Asimov’s, September 2010

Asimovs September 2010Der er to Hugo nominerede noveller med i dette nummer, så det kan man jo ikke have andet end visse forventninger til. Sheila Williams skriver om læsernes pris i 2010, Robert Silverberg skriver lidt om robotter og James Patrick Kelly skriver om exoplaneter. Men mest interessant er nok franske Aliette De Bodards artikel om science fiction “på den anden side”, om science fiction traditioner udenfor den vestlige verden.

I første historie, Backlash af Nancy Fulda, sker der en frygtelig masse på kort tid. Det kunne være taget ud af en moderne musikvideoklippet technothriller film. Pensioneret special ops agent Eugene Gutierrez har en fredelig aften på en restaurant, men da han modtager en “fortune cookie” med en mærkværdig besked på, vælter verden omkring ham. Skudvekslinger, agenter fra fremtiden, terrororganisationer og bombetrusler i et virvar. For så vidt en potentiel interessant tidsrejsehistorie, om agenter der giver opgaver til dem selv tilbage i tid kombineret med en oprørsk datter med mulige forbindelser til en terrororganisation, men det går simpelthen for hurtigt i denne novelle. Hele situationen køres op en spids på meget kort tid, og falder ligeså hurtigt ned igen.

The Palace in the Clouds af Eugene Gutierrez er noget med Venedig og om en by oppe i skyerne. Bedre kan jeg ikke forklare det. Er ikke helt sikker på hvad det gik ud på.

Historier om generationsrumskibe der har været så længe undervejs, at dets beboere ikke længere ved hvor de er eller hvorfor, er set nogen gange før. Benjamin Crowell forsøger sig med det i Wheat Rust uden helt at bidrage med noget nyt. Novellen følger en casanovatype der hygger sig med en dame i græsset, da de bliver afbrydt af to mænd der falder ned fra himlen. De kommer fra en mere udviklet del af rumskibet, og hovedpersonen her bliver lokket ind i en mission der sender ham til andre ukendte del af skibet.

Mary Robinette Kowal bidrager med For Want of a Nail der er nomineret til en Hugo i novellekategorien. Her er vi igen på et generationsrumskib, men det ved dem ombord godt. Problemet opstår da en families robot, som de bruger til at optage og iagtage alle familiens vigtige øjeblikke med, altså en slags familiedagbog, går i stykker. Cordelia er hende der har ansvaret for robotten, og hun er desperat efter at få den repareret. Men i sin jagt efter reservedele finder hun frem til nogle gemte familiehemmeligheder. Ganske fin novelle med flere originale idéer, der bestemt er en Hugo-nomination værdig.

Geoffrey A. Landis leverer den Hugo-nominerede kortroman The Sultan of the Clouds. En hard sf historie af den gamle slags. Historien følger David, der er teknisk assistent for den dygtige forsker Leah, som han iøvrigt er håbløst forelsket i. De bliver inviteret til Venus af planetens mest magtfulde familie, angiveligt i et videnskabeligt ærinde. Venus er koloniseret i form af flyvende byer og de fleste af disse byer er altså ejet af denne familie. Stakkels David bliver helt uforvarende rodet ind i lokale politiske intriger og det går op for ham, at familiens kommende arving, har helt andre udspekulerede planer end blot at snakke spekulativ forskning. Som det så ofte er med hard sf forfattere, duer de ikke rigtig til at skrive interessante personer, hvilket denne historie egentlig kræver for at komme op på et højere niveau. De rent tekniske og videnskabelige idéer bag denne måde at leve på Venus på er dog ganske fascinerende, så Hugo-nomineringen er delvis forståelig, men jeg tvivler på den vinder.

Asimov’s, January 2010

Asimovs January 2010Det første nummer i 2010 rummer i alt syv historier. De fleste er okay og ingen rigtig dårlige eller uinteressante historier denne gang. Sheila Williams skriver indledningsvis om hvad et magasin egentlig er for en størrelse i denne tid, og skriver blandt andet at hele 10 procent af abonnenterne på Asimov’s får magasinet elektronisk, Robert Silverberg skriver om hvad man kan finde på bunden af Middelhavet, og James Patrick Kelly spekulerer over hvor fremtiden blev af.

Første historie er Marya and the Pirate skrevet af Geoffrey A. Landis, der er en temmelig klichéfyldt historie uden de store overraskelser, om en rumpirat der kaprer et fragtskib med store mængder vand. Ombord er kun en yngre kvinde, og hun finder ud af at piraten måske ikke er så slem igen, sød musik opstår, og de ender med at må stole på hinanden for at kommende levende ud af en grim situation. Landis viser at han nok er bedst til hard sf elementerne, men selvom hans personer er temmelig stereotype og handlingen uden overraskelser, er historien nu alligevel ganske udmærket.

