Niels Dalgaard har været på Det Kongelige Bibliotek og gennemgået den gamle konservative avis Dagens Nyheder for science fiction historier i 50′erne. Det er der kommet en interessant artikel ud af om hvad der blev skrevet på og oversat til dansk af science fiction på den tid.
På Fantasticon 2010 deltog jeg og fire andre mere garvede science fiction fans i et panel om seks science fiction romaner fra de sidste 10 år. Dalgaard har transkriberet debatten og bringer det altså her i Proxima.
Ellen Miriam Pedersen skriver en kort artikel om hvorfor og hvordan hun bruger science fiction genren som forfatter, og derefter følger Niels Dalgaards science fiction bibliografi for 2008.

Udgivelsen af Professor Challengers Bedrifter har kastet et par ekstra noveller af sig som så bliver bragt i Proxima. Første historie hedder Rædslen fra højderne om en pilot der flyver op i det lidt højere luftlag og finder nogen mærkelige væsener. Derefter følger Keinplatz-eksperimentet der i klassisk pulp stil handler et videnskabeligt eksperiment hvor sjælen adskilles fra kroppen, hvilket ikke overraskende går lidt skævt. Det er to fine historier, men de bedste er nu stadig at finde i den anden samling.

Niels Dalgaard har sat sig for at gennemgå 00′ernes danske science fiction romaner. Han har kæmpet sig gennem 76 romaner, meget af det mindre godt, og giver altså her i Proxima et udførligt sammendrag af hvad der skrives af dansk science fiction i romanform. Og selvom han faktisk får nævnt hvert eneste værk, bliver det aldrig til en kedelig opremsning, men man bliver ført bredt rundt i genrens tematikker og tendenser.
Fra det brede perspektiv til det meget smalle med Morten Vesteragers artikel om hvordan man kan komme udenom alle de besværlige tidsrejseparadokser, sådan da.
På Dancon i 2010 blev der afholdt et panel om tilstanden i den engelsksprogede science fiction novelle, med Flemming Rasch, Lise Andreasen og jeg selv som panelister. Niels Dalgaard har transkriberet denne paneldebat, hvilket bestemt er gjort læseligt og interessant.

Mikala Rosenkildes novelle Metoritten handler om en metorit der styrter ned midt i Damhussøen. Historien er ganske fint fortalt i dagbogsform af Karen der bor i nærheden og kan følge den bizarre udvikling fra hendes vindue.
A. Silvestris Det Bedste handler i al sin enkelhed om en gruppe studiekammerater der beslutter sig for at låse sig selv inde i et sommerhus, med det formål at udtænke det bedste samfund i løbet af en uge. Dette teknokratiske diktatursamfund med de bedste intentioner er angiveligt blevet en succes, da historien fortælles fra fremtiden hvor en af lederne ser tilbage på den tid hvor de udtænkte deres gode samfund. Silvestri rammer meget godt balancen mellem at samfundsformen hverken er ren lykkelig utopi eller brutalt diktatur, men understreger blot at selv med de bedste intentioner kan det gå over gevind.
Sidste novelle er ganske kort, hedder Fortæl mig om ti år og er skrevet af Nicole Boyle Rødtnes, der skitser et fremtidssamfund op hvor man skal ansøge myndighederne om at få lov til at leve ti år længere uden sygdom. Novellen følger et ældre ægtepar, der begge kæmper med deres ansøgninger, og gruer for svaret.

Første artikel er skrevet af redaktøren selv, Niels Dalgaard, der har læst ungdomsserien Antboy af Kenneth Bøgh Andersen, og her skriver om den som både en superheltefortælling og en almindelig ungdomsroman. Tilbage i 2008 gæstede Norman Spinrad Fantasticon, hvor Klaus Æ. Mogensen interviewede ham. Niels Dalgaard har transkriberet og oversat dette interview, der var ganske interessant at læse, eftersom jeg dårligt kunne huske noget fra det. Jeg har selv bidraget med en oversættelse af en artikel af Gwyneth Jones, der diskuterer utopi og fremskridt i science fiction.

Vi får tre noveller denne gang, hvor et par af navnene burde være kendte af læsere af Science Fiction Cirklens udgivelser. Gudrun Østergaards Vindtårnet er ganske kort og handler om hvordan arkitektur og musik kan kombineres. Rune Kristensens Det indre rum er en glimrende novelle om menneskets afhængighed af teknologi og sammenblandingen mellem fantasi og virkelighed. Vi følger en kvinde der anskaffer sig en holografisk drømmeprojektor. En slags holografisk generator der kan omdesigne hele hendes lejlighed automatisk efter hendes tanker og humør. Det går selvsagt lidt over gevind. Hvad rager det mig af Lise Andreasen er en anden kort novelle om en der tager et job som tjener af en slags for en konference der varer hele to år, men der er selvfølgelig mere i det end det.

