Madonna fra Tjernobyl

Madonna fra TjernobylDenne samling byder på 5 noveller af den australske forfatter Greg Egan, samt et efterord af Niels Dalgaard der også har stået for redigeringen og oversættelsen. Alle novellerne er fra 1990′erne, men behandler temaer som kloning, kunstig intelligens, nanoteknologi og lignende, der også præger de helt nye science fiction noveller.

Egan benytter sig af moderne teknologi i alle sine noveller og den videnskabelige del af det er gennemarbejdet, men mennesket er klart i centrum. Flere af novellerne kredser om en enkelt person, der må træffe nogle afgørende eksistentielle valg, som moderne teknologi stiller ham eller hende for. I En kidnapning må en mand tage stilling til en virtuel kopi af hans kones personlighed, i At lære at være mig er det ligeledes overvejelserne om det at overføre sin bevidsthed til et digitalt medie og i Grunde til at glæde sig følger vi en kræftramt person der må starte forfra med at genfinde sin personlighed, efter dele af hans hjerne er blevet udskiftet med en kunstig protese. De to andre noveller har en form for religiøst indhold, hvor titelnovellen Madonna fra Tjernobyl er en krimi om et ikonmaleri der muligvis har specielle egenskaber og Den moralske virolog handler om en kunstigt skabt virus der skal straffe mennesket for dets synder.

De 5 noveller hænger godt sammen i denne antologi, uden at de dog handlingsmæssigt er spor forbundet, og er rigtig tankevækkende på samme måde omkring vores fremtidige eksistens med nanoteknologi og digitale identitet. Denne udgivelse er oplagt som samtaleemne blandt venner. Jeg fandt alle historierne vældig gode og interessante, uden at nogen kan fremhæves som værende bedre eller dårligere. Kan varmt anbefales som en af de SFC udgivelser langt de fleste vil anse som god læsning.

År 2035

År 2035Kristian Massey vandt SFCs romankonkurrence og fik overrakt sin pris til Eurocon i lørdags. Han har før udgivet romaner, men dette er første gang han begiver sig ud i science fiction. Det er der kommet et noget anderledes og meget originalt dansk stykke science fiction ud af. Igen en flot Hardy-illustration, men vulkanen i udbrud har nu intet med bogens handling at gøre.

Iscenesættelsen er fremtidens København, selvfølgelig i år 2035. Der er sket mange ændringer. Danmark er blevet en republik, udlændingepolitikken får de sidste par års stramninger til at ligne det rene ingenting og frygten for sexuelt overførte sygdomme har sat en stopper for stort set alt fysisk kontakt mellem mennesker. Det er nu ikke dette fremtidsscenarie der udgør romanens plot, men er blot til for at bringe hovedpersonernes historie ind i den rette kontekst. Vi følger en ung kvinde ved navn Monica i hendes søgen efter indhold i sit liv, og hvad hun egentlig vil og ønsker med sig selv. Hun tiltrækkes både af præsten Le Kelsic og hans fortalen for et religiøst liv i cølibat, men også af en modsætning – Bertrand – der vil nyde livet og ikke er bange for intim fysisk kontakt med mennesker.

Kristian Massey er til daglig præst og visse religiøse toner kan ses, og vil måske ikke falde i alles smag. For mit vedkommende var romanen mest interessant fordi den foregår i København, hvilket frembringer nogle interessante ideer til hvordan byen vil se ud om mindre end 30 år. Mens budskabet i plottet nok gik lidt henover hovedet på mig.

Men Massey er en erfaren forfatter og sproget er levende og fængende, og jeg tror bogen muligvis vil have interesse for læsere udenfor den normalt noget snævre læserskare SFC ellers har.

Ker Shus

Ker Shus Tor Åge Bringsværds Ker Shus fra 1983 er til læsning i august i Azur. Den foregår i en uspecificeret fjern fremtid, uden umiddelbare spor af vor tids mennesker, men i stedet en række forskellige intelligente racer som hunde og katte, der lever i en form for jagersamfund.

