Asimov’s, February 2009

Asimov's February 2009Februars nummer af Asimov’s er halvt rigtigt godt og halvt spild af plads. Sidstnævnte skyldes en kortroman der tager halvdelen af pladsen, men heldigvis er alle fem noveller intet mindre end fantastiske. Historier der bringer os til verdens ende, til det kolde nord, til Mars og selvfølgelig i det ydre rum.

Første historie, Colliding Branes, af makkerparet Rudy Rucker og Bruce Sterling er en version 2.0 satirisk skildring af dommedag set gennem to elitebloggers sidste timer. De kosmiske membraner der holder hele universet sammen er ved at gå fra hinanden og hele universet har kun godt et døgn tilbage at eksistere i (det videnskabelige aspekt er temmelig langt ude), men hvordan vil to af verdens førende blogjournalister håndtere dette? Novellen følger et par, (man mistænker lidt at forfatterne har stået for hver deres figur), der tidligere kun kendte hinanden gennem blogverdenen, men har besluttet at på universets sidste dag vil de finde sammen og dyrke sex. Trods den ellers noget negative handling med verdens undergang, er novellen alligevel glimrende, nærmest opmuntrende, satire, både over utallige enslydende dommedagshistorier og den moderne medievirklighed.

Så er Carol Emshwillers The Bird Painter In Time Of War langt mere alvorlig og mere poetisk i sit sprog. Titlen er egentlig den bedste beskrivelse af handlingen. I en ikke nærmere specificeret krig et ubenævnt sted, følger historien en mand der risikerer livet ved at bevæge sig ind bag fjendens linjer for at male fugle. Han støder på en kvindelig soldat, som med et kig på hans billeder får lyst til at glemme alt om krigen, hvorefter de udvikler et slags romantisk forhold. Det er en velskrevet historie om at se smukke ting i en ellers meningsløs krig, og jeg ser klare referencer til første verdenskrig og kom til at tænke på Intet nyt fra vestfronten.

The Coldest War af Matthew Johnson er specielt interessant at læse som dansker, da den tager udgangspunktet i striden mellem Danmark og Canada om Hans Ø oppe i det arktiske. Forfatteren er i øvrigt selv canadier og hans historie følger en af de canadiske udsendte på øen, der må kæmpe for at få skudt sin lysflare op i luften for at markere at de stadig er på øen. Mystiske ting begynder at ske på den lille base, da hans kollega forsvinder. Han mistænker hurtigt danskerne for at have udviklet et nyt våben og må kæmpe for sin overlevelse. En virkelig stemningsfuld historie der giver associationer til Kim Stanley Robinsons Mars-trilogi og ikke mindst Antartica, hvor spændingen ikke skabes af hastigt udviklende farlige situationer, men om hvordan barske omgivelser kan få selv de mindste uheld til at blive livsfarlige.

Certainty Principle af Colin P. Davies kunne have været bedre, hvis forfatteren havde brugt mere tid på personudviklingen, da det er det der skal bære sådan et moralsk dilemma rigtigt frem. Novellens hovedrolle er en overlevende fra en ikke-nærmere specificeret ulykke på Mars, han er besat af sin ekskone og han har det ikke godt med de såkaldte “vat-borns” – en slags kloner, som han ikke anser som værende rigtige mennesker. Den opfattelse må han dog få taget op til revurdering. Forholdet mellem mennesker og kloner er skildret i utallige historier, så denne skuffer lidt, da den ikke kommer med noget fantastisk nyt og personskildringerne er noget flade i det.

Jeg tror ikke altid jeg forstår Steven Utleys pointe med sine noveller, der oftest fokuserer på nogle grumme personer, men alligevel med en vis mørk humor. I dette blads korteste novelle, der bare hedder The Point, er to forskere der inderligt hader hinanden tvunget til at samarbejde. Fremskridt er der kun lidt af.

Som nævnt optager en kortroman halvdelen af siderne. Der er tale om Pelago af Judith Berman, som jeg kun orkede at få læst halvt. Før det første irriterer det mig at der er tale om en del af en kommende roman, fremfor en selvstændig historie skrevet direkte til bladet. Sproget er også meget anstrengende at læse, specielt med 50 sider af det, for al dialog er med fuldt overlæg dårligt og svært forståeligt engelsk i stil med “Longtime I do soldier-captain and many time I see even purest Skeenhay meat die, as easy as any mongrel.” Det er selvfølgelig meningen at det skal give historiens rumvæsener en særegen karakteristik, men det skal helst ikke være en stor frustration at læse en historie. Som roman må det da være ulideligt.

Redaktøren Sheila Williams bruger en halvanden side på at skrive om musik i Asimov’s noveller, og Robert Silverberg har skrevet en virkelig interessant klumme om sine helt unge dage som nystartet forfatter og hvilke svar de forskellige magasiner gav tilbage på hans historier.

