Berserker Throne

Berserker ThroneFred Saberhagen var en yderst produktiv forfatter, nok allermest kendt for sine utallige bøger i Berserker-serien. Konceptet er simpelt: galaksen er fyldt med intelligente dræberrobotter hvis eneste formål er at udrydde alt biologisk liv. Og det kan altså ligge grund til et væld af bøger. Berserker Throne er fra 1985 og kan findes gratis som ebog.

Udgangspunktet her er ikke nogen krig mod disse robotter. Der er udkæmpet en for længe siden, og de er godt nok langt fra udryddet, men dog holdt lidt væk. Historien finder sted på en eller anden planet hvor der er nogle politiske magtkampe. En prins er blevet sendt i eksil og han vil meget gerne tilbage til magten. Det starter dog med at den regerende kejserinde bliver myrdet, og en uskyldig demonstrant bliver udpeget som morderen. Han formår at flygte og melder sig ind i en særlig militæragtig enhed der altid er i træning til at forsvare sig mod the Berserkers hvis de skulle komme igen, hvilket giver ham immunitet overfor ordensmagten. Imens er prinsen i færd med at eksperimentere med en Berserkerrobot han har fundet, og som han mener at han har fuld kontrol over. Det er dog yderst risikabelt, da enhver form for interaktion med robotterne bliver betragtet og straffet som højforræderi mod menneskeheden.

Det fungerer ganske godt med hele thrillerplottet med den uskyldige politiske demonstrant, der pludselig bliver rodet ind i højere politiske magtkampe, og ikke mindst hele spillet med at robotterne bliver forsøgt brugt som brikker i en politisk kamp, men spørgsmålet er selvfølgelig om the Berserkers alligevel ikke er et skridt foran. Jeg kan sagtens se masser af potentiale til andre gode historier i Saberhagens Berserker-univers, men helt fanget blev jeg ikke. Berserker Throne er fint og spændende skrevet, og der sker en masse fra start til slut, men det mest interessante er netop lige i starten og hen imod slutningen. Der bruges meget tid på at komplicere, forvirre, forvekle og vende plottet på hovedet, indtil den endelige finale. Men vil man have en spændende gratis bog til sin ebogslæser, er den bestemt anbefalsesværdig.

Analog, July/August 2010

Analog July August 2010Magasinernes dobbeltnumre er værd at se frem til, da de som regel giver plads til nogle kortromaner – en form der passer enormt godt til science fiction genren, men som man ikke kan fylde de øvrige månedsudgivelser alt for meget med. Dette nummer byder på tre af slagsen, og to af dem er faktisk okay, ligesom de øvrige noveller. Klassiske Analog-historier uden de store overraskelser. Redaktøren prøver at give et svar på hvorfor bladet stadig hedder Analog og ikke Digital, John G. Cramer skriver om symmetrier og kausalitet i den kosmiske fysik og Richard A. Lovett har skrevet en seriøs og interessant artikel om det at skrive (god) humor i science fiction historier.

Første kortroman er Rajnar Vajras Doctor Alien’s Five Empty Boxes om Dr. Alanso J. Morganson, også kendt som Dr. Alien, der har en praksis for rumvæsener. Han har dog også sine fjender og en morgen bliver han udsat for et bilbombeangreb, men det er kun begyndelsen til en lavine af problemer med sære rumvæsener der hagler ned over ham. Historien er fyldt med eksotiske rumvæsener, gakkede sproglige misforståelser og et vanvittigt plot der drøner afsted. Men den slags er kun så sjovt et vist stykke.

The Long Way Around af Carl Frederik er en klassisk science fiction problemløsningshistorie der kunne være skrevet i hvilket som helst årti. Vi befinder os på Månen og den australske Dr. Adrian Clarke har et nyt transportfartøj med op til den lille station. Et fartøj der fungerer ikke ulig en kænguru. På sin jomfru hoppetur går det ikke overraskende lidt galt, og de to astronauter i den må tænke kreativt og hurtigt hvis de skal overleve. En udmærket historie til de læsere der foretrækker science fiction som det blev skrevet for årtier siden.

Questioning the Tree af Brad Aiken kunne også være skrevet for længe siden – eller måske endda som et Star Trek afsnit med McCoy i hovedrollen. En halvtreds år ude i fremtiden er lægefaget reduceret til at læger blot skal viderebringe en diagnose som en computer finder frem til. Vores hovedperson kan huske en tid hvor lægen godt måtte røre ved patienten og lave diagnosen, og føler tydeligvis at hans evner går til spilde ved blot at udskrive recepter givet af en computer. Men nogle oprørske læger driver en undergrunds lægepraksis. Det er en klassisk moralfortælling om at erstatte et menneskes job af en maskines – heller ikke de store overraskelser her.

Det handler igen om Månen i Fly Me to the Moon af Marianne J. Dyson, i en ikke så fjern fremtid hvor endnu en Måneeksepedition er sat i værk. Det går dog galt undervejs, og den eneste overlevende er en kvindelig astronaut der ikke har nogen piloterfaring. Den unge George hører om dette og mener at den gamle mand med Alzheimers han besøger på plejehjemmet kan hjælpe. Det viser sig at denne mand faktisk fløj en af de oprindelige Apollo-missioner, men han er gammel og senil, så George gør sit bedste for at skabe de rigtige rammer, så han kan hjælpe den nødlidende astronaut. Historien handler faktisk mere om at blive ramt af Alzheimers end om Månen og forfatteren har også dedikeret historien til folk ramt af denne sygdom.