Niels Dalgaard har transskriberet hele to indslag fra Fantasticon. Interviewet med Charless Stross og paneldebatten om britisk science fiction. Derudover har han oversat en artikel af Fiona Kelleghan med titlen De vilde humanister, hvor hun gennemgår en håndfuld forfattere der kan har en række ting tilfælles, herunder deres foragt for novellen The Cold Equations og nok en vis modstand til religiøse amerikanske republikanske politikere. Det drejer sig om forfatterne Greg Frost, Tim Sullivan, James Morrow, Robert J. Sawyer, Connie Willis og ikke mindst Kim Stanley Robinson.

En enkelt oversat novelle er det blevet til. Det er Stig W. Jørgensen der har oversat Matthew Johnsons The Coldest War fra februarnummeret af Asimov’s og ikke en finger at sætte på det.

Knud Larn har skrevet en grundig gennemgang af Dansk science fiction for voksne, anno 2008, der desværre er lidt nedtrykkende læsning. Selv med en temmelig bred definition af genren, er der kun udkommet 11 originale danske science fiction romaner og 5 novellesamlinger. En del af det er selvpublicerede værker og der er langt mellem det gode.
Niels Dalgaard har lavet en kritisk gennemgang af Cambridges Companion to Science Fiction og ser på hvordan de har behandlet genrens historie. Og man bliver bestemt også klogere selvom man ikke kender til nævnte værk.
De såkaldte “Big Dumb Objects” som man kender det fra klassiske science fiction historier som i Clarkes Rendesvouz with Rama og nyere som Robert Reeds Marrow, bliver grundigt behandlet af science fiction forskeren Christopher Palmer. Han ser specifikt på netop Rendesvouz with Rama, Nivens Ringworld og Bob Shaws Orbitsville, og der kan analysers meget mere ud af disse kolosalle fremmede konstruktioner end man umiddelbart havde troet.
Og så er der Dalgaards science fiction bibliografi over alt der er udgivet af og om science fiction på dansk i 2006.

Man bør altid være glad for Proximas eksistens, men i visse tilfælde bliver man i ekstra godt humør, for intet andet sted vil der være plads til at kunne trykke sådanne obskure gamle science fiction historier som Niels Dalgaard finder frem. Vi får således denne gang to humoristiske noveller af Ellis Parker Butler, henholdsvis Radiograven fra 1923 og Et eksperiment med gyroskophatte fra 1910. Radiograven handler om en excentrisk meget religiøs mand, der kommer med en noget speciel anmodning til sin gravplads. Den skal udstyres med en radio der for altid skal være stillet ind på frekvensen for en radiostation han får oprettet, som udelukkende vil sende oplæsninger af hans religiøse poesi. En fantastisk morsom historie, der dog også ender noget tragisk. Et eksperiment med gyroskophatte ender heldigvis godt, men inden da, skal vi lige igennem et bizart og meget fjollet forløb der involverer fuldskab, hatte og gyroskoper.

Niels Dalgaard åbner med en glimrende gennemgang af særligt Proximas mangeårige historie, men skriver selvfølgelig også om fandoms generelle udvikling. Det bliver således både en opsummering af Fanmarkshistorien samt en kort opdatering til denne med de seneste 10 år. Derefter følger en lang artikel om utopier i Svend Åge Madsens forfatterskab af Anders E. Larsen, Knud Larns glimrende gennemgang af tysk science fiction, Niels Dalgaards oplysende artikel om hård science fiction, Palle Juul Holms kritik af fantasiløsheden i science fiction når det kommer til verdensopbygning af andre planeter og til sidst Ellen Miriam Pedersens artikel om filosoffen Ernst Bloch. Således kommer man vidt omkring og ekstranummeret fungerer således som en glimrende introduktion til hvad det er for en type artikler man kan finde deri.

Som bonus får vi to nye danske science fiction noveller. Den første er Retræte af John Peter Andersen, der handler om et intelligent væsen, kaldet Tautien, der er rejst til Jorden i håb om at skabe kontakt. En professor i marinebiologi finder væsenet på stranden og tror det er en slags musling. Han tager det med hjem for at dissekere det. Vi følger således Tautiens kamp for overlevelse og for at skabe kontakt, inden den bliver dræbt af professorens eksperimenter, der ikke ved hvad han har med at gøre. Hvis man kunne give stående bifald til en novelle over sin blog, ville jeg gøre dette. Den er fantastisk velskrevet, medrivende og original rigtig hård science fiction med simple virkemidler.
I lyset af dette kommer Manfred Christiansens RT2200-DragonFly^TM til at blegne lidt. Novellen handler om hvad der vel bedst kan beskrives som en flyvende bil der bliver introduceret på markedet. Pointen er ikke til at tage fejl af. DragonFly viser sig at være stærkt vanedannende og snart foretager ingen i samfundet sig andet, end at “cruise” rundt på deres DragonFly, arbejdsmarkedet kollapser og landet sætter sig i dybere og dybere gæld. Ideen var ganske sjov, men selve fortællingen manglede lidt liv.

