Subspace nr. 4, 2008

Årets sidste nummer af Subspace er et rigtigt julenummer. Artiklerne og forsiden er i hvert fald pyntet med Star Trek-inspireret julepynt.

Henriette Fox Maule brillierer igen med flere velskrevne artikler. Først en syv sider lang gennemgang af tilblivelsen af en af de mest klassiske episoder fra den originale serie, The City on the Edge of Forever. Jeg fik dermed lyst til at få set dette famøse afsnit og hold op da hvor er det godt! Kirk og Spock må rejse tilbage i tiden for at rette op på historiens gang, der er sat så meget ud af kurs, at rumfart ikke kommer så langt. Den grundformel har vi sidenhen set brugt i blandt andet filmen First Contact og Deep Space 9 afsnittet Past Tense, men her det ikke bare lige at rette op på historiens gang. Kirk står overfor et stort moralsk dilemma, når det bliver klart hvad der skal gøres, for at rette op på historien. Og afsnittets tilblivelse, der er skrevet af Harlan Ellison, er mindst ligeså dramatisk kan man se på Henriettes artikel. Den var lang tid undervejs, manuskriptet blev skrevet om utallige gange og der er mange myter og modstridende påstande fra Harlan Ellison og Gene Roddenberry, om hvordan det egentlig foregik. Henriette tager også hul på en ny biografisk artikel om en Star Trek skurk, denne gang er det Shran fra serien Enterprise.
Det overraskede mig noget at se Erwin Neutzsky-Wulff i indholdsfortegnelsen. Hans bidrag er en to siders lang svada om science fiction genren generelt og hans personlige holdninger til de forskellige Star Trek-serier.
En anden personlig beretning får vi fra Thomas Skaarup, der skriver om hans oplevelser med andre science fiction serier, som ham og hans kone/kæreste (Pernille hedder hun) så, da de var løbet tør for Star Trek-serier. Der er mindre gode oplevelser med den ældre serie Andromeda, positive indtryk fra den nye Battlestar Gallactica, Babylon 5 og The 4400, og et blandet syn på Stargate: SG-1.
Bertil Dorch skriver igen om hvordan Star Trek bliver refereret til i medierne. Blandt andet i forbindelse med CNNs “hologram”-reporter (som ikke havde en pind med et hologram at gøre) under den store valgdækning i USA.
Hele tre boganmeldelser er der også. Henriette Viskum Madsen anmelder bogserien New Frontier af Peter David, jeg selv bidrager med min anmeldelse af Science Logs og Mette Lauchand skriver om den noget kritiske biografi om Gene Roddenberry, The Myth and the Man behind Star Trek af Joel Engel.
Jan Andersen skriver en fin nekrolog om Arthur C. Clarke og vinkler det passende ind på Clarkes (lidt sparsomme) forbindelse til Star Trek og Roddenberry.
Til sidst giver Kim Pierri om de gamle Battlestar Gallactica tv-serier og det er bestemt interessant læsning, også selvom man kun kender til den nye.

Særligt de to sidste numre af Subspace har haft rigtig mange gode og velskrevne artikler. Håber redaktøren fortsætter den gode linje til næste år, men intet blad uden skribenter naturligvis (hrrm, nytårsfortsæt).

Havet

HavetI Azur tager vi fat på et par danske forfattere. Denne måned var det Erwin Neutzsky-Wulffs, der selv deltog i debatten, Havet fra 1978 og næste måned er det Alice, Alice af Inge Eriksen.

