Tag Archives: kunstig intelligens

Redemption Ark

Posted on by
Reply

Redemption ArkHver gang jeg har læst noget af Alastair Reynolds bliver jeg bekræftet i mit syn om ham som den bedste inden for moderne hard space opera. Alligevel går der alt for lang tid mellem jeg får læst hans bøger. De er også noget af et projekt, for selvom mange romaner i dag gør sig op over de 600 sider, er det få hvor der faktisk er en mening med det og hvor det ikke bare er ekstra fyld – hvilket ikke er tilfældet her! Redemption Ark fra 2002 er den tredje bog i hvad der uofficielt er blevet kaldt for Inhibitorserien startende med Revelation Space. Hvor Chasm City mere var en sidehistorie går Redemption Ark tilbage til hovedplottet og tager tråden op efter Revelation Space.

I Revelation Space kom Ultraen Volyova i besiddelse af de såkaldte “hell class”-våben. Nu vil Conjoinerne have dem tilbage. Ultras er en fraktion af transhumane rumrejsende der gør heftig brug af teknologiske implantater i kroppen, men Volyova er dog speciel på det punkt, da hun ingen implantater har. The Conjoiners er en anden fraktion der har bygget deres samfund op omkring kunstig telepati. Men de vil ikke bare have våbnene tilbage fordi de er deres, men fordi Dan Sylveste i slutningen af Revelation Space uagtet fik gjort de såkaldte Inhibitors opmærksomme på menneskeheden. Man finder ud af de er en kunstig intelligens skabt for millioner af år siden med det formål at beskytte galaksen mod rumfarerende civilisationer ved at udrydde dem. Conjoineren Clavain skal lede en storstilet aktion der skal få våbnene tilbage fra Volyova, men Clavain stoler ikke helt på de andre Conjoiners reele motiver. Han tror ikke på de vil redde menneskeheden med de våben, men derimod give dem selv bedre mulighed for at flygte. Han stjæler derfor et af rumskibene der skulle bruges til missionen og sætter kurs mod planeten Resurgam hvor Volyova befinder sig. Han bliver hurtigt forfulgt af flere andre Conjoiner-skibe og de udkæmper en avanceret kamp over denne lysår lange rejse.
Imens på Resurgam er Volyova også blevet opmærksom på en stigende aktivitet fra the Inhibitors, der tilsyneladende er i færd med at konstruere et gigantisk våben i Resurgams solsystem. Men i modsætning til the Conjoiners, har hun ikke kendskab til den større sammenhæng i deres plan. Hun vil derfor forsøge at evakuere hele planetens befolkning i det gigantiske rumskib hun har parkeret i kredsløb om planeten, men for at vinde befolkningens tillid må hun få hjælp fra den berygtede terrorist Thorn.

Romaner på over 600 sider er jo ingen sjældenhed i moderne space opera, men Reynolds er en af de få hvor det faktisk giver mening. Handlingsuniverset er rimeligt afgrænset, persongalleriet ikke for stort og ingen sider virker overflødige. På trods af at det meste af bogen er en lang opbygning til det endelige klimaks når Clavain når frem til Resurgam, så rummer historien langt mere end bare opbygning til det. Som i de andre bøger i serien fanger Reynolds enormt godt de enorme afstande og tidshorisonter der er forbundet med interstellare rejser i sublyshastighed. Rejsen tager adskillige år og Clavains rumskib og hans forfølgere har en fast afstand til hinanden hele vejen. Ikke noget med lige at træde lidt ekstra på speederen. Det er dog ingen hindring for alligevel at angribe hinanden på forskellig vis.
En særlig kvalitet som jeg ser ved Reynolds’ univers er hvor konsistent han er med sin videnskab. Teknologiniveauet er højt, men med begrænsninger der giver mening. Og selvom the Inhibitors er højintelligente avancerede million år gamle maskiner, kan de heller ikke alt. De er selvsagt også underlagt fysikkens love. Det fremtræder klart at Reynolds har en baggrund som fysiker, men han fylder ikke på med videnskabssnak bare som fyld. Læseren får den nødvendige viden til at forstå hvad der sker i handlingen, uden at det bliver som indlagte populærvidenskabelige artikler, som andre hard sf forfattere har det med at gøre (Analog segmentet fx).