Nummerets anden kortroman hedder Bug Trap og er skrevet af Stephen L. Burns. Heri beskrives en fremtid hvor rumvæsener har givet sig til kende og sagt at de vil bosætte sig på Venus. Alle mennesker der har lyst er inviteret, de skal bare gå ind i en af de portaler som rumvæsenerne har placeret overalt på kloden. Der er lidt baggrundshistorie om hvordan verdens militære magter har forsøgt at forhindre adgang til disse portaler og uden held forsøgt at ødelægge dem. Ingen ved om rumvæsenerne taler sandt, for ingen er vendt tilbage for at kunne fortælle om det. Men historien følger den småkriminelle Glyph der mere af nød end af lyst flygter ind i sådan en portal og han havner så som en anden Alice i Eventyrland i en mærkelig verden beboet af andre mennesker fra Jorden som ham selv, men styret af disse stadig anonyme rumvæsener.

I The Single Larry Ti, or Fear of Black Holes and Ken af Brenda Cooper er videnskaben under pres, for en række forskere skal for en international domstol hvor de skal forsvare at deres eksperimenter ikke vil skabe et sort hul der vil opsluge Månen. Meget lig hysteriet omkring LHC, bare skruet op under parolen at overdrivelse fremmer forståelsen. Ingen overraskelse i at Cooper fremstiller pøbelen som dum og uvidende med hensyn til videnskab.

Scott William Carters The Android Who Became a Human Who Became an Android er så meget Blade Runner-wannabe som det kan blive, helt ned til privatdetektiven og regnvejret. Her er androider dog ikke forbudte, men selvom de ligner og opfører sig næsten som mennesker, har de ikke samme rettigheder. Dexter Duff bliver opsøgt af en gammel kæreste og hun vil have ham til at finde sin forsvundne ægtemand. En mand der viser sig at være chef for et stort firma, og nå ja, han er en androide. Plottet er overraskende, men lidt søgt, og så mangler den stemningen fra Blade Runner.

Stephen Baxter er jo en erfaren forfatter inden for hard sf, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg kan kalde hans kortroman Project Hades. Teknisk set er det vel alternate history, eftersom den handler om en række underjordiske atombombeprøvesprængninger der har uforudsete konsekvenser i 1960′erne, men det er ikke alternativ historiefortælling Baxter er ude i. Som nævnt er udgangspunktet en række underjordiske atombombesprænginger som vækker “noget” til live i underverdenen. Herefter udvikler det sig til noget nær en amerikansk katastrofefilm for fuld skrue, men Baxter holder tydeligvis en vis ironisk distance til det hele. Alt sammen ganske underholdende, men historien stikker i vidt forskellige retninger.

Analog, June 2010

Analog June 2010Jeg er nu halvvejs igennem år 2010 med magasinerne – kun et halvt år bagud. Forhåbentlig kan det indhentes igen. Dette nummer er mere eller mindre gennemsnitligt. Et par enkelte gode historier, resten blot okay. Stanley Schmidt skriver lidt om hvordan det kan være nødvendigt at forklare det samme fænomen på forskellig vis til forskellige modtagere, og Henry Honken skriver om noget så spændende som grammatiske særheder i esoteriske sprog.

Første historie er hvad jeg vil kalde for en “lige efter bogen”-historie. The Anunnaki Legacy af Bond Elam stiller ret skarpt op med de gode idealistiske forskere på den ene side, og det onde minefirma på den anden. Baggrunden er at mennesket har bevæget sig ud i galaksen og fået kendskab til en gammel race kaldet for Anunnaki der angiveligt skulle have haft en finger med i spillet med oprindelsen af livet på Jorden. På planeten Slag har to unge forskere fundet hvad de mener kan være et gammelt Anunnaki rumskib, men det er et minefirma der har retten til planeten, og de vil selvsagt i gang så hurtigt som muligt. Det fører til en forudsigelig historie med iscenesatte diskussioner om videnskab kontra profit, med en usympatisk skildring af dem fra minefirmaet, og forskerne får selvfølgelig ret til sidst og gjort en epokegørende opdagelse. Forudsigeligt ja, men underholdende nok.

Under “Probability Zero” finder vi Alastair Mayers Light Conversation, der ganske kort handler om en mand der finder en intelligent livsform inde i sit køleskab – og derfor skal lade lampen være tændt.

Space Aliens Taught my Dog to Knit! er som man kan gætte, en temmelig fjollet historie af Jerry Oltion and Elton Elliott. Den tager alle klichéerne fra blandt andet X-Files om regeringens hemmeligholdelse af kontakt med rumvæsener og giver fuld gas. Hollywood er endda også involveret. Det er vist ment som en slags satire, men så sjovt var det altså heller ikke.

Heist af Tracy Canfield mindede mig lidt om Tad Williams’ Otherland-serie. Bill og Opel er venner i et virtuelt online rollespil, men kender ellers intet til hinanden. Bill finder ud af at Opel ikke er hvem han troede, og han bliver pludselig involveret i en kamp for “menneskerettigheder” for kunstige intelligenser. Slet ikke dårligt.

Richard Foss’ At Last the Sun er lidt længe om at fange interessen, og da det bliver rigtig interessant til sidst stopper historien desværre. En gruppe forskere undersøger et sted i havet for forurening, men opdager noget langt mere epokegørende, men idéen bliver som sagt desværre ikke rigtigt ført videre.

