Indholdet er dog ikke til at tage fejl af. Intet nummer uden et Litteraskopet fra Niels Dalgaard, der denne gang skriver om en bog med titlen 100 must-read science fiction novels. Niels er noget kritisk overfor formen, specielt fordi bagsideteksten påstår man kan blive ekspert i genren med denne liste, men udvalget af romanerne er ikke desto mindre ganske udmærket.

I anledning af jubilæet er der selvfølgelig blevet skrevet lidt om Novums historie. Niels Dalgaard har skrevet lidt om Novums tilblivelse og om de forskellige redaktører der har været gennem tiden, og den nuværende redaktør, Janus Andersen, har interviewet Novums første redaktør – Stig W. Jørgensen. Alt sammen spændende fanhistorie.

Derudover er der også en conrep fra Snorfcon, et interview med Jonas Wilmann, samt hele tre noveller, hvoraf den ene er en kortroman der fylder godt halvdelen af siderne.

I den fortsatte vandreroman giver Henning Andersen os det syvende kapitel. Jeg må indrømme jeg snart har opgivet at finde hoved og hale i historien. Som det nok må være, er det som om man starter næsten forfra hver gang, mens personerne går igen. Henning Andersen har dog også skrevet en selvstændig novelle med titlen Dyrerne må ikke fodres, med en historie der kunne ligne et typisk Star Trek afsnit. Vi er ombord på et rumskib hvis FTL-motor pludselig slår ud. På deres radar kan de se en flyvende tallerken der har direkte kollosionskurs mod dem og som ikke svarer på deres henvendelser. Meget sjov Star Trek-pastiche. Vi er også ombord på et rumskib i Rasmus Wichmanns kortroman En ny begyndelse, hvor nogen vender tilbage til Solsystemet, men de finder intet liv der. Om det virkelig er det velkendte solsystem de er havnet i, eller blot et der ligner vores meget, er ikke helt klart.

Richard A. Lovett og Mark Neimann-Ross (Lovett er velkendt i Analog, den anden kender jeg ikke) har skrevet kortromanen Phantom Sense om den pensionerende Kip, der har arbejdet for en særlig afdeling af en af landets hemmelige agenttjenester, hvor han har fået indopereret noget som har gjort ham i stand til at fjernstyre mekaniske fluer til brug i spionage. Derudover blev hans sanser også forstærket, så han meget nemt kunne afkode folks skjulte signaler og se om de lyver eller er nervøse. Nu mange år efter har han mistet en del af sine evner, og det går ham meget på, for han føler sig ukomplet uden dem. Det har ydermere gjort at hans kone er gået fra ham, men da deres datter bliver taget til fange, må han få sine gamle evner tilbage og gå sammen med kone på jagt efter forbryderne. Den grundlæggende idé med en mand der har tabt sine særlige kunstige evner fra en militærfortid er set før, og Phantom Sense bringer ikke noget nyt ind i det. Det er heller ikke særligt spændende i længden at læse om Kip der har ondt af sig selv og selve kidnapningsplottet virker som noget der bare skal være der. Lovett har også skrevet en videnskabelig artikel der beskriver virkelighedens baggrund for nogle af historiens idéer.

Mere sjov er derimod Zoo Team af Allan M. Steele om et hold astronauter i en Mars-rejse simulator der er i kredsløb om Jorden. De undrer sig dog over hvorfor lige de er blevet udvalgt til at udgøre denne besætning der skal simulere en rejse til Mars, for ingen af dem kan siges at have været klassens bedste. Alle har op til flere disciplinære sager og negative anmærkninger fra deres træning. Det er der selvfølgelig en politisk forklaring på, så de beslutter sig for at vende det imod beukraterne nede på Jorden. Det er et meget sjovt koncept Steele har fundet på og historien bliver ført fint til dørs.