Analog, July/August 2008

Analog, July/August 2008“Analog Science Fiction and Fact” er et amerikansk science fiction magasin med rødder tilbage til 1930′erne og havde i adskillige årtier John W. Campbell, Jr. som redaktør. Det udgives i dag af Dell Magazines der også udgiver “Asimov’s”. De to blades fysiske fremtoning er også meget ens, dog med den forskel at Analog har to spalter på deres sider, mens Asimov’s fylder hele siden ud. Årsagen til denne forskel har jeg ikke kunne finde svar på.
Det er ikke meget godt jeg har hørt om Analog, der skulle være berygtet for at fokusere mere videnskabelig korrekthed end gode historier. Jeg kender ingen af forfatterne i dette nummer og har aldrig set en novelle derfra i de opsamlingsantologier jeg har stødt på, Desværre bekræftede læsningen af dette 240 siders lange dobbeltnummer anelserne. Godt jeg kun har købt et enkelt nummer af bladet.

Udover første del af en serialiseret historie af David R. Palmer, som jeg blot har sprunget over, er der i alt fem noveller, tre novelettes og en novella, samt et par artikler.

Carl Frederik skitserer de nyeste teorier indenfor kosmologi op i artiklen The Challenge of the Anthropic Universe der samtidig fungere som en slags introduktion til hans novelle The Exoanthropic Universe, hvori en matematiker arbejder sammen med en gruppe fysikere på, at dekode et signal der angiveligt stammer fra intelligente væsener fra et univers med fire rumdimensioner. Matematikeren er religiøs og en heftig diskussion om tro flettes, ikke særlig elegant, ind i novellen. Carl Frederik virker mere optaget af teoretiske ideer om universets udformning, end af at fortælle en interessant historie.

En af nummerets mest interessante noveller er Sand and Iron af Michael F. Flynn. I en fjern fremtid bliver noget der ligner et “prehuman” museum fundet, hvilket vækker stor forundring. En “pulp”-agtig historie, der dog savner et plot. Senere fandt jeg så ud af, at det faktisk er en del af en roman, hvilket jo forklarer de mangler.

Religion er hovedtemaet i Bond Elams A Plethora of Truth, hvor en evangelist starter et direkte tv-program med en direkte hotline til gud og seerne kan så ringe ind med spørgsmål. En rival går til modangreb, ved at bevise at tv-værten mangler genet for at have en sjæl. Til sidst må “god himself” bryde ind og stoppe stridigheden. En fuldkommen tåbelig historie, og jeg ikke ved om det er bedst at forsøge at den seriøst eller se den som satirisk.

Der er mere substans i Juliette Wades Let the Word Take Me, der ser på problemet med at kommunikere med rumvæsener efter man har fået den første kontakt. Løsningen er ikke altid at gå via lingvistik.

En kort novelle af Jerry Oltion, Outside the Box, er i indholdsfortegnelsen placeret i en kategori for sig – Probability Zero. En ung mand stjæler en rumdragt, for at se den rumstation han lever på udefra. Han ved godt det er ulovligt, men havde dog ikke ventet den straf der kommer. Pointen er en relevant, omend før set, politisk nutidig kommentar til terrorbekæmpelsens konsekvenser.

Et af de sjovere indslag er Junkie af Maya Kaathryn Bohnhoff, hvor en trekkie overser en “first contact”, fordi deres rumskib ligner en af hans mange modelskibe. Og så har jeg vist allerede sagt for meget.

Imprint af Kyle Kirkland handler om en handicappet mand der arbejder som tekniker på et universitet. Men da han prøver at skabe opmærksomhed om en uforklarlig magnetisk aktivitet på stedet, bliver han ikke taget seriøst. Der er lidt Mulder fra X-files over ham, og plottet begynder også at ligne en konspiration der kunne være fra selv samme serie. Historien fængede bare aldrig rigtig.

En novelle hvor lastbilchauffører og godstransport er hovedtemaet, må jeg indrømme jeg ikke havde set før jeg læste Paul Carlsons Shotgun Seat. Plottet er dog ret banalt. En ung kvinde kommer ind i branchen og kører sammen med en erfaren chauffør. De finder ud af at en af deres transporter indeholder dele til helt nye intelligente robottyper, og snart er der arbejdsrobotter alle vegne. Det går dog galt og novellen slutter hvor den begyndte. Udover at have lastbilchauffører som hovedpersoner, var der heller ikke meget at komme efter i den historie.

