The Years of Rice and Salt

Years of Rice and SaltKim Stanley Robinson er mest kendt for sin Mars-trilogi og senest for sin Science in the Capital-trilogi om global opvarmning. Med denne roman fra 2002 viser han talenter på helt andre fronter, ved at kaste sig ud i en kompleks og gennemarbejdet alternate history.

Udgangspunktet for den alternative tidslinje er pesten over europa i middelalderen, hvor Robinson forestiller sig, at hvis nu den sorte død havde været lidt mere effektiv, og fik udryddet 99% af europas befolkning. Robinson beskriver dermed en verden uden kristendom, uden europa, og hvor særligt Islam og Kina dominerer verden. Det er alternate history i sin reneste form, da vi får hele perspektivet fra divergeringspunktet og 600 år frem. Der er ikke noget rigtigt plot, men derimod 10 kapitler der hver beskriver en lille del af verdenshistorien. Robinson har bygget sine hovedpersoner op via reinkarnation, således at de går igen som nye personer, men med samme forbogstav i deres navn. Det kan lyde underligt, men fungerer faktisk rigtig godt og binder bogen som helhed godt sammen. De har nogle træk der går igen fra hver inkarnation og det gennemgående plot der kan siges at være, går på disses udvikling. Der er den spirituelle, religiøse og rolige hvis navn begynder med B, og en hvis navn begynder med K, der er mere aggressiv, men klog og i konstant søgen efter retfærdighed. De to, og flere andre, ser vi som blandt andet slaver, videnskabsfolk, kejsere og soldater. Robinson berører mange ting udover bare at fortælle denne alternative verdenshistorie, men får også sagt en masse om religion, særligt kvinders rettigheder, videnskab og helt generelt det at være et godt menneske.

Det er svært at sætte finger på en særlig kvalitet, for det hele er sådan set godt. Historiefortællingen om blandt andet hvordan Amerika bliver opdaget, videnskabelige opdagelser, politiske revolutioner og altødelæggende krige, er troværdig og gennemarbejdet. De religiøse problemstillinger om mistolkninger/misbrug af Islam er både tankevækkende og relevante for den nutidige læser. Karakteropbygningen gennem de mange reinkarnationer er gribende og kan sagtens tages seriøst, uanset hvad man måtte mene og tro om reinkarnation. Jeg kan særligt godt lide at Robinson tager en global vinkel over mange hundrede år, hvilket gør det i mine øjne en langt mere interessant alternate history, end de adskillige andre der findes hvor man blot isolerer sig til et andet udfald af en eller anden krig. Men det er altså stadig et skønlitterært værk hele vejen igennem, og altså langt fra blot en lineær alternativ verdenshistorie.

En bog der burde kunne nydes af de fleste og specielt også folk der ikke normalt læser science fiction.

Blue Mars

Blue MarsSå kom jeg til sidste del af Kim Stanley Robinsons Mars-trilogi, hvor Red Mars og Green Mars selvfølgelig er blevet omtalt. Den fortsætter hvor sidste bog slap og foregår omkring år 2120. Iøvrigt vandt Blue Mars også en Hugo Award.

