Tag Archives: musik

Proxima nr. 91

Posted on by
Reply

Proxima nr. 91Forårsnummeret af Proxima er med lidt af det hele. Artikler, interview, tre gode noveller, anmeldelser og en bibliografi over dansk science fiction 2007.

Første artikel er skrevet af redaktøren selv, Niels Dalgaard, der har læst ungdomsserien Antboy af Kenneth Bøgh Andersen, og her skriver om den som både en superheltefortælling og en almindelig ungdomsroman. Tilbage i 2008 gæstede Norman Spinrad Fantasticon, hvor Klaus Æ. Mogensen interviewede ham. Niels Dalgaard har transkriberet og oversat dette interview, der var ganske interessant at læse, eftersom jeg dårligt kunne huske noget fra det. Jeg har selv bidraget med en oversættelse af en artikel af Gwyneth Jones, der diskuterer utopi og fremskridt i science fiction.

Vi får tre noveller denne gang, hvor et par af navnene burde være kendte af læsere af Science Fiction Cirklens udgivelser. Gudrun Østergaards Vindtårnet er ganske kort og handler om hvordan arkitektur og musik kan kombineres. Rune Kristensens Det indre rum er en glimrende novelle om menneskets afhængighed af teknologi og sammenblandingen mellem fantasi og virkelighed. Vi følger en kvinde der anskaffer sig en holografisk drømmeprojektor. En slags holografisk generator der kan omdesigne hele hendes lejlighed automatisk efter hendes tanker og humør. Det går selvsagt lidt over gevind. Hvad rager det mig af Lise Andreasen er en anden kort novelle om en der tager et job som tjener af en slags for en konference der varer hele to år, men der er selvfølgelig mere i det end det.

Asimov’s, September 2009

Posted on by
Reply

Asimovs September 2009I lederspalten skriver Sheila Williams om The Dell Magazine Award, en pris der hvert år uddeles til en studerende for en science fiction eller fantasy historie. Robert Silverberg begynder på en interessant artikelserie om “world building”, indledningsvis om hvordan man konstruerer en planets fysiske og miljømæssige forhold og forholder sig til hvordan det vil have indflydelse på en civilisation der. James Patrick Kelly skriver om det væld af science fiction priser der efterhånden findes.

Første historie er egentlig fantasy og vil passe perfekt til Fantasy & Science Fiction magasinet. Lisa Goldstein har skrevet Away From Here om femtenårige Liz der arbejder på hendes forældres hotel. En dag checker nogle mystiske folk ind på hotellet, og Liz bliver stærkt betaget af dem og deres magi, og vil for alt i verden ønske hun kunne rejse bort med dem. Men alt er ikke så fint i kanten igen og historien viser hvilke ubehagelige konsekvenser der kan være ved blind besættelse.

Ferret Steinmetzs Camera Obscured bygger på en velkendt formel fra historier henvendt til unge, og gør det ganske godt med at bruge et enkelt science fiction novum til at fremføre en pointe. Victor Pino vil gerne være den bedste. Bare til et eller andet. I en verden hvor alt bliver optaget og logget på nettet fra folks videobriller, er der verdensranglister for hvad som helst. Efter at have opgivet at komme over rang 3,312,156 i verden som yoyo-spiller, beslutter han sig for at gå efter pladsen som verdens bedste elsker. Han udtænker en plan mod hvad han tror er skolens nørdede indelukkede pige, men hun viser sig ikke at være så nem at narre, og hun viser ham en verden udenfor nettets overvågning og ranglister. Historien er uden de store overraskelser, og fortællingen om at folk ikke altid er som de ser ud til, samt moralen om at man ikke behøver at være verdensmester for at være god, er set utallige gange i mange ungdomsfilm, men novellen gør det godt og inddrager science fiction elementet med en nutidig relevant pointe.

