Astounding, June 1930

Astounding June 1930Juninummeret af Astounding fra 1930 bruger igen en del af siderne på dele af hele romaner, men der er stadig fire øvrige historier. Mest noget værre pladder der forlængst er blevet forældet, men stadig et par interessante ting også.

Vi starter med en typisk og kedelig monsterhistorie i C. D. Williards Out of the Dreadful Depths. Et kæmpemonster i det Sydlige Stillehav spiser forsvarsløse skibe og den ellers ikke specielt velansete Robert Thorpe får bugt med uhyret mod alle odds. Det er simpelt, banalt og så cheesy at det ikke engang er sjovt.

Lidt mere interessant er James P. Olsens The Cavern World, der handler om geolog der tager flere kilometer ned i undergrunden for at undersøge hvorfor et oliefelt er blevet tørlagt. På bunden finder han sin arbejdsgivers ærkerival, der har fundet nogle halvintelligente væsener dernede der lever af olien, og de er udrydningstruede pga. menneskets olieudvinding. Rivalen udnytter væsenerne til olieudvinding ved at bilde dem ind at han hjælper dem med at overleve. Derudover har han også store planer om at styre hele verden ved at kontrollere verdens olieforsyning på denne måde. Typisk pulp, ganske underholdende og også interessant at se “helten” godt nok stopper rivalen i at overtage styringen med verdens olieresurser, så bruges der ingen energi på disse undergrundsvæsener eller tanker om at redde dem fra udryddelse. Sådan vil en lignende historie i dag næppe være blevet skrevet.

Giants of the Ray af Tom Curry er endnu en monsterhistorie, men denne gang i en radiummine. Et par forbrydere tror det er enormt værdifuldt hvad der er i minen, men ved ikke hvor dødsensfarligt det er. Hvilket en professor forklarer dem da de prøver at finde frem til det værdifulde i minen. Undervejs møder de selvfølgelig også diverse dyr der er vokset til ti gange størrelse pga. strålepåvirkning fra det særlige radium. Også ok gakket underholdning.

Vi skal ikke overraskende til Månen i The Moon Master af Charles W. Diffin. En uskyldig bjergbestiger bliver taget til fange af en gal videnskabsmand ude i vildmarken, fordi han er overbevist om at den anden er spion for en anden rivaliserende videnskabsmand. Han har angiveligt splittet atomet og bygget en rumraket han vil flyve til Månen med, og ser sig nu nødsaget til at tage den stakkels bjergbestiger med, fordi han allerede ved for meget. Under turen bliver de dog lidt bedre venner, og da de lander på Månens bagside – der har både atmosfære og liv – kommer bjergbestigerens viden og evner med vildnisset den anden til gode. Det går dog hverken værre eller bedre end at de bliver taget til fange af det primitive månefolk, og inde længe finder de sig selv parat til at blive ofret i en sort gryde til glæde for stammens prinsesse. Eller noget i den stil. Det korte og det lange er, at dette blot er et tosset science fiction startskud til en actionpræget adventurefortælling. Meget lig med Phantoms of Reality af Ray Cummings fra januarnummeret.

Analog, July/August 2010

Analog July August 2010Magasinernes dobbeltnumre er værd at se frem til, da de som regel giver plads til nogle kortromaner – en form der passer enormt godt til science fiction genren, men som man ikke kan fylde de øvrige månedsudgivelser alt for meget med. Dette nummer byder på tre af slagsen, og to af dem er faktisk okay, ligesom de øvrige noveller. Klassiske Analog-historier uden de store overraskelser. Redaktøren prøver at give et svar på hvorfor bladet stadig hedder Analog og ikke Digital, John G. Cramer skriver om symmetrier og kausalitet i den kosmiske fysik og Richard A. Lovett har skrevet en seriøs og interessant artikel om det at skrive (god) humor i science fiction historier.

Første kortroman er Rajnar Vajras Doctor Alien’s Five Empty Boxes om Dr. Alanso J. Morganson, også kendt som Dr. Alien, der har en praksis for rumvæsener. Han har dog også sine fjender og en morgen bliver han udsat for et bilbombeangreb, men det er kun begyndelsen til en lavine af problemer med sære rumvæsener der hagler ned over ham. Historien er fyldt med eksotiske rumvæsener, gakkede sproglige misforståelser og et vanvittigt plot der drøner afsted. Men den slags er kun så sjovt et vist stykke.

The Long Way Around af Carl Frederik er en klassisk science fiction problemløsningshistorie der kunne være skrevet i hvilket som helst årti. Vi befinder os på Månen og den australske Dr. Adrian Clarke har et nyt transportfartøj med op til den lille station. Et fartøj der fungerer ikke ulig en kænguru. På sin jomfru hoppetur går det ikke overraskende lidt galt, og de to astronauter i den må tænke kreativt og hurtigt hvis de skal overleve. En udmærket historie til de læsere der foretrækker science fiction som det blev skrevet for årtier siden.

