Analog, November 2010

Posted on November 24, 2011 by Jeppe

Analog November 2010 Et år forsinket er jeg nået til novembernummeret af Analog. Stanley Schmidt skriver lidt i øst og vest om regler, gode og dårlige regler, og hvordan og hvorfor de skal overholdes. Med eksempler fra Analogs egne regler for indsendte noveller. Der var ikke den store pointe i det. Uden relation til dette, så virker en del af historierne noget nedslående. Verdens undergang, mindre katastrofer og personlig tragedie går igen et par gange i hvert fald.

Richard A. Lovett og Mark Neimann-Ross (Lovett er velkendt i Analog, den anden kender jeg ikke) har skrevet kortromanen Phantom Sense om den pensionerende Kip, der har arbejdet for en særlig afdeling af en af landets hemmelige agenttjenester, hvor han har fået indopereret noget som har gjort ham i stand til at fjernstyre mekaniske fluer til brug i spionage. Derudover blev hans sanser også forstærket, så han meget nemt kunne afkode folks skjulte signaler og se om de lyver eller er nervøse. Nu mange år efter har han mistet en del af sine evner, og det går ham meget på, for han føler sig ukomplet uden dem. Det har ydermere gjort at hans kone er gået fra ham, men da deres datter bliver taget til fange, må han få sine gamle evner tilbage og gå sammen med kone på jagt efter forbryderne. Den grundlæggende idé med en mand der har tabt sine særlige kunstige evner fra en militærfortid er set før, og Phantom Sense bringer ikke noget nyt ind i det. Det er heller ikke særligt spændende i længden at læse om Kip der har ondt af sig selv og selve kidnapningsplottet virker som noget der bare skal være der. Lovett har også skrevet en videnskabelig artikel der beskriver virkelighedens baggrund for nogle af historiens idéer.

Mere sjov er derimod Zoo Team af Allan M. Steele om et hold astronauter i en Mars-rejse simulator der er i kredsløb om Jorden. De undrer sig dog over hvorfor lige de er blevet udvalgt til at udgøre denne besætning der skal simulere en rejse til Mars, for ingen af dem kan siges at have været klassens bedste. Alle har op til flere disciplinære sager og negative anmærkninger fra deres træning. Det er der selvfølgelig en politisk forklaring på, så de beslutter sig for at vende det imod beukraterne nede på Jorden. Det er et meget sjovt koncept Steele har fundet på og historien bliver ført fint til dørs.

Jay Werkheiser er ikke et navn jeg kender, men hans Contamination overraskede positivt. Det er gået helt galt på Jorden, så koloniseringsskibe er blevet sendt af sted til en planet som man for et par generationer siden allerede havde sendt nogen ud til, for netop at forberede en senere kolonisering. Men som det jo er med missioner der går igennem flere generationer, så går en del af meningen tabt, så det der møder dem fra Jorden er et folkefærd der lever i kredsløb om en jordlignende planet som de for alt i verden ikke vil lande på, kun studere på afstand. Det giver nogle interessante kulturelle og praktiske konflikter. Eneste kritikpunkt er at novellen mest bliver som et anslag til en længere historie, og ender dermed lidt for åbent.

Michael A. Armstrong leverer en typisk hurtigt læst og hurtigt glemt Analog-historie med The Deadliest Moop, om farlige objekter i kredsløb der kan ødelægge satelitter og hvordan de fanges inden det går galt.

Carl Frederick er velkendt i Analog, oftest med historier om forskere og deres forskning. I Howl of the Seismologist er det seismologen Alex det handler om, og ikke mindst hans hund som han mener kan forudsige jordskælv tidligere og mere præcist end de avancerede instrumenter. Det kommer der selvsagt et lille drama udaf, krydret med en god gang videnskabelig jargon.

Outbound af Brad R. Torgersen forsøger virkelig at smøre tykt på med de store følelser. Det starter med noget der ligner verdens undergang, hvor et forældrepar må overlade deres to børn til et af de sidste rumskib der forlader Jorden. Men det går også galt på rumskibet, den 4 årige pige dør og den 11-årige dreng overlever som den eneste i en redningskapsel. Og så er han i øvrigt lam fra hoften og nedefter. Han bliver fundet af et ældre ægtepar, hvor manden kun lever som et uploadet sind i skibets computer. De rejser sammen i flere år i jagt på andre overlevende, men finder ikke nogen. Indtil den nu voksne dreng er den eneste tilbage på rumskibet. Det rammer bare aldrig rigtigt, uden at være hverken dårlig eller kedelig, så virker det som om forfatteren vil sige en masse om håb og tro, at historien går tabt i budskabet.

Asimov’s, August 2009

Posted on October 8, 2009 by Jeppe

Asimovs August 2009 Julinummeret var noget skuffende og desværre giver augustnummeret kun lidt oprejsning, dog uden at jeg vil udnævne nogen af historierne til at være værdige til næste års priser. Sheila Williams indleder med en afsløring af Asimov’s 2009 Reader’s Awards, Robert Silverberg skriver igen om at finde udenlandske oversættelser af sine værker (og det er altså ikke helt ligeså interessant anden gang som første) og James Patrick Kelly skriver om de mange forskellige priser science fiction genren har.