Mike Resnick er sådan en forfatter hvis noveller jeg for det meste finder ulidelige, men til gengæld elsker at kritisere. Til Soulmates har han allieret sig med Lezli Robyn, men det kan ikke umiddelbart ses. Det er typisk Resnick hele vejen igennem. Gary arbejder som nattevagt på en fabrik med en masse robotter. Han drikker lidt for meget, da han har svært ved at acceptere at det var ham der slukkede for sin afdøde kones respirator. Han falder i snak med en af robotterne og de diskuterer liv og død og den slags. Resnick kombinerer altså hans velkendte formel med gamle mænd og deres tabte kærlighed med hvad der lader til at være hans nye fascination, startende med hans Hugo-nominerede Article of Faith, om robotters følelser og menneskelighed. Udover det selvfølgelig altid er gabende at læse Resnicks følelseseskapader, er hele novellen blot en konstrueret samtale mellem Gray og denne robot, som ikke har nogen realistisk historie at fortælle i sig selv, men bare er skabt for at Resnick kan komme ud med sin lommefilosofi. Men mon ikke den bliver Hugo-nomineret til næste år.

Brenda Cooper skriver om en verden ramt af tørke i In Their Garden, hvor en gruppe botanikere har slået lejr inde i en botanisk have, for at bevare noget af plantelivet. Paulette er vokset op derinde, men vil gerne lære mere om verdenen udenfor. En interessant verden, men novellen er alt for kort til at det giver noget.

Tidsrejsehistorier er sjældne i magasinerne nu om dage, men Steve Rasnic Tem har skrevet en med The Day Before the Day Before. Fortælleren arbejder for et team under navnet Office 87, der angiveligt er tidsrejsende der retter op på ting i fortiden, omend nærmere detaljer gives ikke. Tidsrejserne tilbage til fortællerens egen barndomstid får ham til at tænke på en bordbøn han lærte som barn, om at lære af gårsdagens fejl og gøre det bedre i dag. Symbolikken er nok vigtigere end selve tidsrejseaspektet.

Historier om intelligente huse troede jeg hørte den fjerne fortid til, men åbenbart ikke, for Benjamin Crowell har skrevet en tankevækkende beretning om en kunstig intelligens der styrer et hus i Tear Down. En ny familie flytter ind i huset og de overvejer at erstatte den eksisterende kunstige intelligens med en nyere, og det semi-bevidste hus ved ikke helt hvordan den skal tackle dette. Udforskningen af psyken for kunstige intelligenser var langt mere interessant heri end i Resnicks novelle.

Her Heart’s Desire af Jerry Oltion er endnu en kort fantasy novelle med en morale af en slags. Patrick støder bogstaveligt talt ind i Michelle på gaden, hvilket gør at hun taber den glaskrukke der skulle indeholde alt hvad hendes hjerte kunne begære. Hun bliver temmelig vred, Patrick prøver at berolige hende, men finder ud af at magien fra krukken åbenbart har ramt ham, for hele hans liv er pludselig noget andet. En ret banal historie med en morale om, at man skal passe på med hvad ønsker sig.

En lang novelle fra Kristine Kathryn Rusch er altid velkommen og med Broken Windchimes går hun helt nye veje. Hun beskriver en mandelig sopran der synger en slags opera for rumvæsenerne på Djapé. En yderst krævende disciplin, hvor selv den mindste fejl i ens sang betyder, at man aldrig kommer til at stå på den scene igen. Sopranen har klaret det i mange år, men en aften går det galt og hele hans liv bliver vendt rundt. Han beslutter sig for at tage tilbage blandt mennesker igen, for at lære om menneskets musik, som han intet kender til efter sit liv på Djapé. Det første sted han finder vej til er en bluesklub, og han bliver voldsomt betaget og forvirret over at musikken har så meget variation, sangene aldrig lyder ens den næste aften, hver en tone rammes ikke rent og alle de mindre perfekte ting vi kender fra vores musik. Han falder i snak med forsangeren fra livebandet og dermed får vi noget at vide om hvilken verden det hele udspiller sig i, og hvordan unge drenge sendes til Djapé for at blive sopraner i deres musikstykker. Det er ikke nogen sindsoprivende historie og spændingskurven er temmelig flad, men Rusch viser en fascinerende verden, en god menneskelig historie og hun er efter min mening en af dem der formår at bruge kortromanformen på en fornuftig måde.

