Analog 31 jan 2010 18:17

Analog, December 2009

Analog December 2009Stanley Schmidt indleder med et tankeeksperiment om hvordan en ingeniør fra 30′erne ville forstå vor tids teknologi, men det bliver ret kedelig læsning, da han bruger adskillige sider på at beskrive hvordan en mand fra 30′erne ville prøve at forstå en moderne bilradio. Richard A. Lovett har til gengæld skrevet en interessant artikel om hvorfor Jordens klima er som det er hvor det understøtter liv, og hvorfor Mars og Venus ikke er det. John G. Cramer kan fejre sin The Alternate View nummer 150, denne gang om mørkt stof og mørk energi.

Stephen Baxters Formidable Caress hører til i en fjern fremtid i hans Xeelee-serie, så det er lidt svært at finde rundt i, men Baxters vilde koncepter er altid fascinerende. Historien foregår på en kunstig verden der er styret af maskiner og delt op i tre niveauer, hvor tiden går med forskellig hastighed. Et par dage på det nederste lag svarer til tusinder af år på det øverste. Man følger Telni gennem det meste af hans liv og hører om hvordan maskinerne er særligt interesserede i hans viden om en kosmisk katastrofe for længe siden, som muligvis er på vej til at ske igen. Endnu et bud på universitets skæbne fra Baxters hånd.

Robert Scherrer har skrevet den korte lidt fjollede novelle A Flash of Lightning, der handler om en skoleklasse der har om tidsrejser og læreren viser dem hvordan det fungerer i praksis.

En humoristisk og sød julehistorie af Jerry Oltion er der også plads til. I The Jolly Old Boyfriend bliver Gina og Todd vækket midt om natten til juledag af rumsteren nede i stuen. Der finder de Ginas ekskæreste Sergei iklædt julemandskostume. Det mærkelige er at Sergei burde være død og angiveligt er det hans spøgelse der prøver at få afslutning på nogle ting med Gina. Science fiction elementet vil være synd at afsløre, men det er nu mest af alt end triviel juleromance med lidt påklistret science fiction.

Carl Frederik beskriver en meget fremmed verden i The Universe Beneath Our Feet om seksbenede rumvæsener og deres temmelig religiøse samfund. Der høres underlige lyde under isen og præsterne er overbevist om at det isdæmonen der er vred. Historiens hovedperson er dog af en anden overbevisning og den endelige afsløring er ganske interessant, men historien som helhed fængede mig bare ikke rigtigt.

Den nærmest religiøst prædikende Wilderness were Paradise Enow af J.G. Stratmann er en sær størrelse. I en tidligere historie af samme forfatter har rumvæsener terraformet Mars og nu har to mennesker, Martin og Katerina, på Mars fået tildelt guddommelige kræfter. Martin går hurtigt i gang med at bruge sine kræfter til at udrydde sygdom, krig og elendighed på Jorden, men Katerina udspiller bogstaveligt talt rollen som djævelens advokat og prøver at overbevise ham om, at han muligvis er ved at gøre mere skade end gavn. Det er side op og ned om menneskets natur på godt og ondt, og undervejs refererer de to hovedpersoner til kendte science fiction historier og tv-serier. Det hele slutter på en “det hele var bare en drøm”-måde, omend det er lidt mere kompliceret end det. Det munder ikke rigtigt ud i nogen konklusion fra forfatterens side til alle de store filosofiske spørgsmål der ellers blev stillet, men historien får en fortsættelse i næste nummer af Analog.

Afslutningen på G. David Nordleys To Climb a Flat Mountain kan i bedste fald betegnes som ligegyldig. De overlevende på den kubiske planet har delt sig, og en gruppe prøver nu at komme videre på egen hånd og finde vej om til en af de andre af planetens seks flader. Det går lidt op og ned, og der sker egentlig ikke rigtig noget. Da historien endelig når sit klimaks hvor årsagen til deres oprindelige forlis og hvad den kubiske planet egentlig er for noget bliver afsløret, kommer det hele dumpende på klodset vis. Idéerne bag kunne være interessante nok, men får ikke lov til at udfolde sig. Virker som om Nordley ikke helt har vist hvilken form hans historie skulle være. Steder bruges der mange sider på ingenting, hvor man tænker at det her godt kunne have været blot en novelle, andre gange sker der alt for meget på en gang, og slutningen havde egentlig idéer nok til en længere roman.

Tags: , , , , , , , ,

Litteratur 19 nov 2009 22:28

The Rise of Endymion

The Rise of EndymionAfslutningen på Dan Simmons episke space opera saga havde jeg store forventninger til. Endymion var fantastisk spændende, konstant udvikling i historien og en række fascinerende verdener. The Rise of Endymion skal samle alle trådene, og herunder også en masse uafklarede ting helt tilbage fra Hyperion, og gør det for så vidt ganske udmærket, det vælter bare frem til sidst uden nogen naturlig opbygning dertil.