Novellaen Tenbrook of Mars af Dean McLaughlin er ligeså kedelig som den er lang. Donald Tenbrook vender hjem fra Mars, hvor han i over 20 år har kæmpet for sin egen og 500 andres overlevelse. De var en del af et mineprojekt på Mars, men da firmaet bag gik kursus, blev de strandet deroppe. Historien starter hvor Donald vender hjem til Jorden, hvor han er blevet en rigtig helt. Det har han svært ved at affinde sig med, for han mener ikke han gjorde noget særligt. Han får en slags rådgiver, der skal hjælpe ham gennem det politiske cirkus der venter ham. Resten af historien består af at Donald fortæller sin livshistorie til denne rådgiver, mens de er på vej fra rumstationen ned til Jordens overflade.
Og så meget skete der altså heller ikke i hans tid på Mars. Efter lidt debat frem og tilbage på Jorden, blev man enige om at sende proviant op til dem, så de kunne klare sig indtil man kunne hente dem endeligt hjem. Det var ligesom det. Hele ideen dræbes fuldstændigt af, at det er skrevet som et sammenfattet resumé af de store linjer i de tyve år på Mars. Måske er det en meget realistisk historie, men det nytter ikke noget når det er frygteligt kedeligt.

Et par fagartikler, udover boganmeldelser og læserbreve, er der også plads til. Richard A. Lovett skriver om hvordan man skriver gode indledningssætninger til sine historier. Han har mange gode pointer, som man som læser også kan se fornuften i.
John G. Cramer skriver om teleportation. Det har man snart set mange gange, og artiklen kommer heller ikke med så meget nyt, men udmærkede sig dog ved “ikke” at tage udgangspunkt i Star Trek. Forfriskende.

Det største problem for mange af historierne er, at de bryder princippet om “show, don’t tell”. Store klumper med videnskabsforklaringer eller lange referater af handlingsforløb, er problematiske nok i romaner, men kan ødelægge en novelle endnu mere. Jeg ser heller ikke ret meget variation i historierne. De er alle “hard sf” eller “space opera”, mange uorginale ideer og en stor overvægt af “first contact”-historier. Nu skal man selvfølgelig ikke konkludere for meget ud fra et enkelt nummer, men mit indtryk er, at Analog giver mere genkendelig sci-fi underholdning, end tankevækkende original science fiction.

Bradburys bedste

Bradburys bedsteJeg vil prøve at læse nogle flere klassiske store navne inden for genren og man opdager hurtigt at man mangler meget, når man læser Niels Dalgaards Fra Platon til cyberpunk om science fiction genrens historie. Så en novellesamling med Ray Bradbury udarbejdet af Niels Dalgaard virkede oplagt. Samlingen der har undertitlen Solkuplerne og andre science fiction noveller består af 14 oversatte noveller og et forord af Niels Dalgaard. Jeg skal ikke kunne sige om det vitterlig er det bedste fra Bradburys hånd, men gode er de alle sammen. Rigtig gode endda!

Den første novelle, En lyd som torden, sætter virkelig tankerne i gang, hvor et enkelt forkert fodtrin på en tidsrejse tilbage i dinosaurtiden får uanede konsekvenser for nutiden. En velkendt problemstilling ved tidsrejser, som jeg nok mest husker fra nogle Anders And historier. Alle novellerne bygger på sådanne originale ideer og navnlig de negative konsekvenser det har for mennesket, og Niels betegner da også Bradbury som pessimist i sit forord. En mand der prøvede at undgå fremtiden, og det er svært at finde mange lyspunkter i fortællingerne, der for det meste slutter brutalt og ikke efterlader meget håb.
Flere af novellerne foregår på andre planeter, herunder Venus og Mars, men budskabet lader til at være at mennesker ikke egner sig til at leve på disse planeter. I Solkuplerne der foregår på Venus og der er en konstant kraftig regn, der driver en ekspedition til vanvid. Og i Frost og flammer er mennesker strandet på en planet, der gør at de kun lever otte hektiske dage. En rystende tragisk fortælling. Selv når planeterne umiddelbart virker venlige som i Her findes tigerdyr, er det alligevel for meget af det gode.
En anden vinkel i mange af Bradburys ideer, er menneskeskabte opfindelser der skulle gøre vores liv lettere, men ikke altid har den ønskede lykkebringende effekt. I fx A/S Marionetter er der et firma der kan fremstille livagtige robotter af en selv, som man så kan snyde konen med, men denne klon opfører sig ikke helt som planlagt. I Hele sommeren på en dag hører vi om en robot bedstemor der gør en hel familie lykkelig, men den er skrevet med en næsten kvalmende overdrivelse af det sukkersøde, at ideen slet ikke virker tiltalende. Og i Savannen præsenteres et slags holodæk, som skaber store problemer for børneopdragelsen. Ikke en vinkel jeg er stødt på før.