Questioning the Tree af Brad Aiken kunne også være skrevet for længe siden – eller måske endda som et Star Trek afsnit med McCoy i hovedrollen. En halvtreds år ude i fremtiden er lægefaget reduceret til at læger blot skal viderebringe en diagnose som en computer finder frem til. Vores hovedperson kan huske en tid hvor lægen godt måtte røre ved patienten og lave diagnosen, og føler tydeligvis at hans evner går til spilde ved blot at udskrive recepter givet af en computer. Men nogle oprørske læger driver en undergrunds lægepraksis. Det er en klassisk moralfortælling om at erstatte et menneskes job af en maskines – heller ikke de store overraskelser her.

Det handler igen om Månen i Fly Me to the Moon af Marianne J. Dyson, i en ikke så fjern fremtid hvor endnu en Måneeksepedition er sat i værk. Det går dog galt undervejs, og den eneste overlevende er en kvindelig astronaut der ikke har nogen piloterfaring. Den unge George hører om dette og mener at den gamle mand med Alzheimers han besøger på plejehjemmet kan hjælpe. Det viser sig at denne mand faktisk fløj en af de oprindelige Apollo-missioner, men han er gammel og senil, så George gør sit bedste for at skabe de rigtige rammer, så han kan hjælpe den nødlidende astronaut. Historien handler faktisk mere om at blive ramt af Alzheimers end om Månen og forfatteren har også dedikeret historien til folk ramt af denne sygdom.

Nummerets anden kortroman hedder Bug Trap og er skrevet af Stephen L. Burns. Heri beskrives en fremtid hvor rumvæsener har givet sig til kende og sagt at de vil bosætte sig på Venus. Alle mennesker der har lyst er inviteret, de skal bare gå ind i en af de portaler som rumvæsenerne har placeret overalt på kloden. Der er lidt baggrundshistorie om hvordan verdens militære magter har forsøgt at forhindre adgang til disse portaler og uden held forsøgt at ødelægge dem. Ingen ved om rumvæsenerne taler sandt, for ingen er vendt tilbage for at kunne fortælle om det. Men historien følger den småkriminelle Glyph der mere af nød end af lyst flygter ind i sådan en portal og han havner så som en anden Alice i Eventyrland i en mærkelig verden beboet af andre mennesker fra Jorden som ham selv, men styret af disse stadig anonyme rumvæsener.

I The Single Larry Ti, or Fear of Black Holes and Ken af Brenda Cooper er videnskaben under pres, for en række forskere skal for en international domstol hvor de skal forsvare at deres eksperimenter ikke vil skabe et sort hul der vil opsluge Månen. Meget lig hysteriet omkring LHC, bare skruet op under parolen at overdrivelse fremmer forståelsen. Ingen overraskelse i at Cooper fremstiller pøbelen som dum og uvidende med hensyn til videnskab.

Scott William Carters The Android Who Became a Human Who Became an Android er så meget Blade Runner-wannabe som det kan blive, helt ned til privatdetektiven og regnvejret. Her er androider dog ikke forbudte, men selvom de ligner og opfører sig næsten som mennesker, har de ikke samme rettigheder. Dexter Duff bliver opsøgt af en gammel kæreste og hun vil have ham til at finde sin forsvundne ægtemand. En mand der viser sig at være chef for et stort firma, og nå ja, han er en androide. Plottet er overraskende, men lidt søgt, og så mangler den stemningen fra Blade Runner.

Stephen Baxter er jo en erfaren forfatter inden for hard sf, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg kan kalde hans kortroman Project Hades. Teknisk set er det vel alternate history, eftersom den handler om en række underjordiske atombombeprøvesprængninger der har uforudsete konsekvenser i 1960′erne, men det er ikke alternativ historiefortælling Baxter er ude i. Som nævnt er udgangspunktet en række underjordiske atombombesprænginger som vækker “noget” til live i underverdenen. Herefter udvikler det sig til noget nær en amerikansk katastrofefilm for fuld skrue, men Baxter holder tydeligvis en vis ironisk distance til det hele. Alt sammen ganske underholdende, men historien stikker i vidt forskellige retninger.

Science Fiction nr. 14

Knud Larns fanzine Science Fiction udskriver hvert år en novellekonkurrence med emnet “Danskerne og [et -eller-andet-science-fiction-agtigt]“. I 2006 var det således “Danskerne på Månen”, og de noveller har vi nu endelig fået mulighed for at læse.