Alastair Reynolds er i en klasse for sig når det kommer til space opera. Han har simpelthen taget de bedste elementer fra hard sf – hvor solid videnskab er en central del i handlingen, fra space opera – hvor de enorme afstande og det kosmiske perspektiv fascinerer, samt moderne post-cyberpunk elementer med nanoteknologi og kunstig intelligens. En sidste ting jeg også synes særlig godt om er at der, i modsætning til traditionel space opera, ikke er nogen entydige helte og skurke. Alle har deres sag de kæmper for og alle har sådan set rimelige begrundelser for deres handlinger. Selv the Inhibitors, hvis altafgørende formål er at udslette intelligent liv i galaksen, må siges at argumentere uhyggeligt godt for deres sag.
Redemption Ark bygger videre på handlinger fra Revelation Space og Chasm City, som bør læses først, men er udover det egentlig også kun halvdelen af en samlet historie der fortsætter i Absolution Gap.

Saturn’s Children

Posted on by
1

Saturns ChildrenDesværre blev Saturn’s Children heller ikke den Stross bog der virkelig kunne overbevise mig, men et må man da give manden – han skriver bestemt ikke den samme bog to gange. Hver eneste roman går i en helt ny retning og denne gang er han angiveligt stærkt Heinlein inspireret. Romanen var blandt årets Hugo nominerede, men vandt ikke.

I det 23ende århundrede er menneskeracen uden yderligere forklaring uddøde og solsystemet bebos nu kun af robotter. Handlingen følger sexrobotten Freya, der var så uheldig at komme ud fra fabrikken kort efter det sidste menneske døde. Da hendes evner er ubrugelige søger hun andre muligheder til at leve for. Hun får et tilbud fra den mystiske Jeeves organisation, om at fragte en pakke fra Merkur til Mars. Det fører hende ud i et komplekst spiondrama, hvor hendes evner som sexrobot også bliver flittigt brugt. Som Stross vist har for vane, udvikler plottet sig i sære retninger fyldt med forvekslinger, løgne og folk der arbejder for nogle andre end de giver sig ud for, og alt det der. Det er ikke meget vi får at vide om hvordan robotsamfundet er skruet sammen, men systemet er stærkt aristokratisk, hvor nogle få robotter i praksis holder de resterende som slaver.

Der er desværre en række ting der ikke fungerer for mig. Hele idéen med en verden kun med robotter uden mennesker bliver efter min mening ikke ordentligt udnyttet, i og med robotterne et langt stykke af vejen blot opfører sig som mennesker. De spiser, sover, drikker sig fulde, dyrker sex, har følelsesudbrud og taler og agerer som mennesker. Vel nok skal forklaringen findes i at menneskene selvfølgelig har skabt robotterne i deres eget billede, men det er ikke helt troværdigt at intelligente robotter ikke vil have udviklet sig mere effektivt uden mennesket. Stross’ måde at bygge et plot op på er jeg heller ikke denne gang begejstret for, hvor det ligesom med et par af de andre romaner, for meget handler om at forvirre og vildlede læseren så man taber tråden, og de endelige afsløringer ikke får den gennemslagskraft de burde. Men Stross skriver heller ikke science fiction som ligger solidt plantet i den eksisterende tradition. Han eksperimenterer og prøver noget nyt hver gang, hvilket nok gør ham lidt mindre tilgængelig.
Saturn’s Children skulle være stærkt inspireret af Heinleins Friday, så for Heinlein-kendere er den måske mere interessant.

Fantasy & Science Fiction, June/July 2009

Posted on by
Reply

Fantasy Science Fiction, June July 2009Hvor sidste nummer primært havde fantasy historier, er der faktisk kun science fiction noveller i dette sommernummer, men “blød” science fiction så at sige. Ingen fremragende historier der står til at vinde, hvor den bedste er det klassiske genoptryk af en John Varley novelle, dog alle læseværdige. Intet nævneværdigt i ikke-fiktions afdelingerne.

Robert Reed er en af de helt store bidragydere til Fantasy & Science Fiction. Firehorn hverken skuffer eller imponerer. Som barn opdigtede Gabriel et fantasimonster som hans veninde Morgan gav navnet Firehorn. Halvtreds år senere er Morgan blevet til en cyborg og har giftet sig med en kunstig intelligens, og de kunstige intelligenser er overbevist om deres art bliver forfulgt af the Firehorn. Lovende i starten, men slutningen var desværre noget tam.

John Kessels The Motorman’s Coat handler om Frantisek der handler med antikt tøj. En dag får han et tilbud fra en kvinde om at købe en gammel “motorman” uniform fra Prag anno 1910 og han sætter snart hele sin økonomiske situation på højkant for at købe den. Muligvis er der nogle referencer jeg ikke fanger, men jeg har svært ved at se hvorfor jeg som læser skal finde en mands besættelse af en gammel læderfrakke særlig interessant.

