Star Trek: Deep Space 9 – Sæson 1

Efter at have set afslutningen på Deep Space 9, fik jeg lyst til at se i hvert fald de to første sæsoner igen. Serien hænger fantastisk godt sammen, og det virkede egentlig ikke som noget stort skift at springe helt tilbage til begyndelsen. I hvert fald ikke teknisk og kvalitetsmæssigt, sammenlignet med særligt The Next Generation, hvor første sæson efterhånden ser ret forældet ud.

Der er dog en masse markante forskelle, særligt på karaktersiden, hvor det virkelig bliver tydeligt hvor meget seriens personer har rykket sig. Jeg havde helt glemt hvor anspændt forholdet mellem Føderationen og the Bajorans var, herunder særligt også Kira der var endnu mere temperamentsfuld end senere. Sisko havde jo egentlig slet ikke lyst til at være der, Julian var endnu “yngre” og Quark var lidt mere skurk. Mens Odo er så godt som fuldstændig sig selv.

Men lige for at summere handlingen op, så udspiller Deep Space 9 sig på en rumstation, hvilket er helt unikt i Star Trek universet, der jo som bekendt i alle andre serier tager udgangspunkt i et rumskib der rejser rundt i galaksen. Stationen er i kredsløb om planeten Bajor, der netop har befriet sig fra Cardassias besættelse. Føderationen er der i starten blot som fredsbevarende og for at hjælpe til med at genopbygge Bajor, men ved et tilfælde opdager Commander Sisko, der er sat til at lede stationen, et stabilt ormehul til Gammakvadranten. Og så får lokationen pludselig langt større og vigtigere betydning.

Af en første sæson at være, er den faktisk rigtig god. Man har lagt en stil man holder sig til, alle personer bliver godt introduceret og når også at udvikle sig og der er færre afsnit der rammer helt skævt. Dog kan man godt at man har afprøvet flere typer af historier, hvor man både vil forsøge at holde sig de klassiske formler for en historie velkendt fra TOS og TNG, og samtidig forsøge sig med noget nyt i en længere sammenhængende historie. Særligt den første type med afsnit som If Wishes Were Horses og Babel der virker temmelig fjollede set i lyset af resten af serien, men afsnit som Captive Pursuit eller Dramatis Personae, der egentlig følger den klassiske formel for et Star Trek afsnit, bidrager alligevel med en hel masse til seriens univers og persongalleri.

Jeg er spændt på anden sæson og hvordan den ses med resten af serien i baghovedet.

Stranger Suns

Stranger SunsGeorge Zebrowskis Stranger Suns var på listen over New York Times Notable Books of the Year i 1991, hvilket er komplet uforståeligt. Der er ellers et par gode nok idéer i den, men det er ualmindeligt horribelt dårligt skrevet. Og ikke engang på den lidt sjove måde som med Kevin J. Andersons Saga of Seven Suns, det er bare dårligt.

I søgen efter tachyonstråler støder et hold forskere på hvad der ligner et rumskib begravet under isen på Antarktis. Da de bevæger sig ind i det, lætter det og tager dem ud i rummet. De kommer dog tilbage til Jorden igen, men finder hurtigt ud af det er en slags parallelverden. Der er små, men dog betydningsfulde forskelle. De finder ud af at rumskibet udgør en slags portal til et enormt netværk mellem paralleluniverser, alt sammen drevet af energien fra tusindvis af sole der bliver tappet gennem ormehuller. De rejser derefter fra verden til verden, og deres opdagelser er ofte nedslående. Enten er verden gået under som følge af en atomkrig eller også er det lige oppe over. Mens de prøver at blive klogere på hvordan dette netværk af parallelverdener fungerer og hvem der byggede det, søger de altså også at finde ud af hvad der er galt med menneskeheden, siden den tilsyneladende udrydder sig selv i enhver inkarnation.

