Det er usædvanligt at man læser en antologi hvor man virkelig synes godt om praktisk talt alle novellerne, og det skal ikke sætte de to tidligere års udgivelser i et ringere lys, men det er tydeligt at se at den årlige antologi har gjort noget ved både produktiviteten og kvaliteten blandt danske science fiction forfattere. Hvilket jo er glædeligt. Kvaliteten skal især findes i at mange af forfatterne har originale idéer og en unik stil, som ikke bare er en fordanskning af engelsksproget science fiction. Det danske islæt er blevet mere udpræget og forfatterne har også mere at sige, om samfundet, om verden, om mennesker, udover selvfølgelig at bruge science fiction til at fortælle en spændende historie. Emnerne er mindre dystre og dystopiske end sidste år, men det fylder skam stadig en del.
Sidste år kunne jeg udvælge et par noveller jeg mente ragede klart over de andre. Dette er umuligt i år. Så det følgende udvalg er et ikke et udtryk for at de ikke nævnte historier er mindre gode, jeg vil blot vise variationen i antologien. Der er selvfølgelig både erfarne velkendte navne i samlingen og helt nye navne. En af dem der imponerede sidste år var A. Silvestri med den sorthumoristiske When the Music´s Over. I år er han med Godnat noget mere dyster, i denne beretning om et kærestepar der klamrer sig til hverdagens trivialiteter mens verden bogstaveligt talt er ved at gå under udenfor. Debutanten Simon Christiansen imponerer med den originale Simulacra, hvor han vender den slidte science fiction kliché om at verden er en computersimulation på hovedet, hvor folk altså tror de lever i en simulation, men det er den virkelige verden. Rigtig godt fundet på og historien fungerer perfekt. H. H. Løyche tager os til Danmark i en alternativ tidslinje i Ryg og rejs og Lonni Krause fortæller om robotten Irma Ovesen der prøver at leve i vores verden, i novellen af samme navn. Redaktør Carl-Eddy Skovgaard har gjort en undtagelse med Lars Ahn Pedersens Alien Ghost Ballet, der med sine 50 sider egentlig er i overkanten længdemæssigt, men helddigvis kom den med alligevel. Det er noget så sjældent som god dansk space opera, og titlen siger egentlig hvad det handler om. En balletkoregraf skal lære nogle trebenede fem meter høje rumvæsener at danse Svanesøen. Ikke nok med at universet i historien er stort og interessant nok til at kunne rumme mange flere historier, er den også umådeligt underholdende uden at det bliver fjollet og så siger den faktisk også noget om hvordan kunst kan blive misforstået og misbrugt.

Den eneste negative petitesse jeg kan sige i år, er angående det ellers flotte forsidemotiv af Patrick Leis, som jeg bare synes signalerer lidt for meget horror og ikke science fiction, men SFC’s bogudgivelser har nu også haft rigeligt med rummotiver.

Kenneth Krabats Historiens korte arm var jeg helt vild med. Science fiction elementet er synligt, uden at være skrevet direkte ind, og hovedpersonens oplevelser og tanker er yderst velskrevne og tankevækkende. Det er sjældent man ligefrem skraldgriner når man læser, men jeg kunne ikke lade vær med A. Silvestris When the Music´s Over. Fremragende satire, hylende morsom – uden at det bliver pjattet og historien kunne ovenikøbet meget vel være et ganske realistisk “first contact”-scenarie, for hvorfor skulle rumvæsener opføre sig logisk efter menneskets optik? Selvom man kan diskutere hvor god slutningen er i Brian P. Ørnbøls Stendrømme, var det en novelle jeg blev yderst grebet af fra start til slut. Manfred Christensens Sket er sket er en god krimi, med et tidsrejseplot man et stykke af vejen kan gennemskue, men så alligevel ikke.

Hvis Lige under overfladen bliver en stabil årlig antologi, lover det virkelig godt for kvaliteten af danske science fiction noveller. Det højner niveauet betydeligt, når der skrives til en rigtig antologi i bogform, mens kvaliteten i fanzinesene selvsagt er mere svingende.
Glem ikke mødet i morgen aften, hvor man har mulighed for at møde en række af bidragyderne til I Overfladen.

Som nævnt er det temmelig forskellige noveller, med varierende emner som nanoteknologi, rumvæsener, terrorisme og tidsrejser. Forfatterne har ligeså forskellig baggrund med alt fra systemadministrator til advokat. Det første fællestræk jeg bed mærke i var, at de fleste af novellerne var meget moderne, i den forstand at mængden af tekniske udtryk og dimser var stort. Men det er selvfølgelig helt almindeligt i science fiction. Derudover havde flere af novellerne en meget åben slutning, nogen mindede endda om en slags forhistorie til noget der kunne udvikle sig videre. Det er selvfølgelig også en måde at skrive på.

De bedste noveller synes jeg er de tre sidste. H.H. Løyches Liv, der først viser sig at være science fiction til sidst. Stig W. Jørgensens Afskedsscene om mødet med en evig skabning, og Camilla Wandahls De røde undulater om et modefænomen der tager voldsomt overhånd. Den korte Den sidste astronaut af Flemming R.P. Rasch morede jeg mig nu også lidt over.
Udover det er jeg desværre ikke vildt imponeret. Der er ingen der rigtig springer ud som exceptionel interessant, men jeg er dog ikke direkte skuffet over udgivelsen, for udvalget er godt varieret og velskrevet.

Antologien bør dog stadig anbefales til alle med interesse for hvad der rør sig inden for dansk science fiction, og det faktum at der blev indsendt ca. 50 noveller til konkurrencen og antologien “Cirkler”, der udkom for lidt over en måned siden, viser at der heldigvis er en god portion forfattere i Danmark der vil skrive science fiction.