A Time for Heroes af Edward M. Lerner er endnu en novelle om en virtuel spilverden. Vi følger Travis der arbejder med at teste AI’er i computerspil, men en dag finder han sig selv i en verden han ikke kan komme ud af igen, og langsomt begynder han at glemme alt om den rigtige verden udenfor. Historien kører på nogle meget velkendte temaer fra science fiction om skellet mellem virkeligheden en kunstig virkelighed, men gør det stadig godt, og med nogle gode twists undervejs.

Postapokalyptiske historier med børn i hovedrollen synes jeg plejer at høre til i Asimov’s, men her finder vi altså Cargo af Michael F. Flynn. I denne ødelagte verden er det forbudt at huske bestemte ting fra fortiden – for eksempel byer og supermarkeder. Det kæmper historiens hovedrolle med. Som sagt, en historie der egentlig burde høre hjemme i Asimov’s, men den indeholder ikke desto mindre nogle interessante idéer til hvordan et samfund vil prøve at håndtere at civilizationen er gået under, og det derfor nok er bedst ikke at tænke for meget på bedre tider.

Sidste historie handler igen om kunstige intelligenser. I Kyle Kirklands Connections bliver det blandet med en mordgåde og en undergrundsgruppe der kæmper mod en omklamrende stat. Der sker givetvis en hel masse her, men pointen går tabt i mængden.

Asimov’s, June 2010

Asimovs June 2010Puha, året er næsten gået og jeg er kun halvvejs igennem årets magasiner. Juninummeret her har én rigtig god historie, og resten er desværre kun middelmådigt. Sheila Williams skriver om dyr i science fiction, Robert Silverberg skriver om en Satan-fri by og James Patrick Kelly skriver mere om gratis indhold på nettet.

Første novelle er nummerets bedste. The Emperor of Mars kunne lyde som en Edgar Rice Burroughs titel og Allen M. Steele har da bestemt også trukket en del inspiration derfra til sin historie. Året er 2048 og vi følger Jeff Halbert der er på vej til Mars for at arbejde. Undervejs får han besked fra Jorden om at hans forældre, hans kone og deres ufødte barn er blevet dræbt af en spritbillist. Det rammer ham hårdt og han begynder at leve sig mere og mere ind i en fantasiverden, baseret på gamle Mars-fortællinger – blandt andet dem af Burroughs. Novellen er fyldt med referencer til science fiction romaner om Mars, men udover det er sjovt nok i sig selv, er det jo en dybt tragisk historie om en mand der ikke kan se virkeligheden i øjnene.

Benjamin Crowells Petopia fortæller historien om pigen Mina der finder et stykke legetøj med en AI-chip. Mina kommer fra en fattig familie, og den kunstige intelligens skaber nye muligheder for hende og hendes bror.

Monkey Do af Kit Reed er en fjollet metafiktions historie om en forfatter der prøver at få sit gennembrud, men det bliver hurtigt klart at hendes abe og noget forfattersoftware faktisk kan gøre det langt bedre end hende. Underholdende læsning, men temmelig forudsigelig.

Virtual reality dukker op i The Peacock Cloak af Chris Beckett, hvor skaberen af en virtuel verden har kopieret sig selv et antal gange ind i denne virtuelle verden. Nu er de bare begyndt at få lidt for gode idéer selv og søger nu at møde deres “skaber”. Et velkendt tema fra cyberpunk med virtuelle kopier der bliver selvstændige, men Beckett gør det nu ganske godt alligevel.

En titel som Voyage to the Moon kunne lyde som noget ret banalt, men Peter Friend skriver ikke om vores måne. Historien følger derimod astronomen Thithiwith på en fremmed planet, der har arbejdet på en form for rumskib, men han er nødt til at bilde dronningen ind at han vil rejse til månen. Rumvæsenerne er meget forskellige fra os, så det kan være lidt svært at finde rundt i, men meget fantasifuldt er det da.

Dreadnought Neptune af Anna Tambour har ikke nogen egentlig handling, men er mere en beskrivelse af en situation. Far og søn ser en pludselig mulighed til at rejse ud i verdensrummet, og befinder sig sammen med mange andre i et meget tætpakke rumskib. Og det er ligesom det. Forfatteren havde sikkert en eller anden pointe med historien, men jeg kunne ikke lige se den.

Til sidst finder vi en ny kortroman af Stephen Baxter. Earth III er sat i samme univers som en tidligere kortroman Earth II, også bragt i Asimov’s, og Flood. Her er vi på en tredje planet koloniseret af mennesker, en planet hvor den ene halvdel af kloden er i konstant skygge for solen. Samfundet beskrives som hierarkisk og der er generel ikke nogen viden om at de oprindeligt kommer fra en anden planet. Der er et slags plot om en ekspedition til den mørke del af planeten og noget om nogen der mener at kende til deres rigtige oprindelige fra Jorden, men generelt havde historien for meget baggrundsinformation og for lidt handling til min smag.

Year’s Best SF 15

David G. Hartwell har nu femten år i træk samlet et udvalg af årets bedste science fiction noveller. Og i ni år har han gjort det i selskab med Kathryn Cramer. Man går sjældent galt med sådanne samlinger, da der unægteligt er tale om kvalitetshistorier, også selvom man måtte have masser af meninger om hvilke historier der også burde have været med osv. Jeg finder dette års udvalg mere opløftende end de to forrige, som var meget præg af dystopi, dommedag og tragedie.