Der er tonsvis af problemer med den her bog, der simpelthen skyldes at den er elendigt skrevet. Sproget er uinspirerende og tyndt, persongalleriet er fuldstændig uden karaktertræk og hele handlingen virker unaturlig og kunstig. Der er en 4-5 hovedpersoner, men de har absolut ingen unikke karaktertræk eller noget man kan skelne dem fra hinanden på, så det bliver bare til en håndfuld navne. Zebrowski har konstrueret hele dette netværk af parallelverdener, men ikke tænkt på hvordan det skulle præsenteres på en overbevisende og naturlig måde i en roman. Derfor drager hans personer blot en masse konklusioner på baggrund af nærmest ingenting, og kan deducere en masse om fysikken bag disse ormehuller samt konkludere en masse om de rumvæsner der har bygget det, uden videre diskussion eller analyse, blot på simpelt tankespind over hvad de lige har set for 10 sekunder siden.

Stranger Suns er en af de bøger, der udelukkende kan satse på at sælge på et fancy cover og en opblæst bagsidetekst.

Asimov’s, July 2008

Asimov's July 2008Jeg har tegnet et abonnement på det amerikanske science fiction magasin Asimov’s Science Fiction og vil fremover anmelde hvert nummer. Det er et magasin der har kørt siden 1977, hvor Asimov selv op til hans død i 1992, ikke var redaktør, men skrev i de redaktionelle spalter, svarede på læserbreve og lignende. Fra 1986 til 2004 var Gardner Dozois redaktør på magasinet, hvilket gav ham i alt 15 Hugo awards. I dag har magasinet en kvindelig redaktør, Sheila Williams. Asimov’s udmærker sig også ved at historier derfra har vundet i alt 44 Hugo awards og 24 Nebula Awards. Det udkommer 10 gange årligt, med dobbeltnumre i April/May og October/November.
Hovedvægten er selvfølgelig på kortere og længere noveller, men der er også spalteplads til læserbreve, boganmeldelser, redaktørens klumme og artikler der reflekterer over genren, samt digte.

Første historie i nummeret, Lester Young and the Jupiter’s Moons’ Blues af Gord Sellar, er en beretning fra en sort amerikansk jazz-musiker fra en alternativ tidslinje, hvor rumvæsener i 1940′erne har koloniseret solsystemet, og hans oplevelser som hyret musiker på et af deres skibe. Meget autentisk skrevet og en rigtig god historie, også selvom man ikke ved noget om jazz.

Steven Utleys The Woman Under the World eksperimenterer med det problem, hvor en overførsel af et menneske gennem et ormehul går galt, og skaber en kopi i begge ender. I denne historie er den ene blot et slags energifelt uden masse, der blot tror at hun har en krop og er den rigtige person. Et rodet dyk ned i dette “spøgelse”s tanker.

I Cascading Violet Hair af R. Neube aner man et par kommentarer til den nuværende boligkrise i USA. Det er en lille kærlighedshistorie om en mand, der kun lever i håbet på en rumkoloni hvis økonomi er så dårlig, at den må optage lån blot for at få iltforsyninger. Da han ejer sin egen bolig, er hans eneste håb at holde ud, indtil den måske bliver noget værd igen. Forfatteren får på få sider opbygget en troværdig og interessant verden, men der mangler et godt plot.

Michael Bishop har skrevet en sørgelig historie, med den lange titel Vinegar Peace, Or The Wrong -Way Used-Adult Orphanage, om en kvinde der bliver indkvarteret på et hjem for forældre der har overlevet deres børns død. En relation til Michael Bishops eget tab af hans søn Jamie, er tydeligvis hensigtet, da det nævnes i indledlingen. Ellers er det svært at sige meget om den novelle.