Jay Werkheiser er ikke et navn jeg kender, men hans Contamination overraskede positivt. Det er gået helt galt på Jorden, så koloniseringsskibe er blevet sendt af sted til en planet som man for et par generationer siden allerede havde sendt nogen ud til, for netop at forberede en senere kolonisering. Men som det jo er med missioner der går igennem flere generationer, så går en del af meningen tabt, så det der møder dem fra Jorden er et folkefærd der lever i kredsløb om en jordlignende planet som de for alt i verden ikke vil lande på, kun studere på afstand. Det giver nogle interessante kulturelle og praktiske konflikter. Eneste kritikpunkt er at novellen mest bliver som et anslag til en længere historie, og ender dermed lidt for åbent.

Michael A. Armstrong leverer en typisk hurtigt læst og hurtigt glemt Analog-historie med The Deadliest Moop, om farlige objekter i kredsløb der kan ødelægge satelitter og hvordan de fanges inden det går galt.

Carl Frederick er velkendt i Analog, oftest med historier om forskere og deres forskning. I Howl of the Seismologist er det seismologen Alex det handler om, og ikke mindst hans hund som han mener kan forudsige jordskælv tidligere og mere præcist end de avancerede instrumenter. Det kommer der selvsagt et lille drama udaf, krydret med en god gang videnskabelig jargon.

Outbound af Brad R. Torgersen forsøger virkelig at smøre tykt på med de store følelser. Det starter med noget der ligner verdens undergang, hvor et forældrepar må overlade deres to børn til et af de sidste rumskib der forlader Jorden. Men det går også galt på rumskibet, den 4 årige pige dør og den 11-årige dreng overlever som den eneste i en redningskapsel. Og så er han i øvrigt lam fra hoften og nedefter. Han bliver fundet af et ældre ægtepar, hvor manden kun lever som et uploadet sind i skibets computer. De rejser sammen i flere år i jagt på andre overlevende, men finder ikke nogen. Indtil den nu voksne dreng er den eneste tilbage på rumskibet. Det rammer bare aldrig rigtigt, uden at være hverken dårlig eller kedelig, så virker det som om forfatteren vil sige en masse om håb og tro, at historien går tabt i budskabet.

Med det fanniske dækket ind, går Dalgaard videre med at grave en af fortidens glemte pulpforfattere frem. Den yderst produktive Ellis Parker Butler, som vi tidligere har set et par noveller af i Proxima nr. 89, får vi en længere artikel om samt en enkelt novelle.

Novellen hedder Vogn nr. 1297, skrevet i 1903, og handler om de første rigtige flyvemaskiner og hvordan de ændrede verden, men det er egentlig mere en kærlighedshistorie. Ikke ligeså morsom som de to historier trykt i Proxima.

Niels Dalgaard har været på Det Kongelige Bibliotek og gennemgået den gamle konservative avis Dagens Nyheder for science fiction historier i 50′erne. Det er der kommet en interessant artikel ud af om hvad der blev skrevet på og oversat til dansk af science fiction på den tid.
På Fantasticon 2010 deltog jeg og fire andre mere garvede science fiction fans i et panel om seks science fiction romaner fra de sidste 10 år. Dalgaard har transkriberet debatten og bringer det altså her i Proxima.
Ellen Miriam Pedersen skriver en kort artikel om hvorfor og hvordan hun bruger science fiction genren som forfatter, og derefter følger Niels Dalgaards science fiction bibliografi for 2008.

Udgivelsen af Professor Challengers Bedrifter har kastet et par ekstra noveller af sig som så bliver bragt i Proxima. Første historie hedder Rædslen fra højderne om en pilot der flyver op i det lidt højere luftlag og finder nogen mærkelige væsener. Derefter følger Keinplatz-eksperimentet der i klassisk pulp stil handler et videnskabeligt eksperiment hvor sjælen adskilles fra kroppen, hvilket ikke overraskende går lidt skævt. Det er to fine historier, men de bedste er nu stadig at finde i den anden samling.

Det er så godt som umuligt at referere de fleste af novellerne. Der er både flyvende talende bondegårde, intelligente hummere og en kælemammut med et alkoholproblem. Dog også noget så jordnært som rumvæsener. Den jeg bedst kan skrive noget om er titelnovellen Antistof, der handler om at nogen finder en løsning på et NP-komplet problem der ligger indenfor P, hvilket får store verdensomspændende konsekvenser. Der er selvfølgelig også Hummere, der er første del af Accelerando, men der vil jeg henvise til den anmeldelse.

