Det første nummer i 2010 rummer i alt syv historier. De fleste er okay og ingen rigtig dårlige eller uinteressante historier denne gang. Sheila Williams skriver indledningsvis om hvad et magasin egentlig er for en størrelse i denne tid, og skriver blandt andet at hele 10 procent af abonnenterne på Asimov’s får magasinet elektronisk, Robert Silverberg skriver om hvad man kan finde på bunden af Middelhavet, og James Patrick Kelly spekulerer over hvor fremtiden blev af.

Første historie er Marya and the Pirate skrevet af Geoffrey A. Landis, der er en temmelig klichéfyldt historie uden de store overraskelser, om en rumpirat der kaprer et fragtskib med store mængder vand. Ombord er kun en yngre kvinde, og hun finder ud af at piraten måske ikke er så slem igen, sød musik opstår, og de ender med at må stole på hinanden for at kommende levende ud af en grim situation. Landis viser at han nok er bedst til hard sf elementerne, men selvom hans personer er temmelig stereotype og handlingen uden overraskelser, er historien nu alligevel ganske udmærket.

Conditional Love af Felicity Shoulders er en noget grumme affære. I en verden hvor børn bliver genmanipulerede til bestemte egenskaber fra fødslen, er der nogen der skal samle dem op hvor det ikke går helt som planlagt. Vi følger Grace der prøver at tage sig af disse børn med alle mulige og umulige fejl. En historie der godt kan sætte etiske spørgsmål til overvejelse hos læseren, nu hvor man efterhånden ikke er så langt igen fra at kunne lave designerbørn.

Steve Rasnic Tem har skrevet historie til Asimov’s et par gange før, men heller ikke A Letter from the Emperor fangede mig. Som titlen viser handler det om et brev fra kejseren til en fjern planet i et ikke nærmere specificeret interstellart imperium. Man har ikke hørt fra kejseren meget længe og historiens hovedpersoner får mistanke om kejseren overhovedet stadig er i live. Han skriver ganske flot, men hans historier er nok bare ikke lige min stil.

Der er hele to alternate history noveller i dette nummer. Første er Wonder House af Chris Roberson, der egentlig har et ret godt udgangspunkt, men bliver en anelse forudsigelig. Vi følger to redaktører på pulp magasin udgivelseshuset Wonder House. De har problemer med salgstalene og diskuterer hvad de skal prøve at satse på af nye tiltag. Igennem deres diskussioner får vi selvfølgelig en masse infodumps om denne alternative verden og dens marked for underholdningslitteratur. Hvad de så endelig finder frem til skal være fremtidens satsning, vil man lige trække på smilbåndet over en enkelt gang, men mere spændende bliver det altså heller ikke.

Anden historie er fra Robert Reed. Han skriver som bekendt rigtig mange noveller, og meget forskellige endda. Alternate history er ikke noget nyt for ham, men The Good Hand er altså en af de mere kedelige, hvor det kommer til at handle for meget om denne alternative verden og for lidt om også at have en interessant historie at fortælle. USA er den eneste supermagt i verden og har tilmed et monopol på atomvåben. I følge dem selv for at bevare fred i verden. Det betyder dog at USA styrer og godkender næsten al ny teknologisk udvikling i andre lande, ikke overraskende til stor frustration. I den konkrete historie finder vi således en af disse amerikanske forretningsfolk i Frankrig, hvor USA så pludselig bomber det franske rumprogram i Algeriet. Det gør ham selvfølgelig endnu mere hadet end han allerede er i forvejen blandt de franskmænd han er sammen med, og de oplagte politiske diskussioner i sådant et system bliver selvfølgelig tærsket igennem.

Carol Emshwiller har jeg stødt på et par gange før, og hans historier er altid temmelig underlige og meget unikke. Wilds har ikke synderligt meget med science fiction at gøre, og handler om en mand der bogstaveligt talt lever som et dyrt i vildmarken. Hans liv bliver på irriterende vis afbrudt af en forvirret kvinde der kommer op på hans bjerg, med en taske fuld af stjålne penge. Det er svært at sige hvorfor, men det er ikke en historie man glemmer lige foreløbig.

Allen M. Steeles The Jekyll Island Horror er skruet interessant sammen. Det indledes med et forord af Steele selv der fortæller hvordan han kom i besiddelse af et manuskript fra en ældre mand i en bogbutik, og dette manuskript er selve novellen. Det forestiller at være skrevet af en Solomon Hess der agerede butler for en forlagsredaktør tilbage i 1920′erne og 30′erne. En aften ser de en meteorit falde ned i nærheden og de tager ud for at undersøge det. I bedste pulp stil fra selvsamme tid, er det selvfølgelig noget langt mere skræmmende der er faldet ned fra himlen. En fin historie, der dog lige er lidt langsom i starten.