Den lidt underlige novelle, 26 Monkeys, Also The Abyss af Kij Johnson, er på grænsen til at være fantasy. Handler om en kvinde der har et show med 26 aber og hvor det afsluttende nummer altid er hvor alle aberne kravler op i et badekar for at forsvinde i et lysglimt. Kvinden ved ikke engang selv hvordan aberne gør det, men de kommer altid tilbage til turbussen. En ide der ender med ikke at komme nogen vegne.

The Philosopher’s Stone er tredje del af en sammenhængende serie på i alt fire af Brian Stableford. Forhistorien er et sekstendeårhundredes England hvor John Dee har bygget et rumskib og opnået kontakt med rumvæsener i solsystemet. I denne fortsættelse møder man den fiktive person, Edward Kelley, der er kommet i besiddelse af en sten der gør at han kommer i kontakt med hvad han selv tror er engle, men som er rumvæsener der vil hjælpe menneskene mod en mulig invasion fra andre rumvæsener. Virker som en rigtig spændende historie, men jeg mangler hele forhistorien. Nogen der ligger inde med numrene August 2006 og March 2007?

I de faglige spalter har Robert Silverberg genlæst Olaf Stapledons Last and First Men og analyserer den. Endnu en bog på hylden der skal læses. Redaktør Sheila Williams reflekterer over humor i science fiction og det ligner en opfordring til forfatterne om at sende mere af den slags ind, gerne noget der kan kombinere det tragiske og dystopiske med lidt humor. Derudover tænker Kristine Kathryn Rusch tilbage på månelandingen i 1969 i When The World Looked Up.

Uden noget at sammenligne med endnu, er det svært at drage nogen konklusioner, men lige dette nummer var meget “light” hvad science fiction angår. Ikke en kritik, en konstatering. Flere af historierne foregår inde i hovedet på folk og det vrimler heller ikke med alverdens avanceret teknik. Men jeg tror bestemt det har været et godt valg at abonnere på Asimov’s og ser frem til at komme i krig med august-nummeret.

Cirkler

Cirkler“Cirkler” er en helt ny udgivelse fra det ligeså ny forlag Ny Science Fiction med 13 noveller fra 9 forfattere. Nyt dansk science fiction bør man jo altid tage godt imod, og der er både navne man kender fra især de danske fanzines og navne jeg i hvert fald ikke har set før. Bogen er redigeret af Flemming R.P. Rasch, der også selv har en enkelt novelle i antologien.

Den første novelle er af Richard Ipsen og hedder De danser i Reykjavik, handler om en mand der vil forsøge sig med dans i vægtløs tilstand og får hjælp af en tiltrækkende kvinde ved navn Kari. Den er meget smukt skrevet, men mangler lidt handling.

Stævnemødet af Lars Konzack handler selvsagt om et stævnemøde. Selve stævnemødet mellem de to personer virker meget formelt, og deres samtaler virkelig overdrevet høflige og kunstige, men de betegner alligevel sig selv som yderst lykkelige. Hvad der bliver interessant er de aber, der åbentbart bruges som en slags tjenere, som formår brat at ødelægge aftenen til sidst. Yderst velskrevet, der giver en noget at tænke over.

Vedrørende optagelse i det pan-galaktiske fællesskab af Kenneth Krabat starter med at have noget der ligner en e-mail fra Kenneth til Flemming. Ved ikke rigtigt hvad det skal til for, men selve novellen er et kortfattet brev hvor Jorden bliver nægtet optagelse i det pan-galaktiske fællesskab, fordi vi mennesker ikke kan finde ud af at begærde os med og forstå andre væsener end os selv. Ganske morsomt med kritik af hele menneskeheden fra rumvæseners synspunkt.

Michael Erik Næsby har skrevet novellen med den spøjse titel Skriv en novelle, der på underlig vis kommer til at handle om intelligente aber og en vaskebjørn der vil skrive en science fiction novelle.

Katastrofe til tiden af Kenneth Krabat er udformet som et oplæg til første sæson af en sci-fi tv-serie, der handler om et koloniseringsrumskib der under sin rejse bliver gennemboret af en stor træstamme. Lyder som en meget alternativ serie, der kunne være sjov at se.

