Berserker Throne

Berserker ThroneFred Saberhagen var en yderst produktiv forfatter, nok allermest kendt for sine utallige bøger i Berserker-serien. Konceptet er simpelt: galaksen er fyldt med intelligente dræberrobotter hvis eneste formål er at udrydde alt biologisk liv. Og det kan altså ligge grund til et væld af bøger. Berserker Throne er fra 1985 og kan findes gratis som ebog.

Udgangspunktet her er ikke nogen krig mod disse robotter. Der er udkæmpet en for længe siden, og de er godt nok langt fra udryddet, men dog holdt lidt væk. Historien finder sted på en eller anden planet hvor der er nogle politiske magtkampe. En prins er blevet sendt i eksil og han vil meget gerne tilbage til magten. Det starter dog med at den regerende kejserinde bliver myrdet, og en uskyldig demonstrant bliver udpeget som morderen. Han formår at flygte og melder sig ind i en særlig militæragtig enhed der altid er i træning til at forsvare sig mod the Berserkers hvis de skulle komme igen, hvilket giver ham immunitet overfor ordensmagten. Imens er prinsen i færd med at eksperimentere med en Berserkerrobot han har fundet, og som han mener at han har fuld kontrol over. Det er dog yderst risikabelt, da enhver form for interaktion med robotterne bliver betragtet og straffet som højforræderi mod menneskeheden.

Det fungerer ganske godt med hele thrillerplottet med den uskyldige politiske demonstrant, der pludselig bliver rodet ind i højere politiske magtkampe, og ikke mindst hele spillet med at robotterne bliver forsøgt brugt som brikker i en politisk kamp, men spørgsmålet er selvfølgelig om the Berserkers alligevel ikke er et skridt foran. Jeg kan sagtens se masser af potentiale til andre gode historier i Saberhagens Berserker-univers, men helt fanget blev jeg ikke. Berserker Throne er fint og spændende skrevet, og der sker en masse fra start til slut, men det mest interessante er netop lige i starten og hen imod slutningen. Der bruges meget tid på at komplicere, forvirre, forvekle og vende plottet på hovedet, indtil den endelige finale. Men vil man have en spændende gratis bog til sin ebogslæser, er den bestemt anbefalsesværdig.

Asimov’s, September 2010

Asimovs September 2010Der er to Hugo nominerede noveller med i dette nummer, så det kan man jo ikke have andet end visse forventninger til. Sheila Williams skriver om læsernes pris i 2010, Robert Silverberg skriver lidt om robotter og James Patrick Kelly skriver om exoplaneter. Men mest interessant er nok franske Aliette De Bodards artikel om science fiction “på den anden side”, om science fiction traditioner udenfor den vestlige verden.

I første historie, Backlash af Nancy Fulda, sker der en frygtelig masse på kort tid. Det kunne være taget ud af en moderne musikvideoklippet technothriller film. Pensioneret special ops agent Eugene Gutierrez har en fredelig aften på en restaurant, men da han modtager en “fortune cookie” med en mærkværdig besked på, vælter verden omkring ham. Skudvekslinger, agenter fra fremtiden, terrororganisationer og bombetrusler i et virvar. For så vidt en potentiel interessant tidsrejsehistorie, om agenter der giver opgaver til dem selv tilbage i tid kombineret med en oprørsk datter med mulige forbindelser til en terrororganisation, men det går simpelthen for hurtigt i denne novelle. Hele situationen køres op en spids på meget kort tid, og falder ligeså hurtigt ned igen.

The Palace in the Clouds af Eugene Gutierrez er noget med Venedig og om en by oppe i skyerne. Bedre kan jeg ikke forklare det. Er ikke helt sikker på hvad det gik ud på.