Efter at have læst hæftet igennem bed jeg først og fremmest mærke i hvor mange af novellerne der havde et lignende udgangspunkt. Menneskene har bosat sig på Månen fordi et eller andet er gået galt på Jorden, i større og mindre omfang. De nye samfund på Månen skal så både forholde sig til deres rødder, de danske rødder her, og at de er et helt fremmed sted. Et godt eksempel er Helene Svolgarts Danernes March, hvor efterkommere af nogle danske kolonister mindes deres fædreland i en form for holografisk gengivelse, men en beslutter sig for at besøge det rigtige Danmark nede på Jorden, og hun erfarer at det ikke helt lever op til det billede.
Det er også generelt småt med de optimistiske historier. I Marianne Hansens Virus bliver nyfødte børn destrureret hvis de ikke har en bestemt mængde af en virus i sig, en virus der gør at man dør inden man bliver gammel og rynket. Og helt galt går det i Sofie Boyens Månebyen hvor en stærkt smitsom virus bryder ud i Månebyen i bedste Resident Evil-stil. Vi ser også eksempler på politisk oprør i disse nye danske samfund på Månen. I Bjarke Kock Larsens Det udslukte fyrtårn hører vi om en undergrundsgruppe og den mystiske Tjenesten der sætter en stopper for de revolutionære kræfter. Og i Rasmus Wichmanns D.T.D.M.S.F.S.M. finder et regulært statskup sted mod præsidentinden.

De fleste af novellerne er hvad jeg vil karakterisere som situationsbeskrivelser snarere end historier der bygger på et plot. Det er interessant at se hvordan Knud Larns ellers umiddelbart åbne ramme om at fortælle om Danskerne på Månen, kan give en række historier der på sin vis er meget forskellige, men også har mange fællestræk. Jeg har slet ikke omtalt vindernovellen, Flemming Raschs Gravitation presser objektet i form, som en måne, men jeg kan dårligt sige jeg har nogen holdning til hvilke noveller der skulle vinde. Alle novellerne er interessante at læse, i den kontekst at de har arbejdet under samme overskrift, og det er der som sagt kommer både noget meget forskelligt og noget gennemgående ud af.

Moon

MoonDen britiske science ficiton film Moon har fået meget ros fra anmelderne og blevet sammenlignet med film som 2001 og Solaris. Det lyder jo lovende.

Man kan ikke fortælle for meget af plottet uden at ødelægge oplevelsen, for den skal ses uden at vide for meget på forhånd. Men den grundlæggende præmis er at på Månen har man fundet ud af, at man kan indsamle en bestemt slags helium som fungerer som en glimrende energikilde. På Månen er etableret en base og nogle høstmaskiner der samler dette helium ind og automatisk sender containere med det tilbage til Jorden. Basen behøver kun en ansat og det er ham filmen følger, ja faktisk stort set er det den eneste person i hele filmen. Filmen starter efter Sam Bell, som han hedder, har været på basen i næsten 3 år. Han regner derfor med at han snart kan vende hjem.

Efter horrible film som Avatar og diverse miljøkatastrofefilm, er det rart at se at der stadig kan laves seriøse science fiction film, hvor plottet er bygget op omkring et gennemtænkt novum og det behøver ikke være en heroisk actionfilm. Jeg vil gå så langt og kalde Moon for den bedste science fiction film siden Contact. Sammenligningerne med 2001 og Solaris er rimelige nok, men den bringer altså også noget nyt med og er langt fra bare en hyldestfilm til fortidens måde at lave science fiction film på. Det er måske ikke direkte hard sf, man vil endda nok kunne udpege en række videnskabelige fejl som fx at der ikke er taget højde for Månens markant mindre tyngdekraft, men plottet er mere håndgribeligt og i det hele taget bare mindre “syret” end i fx 2001. Jeg vil heller ikke sige det er en psykologisk film om ensomhed, hvor det hele handler om Sams mentale tilstand – som den er blevet beskrevet nogen steder, for selvom der sker underlige ting undervejs, forklarer filmen det hele ganske rationelt.

Selvom filmens idéer næppe bringer det store nye til genren som helhed, er det ganske enkelt bare en fornøjelse endelig at se en film med hvad jeg vil kalde et rigtigt science ficiton plot, og ikke blot et trivielt filmplot der kunne være sat i hvilken som helst ramme.

Astounding, February 1930

Astounding February 1930Der er masser af pulp-historier i dette andet nummer af Astounding Stories of Super Science fra 1930. Invasion fra det ydre rum, gale videnskabsmænd og selvfølgelig kvinder i nød. Det kan findes online på Gutenberg.org.

En ældre mand bliver fristet af en storslået opdagelse gjort af en ung videnskabsmand på den anden side af gaden i Harl Vincents Old Crompton’s Secret. Gamle Crompton bliver vist rundt i Tom Forsythes laboratorium, hvor Tom meget begejstret fortæller om at han har fundet vejen til evigt liv gennem en maskine. Crompton bliver fristet af maskinen og i en kort fumlet nærkamp, falder Tom over en ledning og ligger livløs på gulvet. Crompton må nu finde en måde at skjule sig på. En historie uden en egentlig pointe, men underholdende nok i den pulpstil.

Charles Willard Diffin giver med Spawn of the Stars en helt igennem klassisk invasion-fra-rummet historie med væmmelige rumvæsener og masser af tjubang. Faktisk ganske godt gennemført hvor forfatteren, efter den tids standarder, har gjort lidt mere arbejde med rumvæsenerne og deres teknologi.