Asimov’s, December 2008

Posted on by
Reply

Asimov's, december 2008Decembernummeret er et tyndt nummer, både fysisk og på indholdet. Fra og med dette nummer, har Asimov’s skiftet format, så der er en anelse færre sider, tilgengæld er dimensionerne øget en lille centimeter. Netto skulle tabet dog i tekst dog være på ca. hvad der svarer til en kort novelle. Begrundelsen er som det så ofte er – økonomi.

Første historie Way Down East af Tim Sullivan følger to hummerfangere der får en noget usædvanlig opgave, de skal sejle et rumvæsen rundt på en lille tur på havet. En løjerlig men god og anderledes historie.

Kathryn Lance og Jack McDevitt har sammen skrevet Welcome to Valhalla hvor Richard Wagner kort inden præmieren på sin store operacyklus Der Ring Des Nibelungen bliver antastet af en person, angiveligt fra fremtiden, der viser ham billeder fra anden verdenskrig og hvordan Hitler misbrugte hans musik i sin propaganda, og vil have ham til at droppe sin musik for ikke at få ødelagt sit ry. Jeg skal ikke kunne sige om andre har skrevet lige den her historie før, men den virker håbløst forudsigelig og efter min mening er hele ideen om at Hitler blev nærmest direkte inspireret af Wagner, som novellen antyder, det rene sludder.

Steven Utley, der næsten har en novelle med i hvert nummer af Asimov’s, Perfect Everything, har endnu engang skrevet en historie med en mindre sympatisk hovedperson og en grum slutning. Denne gang er der en egoistisk teenager, der må tackle nyheden om at hans hjemkoloni er blevet angrebet af rumvæsener.

Fra Melanie Tem og Steve Rasnic Tem får vi In Concert, en lang novelle om en ældre kvinde ved navn Inez, der hele sit liv mod sin vilje har opfanget halve og hele tanker fra mennesker overalt i verden. Nu modtager hun også tanker fra den astronaut der er blevet tabt i rummet, som medierne har talt så meget om. En langtrukken sentimental kedelig historie der ikke har meget med science fiction at gøre.

Geoffrey A. Landis har en ultrakort novelle, Still On The Road, der angiveligt skulle give mening for dem der er bekendt med Jack Kerouacs roman On The Road.

Næsten halvdelen af dette nummer består af David Ira Clearys kortroman The Flowers of Nicosia, der handler om en Nirvana-inspireret rockgruppe, der drømmer om at spille deres musik i den muslimske verden. Det har dog visse udfordringer. Historien er en lang række af antydninger og henvisninger til diverse rockgrupper og deres døde forsangere (Kurt Cobian bliver nævnt en del), og den har heller ikke meget med science fiction at gøre, udover sparsom omtale af en lidt ændret politisk situation i Europa i nær fremtid.

Redaktør Sheila Williams ser lidt tilbage på de fysiske dimensioner på magasiner gennem tiden, nu da Asimov’s som nævnt også har justeret deres format lidt, og Robert Silverberg skriver om Murray Leinsters berømte novelle A Logic Named Will fra 1946, der på imponerende vis beskriver et system der til forveksling ligner hvad Internettet har udviklet sig til. Denne klumme var nok det mest læseværdige i dette nummer.