Nu skal alle de politiske forberedelser og overvejelser der blev gjort i Green Mars før revolutionen føres ud i praksis. Med etablering af forskellige råd, ministerier, en præsident og en domstol, og hvordan disse skal fungere og hvordan deres magtforhold bliver. Dette kunne måske lyde kedeligt i nogens ører, og det ville det sikkert også være, hvis det altså ikke foregik på Mars. Det der gør det interessant er jo at det hele bliver sat i en ny ramme der er anderledes end på Jorden, da samfundet på Mars er skruet helt anderledes sammen, de har helt andre ting at forholde sig til. Terraformning fylder fx stadig meget det politiske og et forhold til Jorden skal der også arbejdes på. Det fylder ca. første halvdel af bogen, hvor den slår over i mere personlige skildringer hvor vi følger nogle udvalgte hovedpersoner i nogle vigtige øjeblikke i deres liv. Via dette får vi et bedre indtryk af hvor unikt og anderledes samfundet på Mars er ved at blive og i hvor stor grad det påvirker de mennesker der vokser op. Til tider må jeg sige disse afsnit kan blive noget langtrukne, med side på side uden dialog, men blot endeløse personlige tanker, som vel nok giver et godt indtryk af hvordan Mars påvirker folk, men det kunne godt være gjort lidt kortere.
Henimod slutningen hvor årstallet er ved at være oppe omkring 2200 tager koloniseringen af solsystemet rigtig fat, med kolonier på både Merkur og Venus, en masse asteroider og månerne omkring Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Disse kolonier snuser vi også lidt til, og får sat det i relation til Mars og Jorden, som nu står som de gamle kæmpeplaneter der har deres stridigheder om befolkningsproblemer, alt imens nye pionerere forsøger at starte på en ny måde andetsteds i solsystemet. Man må også sige det for alvor er i denne sidste bog at man ligger mærke til at det er hård science fiction, og ikke bare en relativ nutidig udlægning af hvordan man kunne bosætte sig på Mars. Teknologien har taget godt fat i denne bog, og som noget ekstra interessant hører vi også om hvad der sker i den videnskabelige verden, hvor videnskabsfolk er ved at få en næsten komplet forståelse af strengteori og er ved at gå ind i ny videnskabelig æra på lige fod med den måde relativitetsteorien satte en ny æra i gang.
I modsætning til de to foregående, ender Blue Mars ikke i et så voldsomt politisk drama, men er på mange måder en afsluttende bog. Den sætter ikke punktum for noget som sådan, men slutter ligesom koloniseringen af Mars til at man nu skal tænke på den menneskelige civilisation som er spredt udover hele solsystemet, hvor Mars blot er en planet ud af flere og livet kan gå sin gang der.

Trilogien som helhed strækker sig over omkring 200 år, hvilket gør det meget interessant at læse hvodan man i første bog hører om forventinger til fremtiden og så senere hen kan se hvad der så rent faktisk skete og følge personernes reflektering over fortiden. Det giver et meget komplet billede hvor både forventinger, realiteter og fortrydelser er med i et og samme værk. Og selvom hovedtemaet og pointen med værket selvfølgelig er menneskets første skridt mod andre planeter og at det er noget man seriøst bør overveje i henhold til overbefolkningen og at vi kommer til at leve længere og længere, tager Robinson også meget andet op som belyses igennem de meget forskellige hovedpersoner vi følger igennem bøgerne, hvor især den personlige udvikling med at blive sat til at leve et nyt liv i nye omgivelser bliver vendt og drejet.
Meget litteratur inden for især space opera finder sted flere hundrede år i fremtiden hvor menneskeheden for længst har koloniseret flere planeter og stjernesystemer, hvor denne trilogi så fint kunne fungere som indledningen til et sådant univers, ved at vise at man ikke “bare” lige flytter til en anden planet og begynder at bo der og tro at alt kan være som det plejer. Den største udfordring ved kolonisering af rummet er nok ikke de teknologiske, men de sociale- og samfundsmæssige, mener Robinson.

En lang triologi der er godt skrevet, men også svær læsning, for man skal ikke forvente spænding fra start til slut og ej heller noget større mystisk plot der skal slutte i en astronomisk episk afslutning. Det er personlige, sociale og politiske intriger og udvikling man kommer til at læse meget af.

Green Mars

Green MarsGreen Mars er anden del i Kim Stanley Robinsons Mars-trilogi, og jeg vil anbefale folk at læse min omtale af første del, Red Mars, da meget af det samme jeg skrev der også kan siges om Green Mars. I øvrigt blev den også belønnet med en Hugo Award.

Green Mars følger op på Red Mars ca. 40 år efter hvor de første generationer født på Mars er vokset op, og planeten går en ny tid i møde. De er så småt ved at komme på benene igen efter den voldsomme krig i 2061, men de resterende af de første 100 kolonister lever nu i skjul i undergrunden mens transnationale selskaber mere og mere er ved at overtage planeten.