Historien er fortalt af Rokam, der nedfælder sin livsberetning for nogle killinger. Han ligner ikke de andre væsener i sin flok. Han har ingen pels eller hale (han er altså mere hvad vi kender som et menneske). Vi følger hans udforskning af den verden han lever i, hvor han prøver at finde frem til fortidens historie og hvor han selv stammer fra.
Vores nutid er nemlig her blevet til myter og religion, hvor nutidens mennesker betegnes som guder. Den historie får vi så gradvist og delvist afdækket af Rokams rejse til Ker Shus – kaldet gudernes by. Det er her romanen udmærker sig ved at lade fortiden afdækkes fra en neutral synsvinkel der ikke kender til vores teknologi. Bringsværd bruger aldrig ord som robotter, gensplejsning eller rulletrapper, men gennem Rokams beskrivelser ved man som læser hvad det er.

Sproget er enkelt og består af meget korte sætninger, til tider nærmest i digtform. Det gør den både svær og nem at læse. Nem da hver sætning har en kort og præcis informationsmængde, men sværere er det at se den dybere betydning, hvor det til tider kan blive lige mærkværdigt nok.

Selvom romanen er 24 år gammel kan den stadig læses i dag, og jeg tror ikke tiden løber fra den lige foreløbig, netop fordi Bringsværd ikke binder handlingen til bestemte teknologiske ideer, men tænker mere bredt og langsigtet med den menneskelige udvikling.
Det er en bog jeg er glad for Azur satte på, da jeg nok ikke vil have fundet den frem selv.

Star Trek V: The Final Frontier

Star Trek V: The Final FrontierDenne femte Star Trek film fra 1989 er blevet kaldt den dårligste af alle Star Trek filmene, og den vandt tilmed et par Razzies awards (en slags Oscar bare for værste film). Der er vist også noget om det et eller andet sted. Der er virkelig bare en hel masse galt med den film på mange punkter, selvom den enkelte steder kunne have potentiale til noget andet.

Filmen handler ganske kort om en vulcan der lader sig styre af sine følelser fremfor logik, mener at have fundet ud af hvor Sha Ka Ree befinder, for mennesket kendt som paradisets have, befinder sig. Han kaprer derfor Enterprise for at flyve til galaksens centrum, hvor sandheden om denne “gud” bliver afsløret.
Selvom det ikke er så tit at et emne som gud tages op i Star Trek, så er det ikke så meget det der er filmens problem, men måden det er udført på. De “overtalesesmetoder” vulcanen bruger for at kapre Enterprise virker ikke særligt troværdige. Dialogen er en underlig kikset, hvor den kan gå fra det meget højt filosofiske til banal dagligdagssnak, hvor det bare ikke fungerer. Specielt scenen hvor de endelig kommer frem til denne planet og vulcanen udråber We have travelled far og bagefter næsten viskende “..by starship.” virker umådeligt kikset og fjollet.
Filmen indeholder også irriterende åbenlyse fejl. For det første vil det tage noget i retning af 100 år med top warphastighed at nå galaksens centrum. For det andet tales der om en “great barrirer” de skal bryde som ingen andre har gjort før og vendt tilbage, og når Enterprise endelig når dertil volder det dem ingen problemer overhovedet.
Den har dog sine gode sider. Fx en af åbningsscenerne hvor Kirk, McCoy og Spock er ude i vildmarken for at campe foran et lejrbål og klatre i bjerge, ganske god og viser nye karaktertræk af de tre hovedfigurer. Ligeledes scenen hvor vulcanen får en indre smerte frem i McCoy, viser doktoren fra en helt ukendt vinkel.
Helt forfærdelig er filmen da heller ikke. Den tager da fat på store og tunge emner, og behandler dem på god Star Trek maner, uden at give helt konkrete svar til sidst.
Kirk gør meget ud af at sige at den slutning med 10 stenmænd der jagter ham der ikke kom med vil have gjort filmen bedre, men det har jeg nu svært ved at se. Det vil blot have været endnu en actionscene, der ikke rigtigt vil bringe historien videre.