Jeg har egentlig en håndfuld bøger af John Varley stående, men det klassiske genoptryk af Retrograde Summer fra 1975 i dette nummer blev mit første bekendtskab, og det tegner rigtig godt. Med få midler og i et enkelt sprog, får han opbygget et yderst interessant univers og læseren er inde i det med det samme. Se bare novellens første sætning: “I was at the spaceport an hour early on the day my clonesister was to arrive from Luna.” Allerede her har vi fået rigtig meget at vide. Historien handler om Timothy der bor på Merkur og hans første møde med sin klonede søster. Han viser hende Merkurs landskab, mens han prøver at lokke nogle svar ud af hende om deres mor. Rigtig godt skrevet historie i et spændende univers man lærer meget om uden nogen malplacerede infodumps, et overraskende twist til sidst og jeg kunne især godt lide beskrivelserne af Merkur og hvordan de to svømmer i en sø af kviksølv. Man forstår hvorfor Varley roses for sine noveller.

At lave en novelle som en FAQ giver ofte et lille konkret indblik i en anden verden med et let humoristisk strøg, og det gælder også for Corona Centurion™ FAQ af Terry Bison. Det er en række spørgsmål og svar om et kunstigt hjerte og alle dets mange fantastiske fordele.

Albert E. Cowdrey leverer kortromanen Paradiso Lost. Den unge officer Robert Kohn, som Cowdrey har skrevet et par historier om før, er på en redningsmission til en koloniplanet langt væk og undervejs bliver skibets kaptajn myrdet, dog uden at det vækker den store sorg hos besætningen, da kaptajnen var hadet af alle. Kohn bliver til sin egen overraskelse sat til at lede efterforskningen. Det er dog alt det andet der er interessant, men mest af alt Kohns udvikling som person som han selv fortæller. Jeg forstår dog ikke helt den rammefortælling Cowdrey har valgt, hvor Kohn egentlig skulle fortælle om en af sine gode venner ombord til dennes søn, men det handler mest af alt om Kohn selv. Det der egentlig gør historien læseværdig er ikke plottet, men måden den er skrevet på.

I Adaptogenia af Wayne Wightman følger vi Eliot der arbejder som freelance-skribent for magasinet Conspiracy Theorists’ Weekly og jager derfor sære hændelser at skrive om, dog uden selv rigtigt at tro på dem. Det ændrer sig dog da flere og flere mærkelige hændelser dukker op i hans nabolag, hvor personer på mystisk vis opstår ud af den blå luft for at forsvinde igen. Det viser sig, at der er tale om sværme af insekter der klynger sig sammen så de ligner noget andet. Dette bliver starten på verdens undergang. Historien vil fungere godt som en science fiction horror film.

Det andet genoptryk er Sooner or Later or Never Never af Gary Jennings, hvori missionæren Crispin Mobey forsøger at omvende en australsk stamme til en form for kristendom. Novellen er vist ment som en latterliggørelse af religiøse missionærer og den bliver også introduceret som et humoristisk værk, men jeg synes mest af alt humoren bestod af platte sproglige misforståelser fra en person med ringe engelsk-kundskaber.

Finanskrisen er nu dukket op som tema i de fantastiske genrer. Economancer af Carolyn Ives Gilman er i hvert fald den første jeg har set af slagsen. Simon Messiter søger et job i en asiatisk bank, intetanende om at de vil ham til at hjælpe med at knække den amerikanske økonomi. Det kommer der en noget alternativ forklaring på årsagen til finanskrisen ud af. Ikke specielt overbevisende, men Gilman har da alligevel nogle pointer (dog ikke nye) til vores monetære system.

Til sidst i en anden boldgade finder vi Mike O’Driscolls The Spaceman om tre børn der møder en rummand. Han viser sig at være astronaut fra Apollo 20 missionen og ønsker hjælp til at finde sin tabte besætning. Der er noget om alternative verdener og historiens pointe lader til at være, at børns forståelse af virkeligheden kan være den rigtige og ikke de voksnes, men forfatteren giver aldrig et endeligt svar på hvad der foregår.

Alt i alt et godt nummer med masser af science fiction noveller med gode originale idéer af en type man næppe vil finde andre steder end i Fantasy & Science Fiction.

Accelerando

Posted on by
Reply

AccelerandoAccelerando blev Charles Stross helt store gennembrud. Oprindeligt udgivet som noveller i Asimov’s, men i 2005 samlet i denne bog der blev nomineret til flere priser og vandt Locus Awarden. Det gennemgående tema er singulariteten, med de første par kapitler trækkende meget på Web 2.0 og open source koncepter. I selv samme ånd er bogen også frigivet under en Creative Commons licens og kan læses frit på Stross’ webside.