Havet starter som en traditionel rumrejsehistorie, hvor et koloniseringsrumskib forlader Jorden og sætter kurs mod en planet 22 lysår fra Jorden. Da de når frem opdager de at planeten er beboet af intelligente væsener der bedst kan beskrives som store elefanter med et par ekstra fangearme. Gaierne bliver de kaldt. Deres teknologiniveau er omtrent det samme som menneskenes, dog har de ikke rejst i rummet, men alligevel ser gaierne ikke menneskene som ligeværdige eller helt intelligente væsener, da de ikke kan forestille sig, at så små, spinkle og småhovedet væsener kan være intelligente. Wulff beskriver gaiernes samfund og kultur i mange detaljer og har endda opfundet et tilhørende sprog. I sig selv imponerende og spændende nok, men min primære anke mod værket bliver, at jeg finder det hele både usammenhængende og utroværdigt. Romanen ligger som sagt op til at skulle være en rimelig realistisk og troværdig rumrejsehistorie, men specielt virker besætningen på rumskibet og deres handlinger, i hvert fald for mig, utroværdige og alle omstændighederne ved mødet med gaierne bliver simpelthen for langt ude og egentlig lidt fjollede. Det gælder så primært for den midterste del af romanen, med de Wulffske indslag med bizar aliensex og dræbende lange passager med intetsigende gaiske fortællinger, der får en til at se langt efter næste kapitel. For henimod slutningen blev min interesse genfundet, hvor handlingen igen bliver håndgribelig og spændende.

Nu har jeg jo kun læst to andre romaner af Wulff, Anno Domini og Hjernen, men oplevelsen er meget den samme, med et rimelig håndgribelig science fiction plot udenom og så er den Wulffske filosofi sat ind i midten. En form der er irritererende, frustrerende og provokerende, men stadig ikke så man mister lysten til forfatterskabet, der skal nok bare gå lidt tid mellem hver bog.

Fantasticon 2008 – lørdag

Så gik den lørdag med Fantasticon i Vanløse Kulturhus. Flotte store pæne lokaler, men det gav desværre det indtryk, at det så ud som om der var færre gæster end der egentlig var, da store åbne rum og lange lyse gange nemt kan se tomme ud. Men så var der masser af conhygge ude i det gode vejr på den åbne terrasse.

Jeg var til paneldebatten, der skulle handle om genrer og om meningen med disse. Det virkede meget dårligt forberedt, men Norman Spinrad og Erwin Neutzsky-Wullf fik da det startet fornuftigt i gang. De startede med den klassiske debat om, at science fiction ikke er rigtig godkendt litteratur af kritikerne, og at man helst ikke skal kalde sine bøger for science fiction, selvom de faktisk er det. Spinrad havde en interessant hypotese om hvordan e-bøgers kommende udbredelse, vil få stor betydning for genrene. De vil blive mere udvandede, for online boghandlere vil ikke være nødsagede til, at skulle placere en roman på en hylde med et bestemt prædikat, men kan sætte alle de tags som passer til bogen. Således at opdelinger som western, krimier, science fiction, romancer osv. bliver mindre firkantede, for en bog kan kategoriseres som det hele. Og det sker jo allerede i dag på alle online boghandelssider, hvor der også er referencer til hvilke andre bøger købere af denne bog også har købt osv. Erwin sluttede debatten med en mening om at specielt hard sf vil få det svært fremover, fordi det simpelthen er for svært for de fleste folk at forstå, grundet ringere videnskabelig forståelse. Mange ved ikke at fx rumkampsscener som i Star Wars rent videnskabeligt er noget sludder, var blandt andet en pointe.

Senere hørte jeg Klaus Æ. Mogensen fortælle om fremtidsforskning og hvordan det relaterer til science ficiton. Klaus arbejder til daglig i Instituttet for fremtidsforskning og kunne fortælle om deres arbejdsform. Fremtidsforskning skal først og fremmest være troværdigt og bliver dermed oftest også omhandlende nærfremtid, da det er ofte virksomheder eller brancheforeninger der beder om forskning indenfor hvordan deres felt vil udvikle sig de kommende år. Dermed kommer fremtidsforskning også til at grave dybere i nogle meget specifikke ting og andre dele af samfundsudviklingen, end det som normalt danner rammen for en science fiction fortælling, som jo også skal have et spændende plot. En prognose for fremtiden for en bestemt industris muligheder i østen de næste årtier er sjældent grundlaget en science fiction fortælling.