Men til handlingen. Aenea og Raul Endymion opholder sig på den gamle Jord, hvor Aenea har fået sig en pæn skare af følgere til hvad man kan kalde en ny tro. Troen på the Void Which Binds, en kraft baseret på kærlighed der binder alt sammen i universet. Men kirken og the Core (eller i hvert fald en fraktion heraf) skal bekæmpes, og Raul bliver af Aenea sendt alene af sted til nye verdener. Der går dog ikke ret længe inden han bliver taget til fange, slipper fri og videre til andre verdener via “farcaster”-portaler, hvor han dog flere gange bliver bragt i overhængende livsfare. Mere eller mindre tilfældigt ender han med at finde deres efterladte intelligente rumskib, som så flyver ham til planeten hvor Aenea nu opholder sig. Hun har samlet et endnu større følge, nu med blandt andet Dalai Lama. Og så er der ellers lagt op til det helt store endelige opgør og Aenea begynder så småt at afsløre hvad hun har vist hele tiden.

Lad mig slå fast at der ikke kan være nogen tvivl om at Dan Simmons er en glimrende forfatter. Alle fire bøger er godt skrevet og de bør også læses for den helhed det er. Desværre har jeg flere kritikpunkter end hvad godt er. Det første, som jeg nævnte i starten, er at historien er utrolig længe om at komme til sagen. Romanen er på over 700 sider, men det er først ved omkring side 500 at der egentlig begynder at ske noget vigtigt. Det trækkes i langdrag og det gør det kun værre, at det er gjort på sådan en irriterende og kunstig facon. Det har hele tiden været antydet at Aenea kendte til fremtiden og vidste meget mere end hun gav udtryk for, men at hun ikke kunne give klar besked virkede troværdigt i Endymion, hvor hun var yngre og dermed ikke endnu kunne forstå hele sammenhængen. Det kan hun nu og selvom Raul Endymion fører læserens frustationer med “sig nu noget for pokker”, så er Aenea hele vejen igennem afvisende med en henvisning til “senere”. Og der er ikke nogen videre grund til det, andet end at Simmons tydeligvis ville vente med afsløringerne til sidst.
De tre foregående romaner har ikke været uden religiøse overtoner og paralleller til kristen mytologi, men her i sidste bog synes jeg det blev for meget. Som jeg vist har givet udtryk for før, er jeg lettere allergisk overfor disse messiasfortællinger hvor en ufejlbarlig messiasfigur samler og redder menneskeheden i en eller anden ny åndelig bevægelse. Aenea er for så vidt meget sympatisk beskrevet, men hele symbolikken i handlingen hvor kærlighed gøres til den bindende kræft i universet, gør altså at jeg står af. Særligt fordi det næsten er det eneste som står tilbage, hvor de tre foregående bøger havde en spændende og fascinerende handling der var i forgrunden.

Så slem var den måske heller ikke, og samlet set er hele værket en oplevelse at læse, og slutningen der binder det hele sammen med den første bog Hyperion, bør man ikke snydes for.

Tags: , , ,

F&SF 21 aug 2009 15:08

Fantasy & Science Fiction, June/July 2009

Fantasy Science Fiction, June July 2009Hvor sidste nummer primært havde fantasy historier, er der faktisk kun science fiction noveller i dette sommernummer, men “blød” science fiction så at sige. Ingen fremragende historier der står til at vinde, hvor den bedste er det klassiske genoptryk af en John Varley novelle, dog alle læseværdige. Intet nævneværdigt i ikke-fiktions afdelingerne.

Robert Reed er en af de helt store bidragydere til Fantasy & Science Fiction. Firehorn hverken skuffer eller imponerer. Som barn opdigtede Gabriel et fantasimonster som hans veninde Morgan gav navnet Firehorn. Halvtreds år senere er Morgan blevet til en cyborg og har giftet sig med en kunstig intelligens, og de kunstige intelligenser er overbevist om deres art bliver forfulgt af the Firehorn. Lovende i starten, men slutningen var desværre noget tam.

John Kessels The Motorman’s Coat handler om Frantisek der handler med antikt tøj. En dag får han et tilbud fra en kvinde om at købe en gammel “motorman” uniform fra Prag anno 1910 og han sætter snart hele sin økonomiske situation på højkant for at købe den. Muligvis er der nogle referencer jeg ikke fanger, men jeg har svært ved at se hvorfor jeg som læser skal finde en mands besættelse af en gammel læderfrakke særlig interessant.