Cirkelslutninger af Michael Erik Næsby er forvirrende læsning. Bedøm selv.

Handlingen i Stig W. Jørgensens Lufthavets skabninger er temmelig uinteressant, men måden den er skrevet på er derimod interessant. Det bliver en hel udfordring at finde ud af hvad det egentlig handler om i starten, for helt almindelige ord og betegnelser er skiftet ud med meget kliniske objektive forklaringer, som var det beskrevet af en der ikke var et menneske. Morsom måde at skrive på.

I Steen Knudsens Passage hører vi en historie fortalt om eksperimenter med at få skabt ormehuller, der involverer astronomiske forsøg med uforudsete konsekvenser. Bestemt en af udgivelsens bedste noveller.

Flemming R.P. Rasch, der som nævnt også har stået for denne udgivelse, har bidraget med en novelle med en passende titel, Cirklen. Det handler om en “cirkel” på en planet der undersøges af en gruppe forskere, ledet af en der kaldes Don Eddy. Det er vist et langt metafor for noget andet, der vist ingen grund er til at kommentere videre på.

Derefter har Kenneth Krabat 5 linjer under titlen “epilogi”, og det kan man jo dårligt give et resume af.

Richard Ipsens Kodriverens år handler om to hackere der af IT-ministeriet bliver pålagt at forsvare Danmark mod et form for virtuelt angreb mod nationen. Meget anderledes end Ipsens første novellen i udgivelsen, men efter min mening mere interessant.

Den længste novelle i udgivelsen Gaden, hvor jeg råbte dit navn af H.H. Løyche fortæller om en fremtid hvor man har forsøgt at løse den globale opvarmning med atomsprængninger og vulkanudbrud, men med katastrofale følger. Verden styres også af intelligente robotter, og de få procent mennesker der er tilbage får mindre og mindre indflydelse. Det er næsten for omfangsrigt til kun at være i novelle og jeg kunne da egentlig tænke mig den verden udforsket i en roman. Hermed en lille opfordring til forfatteren :-)

Den sidste novelle er af Jens Blendstrup og hedder Stjerner og lærketræer, og handler om det titlen antyder, på en finurlig måde.

Konklusionen må blive at Cirkler er en udgivelse med noveller af høj kvalitet. Ingen deciderede dårlige noveller, og de er alle meget forskellige hvad angår form og indhold. Både meget eksperimenterede og mere traditionelle gode historier. Og til 98kr kan det kun anbefales. Vil også lige for god ordens skyld linke til Janus’ fine anmeldelse af bogen på Scifisiden.

Og lidt off-topic kan jeg nævne jeg også netop har anmeldt Paul Grahams bog Hackers & Painters.

Judas Unchained

Judas Unchained“Judas Unchained” er i direkte forlængelse af “Pandora’s Star” og afslutter historien som helhed. I modsætning til hvad jeg har set af kommentarer fra andre, så synes jeg nu bestemt den lever op til første del og det er samlet set endnu et glimrende værk.

Krigen mod MorningLightMountain fortsætter på mange fronter og det er så småt ved at gå op for lederne, at der kunne være noget om konspirationsteorien, da mange ting begynder at hænge mere og mere sammen. Ligeledes er de utallige sideplots og personer ved at få flettet deres handlingsforløb sammen i en større kontekst, som det også var tilfældet i NDT. Der skal træffes nogle store beslutninger for menneskehedens fremtid og det går ikke stille af sig.