Til sidst så jeg interviewet med Erwin Neutzsky-Wullf, som mest omhandlede hans arbejdsmetoder og mindre om indholdet af hans værker. Det overraskede mig blandt andet at høre, at Erwin skrev sine romaner ved at have hele værket i hovedet og så skal den blot skrives ned, uden at han foretager nævneværdige ændringer undervejs. Mens ofte fra andre forfattere hører man, at de gennemgår en mere iterativ proces, hvor de ikke nødvendigvis ved præcist hvordan romanen skal ende når de i gang. Efter Erwins opfattelse kan der kun komme bras ud af den måde at skrive på.

I morgen planlægger jeg at høre Holger Bech Nielsen, som lige er kommet på programmet, paneldebatten om Arthur C. Clarke, paneldebatten om fantastisk børne/ungdoms-litteratur og selvfølgelig prøve lykken til auktionen.

Proxima nr. 85

Proxima nr. 85Proxima har nu fået et nyt omslag. Nu i farver og glittet papir, så det minder meget om en bog. Dog er det gamle design ganske godt bevaret, og selvom jeg synes ganske godt om det forrige design, så er ændringen fin og det skiller sig ikke nævneværdigt ud fra de tidligere numre, når det står på bogreolen. I dette nummer følger en bibliografi over science fiction på dansk fra 2005, udarbejdet af Niels Dalgaard, ligesom en tilsvarende bibliografi fra 2004 i Proxima nr. 82. Dette fylder en del, men der er dog stadig plads til tre artikler, en novelle af Flemming R.P. Rasch og den sædvanlige samling anmeldelser.

I Science fiction og kriminalromanen tager Niels Dalgaard fat på blandingen mellem science fiction og krimi, som han også gjorde det i Litteraskopet i Novum nr. 83, men denne gang med en grundig analyse af den danske forfatter Otto Schrayhs romaner som eksempel.

Palle Juul Holm har en artikel med titlen Nye læsere kan hoppe af her 1: Zingerle og Co., og det råd bør nok følges hvis man ikke helt ved hvad det er han taler om. For mig var det en i hvert fald en rodet forvirrende læsning om “et eller andet.”

Bulgarsk science fiction kender de fleste nok ikke så meget til, men vi får muligheden i Khristo D. Poshtakovs artikel Udviklingen af science fiction og fantasy i Bulgarien, hvor han giver en historisk gennemgang af genrens udvikling de sidste 100 år. Interessant at læse hvordan den politiske verden, især sovjetiske regler om hvordan litteratur bør udformes, har påvirket genren.

I Flemming R.P. Raschs novelle Al viden møder vi igen rumkaptajnen Janus Rumghoul II, som Rasch tidligere har skrevet to noveller med. Denne gang vågner rumhelten op og finder ud af at han måske slet ikke er kaptajn på et rumskib, men en webmaster for et firma der handler med autodele. Fornøjelig læsning, der fik mig til at tænke på “Anno Domini”.

I anmeldelsessektionen var Stig W. Jørgensens anmeldelse af “Hjernen” interessant, omend jeg ikke rigtig ved om jeg blot blev mere forvirret eller klogere på det værk. De hænger nok sammen. Han fremhæver blandt andet også nogle af de indlagte noveller i værket, hvor jeg så igen vil fremhæve den der hedder Skrigene. En helt klassisk gyserhistorie egentlig, men som var yderst uhyggelig læsning. Niels Dalgaard har også anmeldt The Solaris Book of New Science Fiction, som jeg har stående på bogreolen ulæst, og den har jeg nu fornyet lyst til at få læst.

Hjernen

HjernenDet er noget tid siden jeg sidst har omtalt en bog, men denne her var også noget af en udfordring at komme igennem. Det er Erwin Neutzsky-Wullfs seneste roman, der handler om en hjerneforsker, Joel Williams, der søger udødelighed ved at udskifte sine hjernedele med elektroniske proteser.