Det eneste jeg ikke altid kan forene mig med er hans skrivestil, men da det er en oversættelse må det jo tages med nogle forbehold. Der er ingen overflødige ord og sætninger, og historierne er enkle og kompakte, hvilket i sig selv er fint, men læsningen bliver ikke så glidende og flydende, men noget hakkende til tider. Det er på ingen måde “hård” science fiction, men ideerne virkede gennemtænkte og historierne forholder sig til et isoleret forhold og fortæller om dets konsekvenser, hvilket gør dem helstøbte og fuldendte. Der er ingen svingeærinder eller halvfærdige ideer.

Selvom historierne er gamle kan de stadig varmt anbefales og læses den dag i dag. Bradbury har på flere punkter været godt på forkant med etiske problemstillinger omkring fremtidens teknologi og dets konsekvenser for menneskets liv, og har vel sat sig kritisk overfor mange andre forfatteres store optimisme til at lykken kan findes på andre planeter end Jorden.

Fantastiske Virkeligheder

Fantastiske VirkelighederDenne antologi indeholder to noveller fra hver af de tre æresgæster, Anne McCaffrey, Stephen Baxter og Zoran Živković, og æresspøgelse Stanislaw Lem, med en introducerende artikel til deres forfatterskab. Udarbejdet af dygtige fans der også stod for interviews af forfatterne under Eurocon. I Stanislaw Lems tilfælde selvfølgelig kun et foredrag.

Lea Thume har stået for Anne McCaffrey delen. De to noveller er meget forskellige, men har begge stærke kvindelige hovedroller, som ifølge Lea Thume er en central del i McCaffreys forfatterskab. Mandalay Kuren er oversat fra The Mandalay Cure og tager udgangspunkt i noget så banalt som frisk luft ombord på et rumskib. Løber af Pern, oversat fra The Runner of Pern, er ikke umiddelbart science fiction, men en længere historie om en ung kvinde der vil gøre karriere som løber, inde for et “erhverv” hvor man løber med meddelser mellem byer. Begge noveller er enormt godt oversat og bærer nærmest ikke præg af at være en oversættelse.

Knud Larn har skrevet en god artikel om Zoran Živkovićs meget spændende forfatterskab, mens andre har stået for oversættelserne af de to noveller fra de engelske oversættelser af de oprindeligt serbiske tekster, Døde Sjæle og Forbrydelse og straf. Begge er et godt eksempel på Živkovićs mærkværdige, men interessante, stil. Desværre er det to ret korte noveller. Ikke at længden af en novelle er en del af kvaliteten, men lidt trist at de er overstået så hurtigt.

Ulrik Kristiansen har skrevet om Stephen Baxters forfatterskab og oversat de to noveller. Ombord på Orion Linien, oversat fra On The Orion Line, finder sted i Xeelee-universet, men er ikke blandt novellerne i samlingen “Det Himmelske Tyranni”, og handler om Spøgelserne. Stillehavets Mysterium er oversat fra Pacific Mystery og er en spøjs “alternate history” om anden verdenskrig og Stillehavet.

Flemming R.P. Rasch har behandlet Stanislaw Lem og oversat to af hans noveller fra de engelske udgaver, da de oprindeligt er skrevet på polsk. Ananke handler om et rumskib der styrter ned på Mars, med en af Lems gentagne personer, Pirx. Sandsynlighedsdragerne er en morsom robothistorie med drager.

Selvom Eurocon er overstået, kan denne udgivelse stadig være værd at læse, som introduktion til disse meget forskellige europæiske forfattere. Jeg synes især artiklen om Zoran Živković, novellerne af Stanislaw Lem og Anne McCaffery er værd at skaffe sig dette værk for, mens Baxter mest er en bonus her, hvor “Det Himmelske Tyranni” er en bedre introduktion til hans Xeelee-univers.

Mission To Mars

Mission To MarsI en kommentar til “Red Planet” har jeg skrevet at jeg ikke rigtigt synes om Mission To Mars, men efter at have set den igen her på DVD var den slet ikke så dårlig som jeg huskede den. Er faktisk en rigtig flot og gennemtænkt film, men slutningen irriterer mig dog stadig lidt.

Filmen finder sted i år 2020 hvor den første bemandede rejse til Mars finder sted. Men på planeten møder besætningen et uhyggeligt fænomen og alle på nær en bliver dræbt. Det besluttes at en redningsmission skal sendes af sted, både i håb om at finde den sidste i live, men også for at finde ud af hvad der skete. Et kæmpemæssigt ansigt på størrelse med et bjerg er nemlig kommet frem på Mars’ overflade. Det minder lidt om setuppet til Red Planet, hvor det også var en slags undersøgelsesmission der også endte med at gå grueligt galt. De er begge også lavet i slutningen af halvfemserne hvor Mars-landinger var meget fremme i medierne. Man kan da håbe lidt på at NASA får skudt i gang i noget interessant igen, der også kan skabe lidt inspiration til Hollywood.