Jeg har egentlig en håndfuld bøger af John Varley stående, men det klassiske genoptryk af Retrograde Summer fra 1975 i dette nummer blev mit første bekendtskab, og det tegner rigtig godt. Med få midler og i et enkelt sprog, får han opbygget et yderst interessant univers og læseren er inde i det med det samme. Se bare novellens første sætning: “I was at the spaceport an hour early on the day my clonesister was to arrive from Luna.” Allerede her har vi fået rigtig meget at vide. Historien handler om Timothy der bor på Merkur og hans første møde med sin klonede søster. Han viser hende Merkurs landskab, mens han prøver at lokke nogle svar ud af hende om deres mor. Rigtig godt skrevet historie i et spændende univers man lærer meget om uden nogen malplacerede infodumps, et overraskende twist til sidst og jeg kunne især godt lide beskrivelserne af Merkur og hvordan de to svømmer i en sø af kviksølv. Man forstår hvorfor Varley roses for sine noveller.

At lave en novelle som en FAQ giver ofte et lille konkret indblik i en anden verden med et let humoristisk strøg, og det gælder også for Corona Centurion™ FAQ af Terry Bison. Det er en række spørgsmål og svar om et kunstigt hjerte og alle dets mange fantastiske fordele.

Albert E. Cowdrey leverer kortromanen Paradiso Lost. Den unge officer Robert Kohn, som Cowdrey har skrevet et par historier om før, er på en redningsmission til en koloniplanet langt væk og undervejs bliver skibets kaptajn myrdet, dog uden at det vækker den store sorg hos besætningen, da kaptajnen var hadet af alle. Kohn bliver til sin egen overraskelse sat til at lede efterforskningen. Det er dog alt det andet der er interessant, men mest af alt Kohns udvikling som person som han selv fortæller. Jeg forstår dog ikke helt den rammefortælling Cowdrey har valgt, hvor Kohn egentlig skulle fortælle om en af sine gode venner ombord til dennes søn, men det handler mest af alt om Kohn selv. Det der egentlig gør historien læseværdig er ikke plottet, men måden den er skrevet på.

I Adaptogenia af Wayne Wightman følger vi Eliot der arbejder som freelance-skribent for magasinet Conspiracy Theorists’ Weekly og jager derfor sære hændelser at skrive om, dog uden selv rigtigt at tro på dem. Det ændrer sig dog da flere og flere mærkelige hændelser dukker op i hans nabolag, hvor personer på mystisk vis opstår ud af den blå luft for at forsvinde igen. Det viser sig, at der er tale om sværme af insekter der klynger sig sammen så de ligner noget andet. Dette bliver starten på verdens undergang. Historien vil fungere godt som en science fiction horror film.

Det andet genoptryk er Sooner or Later or Never Never af Gary Jennings, hvori missionæren Crispin Mobey forsøger at omvende en australsk stamme til en form for kristendom. Novellen er vist ment som en latterliggørelse af religiøse missionærer og den bliver også introduceret som et humoristisk værk, men jeg synes mest af alt humoren bestod af platte sproglige misforståelser fra en person med ringe engelsk-kundskaber.

Finanskrisen er nu dukket op som tema i de fantastiske genrer. Economancer af Carolyn Ives Gilman er i hvert fald den første jeg har set af slagsen. Simon Messiter søger et job i en asiatisk bank, intetanende om at de vil ham til at hjælpe med at knække den amerikanske økonomi. Det kommer der en noget alternativ forklaring på årsagen til finanskrisen ud af. Ikke specielt overbevisende, men Gilman har da alligevel nogle pointer (dog ikke nye) til vores monetære system.

Til sidst i en anden boldgade finder vi Mike O’Driscolls The Spaceman om tre børn der møder en rummand. Han viser sig at være astronaut fra Apollo 20 missionen og ønsker hjælp til at finde sin tabte besætning. Der er noget om alternative verdener og historiens pointe lader til at være, at børns forståelse af virkeligheden kan være den rigtige og ikke de voksnes, men forfatteren giver aldrig et endeligt svar på hvad der foregår.

Alt i alt et godt nummer med masser af science fiction noveller med gode originale idéer af en type man næppe vil finde andre steder end i Fantasy & Science Fiction.

Tags: , , , , , ,

Litteratur 31 maj 2009 17:06

Hugo Award 2009 – novelle nomineringer

Til august til årets WorldCon, denne gang i Montréal, uddeles som altid Hugo Awarden. Alle de nominerede, med links til alle novellerne, kan ses på deres webside. Her ser jeg på “short story”-kategorien, historier på under 7.500 ord. Efter min mening er der ingen tvivl om årets vinder.

26 Monkeys, Also the Abyss af Kij Johnson. Denne historie er fra Asimov’s, July 2008 og den udgør årets hygge-eventyr-fantasy historie. Den handler om en kvinde der har et show med 26 aber og hvor det afsluttende nummer altid er hvor alle aberne kravler op i et badekar for at forsvinde i et lysglimt. Jeg finder den stadigvæk ikke særlig interessant, og skulle en historie af den type nomineres, så jeg hellere det var blevet Midnight Blue af Will McIntosh fra Asimov’s, September 2008.