Ellers var min oplevelse med novellerne ikke noget særligt. Efter man efter lidt tids undren får opfanget at historien vitterlig handler om flyvende bondegårde eller kælemamutter, så er der ikke rigtig meget mere, og selvom det er tydeligt at Stross har mange vilde idéer, så blev jeg stort set aldrig grebet af nogen historie eller noget plot i nogen af novellerne.

Første historie er en kortroman af Kristine Kathryn Rusch, og den er klart den bedste historie i Asimov’s i 2010. Becoming One With The Ghosts er sat i samme univers som Diving Into The Wreck og følger denne gang ikke Boss, men derimod kaptajnen Cook der må nødlande for at foretage reparationer. Men den base de er landet på er ikke som den plejer. Den virker som forladt for mange år siden og besætningen begynder at overveje om deres særlige rummotor, med dens uforståelige fysiklogik, har sendt dem mange år frem i tiden. Historien fungerer så godt at den helt sikkert vil underholde og fascinere alle, men samtidig er der lidt ekstra hvis man kender til de andre historier i samme univers fra Diving Into The Wreck.

Kij Johnson er i det poetiske hjørne med Names for Water, der handler om en pige der på vej til en time på universitetet modtager et opkald på sin telefon, men der er tilsyneladende bare støj i den anden ende – eller lyden af vand, og hun begynder at drømme sig væk i helt andre tanker.

Så er der Mike Resnick – en forfatter hvis historier jeg plejer at skrive rimelig dårligt om, men denne gang tager han mere pis på genren, fremfor det evindelige følelsesporno med gamle mænd og deres gamle flammer. Plottet er vist set før, men stadig sjovt. En mand er indlagt på et sindssygehospital fordi han siger han er en stor rumhelt som taget ud af en tegneserie, hvilket han ihærdigt fortæller doktoren, selvfølgelig uden at kunne bevise noget som helst. Ingen overraskelser, men det er okay morsomt.

No Distance Too Great af Don D’Ammassa kunne tilgengæld godt have være skrevet af Mike Resnick. Historien følger Jason ombord på et eller andet ruterumskib i hyperspace. Han savner sin afdøde kone forfærdeligt meget og holder sig meget for sig selv. Da rumskibet bliver strandet i hyperspace bliver han bare endnu mere mærkelig og begynder at se sin kones skikkelse ude i hyperrummet. Meget intetsigende novelle.

Dummy Tricks af R. Neube er også svær at blive klog på. Novellen følger manden Hal, der har en særlig sygdom der gør ham immun overfor et klima på en isplanet der ellers er farlig for de fleste andre mennesker. Han kan derfor høste en særlig sjælden plante eller noget. I historien støder han så på nogle pirater der alligevel trosser planetens farlige klima, og dem henretter han så en for en. Forfatterens pointe gik tabt for mig.

Felicity Shoulders prøver noget anderledes med tidsrejser i sin The Termite Queen of Tallulah County, der følger en skadedyrsbekæmper der bruger en tidsmaskine i sit arbejde. I stedet for at udrydde termitterne i dag, er det smartere bare at rejse tilbage i tiden og fjerne dem inden de formerer sig og gøre større skade. Novellen rummer ikke de store overraskelser, men idéen er sjov og velfortalt.

Tanith Lees Torhec the Sculptor fortæller historien om skulptøren Torhec der har gjort det til sin stil at ødelægge alle sine kunstværker efter de har været udstillet. En rigmand forsøger dog at købe et af kunstværkerne. Ligegyldig historie.

Will McIntosh vandt en Hugo sidste år for Bridesicle, men The Bride of Frankenstein blev godt nok ikke nomineret i år. Det er dog stadig en rigtig sjov historie, og noget helt andet end Bridesicle, om to hold omrejsende falske Frankensteinmonstre der rejser fra by til by og holder shows. Historien ender dog langt mere alvorlig, da et rigtigt Frankensteinmonster kommer ind i billedet.