Hugh B. Cave leverer et horrormysterie med The Corpse on the Grating hvor en gal videnskabsmand (som så ofte), har bragt et lig tilbage til live. Ved hjælp af høj varme endda! Udover at være en tidlig zombiehistorie blandet med lidt Sherlock Holmes, er historien faktisk ret uhyggelig, især henimod slutningen.

Creatures of the Light af Sophie Wenzel Ellis er en historie med det velkendte tema om en genial videnskabsmand der vil skabe det perfekte menneske. Som ventet går det lidt over gevind og hans skabninger vil ikke helt som han vil. Desværre blev historien bare aldrig rigtig spændende.

Into Space af Sterner St. Paul bruger et simpelt plot til at forklare en masse videnskab. Dr. Livermore underviser i fysik på et universitet, og betragtes som lidt af en galning – men dog et geni. Han har fundet ud af at han kan ophæve tyngdekraften ved hjælp af magnetisk polarisering, så han har bygget et fartøj der skal bringe ham til Månen. Han har dog regnet lidt galt med hensyn til tyngdekraften (og det har forfatteren også).

Så får vi også afslutningen på Victor Rousseaus The Beetle Horde, der får sig en dramatisk – men lykkelig – afslutning.

Anthony Pelchers Mad Music er svær at forklare. Det er noget med en sammenstyrtet bygning og en gal violinspiller. Meget mærkeligt.

Den sidste historie er en ægte science fiction detektivhistorie. Nogle penge bliver stjålet fra en bank, lige for øjnene af de ansatte og ingen har set noget. Læseren er godt klar over der er noget usynlighed af en art på spil, hvilket viser sig at være delvist korrekt, men det egentlige science fiction element ligger mest i detektivens meget avancerede teknik, han bruger til at afsløre forbryderen. Der er lidt Sherlock Holmes over det, hvor det hele nærmest er løst på forhånd, og den langsomme assistent (og dermed læseren) skal have det hele forklaret, selvfølgelig hvor der let og elegant hoppes henover det videnskabeligt korrekte med “jeg vil ikke kede dig med detaljerne”. Fin underholdende afslutning.

Fantasy & Science Fiction, December 2009

Fantasy Science Fiction December 2009Redaktøren ville undgå at dobbeltnumrerne overlappede i årstal, så selvom dette kun er mærket december, så er det et dobbeltnummer på 258 sider som de andre. I 1980 lavede F&SF en konkurrence hvor de bad læserne komme med deres forudsigelser for 2010 og i 2010 ville man så præmiere den bedste forudsigelse. Vinderen blev Allen McNeill for hans forudsigelse om personlige håndholdte computere. Hans kommentar til det er ganske interessant. Nummeret her rummer en hel del science fiction historier, de fleste gode og et par af dem også ganske morsomme.

Første historie, Dragon’s Teeth af Alex Irvine, er triviel high fantasy. Paulus er på en mission der går ud på at åbne en gammel grav. Da han gør det slipper en ånd ud og alle på nær Paulus selv bliver dræbt. Derefter får han en ny mission hvor han skal slå en drage ihjel. Ikke specielt interessant.

I Bad Matter af Alexandra Duncan befinder vi os mere end 500 år ude i fremtiden. Transport gennem galaksen bliver drevet af selvstændige familiegrupper med egen kultur og religion. Historien følger Saraih hvis far har foretaget en del studier af disse kulturer. En dag får hun et gammelt brev fra hendes nu afdøde far, sendt fra en af disse familier. Det ligger grunden til et spændende kig ind i interstellar handelskultur.

Terry Bisson tager flere genreklichéer og vælter dem fuldstændig rundt i Farewell Atlantis, hvori Stella og Frank vågner op på et rumskib uden at kunne huske noget. Rumskibets AI fortæller dem at de er de sidste overlevende mennesker og de nu skal befolke Jorden på ny. Men da de kommer ned til overfladen, finder de et New York fra nutiden fuldt befolket. Historien er egentlig bare fjollet, bygget op af situationskomik og den endelige afsløring af hvad der egentlig foregår og hvem de to er, er også temmelig langt ude, men det har skam noget med Atlantis at gøre. Tager man ikke novellen for seriøst, er den dog ok underholdende.

Hell of a Fix af Matthew Hughes er en syret morsom historie om himmel og helvede, dog ikke uden en vis seriøs pointe. Chesney kommer til at slå sig selv i fingeren med en hammer, og med hans eder og forbandelser hidkalder han en dæmon. Dæmonen insisterer på at han skal indgå en handel hvor han skal sælge sin sjæl til djævelen. Chesney afviser dog blankt, da han fastholder at han ikke havde intentioner om at hidkalde en dæmon, men blot bandede over sin forslåede finger. Men så går det helt galt. Alle dæmonerne i helvedet går i arbejdsnedlæggelse og det med store konsekvenser for livet på Jorden. Det er både fjollet, morsomt og godt skrevet, men det kan skam også tages lidt seriøst. Der er nogle pointer om hvordan vi mennesker bogstaveligt talt har brug for både djævelen og engel på hver af vores skuldre.