Article of Faith af Mike Resnick. Han er nomineret praktisk talt hvert år og har tydeligvis sit faste publikum til den type trivielle følelsesladede historier. Denne gang udforsker han en robots religiøse tro. En robot bliver ansat som rådgiver for præsten til hans prædikener. Robotten begynder efterhånden at udvikle sin egen kristne tro, hvilket ikke bliver lige vel modtaget af kirkegængerne. Jeg må sige den var bedre end de forrige historier Resnick har været nomineret for, men jeg synes generelt ikke om den måde han nærmest råber sin pointe ud til læseren. Historien er skruet sammen til kun at slå hans pointe fast og ikke andet.

Evil Robot Monkey af Mary Robinette Kowal. En meget kort men sød novelle, om en abe der lever i en zoo, men som er lidt klogere end normalt. Dens arbejde med at lave en potte spoleres af gæsterne der banker på ruden til dens bur.

Exhalation af Ted Chiang. Dette bliver årets vinder. Ingen tvivl om det! Med Exhalation viser Chiang at hard sf ikke behøver at være forankret i denne verdens videnskab, for novellen beskriver en verden af hvad der bedst kan beskrives som mekaniske mennesker hvis kroppe styres af lufttryk, men det vigtige er derimod at videnskaben i historien er internt konsistent og velbeskrevet. I denne verden med disse lufttryksvæsener, følger vi en forsker der ønsker at finde ud af mere om hvordan hans race fungerer, men obduktioner er svære at foretage da folk meget sjældent dør, og ved dem der gør er kroppen oftest stærkt beskadiget. Derfor sætter han sig for at dissekere sin egen hjerne, for at finde ud af hvordan den fungerer. Chiang imponerer virkelig med at få overbevist læseren om de fysiske og anatomiske regler i sit univers, og det uden at bruge specielt meget plads. Vildt fascinerende læsning.

From Babel’s Fallen Glory We Fled af Michael Swanwick. Swanwick er også en meget unik forfatter, hvis historier aldrig rigtigt kan placeres i en bestemt kasse, og ligesom med A Small Room in Koboldtown der var nomineret sidste år i samme kategori, er det også tilfældet her. From Babel’s Fallen Glory We Fled er dog mere udpræget science fiction, der udmærker sig ved at have en intelligent rumdragt som fortæller. Novellen er fyldt med gode velkendte science fiction koncepter om fremmede civilisationer, andre måder at tænke på og ikke mindst diskussion af økonomiske strukturer, men et plot som sådan er der ikke meget af. En klar mulig andenplads.

Jeg vil blive meget overrasket hvis ikke Ted Chiangs Exhalation blev vinderen og den bør læses af alle, uagtet om man er interesseret i Hugo Awarden eller ej.

Tags: , , , , , ,

Analog 12 aug 2008 17:03

Analog, July/August 2008

Analog, July/August 2008“Analog Science Fiction and Fact” er et amerikansk science fiction magasin med rødder tilbage til 1930′erne og havde i adskillige årtier John W. Campbell, Jr. som redaktør. Det udgives i dag af Dell Magazines der også udgiver “Asimov’s”. De to blades fysiske fremtoning er også meget ens, dog med den forskel at Analog har to spalter på deres sider, mens Asimov’s fylder hele siden ud. Årsagen til denne forskel har jeg ikke kunne finde svar på.
Det er ikke meget godt jeg har hørt om Analog, der skulle være berygtet for at fokusere mere videnskabelig korrekthed end gode historier. Jeg kender ingen af forfatterne i dette nummer og har aldrig set en novelle derfra i de opsamlingsantologier jeg har stødt på, Desværre bekræftede læsningen af dette 240 siders lange dobbeltnummer anelserne. Godt jeg kun har købt et enkelt nummer af bladet.

Udover første del af en serialiseret historie af David R. Palmer, som jeg blot har sprunget over, er der i alt fem noveller, tre novelettes og en novella, samt et par artikler.

Carl Frederik skitserer de nyeste teorier indenfor kosmologi op i artiklen The Challenge of the Anthropic Universe der samtidig fungere som en slags introduktion til hans novelle The Exoanthropic Universe, hvori en matematiker arbejder sammen med en gruppe fysikere på, at dekode et signal der angiveligt stammer fra intelligente væsener fra et univers med fire rumdimensioner. Matematikeren er religiøs og en heftig diskussion om tro flettes, ikke særlig elegant, ind i novellen. Carl Frederik virker mere optaget af teoretiske ideer om universets udformning, end af at fortælle en interessant historie.

En af nummerets mest interessante noveller er Sand and Iron af Michael F. Flynn. I en fjern fremtid bliver noget der ligner et “prehuman” museum fundet, hvilket vækker stor forundring. En “pulp”-agtig historie, der dog savner et plot. Senere fandt jeg så ud af, at det faktisk er en del af en roman, hvilket jo forklarer de mangler.