Vi begynder med Damien Broderick og The Qualia Engine. Under den kolde krig eksperimenterede man med gener og resultatet blev nogle hyperintelligente børn kaldet Atom Kids. Børnene i historien engagerer sig i diverse avancerede projekter, og en af dem er Saul der vil bygge en Qualia Engine – en maskine der skal opfange de elementarpartikler der udgør de menneskelige følelser. Idéerne er der, men historien løber ud i sandet uden at vide hvad den vil og forekommer noget fragmenteret.

Robert Reed er yderst produktiv i novelleformen og skriver meget forskellige historier. Creatures of Well-Defined Habits er beretningen om Hogan. Hogan er over 500 år gammel og fortæller personlige historier til dem der vil lytte. Da han dør og hans bevidsthed overføres til en computer, synes historiens fortæller at han ikke er helt den samme mere. Ingen tvivl om at Reed mestrer novelleformen.

Blue af Derek Zumsteg er en lidt sjov form for hard sf novelle. Sigurd og Rivka er på mission for at undersøge det sorte hul Sinca-177, som viser sig slet ikke at være sort! Der er masser af hard sf jargon, men det er de to indbyrdes forhold, og navnlig hvordan de iriterrer hinanden grænseløst, novellen egentlig handler om. Resultatet bliver en unik blanding af hard sf og sort humor med et godt twist.

Det overrasker mig at kloning stadig kan være et emne i nye historier, og selvom Mary Robinette Kowals The Consciousness Problem egentlig ikke bringer noget nyt til kloningsproblematikkerne, så er det en meget velskrevet historie. Ægteparret Elise og Myong har længe arbejdet med kloning. Firmaet TruClone har allerede midlerne til perfekt at klone selve menneskekroppen og nu er gennembruddet kommet der også får sindet med. Myong laver en klon af sig selv og skal derfor bruge Elise til at afgøre, om det er muligt at kende forskel på klonen og originalen. Men da Elise for nylig har været ude for en ulykke og lider under midlertidigt hukommelsestab, bliver hun i tvivl om hun selv er en klon.

En slags kloning ligger også til grund for Stephen Popkes’ Two Boys, der handler om en verden hvor neandertalerene er blevet genskabt via kloning og hvordan nu to menneskeracer kan leve i samme samfund. Omfanget af dette er egentlig alt for stort til en lille novelle, så derfor ender historien derfor med at blive noget overfladisk.

Science fiction elementet er nærmest ikke eksisterende i Kristine Kathryn Rusch korte Turbulence, om en mand der kommer til at sidde ved siden af en irriterende overvægtig kvinde i flyet og hendes knævren minder ham om hans egen flyskræk. Ikke nogen dårlig novelle, men jeg kan nu bedre lide Ruschs længere historier.

Nummeret slutter af med den længere California Burning af Michael Blumlein, om en mand hvis far er død og skal kremeres. Der opstår bare det problem at hans knogler ikke vil brænde. Han får knoglerne med hjem, og da han bliver opsøgt af to særprægede mænd der påstår de kommer fra sundhedsmyndighederne og stiller ham spørgsmål om hans far, begynder han at tvivle på om han nu kendte sin far så godt som han troede. Blumhein holder læserens interesse hele vejen igennem, for hvad pokker det er med de knogler, og det antydes delvist at muligvis var faderen et rumvæsen, men det bliver aldrig rigtigt afklaret. Novellen skriger godt nok ikke af science fiction, men er bestemt læseværdig.

Glasshouse

Posted on August 14, 2009 by Jeppe

Glasshouse fra 2006 er en løs fortsættelse til Accelerando og står fint alene. Tiden er det 27ende århundrede og menneskeheden har transcenderet til nye måder at eksistere på. Identitet, personlighed og minder som vi kender det er helt væk, og erstattet af muligheden for redigering, kopiering og fragmentering af personlighed og hukommelse.

Man følger Robin der tilsyneladende har spillet en vigtig rolle i en borgerkrig, men husker ikke noget derfra. Han mener nogen har til hensigt at dræbe ham, og han søger derfor tilflugt i et socialt eksperiment, hvor han sammen med andre skal leve 3 år i en simulation af hvad der kaldes for den mørke tidsalder – årene fra ca. 1950 til 2020. I denne verden bliver han til kvinden Reeve og skal nu ligesom de andre deltagere i eksperimentet, leve et nogenlunde almindeligt liv som middelklasseborgere i vores tids verden. De finder ud af at der er et pointsystem, hvor man får point for socialt velansete aktiviteter i denne tid og minuspoint for diverse ugerninger. De prøver så at leve et almindeligt liv med arbejde, ægteskab og sociale arrangementer. Imens prøver Reeve at finde ud af baggrunden for de andre deltagere, som hun også mistænker for at have været involveret i krigen. Sammen med hendes “mand” Sam, får de en større skepsis overfor hele eksperimentets validitet og begynder at holde sig mere for sig selv end de andre deltagere, med dertil færre point til følge, mens andre deltagere går til ekstremer i jagten på flere point. Alt dette er dog kun en ydre ramme om historien om Reeves kamp med sin egen identitet og fortid, og ikke mindst at finde frem til det egentlige formål med eksperimentet.