Det er en simpel klassisk historie med onde rumvæsener der invaderer Jorden med laserpistoler. Hamilton pakker det blot ind i 2000 siders kompleks konspirationsteori og kriminalhistorier inden de mærkelige aliens angriber med deres laservåben.
Meget samme tema som i NDT med at hele menneskeheden bliver udsat for en slags prøve hvor de sammen må finde en løsning for at overleve som race. Og igen vendes temaer om brug af krig og våben nu også er den rette fremgangsmåde, også når der ingen anden udvej synes at være.
Efter at have læst Niels Dalgaard skrive noget om forfattere der har det med at fortælle den samme historie fire gange i samme bog, blot fra forskellige personer, indser man jo at det også er tilfældet for Hamiltons bøger. Vi har en række hovedpersoner der hver for sig kommer nærmere sandheden om The Starflyer, og samtidig også finder ud af noget om hinanden. Den slags fylder jo selvfølgelig en hel del, selvom historien ikke bliver længere af den grund, men det gør nu personkarakteristikken mere interessant, fremfor at det blot var en helt der fandt ud af det hele. Det vil være lidt kedeligt. Problemet er derimod at vi som læsere faktisk ved stort set det hele, og blot læser om de forskellige personer finde ud af hvad de andre ved. Den form for historiefortælling er nu i princippet fin nok og kan godt fungere, og gør det også her, da det ikke bliver direkte kedeligt, men igen er det ganske enkelt for meget. Ved NDT havde jeg intet imod længden og synes det gav god mening at have så mange detaljer med, men det samme er ikke helt tilfældet her. Der er alt for mange sider med endeløse samtaler blandt personer der kun rykker historien ganske lidt.
Men det er jo et bevidst valg fra forfatterens side, for vi har jo set med bøger som Misspent Youth og Fallen Dragon, at han sagtens kan skrive på en anden måde. Historier at det her omfang egner sig nu nok bedst til denne form.

Skal dog ikke forstås alt for negativt, for det er stadig en fantastisk historie og specielt den sidste havldel af denne bog rykker historien sig fint fremad hele tiden, da hovedpersonerne nu arbejder sammen og ikke skal rende rundt og finde ud af den samme information igen og igen. Plottet hænger glimrende sammen og jeg synes at den tager sig tid til at slutte ordentligt og ender ikke alt for letkøbt, hvor jeg synes NDT blev lidt forhastet til sidst og “løsningen” var lidt for meget “lad os spole tilbage”.
The Dragon Page fandt jeg et podcast interview hvor han fortæller om denne bog og afslører lidt af hans kommende trilogi, Void Trilogy, der foregår i samme univers 1000 år længere ude i fremtiden. Der burde bestemt være noget at glæde sig til.

Star Trek: Deep Space 9 – Sæson 3

Tredje sæson af Star Trek: Deep Space 9 er den der virkelig sætter gang i serien og den handling der udgør resten af serien. Krigen mod the Dominion fra Gammakvadranten er så småt ved at tage form og personerne har nu fået så meget karakter og baggrund at de er begyndt at blive interessante.

Jeg må hellere skrive lidt generelt om Deep Space 9, da jeg ikke har omtalt de tidligere sæsoner her på bloggen. Deep Space 9 er navnet på en rumstation der kredser om planeten Bajor, og stationen er egentlig en gammel Cardassiansk station. Bajor og Cardassia har været i krig i mange år, som nu er afsluttet og Bajor har bedt om hjælp fra Føderationen, der så overtager kommandoen over Deep Space 9 og skal fungere som støtte til den midlertidige Bajoranske regering. Nær stationen opdager man et stabilt ormehul til Gammakvadranten og åbner dermed op for uudforsket rum, men også en trussel om krig fra den race der hersker ultimativt i den kvadrant, the Dominion.