Vi starter med at følge Manfred. Han lever af at få idéer, tage patent på dem og overdrage dem til virksomheder som kan drage nytte af det. Han lever så af donationer og tjenester fra disse virksomheder. En dag bliver han kontaktet af nogle intelligente hummere med tilknytning til KGB. De vil have hans hjælp til at leve som selvstændige entiteter. Og så ruller snebolden! Det vælter ud med den ene vilde teknologiske ide efter den anden fra Stross, og i et sådant tempo at læseren hægtes af, hvilket også er meningen, da det jo netop er indbegrebet af singulariteten – at udviklingskurverne går lodret så mennesket mister overblikket. På relativt kort tid bliver solsystemet koloniseret, kunstig intelligens bliver udbredt, mennesker uploader deres personlighed til computere, og mere og mere af solsystemets masse bliver lavet om til computerkraft via såkaldt computronium. Denne udvikling illustreres ved at Stross ind i mellem lister op hvor mange MIPS pr. gram der nu er i solsystemet.
Bogen er som sagt en samling af noveller, ni af slagsen med tre med hver deres hovedperson i en periode. Alle fra samme noget besynderlige familie startende med Manfred og sidenhen hans barn og barnebarn. der møder både rumvæsener langt ude i rummet og stifter bekendtskab med en Matrioshka brain.

Accelerando er især blevet rost for dens idérighed og mængden af mere eller mindre plausible science fiction koncepter er da også uhyre høj, hvoraf mange snildt kunne være et novum i en roman eller novelle for sig selv. Det er jo desværre bare ikke nok til at få en velfungerende historie. Accelerando virker meget som en prøveklud for mange af Stross’ idéer, da de bedre af dem har dannet grundlag for hans senere romaner. Der er simpelthen for lidt sammenhæng og pointe med historierne, og det uanset om man prøver at se den som en samling selvstændige noveller eller som en samlet roman. Begge indfaldsvinkler er lige forvirrende. For selvom Stross tænker virkelig store kosmiske tanker om universets og menneskets fremtid, så bliver det aldrig rigtigt fascinerende, fordi Stross’ måde at få gjort tingene større på lader til blot at opremse større tal end sidste gang.

Det er helt forståeligt at historierne i Accelerando har fået den popularitet og omtale de har fået, for det er imponerende hvad Stross har i posen, og dette hæsblæsende tempo de vælter frem i, gør dem i sig selv værd at læse. Det skal bare ikke læses som andet end det, for ethvert forsøg på at finde sammenhæng og plot i dette virvar, er umuligt.

Analog, September 2009

Posted on by
Reply

Analog September 2009Selvom døgnet ikke har fået flere timer, vil jeg alligevel give det et forsøg med også at læse Analog Science Fiction and Fact. Særligt fordi man kan få det til ebogslæsere på Fictionwise og det er en glimrende måde at læse et novellemagasin på. Papirabonnementerne på de andre magasiner forbliver dog.
September-nummeret er desværre en ret tynd omgang. Halvdelen af pladsen er gået til anden og sidste del af Turning the Grain af Barry B. Longyear, Stanley Schmidt indleder med at slå fast at Analog bringer den type science fiction som mange kender fra de gode gamle dage og som mange stadig efterspørger, og derudover er der et par ligegyldige videnskabelige artikler.

Tre af af de fire noveller har på forskellig vis børn som et slags gennemgående tema. Den første er Evergreen af Shane Tourtelotte, der følger Andrew – en voksen mand i en otteårigs krop, fordi det ønskede hans forældre at fastfryse ham til, i håb om mulig udødelighed. Andrew har svært ved at acceptere sin fysiske tilstand og gør alt for at være så voksen som mulig. Han møder pigen Alice der er i samme situation, men hendes tilgang er en anden. Hun vil godt delvist være barn. Det er således spillet mellem de to, hvor de begge prøver at overbevise den anden om at deres tilgang til livet er den bedste, der udgør historien. Præmissen er på sin vis interessant nok, og historien udvikler sig i en ret grum retning, men det er bare ikke særligt overbevisende at nogen forældre skulle vælge at fastfryse deres børns krop på den måde.

Den noget kortere From the Ground Up af Marie DesJardin handler om Carrie, der var begyndt sin træning mod at blive astronaut, men blev kasseret da rumprogrammet skæres kraftigt ned. Hun tager tilbage stedet hvor det hele startede. På hendes tantes gård, hvor hun som barn så en ufo styrte ned, som hun aldrig fortalte nogen om, men som gav hende lyst til at blive astronaut. Krateret er der endnu og nu vil hun have det undersøgt nærmere. En sød ide, men historien stopper brat inden den kommer i gang.