Conditional Love af Felicity Shoulders er en noget grumme affære. I en verden hvor børn bliver genmanipulerede til bestemte egenskaber fra fødslen, er der nogen der skal samle dem op hvor det ikke går helt som planlagt. Vi følger Grace der prøver at tage sig af disse børn med alle mulige og umulige fejl. En historie der godt kan sætte etiske spørgsmål til overvejelse hos læseren, nu hvor man efterhånden ikke er så langt igen fra at kunne lave designerbørn.

Steve Rasnic Tem har skrevet historie til Asimov’s et par gange før, men heller ikke A Letter from the Emperor fangede mig. Som titlen viser handler det om et brev fra kejseren til en fjern planet i et ikke nærmere specificeret interstellart imperium. Man har ikke hørt fra kejseren meget længe og historiens hovedpersoner får mistanke om kejseren overhovedet stadig er i live. Han skriver ganske flot, men hans historier er nok bare ikke lige min stil.

Der er hele to alternate history noveller i dette nummer. Første er Wonder House af Chris Roberson, der egentlig har et ret godt udgangspunkt, men bliver en anelse forudsigelig. Vi følger to redaktører på pulp magasin udgivelseshuset Wonder House. De har problemer med salgstalene og diskuterer hvad de skal prøve at satse på af nye tiltag. Igennem deres diskussioner får vi selvfølgelig en masse infodumps om denne alternative verden og dens marked for underholdningslitteratur. Hvad de så endelig finder frem til skal være fremtidens satsning, vil man lige trække på smilbåndet over en enkelt gang, men mere spændende bliver det altså heller ikke.

Anden historie er fra Robert Reed. Han skriver som bekendt rigtig mange noveller, og meget forskellige endda. Alternate history er ikke noget nyt for ham, men The Good Hand er altså en af de mere kedelige, hvor det kommer til at handle for meget om denne alternative verden og for lidt om også at have en interessant historie at fortælle. USA er den eneste supermagt i verden og har tilmed et monopol på atomvåben. I følge dem selv for at bevare fred i verden. Det betyder dog at USA styrer og godkender næsten al ny teknologisk udvikling i andre lande, ikke overraskende til stor frustration. I den konkrete historie finder vi således en af disse amerikanske forretningsfolk i Frankrig, hvor USA så pludselig bomber det franske rumprogram i Algeriet. Det gør ham selvfølgelig endnu mere hadet end han allerede er i forvejen blandt de franskmænd han er sammen med, og de oplagte politiske diskussioner i sådant et system bliver selvfølgelig tærsket igennem.

Carol Emshwiller har jeg stødt på et par gange før, og hans historier er altid temmelig underlige og meget unikke. Wilds har ikke synderligt meget med science fiction at gøre, og handler om en mand der bogstaveligt talt lever som et dyrt i vildmarken. Hans liv bliver på irriterende vis afbrudt af en forvirret kvinde der kommer op på hans bjerg, med en taske fuld af stjålne penge. Det er svært at sige hvorfor, men det er ikke en historie man glemmer lige foreløbig.

Allen M. Steeles The Jekyll Island Horror er skruet interessant sammen. Det indledes med et forord af Steele selv der fortæller hvordan han kom i besiddelse af et manuskript fra en ældre mand i en bogbutik, og dette manuskript er selve novellen. Det forestiller at være skrevet af en Solomon Hess der agerede butler for en forlagsredaktør tilbage i 1920′erne og 30′erne. En aften ser de en meteorit falde ned i nærheden og de tager ud for at undersøge det. I bedste pulp stil fra selvsamme tid, er det selvfølgelig noget langt mere skræmmende der er faldet ned fra himlen. En fin historie, der dog lige er lidt langsom i starten.

Asimov’s, August 2008

Asimov's August 2008August-nummeret bringer to novelettes, fem noveller og et par digte; Geoffrey A. Landis i Landscapes funderer over andre dimensioner og Ruth Berman forsøger sig med en matematisk tilgang til kattes gøren og laden i Cat Math.

I den post-cyberpunkske novelle Lagos forestiller Matthew Johnson sig en verden hvor underbetalte arbejdere via “telepresence” fjernstyrer arbejdsrobotter. Hovedpersonen har således blandt andet arbejde som støvsugerrobot hos en rig familie. Jeg ved ikke helt om jeg finder scenariet troværdigt, men sjov ide. Pointen bliver dog noget ganske andet, da de kvindelige arbejdere begynder at sige mærkelige ting i søvne, og prøver at finde årsagen hertil.

