Det er så godt som umuligt at referere de fleste af novellerne. Der er både flyvende talende bondegårde, intelligente hummere og en kælemammut med et alkoholproblem. Dog også noget så jordnært som rumvæsener. Den jeg bedst kan skrive noget om er titelnovellen Antistof, der handler om at nogen finder en løsning på et NP-komplet problem der ligger indenfor P, hvilket får store verdensomspændende konsekvenser. Der er selvfølgelig også Hummere, der er første del af Accelerando, men der vil jeg henvise til den anmeldelse.

Ellers var min oplevelse med novellerne ikke noget særligt. Efter man efter lidt tids undren får opfanget at historien vitterlig handler om flyvende bondegårde eller kælemamutter, så er der ikke rigtig meget mere, og selvom det er tydeligt at Stross har mange vilde idéer, så blev jeg stort set aldrig grebet af nogen historie eller noget plot i nogen af novellerne.

Årets æresgæster var de britiske forfattere Charles Stross og Gwyneth Jones. Læsere af bloggen vil have set min stribe anmeldelser af Stross’ romaner. En forfatter jeg gerne vil kunne lide mere, men jeg mangler stadig at se noget der virkelig imponerer mig. Glæder mig til at få læst SFC’s udgivelse Antistof med et par af hans noveller på dansk. Det første interessante på programmet om lørdagen var Niels Dalgaards interview af Stross. Et helt igennem fint interview, som forhåbentlig vil komme i trykt form på et tidspunkt, og der kom da noget frem, der gjorde at et par af hans bøger gav lidt mere mening for mig. Særligt Glasshouse. Senere på eftermiddagen var Dalgaard og Stross i et panel sammen, hvor Klaus Æ. Mogensen også var på, til en snak om videnskaben i nærfremtids science fiction. Det blev slået fast at få skriver nærfremtids science fiction fordi det er så meget sværere, end når man kan være lidt mere fri ved bare at kaste handlingen tilpas mange år ud i fremtiden. Derudover blev det til en snak om mulighederne i fremtidens printere der kan printe fysiske brugbare ting.

Søndagen startede med en auktion, som jeg slap både godt og billigt fra. Så var der Thore Husfeldts, faktisk min specialevejleder, foredrag om algoritmer og computerberegning, hvor han på fængende og morsom vis fik forklaret ellers komplekse problemstillinger som P og NP. Det meste af eftermiddagen forløb temmelig udramatisk uden interessante programpunkter, men til gengæld med lidt indkøb fra Morten Søndergaards enorme samling til kun 10kr pr. bog. Jeg er kommet hjem med en masse bøger jeg ikke ved ret meget om, hvilket også kan være spændende. Den afsluttende paneldebat om britisk science fiction, selvsagt med de to æresgæster Stross og Jones samt Dalgaard igen, blev festivallens bedste. Gode paneldebatter er umulige at referere, men man kom vidt omkring med hvad der adskiller britisk science fiction fra amerikansk science fiction og hvorfor, den nye bølge af space opera hvor særligt britiske forfattere står stærkt og en masse andet.

Endnu et vellykket arrangement, men hvor der altså er plads til mange flere besøgende!