Som det vist er mere end antydet, har jeg ikke meget positivt at sige til indholdet i dette decembernummer. Stort set ingen af novellerne har meget med science fiction at gøre, og pladsen spildes på unødigt lange og kedelige fortællinger om stort set ingenting. Silverbergs klumme og Way Down East er værd at nævne igen, men ellers alt i alt et skuffende nummer.

Look to Windward

Posted on by
3

Look to WindwardDen sjette roman i Iain M. Banks’ Cultureserie er en lang humoristisk optakt til en stor symfoni og et komplot der sprænger alle rammer. Desværre er det også den svageste bog af ham jeg har læst indtil videre.

I de tidligere romaner har vi set hvordan the Culture ynder at blande sig i fremmede kulturer og civilisationer, særligt med henblik på, i deres øjne, at forbedre deres samfund og indlemme dem i the Culture. Det går bare ikke altid helt godt. Med racen Chelgrains udløste man en krig mellem de forskellige “kaster” i samfundet. En krig der tog livet af fem milliarder Chelgrains. The Culture har sagt undskyld og forsøgt at gøre det godt igen, men nogle Chelgrains er af den overbevisning, at disse fem milliarder ofres sjæle ikke kan få endelig fred, førend mindst ligeså mange af deres fjender er blevet dræbt. Og med hjælp fra nogen endnu højere stående væsener, der angiveligt har deres helt egne motiver til at gøre skade på the Culture, udarbejder de et komplot, der skal gøre regnskabet op, mod en Culture-ringverden. På denne verden lever Chelgrain-komponisten Ziller og han er ved at færdiggøre sit livs symfoni. Krigsveteranen Quilan sendes dertil, officielt for at overtale ham til at komme tilbage til sine egne, men han er selvfølgelig nøglepersonen i gengældelsesangrebet.

På mange måder gør Banks det igen, med endnu en vinkel på Culture-samfundet og deres uperfekthed, og et hint af at der er kræfter i galaksen der er endnu større. Humoren er i top og med vel nok hans bedst skrevne dialoger i serien. Desværre er plottet skruet sådan sammen, at der ikke rigtigt kan ske nogen udvikling, for det hele skal forløses til sidst. Så rigtig meget af bogen går med mærkværdige naturudflugter Ziller er på og morsomme – men ligegyldige for plottet – samtaler med den AI der styrer ringverdenen. I sig selv glimrende, havde det blot været mellemspil til en egentlig handling og plotudvikling, og ikke den primære del af romanen. Dette gjorde, at jeg havde meget svært ved at gøre bogen færdig. Den lå på sofabordet længe, men det var alt for ofte en fjernbetjening jeg fik fat i.

Asimov’s, July 2008

Posted on by
2

Asimov's July 2008Jeg har tegnet et abonnement på det amerikanske science fiction magasin Asimov’s Science Fiction og vil fremover anmelde hvert nummer. Det er et magasin der har kørt siden 1977, hvor Asimov selv op til hans død i 1992, ikke var redaktør, men skrev i de redaktionelle spalter, svarede på læserbreve og lignende. Fra 1986 til 2004 var Gardner Dozois redaktør på magasinet, hvilket gav ham i alt 15 Hugo awards. I dag har magasinet en kvindelig redaktør, Sheila Williams. Asimov’s udmærker sig også ved at historier derfra har vundet i alt 44 Hugo awards og 24 Nebula Awards. Det udkommer 10 gange årligt, med dobbeltnumre i April/May og October/November.
Hovedvægten er selvfølgelig på kortere og længere noveller, men der er også spalteplads til læserbreve, boganmeldelser, redaktørens klumme og artikler der reflekterer over genren, samt digte.

Første historie i nummeret, Lester Young and the Jupiter’s Moons’ Blues af Gord Sellar, er en beretning fra en sort amerikansk jazz-musiker fra en alternativ tidslinje, hvor rumvæsener i 1940′erne har koloniseret solsystemet, og hans oplevelser som hyret musiker på et af deres skibe. Meget autentisk skrevet og en rigtig god historie, også selvom man ikke ved noget om jazz.