Man ved ikke om man skal grine eller græde over Eric James Stones Attitude Adjustment, der er så himmelråbende fjollet og kedeligt skrevet, at man ikke ved om det er ment seriøst eller ej. På et mindre turistrumskib der flyver omkring Månen, må guiden Danica sammen med passagerne, navnlig en irriterende rigmandssøn udstyret med en avanceret AI, finde ud af hvordan de kan redde dem selv fra at styrte ind i Månen, efter at rumskibet tilsyneladende er blevet udsat for sabotage. Forslagene, og den endelige løsning der redder dem, er direkte barnligt pjattede og videnskabeligt tvivlsomme, men det virker heller ikke som om at forfatteren mener det helt seriøst. Den påtagede humor slår bare ikke rigtigt igennem.

Sidste længere novelle har nok mest at byde på, men Alec Nevala-Lees The Last Resort bliver desværre heller aldrig rigtig en interessant historie. Det handler om økoterrorisme. Helki og Victor undersøger et naturområde i Sierra Nevada i Californien, som snart vil blive lavet om til skiområde, for en særlig type slanger. De mærker en gigantisk eksplosion i nærheden og kan kort efter næsten ikke trække vejret. De får lige kæmpet sig tilbage til deres bil inden de besvimer. Da de kommer til sig selv igen, ser de at alle dyr i området er døde, også – til deres store rædsel – de tusindvis af slanger. De mistænker der er tale om et økoterrorangreb, men det kan de heller ikke få helt til at passe. Det videnskabelige aspekt i historien, som ikke rigtigt kan afsløres uden at ødelægge det, er ganske originalt, men den omkringliggende historie virker ikke fuldendt eller tilfredsstillende.

Alle historier er til at glemme igen, men jeg har da fundet ud af at min nye håndholdte ebogslæser er ganske glimrende at læse på.

Asimov’s, March 2009

Posted on by
Reply

Asimov's March 2009Marts-nummeret af Asimov’s kan bedst beskrives som gennemsnitligt, med ingen virkelig fantastiske historier, men de fleste var dog ikke-kedelige.

Nancy Kress, en hyppig bidragyder til Asimov’s – særligt kortromaner, ligger ud med Act One. Historien foregår en 20-30 år ude i fremtiden og følger dværgen Barry der er manager for den aldrende kvindelige filmstjerne Jane Snow. Jane har ikke lavet en film i ti år og planlægger et comeback i en film om Arlens syndrom – en form for mental afvigelse der giver personen stærke empatiske evner. Til deres research opsøger de en semi-legal gruppe der ønsker at påføre spædbørn med denne “evne” fra fødslen via genterapi, da de mener det vil gøre verden til et bedre sted. Nancy Kress har skrevet en følelsesladet historie, der tager en række bioetiske problemstillinger op ved fysiske og psykiske handicap, hvorvidt de bør fjernes eller påføres via genterapi og det klassiske spørgsmål om man virkelig kan gøre verden mere fredelig via gendesign. Hun kommer ikke med nogen klare svar herpå, men den noget nedtrykkende slutning ligger måske an til en opfølgende historie.

R. Neubes morsomme novelle Intelligence stiller store spørgsmåltegn ved hvor intelligent kunstig intelligens kan blive. Vi følger Aaron og hans ven Bob – der viser sig at være en kunstig intelligens, og hvordan Bobs mange råd til Aaron får ham ud i dybe økonomiske problemer, primært fordi Bob har svært ved at skelne mellem sandhed og svindel blandt Internettes enorme mængder information.

The Long, Cold Goodbye af Holly Phillips er mere stemning end handling. I en ikke nærmere specificeret meget kold isverden, leder Berd efter sin tabte kærlighed, Sele. En teksttung melakonsk isørkenvandring, der efter min mening ikke rigtig passer ind i Asimov’s.

Fra isverden til sumpverden i Sara Genge Slow Stampede, som jeg har svært ved at beskrive. Muligvis er det ikke tænkt som fantasy, men hovedpersonen er en stereotyp bandeleder der jager karavaner der farer igennem deres sumpterritorium, og og historien rummer mærkelige havfruelignende væsener og andre mystiske ting. Genge har tydeligvis haft masser af ideer til sin noget eksotiske verden, men historien her virkede rodet og ufuldendt.

Nummerets korteste novelle var min favorit. I Whatness fortæller Benjamin Crowell om de to eneste overlevende livsformer efter universet ved en fejl blev slettet, en mand og hans hund. En stemme fra dem der angiveligt har været skyld i at universet blev slettet, prøver sammen med manden at få genetableret de fysiske og logiske regler for vores univers så det kan laves på ny, men det går ikke så godt. En anelse forudsigelig måske, men ikke desto mindre underholdende.