I 2045 er computerteknologien nået så langt, at det er muligt at simulere menneskelig bevidsthed som et set af matematiske abstraktioner baseret på en scanning af hjernen. Udbredelsen er dog begrænset til meget rige mennesker, da det kræver enorm stor processorkraft som er meget dyr. Ydermere er der også den begrænsning at simuleringen kører med nedsat hastighed i forhold til den rigtige verden, sytten gange så langsomt. Tilstanden er heller ikke lige ønskværdig for alle, for en meget stor del af dem der efter at være blevet scannet “vågner op” i denne computersimulation, bliver grebet af en ubehagelig fornemmelse af at det her er forkert, og efter ganske få minutter terminerer de sig selv.
Romanen er delt i to dele. Første del skifter mellem år 2045 og 2050, og følger Paul Durham der er stærkt optaget af at udføre eksperimenter med disse digitale bevidstheder, så han udfører eksperimentet med kopier af sig selv. De har det dog med at terminere sig selv efter kort tid, så han ender med at bryde gældende regler på området og fjerner denne selvmordsmulighed for den næste kopi. Dette finder sted i 2045. I 2050 bliver Autoverse-forskeren Maria Deluca opsøgt af Paul Durham med en lidt for fantastisk, men velbetalt, opgave. Autoverse er en anden gren inden for simuleret virkelighed, hvor målet er at opbygge en kunstig kemisk verden helt fra bunden, i modsætning til den mere almindelige form for virtual reality som disse digitale kopier lever i, hvor man forsimpler virkelighedens naturlove snarere end at have sine egne grundregler. Durham vil have hende til at lave en skitse til en hel planet i Autoverse-modellen, hvilket er helt uhørt, da man normalt kun arbejder på celleniveau i Autoverse, da der simpelthen ikke er processorkraft nok til noget større. Hun begynder dog alligevel på opgaven, da det trods alt kun er en skitse, og opgaven er enhver Autoverse-forskers drøm.
Andel del vil jeg ikke afsløre for meget af, men her bevæger Egan sig ud i et emne han senere har behandlet flere gange, særligt i novellen Crystal Nights og romanen Schild's Ladder, om intelligent liv der udvikler sig selvstændigt i disse computermiljøer.

Det er sjældent man virkelig bliver fanget af en bog allerede fra første kapitel. Det er endnu mere sjældent at denne fascination holder ved hele vejen igennem. Det gjorde Permutation City og den er i mine øjne en noget nær perfekt roman. Det er hard sf for nørder, måske ikke i en eksponentiel funktion som med Schild's Ladder, men i hvert fald kvadreret. Egan kan sin videnskabsteori og kan præsentere sine idéer så de både er troværdige og spændende, uden at fortabe sig i lange kedelige teoretiske passager. Det er heller ikke som så det så ofte sker med den slags science fiction, at personerne bliver flade og tørre. Faktisk er Permutation City blandt de bedste personskildringer jeg har læst. Særligt udforskningen af forholdet mellem kopi og original, hvilken virkelighed man kan stole på og spørgsmålet om den digitale kopi nu faktisk selv ønsker at leve i en computersimulation, kommer Egan godt i dybden med. Mere end nogen anden, hvor konceptet oftest bare bliver brugt som en genvej til udødelighed, og ikke beskrevet og diskuteret i dybden som her.
Desværre er der en irriterende detalje der virkelig gør meget skade på helhedsindtrykket. Af en eller anden ukendt grund mente Egan åbenbart at der skulle være en kort sexscene mellem Durham og Maria, på trods af at der ingen tiltrækning har været mellem de to, hverken før eller efter, og at det heller ikke har nogen som helst relevans for handlingen. Det lader heller ikke til at hverken Egan eller personerne har nogen ide om hvorfor, for det starter med et champagneglas og slutter med at begge to bliver enige om, at det her ved de slet ikke hvorfor de skulle. Komplet meningsløst, øv.

Målgruppen er nok noget snæver, som det nok generelt er med Egans forfatterskab. Dataloger og matematikere ligger ligefor, men ellers folk der bare virkelig elsker hard sf og det teoretiske videnskabelige sprog, vil også kunne nyde Egans tankevækkende og fængende historie.

Planen er ikke at bloggen skal gå ned i aktivitet, tværtimod satser jeg på at få gang i anmeldelserne igen efter den seneste tids sparsomme nye indlæg.