Steven Utleys The Woman Under the World eksperimenterer med det problem, hvor en overførsel af et menneske gennem et ormehul går galt, og skaber en kopi i begge ender. I denne historie er den ene blot et slags energifelt uden masse, der blot tror at hun har en krop og er den rigtige person. Et rodet dyk ned i dette “spøgelse”s tanker.

I Cascading Violet Hair af R. Neube aner man et par kommentarer til den nuværende boligkrise i USA. Det er en lille kærlighedshistorie om en mand, der kun lever i håbet på en rumkoloni hvis økonomi er så dårlig, at den må optage lån blot for at få iltforsyninger. Da han ejer sin egen bolig, er hans eneste håb at holde ud, indtil den måske bliver noget værd igen. Forfatteren får på få sider opbygget en troværdig og interessant verden, men der mangler et godt plot.

Michael Bishop har skrevet en sørgelig historie, med den lange titel Vinegar Peace, Or The Wrong -Way Used-Adult Orphanage, om en kvinde der bliver indkvarteret på et hjem for forældre der har overlevet deres børns død. En relation til Michael Bishops eget tab af hans søn Jamie, er tydeligvis hensigtet, da det nævnes i indledlingen. Ellers er det svært at sige meget om den novelle.

Den lidt underlige novelle, 26 Monkeys, Also The Abyss af Kij Johnson, er på grænsen til at være fantasy. Handler om en kvinde der har et show med 26 aber og hvor det afsluttende nummer altid er hvor alle aberne kravler op i et badekar for at forsvinde i et lysglimt. Kvinden ved ikke engang selv hvordan aberne gør det, men de kommer altid tilbage til turbussen. En ide der ender med ikke at komme nogen vegne.

The Philosopher’s Stone er tredje del af en sammenhængende serie på i alt fire af Brian Stableford. Forhistorien er et sekstendeårhundredes England hvor John Dee har bygget et rumskib og opnået kontakt med rumvæsener i solsystemet. I denne fortsættelse møder man den fiktive person, Edward Kelley, der er kommet i besiddelse af en sten der gør at han kommer i kontakt med hvad han selv tror er engle, men som er rumvæsener der vil hjælpe menneskene mod en mulig invasion fra andre rumvæsener. Virker som en rigtig spændende historie, men jeg mangler hele forhistorien. Nogen der ligger inde med numrene August 2006 og March 2007?

I de faglige spalter har Robert Silverberg genlæst Olaf Stapledons Last and First Men og analyserer den. Endnu en bog på hylden der skal læses. Redaktør Sheila Williams reflekterer over humor i science fiction og det ligner en opfordring til forfatterne om at sende mere af den slags ind, gerne noget der kan kombinere det tragiske og dystopiske med lidt humor. Derudover tænker Kristine Kathryn Rusch tilbage på månelandingen i 1969 i When The World Looked Up.

Uden noget at sammenligne med endnu, er det svært at drage nogen konklusioner, men lige dette nummer var meget “light” hvad science fiction angår. Ikke en kritik, en konstatering. Flere af historierne foregår inde i hovedet på folk og det vrimler heller ikke med alverdens avanceret teknik. Men jeg tror bestemt det har været et godt valg at abonnere på Asimov’s og ser frem til at komme i krig med august-nummeret.

Et par off-topic emner her til nytår

Posted on by
Reply

På dette års sidste dag vil jeg bruge et enkelt indlæg på at omtale et par ting der ikke alle har noget med science fiction at gøre, men alligevel fortjener at blive nævnt.