I Kate Wilhelms Changing the World beslutter Mel sig for at fabrikere en masse falske beviser for at regeringen har hemmeligholdt kendskab til rumvæsener og UFOer i årtier, hvilke han spreder via en anonym blog. Mediemøllen tager fart og inden han får set sig om er emnet taget op i de seriøse medier og rigtig mange begynder at tro på det. Forfatterens pointe er selvfølgelig sat lidt på spidsen, men virker alligevel ikke så fjern fra virkeligheden igen. Det er jo set hvor hurtigt rent opdigtede historier kan sprede sig uden videre kildekritik i de etablerede medier. På den måde minder den en del om Never Saw It Coming fra Analog, October 2010.

Under the Thumb of The Brain Patrol af Ferrett Steinmetz er en besynderlig historie om David der bliver godt og grundigt mobbet af nogle hyperintelligente børn på hans skole. En dag trækker de ham ind i et bizart videnskabeligt eksperiment. De vil lave rollespilsstatistik med rigtige mennesker, og den stakkels David bliver forsøgskanin i en rigtig gengivelse af et typisk fantasy rollespil. Novellen rummer bare alt for mange koncepter på samme tid og historien når aldrig at udvikle sig ordentligt, da det meste bare er et langt tilløb.

Sidste historie hedder Several Items of Interest, er skrevet Rick Wilber og sat i et univers han har skrevet i før hvor Jorden er blevet besat af rumvæsener. Denne kortroman handler om to brødre og hvordan de på forskellig vis blev ramt af invasionen og hvad der siden er blevet af dem. Muligvis er dette interessant hvis man har læst andre af Wilbers historier, men jeg blev ikke fanget.

Vi starter med en typisk og kedelig monsterhistorie i C. D. Williards Out of the Dreadful Depths. Et kæmpemonster i det Sydlige Stillehav spiser forsvarsløse skibe og den ellers ikke specielt velansete Robert Thorpe får bugt med uhyret mod alle odds. Det er simpelt, banalt og så cheesy at det ikke engang er sjovt.

Lidt mere interessant er James P. Olsens The Cavern World, der handler om geolog der tager flere kilometer ned i undergrunden for at undersøge hvorfor et oliefelt er blevet tørlagt. På bunden finder han sin arbejdsgivers ærkerival, der har fundet nogle halvintelligente væsener dernede der lever af olien, og de er udrydningstruede pga. menneskets olieudvinding. Rivalen udnytter væsenerne til olieudvinding ved at bilde dem ind at han hjælper dem med at overleve. Derudover har han også store planer om at styre hele verden ved at kontrollere verdens olieforsyning på denne måde. Typisk pulp, ganske underholdende og også interessant at se “helten” godt nok stopper rivalen i at overtage styringen med verdens olieresurser, så bruges der ingen energi på disse undergrundsvæsener eller tanker om at redde dem fra udryddelse. Sådan vil en lignende historie i dag næppe være blevet skrevet.

Giants of the Ray af Tom Curry er endnu en monsterhistorie, men denne gang i en radiummine. Et par forbrydere tror det er enormt værdifuldt hvad der er i minen, men ved ikke hvor dødsensfarligt det er. Hvilket en professor forklarer dem da de prøver at finde frem til det værdifulde i minen. Undervejs møder de selvfølgelig også diverse dyr der er vokset til ti gange størrelse pga. strålepåvirkning fra det særlige radium. Også ok gakket underholdning.

Vi skal ikke overraskende til Månen i The Moon Master af Charles W. Diffin. En uskyldig bjergbestiger bliver taget til fange af en gal videnskabsmand ude i vildmarken, fordi han er overbevist om at den anden er spion for en anden rivaliserende videnskabsmand. Han har angiveligt splittet atomet og bygget en rumraket han vil flyve til Månen med, og ser sig nu nødsaget til at tage den stakkels bjergbestiger med, fordi han allerede ved for meget. Under turen bliver de dog lidt bedre venner, og da de lander på Månens bagside – der har både atmosfære og liv – kommer bjergbestigerens viden og evner med vildnisset den anden til gode. Det går dog hverken værre eller bedre end at de bliver taget til fange af det primitive månefolk, og inde længe finder de sig selv parat til at blive ofret i en sort gryde til glæde for stammens prinsesse. Eller noget i den stil. Det korte og det lange er, at dette blot er et tosset science fiction startskud til en actionpræget adventurefortælling. Meget lig med Phantoms of Reality af Ray Cummings fra januarnummeret.