Sidste længere novelle Getting Real af Harry Turtledove har ikke meget nyt at bringe til genren, men kedelig er den dog heller ikke. Godt hundrede år ude i fremtiden er USA ikke længere den supermagt de engang var, og Kina har overtaget den plads. Kineserne styrer den amerikanske befolkning ved at give dem et fantastisk narkotisk stof kaldet Real, der beskrives som at være mere virkelig end virkeligheden. Der sker da ting og sager, men ikke desto mindre er det en ret intetsigende og uoriginal fremskrivning af USAs forfald.

Brian Bieniowski har lånt den redaktionelle spalte til at se tilbage på en gammel skolerapport om James Blishs Welcome to Mars, Robert Silverberg ser igen på Olaf Stapledons Last and First Men og tænker over menneskets dommedag og de næste milliarder af år, og James Patrick Kelly ser ligesom i januar på podcasting.

Scattered Suns

Posted on by
Reply

Scattered SunsJeg fik kæmpet mig igennem den fjerde bog i Kevin J. Andersons The Sage of Seven Suns og der er ingen forbedringer at finde i forhold til de tre forrige bøger. Historien træder så meget vande, at det viser at serien ikke kan være ment som andet end en pengemaskine, ved at strække en historie ud på syv tykke bind, der dårligt nok har substans nok til en trilogi af middellængde.

Scattered Suns fokuserer primært på interne konflikter, borgerkrig og andre nye trusler fra uventet kant, mens den store krig mod de uovervindelige Hydrogues der lever i gasgiganterne, er sat på standby. I de royale gemakker kæmper kong Peter mod den stadig mere skruppelløs diktatoriske formand, der er den egentlige leder af Jorden. Krigen mod den mere frie fraktion af Roamers tager til og har stadig ikke noget reelt formål. I den anden lejr, hos menneskets allierede – the Ildirans, er broderen til deres nye kejser bogstaveligt talt blevet sindssyg pga. stoffer, og får ved hjælp af dette stof samlet et stort følgeskab. Han erklærer sig selv for den rette kejser af imperiet og sætter til angreb på sin bror. Hvad værre er, er Klikiss robotterne endelig begyndt på deres hemmelige plan, der i al sin enkelhed går ud på at udslette alle levende væsener i universet. Det rammer menneskets rumflåde hårdest, da de har skabt en hel hær af robotter baseret på Klikiss-teknologi, og de robotter tager nu deres helt egen dagsorden.
Og det er ligesom det der går 700 sider med. Konflikter man allerede har startet op i de forrige bind tager blot til i styrke, og den eneste måde forfatteren lader til at kunne finde ud af at forsøge at øge spændingen på, er ved at lade så mange uskyldige dø som muligt, til et punkt hvor det hele bare bliver ligegyldigt. De ting der kommer afklaring på, sker på 3-4 sider i de sidste kapitler. Det er ikke sjældent at space opera forfattere har det svært med at runde deres store ideer af på en ordentlig måde, men Anderson kan vitterligt ikke andet end at køre rundt i den samme halvdårlige ide, uden at udvikle den, uden at tilføje overraskelsesmomenter, men bare gentage de samme pointer for læseren igen og igen, så alle fatter dem og den endelige forløsning ikke kan overraske nogen.

Således er slutningen på dette bind heller ikke videre interessant eller uventet. The Ildirans får styr på deres kortvarige borgerkrig og er på vej til at indgå en alliance med the Hydrogues, hvor de mod ikke selv at blive udslettet skal hjælpe med at udslette menneskeheden. Menneskets håb ligger stadig i de vandskabninger, der var med i den store krig med de tre andre element-væsener, som en Roamer har fået kontakt med. Kampen mellem de fire elementer, med mennesker og Ildirans på sidelinjen og Klikiss robotterne som det nye femte element, kan begynde. Suk.

Wall•E

Posted on by
2

Wall-EPixars nyeste animationsfilm er et helt unikt eksempel på hvordan et science fiction tema kan bruges til at skabe et original, rørende, morsom, relevant og tankevækkende mesterværk af en film. Filmanmeldere har allerede rost den til stjernerne og jeg kan kun gøre det samme.

800 år ude i fremtiden er Jorden overdynget med affald. Menneskene har forladt planeten på et gigantisk krydstogtrumskib, hvor de lever et dovent fuldt robotautomatiseret luxusliv. Tilbage på Jorden er kun en lille affaldskompressorrobot, WallE, der utrætteligt samler affald ind og presser det sammen til kubiske klodser, for derefter at stable dem til gigantiske bygninger. Den kære robot bor i en container, hvor den samler alverdens dimser den finder i de enorme affaldsdynger. Den er særlig glad for en video med en gammel kærligheds musicalfilm og det er tydeligt den savner lidt robotselskab.
En dag lander et rumskib og sætter en hypermoderne robot, med benævnelsen EVE, af, hvis formål viser sig at være at se om Jordens økosystem er ved at blive genoprettet. Wall-E bliver hurtigt helt forgabt i den nylandede robot, der dog ikke gengælder opmærksomheden på helt samme måde til at begynde med.