Som nævnt tager tingene mere fart i denne tredje sæson. Ikke fordi de to foregående sæsoner var kedelige eller dårlige, men det overordnede billede havde ikke rigtigt taget fat endnu. Selvom det hele foregår på en rumstation og dermed giver en meget anden slags serie end TNG og den originale serie hvor man flyver til ny planet hver dag, så kommer de nu stadig vidt omkring. Der er adskillige rejser til Bajor, Cardissia Prime og ikke mindst Gammakvadranten, så adspredelse er der nok af. Serien er også blevet udstyret med et nyt rumskib, krigsskibet Defiant, der skal fungere som et våben mod the Dominion.
Det politiske udgangspunkt som serien startede på synes at stå lidt stille. Bajor er tilsyneladende stadig under en midlertidig regering og Deep Space 9 drevet af Føderationen er der bare, hvilket jeg stadig synes er lidt underligt, da serien i starten lagde op til at det alt sammen var meget midlertidigt. Der sker dog stadig noget på Bajor i og med at en ny religiøs leder er blevet valgt, og hun mødes med modstand fra især Kira, der er en Bajoransk officer på Deep Space 9. Dette forløber især i episoderne Life Support og Shakaar.
Det ondsindede parallelunivers der stammer tilbage fra afsnittet Mirror, Mirror fra den originale serie, er også vendt tilbage i afsnittet Through the Looking Glass, hvor det velkendte univers bliver vendt helt på hovedet.
Efter min mening er nogen af de mest interessante afsnit dem hvor Cardassianen Garak spiller en vigtig rolle, hvilket vi ser i de to sammenhængende afsnit Improbable Cause og The Die Is Cast, der begge er fantastiske afsnit og nok sæsonens bedste. Det er fænomenalt skuespil og bringer historien om Cardassia videre. I det hele taget er Cardassians en spændende og fascinerende race i Star Trek universet.

Ekstramaterialet er ligesom på alle de andre sæsonudgivelser at finde på den sidste disc og er desværre ikke overvældende, men dog informativt. Mest interessant er The Birth of the Dominion and Beyond og The U.S.S. Defiant hvor idefolkene fortæller om hvad de ville med at introducere den nye trussel fra Gammakvadranten, the Dominion, og hvorfor serien skulle have et nyt rumskib og hvordan det markant adskiller sig fra andre af Stjerneflådens skibe. Det glimrende dobbeltafsnit “Past Tense” har også sin egen lille dokumentar, hvor man blandt andet ser at ideen med at sætte alle hjemløse hen i deres egen bydel faktisk slet ikke er så langt fra virkeligheden.

Deep Space 9 er i den grad en serie hvor man bør se den fra starten og kun i noget omfang kan springe rundt til tilfældige afsnit, men hvis der skal siges noget, så er det med denne tredje sæson at man virkelig bør se afsnittene i deres rette sammenhæng.

Pandora’s Star

Pandora's StarDet er gået noget langsommere med læsningen efter studiet startede igen og det bliver ikke bedre når det er en bog af Peter F. Hamilton man prøver at komme igennem, da han jo er yderst kendt for at skrive murstensbøger på godt over 1000 sider. Men nu er jeg altså blevet færdig med Pandora’s Star som er første del i The Commonwealth Saga hvor anden og afsluttende del hedder Judas Unchained. Det er ligesom The Night’s Dawn Trilogy (NDT) space opera i stor stil med et væld af personer med hver deres små sidehistorier og en fremtidsverden hvor menneskeheden har koloniseret adskillige stjernesystemer, og jeg kommer til at sammenligne en del med NDT her i indlægget. Selvfølgelig bør et værk dømmes på sine egne præmisser og ikke op imod et andet, men grundet de mange ligheder er det en god referenceramme.