Historier om generationsrumskibe der har været så længe undervejs, at dets beboere ikke længere ved hvor de er eller hvorfor, er set nogen gange før. Benjamin Crowell forsøger sig med det i Wheat Rust uden helt at bidrage med noget nyt. Novellen følger en casanovatype der hygger sig med en dame i græsset, da de bliver afbrydt af to mænd der falder ned fra himlen. De kommer fra en mere udviklet del af rumskibet, og hovedpersonen her bliver lokket ind i en mission der sender ham til andre ukendte del af skibet.

Mary Robinette Kowal bidrager med For Want of a Nail der er nomineret til en Hugo i novellekategorien. Her er vi igen på et generationsrumskib, men det ved dem ombord godt. Problemet opstår da en families robot, som de bruger til at optage og iagtage alle familiens vigtige øjeblikke med, altså en slags familiedagbog, går i stykker. Cordelia er hende der har ansvaret for robotten, og hun er desperat efter at få den repareret. Men i sin jagt efter reservedele finder hun frem til nogle gemte familiehemmeligheder. Ganske fin novelle med flere originale idéer, der bestemt er en Hugo-nomination værdig.

Geoffrey A. Landis leverer den Hugo-nominerede kortroman The Sultan of the Clouds. En hard sf historie af den gamle slags. Historien følger David, der er teknisk assistent for den dygtige forsker Leah, som han iøvrigt er håbløst forelsket i. De bliver inviteret til Venus af planetens mest magtfulde familie, angiveligt i et videnskabeligt ærinde. Venus er koloniseret i form af flyvende byer og de fleste af disse byer er altså ejet af denne familie. Stakkels David bliver helt uforvarende rodet ind i lokale politiske intriger og det går op for ham, at familiens kommende arving, har helt andre udspekulerede planer end blot at snakke spekulativ forskning. Som det så ofte er med hard sf forfattere, duer de ikke rigtig til at skrive interessante personer, hvilket denne historie egentlig kræver for at komme op på et højere niveau. De rent tekniske og videnskabelige idéer bag denne måde at leve på Venus på er dog ganske fascinerende, så Hugo-nomineringen er delvis forståelig, men jeg tvivler på den vinder.

Analog, April 2010

Analog April 2010Hvor martsnummeret af Analog var overraskende godt, er aprilnummeret her kedeligt og ordinært på den uinteressante måde. Stanley Schmidt kommenterer på Jeffrey D. Kooistras artikel om datagrundlaget for global opvarmning fra decembernummeret fra sidste år. Selvsamme artikel har i øvrigt vakt en læserbrevsstorm trykt omme i læserspalten, og Richard A. Lovett skriver om philematology – videnskab i at kysse.

Første historie af John G. Hemry har en titel der ikke just peger i retning af science fiction. Swords and Saddles har skam også mest karakter af historisk fiktion, og handler om et kavaleri fra nordstaterne under den amerikanske borgerkrig, der pludselig havner i en slags parallelverden. En verden hvor Amerika og Asien har fast landforbindelse, og verdenshistorien har selvsagt udviklet sig noget anderledes. Ved et tilfælde redder de en by fra en invasion, og byens kvindelige leder tager dem hurtigt til sig som deres frelsere. Skydevåben kender de nemlig intet til i denne parallelverden, der viser sig at være teknologisk tilbagestående, men mere fremme på andre områder som ligestilling og lærdom. Derefter forløber historien ganske forudsigeligt, hvor begge parter lærer noget om hinanden, fordele og ulemper ved hver deres samfund, plus den obligatoriske romance eller to. Let læst, ikke kedelig, men heller ikke vildt spændende.

Snowflake Kisses af Holly Hight og Richard A. Lovett kan ses som et tillæg til Lovetts artikel om det at forske i at kysse, som historiens hovedperson Julie Rasmussen gør. Og gæt en gang, hun har problemer med sit eget kærlighedsliv. Meget mere kan der vist ikke siges til den.

Carl Frederick leverer en morsom historie med A Sound Basis for Misunderstanding, om Roger der skal prøve at få en handel i hus med de indfødte på planeten på Choff, der har et særligt værdifuldt stof kaldet lucetium. Det fører selvfølgelig til en række kulturelle misforståelser og morsomheder.