Stross blander mange temaer sammen i Glasshouse. Der er masser af filosofiske overvejelser omkring jeg’et, identitet og selvbevidsthed, en mængde samfundssatire og selvfølgelig en god portion vild teknologi. Jeg mangler dog stadig at læse en Stross roman jeg virkelig blev imponeret over, med Halting State som det bedste bud. Idéerne er mange og gode, men hans romaner forekommer mig stadig temmelig rodede. Det er selvsagt heller ikke nemt, når hovedpersonerne i denne roman har op til flere identiteter, med forskellig baggrund, hukommelse, køn og navn. Stross er også modig når han forsøger at beskrive et transhumanistisk samfund efter singulariteten, hvor det hele bliver meget abstrakt for nutidens mennesker at forholde sig til, men det indtryk der står tilbage for mig er at han mangler en god redaktør. Det giver øjensyneligt mening for Stross selv når han skriver det, men formidlingen overfor læseren kunne være bedre, og han lader til at tage for givet at man accepterer hans præmisser på forhånd.
Særligt i Glasshouse manglede jeg at få et engament i handlingsforløbet. Den krig som alle deltagerne tilsyneladende har været aktiv i, omend de har fået redigeret store dele af den væk fra deres hukommelse, ved man som læser intet om, og så er det svært at finde den kamp personerne har med deres fortid for interessant. At lade fremtidsmennesker leve i vor tids verden er ikke nogen ny ide, og det er altså begrænset hvor længe det er sjovt, at læse om disse menneskers forargelse over hvor primitive de synes vi var på vores tid og at de ikke kan finde ud af at bruge en mikrobølgeovn. Som plottet udvikler sig og Robin/Reeve finder ud af mere og mere som fortid, bliver koncepterne bare vildere og vildere. Robin/Reeve har åbenbart været en tank i krigen der blev udkæmpet via et gigantisk netværk af ormehuller, og det eksperiment han/hun deltager i er en del af et endnu større komplot der angiveligt havde til hensigt at starte krigen igen. Problemet er at det ikke bliver afsløringer eller forklaringer på hvad der foregår, men blot stadig mere vilde lag af teknologi og konspirationer i et univers man intet ved om. Stross problem synes jeg er at han har for mange idéer og for lidt sammenhæng at bruge dem i. Vi hører blot om forskellige fraktioner med bizarre planer, men intet om deres motivation eller hvilken kontekst det skal forstås i. Måske kunne der komme noget rigtig godt ud af det, hvis Stross skrev sammen med en anden forfatter.

Accelerando

Posted on July 29, 2009 by Jeppe

Accelerando blev Charles Stross helt store gennembrud. Oprindeligt udgivet som noveller i Asimov’s, men i 2005 samlet i denne bog der blev nomineret til flere priser og vandt Locus Awarden. Det gennemgående tema er singulariteten, med de første par kapitler trækkende meget på Web 2.0 og open source koncepter. I selv samme ånd er bogen også frigivet under en Creative Commons licens og kan læses frit på Stross’ webside.

Vi starter med at følge Manfred. Han lever af at få idéer, tage patent på dem og overdrage dem til virksomheder som kan drage nytte af det. Han lever så af donationer og tjenester fra disse virksomheder. En dag bliver han kontaktet af nogle intelligente hummere med tilknytning til KGB. De vil have hans hjælp til at leve som selvstændige entiteter. Og så ruller snebolden! Det vælter ud med den ene vilde teknologiske ide efter den anden fra Stross, og i et sådant tempo at læseren hægtes af, hvilket også er meningen, da det jo netop er indbegrebet af singulariteten – at udviklingskurverne går lodret så mennesket mister overblikket. På relativt kort tid bliver solsystemet koloniseret, kunstig intelligens bliver udbredt, mennesker uploader deres personlighed til computere, og mere og mere af solsystemets masse bliver lavet om til computerkraft via såkaldt computronium. Denne udvikling illustreres ved at Stross ind i mellem lister op hvor mange MIPS pr. gram der nu er i solsystemet.
Bogen er som sagt en samling af noveller, ni af slagsen med tre med hver deres hovedperson i en periode. Alle fra samme noget besynderlige familie startende med Manfred og sidenhen hans barn og barnebarn. der møder både rumvæsener langt ude i rummet og stifter bekendtskab med en Matrioshka brain.

Accelerando er især blevet rost for dens idérighed og mængden af mere eller mindre plausible science fiction koncepter er da også uhyre høj, hvoraf mange snildt kunne være et novum i en roman eller novelle for sig selv. Det er jo desværre bare ikke nok til at få en velfungerende historie. Accelerando virker meget som en prøveklud for mange af Stross’ idéer, da de bedre af dem har dannet grundlag for hans senere romaner. Der er simpelthen for lidt sammenhæng og pointe med historierne, og det uanset om man prøver at se den som en samling selvstændige noveller eller som en samlet roman. Begge indfaldsvinkler er lige forvirrende. For selvom Stross tænker virkelig store kosmiske tanker om universets og menneskets fremtid, så bliver det aldrig rigtigt fascinerende, fordi Stross’ måde at få gjort tingene større på lader til blot at opremse større tal end sidste gang.