Da jeg læste bagsideteksten til denne mursten på næsten 1000 sider, om at det handlede om at overføre et menneskes identitet til en digital enhed og hvad det havde af konsekvenser, tænkte jeg at det tema havde man da snart læst adskillige bøger og noveller om. Kan der virkelig bringes noget nyt og interessant til dette emne? Men da jeg så kom i gang så blev man mindet om at Hjernen altså er skrevet af ENW og så er det som intet man har læst før.
Det er ikke kun en roman om de implikationer sådan en form udødelighed nu kan have, men også et stort fokus på den hjerneforskers motivation til at lave denne teknologi og hans person generelt.
Eller sådan er det i hvert fald i bogens første halvdel. Dernæst bryder ENW alle uskrevne regler for både genren og romanformen generelt, hvor den kontinuitet man normalt forventer fra en roman, brydes op og en masse selvstændige løsrevne historier begynder at dukke op, der nærmest kan stå som selvstændige noveller.
Jeg kan ikke helt bestemme mig for om det er en force eller et problem at bogen forsøger at være så meget forskelligt på en gang. Om man skal kalde den anarkistisk i positiv betydning eller om det bare er noget forfærdeligt rod. Det bliver rodet og uoverskueligt, hvor den røde tråd kan være svær at finde. Især del syv til ni, synes jeg næsten kunne fjernes og måske udgives som separat novellesamling. Groft sagt, da noget af det delvist giver mening (for mig i hvert fald), men især den fjerdedel af bogen tog mig for mig lang tid at komme igennem. Det virkede meningsløst og så er det svært at finde motivationen til at læse videre.

Den røde tråd der trods alt er, består i Joel Williams’ rejse gennem tid og rum, der dukker op fra tid til anden ind i mellem alle de tilfældige historier, hvor han gør sig nogle eksistentielle erkendelser om universet og sig selv. Hvad der lader til at være den overordnede ide for romanen, at verden eksisterer gennem menneskets opfattelse af den og dermed gennem hjernen, kommer til udtryk igennem Joels oplevelser og de filosofiske samtaler der er spredt rundt om i kapitlerne. En eller mening med galskaben kan jeg fornemme der er, men det er ikke lige til at stykke sammen.

Folk der måtte mene at science fiction handler for lidt om personer og for meget om teknik, burde manes til jorden af dette værk, da det i sidste ende udelukkende handler om det menneskelige perspektiv. Hovedpersonen udtrykker direkte i bogen sin holdning til hvorfor han mener hjerneforskning er det vigtigste i verden, da den verden vi alle sammen oplever sker igennem hjernen og det er vores virkelighed. Det er egentlig også kun dele af bogen der kan kaldes science fiction, og læseren kastes igennem nærmest alle andre tænkelige genrer. Satiriske historier om Gud, klassiske gysere, hård porno, filosofiske samtaler, debatter i noget der ligner essayform og poesi.

ENW skriver jo glimrende og behersker mange former for skrivestil, og de bliver flittigt brugt. Det går endda til tider over i engelsk, tysk, fransk og sågar latin. Sproget er i hvert fald ikke kedeligt, men indholdet forvirrer læseren hele tiden, og det har været en af de sværeste bøger for mig at komme igennem. Det er muligvis også forfatterens hensigt at trække sin læser igennem hele repertoiret, med alt fra at man ikke kan lægge den fra sig til at man har lyst til at rive et par hundrede sider ud, bare for at komme videre.

Måske skal man kende mere til ENW’s forfatterskab for at kunne få mere mening ud af værket end jeg umiddelbart kunne, men ellers er det uanset hvad næppe et værk man glemmer lige foreløbig, hvis man tør angribe de mange sider.
Nu har jeg så læst ENW’s første roman og hans nyeste. Måske på tide at se på det inde i midten, men det bliver ikke lige foreløbig tror jeg.