Jeg tror også Stephen L. Burns prøver på at skrive humoristisk med Nothin’ But Blue Skies, men jeg ved ikke helt om jeg synes det lykkedes. Vi følger brugtvognsforhandleren Kent, der en mørk og stormfuld aften bliver opsøgt af en kutteklædt mand der vil indgå en handelsaftale med gamle klassiske biler mod flyvende biler. Den eneste hage er, at alle nye ejere af en flyvende bil, skal sværge loyalitet til Koomban imperiet.

I samme lidt muntre hjørne finder man When We Were Fab af Jerry Oltion, om butiksejeren Rick der får sig en nanofabrikator – basalt set hvad man fra Star Trek kender som en replikator – og har stor succes med det. Han går dog sur i dyre licenser og finder ud af, at der også kunne være et marked for gamle udgåede produkter, som fx en helt almindelig tandbørste.

The Planet Hunters af S.L. Nickerson er en rigtig hård videnskabs sf-historie. Vi følger astrofysikerne Mei og Shakir der begger forsker i exoplaneter, og begge drømmer om at få tid på Behemoth Space Telescope, så de kan se nærmere på lige netop de solsystemer de mener er interessante. De finder frem til adskillige solsystemer der ligner vores eget uhyggeligt meget. Jeg synes det gik meget godt, lige indtil til sidst hvor man finder ud af hvad der gemmer sig i de meget ens solsystemer, hvor det simpelthen bliver for langt ude. Ellers underholdende nok novelle.

Sidste historie er en kedelig omgang robot tam-tam. The Robots’ Girl af Brenda Cooper handler om en pige der tilsyneladende bliver opdraget af robotter. Det synes naboerne ikke så meget om, og finder frem til hvad der egentlig forgår. Simpel historie, men alt for lang.

Futurama: Bender’s Game

Benders GameDen tredje Futurama film er en anelse bedre end den anden, men dette er mest fordi historien her er mere sammenhængende og knap så rodet. Det er bare stadigvæk ikke særlig sjovt.

Filmen har to i begyndelsen uafhængige historier. Prisen på dark matter brændstoffet til rumskibe er gået i vejret, i følge monopolproducenten Mom fordi det er blevet mere sjældent. Professor Farnsworth bliver irriteret over de høje priser og beslutter sig en gang for alle at ville stoppe Mom og hendes produktion af brændstoffet. Han har nemlig en fortid med hende, det var faktisk ham der opdagede energikilden, og har en måde at stoppe det hele på. I mellemtiden er robotten Bender blevet bidt af Dungeons & Dragons, i en sådan grad at han ikke kan skelne fantasi fra virkelighed og han ryger på et sindsygehospital for robotter. De to plotlinjer kommer til at hænge sammen, og det er ikke helt langt ude (i Futurama-standard).

Historien fungerer faktisk okay, men humoren fungerer ligeså dårligt som i The Beast With A Billion Backs. Både fordi det meste stadig er løsrevne åndssvage overdrevne tåbeligheder og forsøget på at lave en parodi på Ringens Herre filmene lykkedes heller ikke. Det bliver bare til intetsigende tumpede gentagelser af scener fra filmene, uden nogen kant eller unik skæv vinkel.
Selvsagt har jeg ikke længere gode forventinger til fjerde og sidste film Into the Wild Green Yonder, men den skal nok blive set ved lejlighed.

Asimov’s, September 2009

Asimovs September 2009I lederspalten skriver Sheila Williams om The Dell Magazine Award, en pris der hvert år uddeles til en studerende for en science fiction eller fantasy historie. Robert Silverberg begynder på en interessant artikelserie om “world building”, indledningsvis om hvordan man konstruerer en planets fysiske og miljømæssige forhold og forholder sig til hvordan det vil have indflydelse på en civilisation der. James Patrick Kelly skriver om det væld af science fiction priser der efterhånden findes.