Det er helt forståeligt at historierne i Accelerando har fået den popularitet og omtale de har fået, for det er imponerende hvad Stross har i posen, og dette hæsblæsende tempo de vælter frem i, gør dem i sig selv værd at læse. Det skal bare ikke læses som andet end det, for ethvert forsøg på at finde sammenhæng og plot i dette virvar, er umuligt.

Permutation City

Posted on June 28, 2009 by Jeppe

Greg Egans Permutation City fra 1994, som vandt John W. Campbell Memorial Awarden i 1995, er virkelig et imponerende hard sf værk der virkelig er visionært og forud for sin tid. Konceptet med at overføre bevidsthed til en computer er ved at blive en fast del af den nyere science fiction, særligt som et led i diskussion af udødelighed. En historie som Permutation City vil være en jeg ville have forventet ville være skrevet for nylig, da den tager en lang række skridt videre med diskussionen af dette koncept, så det at den er 15 år gammel siger noget om Egans greb om den teknologiske udvikling.

I 2045 er computerteknologien nået så langt, at det er muligt at simulere menneskelig bevidsthed som et set af matematiske abstraktioner baseret på en scanning af hjernen. Udbredelsen er dog begrænset til meget rige mennesker, da det kræver enorm stor processorkraft som er meget dyr. Ydermere er der også den begrænsning at simuleringen kører med nedsat hastighed i forhold til den rigtige verden, sytten gange så langsomt. Tilstanden er heller ikke lige ønskværdig for alle, for en meget stor del af dem der efter at være blevet scannet “vågner op” i denne computersimulation, bliver grebet af en ubehagelig fornemmelse af at det her er forkert, og efter ganske få minutter terminerer de sig selv.
Romanen er delt i to dele. Første del skifter mellem år 2045 og 2050, og følger Paul Durham der er stærkt optaget af at udføre eksperimenter med disse digitale bevidstheder, så han udfører eksperimentet med kopier af sig selv. De har det dog med at terminere sig selv efter kort tid, så han ender med at bryde gældende regler på området og fjerner denne selvmordsmulighed for den næste kopi. Dette finder sted i 2045. I 2050 bliver Autoverse-forskeren Maria Deluca opsøgt af Paul Durham med en lidt for fantastisk, men velbetalt, opgave. Autoverse er en anden gren inden for simuleret virkelighed, hvor målet er at opbygge en kunstig kemisk verden helt fra bunden, i modsætning til den mere almindelige form for virtual reality som disse digitale kopier lever i, hvor man forsimpler virkelighedens naturlove snarere end at have sine egne grundregler. Durham vil have hende til at lave en skitse til en hel planet i Autoverse-modellen, hvilket er helt uhørt, da man normalt kun arbejder på celleniveau i Autoverse, da der simpelthen ikke er processorkraft nok til noget større. Hun begynder dog alligevel på opgaven, da det trods alt kun er en skitse, og opgaven er enhver Autoverse-forskers drøm.
Andel del vil jeg ikke afsløre for meget af, men her bevæger Egan sig ud i et emne han senere har behandlet flere gange, særligt i novellen Crystal Nights og romanen Schild's Ladder, om intelligent liv der udvikler sig selvstændigt i disse computermiljøer.

Det er sjældent man virkelig bliver fanget af en bog allerede fra første kapitel. Det er endnu mere sjældent at denne fascination holder ved hele vejen igennem. Det gjorde Permutation City og den er i mine øjne en noget nær perfekt roman. Det er hard sf for nørder, måske ikke i en eksponentiel funktion som med Schild's Ladder, men i hvert fald kvadreret. Egan kan sin videnskabsteori og kan præsentere sine idéer så de både er troværdige og spændende, uden at fortabe sig i lange kedelige teoretiske passager. Det er heller ikke som så det så ofte sker med den slags science fiction, at personerne bliver flade og tørre. Faktisk er Permutation City blandt de bedste personskildringer jeg har læst. Særligt udforskningen af forholdet mellem kopi og original, hvilken virkelighed man kan stole på og spørgsmålet om den digitale kopi nu faktisk selv ønsker at leve i en computersimulation, kommer Egan godt i dybden med. Mere end nogen anden, hvor konceptet oftest bare bliver brugt som en genvej til udødelighed, og ikke beskrevet og diskuteret i dybden som her.
Desværre er der en irriterende detalje der virkelig gør meget skade på helhedsindtrykket. Af en eller anden ukendt grund mente Egan åbenbart at der skulle være en kort sexscene mellem Durham og Maria, på trods af at der ingen tiltrækning har været mellem de to, hverken før eller efter, og at det heller ikke har nogen som helst relevans for handlingen. Det lader heller ikke til at hverken Egan eller personerne har nogen ide om hvorfor, for det starter med et champagneglas og slutter med at begge to bliver enige om, at det her ved de slet ikke hvorfor de skulle. Komplet meningsløst, øv.

