Novembernummeret har markant bedre historier end de to foregående numre. En del af pladsen går dog med første del af en todelt føljetonroman. Stanley Schmidt indleder med en kritisk stillingtagen til den såkaldte mundane science fiction, som Schmidt – og ganske godt begrundet – finder temmelig kedelig, fordi den vil begrænse sig så meget at det ikke bliver science fiction længere, og slår fast at science fiction ikke er sat i verden for at komme med de mest realistiske bud på vores fremtid, men for at tænke hvad der kunne være muligt i fremtiden og ikke mindst underholde og fascinere læseren. En meteor der truer med at ramme Jorden har været brugt i et par mere eller mindre Hollywood-spændingsfilm. Edward M. Lerner har skrevet en interessant artikel om hvor sandsynlig denne trussel faktisk er, samt hvad man ville kunne gøre ved den. Jeffrey D. Kooistra skriver kritisk om datagrundlaget for global opvarmning, hvor han blandt andet mener at vejrstationerne i USA ikke giver pålidelige temperaturmålinger og da slet ikke når man ser det over en periode på over 100 år.

Analog er et af de få magasiner der stadig bringer føljetonromaner. Et koncept der var meget udbredt i science fiction genrens gyldne dage i 30′erne, 40′erne og 50′erne, og mange klassiske romaner blev oprindeligt udgivet på denne måde. Mindre udbredt i dag, men Analog holder traditionen ved lige og ind i mellem bliver de også udgivet som rigtige romaner bagefter. Hvilket blandt andet var tilfældet med Robert J. Sawyers Hugo-nominerede Rollback. Jeg ved ikke helt hvordan de bedst skal anmeldes, men her på bloggen bliver det i hvert fald del for del i hvert nummer, og kan måske så senere skrives som egentlige anmeldelser til fx Proxima.
I dette nummer får vi første del ud af to af G. David Nordleys To Climb a Flat Mountain. Jacques vågner op i sit enmandsrumskib efter at have ligget i dvale og finder ud af, at han ikke befinder sig hvor han burde. Tilsyneladende er noget gået galt undervejs, så han har rejst i 1000 år og befinder sig på en ukendt mindre planet. Han formår at overleve som en anden Robinson Crusoe, men støder efter nogle dage på andre overlevende i samme situation som ham. Sammen prøver de at finde ud af hvad der er sket, og mistænker at der er en sabotør i blandt dem, og hvad det er for en verden de er havnet på. Historien er næsten et skoleeksempel på Analog-formen. Nordley har udtænkt et par interessante idéer, som han har godt videnskabeligt styr på, men at beskrive personer og sociale relationer er han altså ikke god til. Der er omkring 10 overlevende, men ingen af dem formår at vise meget anden personlighed end lige deres navn og deres profession. Det der holder historien sammen er Nordleys idé om en kubisk verden, som det viser sig de er landet på. Det giver selvfølgelig lejlighed til nogen videnskabelige betragtninger om hvordan tyngdekraften vil fungere på sådan en formet planet, samt om det er en naturlig forekomst eller om den er kunstigt skabt, og i så fald af hvem og hvorfor. Der er vist ingen grund til at have de store forventninger til afslutningen i næste nummer. De finder vel ud af mere om denne kubiske verden, og måske kommer de tilbage til deres egen civilisation eller også begynder de et nyt liv hvor de er.

Craig DeLancey tager klimaproblematikken op på en interessant måde i Amabit Sapiens. Det hele begynder i en torturcelle hvor den kvindelige geolog Lyta Sumaran anklages for at have udført sabotage mod en række oliefelter, ved at inficere dem med en kunstig fremstillet bakterie. Hun fortæller sin historie om hvordan hun var et kunstigt skabt barn, specielt modificeret til at bekymre sig mere om den fjerne fremtid end almindelige mennesker. En grum fortælling om videnskabelig etik, hvor forfatteren ikke giver noget endegyldigt svar, men lader læseren finde sin egen mening.

Da jeg læste Foreign Exchange af Jerry Oltion måtte jeg lige checke en ekstra gang, at jeg ikke havde fået fat i en gammel Weinbaum novelle. Lighederne var slående. Vi følger de to første mennesker på Mars som finder et rumvæsen indeni det fartøj der skal bringe dem hjem igen. Kommunikation med rumvæsenet viser sig at være svær, men i bedste Weinbaumske stil finder de frem til at rumvæsenet egentlig stammer fra Saturns måne Titan. Man skulle næsten tro historien var en slags hyldest til Weinbaum.

Thanksgiving Day af Jay Werkhiser er lidt tyndbenet. Der opstår fødevarerproblemer på en koloniplanet, og forholdet mellem arbejderne og forskerne kommer yderligere under pres. Historiens helt, en ingeniør af en slags, skal selvfølgelig finde frem til en løsning for at menneskene kan spise planetens vegetation. En helt igennem kunstigt genereret historie, med det ene formål at have et videnskabeligt problem der kan løses på science fiction maner. Det er selvfølgelig den slags historier der giver nogle diskussioner på Analog’s debatfora, men er ikke videre spændende at læse.

Der hoppes let (og mindre elegant) henover de tekniske detaljer i John G. Hemrys historiske tidsrejsefortælling Joan, om den unge Kate der er nærmest fanatisk besat af Joan of Arc, og så er det jo heldigt at universitet lige har fået en tidsmaskine hun kan bruge til at rejse tilbage til 15-hundredetallet og redde Joan fra at blive brændt på bålet. Kate finder selvfølgelig ud af at Joan ikke er helt som hun troede og havde håbet på, og bliver skuffet over at Joan vil blive og kæmpe, og ikke rejse tilbage til Kates tid og indgå et forhold med hende der. Udover at få ændret en lille smule på historiens gang om hvordan Joan of Arc endte med at dø, er der ikke fantastisk meget andet i denne historie, end at Kate finder ud af at hendes store heltinde ikke var som hun havde drømt om.

Efter et par ret dårlige numre har jeg fået lidt mere smag for Analog. Man skal nok også lige vænne sig til dens type af historier.