Med i alt 140 sider er der selvsagt ikke meget plads til de 10 matematiske navne – fra Hilbert til Erdös, og på den måde fungerer bogen mest som en introduktion til en række matematikere man måske ikke kendte så meget til i forvejen, hvor man så kan bruge referencerne til at finde mere materiale. Bradley koncentrerer sig om at gennemgå deres liv og karriere i brede vendinger, med en lang række opremsninger af teorier og forskningsartikler, så det er ikke meget matematik man lærer. Derfor vil jeg også mene, at den kun er værd at låne på biblioteket, ikke eje – men som øjenåbner er Bradleys introduktioner fine. Således blev jeg da klogere på John von Neumanns øvrige liv udover den computerarkitektur han er blevet kendt for, Alan Turing og hvad hans Turing-maskine egentlig gik ud på, og hvordan Paul Erdös lagde grund for en stor samarbejdstradition i matematiske forskningsartikler.

Tusinder af år ude i fremtiden søger mennesket stadig efter en endegyldig model for hvordan universet hænger sammen – “theory of everything”. En mulig kandidat er nogle ekstremer i hvad der er kaldet Sarumpaet rules der via matematiske grafer skulle vise universets byggesten. På en rumstation vil man udføre et eksperiment der vil teste den teori, men det går grueligt galt. Det almindelige vakuum kollapser og en gigantisk boble med et “novo-vacuum” opstår og ekspanderer med halvdelen af lysets hastighed og adskillige stjernesystemer i nærheden må evakueres. Men da boblen bliver ved med at ekspandere vil den ende med at opsluge hele galaksen, så noget må gøres. To grupperinger opstår. Preservationists der mener at Mælkevejen skal beskyttes og det ekspanderende “novo-vacuum” skal stoppes for enhver pris, og Yielders der mener fænomenet er så banebrydende at det skal undersøges før man gør noget. Det giver jo nogle interessante associationer til de igangværende eksperimenter på CERN.

Schild’s Ladder er gennemsyret af avanceret matematik og abstrakte kvanteteorier. Ikke kun i enorme “infodumps” hvor Egan nøjsomt forklarer hans tydeligvis gennemtænkte ideer, men også i hans figurers talemåde og gøren og laden. Selv i sexscenerne er der matematik indlejret, der er scoretricks bestående af et bevis på en ny matematisk teori, og selv når en dreng der spørger sin far til råds om livets vej, slipper man heller ikke for avanceret geometri og lattices. Heldigvis er Egan af og til pædagogisk med forklarende tegninger. Selve titlen er selvfølgelig også navnet på en metode til at flytte vektorer.
Det kræver nok en særlig interesse i disse ting, at kunne værdsætte resultatet af Egans grundige arbejde med at få hans teorier til at hænge sammen, og det bliver også taget helt ud i ekstremerne til sidst, når nogen rent faktisk kommer ind i boblen og ser hvilket bizart univers med intelligente væsener det har udviklet sig til. Men den virkelig banebrydende og interessante del kommer først til sidst, og det enorme begrebsapparat man har fået opbygget gennem bogen, er lidt i overkanten af hvad man egentlig har behov for.

Er man til ekstrem “hard sf” er Schild’s Ladder klart noget af det mest “mind-boggling” man kan finde.

The Cambist and Lord Iron: a Fairytale of Economics af Daniel Abraham. Denne historie er egentlig et eventyr og ikke rigtig en genretekst, omend den vel mest er ovre i fantasy. Historien følger en vekselerer, der får en svær opgave af den berygtede Lord Iron; at veksle en ukendt møntfod som ingen kurs har. Han løser det ved at sælge de ukendte sedler som indpakningspapir til en fiskehandler. Lord Iron bliver imponeret over vekselererens kreative løsning, og sætter ham på endnu mere umulige opgaver, hvor han skal forsøge at sammenligne værdien af menneskers liv og sjæl. Udover at have nogle sjove tanker omkring værdisætning af immaterielle ting, kan jeg ikke se hvorfor den skulle Hugo nomineres.