To kommentarspor er der som altid, et tekstet med Okuda og et indtalt, denne gang med instruktør og skuespiller William Shatner og hans datter Liz. De fortæller en masse om filmens tilblivelse, men mest af alt diverse beklagelser og undskyldninger om at de havde for lidt tid og for få penge til at lave den film de havde ønsket. Noget af det er sikkert reelt nok, men det bliver lidt trættende at høre på. Specielt fordi Shatner er ret kedelig at høre på og der er alt for mange talepauser.
Det tekstede spor er som man kender. En del teknisk og en masse navne, men stadig med lidt humor. Der bliver blandt andet nævnt en del om forskellige sets og kulisser i filmen der også har været brugt i TNG, samt andre kommentarer om hvordan det har været med den serie kørende samtidig med at denne film blev til.

Ekstramaterialet er opdelt som de andre film, med en sektion kaldet The Star Trek Universe og en Production, samt lidt blandet som trailere, billedgallerier og slettede scener.
Under The Star Trek Universe finder man først en dokumentar om Herman Zimmerman, der både er en biografi og en hyldest af ham og hans arbejde som production designer på de nyere film og serier. Han har blandt andet designet Enterprise skibene og Deep Space 9 stationen.
Et interview med William Shatner optaget ved Yosemite bjergerne, hvor en af filmens første scener finder sted, er også med, hvor Shatner nu mere fortæller om bjergbestining end om filmen. Det er dog bestemt mere værd at se end det interview han leverede til “Star Trek IV: The Voyage Home”.
I Cosmic Thoughts filosoferer blandt andet Ray Bradbury og David Brin over emner som universet og Gud. Tankevækkende sager, men til tider lidt højtflyvende.
Skuespillerne der spillede de to klingoner Vixis og Klaa i filmen fortæller i 13 minutter om hvordan de fik rollen og hvor stort et arbejde de lagde i at opbygge passende muskelmasse til deres rolle. Fin dokumentar, men irriterende at kameramanden synes at han skulle ryste billedet en del.
Til sidst er der en dokumentar om fremtidens miljøsituation, hvor blandt andet folk fra nationalparkerne i USA taler om hvordan science fiction kan hjælpe med at sætte fokus på den slags problemer og at Star Trek især har et optimistisk syn på fremtiden hvad angår miljø og klodens tilstand.

Under Production er ekstramaterialets bedste og længste dokumentar The Journey, hvor filmens tilblivelse gennemgås og hvilke vanskeligheder de havde med at lave filmen og også om få overbevist folk om selve plottet.
Man finder også klip fra en pressekonference fra inden filmens premiere, men det er en pinlig og kikset affære, hvor skuespillerne prøver med forskellige morsomheder som helt falder til jorden i pinlig tavshed. Journalisternes meget få spørgsmål var heller ikke meget bedre.
Derudover får vi også en masse råklip fra makeup tests, special effecets i tidlige faser og lignende.

Et par meget korte slettede scener er ligeledes at finde, men ingen af dem har rigtig nogen værdi. Trailere, billedgallerier, storyboards og den slags er som på de andre udgivelser også at finde, hvis man har interesse i den slags.

Både filmen og ekstramaterialet er en lidt blandet fornøjelse, omend man vel kan sige det er svært at se noget rigtigt spændende i ekstramateriale til en film man ikke synes er særlig god. Det kunne dog have hjulpet hvis man var lidt mere ærlig omkring filmens tydelige problemer og det store flop den endte med at blive, fremfor behændigt at forsøge at ignorere det. Men Shatner siger et eller andet sted at han er god til selvbedrag, så det er nok forklaringen.