For bloggen har det været et aktivt år. Over 100 indlæg og efter at Knud Larn trak mig ind i SFCs bestyrelse er det kun blevet mere spændende og givende at være sf fan. Jeg ser frem til et forhåbentlig ligeså spændende år på den front.
En 40 bøger plus en håndfuld faglitteratur har jeg fået læst i år, hvoraf det meste selvfølgelig har været science fiction udover studiebøger. Men jeg er også ved at læse mig igennem Jan Guillous Tempelridder-serie, der måske kan være lidt langtrukken til tider, men stadig en spændende historisk der simpelthen har det hele i sig.

FrasierI det humoristiske hjørne vil jeg fremhæve den geniale komedieserie Frasier, der er en af de få komedieserier jeg synes er værd at se alle afsnit kronologisk i, fremfor andre serier man kun kan holde ud med et enkelt afsnit i ny og næ. Jeg er næsten færdig med anden sæson på DVD, men har set de fleste afsnit på Kanal 5 hvor de bliver sendt alle hverdage fra 17.55. Den er nemlig også værd at gense, da dens humor er på et højere plan end banale sexjokes og klovnegags. Der bliver gjort grin med både tyske operaer og Freuds psykologiske teorier. Man føler sig ikke talt ned til som jeg synes man tit gør i andre komedieserier, hvor selv simple jokes skal skæres ud i pap. I Frasier får man lov til at tænke selv. Den kan varmt anbefales.

RadiohusetOg i det klassiske hjørne. Den 20 december var jeg til Torsdagskoncert i Radiohusets Koncertsal hvor der blev opført Prokofjevs Sinfonia concertante og Per Nørgårds Symfoni nr. 3. Cellosolisten Andreas Brantelid var fantastisk dygtig til Prokofjevs cellokoncert, men selve stykket var ikke videre interessant. Per Nørgårds tredje symfoni er jo en del af den danske kulturkanon, så den havde man da lidt høje forventninger til, men jeg må nu endnu engang konkludere at jeg ikke helt forstår det meget moderne klassiske musik, omend det jo var en imponerende opsætning der lå bag, med et komplet symfoniorkester samt harpe, klaver og hele radiokoret. Første sats var forvirrende, mens anden sats blev mere interessant efter at have hørt genudsendelsen i radioen.
Og lidt i samme genre, så var jeg ude i Operaen på Holmen i går og se opførelsen af Verdis Don Carlos, der var et imponerende stykke med både politisk drama og en (for en opera) almindelig kærlighedshistorie. Normalt er jeg ikke så meget til italiensk opera (er mest til Wagner), men det er jo en oplevelse i sig selv at være derinde og det kan på ingen måde sammenlignes med at lytte til noget derhjemme.

Tilbage er der vel kun at sige godt nytår til alle læserne derude!

Paris i det 20. århundrede

Posted on by
Reply

Paris i det 20. århundredeSom så mange andre drenge har jeg som barn selvfølgelig stiftet bekendtskab med Jules Vernes kendte værker som Rejsen til Månen og Jorden rundt på 80 dage, men denne her som Azur-læseklubben har sat på, er noget ganske andet. Oprindeligt er Paris i det 20. århundrede fra 1863, men den blev aldrig udgivet på Vernes tid. Den blev fundet og udgivet i 1994. Det er en pessimistisk dystopi om Paris i år 1960, som umiddelbart tyder på en stærk mistro til kapitalismen fra Vernes side.

Vi følger en ung litterær mand ved navn Michel Dufrénoy, som bliver forfærdet over at opdage at i nutidens Paris, og verden, er der ikke plads til litterære digtere som ham. Forrige århundredes store navne inden for alle kunstarter er blevet glemt, og det eneste der er tilbage i verden er videnskab, teknik, maskiner, finanser og det kapitalistiske marked. Selv den musik, litteratur og skuespil der er tilbage, skal handle om kemiske eksperimenter, valutaomregninger eller tandhjul. Michel finder dog mere eller mindre tilfældigt frem til en lille gruppe af Paris’ undergrund, som stadig har sans for den klassiske kunst og får sig nogle gode venskaber derfra.