Det der fungerer helt fantastisk ved denne film er, at den virkelig viser at et billede siger mere end tusind ord. Den første halvdel af filmen er der ingen tale og meget af den dialog der senere kommer, er egentlig overflødig, for billederne af affaldsdyngerne og robotternes egen søde måde at vise følelser på taler for sig selv, og det virker bare hamrende godt! Pixars film har jo altid haft mange lag, så de virkelig har haft noget for både børn og voksne i alle aldre. Wall•E er ingen undtagelse, hvor der er gyldne øjeblikke der går lige hjertet på børn og voksne, men science fiction kendere vil også kunne se referencer og gode ideer. Man kan fx læse Knud Larns indlæg om sine få minutter i radioen, hvor han inden at have set filmen, allerede har kunnet trække flere paralleler frem.
Man kunne selvfølgelig med sine tekniske briller anfægte et par logiske huller, som fx at simple arbejdsrobotter tildeles menneskelige følelser, men når så meget andet i filmen er så godt gennemarbejdet, og helheden fungerer som den skal, gør det egentlig ikke noget.

Man har aldrig gået helt galt i byen med en ny animationsfilm fra Pixar, men Wall•E er noget særligt. Man forlader simpelthen biografen som et gladere menneske. Normalt har jeg primært set disse film som blot sjove og gode familiefilm, men ingen anden har været så sød, rørende, hyggelig, tankevækkende, magisk og ikke mindst afbalanceret humoristisk på den nuttede måde, som denne.

Endymion

Posted on by
1

EndymionEndymion er både starten på et helt nyt fantastisk eventyr og en øjenåbner der strækker tilbage til Hyperion og The Fall of Hyperion og er efter min mening gået en tak op i genialitet.

Det er 274 år efter Hyperions fald og de mange planetære samfund er ikke længere forbundet af “farcaster ” portaler. En ny renæssance i den kristne kirke får magt over de fleste verdener, ved at love folk evigt liv via genopstandelser, hvis de tager korset til sig. Samtidig er kunstig intelligens blevet bandlyst. Datteren af Brawne Lamia, en af de syv pilgrimme i Hyperion, Aenea gik for flere hundrede år siden ind i “the Time Tombs”, og da hun ifølge sagnet vil komme ud igen, står kirkens hær parat til at fange hende, da de mener hun udgør en stor trussel. Men en af de andre syv pilgrimme, poeten Martin Silenus – der har skrevet “the Hyperion Cantos”, som nu er blevet et værk forbudt af kirken, men som de fleste alligevel kender til – lever endnu på planeten Hyperion. Ved at redde Raul Endymion fra døden, får han ham til at beskytte Aenea og hjælpe hende på hendes færd, der via “farcaster” portaler går til andre planeter. En mission Aenea ikke selv helt forstår endnu, udover at den er vigtig for menneskehedenes fremtid. Alt i mens et lille hold fra den kristne hær, ledet af den erfarne og empatiske kaptjan Father de Soya, jagter dem.
Det kan lyde temmelig overfældende når det forsøges pakkes ned i et kort handlingsreferat, men Simmons skriver så medrivende og godt, at det bliver forbavsende enkelt.

Romanen skal forestå at være skrevet af Raul Endymion, der i en uspecificeret tid efter hændelserne, nedfælder dem på papir, da han er indespærret i et Schrödingers kat modul. Forstået som et helt tillukket rumskib hvor han lever, og hvor han kan blive dræbt når som helst af en giftig gas, og ingen udefra kan afgøre om han er død eller levende, uden først at udløse den dødelige gas. Efter at fortælle læseren at vi stort set kun kan læse denne tekst af de forkerte grunde, begynder beretningen med hans – første – dødsdom. Som sagt bliver han reddet af Martin Silenus og sendt ud for at redde Aenea, hvorefter han på en tømmerflåde går fra den ene ekstreme planet til den anden, isverdener til ørkenverdener. Dette kan give lidt associationer til Tad Williams Otherland, men hvor dens endeløse række af fantastiske verdener blev for alt for meget, er der mere substans og mening i de få verdener følgeskabet besøger her.
En af romans bedste (ud af mange) sider, er en personkarakteristik der ligger mange niveauer over selv andre gode science fiction forfattere. Der er for det første ikke for mange og det er dem der i samspil med hinanden og deres omgivelser driver handlingen frem. Helten Raul Endymion, der aldrig rigtig vænner sig til sin beskyttende helterolle og begår flere kiskere undervejs. Hvilket blot gør ham troværdig og menneskelig. Den mystiske unge Aenea, hvis sind både er i nutiden og fremtiden. Hun kan være ung og uskyldig det ene øjeblik, og det næste stå op og tage ansvar for menneskehedens fremtid, uden at blinke. Deres følgesvend, den altid rolige blåhudede androide, der er utrolig modig på de rigtige tidspunkter. Det intelligente, lettere arrogante, rumskib de rejser med i starten, og ikke mindst manden der jagter dem, de Soya, er en yderst velskrevet nuanceret person med hjertet på rette sted, trods han som udgangspunkt er beskrevet som fjenden.