The Merchant and the Alchemist’s Gate af Ted Chiang. Denne historie er ligeledes et eventyr og nok endnu mere en typisk en af slagsen. En mand kommer i snak med en sælger i Bagdad, der fortæller om en port der giver adgang til tyve år ude i fremtiden. Han beretter om tre andre mænd, der har gået igennem porten, opdaget noget med deres fremtidige jeg og forsøgt at bringe den erfaring tilbage. Alle historier illustrerer flere kendte tidsparadokser og moralen lader til at være, at man ikke kan ændre på hverken fortiden eller fremtiden, kun blive klogere på den. Manden der har hørt disse historier beslutter dog, at han selv vil prøve, men han vil tyve år tilbage i tiden, hvilket han kan komme via en lignende port i Kairo. Det ender som man kan forvente af et typisk eventyr. Meget hyggelig historie, men jeg kan heller ikke se hvad denne laver som Hugo nomineret.

Dark Integers af Greg Egan. En “hard sf” historie med en god ide, der desværre løber lidt af sporet til sidst. Matematikerne Bruno og Alison har arbejdet på nogle matematiske teorier om parallelle universer, men deres arbejde får katastrofale følger i et andet univers og efter at være blevet kontaktet af rumvæsenet Sam fra dette univers, stopper de deres arbejde og holder det hemmeligt. Men 10 år efter kommer de på sporet af et nyt matematisk geni, der er ved at udvikle nogle lignende algoritmer, og Bruno og Alison kontaktes igen af Sam, der kan berette om store katastrofer hos dem. Men så begynder algoritmerne at blive brugt som våben. Det er et rigtigt fedt koncept Egan har skruet sammen her, men hele præmissen fejler. Min forståelse af matematik som en ren abstraktion falder jo helt fra hinanden, når den blotte brug af en algoritme på en computer, skulle kunne få fysiske konsekvenser i den rigtige verden.

Glory af Greg Egan. Endnu en matematisk “hard sf” historie fra Egan. To forskere, Joan og Anne, kommer til planeten der er hjemsted for racen Noudah. De har taget form som dem og får kontakt med hver deres nation på planeten, hvor de får lov til under dække som indfødte matematikere, at undersøge de matematiske teoremer de nu uddøde forfædre, the Niah, til the Noudah har efterladt. Deres civilisation levede for millioner af år, med tilsyneladende det ene formål, at komme frem til den endegyldige matematiske sætning der skal fortælle “sandheden”. En imponerende space opera i kompakt format, hvor Egans matematiske ideer ikke overskygger et godt plot.

Finisterra af David Moles. Læseren kastes ind i en historie om Bianca der tager et risikabelt job på gasplaneten Sky, hvor hun skal hjælpe med at dræbe nogle gigantiske væsener der lever i planeten. Væsener der er så store, at hele samfund kan leve på dem. Spændende ide og den hyppige brug af spanske og arabiske ord gør novellen unik, men den kunne godt trænge til lidt finpudsning.

De to af Egans historier appellerer klart mest til min egen smag og Glory må blive min favorit. Som det skulle være kommet til udtryk, er jeg principielt lidt imod at blande eventyrs fantasy historier ind i Hugo Awarden, for det giver jo ingen mening, at skulle forsøge at sammenligne dem med fx Egans hårde science fiction. Men nu de er valgt med, kunne jeg godt sætte Chiangs historie som en anden mulig værdig vinder.

Vi er en del år ude i fremtiden og Jorden har inddelt sig i tre politiske magtfaktorer – vesterlændinge, asiater og muslimer. De har flere gange bekriget hinanden og er derfor blevet enige om, at det må stoppes med en neutral uafhængig part der kan stoppe konflikter inden de eskalerer. Til dette skaber man en intelligent supercomputer, kaldet Neo, der er i stand til at overvåge stort set alt der foregår på kloden og slå ned på mulige aggressioner med en dødbringende laserstråle fra en satellit i kredsløb. Dette virker i 342 dage indtil Neo en dag begynder at sende uendelige rækker af primtal ud og den kryptiske besked: Jeg vil have Mængder. Den har tydeligvis opnået selverkendelse og mener nu, at den bør være enehersker over Jorden. Men hvordan stopper man et intelligent system der i stand til at spotte ethvert forsøg på sabotage?
Parallelt med den historie følger man også en gravid kvinde der er nødlandet på en mærkværdig planet, der ikke agerer så logisk som hun gerne ville, og hendes diskussioner med en mand om matematikkens eksistensberettigelse er ved at drive hende til vanviden. Sammenhængen mellem de to forløb kommer først til sidst.