Første historie er egentlig fantasy og vil passe perfekt til Fantasy & Science Fiction magasinet. Lisa Goldstein har skrevet Away From Here om femtenårige Liz der arbejder på hendes forældres hotel. En dag checker nogle mystiske folk ind på hotellet, og Liz bliver stærkt betaget af dem og deres magi, og vil for alt i verden ønske hun kunne rejse bort med dem. Men alt er ikke så fint i kanten igen og historien viser hvilke ubehagelige konsekvenser der kan være ved blind besættelse.

Ferret Steinmetzs Camera Obscured bygger på en velkendt formel fra historier henvendt til unge, og gør det ganske godt med at bruge et enkelt science fiction novum til at fremføre en pointe. Victor Pino vil gerne være den bedste. Bare til et eller andet. I en verden hvor alt bliver optaget og logget på nettet fra folks videobriller, er der verdensranglister for hvad som helst. Efter at have opgivet at komme over rang 3,312,156 i verden som yoyo-spiller, beslutter han sig for at gå efter pladsen som verdens bedste elsker. Han udtænker en plan mod hvad han tror er skolens nørdede indelukkede pige, men hun viser sig ikke at være så nem at narre, og hun viser ham en verden udenfor nettets overvågning og ranglister. Historien er uden de store overraskelser, og fortællingen om at folk ikke altid er som de ser ud til, samt moralen om at man ikke behøver at være verdensmester for at være god, er set utallige gange i mange ungdomsfilm, men novellen gør det godt og inddrager science fiction elementet med en nutidig relevant pointe.

Mike Resnick er sådan en forfatter hvis noveller jeg for det meste finder ulidelige, men til gengæld elsker at kritisere. Til Soulmates har han allieret sig med Lezli Robyn, men det kan ikke umiddelbart ses. Det er typisk Resnick hele vejen igennem. Gary arbejder som nattevagt på en fabrik med en masse robotter. Han drikker lidt for meget, da han har svært ved at acceptere at det var ham der slukkede for sin afdøde kones respirator. Han falder i snak med en af robotterne og de diskuterer liv og død og den slags. Resnick kombinerer altså hans velkendte formel med gamle mænd og deres tabte kærlighed med hvad der lader til at være hans nye fascination, startende med hans Hugo-nominerede Article of Faith, om robotters følelser og menneskelighed. Udover det selvfølgelig altid er gabende at læse Resnicks følelseseskapader, er hele novellen blot en konstrueret samtale mellem Gray og denne robot, som ikke har nogen realistisk historie at fortælle i sig selv, men bare er skabt for at Resnick kan komme ud med sin lommefilosofi. Men mon ikke den bliver Hugo-nomineret til næste år.

Brenda Cooper skriver om en verden ramt af tørke i In Their Garden, hvor en gruppe botanikere har slået lejr inde i en botanisk have, for at bevare noget af plantelivet. Paulette er vokset op derinde, men vil gerne lære mere om verdenen udenfor. En interessant verden, men novellen er alt for kort til at det giver noget.

Tidsrejsehistorier er sjældne i magasinerne nu om dage, men Steve Rasnic Tem har skrevet en med The Day Before the Day Before. Fortælleren arbejder for et team under navnet Office 87, der angiveligt er tidsrejsende der retter op på ting i fortiden, omend nærmere detaljer gives ikke. Tidsrejserne tilbage til fortællerens egen barndomstid får ham til at tænke på en bordbøn han lærte som barn, om at lære af gårsdagens fejl og gøre det bedre i dag. Symbolikken er nok vigtigere end selve tidsrejseaspektet.

Historier om intelligente huse troede jeg hørte den fjerne fortid til, men åbenbart ikke, for Benjamin Crowell har skrevet en tankevækkende beretning om en kunstig intelligens der styrer et hus i Tear Down. En ny familie flytter ind i huset og de overvejer at erstatte den eksisterende kunstige intelligens med en nyere, og det semi-bevidste hus ved ikke helt hvordan den skal tackle dette. Udforskningen af psyken for kunstige intelligenser var langt mere interessant heri end i Resnicks novelle.