Religion er hovedtemaet i Bond Elams A Plethora of Truth, hvor en evangelist starter et direkte tv-program med en direkte hotline til gud og seerne kan så ringe ind med spørgsmål. En rival går til modangreb, ved at bevise at tv-værten mangler genet for at have en sjæl. Til sidst må “god himself” bryde ind og stoppe stridigheden. En fuldkommen tåbelig historie, og jeg ikke ved om det er bedst at forsøge at den seriøst eller se den som satirisk.

Der er mere substans i Juliette Wades Let the Word Take Me, der ser på problemet med at kommunikere med rumvæsener efter man har fået den første kontakt. Løsningen er ikke altid at gå via lingvistik.

En kort novelle af Jerry Oltion, Outside the Box, er i indholdsfortegnelsen placeret i en kategori for sig – Probability Zero. En ung mand stjæler en rumdragt, for at se den rumstation han lever på udefra. Han ved godt det er ulovligt, men havde dog ikke ventet den straf der kommer. Pointen er en relevant, omend før set, politisk nutidig kommentar til terrorbekæmpelsens konsekvenser.

Et af de sjovere indslag er Junkie af Maya Kaathryn Bohnhoff, hvor en trekkie overser en “first contact”, fordi deres rumskib ligner en af hans mange modelskibe. Og så har jeg vist allerede sagt for meget.

Imprint af Kyle Kirkland handler om en handicappet mand der arbejder som tekniker på et universitet. Men da han prøver at skabe opmærksomhed om en uforklarlig magnetisk aktivitet på stedet, bliver han ikke taget seriøst. Der er lidt Mulder fra X-files over ham, og plottet begynder også at ligne en konspiration der kunne være fra selv samme serie. Historien fængede bare aldrig rigtig.

En novelle hvor lastbilchauffører og godstransport er hovedtemaet, må jeg indrømme jeg ikke havde set før jeg læste Paul Carlsons Shotgun Seat. Plottet er dog ret banalt. En ung kvinde kommer ind i branchen og kører sammen med en erfaren chauffør. De finder ud af at en af deres transporter indeholder dele til helt nye intelligente robottyper, og snart er der arbejdsrobotter alle vegne. Det går dog galt og novellen slutter hvor den begyndte. Udover at have lastbilchauffører som hovedpersoner, var der heller ikke meget at komme efter i den historie.

Novellaen Tenbrook of Mars af Dean McLaughlin er ligeså kedelig som den er lang. Donald Tenbrook vender hjem fra Mars, hvor han i over 20 år har kæmpet for sin egen og 500 andres overlevelse. De var en del af et mineprojekt på Mars, men da firmaet bag gik kursus, blev de strandet deroppe. Historien starter hvor Donald vender hjem til Jorden, hvor han er blevet en rigtig helt. Det har han svært ved at affinde sig med, for han mener ikke han gjorde noget særligt. Han får en slags rådgiver, der skal hjælpe ham gennem det politiske cirkus der venter ham. Resten af historien består af at Donald fortæller sin livshistorie til denne rådgiver, mens de er på vej fra rumstationen ned til Jordens overflade.
Og så meget skete der altså heller ikke i hans tid på Mars. Efter lidt debat frem og tilbage på Jorden, blev man enige om at sende proviant op til dem, så de kunne klare sig indtil man kunne hente dem endeligt hjem. Det var ligesom det. Hele ideen dræbes fuldstændigt af, at det er skrevet som et sammenfattet resumé af de store linjer i de tyve år på Mars. Måske er det en meget realistisk historie, men det nytter ikke noget når det er frygteligt kedeligt.

Et par fagartikler, udover boganmeldelser og læserbreve, er der også plads til. Richard A. Lovett skriver om hvordan man skriver gode indledningssætninger til sine historier. Han har mange gode pointer, som man som læser også kan se fornuften i.
John G. Cramer skriver om teleportation. Det har man snart set mange gange, og artiklen kommer heller ikke med så meget nyt, men udmærkede sig dog ved “ikke” at tage udgangspunkt i Star Trek. Forfriskende.

Det største problem for mange af historierne er, at de bryder princippet om “show, don’t tell”. Store klumper med videnskabsforklaringer eller lange referater af handlingsforløb, er problematiske nok i romaner, men kan ødelægge en novelle endnu mere. Jeg ser heller ikke ret meget variation i historierne. De er alle “hard sf” eller “space opera”, mange uorginale ideer og en stor overvægt af “first contact”-historier. Nu skal man selvfølgelig ikke konkludere for meget ud fra et enkelt nummer, men mit indtryk er, at Analog giver mere genkendelig sci-fi underholdning, end tankevækkende original science fiction.

Tags: , , , , , , ,

Litteratur 27 jun 2008 20:26

Endymion

EndymionEndymion er både starten på et helt nyt fantastisk eventyr og en øjenåbner der strækker tilbage til Hyperion og The Fall of Hyperion og er efter min mening gået en tak op i genialitet.