Man keder sig ikke et øjeblik. Intet kapitel, afsnit eller sætning er overflødig eller uovervejet. Endymion giver mange svar og udbygger Dan Simmons univers, men giver samtidig det indtryk, at det hele kun er et smugkig, og en historie der går direkte videre i The Rise of Endymion.

Excession

Posted on by
Reply

ExcessionJeg er stor fan af den nyere britiske space opera, gerne med en god portion “hard sf”-elementer. Derudover har jeg en særlig svaghed for historier i “galactic scale”, med mystiske arteakter fra en uendelig fjern fortid der pludselig dukker op og får en ellers højt avanceret teknologi til at se simpel ud. Denne Culture-roman af Iain M. Banks har det hele, og er oveni det måske endda endnu bedre skrevet end hans forrige værker, så intet under at jeg er i hopla!

Man begynder at ane et vist mønster i Culture-bøgerne. Endnu en gang bliver en tidligere agent for Special Circumstances tilkaldt til en opgave. Denne gang er det diplomaten Genar-Hofeon, der fungerer som ambassadør for the Culture hos en noget aggressiv race, der har fået tilnavnet Affronter. Det sker i forbindelse med at et mystisk objekt er dukket op et sted i galaksen, og det ligner meget beskrivelsen af et lignende fund for mange år siden, hvor man daterede objektet til at være ældre end selve universet! Dengang fik man ikke indsamlet særligt meget andet data, så da objektet dukker op igen bliver det klassificeret som et Outside Context Problem. Et problem som det siges at alle civilsationer vil møde før eller siden, men som er så avanceret og udover den normale fatteevne, at man ikke kan forudsige problemet. Jeg mener det var Janus der fortalte mig sammenligningen med computer strategispillet Civilization og den velkendte oplevelse, hvor man virkelig har anstrengt sig for at opnå teknologien til bue og pil, og så kommer fjenden kørende med tanks. Objektet bliver derfor døbt the excession.
Men Genar-Hofeon skal altså finde en kvinde, der var ombord på det rumskib der første gang stødte på denne excession, som nu ligger i en slags dvale. Der er dog andre kræfter der både har andre planer med ham og med the excession.

Selvom romanen har den nævnte hovedperson, er de egentlige hovedpersoner de intelligente Culture-rumskibe, også kaldet Minds, og denne opdagelse vækker særlig interesse hos en gruppe af gamle legendariske skibe fra Idiran-krigen (omtalt i “Consider Phlebas”), der kalder sig “the Interesting Times Gang”. De er dog noget tøvende omkring hvad de skal og ikke skal, mens enkelte mere excentriske Minds går enegang. Deres debatter og samtaler er morsomme, langhårede og spændende. Alene navnene på disse skibe, som Fate Amenable To Change og Shoot Them Later, kan være det hele værd. Det kan være lidt svært at skelne dem fra hinanden, da en personificering af dem ikke er så ligetil at identificere sig med, som med menneskelignende væsener.

Med Excession har Banks skrevet en widescreen hard space opera med masser af “gosh-wow”-effekt, men det er ikke imponerende bare for at være flot, for som i hans andre romaner, er der en mening med det, der knytter sig til individuelle skæbner, mennesker såvel som Minds. En perfekt kombination af det store galaktiske lærred og den dybere personlige fortælling.
Romanen er dog ikke uden nogle ting man kunne have ønsket sig lidt anderledes. Jeg læste med stor iver den første tredjedel, mens midterdelen blev lidt langtrukken og så for tredje gang i denne måned, en slutning der får underkæben til at falde ned. Når det være sagt, så er det ingen begynderroman til Banks Culture-univers og i det hele taget er den mest for folk, der ikke er bange for (med understregning) astronomisk hård science fiction.