Marts-nummeret af Asimov’s kan bedst beskrives som gennemsnitligt, med ingen virkelig fantastiske historier, men de fleste var dog ikke-kedelige.

Nancy Kress, en hyppig bidragyder til Asimov’s – særligt kortromaner, ligger ud med Act One. Historien foregår en 20-30 år ude i fremtiden og følger dværgen Barry der er manager for den aldrende kvindelige filmstjerne Jane Snow. Jane har ikke lavet en film i ti år og planlægger et comeback i en film om Arlens syndrom – en form for mental afvigelse der giver personen stærke empatiske evner. Til deres research opsøger de en semi-legal gruppe der ønsker at påføre spædbørn med denne “evne” fra fødslen via genterapi, da de mener det vil gøre verden til et bedre sted. Nancy Kress har skrevet en følelsesladet historie, der tager en række bioetiske problemstillinger op ved fysiske og psykiske handicap, hvorvidt de bør fjernes eller påføres via genterapi og det klassiske spørgsmål om man virkelig kan gøre verden mere fredelig via gendesign. Hun kommer ikke med nogen klare svar herpå, men den noget nedtrykkende slutning ligger måske an til en opfølgende historie.

R. Neubes morsomme novelle Intelligence stiller store spørgsmåltegn ved hvor intelligent kunstig intelligens kan blive. Vi følger Aaron og hans ven Bob – der viser sig at være en kunstig intelligens, og hvordan Bobs mange råd til Aaron får ham ud i dybe økonomiske problemer, primært fordi Bob har svært ved at skelne mellem sandhed og svindel blandt Internettes enorme mængder information.

The Long, Cold Goodbye af Holly Phillips er mere stemning end handling. I en ikke nærmere specificeret meget kold isverden, leder Berd efter sin tabte kærlighed, Sele. En teksttung melakonsk isørkenvandring, der efter min mening ikke rigtig passer ind i Asimov’s.

Fra isverden til sumpverden i Sara Genge Slow Stampede, som jeg har svært ved at beskrive. Muligvis er det ikke tænkt som fantasy, men hovedpersonen er en stereotyp bandeleder der jager karavaner der farer igennem deres sumpterritorium, og og historien rummer mærkelige havfruelignende væsener og andre mystiske ting. Genge har tydeligvis haft masser af ideer til sin noget eksotiske verden, men historien her virkede rodet og ufuldendt.

Nummerets korteste novelle var min favorit. I Whatness fortæller Benjamin Crowell om de to eneste overlevende livsformer efter universet ved en fejl blev slettet, en mand og hans hund. En stemme fra dem der angiveligt har været skyld i at universet blev slettet, prøver sammen med manden at få genetableret de fysiske og logiske regler for vores univers så det kan laves på ny, men det går ikke så godt. En anelse forudsigelig måske, men ikke desto mindre underholdende.

Sidste længere novelle Getting Real af Harry Turtledove har ikke meget nyt at bringe til genren, men kedelig er den dog heller ikke. Godt hundrede år ude i fremtiden er USA ikke længere den supermagt de engang var, og Kina har overtaget den plads. Kineserne styrer den amerikanske befolkning ved at give dem et fantastisk narkotisk stof kaldet Real, der beskrives som at være mere virkelig end virkeligheden. Der sker da ting og sager, men ikke desto mindre er det en ret intetsigende og uoriginal fremskrivning af USAs forfald.

Brian Bieniowski har lånt den redaktionelle spalte til at se tilbage på en gammel skolerapport om James Blishs Welcome to Mars, Robert Silverberg ser igen på Olaf Stapledons Last and First Men og tænker over menneskets dommedag og de næste milliarder af år, og James Patrick Kelly ser ligesom i januar på podcasting.