Det er 274 år efter Hyperions fald og de mange planetære samfund er ikke længere forbundet af “farcaster ” portaler. En ny renæssance i den kristne kirke får magt over de fleste verdener, ved at love folk evigt liv via genopstandelser, hvis de tager korset til sig. Samtidig er kunstig intelligens blevet bandlyst. Datteren af Brawne Lamia, en af de syv pilgrimme i Hyperion, Aenea gik for flere hundrede år siden ind i “the Time Tombs”, og da hun ifølge sagnet vil komme ud igen, står kirkens hær parat til at fange hende, da de mener hun udgør en stor trussel. Men en af de andre syv pilgrimme, poeten Martin Silenus – der har skrevet “the Hyperion Cantos”, som nu er blevet et værk forbudt af kirken, men som de fleste alligevel kender til – lever endnu på planeten Hyperion. Ved at redde Raul Endymion fra døden, får han ham til at beskytte Aenea og hjælpe hende på hendes færd, der via “farcaster” portaler går til andre planeter. En mission Aenea ikke selv helt forstår endnu, udover at den er vigtig for menneskehedenes fremtid. Alt i mens et lille hold fra den kristne hær, ledet af den erfarne og empatiske kaptjan Father de Soya, jagter dem.
Det kan lyde temmelig overfældende når det forsøges pakkes ned i et kort handlingsreferat, men Simmons skriver så medrivende og godt, at det bliver forbavsende enkelt.

Romanen skal forestå at være skrevet af Raul Endymion, der i en uspecificeret tid efter hændelserne, nedfælder dem på papir, da han er indespærret i et Schrödingers kat modul. Forstået som et helt tillukket rumskib hvor han lever, og hvor han kan blive dræbt når som helst af en giftig gas, og ingen udefra kan afgøre om han er død eller levende, uden først at udløse den dødelige gas. Efter at fortælle læseren at vi stort set kun kan læse denne tekst af de forkerte grunde, begynder beretningen med hans – første – dødsdom. Som sagt bliver han reddet af Martin Silenus og sendt ud for at redde Aenea, hvorefter han på en tømmerflåde går fra den ene ekstreme planet til den anden, isverdener til ørkenverdener. Dette kan give lidt associationer til Tad Williams Otherland, men hvor dens endeløse række af fantastiske verdener blev for alt for meget, er der mere substans og mening i de få verdener følgeskabet besøger her.
En af romans bedste (ud af mange) sider, er en personkarakteristik der ligger mange niveauer over selv andre gode science fiction forfattere. Der er for det første ikke for mange og det er dem der i samspil med hinanden og deres omgivelser driver handlingen frem. Helten Raul Endymion, der aldrig rigtig vænner sig til sin beskyttende helterolle og begår flere kiskere undervejs. Hvilket blot gør ham troværdig og menneskelig. Den mystiske unge Aenea, hvis sind både er i nutiden og fremtiden. Hun kan være ung og uskyldig det ene øjeblik, og det næste stå op og tage ansvar for menneskehedens fremtid, uden at blinke. Deres følgesvend, den altid rolige blåhudede androide, der er utrolig modig på de rigtige tidspunkter. Det intelligente, lettere arrogante, rumskib de rejser med i starten, og ikke mindst manden der jagter dem, de Soya, er en yderst velskrevet nuanceret person med hjertet på rette sted, trods han som udgangspunkt er beskrevet som fjenden.

Man keder sig ikke et øjeblik. Intet kapitel, afsnit eller sætning er overflødig eller uovervejet. Endymion giver mange svar og udbygger Dan Simmons univers, men giver samtidig det indtryk, at det hele kun er et smugkig, og en historie der går direkte videre i The Rise of Endymion.

Tags: , , ,

Litteratur 20 apr 2008 17:48

Kontinentet der gik tabt

Kontinentet der gik tabtI forbindelse med at Norman Spinrad gæster Danmark til Fantasticon, så har SFC udgivet to længere oversatte noveller og en kortroman i denne bog med det prægtige omslag – igen af David Hardy. De tre historier er vidt forskellige og fra forskellige tider, men alle viser de Spinrads evne til at skrive gode science fiction historier med nutidige politiske relevante pointer.