Niels Dalgaard åbner op med at skrive med om fremtidshistorier eller “future history” – en type science fiction der bedst defineres ved en række historier der til sammen skaber en større sammenhængende tidslinje. Der er ekstreme eksempler som Stapledons Last and First Men der omhandler hele universets fremtidige skæbne, og selvfølgelig klassiske velkendte eksempler fra Asimov og Heinlein. Et næsten gennemgående træk ved disse typer af historier er, at de oftest involverer menneskets kolonisering af rummet.
Derefter har Lise Andreasen studeret to novelleantologier med temaet tidsrejser, for at kategorisere tidsrejsefortællingen efter hensigten med rejsen. Som det viser sig, er der langt flere varianter end den velkendte med den geniale videnskabsmand der bare er nysgerrig på hvordan fortiden eller fremtiden ser ud.
I Rob Lathams artikel Sextrapolation i science fiction under den nye bølger bliver der grundigt set på det bizarre forhold science fiction forfattere var underlagt for årtier tilbage, hvor de gladeligt kunne skrive om hele galakser, men endelig ikke for meget om de mest naturlige menneskelige drifter, grundet censur fra redaktørerne. Senere hen da sex ikke var så meget et tabu mere, kom der så til gengæld en masse elendige historier der blot var porno i science fiction forklædning, som ikke tilbragte genren meget nyt.

Af noveller har Niels Dalgaard fundet to ældre sager frem. Først en Stanley G. Weinbaum novelle fra 1935 om en doktor der opfinder et vidunderserum, der på få dage giver en tuberkuloseramt pige livet tilbage. Serumet virker ved at forbedre kroppens tilpasningsevne, men det viser sig at virke lidt for godt. En rigtig pulpet og underholdende historie.
Den anden novelle er noget af en sjældenhed. En amerikansk kvindeutopisk novelle fra 1869, af den ellers ukendte Elizabeth T. Corbett, der så vidt vides aldrig har været genudgivet siden. En kvinde besøger sin veninde Laura der bor i Utopia. Et samfund hvor mænd og kvinder er fuldstændigt ligeværdige (sådan da), og alle er glade og tilfredse. I dag er historien nok kun interessant for sin historiske værdi.

Af anmeldelser finder man blandt andet Carl-Eddy Skovgaards anmeldelse af Lars A.R. Stenders Øjne, og som man vil kunne se i min kommende anmeldelse af den, er jeg enig med Carl-Eddy i at den mest af alt er en amerikansk sci-fi thriller i dansk bogform henvendt til større drenge. Jeg er dog (stadig) rørende uenig med Lise Andreasens udlægning af Iain M. Banks’ Culture-roman Matter, som jeg slet ikke mener man kan klassificere som en ren krigsroman. Man kan også finde min anmeldelse af Eric Browns Kéthani.

Der er to interviews denne gang. Et med Anne McCaffery udført af Lea Thume på Eurocon 2007 og et med Søren Hemmingsen om kvindelige superhelte. Ingen af disse emner sig mig noget, så ingen kommentarer herfra.

Proxima tager ofte smalle esoteriske emner om (og gudskelov for det, for hvem skulle ellers gøre det indenfor science fiction?), men med Loránd-Levente Pálfis leksikografiske analyse af Niels Dalgaards fagbog Guide til fantastisk litteratur er man virkelig ude i krogene. Pálfi er særligt begejstret for Dalgaards emneregister, der gør det muligt at foretage opslag på fx “udødelighed” eller UFOer. Til netop dette kan websiden SciFan anbefales.

Den mest interessante artikel må blive franske Jean-Pierre Laigles gennemgang af temaet om udplyndring af andre planeter i science fiction litteraturen, hvori han gennemgår en række udvalgte værker primært fra første halvdel af forrige århundrede med dette tema. En gennemgående ide i disse historier lader til, at være brugen af “stråler” til, at udsuge råstof fra en planet eller simpelthen flytte vand eller luft fra Jorden til fx Månen eller Mars.