En egentlig handling eller plot er ikke til at redegøre for, da det er nærmest ikke eksisterende, hvilket nok er denne romans største problem. Den er svær at blive grebet af som helhed, mens enkelte passager kan være fornøjelig læsning af og til. Verne lader heller ikke Michels oplevelser fortælle nogen historie eller noget om den fremtidsverden han skildrer. Vi får det hele at vide igennem samtaler Michel har med andre, hvilket meget ofte er formuleret som en uendelig strøm af pessimistisk brok og nostalgi over bedre gamle tider. Hverken læseren eller Michel oplever denne fremtidsversion af Paris på egen hånd, men får det fortalt gennem andre. Det synes jeg ikke er en særlig god måde at fortælle om fremtiden på. Det skal opleves af en hovedperson, som får sig nogle indtryk sammen med læseren.

Det der så lyser op i romanen som helhed er nogle fabelagtige samtaler Michel har med andre fra dette undergrunds kunstermiljø. Dette gælder især kapitel VII og VIII, som har en yderst morsom dialog og bizarre anekdoter om musik og litteratur. Et par gode citater fra især Michels gode ven, Quinsonnas, er der selvfølgelig også hist og her i bogen, men det er desværre kun i brudstykker og for det meste må jeg indrømme det var ualmindelig kedelig læsning. Ikke pga. de pessimistiske ideer Verne har om fremtiden, men fordi den måde de bliver fortalt på, gør det umuligt som læser at engagere sig i og blive grebet af bogens univers.

Generelt er Verne jo blevet hædret meget for sine ufatteligt præcist forudsigelser om hvad der er vores nutid, og det er der også masser af i Paris i det 20. århundrede, men jeg synes det er synd hvis det er præcisionen af fremtidsprofetier der skal gøres til kvalitetskriterium for god science fiction. Der skal altså også være en sammenhængende god historie der på et eller andet plan fanger læseren.
Så al respekt til Vernes samlede forfatterskab, men jeg anser nok mest Paris i det 20. århundrede interessant for dets historiske kontekst og mindre for dens kvalitet som almindelig roman.

Æstetiske udfordringer i Star Treks univers

Posted on by
Reply

I går aftes blev første foredrag i Folkeuniversitetets foredragsrække om science fiction afholdt. Det var Cynthia M. Grund, lektor i filosofi ved SDU, der for godt 20 fremmødte fortalte om kunst i fremtiden, med eksempler fra The Emergency Medical Hologram og androiden Data.

Hun tog udgangspunkt i en udtryk, The End of Art, der hævder at kunstens udvikling er gået i stå. Sådan som jeg forstod det i korte træk. Spørgsmålet er så hvad fremtidens kunst vil være, hvor Star Trek kommer med sine bud. Blandt andet igennem to kunstige intelligenser, The Emergency Medical Hologram fra Voyager-serien og Data fra The Next Generation-serien, der prøver at gøre sig selv mere menneskelige ved at skabe kunst, da kunst anses som udtryk fra kunstnerens sjæl. Det ubesvarede spørgsmål er så, om de kan skabe kunst på egen hånd eller om de blot genskaber kombinationer af andre kunstneres værker?

Vi så nogle klip fra de to serier, hvor lægehologrammet underviser Seven of Nine i at synge og et andet afsnit hvor ender med at blive stærkt beundret af en race der aldrig har hørt musik, og Data der forsøger sig med digte om sin kat Spot og som Shakespeare-skuespiller. Hvis kunst er at udtrykke sine følelser, og Data pr. definition ingen følelser har, er det så ægte kunst han fremstiller? Eller er problemet at det håndværksmæssige for ham simpelthen er for nemt? Cynthia kom med en god forklaring synes jeg, nemlig at Data mangler ligeværdige androider til at fortolke hans kunst og give ham modspil. Mennesker skaber kunst for at det kan fortolkes af andre og give noget modspil, men Data har kun mennesker som publikum, så de forstår måske slet ikke hans kunst?