Målgruppen er nok noget snæver, som det nok generelt er med Egans forfatterskab. Dataloger og matematikere ligger ligefor, men ellers folk der bare virkelig elsker hard sf og det teoretiske videnskabelige sprog, vil også kunne nyde Egans tankevækkende og fængende historie.

A Quantum Murder

Posted on November 16, 2008 by Jeppe

A Quantum Murder I Peter F. Hamiltons anden Greg Mandel bog, kommer den tidligere Mindstar-soldat på endnu en opgave, selvom han egentlig havde trukket sig tilbage med den pæne sum penge han fik i Mindstar Rising.

Greg bliver hyret af Julia, den unge pige der har arvet det store firma – Event Horizon – som Greg også blev hyret af sidste gang, for at opklare et mord på en af deres vigtige forskningsansatte. Greg, og hans kone Eleanor, indvilliger med den formodning, at den sag hurtigt kan overstås uden fare for liv og lemmer. Selvfølgelig ender det lige modsat. Mordet i sig selv er et næsten klassisk tilfælde af et “locked room mystery”. Den geniale videnskabsmand blev myrdet i sit soveværelse på et afsidesliggende lille slot, hvor han bor sammen et mindre hold hyperintelligente studerende. Alle de studerende så op til ham, er helt i chok over det brutale drab og ingen har noget motiv. Ydermere var det en mørk og stormfuld nat, så ingen burde kunne komme ind udefra, morderen har ikke efterladt sig nogen spor overhovedet.
Greg må bruge alle sine evner og ikke mindst evner fra sine venner, for at få løst gåden, og netop som alle tror morderen er fundet, sætter Gregs intuition ind og efterforskningen går i helt nye retninger. Abstrakte teorier om kvantefysik, hjerneforskning, bevidsthedsudvidende stoffer og et 10 år gammelt dødsfald bliver pludselig vigtigt.

Handlingen i A Quantum Murder er mere centreret omkring opklaringsarbejdet og følger krimiskabelonen end “worldbuilding” som i Mindstar Rising. Der er også mindre action, men mere at tænke over og endnu mere fantastisk futurisk teknologi. Hamilton skruer for alvor op for science fiction blusset og integrerer sine ideer flot i plottet. Det er ikke bare et mordmysterie med nogle smarte gadgets i kulissen. Fremtidsteknologien er central for opklaringen og det gør det selvfølgelig endnu sværere for læseren at gennemskue det hele, men man er aldrig mere fortabt end Greg Mandel selv er.
Selvom den står som selvstændig historie, vil jeg klart anbefale at man læser Mindstar Rising først. Mest for at have et kendskab til de mange personer der optræder igen, men det er heller ikke helt uvæsentligt for plottet.

Og endnu en gang en reminder om Fantastik-arrangementet i morgen aften i Valby Kulturhus, hvis man vil høre mere om Peter F. Hamiltons forfatterskab.

The Temporal Void

Posted on November 13, 2008 by Jeppe

Andet bind i Peter F. Hamiltons Void Trilogy hedder The Temporal Void og fortsætter umiddelbart efter The Dreaming Void. Hamilton har ikke helt kunne begrænse sig denne gang, med 100 flere sider end sidst.

Truslen fra the Void bliver virkelig, da dens udvidelse accelererer til fire lysår i timen! Justine, en af de centrale figurer fra de tidligere Commonwealth-bøger, træffer en hurtig beslutning og flyver med sit rumskib ind i the Void, i håb om at kunne overtale the Skylord til at stoppe den ødelæggende udvidelse. Samtidig leder alle de mange grupperinger, regeringer, religiøse følgere og modstandere efter the Second Dreamer, der formodes at være i kontakt med hvad der end måtte være inde i the Void. Araminta opdager at hun er denne Second Dreamer, men hun vil helst være fri, og med mere held end forstand formår hun at holde sig skjult for dem der vil fange hende.
Men The Temporal Void består mest af flere af Inigo’s drømme om manden Edeard, der nu avancerer i graderne i politistyrken i Makkathran og indleder en storstilet handlingsplan, der en gang for alle skal fordrive gangsterne fra byen.