Selve filmen er først og fremmest enormt flot. Jeg ærgrer mig over ikke at have set den i biografen, for det har den bestemt potentiale til på lige med fod med klassikeren 2001. Filmen består typisk af lange scener uden eller med meget få klip, hvilket fungerer rigtigt godt i scener der foregår i vægtløs tilstand. Disse er i øvrigt enormt imponerende og meget troværdige. Det samme gælder for scenerne på Mars der har den helt rette stemning.
I modsætning til fx Red Planet og andre lignende film, så synes jeg besætningen virker mere troværdig og professionel i denne film. Ikke så meget pjat eller spillen karl-smart. Skuespillet er også fortrinligt trods de tydeligvis hårde forhold med at hænge i snore og befinde sig i store rumdragter.

Som nævnt iriterrer slutningen mig stadig lidt. Ikke selve dens indhold, men mere den meget udpenslende måde den udføres på, samt den lidt manglende logik i at Jim McConnell træffer det valg til sidst som han gør. Ellers er det nu en ganske pæn slutning.

Af ekstramateriale er der et kommentarspor med en række folk fra produktion og de visuelle effekter, hvor de godt engageret fortæller om hvordan de løste de forskellige problemer. Blandt andet hvor svære de vægtløse scener var og hvor meget der egentlig var i skuespillernes rumdragter, der næsten endte med at være komplette rumdragter med ilttilførsel, batterier og varme. Det er alt sammen ganske udmærket, men det er lidt svært at forstå meget af det, da man kun hører dem fortælle det og vi dermed ikke kan se det i praksis bag kameraet. Dette kommer dog i en 20min lang dokumentar, hvor vi rigtigt får et indblik i det praktiske arbejde med de mange flotte scener. Det havde måske været bedre hvis jeg havde set den før jeg hørte kommentarsporet. Man savner dog lidt at høre fra instruktøren eller manuskriptforfatteren, som kunne fortælle lidt om deres ideer med hensyn til filmens indhold, for det er jo ikke bare en ren effekt film.

Red Planet

Red PlanetJeg fik denne film på DVD til min fødselsdag igår, så den var jo fin til at bruge en søndag eftermiddag på.

Vi befinder os ca. 50 år ude i fremtiden hvor jorden er blevet så forurenet at man er begyndt at se på kolonisering af Mars. Til dette formål har man sendt en masse ubemandede sonder op for at sprede planteliv der kan genere ilt. Det går fint, men pludslig er alt planteliv fuldstændig væk og den første bemandede ekspedition til Mars sendes af sted for at undersøge sagen. Undervejs går det galt og de må nødlande på planeten og resten af filmen er sådan set en lang kamp mod tiden, imens de forsøger at fuldføre deres mission om at finde frem til hvad der er sket med plantelivet på Mars.

En meget typisk amerikansk science fiction action film der følger en hel fast formel og tematikker, der gør det meste af handlingen temmelig forudsigelig, men dog seværdig for underholdningens skyld. Billederne fra Mars er ganske stemningsfulde og der er da sjove påfund som fx at de bruger radioen fra den rover der blev sendt op til Mars i 1997. Man skal ikke forvente den mest dybdegående videnskab omkring kolonisering af Mars, men de dele der er med har man da undersøgt nogenlunde ordentligt. Det der mest kan irritere mig ved den slags film er at den besætning der altid sendes af sted på sådanne vigtige missioner, aldrig virker som særligt professionelle astronauter, hvilket ikke virker særlig troværdigt at man vælger sådanne personer til den slags. Trods det, så gik der heldigvis ikke alt for meget heltehalløj i den, men helt fri for det bliver man ikke.

Identity Theft

Identity Theft er skrevet af Robert J. Sawyer og er nomineret til en Hugo Award, som snart bliver uddelt ved Worldcon i Los Angeles, for bedste novella. Den er at finde i antologien Down These Dark Spaceways eller som gratis e-book på fictionwise.com

Historien finder sted på Mars godt 100 år i fremtiden og vi følger privatdetektiven Alexander Lomax i en sag der starter med blot at være en forsvunden person, men som viser sig at handle om meget værdifulde fossiler af det der engang havde været liv på Mars. I første omgang var jeg lidt negativt indstillet til historien, da det lignende endnu en triviel detektivhistorie og selvom opbygningen også var af en sådan karakter, så blev det mere interessant da plottet begyndte at handle om en slags robotter som mennesker kan overføre deres hukommelser i og dermed leve evigt, kaldet “transfers”. Det stiller nogle interessante problemstillinger hvad angår robotter med et menneskesind. De har ingen DNA, fingeraftryk eller lignende der kan identificere dem, heller ikke visuelt da udseendet kan designes efter personens eget ønske, hvilket jo komplicerer detektivens arbejde noget, da han blot må stole på at folk er hvem de påstår de er. Samt selvfølgelig velkendte filosofiske spørgsmål om mennesket kun er dets hukommelse, hvad gør man med originalen når man har uploadet sit sind til robotten og problemerne med flere kopier af samme person.