Her Heart’s Desire af Jerry Oltion er endnu en kort fantasy novelle med en morale af en slags. Patrick støder bogstaveligt talt ind i Michelle på gaden, hvilket gør at hun taber den glaskrukke der skulle indeholde alt hvad hendes hjerte kunne begære. Hun bliver temmelig vred, Patrick prøver at berolige hende, men finder ud af at magien fra krukken åbenbart har ramt ham, for hele hans liv er pludselig noget andet. En ret banal historie med en morale om, at man skal passe på med hvad ønsker sig.

En lang novelle fra Kristine Kathryn Rusch er altid velkommen og med Broken Windchimes går hun helt nye veje. Hun beskriver en mandelig sopran der synger en slags opera for rumvæsenerne på Djapé. En yderst krævende disciplin, hvor selv den mindste fejl i ens sang betyder, at man aldrig kommer til at stå på den scene igen. Sopranen har klaret det i mange år, men en aften går det galt og hele hans liv bliver vendt rundt. Han beslutter sig for at tage tilbage blandt mennesker igen, for at lære om menneskets musik, som han intet kender til efter sit liv på Djapé. Det første sted han finder vej til er en bluesklub, og han bliver voldsomt betaget og forvirret over at musikken har så meget variation, sangene aldrig lyder ens den næste aften, hver en tone rammes ikke rent og alle de mindre perfekte ting vi kender fra vores musik. Han falder i snak med forsangeren fra livebandet og dermed får vi noget at vide om hvilken verden det hele udspiller sig i, og hvordan unge drenge sendes til Djapé for at blive sopraner i deres musikstykker. Det er ikke nogen sindsoprivende historie og spændingskurven er temmelig flad, men Rusch viser en fascinerende verden, en god menneskelig historie og hun er efter min mening en af dem der formår at bruge kortromanformen på en fornuftig måde.

Saturn’s Children

Saturns ChildrenDesværre blev Saturn’s Children heller ikke den Stross bog der virkelig kunne overbevise mig, men et må man da give manden – han skriver bestemt ikke den samme bog to gange. Hver eneste roman går i en helt ny retning og denne gang er han angiveligt stærkt Heinlein inspireret. Romanen var blandt årets Hugo nominerede, men vandt ikke.

I det 23ende århundrede er menneskeracen uden yderligere forklaring uddøde og solsystemet bebos nu kun af robotter. Handlingen følger sexrobotten Freya, der var så uheldig at komme ud fra fabrikken kort efter det sidste menneske døde. Da hendes evner er ubrugelige søger hun andre muligheder til at leve for. Hun får et tilbud fra den mystiske Jeeves organisation, om at fragte en pakke fra Merkur til Mars. Det fører hende ud i et komplekst spiondrama, hvor hendes evner som sexrobot også bliver flittigt brugt. Som Stross vist har for vane, udvikler plottet sig i sære retninger fyldt med forvekslinger, løgne og folk der arbejder for nogle andre end de giver sig ud for, og alt det der. Det er ikke meget vi får at vide om hvordan robotsamfundet er skruet sammen, men systemet er stærkt aristokratisk, hvor nogle få robotter i praksis holder de resterende som slaver.