Om det er mig der har skiftet smag eller forventninger hvad angår space opera må være usagt, men The Temporal Void var desværre noget af en skuffelse. Det må jeg selvfølgelig sige med nogle forbehold, da hele afslutningen på historien mangler og det kan være helheden ender med at være bedre, men efter en træls gennemlæsning af The Temporal Void, endte jeg med det indtryk at der simpelthen ikke var sket ret meget på de 746 sider. Hvilket også forklarer, hvorfor jeg var en lille måned om at komme igennem, mens jeg slugte The Dreaming Void på godt to dage. Hvor man før måske har kunne kritisere Hamilton for, at gøre sine værker umådeligt omfattende og komplekse med et hav af sideplots og figurer, er han her snarere i den anden grøft. Plottet holder sig konsekvent indenfor de givne rammer i The Dreaming Void, der introduceres ikke flere væsentlige personer og enkelte ting bliver faktisk afklaret, snarere end skabe endnu flere spørgsmål. Problemet er nu bare helt omvendt – der sker simpelthen for lidt plotudvikling til at retfærdiggøre så mange sider. For det første består op imod 3/4 af bogen af Inigos drømme, altså beretningerne om Edeard i byen Makkathran, der har inspireret den religiøse bevægelse Living Dream. Det er selvfølgelig en vigtig baggrundshistorie at have med, for at forstå motivationen bag den problematiske pilgrimsfærd og hvad det er for nogle egenskaber ved dette Void der er tiltrækkende. Det holder bare ikke at bruge næsten en hel midterbog i en trilogi på det, specielt når alt det centrale kommer i sidste kapitel, og alt det inden blot er Edeard der fordriver banditterne fra byen med sine fantastiske evner. Det hjælper heller ikke at historien om Edeard er triviel og forudsigelig. Edeard er hele vejen igennem bare god, gør ingenting forkert udover nogle mindre misforståelser ved byens kulturelle normer og traditioner, og de onde gangstere han bekæmper er bare gennemførte onde hensynsløse dræbere, uden nogen videre spændende personkarakteristik.
I kapitlerne i Commonwealth-universet er der trods alt mere spænding, men samlet set er der ikke sket alverden. Konspirationerne er blevet afdækket lidt mere og the Second Dreamer er fundet og indfanget. Meget mere er det heller ikke.

I et interview gør Hamilton det klart, at sidste bind, der i øvrigt er sat til at komme i 2010, vil vende tilbage til primært at foregå i Commonwealth-universet, hvilket jo kun lyder godt, for det er vel der det egentlige plot udspiller sig. Måske ændrer mit syn sig når slutningen kommer (håber jeg), men ellers kan jeg kun se The Temporal Void som en alt for lang nødvendig baggrundshistorie, som gør at vi først nu kan komme i gang med den egentlige handling. Det er selvfølgelig helt fint at denne historie om Edeard ikke blot var lavet til en prolog i The Dreaming Void, men det havde måske virket lidt bedre hvis vægten var byttet rundt, så der var mere af Inigos drømme i første bind og mere plotudvikling i andet. Indtrykket er i hvert fald nu, at Hamilton fik søsat lidt for meget The Dreaming Void, måtte sætte plottet på standby, for at kunne fortælle forhistorien.

Derudover vil jeg lige reklamere for et Fantastik-arrangement på mandag kl. 19.00 i Valby Kulturhus, hvor man kan komme og høre mig præsentere netop Peter F. Hamiltons forfatterskab, samt om Robert Rankin præsenteret af Jesper Rugård og om Stanislaw af Flemming Rasch.

Feersum Endjinn

Posted on October 23, 2008 by Jeppe

Feersum Endjinn fra 1994 er den anden af i alt tre science fiction romaner fra Iain M. Banks der ikke er en del af Culture-universet. Banks har hver gang været en unik oplevelse, men det her slår alligevel alt.

I en fjern fremtid hvor mennesket har mulighed for at overføre deres bevidsthed til et “virtual reality”-netværk og leve videre der, dog kun med mulighed for syv ekstra liv i den virtuelle verden, er hele solsystemet på vej ind i en stjernetåge, som på sigt vil betyde at solens energi ikke vil kunne nå Jorden og al liv er dermed truet. Men for længe siden blev en maskine, der burde kunne forhindre denne katastrofe, bygget, og romanen følger fire figurer, der på den ene eller anden måde bliver involveret i at finde og aktivere denne maskine.

Første person er en ung pige der lider af total hukommelsestab og må lære at begå sig i verden igen, med diverse morsomme scener til følge. Men noget tyder på hun er en del af nøglen til hele plottet. Anden person er videnskabskvinden Gadium der får besked om at “the Plain of Sliding Stones” har afgivet et budskab, som også sender hende på sporet. Tredje person er Sessine, der tidligere stod kongen nær, men bliver myrdet først i den rigtige verden og derefter syv gange i den virtuelle verden, og ender i en slags underverden, hvor han også erkender at noget er galt med det hele. Fjerde person er Bascule, der tydeligvis ikke ved meget om hvad der sker omkring ham, men han får afgørende betydning til sidst. Denne del er skrevet i et fonetisk SMS-agtigt sprog, med sætninger som: “Well I no that, thilly, tho u r a very feerth old hok, & gettin less blind ol thi time.” Hvilket selvsagt er meget anstrengende at læse i længden.

Feersum Endjinn er nok den sværrest tilgængelige af Iain M. Banks bøger, og Banks plejer i forvejen ikke at give for endegyldige slutninger, men slutningen her er da om noget uafsluttende og giver svar på en masse som man aldrig helt kendte spørgsmålet til i første omgang. Man kastes ind i handlingen uden livlinje og må prøve at navigere i den komplekse verden uden hjælp fra forfatteren, og helt i mål kommer man aldrig.