Første historie, en kortroman af John G. Hemry kaldet for The Rift, er hårdkogt military sf, men dog stadig med visse kvaliteter udover det actionprægede. På planeten Imtep har mennesket i noget tid haft en forskningsstation og levet fredeligt med de indfødte Izkop, men pludselig en dag går de hensynsløst til angreb og dræber en masse mennesker. Historien følger en mindre militærgruppe der kæmper for deres egen overlevelse og for at redde de sidste overlevende civile. Det meste af historien ligner ren “lad os skyde onde aliens” i stil med Starship Troopers, men det hele viser sig at være en meget uheldig kulturel misforståelse, hvor de indfødte Izkop blot har deres måde at “teste” menneskenes troværdighed på. Bortset fra at alt dette bliver skåret ud i pap for læseren af hovedpersonerne, er pointen stadig god.

Midwife Crisis af Dave Creek må siges at være en meget original historie, men bare ikke specielt spændende læsning. På planeten Welkin lever nogle gigantiske hvaler i havet. En af dem er dog blevet syg og har trukket sig væk fra de andres farvand. Nogen beslutter sig for at hjælpe denne hval, der i øvrigt er gravid, ved at svømme ind i hvalens blodårer og give den den nødvendige medicin. Der er lidt Spielbergs Innerspace over det, og selvom fortællingen for så vidt er gribende og idéen god, er handlingen desværre lidt for forudsigelig. En letfordøjelig “feel good” historie.

I Kenneth Schneyers The Whole Truth Witness er man begyndt at bruge et sandhedsserum på vidner i retssale, hvilket giver visse problemer for historiens hovedperson der er advokat. I hans seneste sag finder han dog på et kreativt smuthul. Novellen er ment som værende lettere morsom, men ikke uden relevante pointer til retssystemet.

Arlan Andrews forsøger sig med humor, med mindre held, i The Alien at the Alamo, hvor historiens fortæller er ved at være lidt træt af at blive bortført eller kontaktet af rumvæsener, men har lært at acceptere det, og ved således med det samme at det er et rumvæsen der kontakter ham, selvom det ligner en almindelig mand. De to snakker så lidt frem og tilbage om Jorden og universet på en café, og rumvæsenet vil denne gang analysere hans reaktion på en række tilsyneladende uskyldige musikvideoer.

Vi bevæger os lidt mere over ud i det absurde i Never Saw It Coming af Jerry Oltion, der handler om en amatørastronom der opdager en asteroide der vil passere rimelig tæt på Jorden, men det går helt galt da pressen får nys om det og inden han får set sig om er det meste af Jordens befolkning overbevist om at dommedag er nær. Historien skal nok læses i konteksten om at overdrivelse fremmer forståelsen, men jeg ved ikke helt om jeg køber den.

Allan M. Steeles The Great Galactic Ghoul handler om hvordan gammel overtro kan tilsidesætte sund fornuft. På en minestation på en asteroide finder en tragisk ulykke sted, og de præcise omstændigheder bag ulykken er uklare. Spekulationerne begynder at køre og nogen finder en gammel myte frem om en “rumghoul” der spøger i det interstellare rum. Inden længe er den gamle overtro tilbage i folks bevidsthed. Historiens hovedperson undersøger dog ulykken til bunds og finder en ganske logisk forklaring på det hele. En tør og kedelig novelle med en fuldstændig flad spændingskurve.