Det plejer at være de første historier i samlingen der er blandt de bedste. Det synes jeg ikke det var denne gang dog. Man skal et stykke ind før man finder fx Erosion af Ian Creasey (omtalt i Asimov's, October/November 2009) og The Island af Peter Watts – der netop i dag har vundet en Hugo for den historie. En fantastisk novelle om en levende intelligent Dyson Sphere. En anden interessant novelle er Brian Stablefords The Highway Code, om en intelligent automatisk fragtlastbil med et sæt regler ikke fjernt fra Asimov’s tre robotlove, kun lidt modificeret til det at fragte varer. En titel som On the Destruction of Copenhagen by the War Machines of the Merfolk vækker lidt opsigt. Den bizarre historie er skrevet af Peter M. Ball og fænger desværre ikke rigtig, og minder mest om monsterfantasy.

Som nævnt er der flere humoristiske historier og færre dystopiske fremtidsscenarier i år. Man siger jo at der skrives dystopisk i opgangstider og optimistiske historier i krisetider, så måske har den globale økonomiske situation sat sit præg hos forfatterne. Det gør hverken novellerne dårligere eller bedre, men samlingen får som helhed en anden stemning.

Analog, January/February 2010

Analog January February 2010Med dette nummer er det 80 år siden det første nummer af Astounding udkom. Stanley Schmidt indleder med en mindre essay om bladets betydning og science fiction genrens evne til at have visioner for fremtiden, uden nødvendigvis at skulle forudsige fremtiden. Af øvrige artikler finder man Victor Raggio der skriver om tvillinger der måske ikke er så identiske igen, Richard A. Lovett skriver om hvordan forfattere kan give deres fiktion større troværdighed ved at inddrage personlige erfaringer, Jeffery D. Kooistra skriver om Asperger syndromet, Stephen R. Balzac har skrevet en længere artikel om hvad kultur er for noget og Ben Bova giver en kort beskrivelse af hvordan han blev redaktør på Analog i sin tid.
Fiktionen er overraskende god denne gang.

Første historie er en novella af Richard A. Lovett, der også ofte skriver videnskabelige artikler til Analog. I Neptune’s Treasure bliver vi taget til Neptun, hvor Floyd og hans AI implantat Brittney undersøger to af Neptuns måner. Og selvom de gør sig nogle fantastiske opdagelser der, er historiens fokus på de tos indbyrdes forhold. De er ved at glide fra hinanden så at sige. Det bliver meget følelsesbetonet og siden det er en halv fortsættelse til en anden historie, er de to personers udvikling ikke nær så interessant igen – for mig i hvert fald. Beskrivelserne af månerne Triton og Naiad er dog stadig fantastiske, selvom det er tydeligt det ikke er det forfatteren har villet fortælle om.

Mike Resnick har igen skrevet en novelle sammen med Lezli Robyn, men som noget nyt handler det om et rumvæsen. I Shame fortæller en gammel mand (det er jo en Resnick-historie) om hvorfor der i midten af en forladt by hænger resterne af et rumvæsen ved et skilt hvor der står SHAME med store bogstaver. En ret banal historie om ikke at dømme for tidligt og hvor skammen pludselig kan vendes mod en selv.

On Rickety Thistlewaite af Michael F. Flynn er svær at skrive noget interessant om. Novellen virker som et uddrag af en større bog, så man føler mange mangler en masse viden. Planeten Thistlewaite er hårdt ramt af et jordskælv, men hende der skulle skabe orden i infrastrukturen er nu forsvundet på tredje år. Hendes datter er taget til planeten for at finde hende, hvilket sætter hende i forbindelse med kejseren og hans noget særprægede kulturelle krav. Thistlewaite lader til at være et interessant sted, men som læser mangler man simpelthen for meget baggrundsinformation til at kunne finde rundt i meningen med historien.

Rejiggering the Thingamajig af Eric James Stone er ligeså mærkelig som titlen lyder. En buddistisk Tyrannosaurus sapien er strandet på en fjern planet, da hele galaksens teleportnetværk bryder sammen. Hendes AI siger at hun må drage ud på den farlige planet for at finde en Thingamajig, for at få teleportsystemet i gang igen. Som hjælp får hun med sig en intelligent pistol med en personlighed som en skydegal Texas-cowboy, hvilket sætter hendes buddistiske principper på prøve. Historien er faktisk rigtig underholdende, men bør selvfølgelig ikke tages alt for seriøst.

Lidt mere alvorlig er A War of Stars af David L. Clement, fortalt af en uploadet personlighed i et angrebsrumskib som den eneste overlevende efter et større angreb på væsenerne i neutronstjernen Nergal. Han må nu færdiggøre missionen, men finder ud af nogle ting da han kommer i kontakt med de væsener de har angrebet. Det er selvfølgelig set før, men jeg synes vinklen med dette intelligente rumskib og de specielle rumvæsener fungerede ganske godt.

Noget af det samme tema gør sig gældende i Simple Gifts af Maya Kathryn Bohnoff, hvor “moralen” også er at man ikke skal tro man har gennemskuet sin modstander for hurtigt. En forhandler for minefirmaet Tanaka er taget til en planet, for at overtale de indfødte til at lade Tanaka grave efter et særligt slags metal. Han er fanget mellem pres fra Tanaka om at få den bedst mulige aftale og hans egen etik og moral, der ikke vil tillade at de indfødte bliver snydt og udnyttet for deres kulturelle særheder. Det viser sig dog at de indfødte er mere udsekulerede end som så. En velskrevet historie, på trods af den banale afsluttende pointe.