Jeg synes ikke det er noget fantastisk værk, da det er noget traditionelt med detektivopbygningen og et plot der selvfølgelig bliver twisted flere gange, men formår alligevel ikke rigtigt at være overraskende eller nyskabende. Den er dog fint spændende hele vejen igennem og de små 100 sider er hurtigt læst. Dragon Page har lavet et udmærket podcast interview i deres show 230, hvor de diskuterer problemstillingerne fremstillet i denne novella, om blandt andet hvordan det religiøse samfund vil reagere på en sådan teknologi og om det er en ide at lave backup-teknologi af mennesker.

Blue Mars

Blue MarsSå kom jeg til sidste del af Kim Stanley Robinsons Mars-trilogi, hvor Red Mars og Green Mars selvfølgelig er blevet omtalt. Den fortsætter hvor sidste bog slap og foregår omkring år 2120. Iøvrigt vandt Blue Mars også en Hugo Award.

Nu skal alle de politiske forberedelser og overvejelser der blev gjort i Green Mars før revolutionen føres ud i praksis. Med etablering af forskellige råd, ministerier, en præsident og en domstol, og hvordan disse skal fungere og hvordan deres magtforhold bliver. Dette kunne måske lyde kedeligt i nogens ører, og det ville det sikkert også være, hvis det altså ikke foregik på Mars. Det der gør det interessant er jo at det hele bliver sat i en ny ramme der er anderledes end på Jorden, da samfundet på Mars er skruet helt anderledes sammen, de har helt andre ting at forholde sig til. Terraformning fylder fx stadig meget det politiske og et forhold til Jorden skal der også arbejdes på. Det fylder ca. første halvdel af bogen, hvor den slår over i mere personlige skildringer hvor vi følger nogle udvalgte hovedpersoner i nogle vigtige øjeblikke i deres liv. Via dette får vi et bedre indtryk af hvor unikt og anderledes samfundet på Mars er ved at blive og i hvor stor grad det påvirker de mennesker der vokser op. Til tider må jeg sige disse afsnit kan blive noget langtrukne, med side på side uden dialog, men blot endeløse personlige tanker, som vel nok giver et godt indtryk af hvordan Mars påvirker folk, men det kunne godt være gjort lidt kortere.
Henimod slutningen hvor årstallet er ved at være oppe omkring 2200 tager koloniseringen af solsystemet rigtig fat, med kolonier på både Merkur og Venus, en masse asteroider og månerne omkring Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Disse kolonier snuser vi også lidt til, og får sat det i relation til Mars og Jorden, som nu står som de gamle kæmpeplaneter der har deres stridigheder om befolkningsproblemer, alt imens nye pionerere forsøger at starte på en ny måde andetsteds i solsystemet. Man må også sige det for alvor er i denne sidste bog at man ligger mærke til at det er hård science fiction, og ikke bare en relativ nutidig udlægning af hvordan man kunne bosætte sig på Mars. Teknologien har taget godt fat i denne bog, og som noget ekstra interessant hører vi også om hvad der sker i den videnskabelige verden, hvor videnskabsfolk er ved at få en næsten komplet forståelse af strengteori og er ved at gå ind i ny videnskabelig æra på lige fod med den måde relativitetsteorien satte en ny æra i gang.
I modsætning til de to foregående, ender Blue Mars ikke i et så voldsomt politisk drama, men er på mange måder en afsluttende bog. Den sætter ikke punktum for noget som sådan, men slutter ligesom koloniseringen af Mars til at man nu skal tænke på den menneskelige civilisation som er spredt udover hele solsystemet, hvor Mars blot er en planet ud af flere og livet kan gå sin gang der.

Trilogien som helhed strækker sig over omkring 200 år, hvilket gør det meget interessant at læse hvodan man i første bog hører om forventinger til fremtiden og så senere hen kan se hvad der så rent faktisk skete og følge personernes reflektering over fortiden. Det giver et meget komplet billede hvor både forventinger, realiteter og fortrydelser er med i et og samme værk. Og selvom hovedtemaet og pointen med værket selvfølgelig er menneskets første skridt mod andre planeter og at det er noget man seriøst bør overveje i henhold til overbefolkningen og at vi kommer til at leve længere og længere, tager Robinson også meget andet op som belyses igennem de meget forskellige hovedpersoner vi følger igennem bøgerne, hvor især den personlige udvikling med at blive sat til at leve et nyt liv i nye omgivelser bliver vendt og drejet.
Meget litteratur inden for især space opera finder sted flere hundrede år i fremtiden hvor menneskeheden for længst har koloniseret flere planeter og stjernesystemer, hvor denne trilogi så fint kunne fungere som indledningen til et sådant univers, ved at vise at man ikke “bare” lige flytter til en anden planet og begynder at bo der og tro at alt kan være som det plejer. Den største udfordring ved kolonisering af rummet er nok ikke de teknologiske, men de sociale- og samfundsmæssige, mener Robinson.