Der er desværre en række ting der ikke fungerer for mig. Hele idéen med en verden kun med robotter uden mennesker bliver efter min mening ikke ordentligt udnyttet, i og med robotterne et langt stykke af vejen blot opfører sig som mennesker. De spiser, sover, drikker sig fulde, dyrker sex, har følelsesudbrud og taler og agerer som mennesker. Vel nok skal forklaringen findes i at menneskene selvfølgelig har skabt robotterne i deres eget billede, men det er ikke helt troværdigt at intelligente robotter ikke vil have udviklet sig mere effektivt uden mennesket. Stross’ måde at bygge et plot op på er jeg heller ikke denne gang begejstret for, hvor det ligesom med et par af de andre romaner, for meget handler om at forvirre og vildlede læseren så man taber tråden, og de endelige afsløringer ikke får den gennemslagskraft de burde. Men Stross skriver heller ikke science fiction som ligger solidt plantet i den eksisterende tradition. Han eksperimenterer og prøver noget nyt hver gang, hvilket nok gør ham lidt mindre tilgængelig.
Saturn’s Children skulle være stærkt inspireret af Heinleins Friday, så for Heinlein-kendere er den måske mere interessant.

Den Hemmelige Dal

Den Hemmelige DalFor tredje år i træk kan SFC præsentere antologien Lige under overfladen med helt nye danske science fiction noveller og niveauet er højere end nogensinde. 21 noveller fordelt på 289 sider og de er alle sammen gode!

Det er usædvanligt at man læser en antologi hvor man virkelig synes godt om praktisk talt alle novellerne, og det skal ikke sætte de to tidligere års udgivelser i et ringere lys, men det er tydeligt at se at den årlige antologi har gjort noget ved både produktiviteten og kvaliteten blandt danske science fiction forfattere. Hvilket jo er glædeligt. Kvaliteten skal især findes i at mange af forfatterne har originale idéer og en unik stil, som ikke bare er en fordanskning af engelsksproget science fiction. Det danske islæt er blevet mere udpræget og forfatterne har også mere at sige, om samfundet, om verden, om mennesker, udover selvfølgelig at bruge science fiction til at fortælle en spændende historie. Emnerne er mindre dystre og dystopiske end sidste år, men det fylder skam stadig en del.
Sidste år kunne jeg udvælge et par noveller jeg mente ragede klart over de andre. Dette er umuligt i år. Så det følgende udvalg er et ikke et udtryk for at de ikke nævnte historier er mindre gode, jeg vil blot vise variationen i antologien. Der er selvfølgelig både erfarne velkendte navne i samlingen og helt nye navne. En af dem der imponerede sidste år var A. Silvestri med den sorthumoristiske When the Music´s Over. I år er han med Godnat noget mere dyster, i denne beretning om et kærestepar der klamrer sig til hverdagens trivialiteter mens verden bogstaveligt talt er ved at gå under udenfor. Debutanten Simon Christiansen imponerer med den originale Simulacra, hvor han vender den slidte science fiction kliché om at verden er en computersimulation på hovedet, hvor folk altså tror de lever i en simulation, men det er den virkelige verden. Rigtig godt fundet på og historien fungerer perfekt. H. H. Løyche tager os til Danmark i en alternativ tidslinje i Ryg og rejs og Lonni Krause fortæller om robotten Irma Ovesen der prøver at leve i vores verden, i novellen af samme navn. Redaktør Carl-Eddy Skovgaard har gjort en undtagelse med Lars Ahn Pedersens Alien Ghost Ballet, der med sine 50 sider egentlig er i overkanten længdemæssigt, men helddigvis kom den med alligevel. Det er noget så sjældent som god dansk space opera, og titlen siger egentlig hvad det handler om. En balletkoregraf skal lære nogle trebenede fem meter høje rumvæsener at danse Svanesøen. Ikke nok med at universet i historien er stort og interessant nok til at kunne rumme mange flere historier, er den også umådeligt underholdende uden at det bliver fjollet og så siger den faktisk også noget om hvordan kunst kan blive misforstået og misbrugt.

Den eneste negative petitesse jeg kan sige i år, er angående det ellers flotte forsidemotiv af Patrick Leis, som jeg bare synes signalerer lidt for meget horror og ikke science fiction, men SFC’s bogudgivelser har nu også haft rigeligt med rummotiver.