Asimov’s, September 2008

Posted on October 6, 2008 by Jeppe

Asimov's, September 2008 Hvilken fantastisk forside. Gigantiske majestætiske goblelignende skabninger! Indholdet er heller ikke værst, med rigtig mange gode historier og et par mere eller mindre dybsindige digte. Af sidstnævnte ser G.O. Clark på verdensberømte malerier i Perspective, Bruce Buston skriver om en by i en anden dimension i The Ghosts of Chronopolis og Ian Watson giver os skrigende rumvæsener i Screams.

I William Bartons In the Age of the Quiet Sun finder en gruppe asteroideminearbejdere liget af et rumvæsen nær en større asteroide. De resonerer sig hurtigt frem til at rumskibet nødvendigvis også må være i nærheden og finder det begravet i asteroiden. Man har aldrig før stødt på bare antydninger af andet intelligent liv i rummet, så de ved godt de har gjort en stor opdagelse, men de er ikke meget for at kontakte deres overordnede, da de er ret sikre på de ikke selv vil få noget ud af det. I stedet vil de forsøge at udnytte teknologien fra det fundne rumskib, til at skabe deres egen forretning, men de må arbejde hurtigt, for myndighederne fatter hurtigt mistanke og jagter dem gennem solsystemet. En god og spændende historie, uden at være noget ekstraordinært.

En robot går til en psykiater i Robert R. Chases Soldier of the Singularity, fordi den gerne vil behandles som et menneske og hjælpe til med behandlingen af psykiatriske patienter. Psykiateren er dog noget modvillig, da han ikke mener at robotten kan forstå menneskelig psyke da den ikke selv er menneskelig, og at der hersker en krig mod robotterne der mener at de har gjort mennesket ubrugelig i evolutions navn, hjælper heller ikke just på troværdigen. Men slutningen tager en helt uventet drejning. Overraskende og original kort novelle.

Menneskehandel ses af de fleste næppe som noget positivt, men Mary Rosenblum forsøger at udfordre dette synspunkt i sin novelle Horse Racing. Det er ikke direkte menneskehandel, men mere i retning af virksomheder der køber retten til at ansætte særligt kvalificerede mennesker. Novellen følger en af de bedste købere i det her felt, der tager en gæst med til en af de her auktioner, og den moralske opfattelse og ideen om vores egen selvbestemmelse sættes på prøve, både for læseren og gæsten.

Vil man have et hologram med sin afdøde bedstemors personlighed “boende” hjemme hos en, hvis man havde muligheden? Dette spørgsmål stiller Ian Creasey i Cut Loose the Bonds of Flesh and Bone, der giver den meget brugte idé om digitale kopier af en persons hjerne en anden drejning.

Læseren og novellens fortæller rejser tilbage til den palæozoiske tidsalder i Steven Utleys Slug Hell. En stemningsfuld novelle, hvor den tidsrejsende geolog ser skønhed i fortidens bakteriepøl.

Hvert nummer af Asimov’s indeholder tilsyneladende en hyggelig eventyragtig, til tider børnevenlig, blød science fiction (næsten fantasy) historie. Denne gang hedder historien Midnight Blue og er skrevet af Will McIntosh. Vi er egentlig ovre i fantasy, for det er nogle magiske “charms” i forskellige farver, der for længe siden pludselig dukkede op over det hele, der er historiens novum. Disse “charms” kan optages af en person og give ham eller hende særlige evner. Alt lige fra evnen til at flyve til blot at være god til at fløjte, stort som småt. Men da der ikke er kommet flere af dem siden de kom frem første gang, er de nu blevet meget dyre og sjældne, og kun de riges børn har nogen. Novellens hovedperson, Jeff, er ikke en af dem. Men da han en dag finder en “charm” ude i naturen, hvilket er helt uhørt, bliver hans liv vendt op og ned. Den midnatsblå “charm” viser sig nemlig at være yderst sjældent, og straks vælter det ind med gode tilbud. En fin godnathistorie til yngre læsere.

Sport er sjældent omdrejningspunktet i science fiction historier (i hvert fald af hvad jeg har stødt på). Sportsskribenten Derek Zumsteg har med novellen Usurpers fået sin professionelle debut som forfatter, med en intens tankestrøm fra King under et løb hvor han vil slå rivalen Steve. Zumsteg eksperimenterer med sproget og gør det godt, men der er simpelthen for lidt handling til at gøre historien bare lidt interessant.

Stephen Baxter forsøger sig med en klassisk invasion fra rummet historie, men med det twist at rumvæsenerne er monstre bestående af is, det foregår i 1700-tallets England og blandt hovedpersonerne er Daniel Defoe og Isaac Newton. Jeg synes det er en rigtig fed idé, men Baxter får desværre aldrig rigtig spænding ind i historien, og meget fortaber sig i snik snak mellem de store historiske navne.

Udover de mange rigtig gode historier i dette nummer skriver Sheila Williams om Asimov’s egen læserpris og Robert Silverberg ser på 30-års jubilæet for Reflections-klummen der i 1978 startede i bladet Galileo.