En lang triologi der er godt skrevet, men også svær læsning, for man skal ikke forvente spænding fra start til slut og ej heller noget større mystisk plot der skal slutte i en astronomisk episk afslutning. Det er personlige, sociale og politiske intriger og udvikling man kommer til at læse meget af.

Green Mars

Green MarsGreen Mars er anden del i Kim Stanley Robinsons Mars-trilogi, og jeg vil anbefale folk at læse min omtale af første del, Red Mars, da meget af det samme jeg skrev der også kan siges om Green Mars. I øvrigt blev den også belønnet med en Hugo Award.

Green Mars følger op på Red Mars ca. 40 år efter hvor de første generationer født på Mars er vokset op, og planeten går en ny tid i møde. De er så småt ved at komme på benene igen efter den voldsomme krig i 2061, men de resterende af de første 100 kolonister lever nu i skjul i undergrunden mens transnationale selskaber mere og mere er ved at overtage planeten.

Hvor Red Mars startede ud med at være meget videnskabelig og gå mere over i det politiske, er disse elementer nu mere blandede. Terraformning er blevet et politisk og kommercielt projekt, og der skildres mange holdninger og dagsordener fra både videnskabsmænd og transnationale firmaer. Nu er debatten ikke kun om man skal terraforme Mars eller ej, men også om man først skal satse på at få så meget varme som muligt – på bekostning af meget kuldioxid i atmosfæren og dermed ikke i første omgang en atmosfære dyr og mennesker kan leve i, eller om man først og fremmest skal arbejde på at få en atmosfære man kan leve og ånde i og så blot må acceptere noget koldere temperaturer. Igen viser Robinson sin evne til at belyse en problemstilling fra mange vinkler, hvor det ikke bare er sort/hvidt.
Hvor Robinsons lidt venstreorienterede holdninger lurede lidt under overfladen i Red Mars, kommer de nu langt mere klart til udtryk, da store dele af bogen handler om grundlæggelsen af et nyt samfund på Mars og dermed hele processen i udvælgelsen af det politiske system, det økonomiske system, frihedsrettigheder osv., som ender med at være baseret på noget der minder ingen privat ejendomsret, en økonomi der prøver at være modsat markedsøkonomi, men også almindelige menneskerettigheder bliver fastsat. Det er i “undergrunden” dette foregår hvor de forskellige parter mødes og prøver at tænke nyt og se fordele i at arbejde sammen mod det samme mål er et frit veletableret Mars, fremfor at arbejde mod hinanden uorganiseret som ved sidste revolutionsforsøg i 2061.
De er dog stadig meget splittede på flere områder. Der er stadig nogen der ikke mener Mars skal terraformes, nogen ser en voldelig revolution som den eneste udvej mens andre vil gå mere fredeligt til værks, og endelig er der uenighed om forhold til jorden, om man skal isolere sig eller samarbejde. I dette får vi en interessant skildring af de generationer der er født på Mars, som bliver fremstillet som nærmest arrogante hvad angår jordens problemer og tænker primært på at sikre deres egen sikkerhed og eget frie liv på Mars.

Det meste af bogen handler dermed op optakten til endnu en revolution, som først bliver udløst i det sidste kapitel, og så synes jeg lidt at en optakt på 550 sider er lidt lang. Der introduceres mange personer i dybden, som jeg ikke helt kan se hvorfor vi skulle gå igennem så grundigt, men det kan være de får mere betydning i Blue Mars så det giver mere mening. Green Mars lider måske lidt af at være en mellembog i en trilogi, for hele handlingen udspiller sig også i en mellemperiode – efter en mislykket revolution til optakten til en ny omvæltning. Resultatet af dette kommer nok i Blue Mars, men det gør Green Mars som sagt bliver noget langtrukken, og den kunne måske godt have været i hvert fald kortere, medmindre sammenhængen til sidste bog i trilogien forsvarer det jeg synes var lidt overflødigt. Det var også mit indtryk at der var langt mindre dialog i den, hvilket også gjorde den lidt tungere at komme igennem. Det skal dog ikke tolkes som at den er direkte dårlig, men man må nok tage den som en nødvendig mellembog der ender med at binde hele trilogien sammen (håber jeg da på) og i sig selv dermed virker noget ukomplet.