Hvor Red Mars startede ud med at være meget videnskabelig og gå mere over i det politiske, er disse elementer nu mere blandede. Terraformning er blevet et politisk og kommercielt projekt, og der skildres mange holdninger og dagsordener fra både videnskabsmænd og transnationale firmaer. Nu er debatten ikke kun om man skal terraforme Mars eller ej, men også om man først skal satse på at få så meget varme som muligt – på bekostning af meget kuldioxid i atmosfæren og dermed ikke i første omgang en atmosfære dyr og mennesker kan leve i, eller om man først og fremmest skal arbejde på at få en atmosfære man kan leve og ånde i og så blot må acceptere noget koldere temperaturer. Igen viser Robinson sin evne til at belyse en problemstilling fra mange vinkler, hvor det ikke bare er sort/hvidt.
Hvor Robinsons lidt venstreorienterede holdninger lurede lidt under overfladen i Red Mars, kommer de nu langt mere klart til udtryk, da store dele af bogen handler om grundlæggelsen af et nyt samfund på Mars og dermed hele processen i udvælgelsen af det politiske system, det økonomiske system, frihedsrettigheder osv., som ender med at være baseret på noget der minder ingen privat ejendomsret, en økonomi der prøver at være modsat markedsøkonomi, men også almindelige menneskerettigheder bliver fastsat. Det er i “undergrunden” dette foregår hvor de forskellige parter mødes og prøver at tænke nyt og se fordele i at arbejde sammen mod det samme mål er et frit veletableret Mars, fremfor at arbejde mod hinanden uorganiseret som ved sidste revolutionsforsøg i 2061.
De er dog stadig meget splittede på flere områder. Der er stadig nogen der ikke mener Mars skal terraformes, nogen ser en voldelig revolution som den eneste udvej mens andre vil gå mere fredeligt til værks, og endelig er der uenighed om forhold til jorden, om man skal isolere sig eller samarbejde. I dette får vi en interessant skildring af de generationer der er født på Mars, som bliver fremstillet som nærmest arrogante hvad angår jordens problemer og tænker primært på at sikre deres egen sikkerhed og eget frie liv på Mars.

Det meste af bogen handler dermed op optakten til endnu en revolution, som først bliver udløst i det sidste kapitel, og så synes jeg lidt at en optakt på 550 sider er lidt lang. Der introduceres mange personer i dybden, som jeg ikke helt kan se hvorfor vi skulle gå igennem så grundigt, men det kan være de får mere betydning i Blue Mars så det giver mere mening. Green Mars lider måske lidt af at være en mellembog i en trilogi, for hele handlingen udspiller sig også i en mellemperiode – efter en mislykket revolution til optakten til en ny omvæltning. Resultatet af dette kommer nok i Blue Mars, men det gør Green Mars som sagt bliver noget langtrukken, og den kunne måske godt have været i hvert fald kortere, medmindre sammenhængen til sidste bog i trilogien forsvarer det jeg synes var lidt overflødigt. Det var også mit indtryk at der var langt mindre dialog i den, hvilket også gjorde den lidt tungere at komme igennem. Det skal dog ikke tolkes som at den er direkte dårlig, men man må nok tage den som en nødvendig mellembog der ender med at binde hele trilogien sammen (håber jeg da på) og i sig selv dermed virker noget ukomplet.

Red Mars

Red MarsKim Stanley Robinsons Mars-trilogi er et rimelig omtalt og meget rost værk, så den måtte jeg selvfølgelig gå i gang med. Red Mars er den første bog i trilogien, og som fik en Nebula Award i 1993. Trilogien handler i overordnede træk om koloniseringen af Mars, den efterfølgende terraformning for at give Mars en atmosfære mennesker kan leve i og skabelsen af et nyt samfund på Mars. Den første del, Red Mars, starter i år 2026 hvor vi følger de første 100 kolonisters rejse til Mars og hvordan de får etableret en by, og så småt begynder på at terraforme. Som tiden går bosætter flere og flere sig på Mars, hvilket naturligvis medføre store politiske problemer.

Bogen starter dermed med at være meget teknisk og videnskabelig orienteret, hvor vi følger kolonisternes problemer med at etablere en base på Mars, hvordan de skaffer vand og energi, samt en masse overvejelser over hvordan man kan terraforme Mars til at skabe en menneskelig atmosfære. Derefter udvikler historien sig i en mere politisk retning, og det hele ender i en voldsom og blodig revolution. Selvfølgelig krydret med personlige intriger, romantik, had og mest af alt stor uenighed om Mars’ fremtid, da ikke alle er lige begejstret for at terraforme Mars, men så gerne planeten forblev som den var og ikke blev ødelagt af mennesker. Her er det for alvor Robinsons politiske holdninger lidt kommer frem, og dem som måske kender til hans andre bøger vil vide at de alle indeholder en kritik af den menneskelige ødelæggelse af miljøet. Dog er det på ingen måde entydigt, for vi får mange vinkler og gode argumenter belyst. En anden pointe han tager fat på er om menneskeheden kan frigøre sig fra sin blodige fortid og prøve at lære af den, eller om vi aldrig bliver klogere og alligevel ender med at ødelægge alt med krig. Konklusionen bliver umiddelbart det sidste. Det politiske i bogen kredser nemlig især om hvordan beboerne på Mars desperat forsøger at skabe et nyt samfund der er frigjort fra jordens kommercielle interesser, men på jorden er der stadig store fattigdomsproblemer, overbefolkning og atomkrig i mellemøsten, så de mener selvfølgelig de har ret til at udnytte de mange resurser der er på Mars. Alt dette bliver kun belyst fra beboerne på Mars, og jeg kunne måske godt have ønsket at vi også fulgte nogle personer på jorden og hvordan de så på Mars, men kan sagtens forstå meningen med at Robinson holder sig til kun at fortælle sin historie set fra Mars af.