Ideerne hos Leis er ikke dårlige, men ikke just nyskabende. De mange lommefilosofiske debatter om logik, eksistens og paradokser er tydeligt inspieret af Matrix-triologien og hele ideen med en intelligent supercomputer der truer med at udslette jorden, peger også hen på fx Terminator filmene. Alene navne som Neo og SKY-netværket siger jo dette. Det bliver bare aldrig meget mere interessant end de halvforvrøvlede samtaler jeg selv havde med mine venner efter vi havde set Matrix-filmene tilbage i 9. klasse, men bogen vil måske netop også være tiltalende for drenge i de sene teenageår. Jeg havde nok sat mere pris på dengang end nu.

Patrick Leis’ fortæller historien rimeligt og de to forskellige handlingsforløb fungerer faktisk godt. Der er mange moderne computertermer, som Leis benytter nogenlunde, selvom der er enkelte ting der bliver noget forvrøvlet. Jeg har fx svært ved at se det troværdige i, at en supercomputer der beskrives som mere avanceret end en kvantecomputer med organiske synaptiske kredsløb også er baseret på gammeldags magnetbaserede harddiske.
Leis ynder også at forklare læseren mere eller mindre alt. Særligt i starten er der lange minutiøse beskrivelser af verdens politiske tilstand og til sidst forsøges de mange paradokser og spørgsmål afdækket fuldt ud, fremfor at lade det komme til læseren af sig selv.
Men samlet set er bogen nu udmærket spændingsmættet underholdning over klassiske science fiction temaer.

Bogen starter med at professoren i psykohistorisk matematik Hari Seldon forudsiger undergangen af det galaktiske imperium der har hersket i tusinder af år. Han mødes med skepsis fra kejseren, men får lov til at etablere sig på en planet i yderkanten af galaksen, hvor han ligger grundstenen for The Foundation ved at sætte arbejdet med en omfattende galaktisk encyklopædi i gang, med det formål at det skulle mindske de mange års elendighed der vil komme efter imperiets fald.

Bogen er inddelt i fem dele, der hver især oprindeligt blev publiceret hver for sig med andre titler. Dette giver lidt inkonsistens, da de også foregår med mange års mellemrum, så man når aldrig rigtigt at opbygge en god personkarakteristik. Det meste består samtaler mellem ledere. Vi følger ikke egentlige begivenheder, men hører dem kun omtalt. På en måde gør det bogen lidt kedelig, men det giver nu også god mening at fortælle historien på den måde, da det er de store linjer i historien der er vigtige.

På mange måder synes jeg stadig at den holder, selvom den er over 60 år gammel. At kunne forudsige fremtiden på den matematiske måde er jo ikke ret langt fra den klimarapport fra FN der senest er kommet, og det politiske efterspil det har givet er ikke helt ved siden af det vi ser i bogen her.
Kun teknikken kan være lidt utroværdig, med at der stadig køres på atomkraft, computere og deres udbredelse har Asimov selvfølgelig ikke forudset, men omvendt hænger det også sammen, da det overordnede tema er stagnation. Der sker ikke den store udvikling og har ikke gjort det i tusinder af år, fordi man har levet i en verden der egentlig fungerer fint.

Det er jo første del af hvad der blev til en trilogi (plus nogle ekstrabøger), så jeg håber jeg da på det bliver lidt mere spændende, for handlingen er sjovt nok noget forudsigelig, og ligner mest en slags introduktion, hvilket det vel også er når det kommer til stykket.