Det lader til at blive en lærerig foredragsrække og jeg ser frem til næste gang, hvor det gerne skulle blive mere fysikvidenskab, når Bertil Dorch fortæller om warpteknologi.

Novum nr. 82

Posted on by
4

Novum nr. 82Årets tredje Novum med Janus Andersen fra fanzine.dk som redaktør er netop udkommet. Denne gang med et slags tema om science fiction i alternative medier i form af artikler om brugen af Internettet, podcasts og soundtracks.

Som altid har Niels Dalgaard den velskrevne klumme Litteraskopet, hvor han ser tilbage på denne klummeserie der nu har kørt i 10 år og på andre jubilærer inden for genren, blandt andet Star Trek seriens 40 års fødselsdag. Så har jeg fået trykt en artikel om science fiction podcasts, som redaktøren har givet undertitlen “sf i øregangene”, og kommentarer til denne artikel er meget velkomne. Internettet og science fiction tages også op i en oversat artikel af Cory Doctorow der mener at science fiction er den eneste genre folk holder nok af til at ville stjæle den på Internettet. Jeg ved ikke helt om jeg er enig i at bruge udtrykket “stjæle” og heller ikke at det kan forsvares, da jeg nu generelt er af den opfattelse at man må respektere kunstnernes ønske om værket skal være frit tilgængeligt eller underlagt almindelig copyright og salg, men jeg er da klart enig i at science fiction forfattere har taget brugen af Internettet og dets muligheder med blandt andet frie Creative Commons licenser til sig. Også når det gælder podcasts, så er der en meget stor overvægt af science fiction, fantasy eller horror, hvilket også viser noget om et meget engageret fanmiljø. Michael Lohr anmelder 10 film soundtracks og der må jeg også være helt enig i at placere soundtracket til Lord of the Rings på en førsteplads, da det virkelig er filmmusik uden lige.

Novellen Tabula rasa af Richard Ipsen, der er bladets eneste novelle, handler om at man i en ikke fjern fremtid har fundet frem til det gen der gør folk til politikere, hvilket der kommer en meget samfundsrelevant lille pudsig historie udaf.

Og endnu gang bør jeg lige gøre opmærksom på Fantasticon der løber af staben her i weekenden, hvor jeg selvfølgelig også vil luske rundt.

Den kunstige nattergal

Posted on by
2

Jeg var i Tivoli igår og dermed også inde i forlystelsen Den Flyvende Kuffert med H.C. Andersen eventyr hvor Nattergalen også var repræsenteret, og den historie fik mig til at tænke på at det jo faktisk var en slags science fiction historie. Det handler jo om en kunstig maskine kan være ligeså god som det ægte fra naturen, i eventyret så med en nattergal og hvor smukt den synger. Konklusionen bliver jo så at den ægte nattergal nu engang synger smukkest. Det minder da egentlig en del om de problemstillinger der bliver fremstillet i værker der handler om robotter og kunstig intelligens, og om disse kan erstatte mennesket eller ej.
Vi er jo efterhånden ved at være på et stadie hvor der findes kunstige legetøjshunde til børn istedet for en rigtig hund og jeg har da også i science fiction litteratur set ideer om genetisk modificerede kæledyr, hvor man jo så kan overveje om en del af glæden ved at have kæledyr forsvinder hvis de bliver gjort helt perfekte og problemfri. Og for at vende tilbage til eventyret, så er det jo ikke helt fjernt fra hvad man hører fra folk der er modstandere af elektronisk musik, da de mener sjælen i musikken forsvinder. Hvilket jeg dog ikke er enig i.

Jeg ved godt denne skildring af det gamle eventyr er rimelig åbenlys og velkendt, men jeg synes bare personligt det var meget sjovt nu at se et eventyr man ikke har hørt i mange år fra en ny vinkel.