H.G. Stratmann fortsætter sin religøst prædikende historie om Martin og Katerina fra sidste nummer med en ny novella Thus Spake the Aliens. De kraftfulde rumvæsener fra sidst har bebudet at de vil ødelægge Jorden, fordi de to ikke bestod prøven. Af en eller anden grund tror de at de har en sidste chance på toppen af et bjerg, hvor de finder en firedimensionel hyperkube og verden bliver endnu mere underlig, og Stratmann runder det hele dramatisk af med en afsløring af hvad disse rumvæsener virkelig er ude på, og desværre ligger det op til endnu en fortsættelse. Selvom plottet og dialogen er helt igennem kunstigt skruet sammen for at Stratmann kan komme ud med sin prædikende ideer til menneskeheden, kan jeg ikke benægte at jeg trods alt ikke kedede mig.

Det hele rundes af med en Kristine Kathryn Rusch kortroman i hendes Retrieval Artist serie. The Possession of Paavho Deshin kunne dog læses uden kendskab til serien, men jeg kunne nu godt se at jeg manglede en del baggrundsviden om universet. Paavho er en yderst velbegavet 6-årig dreng, men hvad han oplever som spøgelser har skræmt hele livet. En dag står der to personer i hans skolegård, dem han har set som spøgelser, tydeligvis ude på at kidnappe ham. Det bliver dog stoppet og hans mor sætter en masse i gang for at finde og fange de to. Man finder ud af at de to faktisk er Paavhos biologiske forældre, men de forlod ham som lille af komplicerede årsager. Plottet er i sig selv ret enkelt, men man får en masse interessant at vide om Ruschs Retrieval Artist univers, og selvom historien er relativt lang i forhold til hvor meget substans der egentlig er i det grundlæggende plot, er det spændende læsning hele vejen, fordi Rusch skriver så godt som hun gør.

Blade Runner

Blade RunnerRidley Scotts Blade Runner fra 1982 baseret på Philip K. Dicks roman Do Androids Dream of Electric Sheep er ofte blevet kaldt en af de bedste science fiction film nogensinde. Ikke før nu havde jeg givet den de store tanker, nok grundet i at jeg kun havde set den for mange år siden på en slidt VHS på et monofjernsyn. Det har så sandelig ændret sig efter jeg nu har set den på Blu-ray i “The Final Cut”-versionen. Blade Runner er også kendt for mange forskellige versioner af filmen, men i følge Scott selv er den altså final og jeg synes den virker gennemført.

Filmen behøver man nok ikke sige så meget til. De fleste kender den og har man ikke set den, er der ingen grund til at vide for meget. I hovedtræk følger vi detektiven Deckard, som skal fange nogle bortløbne androider der har fået lidt for meget selvbevidsthed. Det finder sted i et dystopisk Los Angeles anno 2019, hvor det tilsyneladende regner hele tiden.
Først og fremmest både ser og lyder filmen fantastisk i HD-kvalitet. Musikken er afdæmpet elektronisk og stemningsfuld, med den næsten altid silende regn i baggrunden. Filmen er generelt meget mørk, hvilket kan give grynethed i billedet, men det står ganske flot her. Der er sikkert et hav af kloge filosofiske analyser af filmens plot, som man sikkert kan finde andetsteds, men det jeg godt kunne lide ved Blade Runner var at den var temmelig afdæmpet i sit science fiction præg. Mange science fiction film gør ofte en masse ud af at vise hvor fremtidsagtig og hightech det hele er. Her har vi en mere troværdig verden på mange måder, hvor gammelt blandes med nyt. Vel nok er der flyvende biler, men de bliver bare en naturlig del af miljøet og ikke kastet op i skærmen som filmens midtpunkt. Skuespillet er også noget for sig og med et helt specielt persongalleri. Den lidt indelukkede Deckard, Tyrell med de store ambitioner, den nervøse J. F. Sebastian, den skumle Gaff og alle de andre sære typer. Jeg kan ikke tage stilling til de mange versioner af filmen, men denne final cut er i hvert fald uden voiceover og uden “driving into the sunrise”-slutning, og det gør det selvfølgelig til en meget åben film med masser af små detaljer man kan gense filmen for.

Af ekstramateriale er der udover tre kommentarspor, som jeg ikke har brugt tid på, den næsten fire timer lange dokumentarfilm fra 2007 Dangerous Days: Making Blade Runner og den viser virkelig hvor vidt omkring man kan komme om en films tilblivelse, ved at give tid nok til det. Det er ikke den sædvanlige omgang selvrosende og selvforherligende interviews ekstramateriale ofte er fyldt med, nok blandt andet pga. den er lavet næsten 25 år efter og folk dermed har fået det hele på afstand igen og derfor kan være ærlige. Vi hører om alle problemerne med det første manuskript, der oprindeligt havde titlen Dangerous Days, til valg af skuespillere, udfordringer med tidspres og budgetoverskridelser, utilfredse medarbejdere, og ikke mindst det kontroversielle voiceover. De mange forskellige cuts af filmen bliver selvfølgelig også grundigt gennemgået. Vi hører om slettede scener og idéer. Instruktøren, skuespillere, producere, effektfolk, manuskriptforfattere, stuntmænd og mange andre der har haft både en stor eller lille rolle i filmens tilblivelse, er blevet interviewet. Der er mange overraskende oplysninger der kommer frem frem, fx var Ridley Scott på et tidspunkt tæt på at blive fyret, og det har generelt næppe været en god oplevelse for alle hele vejen igennem. Alene for den dokumentar er udgivelsen værd at købe.

Asimov’s, October/November 2009

Asimovs October November 2009Efterårets dobbeltnummer med i alt 10 lange og korte noveller. Sheilla Williams skriver om hendes forhold til Star Trek, Robert Silverberg med anden del af sin artikel om worldbuilding, James Patrick Kelly skriver om Hubble-teleskopet og Mary Robinette Kowal om de dele af science fiction der er næsten mulige.