Pandora’s Star finder sted i samme univers som (den efter min mening temmelig ringe) Misspent Youth nogle hundrede år efter, men der er ingen umiddelbar grund til at læse den først, da den kun giver lidt mere information om den behandling der gør at folk kan leve evigt. Menneskeheden har koloniseret flere hundrede planeter som alle er forbundet i et netværk af ormehuller der gør rejser mellem planeterne øjeblikkelig. Samfundet er generelt roligt og stabilt, hvor folk nyder godt af at kunne blive gjort unge igen så snart de er ved at blive for gamle, og dermed i praksis leve så længe de vil. En dag opdager en astronom at en stjerne pludslig bare forsvinder på en brøkdel af et sekund og dermed udelukker muligheden for en evt. supernova, hvorefter teorier om at et slags kraftfelt er blevet sat til omkring stjernen og så søsættes et projekt til at bygge et rumskib der kan flyve hurtigere end lyset til at rejse de over 600 lysår for at undersøge sagen. Teorierne går på at enten er kraftfeltet bygget for at holde nogen indespærret i solsystemet eller at det er bygget som et forsvar. Det viser sig at være det første og under mystiske omstændigheder bliver væsenerne i systemet sluppet fri, hvor de nærmest øjeblikket indleder et massivt angreb på menneskenes planeter i et rent blodbad. Dermed synes jeg det ligner NDT en del hvor resten af historien umiddelbart kommer til at være en kamp for menneskeracens overlevelse, men hvor det i NDT var os selv der var truslen, er det nu en ydre trussel.
Trods disse ligheder får Hamilton dog en spændende ekstra vinkel ved at inddrage en konspirationsteori i plottet, med en gruppe der kalder sig The Guardians Of Selfhood der mener at menneskeheden bliver styret af et rumvæsen kaldet The Starflyer og at den også har planlagt dette angreb. I starten bliver det fremstillet som en temmelig langt ude konspirationsteori, men som historien skrider frem er der flere og flere ting der virker underlige, og konspirationsteorien bliver taget mere og mere seriøst blandt bogens hovedpersoner.
Men for at vænne tilbage til sammenligningen med NDT, så har Pandora’s Star også en større samling hovedpersoner og bifigurer, der alle sammen har hver deres lille del i det store plot og som historien skrider frem begynder disse at flette sammen. Listen over disse personer foran i bogen bliver yderst behjælpelig, og med hele 43 listede personer er det vel ikke overraskende at det kan blive temmelig komplekst til tider. Dog er det færre end i NDT og det gik også noget hurtigere med at kunne se sammenhængen i alle sidehistorierne. I NDT er der også en klar helterolle med Joshua Calvert, hvilket der ikke rigtigt er i Pandora’s Star. Der er selvfølgelig en række hovedpersoner der hver især har lagt grobund for at kunne udrette noget stort, men det er ikke en enkeltmandsmission.

Hamiltons skrivestil er som man kender den og han skriver selvfølgelig stadig glimrende, omend jeg synes det er ved at ligne noget der er nærmest formaliseret og tempoet er noget svingende. Man savner måske lidt at han prøver noget nyt som han fx gjorde i Fallen Dragon som jeg fandt rigtig god, men at kunne strikke en så kompleks og omfangsrig space opera sammen skal man nu stadig ikke se gennem fingre med. Universet og samfundet han har skabt er gennemarbejdet og troværdigt, dog uden at vi rigtig kommer i dybden hos de mindre samfund. Han har trods alt begrænset sig i omfang i forhold til NDT og der går hermed selvfølgelig nogle detaljer tabt, men så fokuseres der også mere på selve plottet. En sidste lille ting der kan nævnes er de mange sexscener der altid har en fast plads i hans bøger, hvor jeg nu synes at de faktisk bringer historien lidt videre og ikke virker så påklistrede.

Det må jo hellere understreges at dette kun er første halvdel af et samlet væk, så det svarer vel til at omtale en halvlæst bog. Så jeg vil ikke drage for store konklusioner, men ser selvfølgelig frem til at læse videre i Judas Unchained og håber så på det ikke bare bliver en lang krigshistorie. Der er jo stadig mange spændende ubesvarede spørgsmål, primært anliggende hvorfor dette kraftfelt blev bygget og hvem der gjorde det, og ikke mindst hvorfor nogen tilsyneladende med vilje har sluppet de farlige rumvæsener løs på menneskeheden, og om konspirationsteorien holder.