Lidt mere spændende er sidste historie, Ghosts Come Home af Justin Stanchfield der handler om rumpiloten Verlain der lever et lykkeligt liv med sin kone og de har et barn på vej. Vi finder dog ud af at han er genetisk modificeret fra barn af til at elske en anden kvinde, men de blev separeret som unge, og Verlain har næsten glemt hende, indtil hun selvfølgelig en dag igen dukker op. Det lyder mere pladderromantisk end det egentlig er, og Stanchfield får opbygget nogle interessante karakterer.

I første historie, Backlash af Nancy Fulda, sker der en frygtelig masse på kort tid. Det kunne være taget ud af en moderne musikvideoklippet technothriller film. Pensioneret special ops agent Eugene Gutierrez har en fredelig aften på en restaurant, men da han modtager en “fortune cookie” med en mærkværdig besked på, vælter verden omkring ham. Skudvekslinger, agenter fra fremtiden, terrororganisationer og bombetrusler i et virvar. For så vidt en potentiel interessant tidsrejsehistorie, om agenter der giver opgaver til dem selv tilbage i tid kombineret med en oprørsk datter med mulige forbindelser til en terrororganisation, men det går simpelthen for hurtigt i denne novelle. Hele situationen køres op en spids på meget kort tid, og falder ligeså hurtigt ned igen.

The Palace in the Clouds af Eugene Gutierrez er noget med Venedig og om en by oppe i skyerne. Bedre kan jeg ikke forklare det. Er ikke helt sikker på hvad det gik ud på.

Historier om generationsrumskibe der har været så længe undervejs, at dets beboere ikke længere ved hvor de er eller hvorfor, er set nogen gange før. Benjamin Crowell forsøger sig med det i Wheat Rust uden helt at bidrage med noget nyt. Novellen følger en casanovatype der hygger sig med en dame i græsset, da de bliver afbrydt af to mænd der falder ned fra himlen. De kommer fra en mere udviklet del af rumskibet, og hovedpersonen her bliver lokket ind i en mission der sender ham til andre ukendte del af skibet.

Mary Robinette Kowal bidrager med For Want of a Nail der er nomineret til en Hugo i novellekategorien. Her er vi igen på et generationsrumskib, men det ved dem ombord godt. Problemet opstår da en families robot, som de bruger til at optage og iagtage alle familiens vigtige øjeblikke med, altså en slags familiedagbog, går i stykker. Cordelia er hende der har ansvaret for robotten, og hun er desperat efter at få den repareret. Men i sin jagt efter reservedele finder hun frem til nogle gemte familiehemmeligheder. Ganske fin novelle med flere originale idéer, der bestemt er en Hugo-nomination værdig.

Geoffrey A. Landis leverer den Hugo-nominerede kortroman The Sultan of the Clouds. En hard sf historie af den gamle slags. Historien følger David, der er teknisk assistent for den dygtige forsker Leah, som han iøvrigt er håbløst forelsket i. De bliver inviteret til Venus af planetens mest magtfulde familie, angiveligt i et videnskabeligt ærinde. Venus er koloniseret i form af flyvende byer og de fleste af disse byer er altså ejet af denne familie. Stakkels David bliver helt uforvarende rodet ind i lokale politiske intriger og det går op for ham, at familiens kommende arving, har helt andre udspekulerede planer end blot at snakke spekulativ forskning. Som det så ofte er med hard sf forfattere, duer de ikke rigtig til at skrive interessante personer, hvilket denne historie egentlig kræver for at komme op på et højere niveau. De rent tekniske og videnskabelige idéer bag denne måde at leve på Venus på er dog ganske fascinerende, så Hugo-nomineringen er delvis forståelig, men jeg tvivler på den vinder.

Første historie er That Leviathan, Whom Thou Hast Made af Eric James Stone handler om en mormonpræst der er præst for nogle rumvæsener der har tilsluttet sig denne kirke. Rumvæsenerne bliver kaldt for ‘swales’ og er gigantiske væsener bestående af plasma der lever inde i solen. Præsten har en samtale med en mormon swale der fortæller at den er blevet voldtaget, og ikke ved om det er syndigt eller ej. Præsten bliver oprørt over at finde ud af at voldtægt tilsyneladende er helt acceptabelt i deres kultur, så han vil straks tage kontakt til den ældste swale. En forsker der arbejder på at forstå dette samfund mener selvfølgelig det er en dårlig idé at blande sig i deres kultur, og det giver anledning til en forudsigelig moralsk konflikt og diskussion om hvorvidt det er i orden at presse jordiske moralske normer nedover nogle helt fremmede væsener. Forfatteren virker ikke prædikende specielt for den ene eller anden part, men det gør så også samtidig at historien mangler kant og dermed bare bliver forudsigelig.