Brendan Du Bois tager os til en månekoloni i Illusions of Tranquility, og vi følger Eva som tager imod en rig turist fra Jorden. Vi finder ud af at de faktisk er ret fattige på månen, og Evas opgave er blandt andet at lokke turister til at købe dyre souvenirers. En okay novelle.

Kit Reeds The Blight Family Singers er en den type historier i F&SF der keder mig, hvor forfatteren går alt for meget op i det stilistiske og formen, hvor et egentlig plot glemmes. I denne er det noget med en mindre by, hvor den kendte Blight Family er inviteret til at komme at synge i. Familien har en markant fortid.

Endnu en historie om en månekoloni får vi fra Sarah Thomas med The Economy of Vacuum, men den eneste beboer er Virginia Rickles. Der går noget galt på Jorden. En større krig eller lignende bryder ud, og Virginia bliver totalt isoleret i årtier. Da der endelig kommer mennesker derop igen, er det to astronauter fra Guatemala og de diskuterer hvad de skal gøre af Virginia, der tydeligvis er stærkt mentalt medtaget af at have levet isoleret i så mange år. Og hun repræsenterer jo fjenden! En spændende måde at skildre en altødelæggende verdenskrig på.

Der er ikke meget fantastik over Iris af Nancy Springer. Den korte novelle handler om en ældre kvinde hvis datter Iris er død. Hun er temmelig fattig og mindes en aften hvordan det var at holde jul engang. Meget sørgmodig, men uinteressant historie.

Tim Sullivan har fundet en interessant ny vinkel på tidsrejser med Inside Time, men forspilder desværre chancen. Den kendte forsker Herel finder sig selv på en mærkelig rumstation, kun beboet af kvinden Mae. Han får fortalt det er en såkaldt “tidsstation” – en station i et knudepunkt mellem tid og rum. Hun forsikrer ham dog om at han snart vil blive hentet igen og taget tilbage til sin egen tid. Stationen er angiveligt bygget af nogen i en ukendt fremtid, for at samle tidsrejsende op. Efter noget tid dukker en ny mand op. En dømt kriminel, der ligesom Mae skal være på stationen for at udsone sin straf. Herel bliver meget jaloux og et banalt trekantsdrama udvikler sig, men det virker ikke troværdigt. Slutningen er god, men det banale jalousidrama kunne være bedre udført.

The Man Who Did Something About It er Harvey Jacobs er endnu en skrupskør novelle. Colin Kabe er en af verdens bedste automekanikere. En dag bliver han opsøgt af et lillebitte rumvæsen, der insisterer på at Colin kan fikse hans motor – og det skal gå stærkt. Colin indvilliger, men finder undervejs ud af hvad rumvæsenets mission på Jorden egentlig er. Det viser sig at Jorden skal udryddes, for at gøre udsigten bedre fra et nyt stort boligkompleks der skal bygges i solsystemet. Colin afvejer sin faglige stolthed med at reparere motoren op imod det ultimative foræderi mod Jorden. Der er nogle sjove scener undervejs, og slutningen vil bestemt irritere læseren, men det er den helt rette slutning.

Sidste historie, I Needs Must Part: The Policeman Said af Richard Bowes, er endnu en af disse mærkværdige historier uden mening, om en mand der opsøges af ånder i hans drømme og noget fra hans barndom dukker op igen.

Asimov’s, July 2009

Asimovs July 2009Julinummeret byder på fire noveller og en ny kortroman fra Stephen Baxter. Sheila Williams ser på økonomiske op- og nedture gennem tiden og dets påvirkning på science fiction og Robert Silverberg har en ret interessant klumme om hvordan han får opstøvet de mange oversættelser der findes af hans romaner.

40-års jubilæet for månelandingen lader til at inspirere flere historier om astronauter for tiden. Michael Cassutt forestiller sig en alternativ tidslinje for Apollo-programmet i The Last Apostle, hvor den aldrende astronaut Joe som den sidste overlevende af de tolv første astronauter på Månen, 40 år efter er på Månen igen og tænker tilbage på den gamle ekspedition og den hemmelighed de aldrig fortalte omverdenen om. En historie der kunne have potentiale hvis den altså ikke forsvandt i Joes sentimentale tilbagekig og gøren status over sit liv.

I Camp Nowhere af Kit Reed bliver en dreng taget med på en slags familieterapilejr af hans lettere dysfunktionelle forældre, men alt er ikke som det skal være. En form for horror, måske, men jeg synes ikke rigtigt det fungerede.

Fremtidsfantasy kan man måske kalde R. Garcia y Robertsons SinBad the Sand Sailor om SinBad, der prøver at leve livet som narkosmugler, som ved en tilfældighed får samlet en kvinde op fra en sandbanke, som viser sig at være værtinde på en flyvende bordel. Det ene fører til det andet og snart er SinBad rodet ind i en række af spektakulære begivenheder. Jævnt underholdende.