Futurama: The Beast With A Billion Backs

Futurama Beast with a billion backsHvor jeg morede mig godt under den første Futurama-film, Futurama: Bender's Big Score, skuffer denne i meget stor grad. Der er ingen sammenhængende ordentlig historie, den vælter fra den ene yderlighed til den anden uden videre og består stort set kun af en lang række løsrevne halve morsomheder.

Et plot er ikke rigtigt til at gengive. En sprække i rummet viser sig over Jorden og bliver i bedste Star Trek stil betegnet som en “space anamoly” som skal undersøges. I starten bruges der dog mest tid på andre handlingsforløb med Frys kærlighedsliv og Bender’s optagelse i the League of Robots. Revnen viser sig dog at være en åbning til et andet univers og derfra kommer et tentakelmonster som invaderer Jorden. Det hele falder selvfølgelig på plads undervejs, men det virker virkelig som om manuskriptforfatterne har fundet på plotudviklingen undervejs, for handlingen springer rundt fra det ene punkt til det anden i et virvar af diverse jokes og vanvittige forløb. Jeg grinte meget lidt, hvilket ikke bør være tilfældet for Futurama.
Selv Futurama-fans burde ikke investere i The Beast With A Billion Backs. Æv altså.

Asimov’s, June 2009

Asimovs June 2009I 25 år har James Patrick Kelly bidraget med en novelle til juni-nummeret af Asimov’s, derfor er dette nummer et æresnummer til ham, som udover selvfølgelig at indeholde en ny novelle og Kellys klumme On The Net, er der også en række hilsener fra andre forfattere og redaktøren. Robert Silverberg bruger dog sin klumme på at anbefale fantasybogen My Life in the Bush of Ghosts af Amos Tutuola fra 1954.

Kellys egen historie Going Deep er dog ikke specielt imponerende og virker mere rettet mod yngre læsere. Mariska er en pige på 13 år og hun er ikke tilfreds med den vej i livet som hendes forældre har planlagt for hende. Specielt fordi hun er en klon af en velrenommeret astronaut. Stilen er helt karakteristisk for Kelly, men det er ikke en stil jeg altid er lige begejstret for.

Udødelighed er stadig et varmt emne indenfor science fiction. Tom Purdom kommer ikke med nye påfund til hvordan udødelighed kan opnås i Controlled Experiment, men overvejer i stedet hvad man gør med forbrydere der er dømt til livstid. Bud er sådan en og efter 60 år, går han med til et kontrolleret eksperiment der skal afgøre om han er parat til at komme ud i samfundet igen. Men nogen ønsker at sabotere det og forsøger at presse den voldelige side frem fra Bud igen. Rigtig godt skrevet og fængende historie.

John Alfred Taylor bidrager med en fed lille kort historie. Hovedpersonen bliver en Bare Forked, Animal da hans lokationschip går i stykker og han bliver fanget et sted uden mulighed for at råbe om hjælp. Medrivende og spændende skrevet tankevækkende historie om afhængighed af teknologi.

I sin roman Kéthani fik jeg det indtryk af Eric Brown, at han skrev science fiction med et plot mange har skrevet før ham. Det blev bekræftet med novellen Cold Testing, der handler om en kaptajn på et rumskib og hans forhold til to kvindelige besætningsmedlemmer, hvoraf den ene er en robot. Der opstår spændinger og velkendte diskussioner om robotters følelser og menneskelighed.

The Monsters of Morgan Island af Sandra MacDonald handler om, ja, monstrene på Morgan Island. En semi-fantasy kort novelle om en speciel ø, med specielle indbyggere og væsener.

Nummeret sluttes af med en længere novelle af Chris Willrich. I Sails the Morne følger vi rumskibskaptjanen Brick, der skal fragte en af de fire Book of Kells til Kuiper-bæltet, der bebos af rumvæsener, til en udstilling. Som passagerer har han også diplomater fra flere forskellige racer, så da bogen undervejs bliver stjålet, må de forskelliges dagsorden trævles op. Historien er fyldt med besynderlige rumvæsener, action og farverige figurer, i en stil der kunne minde lidt om Larry Niven. Lidt for mange navne på væsener, kulter og steder som plottet egentlig ikke behøver, men stadig en spændende novelle.