David D. Levines Pupa er en særlig type science fiction historie jeg aldrig helt bliver venner med. Det foregår (næsten) udelukkende på en fremmed planet med rumvæsener, hvilket selvfølgelig i sig selv er interessant, men fordi det hele bare bliver så mærkeligt uden at man har noget jordisk referencepunkt, er det svært at fange interessen. Men i hvert fald handler novellen om et yngre medlem af denne insektligende race der ser sin mor blive slået ihjel, men i dette samfund er der åbenbart ikke nogen der lytter til ikke-voksne væsener, så vores hovedperson har svært ved at få opmærksomhed om sin situation. Novellen ender godt nok til sidst på Jorden, men i det store hele er denne race bare uinteressant og hele problemstillingen med at de ignorer de yngre virker kunstig, fordi man ikke får nogen forklaring på hvorfor de er ligeglade.

Richard A. Lovett forsøger med humor i first contact historien Spludge. Rumvæsener besøger Jorden, den amerikanske præsident tager pænt imod osv., men vores hovedperson er overbevist om at rumvæsenerne bare er i færd med at lave en stor practical joke med os jordboere. Det er ikke hylende morsomt, men idéerne er ganske originale.

Mere seriøs er Red Letter Day af Kristine Kathryn Rusch der beskriver en verden hvor tidsrejser er mulige, men man er nået til enighed om at det simpelthen ikke duer i praksis at den teknologi er frit tilgængelig, så i stedet giver man alle muligheden for at sende et brev til deres tidligere jeg i skolealderen. Historien følger en skolepsykolog som hvert år får til opgave at tage sig af de børn der ikke får noget brev fra deres fremtidige jeg. Rusch har ikke nogen radikale idéer med hensyn til tidsparadokser og hvad deraf følger, men hun skriver som altid godt.

Flotsam af K.C. Ball er en af de kedelige skabelonskrevne Analog-historier. En lille rumstation med tre besætningsmedlemmer bliver ramt af et eller andet der ødelægger vitale systemer om bord, og fordi firmaet har slækket på sikkerheden for at spare penge, ser deres chancer sorte ud. Men lidt kreativ problemløsning redder dagen.

Jerry Oltions The View From the Top foregår også på en rumstation, men her er problemet af emotinel karakter, da en af astronauterne ikke længere kan styre sine følelser og derfor må se sin drøm om at blive astronaut forsvinde næsten inden den var begyndt.

Hvad gør man hvis man har overladet verdensherredømmet til en computer og den beslutter sig for at Jordens overbefolkningsproblem skal løses ved at den ene halvdel skal udryddes? Det er i al sin enkelhed udgangspunktet for Kyle Kirklands Sandbagging. En ung forsker mener han har en måde at forhindre det på, men intern rivalisering med kollegaer kommer i vejen i denne noget utroværdige historie.

Til sidst finder vi en af dette års Hugo-nominerede novelettes. Det er Sean McMullens Eight Miles der faktisk godt kunne have været en pulp historie fra starten af århundredet, dog noget bedre skrevet. Historien udspiller sig i London i midten af 1800-tallet og følger Harold Parkes der lever af flyvninger over London i ballon. Han bliver en dag kontaktet af Lord Gainsley der vil have ham til at tage sin ballon op i så højt et luftlag som muligt. Det skyldes han har fundet en pige som han mener stammer fra de højere luftlag, og hendes hjerne fungerer derfor ikke nede ved jordoverfladen. Idéen er at bringe hende op i de højere luftlag og forsøge at kommunikere med hende. Yderst velskrevet historie, men jeg tror nu ikke den vinder en Hugo trods alt.