Historier der udelukkende foregår på fremmede planeter med rumvæsener uden nogen mennesker optræder, er en sjældenhed. Ian McHugh forsøger sig med Sleepless in the House of Ye, men dramaet om de bisexuelle væsener og deres kamp for at klare sig gennem vinteren bliver aldrig rigtig spændende, og som science fiction har den ikke meget at byde.

Det samme problem er gældende for Shoes-To-Run af Sara Genge, om Shai-Shai som gerne vil være jæger, men det går ikke da hun er ved at udvikle sig som kvinde, og det at jage er kun noget mænd gør. Selvom der gøres antydningen af, at det foregår i en form for post-apokalyptisk verden, er historien om et primitivt jægersamfund ret enkel og kunne ligeså vel være placeret til en stamme i regnskoven eller en tilfældig fantasyverden.

Stephen Baxter skuffer heldigvis ikke helt ligesom de andre, men hans kortroman Earth II giver nu det indtryk, at det er en prøveballon fra Baxters side. Historien følger efterkommerne af nogle kolonister som for 400 år siden flygtede fra Jorden og bosatte sig på en egnet planet. Samfundet her er mere primitivt, rumfart er i hvert fald ikke muligt, men de prøver at lære fra hvad der nu er tilbage fra deres forfædre. Planeten er drænet for resurser af planetens tidligere nu uddøde civilisation, og plottet centrerer sig om dette. Baxter bruger en del plads på sin worldbuilding og historien er lidt tung på infodumps. Som sådan fungerer historien godt, og det er en spændende verden Baxter tydeligvis har brugt tid på at bygge op, men det skæmmer at den for meget ligner en skitse til noget som han vil udvide.

Analog, September 2009

Analog September 2009Selvom døgnet ikke har fået flere timer, vil jeg alligevel give det et forsøg med også at læse Analog Science Fiction and Fact. Særligt fordi man kan få det til ebogslæsere på Fictionwise og det er en glimrende måde at læse et novellemagasin på. Papirabonnementerne på de andre magasiner forbliver dog.
September-nummeret er desværre en ret tynd omgang. Halvdelen af pladsen er gået til anden og sidste del af Turning the Grain af Barry B. Longyear, Stanley Schmidt indleder med at slå fast at Analog bringer den type science fiction som mange kender fra de gode gamle dage og som mange stadig efterspørger, og derudover er der et par ligegyldige videnskabelige artikler.

Tre af af de fire noveller har på forskellig vis børn som et slags gennemgående tema. Den første er Evergreen af Shane Tourtelotte, der følger Andrew – en voksen mand i en otteårigs krop, fordi det ønskede hans forældre at fastfryse ham til, i håb om mulig udødelighed. Andrew har svært ved at acceptere sin fysiske tilstand og gør alt for at være så voksen som mulig. Han møder pigen Alice der er i samme situation, men hendes tilgang er en anden. Hun vil godt delvist være barn. Det er således spillet mellem de to, hvor de begge prøver at overbevise den anden om at deres tilgang til livet er den bedste, der udgør historien. Præmissen er på sin vis interessant nok, og historien udvikler sig i en ret grum retning, men det er bare ikke særligt overbevisende at nogen forældre skulle vælge at fastfryse deres børns krop på den måde.

Den noget kortere From the Ground Up af Marie DesJardin handler om Carrie, der var begyndt sin træning mod at blive astronaut, men blev kasseret da rumprogrammet skæres kraftigt ned. Hun tager tilbage stedet hvor det hele startede. På hendes tantes gård, hvor hun som barn så en ufo styrte ned, som hun aldrig fortalte nogen om, men som gav hende lyst til at blive astronaut. Krateret er der endnu og nu vil hun have det undersøgt nærmere. En sød ide, men historien stopper brat inden den kommer i gang.

Man ved ikke om man skal grine eller græde over Eric James Stones Attitude Adjustment, der er så himmelråbende fjollet og kedeligt skrevet, at man ikke ved om det er ment seriøst eller ej. På et mindre turistrumskib der flyver omkring Månen, må guiden Danica sammen med passagerne, navnlig en irriterende rigmandssøn udstyret med en avanceret AI, finde ud af hvordan de kan redde dem selv fra at styrte ind i Månen, efter at rumskibet tilsyneladende er blevet udsat for sabotage. Forslagene, og den endelige løsning der redder dem, er direkte barnligt pjattede og videnskabeligt tvivlsomme, men det virker heller ikke som om at forfatteren mener det helt seriøst. Den påtagede humor slår bare ikke rigtigt igennem.