Den kortere novelle Old Man Waiting af Robert Reed følger en ung mand med en tilsyneladende bundløs bankkonto, der lever livet ved at more sig med vennerne, men en dag får han øje på en gammel mand i byen, der bare sidder og stirrer ud i luften. Han bliver med det samme overbevist om, at det må være et rumvæsen i forklædning og bliver mere og mere manisk i sin overbevisning, mens hans venner måbende ser til. Hele forløbet ligger meget op til at sandheden nok er noget helt andet end hvad det endelig viser sig at være, men en fin historie.

I Lucy tager J. Chris Rock et ellers simpel problem for nogle astronomer, om at kommunikere med deres robot på Saturns måne Titan, og får det sat ind i et lille drama der udspiller sig mellem astronomerne og deres naboer. Ikke en hundrede procent vellykket novelle, men alligevel et meget “sødt” koncept med at trække paralleler mellem kommunikationsvanskelighederne med naboen og robotten på Titan.

Noveletten Divining Light af Ted Kosmatka kunne med sit videnskabelige indhold med double-slit eksperimentet og bølgefunktionens kollaps have været trykt i Analog, men da den er velskrevet, og personerne ligeledes nuancerede og troværdige, hører den hjemme i Asimov’s. En videnskabsmand med alkoholproblemer bliver ansat i et forskningscenter, hvor han vil udføre det eksperiment der efter hans opfattelse viser at der er en fejl i hele vores eksistens – bølgefunktionens kollaps når den bliver observeret. Et eksperiment der ellers er blevet udført utallige gange, men da han får sine kollegaer med på det, udvikler det sig drastisk, og eksperimentet bliver anvendt til helt andre formål. Det er historier som denne der gør det interessant at læse science fiction! En klar mulighed til næste års nomineringer til de store priser.

Jack Skillingsteads What You Are About To See” følger en NSA-agent, der bliver bedt om at tage del i en afhøring af et rumvæsen, men rumvæsenet er i stand til at påvirke virkelighedsopfattelsen hos menneskene omkring den, hvilket bringer nogle ubehagelige minder frem hos agenten. Der er ikke så meget “kød” på denne historie, men den fungerer til dels.

I Wilmer or Wesley af Carol Emshwiller fastholdes interessen og forundringen fra start til slut. Det er en beretning om et barn, der åbenbart ikke er helt menneskelig, for han er blevet et helt forskningsprojekt og udstilles i en zoo, men ellers opfører han sig og tænker tilsyneladende som et menneske. Da han en dag flygter fra sit fangenskab, oplever han verdenen udenfor og må prøve at overleve med den viden han ellers kun har fra bøger og hvad han har hørt fra den forsker der passer på ham. Der kommer aldrig nogen forklaring på, hvad det er der gør, at han ikke opfattes som et almindeligt menneske, men historien og den moralske pointe står jo klart i sig selv. Det er en sød og rørende “blød” science fiction historie, der på sin vis minder lidt om 26 Monkeys, Also The Abyss fra juli-nummeret.

Den anden novellete leveres af Neal Barrett, Jr. og hedder Radio Station St. Jack. I et post-apokalyptisk amerika i byen Mineral Wells, driver præsten Mac en radiostation der spiller klassiske hits, og han forsøger at træde til som leder og beskytter, da byen trues af hensynsløse plyndringsbander. For mit vedkommende var historien lidt intetsigende, men er man til westernassociationer, er den givetvis udmærket.

I de andre sektioner har Stephen Baxter lånt den redaktionelle klumme til at skrive en nekrolog om Arthur C. Clarke, Robert Silverberg reflekterer over novelleformen og hvad den indebærer, og James Patrick Kelly skriver om den akademiske tilgang til det at skrive science fiction. Rudy Rucker bidrager med en længere artikel om en række science fiction tankeeksperimenter, hvor han med udgangspunkt i nanoteknologi forestiller sig en fremtid med ultimativ telepatisk forbindelse i hele universet og menneskets muligheder i at kontrollere al stof og energi. Han kører lidt af sporet og det bliver aldrig andet end tankeeksperimenter, uden noget konkret at bygge det op på.
Men alt i alt, et glimrende nummer.

Approaching Perimelasma

Vil bare lige anbefale denne rigtig gode og interessante novelle skrevet af Geoffrey A Landis. Han er ikke bare forfatter, men arbejder som astrofysiker for MIT og NASA. Og denne novelle har også nogle interessante ideer om sorte huller. Disse ideer er plausible og velbegrundede efter gængs videnskabelig teori på området. Man kan godt se at han ved hvad han skriver om, hvilket kan være meget rart at læse som afveksling til den slags science fiction der bare er fuld af gode ideer.

Den er lidt lang, men bestemt værd at læse hvis den slags interesserer en.