Det begynder med Blood Dauber af Ted Kosmatka og Michael Poore om Bell der arbejder i en lettere forfalden zoo. Hans arbejdsopgaver består blandt andet i at tage sig af de mange kriminelle der får tildelt samfundstjeneste i zooen. Der er ikke noget plot og hvad der formentelig skal prøve at udgøre et science fiction element, er blot at zooens medarbejdere finder et mystisk insekt – de ikke lige identificere – i en frugtleverance, og de undrer sig efterfølgende på et amatørinteresseniveau over insektets egenskaber. Resten af historien handler om Bells noget triste liv og hans semivenskab med en af dem i samfundstjeneste. Meget lidt science fiction og temmelig kedelig.

Where the Times Goes af Heather Lindsley er tidsrejsekaos med humor på højt plan. Chambers og Martin er i tidsrøverbranchen. De rejser tilbage i tiden og stjæler den tid folk spilder, for at kunne sælge tiden videre. Hvordan det lige rent logisk og videnskabeligt skulle hænge sammen, får vi ingen forklaring på, men det behøves heller ikke. På en tur tilbage til 1983 går noget i midlertidig galt og risikoen for et tidsparadoks opstår. Skiffy humor.

R. Garcia y Robertson har skrevet en ny historie om SinBad, som vi første gang stødte på i novellen SinBad the Sand Sailor fra julinummeret, med den interessante titel Wife-Stealing Time. SinBad er denne gang taget til en mindre by på planeten Barsoom, der åbenbart afholder en slags festival hvor man kan stjæle andres koner. Ved en tilfældighed får han “stjålet” en ung kvinde der hedder Pretty Bottom, og så sker der ellers mærkelige ting og sager. Robertsons to SinBad historier har begge budt på meget eksotiske verdener, men det er svært at finde hoved og hale i handlingen.

Damien Brodericks Flowers of Asphodel er en endnu mere spøjs sag. Isaac Hersch bliver vækket efter en foryngelsesbehandling, fordi hans tidligere kone er i gang med at dekonstruere universet, og det skal han så forsøge at stoppe. Øhh.

Ian Creaseys Erosion er en lille interessant novelle om en mand der er blevet forbedret biologisk, for at han kan bosætte sig som kolonist på en anden planet. Han tager en sidste gåtur på Jorden, og opdager flere ting om sig selv, sin planet og de forbedringer han har fået. Anbefalelsesværdig.

Havfruer lader til at gøre sit indtog i genren. Jeg har i hvert fald læst et par stykker på det seneste hvor de på en eller anden måde indgår. Flotsam af Elissa Malcohn handler om Mercedes der som barn finder en levende “søbaby” blandt en bunke døde fisk dræbt af forurening. Som voksen er hun stadig mærket af oplevelsen og arbejder for at redde havfruelignende væsener i havet, der er udryddelsestruet.

Robert Reed skriver aldrig noget der ligner noget han har skrevet før. Before My Last Breath er en unik beretning fra forskellige mennesker, om hvordan de oplevede fundet af hundrede tusind døde rumvæsener i en kulmine. Fra den amerikanske præsident til almindelig mennesker. Hver fortællevinkel giver læseren lidt mere indsigt i hvad der er forgået og historien rundes fint af til slut.

Christopher Barzak har skrevet The Ghost-Hunter’s Beautiful Daughter og handler om, ja, en datter af en spøgelsesjæger. Faderen driver en forretning på det og har et Poloraid-kamera han fanger spøgelserne med. Hans datter Sylvie ved dog at spøgelserne ikke forsvinder, de lever bare videre i fotografierne, og hun snakker ofte videre med dem. Blandt andet også hendes afdøde mor. Sylvie er dog ikke helt enig i hendes far med deres forretningsmetoder og så gerne man behandlede spøgelserne bedre. En for så vidt ganske godt skrevet historie, men det irriterer mig efterhånden at Asimov’s oftere og oftere bringer historier der absolut intet har at gøre med science fiction.

Nancy Kress har skrevet den korte novelle Deadly Sins, om Reneta der har dræbt den forsker hun arbejdede for og en AI afhører hende og prøver at finde frem til hvorfor hun gjorde det, velvidende at laboratoriet var overvåget og hun derfor nemt ville blive opdaget.

Det bedste er gemt til sidst med William Bartons novella The Sea of Dreams, der er noget af en rutsjetur gennem mange forskellige fantastiske verdener. Det hele begynder under en ekspedition til Uranus. Mr. Zed og hans sexslave, en klon af en kendt kvindelig skuespiller, finder et rumskib i kredsløb om Uranus. De går ombord og ser pludselig sig selv teleporteret til et andet univers eller en fjern fremtid i solsystemet. Klonen har nu ikke længere en opkobling til hendes original og begynder at udvikle sig som selvstændigt tænkende individ. Selvom de to kommer vidt omkring i fantastiske verdener og møder sære væsener, og ikke mindst skal prøve at samle sammen alle de parallelverdener og tidslinjer de render rundt i, er den egentlig historie om Zeds forhold til denne klon som får et mind of its own. God underholdning i pulp-stilen.

Asimov’s, September 2009

Asimovs September 2009I lederspalten skriver Sheila Williams om The Dell Magazine Award, en pris der hvert år uddeles til en studerende for en science fiction eller fantasy historie. Robert Silverberg begynder på en interessant artikelserie om “world building”, indledningsvis om hvordan man konstruerer en planets fysiske og miljømæssige forhold og forholder sig til hvordan det vil have indflydelse på en civilisation der. James Patrick Kelly skriver om det væld af science fiction priser der efterhånden findes.