Nogen vil måske mene at Robinsons skrivestil er lidt tung i det, med mange tekniske detaljer og til tider lange beskrivelser, og man kan da heller ikke komme udenom at det er meget hård science fiction, men jeg synes nu han rammer en god balance. Vi skifter synsvinkel igennem bogen mellem forskellige personer af de første 100 kolonister, og dermed kommer der vidt forskellige vinkler og beskrivelser af situationen og problemerne. Det kører heller ikke bare derudaf i et ensidigt tempo, men kan skifte mellem at gå helt i detaljer om en enkelt situation for at springe hurtigt måneder eller år frem. Det gør at man som læser flere gange skal prøve at danne sig et indtryk af hvad der er sket af udvikling de år der nu blev sprunget over, så alt bliver ikke serveret kronologisk. Kan også godt lide de metaforer han til tider bruger, såsom

…as if he had walked off a cliff and was trying to argue his way back to ground.

Det giver lige et ekstra pift.

Som helhed virker værket meget gennemarbejdet, og selvom jeg ikke skal kunne sige om de diverse tekniske detaljer er videnskabelige korrekt, så får man i hvert fald det indtryk at forfatteren har undersøgt tingene igennem inden han har brugt dem i sin bog. Den politiske udvikling er ligeledes godt gennemtænkt, hvor han klart viser at fx revolutioner er langt mere komplekse og ustyrlige, da der ikke bare er en oprørsfraktion, men hundredevis der arbejder uafhængigt og mod hinanden, samt at ingen holdning fra nogen part er entydig og at der også er store uenigheder på jorden. Det er ikke bare to parter i hvert sit hjørne, men et utal af forskellige nuancer og meninger. Om det ligefrem bør kaldes realistisk ved jeg ikke, men som tidligere nævnt har Robinson klart en pointe om at selvom man prøver at starte helt forfra på en ny planet, er det svært at frigøre sig fra tidligere tiders historie og hvordan mennesker i årtusinder har opført sig. Selvom det hele lige er krydret på det dramatiske, så virker det nu meget troværdigt.

Trilogien fortsætter jo med Green Mars og derefter Blue Mars, hvilket man nok bør læse også, selvom Red Mars på sin vis godt kan gå for en historie for sig. Jeg ser frem til at gå igang med Green Mars :-)

Proxima nr. 83

Proxima nr. 83Lidt forsinket er jeg kommet i besidelse af det nye nummer af science fiction tidsskriftet Proxima. Og der er meget godt fordelt på de 128 sider. 4 dybdegående artikler, hvor vi hører om nutidens danske science fiction noveller, om Antarktis og videnskab med udgangspunkt i Kim Stanley Robinsons bog Antarctica, nogle fremtidsvisioner for science fiction litteraturen, samt en artikel om oprindelsen til genren. Vi får også to danske noveller som er over 100 år gamle, hvor jeg især morede mig over Et Offer for moderne Opfindelser, som giver associationer til Vakse Viggos skøre og farlige opfindelser. Et par nekrologer og selvfølgelig en god håndfuld anmeldelser af bøger på både dansk (og norsk) og engelsk.

Proxima er et tidsskrift der nu udkommer to gange årligt og udgives af Science Fiction Cirklen. Tidsskriftet har nu over 30 år på bagen. Indholdet er typisk fordelt som ovenstående og hvert nummer koster nu 125kr. Kan bestilles via nævnte webside. Man kan også låne ældre numre på i hvert fald Københavns Biblioteker, hvilket da kun kan anbefales. Jeg har i hvert fald i den seneste tid fået øjnene op for en masse andet science fiction, især danske noveller, end det der lige bliver kommercielt proklameret fra USA.