Anno Domini

Anno DominiJeg skrev tidligere at jeg måske burde give den danske science fiction forfatter Erwin Neutzsky-Wulff en chance, og da jeg lige så Anno Domini på biblioteket her igår lånte jeg den med hjem. Med sine 180 sider tænkte jeg den var jo nok hurtigt læst, hvilket den også var.

Bogen er oprindeligt fra 1975 og ifølge omslagsteksten skulle det være Wulff’s første science fiction roman. Det er 2. udgave fra 2000 jeg lånte, så den indeholder et nyskrevet forord fra forfatteren, hvor han på en mærkelig blanding af dansk og engelsk først beklager sig lidt over hvor svært det er at skrive et forord til en bog han skrev for 25 år siden, men ender dog alligevel med at konkludere at han stadig synes den er okay og fortæller lidt om hvordan den blev modtaget tilbage i 70′erne, hvor det eneste rigtige at skrive åbentbart var socialrealistisk litteratur.

Jeg blev dog noget ræd for hvad det var for noget jeg skulle læse og fik ubehagelige associationer til den slags tekster man skulle overfortolke i skoletiden, da jeg læste at sproget var i stil med følgende:

Skibet er min mor, rummet er min mor. Stor, sorttrugende tryg. Rød, venligtstram. Blød, udhulet, livmoderslimfast. Jeg er nøgen og hvid.

Det var dog ikke så slemt, for som bogen kom i gang blev sproget mere “tåleligt” og “almindeligt”. Selvom der af og til var mærkelige indfald, engelske gloser hist og pist og generel underlighed.

Bogen er udformet som en dagbog ført af en mand der rejser til en planet 42 lysår fra Jorden, og vi følger så via hans dagbog ham i et år hvor han prøver at begå sig blandt de meget menneskelignende indfødte på planeten. Det starter som en slags Robinson Crusoe hvor han prøver at overleve i den vilde natur og man følger hans bestræbelser på at lære de indfødtes sprog (et sprog fyldt med ø’er og å’er). Dette er skildret rigtig godt, for da det er en dagbog får vi bogstaveligt alle dage med og dermed hvor svært det egentlig er at skulle lære et sprog på den måde. I modsætning til lignende historier, hvor der bare springes et halvt år frem og så taler hovedpersonen pludselig sproget flydende.
Selvom historien kun strækker sig over et år må hovedpersonen alligevel leve meget igennem. Fra at leve blandt vilde junglemennesker til at tage del i en revolution mod en kommunistisk stat. Og mere end en gang får man ondt af den stakkels mand. Planeten har en meget menneskelignende civilisation og hentydninger til vores egen er da også mere end tydelige, men enkelte ting bliver dog vendt på hovedet, så læseren mindes om at det altså er en anden planet det foregår på.

Jeg må sige jeg er imponeret over hvor mange emner den ellers korte bog egentlig formår at tage op, og skal ikke prøve at nævne dem alle, men det kan dog ses at den på flere punkter er et produkt af koldkrigs-tiden. Med tydelige referencer til altødelæggende atomvåben, kommunismen, kvinders frigørelse og lignende. Trods dette fungerer det alligevel den dag i dag, og jeg kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet og ryste på hovedet flere gange over Wulff’s til tider bizare indfaldsvinkel.
Alt i alt var den på flere måder hvad jeg lidt havde regnet med. Noget helt andet end hvad jeg plejer at læse, specielt da det er over 2 år siden jeg sidst har læst en bog på dansk. Jeg blev dog også positivt overrasket over at der også er god science fiction at hente i andet end hard sf og space operas.

Denne udgave har også en novelle til sidst som hedder Strand og kan vel kaldes en slags løs epilog til Anno Domini, hvor vi får en helt skæv og næste vanvittig analyse, men alligevel rammende, af det at tage på stranden for at bade og sole sig. Og som der står i forordet, er det en novelle dansklærere sikkert vil være glade for at trække deres elever igennem.