Første historie er egentlig fantasy og vil passe perfekt til Fantasy & Science Fiction magasinet. Lisa Goldstein har skrevet Away From Here om femtenårige Liz der arbejder på hendes forældres hotel. En dag checker nogle mystiske folk ind på hotellet, og Liz bliver stærkt betaget af dem og deres magi, og vil for alt i verden ønske hun kunne rejse bort med dem. Men alt er ikke så fint i kanten igen og historien viser hvilke ubehagelige konsekvenser der kan være ved blind besættelse.

Ferret Steinmetzs Camera Obscured bygger på en velkendt formel fra historier henvendt til unge, og gør det ganske godt med at bruge et enkelt science fiction novum til at fremføre en pointe. Victor Pino vil gerne være den bedste. Bare til et eller andet. I en verden hvor alt bliver optaget og logget på nettet fra folks videobriller, er der verdensranglister for hvad som helst. Efter at have opgivet at komme over rang 3,312,156 i verden som yoyo-spiller, beslutter han sig for at gå efter pladsen som verdens bedste elsker. Han udtænker en plan mod hvad han tror er skolens nørdede indelukkede pige, men hun viser sig ikke at være så nem at narre, og hun viser ham en verden udenfor nettets overvågning og ranglister. Historien er uden de store overraskelser, og fortællingen om at folk ikke altid er som de ser ud til, samt moralen om at man ikke behøver at være verdensmester for at være god, er set utallige gange i mange ungdomsfilm, men novellen gør det godt og inddrager science fiction elementet med en nutidig relevant pointe.

Mike Resnick er sådan en forfatter hvis noveller jeg for det meste finder ulidelige, men til gengæld elsker at kritisere. Til Soulmates har han allieret sig med Lezli Robyn, men det kan ikke umiddelbart ses. Det er typisk Resnick hele vejen igennem. Gary arbejder som nattevagt på en fabrik med en masse robotter. Han drikker lidt for meget, da han har svært ved at acceptere at det var ham der slukkede for sin afdøde kones respirator. Han falder i snak med en af robotterne og de diskuterer liv og død og den slags. Resnick kombinerer altså hans velkendte formel med gamle mænd og deres tabte kærlighed med hvad der lader til at være hans nye fascination, startende med hans Hugo-nominerede Article of Faith, om robotters følelser og menneskelighed. Udover det selvfølgelig altid er gabende at læse Resnicks følelseseskapader, er hele novellen blot en konstrueret samtale mellem Gray og denne robot, som ikke har nogen realistisk historie at fortælle i sig selv, men bare er skabt for at Resnick kan komme ud med sin lommefilosofi. Men mon ikke den bliver Hugo-nomineret til næste år.

Brenda Cooper skriver om en verden ramt af tørke i In Their Garden, hvor en gruppe botanikere har slået lejr inde i en botanisk have, for at bevare noget af plantelivet. Paulette er vokset op derinde, men vil gerne lære mere om verdenen udenfor. En interessant verden, men novellen er alt for kort til at det giver noget.

Tidsrejsehistorier er sjældne i magasinerne nu om dage, men Steve Rasnic Tem har skrevet en med The Day Before the Day Before. Fortælleren arbejder for et team under navnet Office 87, der angiveligt er tidsrejsende der retter op på ting i fortiden, omend nærmere detaljer gives ikke. Tidsrejserne tilbage til fortællerens egen barndomstid får ham til at tænke på en bordbøn han lærte som barn, om at lære af gårsdagens fejl og gøre det bedre i dag. Symbolikken er nok vigtigere end selve tidsrejseaspektet.

Historier om intelligente huse troede jeg hørte den fjerne fortid til, men åbenbart ikke, for Benjamin Crowell har skrevet en tankevækkende beretning om en kunstig intelligens der styrer et hus i Tear Down. En ny familie flytter ind i huset og de overvejer at erstatte den eksisterende kunstige intelligens med en nyere, og det semi-bevidste hus ved ikke helt hvordan den skal tackle dette. Udforskningen af psyken for kunstige intelligenser var langt mere interessant heri end i Resnicks novelle.

Her Heart’s Desire af Jerry Oltion er endnu en kort fantasy novelle med en morale af en slags. Patrick støder bogstaveligt talt ind i Michelle på gaden, hvilket gør at hun taber den glaskrukke der skulle indeholde alt hvad hendes hjerte kunne begære. Hun bliver temmelig vred, Patrick prøver at berolige hende, men finder ud af at magien fra krukken åbenbart har ramt ham, for hele hans liv er pludselig noget andet. En ret banal historie med en morale om, at man skal passe på med hvad ønsker sig.

En lang novelle fra Kristine Kathryn Rusch er altid velkommen og med Broken Windchimes går hun helt nye veje. Hun beskriver en mandelig sopran der synger en slags opera for rumvæsenerne på Djapé. En yderst krævende disciplin, hvor selv den mindste fejl i ens sang betyder, at man aldrig kommer til at stå på den scene igen. Sopranen har klaret det i mange år, men en aften går det galt og hele hans liv bliver vendt rundt. Han beslutter sig for at tage tilbage blandt mennesker igen, for at lære om menneskets musik, som han intet kender til efter sit liv på Djapé. Det første sted han finder vej til er en bluesklub, og han bliver voldsomt betaget og forvirret over at musikken har så meget variation, sangene aldrig lyder ens den næste aften, hver en tone rammes ikke rent og alle de mindre perfekte ting vi kender fra vores musik. Han falder i snak med forsangeren fra livebandet og dermed får vi noget at vide om hvilken verden det hele udspiller sig i, og hvordan unge drenge sendes til Djapé for at blive sopraner i deres musikstykker. Det er ikke nogen sindsoprivende historie og spændingskurven er temmelig flad, men Rusch viser en fascinerende verden, en god menneskelig historie og hun er efter min mening en af dem der formår at bruge kortromanformen på en fornuftig måde.