Kontinentet der gik tabt

Posted on April 20, 2008 by Jeppe

Kontinentet der gik tabt I forbindelse med at Norman Spinrad gæster Danmark til Fantasticon, så har SFC udgivet to længere oversatte noveller og en kortroman i denne bog med det prægtige omslag – igen af David Hardy. De tre historier er vidt forskellige og fra forskellige tider, men alle viser de Spinrads evne til at skrive gode science fiction historier med nutidige politiske relevante pointer.

Derudad, fra 1964, er en historie der vitterlig går hastigt derudad. Derudad er navnet på et handelsrumskib under ledelse af Peter Reed. Der eksisterer ikke en teknologi til overlyshastighed, så handel tager århundrede og besætningen fryser sig selv ned det under rejserne mellem stjernerne. Reed handler dog primært med viden som han kan sælge til de planeter de besøger, så han bliver interesseret i at lave en handel med en kraftfeltsteknologi hvor han modtager en videnskabsmand som betaling. Manden er jaget af en militærflåde fra Jorden, så Reed konkluderer at der må være værdifuld viden i ham. Det viser sig at videnskabsmanden arbejder på nogle matematiske teorier der skulle gøre hyperfart muligt. En teknologi der ville kunne sælges for astronomiske summer. Men først skal Reed ordne den flåde fra Jorden der jagter videnskabsmanden.
Selvom historien faktisk forløber over adskillige årtier, så bliver den fortalt som skete det på ganske få dage. Dermed fanger Spinrad jo glimrende den markante anden tilgang til tid der vil eksistere i rumrejser uden overlyshastighed og hvor besætninger går i dvale i årtier, og det virker nu ganske godt, selvom det kan få det hele til at se lidt for let ud.

I Kontinentet der gik tabt, fra 1970, bliver man taget på guidet rundvisning i ruinerne af det gamle New York. 200 år ude i fremtiden ligger det meste af USA i ruiner og atmosfæren er så forurenet, at der kræves luftfiltre og lufttætte briller for at kunne opholde sig der. Og selv med dette dør alle amerikanere af lungekræft i en alder af 50 år. I denne verden er Afrika blevet Jordens centrum for en veludviklet civilisation (Europa nævnes ikke) og det er således afrikanske turister der er på denne rundvisning. Blandt dem er blandt andre en professor der forsker i Rumalderens historie, Amerikas storhedstid, og en stærkt racistisk amero-afrikaner, en sort mand hvis forfædre blev fordrevet fra USA, der udelukkende er med på rundvisningen for at hovere over den elendige tilstand af den hvide mands civilisation.
Spinrad fortæller historien ved at skifte mellem jeg-fortællere med henholdsvis professoren og den indfødte amerikanerguide. Det fungerer glimrende og som læser føler man virkelig man er med på denne rundvisning. Det er de to menneskers oplevelse og indre tanker om de ruiner de ser, der danner fokus for fortællingen. samt hvordan de hver især forsøger at håndtere deres stigende vrede mod den hoverende racist.

Deus X er en kortroman der fylder halvdelen af bogen og er fra 1993. Her går Spinrad helt andre veje, da historien udforsker grænselandet mellem sjælens liv og død, set fra den katolske kirkes perspektiv. Han har også bevæget sig over i hvad man måske kan kalde en mere “litterær” retning end de to noveller. Det er blevet muligt at uploade sin bevidsthed til et digitalt net i denne fremtidsverden plaget af miljøkatastrofer, men disse entiteter har ikke opnået samme rettigheder som levende mennesker. Navnlig vil kirken ikke anerkende dem som noget der har en sjæl. For at afgøre dette endeligt, bliver en præst – der har været den skarpeste kritiker af fænomenet – overtalt til selv at foretage processen og skulle dermed kunne argumentere fra Den anden side, at han ingen sjæl har som denne entitet. Ved et indbrud i Vatikanets computer systemer bliver entiteten dog stjålet og privatdetektiven Philippe sættes på opgaven.
Også her skifter jeg-fortælleren mellem de to hovedpersoner, præsten og detektiven. Igen ganske gennemført, der med vidt forskelligt sprog tegner karaktererne. Læseren trækkes igennem et utal af tautologiske argumenter for og imod sjælens eksistens. Lige til at blive ør i hovedet af. Spørgsmålet om evigt liv for bevidstheden i elektroniske kredsløb, er et tema der sniger sig ind i mange noveller og romaner i nyere science fiction, men Spinrad gør det her meget mere direkte med store religiøse armbevægelser. Lidt for store til min smag må jeg sige.

Oversættelserne er veludførte og specielt Kontinentet der gik tabt bærer næsten ikke præg af at være en oversættelse. Der er selvfølgelig et par af de uundgåelige problemer med oversættelser af nogle af de selvopfundne science fiction begreber, særligt i Deus X, men for det meste lykkedes det at få den rette betydning frem.

Spinrad vil som sagt være til stede til Fantasticon om en lille uges tid og bogen her vil selvfølgelig være til salg.

Interstellar sysctl

En science fiction blog

Tag Archives: mind upload