Sidste længere novelle har nok mest at byde på, men Alec Nevala-Lees The Last Resort bliver desværre heller aldrig rigtig en interessant historie. Det handler om økoterrorisme. Helki og Victor undersøger et naturområde i Sierra Nevada i Californien, som snart vil blive lavet om til skiområde, for en særlig type slanger. De mærker en gigantisk eksplosion i nærheden og kan kort efter næsten ikke trække vejret. De får lige kæmpet sig tilbage til deres bil inden de besvimer. Da de kommer til sig selv igen, ser de at alle dyr i området er døde, også – til deres store rædsel – de tusindvis af slanger. De mistænker der er tale om et økoterrorangreb, men det kan de heller ikke få helt til at passe. Det videnskabelige aspekt i historien, som ikke rigtigt kan afsløres uden at ødelægge det, er ganske originalt, men den omkringliggende historie virker ikke fuldendt eller tilfredsstillende.

Alle historier er til at glemme igen, men jeg har da fundet ud af at min nye håndholdte ebogslæser er ganske glimrende at læse på.

Asimov’s, April/May 2009

Asimov's April/May 2009Asimov’s Science Fiction har rundet de 400 numre med dette dobbeltnummer. Med næsten 200 tætskrevne sider er der mange timers læsning. To kortromaner, to novelettes og seks noveller.

Brian Stableford åbner med den fjerde og sidste kortroman om John Dee og hans æterrumskib, The Great Armada. Tredje del (fra Asimov's, July 2008) sluttede med at en invasion af rumvæsener fra Månen var på vej. Francis Bacon bliver involveret i forsvaret mod denne invasion, og får hjælp fra andre af tidens historiske personligheder som Sir Walter Raleigh og John Dee. Historien er velkendt moderne science fiction, hvor en stor del foregår i rummet, men sat ind i en ramme fra 16-hundredetallet. Det fungerer godt og jeg håber værket bliver udgivet samlet på bogform, så man kan læse alle fire kortromaner i sin helhed.

I en verden hvor anonymitet ikke eksisterer og oplysninger om navn og baggrund på alle man møder, er øjeblikkelig tilgængelig via ansigtgenkendelsessoftware i ens netopkoblede briller, er en person der ikke popper frem i systemet et sjældent syn. Derfor undrer de to hovedroller i Robert Reeds True Fame sig også en del, da de spotter sådan en mand på en restaurant. Plottet får et overraskende twist til sidst og Reed holder læserens interesse fra start til slut.

Usynlige fantasivenner, og at de muligvis ikke er ren fantasi alligevel, er ikke et ukendt tema i de fantastiske genrer. Men Kate Wilhelms An Ordinary Day with Jason er nu noget speciel, da” vennen” her er en trappe der på magisk dukker op og så er den slet ikke usynlig for de andre. Historien er spøjs på en lidt interessant måde, men heller ikke meget mere end det.

I Atomic Truth af Chris Beckett er alle også udstyret med briller der ligger et kunstigt virtuelt lag ovenpå virkeligheden, lidt ligesom i Vernor Vinges Rainbows End. Alle på nær Richard. Der bliver set skævt til ham, men han mener selv han ser verden som den i virkeligheden er, da alle andre lever i deres egne kunstigt skabte virkeligheder. Kommentaren til vort samfund og det stigende forbrug af mobile enheder forbundet til Internettet, er mere end tydelig fra forfatterens side. Idéen fungerer langt bedre i denne novelle end i Vinges roman.

Eileen Gunn og Michael Swanwick har fået sneget en fantasyhistorie ind i dette nummer. The Armies of Elfland handler om elvere der er knapt så venlige igen, da de ødelægger vores verden ud af ren kedsomhed. En ung pige der bliver taget til fange som tjener for elverdronningen, ender med at bekæmpe dronningen efter hun har fundet frem til elvernes svaghed. Et alt for tyndt plot sat i en verden der virker som revet ud af en større sammenhæng.

Jack Skillingstead har det med at skrive historier om fortabte ensomme personer og hvor historien aldrig gør det helt klart, hvad der er virkelighed og hvad der er vrangforestillinger. Human Day er ingen undtagelse. Raymond har levet under jorden i snart et år, efter at et videnskabeligt eksperiment han udførte endte katastrofalt og dræbte hans datter. Han har bygget en robothund som han sender op til overfladen, men kan han stole på de billeder robotten sender tilbage? Ligesom Skillingsteads andre historier er de fascinerende på deres egen måde, men heller ikke til at blive klog på.

Pas på hvad du ønsker dig, du får det måske. Den slidte pointe forsøger Deborah Coates sig med i Cowgirls in Space, og resultatet er desværre ikke synderligt interessant. Udgangspunktet er seks veninder der i forbindelse med et fund af en mystisk genstand i Kina, i flashback ser tilbage på en tid hvor de kom i besiddelse af en lignende genstand. En genstand der tilsyneladende kan opfylde alle slags ønsker. Måske vil man som kvinde bedre kunne se noget interessant i dynamikken i denne venindegruppe og i skildringen af deres personlige udvikling, rigtige og forkerte valg osv., men det må være gået henover hovedet på mig.