Red Mars

Red MarsKim Stanley Robinsons Mars-trilogi er et rimelig omtalt og meget rost værk, så den måtte jeg selvfølgelig gå i gang med. Red Mars er den første bog i trilogien, og som fik en Nebula Award i 1993. Trilogien handler i overordnede træk om koloniseringen af Mars, den efterfølgende terraformning for at give Mars en atmosfære mennesker kan leve i og skabelsen af et nyt samfund på Mars. Den første del, Red Mars, starter i år 2026 hvor vi følger de første 100 kolonisters rejse til Mars og hvordan de får etableret en by, og så småt begynder på at terraforme. Som tiden går bosætter flere og flere sig på Mars, hvilket naturligvis medføre store politiske problemer.

Bogen starter dermed med at være meget teknisk og videnskabelig orienteret, hvor vi følger kolonisternes problemer med at etablere en base på Mars, hvordan de skaffer vand og energi, samt en masse overvejelser over hvordan man kan terraforme Mars til at skabe en menneskelig atmosfære. Derefter udvikler historien sig i en mere politisk retning, og det hele ender i en voldsom og blodig revolution. Selvfølgelig krydret med personlige intriger, romantik, had og mest af alt stor uenighed om Mars’ fremtid, da ikke alle er lige begejstret for at terraforme Mars, men så gerne planeten forblev som den var og ikke blev ødelagt af mennesker. Her er det for alvor Robinsons politiske holdninger lidt kommer frem, og dem som måske kender til hans andre bøger vil vide at de alle indeholder en kritik af den menneskelige ødelæggelse af miljøet. Dog er det på ingen måde entydigt, for vi får mange vinkler og gode argumenter belyst. En anden pointe han tager fat på er om menneskeheden kan frigøre sig fra sin blodige fortid og prøve at lære af den, eller om vi aldrig bliver klogere og alligevel ender med at ødelægge alt med krig. Konklusionen bliver umiddelbart det sidste. Det politiske i bogen kredser nemlig især om hvordan beboerne på Mars desperat forsøger at skabe et nyt samfund der er frigjort fra jordens kommercielle interesser, men på jorden er der stadig store fattigdomsproblemer, overbefolkning og atomkrig i mellemøsten, så de mener selvfølgelig de har ret til at udnytte de mange resurser der er på Mars. Alt dette bliver kun belyst fra beboerne på Mars, og jeg kunne måske godt have ønsket at vi også fulgte nogle personer på jorden og hvordan de så på Mars, men kan sagtens forstå meningen med at Robinson holder sig til kun at fortælle sin historie set fra Mars af.

Nogen vil måske mene at Robinsons skrivestil er lidt tung i det, med mange tekniske detaljer og til tider lange beskrivelser, og man kan da heller ikke komme udenom at det er meget hård science fiction, men jeg synes nu han rammer en god balance. Vi skifter synsvinkel igennem bogen mellem forskellige personer af de første 100 kolonister, og dermed kommer der vidt forskellige vinkler og beskrivelser af situationen og problemerne. Det kører heller ikke bare derudaf i et ensidigt tempo, men kan skifte mellem at gå helt i detaljer om en enkelt situation for at springe hurtigt måneder eller år frem. Det gør at man som læser flere gange skal prøve at danne sig et indtryk af hvad der er sket af udvikling de år der nu blev sprunget over, så alt bliver ikke serveret kronologisk. Kan også godt lide de metaforer han til tider bruger, såsom

…as if he had walked off a cliff and was trying to argue his way back to ground.

Det giver lige et ekstra pift.

Som helhed virker værket meget gennemarbejdet, og selvom jeg ikke skal kunne sige om de diverse tekniske detaljer er videnskabelige korrekt, så får man i hvert fald det indtryk at forfatteren har undersøgt tingene igennem inden han har brugt dem i sin bog. Den politiske udvikling er ligeledes godt gennemtænkt, hvor han klart viser at fx revolutioner er langt mere komplekse og ustyrlige, da der ikke bare er en oprørsfraktion, men hundredevis der arbejder uafhængigt og mod hinanden, samt at ingen holdning fra nogen part er entydig og at der også er store uenigheder på jorden. Det er ikke bare to parter i hvert sit hjørne, men et utal af forskellige nuancer og meninger. Om det ligefrem bør kaldes realistisk ved jeg ikke, men som tidligere nævnt har Robinson klart en pointe om at selvom man prøver at starte helt forfra på en ny planet, er det svært at frigøre sig fra tidligere tiders historie og hvordan mennesker i årtusinder har opført sig. Selvom det hele lige er krydret på det dramatiske, så virker det nu meget troværdigt.

Trilogien fortsætter jo med Green Mars og derefter Blue Mars, hvilket man nok bør læse også, selvom Red Mars på sin vis godt kan gå for en historie for sig. Jeg ser frem til at gå igang med Green Mars :-)