylandede robot, der dog ikke gengælder opmærksomheden på helt samme måde til at begynde med.

Det der fungerer helt fantastisk ved denne film er, at den virkelig viser at et billede siger mere end tusind ord. Den første halvdel af filmen er der ingen tale og meget af den dialog der senere kommer, er egentlig overflødig, for billederne af affaldsdyngerne og robotternes egen søde måde at vise følelser på taler for sig selv, og det virker bare hamrende godt! Pixars film har jo altid haft mange lag, så de virkelig har haft noget for både børn og voksne i alle aldre. Wall•E er ingen undtagelse, hvor der er gyldne øjeblikke der går lige hjertet på børn og voksne, men science fiction kendere vil også kunne se referencer og gode ideer. Man kan fx læse Knud Larns indlæg om sine få minutter i radioen, hvor han inden at have set filmen, allerede har kunnet trække flere paralleler frem.
Man kunne selvfølgelig med sine tekniske briller anfægte et par logiske huller, som fx at simple arbejdsrobotter tildeles menneskelige følelser, men når så meget andet i filmen er så godt gennemarbejdet, og helheden fungerer som den skal, gør det egentlig ikke noget.

Man har aldrig gået helt galt i byen med en ny animationsfilm fra Pixar, men Wall•E er noget særligt. Man forlader simpelthen biografen som et gladere menneske. Normalt har jeg primært set disse film som blot sjove og gode familiefilm, men ingen anden har været så sød, rørende, hyggelig, tankevækkende, magisk og ikke mindst afbalanceret humoristisk på den nuttede måde, som denne.

Analog, July/August 2008

Posted on by
1

Analog, July/August 2008“Analog Science Fiction and Fact” er et amerikansk science fiction magasin med rødder tilbage til 1930′erne og havde i adskillige årtier John W. Campbell, Jr. som redaktør. Det udgives i dag af Dell Magazines der også udgiver “Asimov’s”. De to blades fysiske fremtoning er også meget ens, dog med den forskel at Analog har to spalter på deres sider, mens Asimov’s fylder hele siden ud. Årsagen til denne forskel har jeg ikke kunne finde svar på.
Det er ikke meget godt jeg har hørt om Analog, der skulle være berygtet for at fokusere mere videnskabelig korrekthed end gode historier. Jeg kender ingen af forfatterne i dette nummer og har aldrig set en novelle derfra i de opsamlingsantologier jeg har stødt på, Desværre bekræftede læsningen af dette 240 siders lange dobbeltnummer anelserne. Godt jeg kun har købt et enkelt nummer af bladet.

Udover første del af en serialiseret historie af David R. Palmer, som jeg blot har sprunget over, er der i alt fem noveller, tre novelettes og en novella, samt et par artikler.

Carl Frederik skitserer de nyeste teorier indenfor kosmologi op i artiklen The Challenge of the Anthropic Universe der samtidig fungere som en slags introduktion til hans novelle The Exoanthropic Universe, hvori en matematiker arbejder sammen med en gruppe fysikere på, at dekode et signal der angiveligt stammer fra intelligente væsener fra et univers med fire rumdimensioner. Matematikeren er religiøs og en heftig diskussion om tro flettes, ikke særlig elegant, ind i novellen. Carl Frederik virker mere optaget af teoretiske ideer om universets udformning, end af at fortælle en interessant historie.

En af nummerets mest interessante noveller er Sand and Iron af Michael F. Flynn. I en fjern fremtid bliver noget der ligner et “prehuman” museum fundet, hvilket vækker stor forundring. En “pulp”-agtig historie, der dog savner et plot. Senere fandt jeg så ud af, at det faktisk er en del af en roman, hvilket jo forklarer de mangler.

Religion er hovedtemaet i Bond Elams A Plethora of Truth, hvor en evangelist starter et direkte tv-program med en direkte hotline til gud og seerne kan så ringe ind med spørgsmål. En rival går til modangreb, ved at bevise at tv-værten mangler genet for at have en sjæl. Til sidst må “god himself” bryde ind og stoppe stridigheden. En fuldkommen tåbelig historie, og jeg ikke ved om det er bedst at forsøge at den seriøst eller se den som satirisk.

Der er mere substans i Juliette Wades Let the Word Take Me, der ser på problemet med at kommunikere med rumvæsener efter man har fået den første kontakt. Løsningen er ikke altid at gå via lingvistik.

En kort novelle af Jerry Oltion, Outside the Box, er i indholdsfortegnelsen placeret i en kategori for sig – Probability Zero. En ung mand stjæler en rumdragt, for at se den rumstation han lever på udefra. Han ved godt det er ulovligt, men havde dog ikke ventet den straf der kommer. Pointen er en relevant, omend før set, politisk nutidig kommentar til terrorbekæmpelsens konsekvenser.

Et af de sjovere indslag er Junkie af Maya Kaathryn Bohnhoff, hvor en trekkie overser en “first contact”, fordi deres rumskib ligner en af hans mange modelskibe. Og så har jeg vist allerede sagt for meget.

Imprint af Kyle Kirkland handler om en handicappet mand der arbejder som tekniker på et universitet. Men da han prøver at skabe opmærksomhed om en uforklarlig magnetisk aktivitet på stedet, bliver han ikke taget seriøst. Der er lidt Mulder fra X-files over ham, og plottet begynder også at ligne en konspiration der kunne være fra selv samme serie. Historien fængede bare aldrig rigtig.