De tre noveller handler alle om et spinkelt håb i en ellers grusom verden. Camilla Wandahls Børnesatellitten minder en del om The Island. Børnene er dog ikke reservedele, men noget andet.
Eternity is for everyone af A. Silvestri følger nogle gangstertyper der i en by styret af cigaretfirmaet Eternity, indkræver gæld fra folk. Hvad denne gæld består af og hvorfor de skylder den, bliver aldrig rigtig klart, og i det hele taget savnede jeg noget mening i denne novelle, der ellers har nogle gode originale koncepter.
I Prøven af Gudrun Østergaard følger vi to drenge, der forbereder sig til en prøve de skal bestå, for at blive rigtige borgere. Novellen kan tolkes som en allegori over og kommentar til de nye “danskhedsprøver”, og selvom den del fungerer godt, savner jeg noget substans i den beskrevne verden udover symbolikken.

Noget af det bedste ved at læse Proxima er de gennemarbejde anmeldelser. Det har dog den bagside, at man får endnu flere bøger på sin “to read”-liste. Således har jeg fået interesse for de seneste romaner af Charles Stross og Kristine Kathryn Ruschs Retrieval Artist-romaner.

To interviews fra Eurocon er trykt, Niels Dalgaard der interviewer Svend Åge Madsen og Ulrik Kristiansen med Stephen Baxter. Især interviewet med Svend Åge Madsen fandt jeg interessant, selvom jeg endnu ikke har læst noget af ham. Stanislaw Lem døde i 2006 og var Ghost of Honour til Eurocon. Et navn der bør vække genklang, Darko Suvin, har skrevet om Lem og hans science fiction. Ellen Miriam Pedersen har en artikel om den tyske filosof Ernst Bloch, der ligeledes udspringer af hendes foredrag om selvsamme under Eurocon. Palle Juul Holm har anden del af sin artikel Nye læsere kan hoppe af her, og igen er dette ganske sandt, da det handler om en fiktiv verden fra et par af hans noveller. Dem burde jeg få læst.

Og til de tre noveller. Kickstart af Jesper Rugård Jensen er udformet som nyhedstelegrammer og handler om nogle mystiske geologiske hændelser i Australien. Historien slutter noget brat og virker ufuldendt. Til evigheden os skiller af Ulrik Kristiansen blev bragt på engelsk i The Sky Ship og er altså her i sin originale udgave på dansk. Troels Liebgott har en velskrevet novelle om et virtual reality program der ikke gør som det burde, Fantasy Island.

Af anmeldelser er der mange af danske bøger, heriblandt en del af Science Fiction Cirklens nye udgivelser op til Eurocon, der har fået pæne anmeldelser. Derudover har jeg to anmeldelser med af “The Dreaming Void” og “Rainbows End”.

I Science fiction og kriminalromanen tager Niels Dalgaard fat på blandingen mellem science fiction og krimi, som han også gjorde det i Litteraskopet i Novum nr. 83, men denne gang med en grundig analyse af den danske forfatter Otto Schrayhs romaner som eksempel.

Palle Juul Holm har en artikel med titlen Nye læsere kan hoppe af her 1: Zingerle og Co., og det råd bør nok følges hvis man ikke helt ved hvad det er han taler om. For mig var det en i hvert fald en rodet forvirrende læsning om “et eller andet.”

Bulgarsk science fiction kender de fleste nok ikke så meget til, men vi får muligheden i Khristo D. Poshtakovs artikel Udviklingen af science fiction og fantasy i Bulgarien, hvor han giver en historisk gennemgang af genrens udvikling de sidste 100 år. Interessant at læse hvordan den politiske verden, især sovjetiske regler om hvordan litteratur bør udformes, har påvirket genren.

I Flemming R.P. Raschs novelle Al viden møder vi igen rumkaptajnen Janus Rumghoul II, som Rasch tidligere har skrevet to noveller med. Denne gang vågner rumhelten op og finder ud af at han måske slet ikke er kaptajn på et rumskib, men en webmaster for et firma der handler med autodele. Fornøjelig læsning, der fik mig til at tænke på “Anno Domini”.

I anmeldelsessektionen var Stig W. Jørgensens anmeldelse af “Hjernen” interessant, omend jeg ikke rigtig ved om jeg blot blev mere forvirret eller klogere på det værk. De hænger nok sammen. Han fremhæver blandt andet også nogle af de indlagte noveller i værket, hvor jeg så igen vil fremhæve den der hedder Skrigene. En helt klassisk gyserhistorie egentlig, men som var yderst uhyggelig læsning. Niels Dalgaard har også anmeldt The Solaris Book of New Science Fiction, som jeg har stående på bogreolen ulæst, og den har jeg nu fornyet lyst til at få læst.