Damien Brodericks This Wind Blowing, and This Tide er en sørgelig skildring af Sam Parks sorg over tabet af sin søn. En sorg der, glimrende udført af forfatteren, bliver kædet sammen med opdagelsen af et rumskib på Titan, der har ligget i stase i millioner af år og på mystisk vis er overdynget med blomster – angiveligt fra Jorden. Anbefalesesværdig.

Nancy Kress plejer at bidrage med lange historier, men den korte humoristiske Exegesis er i en helt anden boldgade. Novellen er udformet som uddrag af et slags opslagsværk fra forskellige tider – fra 1950 til 2850. Alle omhandlende det kendte citat fra filmen Gone With The Wind – “Frankly, my dear, I don’t give a damn.” Som tiden går, ser vi hvordan sætningen bliver fordrejet, misforstået og vendt på hovedet.

Jeg har en svaghed for historier med arkæologi og gamle uddøde civilisationer, så jeg glædede mig til den sidste novella i dette nummer, The Spires of Denon af Kristine Kathryn Rusch. Det er rigtig tidsløs adventure science fiction, af typen der nok ikke vinder priser, men som underholder, beskriver en spændende verden og er god som hyggelæsning i en weekend. Historien følger en ekspedition ind i byen Denon, ledet af forskeren Dr. Reese og med følgeskab fra blandt andet huledykkere og en sikkerhedsekspert. Der er ikke rigtig andre end Dr. Reese der ved hvad ekspeditionen går ud på, men angiveligt håber hun på at finde nogle gemte huler med en masse kulturskatte i. Plottet er ikke så originalt for den slags historier; et taktisk drama om hvem der har hvilken dagsorden og hvem der afslører hvem, men det virker og jeg følte mig i hvert fald godt underholdt.

Sheilla Williams’ redaktionelle indledning er selvfølgelig i anledningen af 400-nummerjubilæet et tilbageblik på magasinets historie, Robert Silverberg har genlæst A. E. van Vogts The World of Null-A og Norman Spinrad har et længere essay om Tom Dischs forfatterskab.

Øjne

ØjneMan er selvfølgelig altid glad når man ser der er kommet ny dansk science fiction, men samtidig også noget skeptisk når det kommer fra Books on Demand. Books on Demand fungerer på den måde, at hvem som helst kan sende en bog til dem og så bliver eksemplarer trykt pr. bestilling. Selvpublicering tilbudt som en simpel service. Når der ikke har været nogen redaktør, korrekturlæsere eller andet inde over bogen, kan det også blive derefter.

Øjne er skrevet af Lars A. R. Stender, der ikke har fået udgivet andre bøger end en fantasyroman på engelsk for en del år siden. Øjne foregår i år 2026 og NASA har mistet al forbindelse til den internationale månebase. Det første hold astronauter der sendes til basen for at undersøge hvad der foregår, forsvinder også på mystisk vis, så militæret og NASA iværksætter en plan for hurtigt at få sendt et specialteam til månen. Der er muligvis rumvæsener på spil mener man på allerhøjeste sted i de amerikanske hemmelige tjenester, for alle konspirationsteorierne omkring hemmeligholdelse af Area 51 og kontakt med rumvæsener, er sande. Et team bestående blandt andet af en række specialtrænede rummarinesoldater, en ung kvindelig biolog, en genial opfinder og en huleforsker får et lynkursus i at være astronauter, og sendes så til månen i en raket med hidtil hemmeligholdt avanceret teknologi. For at gøre det hele komplet, har de militære folk selvfølgelig gemt en atombombe ombord uden de civiles viden, og tilmed startet nedtællingen. Udover det får de også en ekstra passager med; en mutant der kan pulverisere folk ved bare at kigge på dem. Ikke overraskende udspiller der sig på månen et velkendt forløb, hvor et farligt monster æder det ene besætningsmedlem efter det andet, for så at slutte af med den kliché hvor en mand må blive tilbage sammen med atombomben, for at de andre kan undslippe i sidste øjeblik.

Som det nok næsten allerede fremgår, er der ikke meget positivt jeg kan sige om denne roman. For det første iritererer det mig, at når der endelig er nogen der beslutter sig for at skrive en science fiction roman på dansk, så kommer det alligevel til at handle om amerikanere og NASA. At hele handlingen også ligner amerikanske halv-dårlige sci-fi spændingsfilm, endda komplet med tidstempler til hvert kapitel på formen: JOHNSON RUMFARTSCENTERET, HOUSTON, TEXAS, 26 JANUAR, KL. 09:52 LOKAL TID, 15:52 GMT, gør det ikke spor bedre. Man får rullet med øjnene en del i hvert fald.

En ungdomsroman er det ikke, men hvis jeg skulle sætte en målgruppe, vil det blive større teenagedrenge med hang til Tom Clancy og Hollywood-udgaven af sci-fi. For os andre der gerne vil læse dansk science fiction, der faktisk er både original og dansk, er der ikke meget at komme efter her.