Derudad, fra 1964, er en historie der vitterlig går hastigt derudad. Derudad er navnet på et handelsrumskib under ledelse af Peter Reed. Der eksisterer ikke en teknologi til overlyshastighed, så handel tager århundrede og besætningen fryser sig selv ned det under rejserne mellem stjernerne. Reed handler dog primært med viden som han kan sælge til de planeter de besøger, så han bliver interesseret i at lave en handel med en kraftfeltsteknologi hvor han modtager en videnskabsmand som betaling. Manden er jaget af en militærflåde fra Jorden, så Reed konkluderer at der må være værdifuld viden i ham. Det viser sig at videnskabsmanden arbejder på nogle matematiske teorier der skulle gøre hyperfart muligt. En teknologi der ville kunne sælges for astronomiske summer. Men først skal Reed ordne den flåde fra Jorden der jagter videnskabsmanden.
Selvom historien faktisk forløber over adskillige årtier, så bliver den fortalt som skete det på ganske få dage. Dermed fanger Spinrad jo glimrende den markante anden tilgang til tid der vil eksistere i rumrejser uden overlyshastighed og hvor besætninger går i dvale i årtier, og det virker nu ganske godt, selvom det kan få det hele til at se lidt for let ud.

I Kontinentet der gik tabt, fra 1970, bliver man taget på guidet rundvisning i ruinerne af det gamle New York. 200 år ude i fremtiden ligger det meste af USA i ruiner og atmosfæren er så forurenet, at der kræves luftfiltre og lufttætte briller for at kunne opholde sig der. Og selv med dette dør alle amerikanere af lungekræft i en alder af 50 år. I denne verden er Afrika blevet Jordens centrum for en veludviklet civilisation (Europa nævnes ikke) og det er således afrikanske turister der er på denne rundvisning. Blandt dem er blandt andre en professor der forsker i Rumalderens historie, Amerikas storhedstid, og en stærkt racistisk amero-afrikaner, en sort mand hvis forfædre blev fordrevet fra USA, der udelukkende er med på rundvisningen for at hovere over den elendige tilstand af den hvide mands civilisation.
Spinrad fortæller historien ved at skifte mellem jeg-fortællere med henholdsvis professoren og den indfødte amerikanerguide. Det fungerer glimrende og som læser føler man virkelig man er med på denne rundvisning. Det er de to menneskers oplevelse og indre tanker om de ruiner de ser, der danner fokus for fortællingen. samt hvordan de hver især forsøger at håndtere deres stigende vrede mod den hoverende racist.

Deus X er en kortroman der fylder halvdelen af bogen og er fra 1993. Her går Spinrad helt andre veje, da historien udforsker grænselandet mellem sjælens liv og død, set fra den katolske kirkes perspektiv. Han har også bevæget sig over i hvad man måske kan kalde en mere “litterær” retning end de to noveller. Det er blevet muligt at uploade sin bevidsthed til et digitalt net i denne fremtidsverden plaget af miljøkatastrofer, men disse entiteter har ikke opnået samme rettigheder som levende mennesker. Navnlig vil kirken ikke anerkende dem som noget der har en sjæl. For at afgøre dette endeligt, bliver en præst – der har været den skarpeste kritiker af fænomenet – overtalt til selv at foretage processen og skulle dermed kunne argumentere fra Den anden side, at han ingen sjæl har som denne entitet. Ved et indbrud i Vatikanets computer systemer bliver entiteten dog stjålet og privatdetektiven Philippe sættes på opgaven.
Også her skifter jeg-fortælleren mellem de to hovedpersoner, præsten og detektiven. Igen ganske gennemført, der med vidt forskelligt sprog tegner karaktererne. Læseren trækkes igennem et utal af tautologiske argumenter for og imod sjælens eksistens. Lige til at blive ør i hovedet af. Spørgsmålet om evigt liv for bevidstheden i elektroniske kredsløb, er et tema der sniger sig ind i mange noveller og romaner i nyere science fiction, men Spinrad gør det her meget mere direkte med store religiøse armbevægelser. Lidt for store til min smag må jeg sige.

Oversættelserne er veludførte og specielt Kontinentet der gik tabt bærer næsten ikke præg af at være en oversættelse. Der er selvfølgelig et par af de uundgåelige problemer med oversættelser af nogle af de selvopfundne science fiction begreber, særligt i Deus X, men for det meste lykkedes det at få den rette betydning frem.

Spinrad vil som sagt være til stede til Fantasticon om en lille uges tid og bogen her vil selvfølgelig være til salg.

Tags: , , , , , , ,

Litteratur 04 nov 2007 20:44

Madonna fra Tjernobyl

Madonna fra TjernobylDenne samling byder på 5 noveller af den australske forfatter Greg Egan, samt et efterord af Niels Dalgaard der også har stået for redigeringen og oversættelsen. Alle novellerne er fra 1990′erne, men behandler temaer som kloning, kunstig intelligens, nanoteknologi og lignende, der også præger de helt nye science fiction noveller.