Alt i alt et rimeligt godt nummer, med ingen rigtig dårlige noveller og tre rigtig gode.

Hugo Award 2009 – novelle nomineringer

Til august til årets WorldCon, denne gang i Montréal, uddeles som altid Hugo Awarden. Alle de nominerede, med links til alle novellerne, kan ses på deres webside. Her ser jeg på “short story”-kategorien, historier på under 7.500 ord. Efter min mening er der ingen tvivl om årets vinder.

26 Monkeys, Also the Abyss af Kij Johnson. Denne historie er fra Asimov's, July 2008 og den udgør årets hygge-eventyr-fantasy historie. Den handler om en kvinde der har et show med 26 aber og hvor det afsluttende nummer altid er hvor alle aberne kravler op i et badekar for at forsvinde i et lysglimt. Jeg finder den stadigvæk ikke særlig interessant, og skulle en historie af den type nomineres, så jeg hellere det var blevet Midnight Blue af Will McIntosh fra Asimov's, September 2008.

Article of Faith af Mike Resnick. Han er nomineret praktisk talt hvert år og har tydeligvis sit faste publikum til den type trivielle følelsesladede historier. Denne gang udforsker han en robots religiøse tro. En robot bliver ansat som rådgiver for præsten til hans prædikener. Robotten begynder efterhånden at udvikle sin egen kristne tro, hvilket ikke bliver lige vel modtaget af kirkegængerne. Jeg må sige den var bedre end de forrige historier Resnick har været nomineret for, men jeg synes generelt ikke om den måde han nærmest råber sin pointe ud til læseren. Historien er skruet sammen til kun at slå hans pointe fast og ikke andet.

Evil Robot Monkey af Mary Robinette Kowal. En meget kort men sød novelle, om en abe der lever i en zoo, men som er lidt klogere end normalt. Dens arbejde med at lave en potte spoleres af gæsterne der banker på ruden til dens bur.

Exhalation af Ted Chiang. Dette bliver årets vinder. Ingen tvivl om det! Med Exhalation viser Chiang at hard sf ikke behøver at være forankret i denne verdens videnskab, for novellen beskriver en verden af hvad der bedst kan beskrives som mekaniske mennesker hvis kroppe styres af lufttryk, men det vigtige er derimod at videnskaben i historien er internt konsistent og velbeskrevet. I denne verden med disse lufttryksvæsener, følger vi en forsker der ønsker at finde ud af mere om hvordan hans race fungerer, men obduktioner er svære at foretage da folk meget sjældent dør, og ved dem der gør er kroppen oftest stærkt beskadiget. Derfor sætter han sig for at dissekere sin egen hjerne, for at finde ud af hvordan den fungerer. Chiang imponerer virkelig med at få overbevist læseren om de fysiske og anatomiske regler i sit univers, og det uden at bruge specielt meget plads. Vildt fascinerende læsning.

From Babel’s Fallen Glory We Fled af Michael Swanwick. Swanwick er også en meget unik forfatter, hvis historier aldrig rigtigt kan placeres i en bestemt kasse, og ligesom med A Small Room in Koboldtown der var nomineret sidste år i samme kategori, er det også tilfældet her. From Babel’s Fallen Glory We Fled er dog mere udpræget science fiction, der udmærker sig ved at have en intelligent rumdragt som fortæller. Novellen er fyldt med gode velkendte science fiction koncepter om fremmede civilisationer, andre måder at tænke på og ikke mindst diskussion af økonomiske strukturer, men et plot som sådan er der ikke meget af. En klar mulig andenplads.

Jeg vil blive meget overrasket hvis ikke Ted Chiangs Exhalation blev vinderen og den bør læses af alle, uagtet om man er interesseret i Hugo Awarden eller ej.