En novelle hvor lastbilchauffører og godstransport er hovedtemaet, må jeg indrømme jeg ikke havde set før jeg læste Paul Carlsons Shotgun Seat. Plottet er dog ret banalt. En ung kvinde kommer ind i branchen og kører sammen med en erfaren chauffør. De finder ud af at en af deres transporter indeholder dele til helt nye intelligente robottyper, og snart er der arbejdsrobotter alle vegne. Det går dog galt og novellen slutter hvor den begyndte. Udover at have lastbilchauffører som hovedpersoner, var der heller ikke meget at komme efter i den historie.

Novellaen Tenbrook of Mars af Dean McLaughlin er ligeså kedelig som den er lang. Donald Tenbrook vender hjem fra Mars, hvor han i over 20 år har kæmpet for sin egen og 500 andres overlevelse. De var en del af et mineprojekt på Mars, men da firmaet bag gik kursus, blev de strandet deroppe. Historien starter hvor Donald vender hjem til Jorden, hvor han er blevet en rigtig helt. Det har han svært ved at affinde sig med, for han mener ikke han gjorde noget særligt. Han får en slags rådgiver, der skal hjælpe ham gennem det politiske cirkus der venter ham. Resten af historien består af at Donald fortæller sin livshistorie til denne rådgiver, mens de er på vej fra rumstationen ned til Jordens overflade.
Og så meget skete der altså heller ikke i hans tid på Mars. Efter lidt debat frem og tilbage på Jorden, blev man enige om at sende proviant op til dem, så de kunne klare sig indtil man kunne hente dem endeligt hjem. Det var ligesom det. Hele ideen dræbes fuldstændigt af, at det er skrevet som et sammenfattet resumé af de store linjer i de tyve år på Mars. Måske er det en meget realistisk historie, men det nytter ikke noget når det er frygteligt kedeligt.

Et par fagartikler, udover boganmeldelser og læserbreve, er der også plads til. Richard A. Lovett skriver om hvordan man skriver gode indledningssætninger til sine historier. Han har mange gode pointer, som man som læser også kan se fornuften i.
John G. Cramer skriver om teleportation. Det har man snart set mange gange, og artiklen kommer heller ikke med så meget nyt, men udmærkede sig dog ved “ikke” at tage udgangspunkt i Star Trek. Forfriskende.

Det største problem for mange af historierne er, at de bryder princippet om “show, don’t tell”. Store klumper med videnskabsforklaringer eller lange referater af handlingsforløb, er problematiske nok i romaner, men kan ødelægge en novelle endnu mere. Jeg ser heller ikke ret meget variation i historierne. De er alle “hard sf” eller “space opera”, mange uorginale ideer og en stor overvægt af “first contact”-historier. Nu skal man selvfølgelig ikke konkludere for meget ud fra et enkelt nummer, men mit indtryk er, at Analog giver mere genkendelig sci-fi underholdning, end tankevækkende original science fiction.

Hugo Award 2008 – novelle nomineringer

Posted on by
7

I Fantastiks læsegruppe har vi de sidste to gange læst de nominerede til Hugo awarden i “short story”-kategorien. Definitionen er en historie på mindre end 7.500 ord. Og annonceringen af vinderne er vist ved at være lige op over.

Last Contact af Stephen Baxter. Med udgangspunkt i teorien om The Big Rip, hvor universets acceleration får alle atomer til at blive flået fra hinanden, har Baxter skrevet en helt klassisk, men original, novelle om verdens undergang.

Tideline af Elizabeth Bear. En gigantisk kvindelig krigsrobot har tilsyneladende mistet resten af sin besætning i en gigantisk krig, og vandrer nu rundt på en strand for at samle skaller til brug i halskæder, der skal blive mindesmærker for hendes faldne krigskammerater. Der møder hun en forældreløs dreng og de udvikler et tæt venskab. Velskrevet, original og også klart favoritten i læsegruppen.

Who’s Afraid of Wolf 359? af Ken MacLeod. Her er en space opera historie der virkelig savner plads. Den starter godt, med en kriminel der tager sin straf ved at tage til en koloni ved den røde dværg Wolf 359, for at undersøge hvad der er blevet af den. Han finder et samfund på randen af undergang og iværksætter store planer for at genopbygge det. Desværre bliver slutningen enormt forhastet og utroværdig, og det virker generelt som MacLeod bare har fyldt på med (mange gode) ideer fra skrivebordsskuffen, bare for at få dem brugt.

Distant Replay af Mike Resnick. En historie jeg simpelthen ikke fatter er blevet nomineret. Den er håbløst uoriginal, forudsigelig, pladderromantisk og har absolut intet med sciene fiction eller noget lignende at gøre. En ældre mand sidder på en restaurant, hvor han får øje på en ung kvinde der ligner hans nu afdøde kone på en prik da hun var ung. Han begynder at tale med hende og finder ud af, at hun på stort set alle måder er som hans kone.

A Small Room in Koboldtown af Michael Swanwick. Denne novelle er godt nok fantasy, men hvad man kan kalde “hard fantasy”. I en fantasy verden der er en blanding af vores kendte verden og en masse underlige væsener, skal en detektiv opklare et besynderligt mord hvor en række omstændigheder ikke hænger sammen. God blanding af en fantasy setting og detektivhistorie.

Med undtagelse af Distant Replay synes jeg alle de nominerede historier i år er ganske gode, hvor mine favoritter må blive Tideline og A Small Room in Koboldtown for deres originalitet.
Podcastudgaver af alle historierne kan høres på Escape Pod.