Egan benytter sig af moderne teknologi i alle sine noveller og den videnskabelige del af det er gennemarbejdet, men mennesket er klart i centrum. Flere af novellerne kredser om en enkelt person, der må træffe nogle afgørende eksistentielle valg, som moderne teknologi stiller ham eller hende for. I En kidnapning må en mand tage stilling til en virtuel kopi af hans kones personlighed, i At lære at være mig er det ligeledes overvejelserne om det at overføre sin bevidsthed til et digitalt medie og i Grunde til at glæde sig følger vi en kræftramt person der må starte forfra med at genfinde sin personlighed, efter dele af hans hjerne er blevet udskiftet med en kunstig protese. De to andre noveller har en form for religiøst indhold, hvor titelnovellen Madonna fra Tjernobyl er en krimi om et ikonmaleri der muligvis har specielle egenskaber og Den moralske virolog handler om en kunstigt skabt virus der skal straffe mennesket for dets synder.

De 5 noveller hænger godt sammen i denne antologi, uden at de dog handlingsmæssigt er spor forbundet, og er rigtig tankevækkende på samme måde omkring vores fremtidige eksistens med nanoteknologi og digitale identitet. Denne udgivelse er oplagt som samtaleemne blandt venner. Jeg fandt alle historierne vældig gode og interessante, uden at nogen kan fremhæves som værende bedre eller dårligere. Kan varmt anbefales som en af de SFC udgivelser langt de fleste vil anse som god læsning.

Tags: , , , , , , , , , ,

Litteratur 24 sep 2007 15:09

År 2035

År 2035Kristian Massey vandt SFCs romankonkurrence og fik overrakt sin pris til Eurocon i lørdags. Han har før udgivet romaner, men dette er første gang han begiver sig ud i science fiction. Det er der kommet et noget anderledes og meget originalt dansk stykke science fiction ud af. Igen en flot Hardy-illustration, men vulkanen i udbrud har nu intet med bogens handling at gøre.

Iscenesættelsen er fremtidens København, selvfølgelig i år 2035. Der er sket mange ændringer. Danmark er blevet en republik, udlændingepolitikken får de sidste par års stramninger til at ligne det rene ingenting og frygten for sexuelt overførte sygdomme har sat en stopper for stort set alt fysisk kontakt mellem mennesker. Det er nu ikke dette fremtidsscenarie der udgør romanens plot, men er blot til for at bringe hovedpersonernes historie ind i den rette kontekst. Vi følger en ung kvinde ved navn Monica i hendes søgen efter indhold i sit liv, og hvad hun egentlig vil og ønsker med sig selv. Hun tiltrækkes både af præsten Le Kelsic og hans fortalen for et religiøst liv i cølibat, men også af en modsætning – Bertrand – der vil nyde livet og ikke er bange for intim fysisk kontakt med mennesker.

Kristian Massey er til daglig præst og visse religiøse toner kan ses, og vil måske ikke falde i alles smag. For mit vedkommende var romanen mest interessant fordi den foregår i København, hvilket frembringer nogle interessante ideer til hvordan byen vil se ud om mindre end 30 år. Mens budskabet i plottet nok gik lidt henover hovedet på mig.

Men Massey er en erfaren forfatter og sproget er levende og fængende, og jeg tror bogen muligvis vil have interesse for læsere udenfor den normalt noget snævre læserskare SFC ellers har.

Tags: , ,

Litteratur 31 jul 2007 22:21

Ker Shus

Ker Shus Tor Åge Bringsværds Ker Shus fra 1983 er til læsning i august i Azur. Den foregår i en uspecificeret fjern fremtid, uden umiddelbare spor af vor tids mennesker, men i stedet en række forskellige intelligente racer som hunde og katte, der lever i en form for jagersamfund.

Historien er fortalt af Rokam, der nedfælder sin livsberetning for nogle killinger. Han ligner ikke de andre væsener i sin flok. Han har ingen pels eller hale (han er altså mere hvad vi kender som et menneske). Vi følger hans udforskning af den verden han lever i, hvor han prøver at finde frem til fortidens historie og hvor han selv stammer fra.
Vores nutid er nemlig her blevet til myter og religion, hvor nutidens mennesker betegnes som guder. Den historie får vi så gradvist og delvist afdækket af Rokams rejse til Ker Shus – kaldet gudernes by. Det er her romanen udmærker sig ved at lade fortiden afdækkes fra en neutral synsvinkel der ikke kender til vores teknologi. Bringsværd bruger aldrig ord som robotter, gensplejsning eller rulletrapper, men gennem Rokams beskrivelser ved man som læser hvad det er.

Sproget er enkelt og består af meget korte sætninger, til tider nærmest i digtform. Det gør den både svær og nem at læse. Nem da hver sætning har en kort og præcis informationsmængde, men sværere er det at se den dybere betydning, hvor det til tider kan blive lige mærkværdigt nok.

Selvom romanen er 24 år gammel kan den stadig læses i dag, og jeg tror ikke tiden løber fra den lige foreløbig, netop fordi Bringsværd ikke binder handlingen til bestemte teknologiske ideer, men tænker mere bredt og langsigtet med den menneskelige udvikling.
Det er en bog jeg er glad for Azur satte på, da jeg nok ikke vil have fundet den frem selv.

Tags: , , , , , , ,

Næste side »