The Algebraist

The AlgebraistSkrevet af den skotske forfatter Iain M. Banks, udgivet i 2004 og nomineret til en Hugo Award i 2005. Det er en enkeltstående bog og altså ikke en del af en serie. Jeg trængte til at læse en bog der stod for sig selv.

Den finder sted over 2000 år ude i fremtiden i et univers hvor menneskeheden i mange år har været en del af det galaktiske samfund. Historien finder sted i et solsystem fjernt fra Jorden, som har fået ødelagt sin ormehul-forbindelse til resten af galaksen og lever dermed isoleret indtil det nye ormehul kommer. Galaksen er nemlig forbundet via et enormt netværk af ormehuller, som man er nødt til at skabe ved manuelt at flyve under lysets hastighed fra det ene system til det andet (som beskrevet i denne tidligere blogpost). En fjendtlig fraktion truer dog systemet med invasion og det nye ormehul er først fremme om et par år, så vores hovedperson Fassin Taak bliver sendt på en mission efter en gammel legende der muligvis kan redde dem alle.
Fassin Taak er en såkaldt Seer som vier deres liv til at studere en race ved navn Dwellers, som er lever i næsten hver eneste gasgigant i galaksen. En mystisk race som har eksisteret i billioner af år og de kan blive op til mange hundrede millioner år gamle. Fassin Taak må så bruge sine evner og forbindelser hos disse Dwellers for at finde frem til den såkaldte Dweller List, alt imens den enorme invasionsflåde er på vej.

Det er den første bog jeg læser af Iain M. Banks og det kan mærkes da hans skrivestil er meget anderledes end hvad jeg plejer at læse. Han skriver meget livligt og impulsivt, som om det er en person der fortæller en historie mens han kommer med små mærkelige sidebemærkninger, kommentarer og skøre indfald. Især med Dwellerne har han mange humoristiske og til tider direkte gakkede indfald og ideer, hvilket minder mig lidt om Douglas Adams. Det er dog på ingen måde en komedie som The Hitchhikers Guide To The Galaxy, men bogen har mange over- og undertoner af gakket, men gennemtænkt, humor. Han udforsker som så mange andre science fiction forfattere, tanken om at andre racer i universet kan have et samfund, en moral og nogle love der efter vores menneskelige standarder ser helt vanvittig og ond ud, men som menneskene alligevel må acceptere. Og det gør han som sagt både med humor og alvor bag.
Til tider kan det dog nogen gange blive lidt for kreativt, ikke så meget med de humoriske indfald, men han tager sig en stor frihed med at opdigte sære navne og titler, som bliver lidt rodede at finde rundt i. Flere steder må jeg indrømme jeg tabte tråden, men det hele hænger dog sammen til sidst.

Tematikken er det jo typisk space opera, med en stor krig og en helt der skal forsøge at redde det hele, men selve plottet har dog mange vinkler og sider, og Fassin Taak er heller ikke specielt helteagtig. Der er flere personer hvor man aldrig rigtig får gennemskuet hvad deres motiv i det hele egentlig var, samt hvem der egentlig kunne siges at være de onde og hvem de gode. En temmelig åben slutning omend den dog ikke ligger op til en fortsættelse. Universet som helhed kunne Banks sikkert skrive flere bøger eller noveller i.

Jeg skal ikke kunne sige om det er en typisk Iain M. Banks bog, da jeg ikke har læst andet af ham, men for mit vedkommende var det i hvert fald en noget anderledes bog, som gav et positivt indtryk. Banks er bestemt en mand med en masse gode ideer og han formår at skildre tingene fra mange vinkler, og lader så læseren tolke og selv forholde sig til det der sker. Jeg tror dog ikke jeg kommer til at læse noget mere af ham lige foreløbig, men han er jo et stort navn inden for genren, så jeg kommer nok ikke udenom det.