Analog, October 2009

Analog October 2009Oktobernummeret er en lidt blandet oplevelse. Mange historier der lige mangler et eller andet og enkelte der er direkte tåbelige, til gengæld er de to videnskablige artikler ganske gode. Stanley Schmidt indleder med at slå fast, at vi ikke skal stole blindt på teknologien og kommer blandt andet med eksempler på folk der kommer galt med en GPS, og konkluderer at det er de selv ude om. Nick Kanas har skrevet om The Psychology of Space Travel, særligt interessant fordi han ikke blot ser på de psykiske udfordringer der er forbundet med at være i rummet, men også på hvordan astronauterne i mange tilfælde ser sig selv som bedre mennesker efter de har været i rummet. I den mere hårde videnskab har John G. Cramer skrevet om den nyeste forskning i tyngdekraftbølger.

Første historie er en novella skrevet af Michael F. Flynn. Where the Winds are All Asleep handler om forskeren Jeanne Price som gerne vil finde beviser for sin teori for livets opståen. En teori der kaldes for monogenesis, hvor al liv skulle være opstået på en gang. Men det er hverken evolution i traditionel forstand eller intelligent design. På en irsk pub fortæller hun om sin ekspedition til en hule i vulkanen Mount Rainier, hvor de finder beviser for en alternativ evolution af liv baseret på silicium. Flynn har tydeligvis begravet sig selv i bøger om biokemi, men piller man al dette ud af hans historie, er der ikke ret meget interessant plot tilbage.

William Gleason forsøger sig med en horror-historie i Analog-stilen med The Hanged Man. Den unavngivne fortæller er plaget af mareridt med minder om sin afdøde partner, fra deres møde med nogen uhyggelige rumvæsener, da de var i færd med at finde et fortabt rumskib. Jeg giver mange points for det gode forsøg, der desværre bare lige mangler det sidste for at blive en rigtig god science fiction/horror kombination.

Carl Frederick kunne have været en glimrende pulp-forfatter for 80 år siden. De noveller jeg har læst af ham, har i hvert fald holdt sig meget til den grundformel med hyperintelligente, oftest unge, videnskabsfolk i hovedrollerne. I Teddy Bear Toys følger vi den fjortenårige Niel, der har engageret sig meget i en professors arbejde indenfor computersimulation og story generation. Historien leger med det allerede gennemtærskede tema om simulation vs. virkelighed – godt krydret med filosofiske citater, men Carl Frederick er nu generelt okay underholdende at læse, selvom hans historier sjældent bringer noget nyt eller originalt til genren.

In the Autumn of the Empire af Jerry Oltion bør man nok ikke tage specielt seriøst. Jordens Kejsers ord vil altid være sandt. Så hvad sker der med Jorden, når han tager fejl af Jordens bane om solen? Meget meget fjollet.

Jesse L Watsons Shallow Copy er endnu en historie om hyperintelligente børn og konsekvenserne ved kunstig intelligens og simuleret virkelighed. De to drenge Will og Max er begge godt inde i forskningen af kunstig intelligens, og en dag har Will endelig fået programmeret en ægte kunstig intelligens. Max er dog skeptisk i starten, men efter et par lettere komplicerede sproglige tests, er han også overbevist. Der mangler bare en ting. Den kunstige intelligens har ikke fået bevidsthed, så de to drenge overvejer de etiske problemer ved både at give den bevidsthed og ved at lade vær. De beslutter sig for at gøre det, men først skal den have en “barndom”. Det gør de ved at bruge at bruge hele natten på at indscanne Maxs dagbog og feede det til computeren. Historien må være ment som skrevet til børn, for jeg kan ikke finden anden bare nogenlunde rimelig forklaring på, at det skal være sådan en omgang urealistisk makværk med kunstig intelligens.

Næste historie er også om kunstig intelligens, men næppe skrevet til børn, hvilket gør at dens useriøse håndtering af emnet frembringer endnu mere hovedrysten. Robert Grossbach skriver i An Idea Whose Time Has Come om et fremtidens USA, der er forfaldet til nærmest at være et uland. En ildsjæl i det Demokratiske Parti vil forsøge at stille en kunstig intelligens op til præsidentvalget. Efter et par tolkninger af den amerikanske forfatning bliver kandidaten godkendt, og ender med at vinde valget. Men hvem skal levere hardwaren til at køre præsidenten? Her håbede jeg historien kunne blive rigtig interessant og original, for det er da et spændende demokratisk problem om hvordan man ville håndtere at et privat firma stod for regnekraften bag selveste den folkevalgte præsident. Men nej, historien forfalder til dårlig humor og et fuldkommen urealistisk scenarie, hvor hardwaren selvfølgelig bryder sammen og der må ringes til en supportlinje i Indien, hvor rådet er at trykke Ctrl+Alt+Delete. Aldrig har set jeg set et ellers godt potentiale i en science fiction historie, blive smidt så voldsomt på gulvet med noget så åndssvagt.

Sidste historie i dette nummer er ikke så slem, men stadig kun okay og lidt rodet. Cold Words af Juliette Wade er et hæderligt forsøg på at skildre rumvæsener og deres samfund og kultur indefra. Det hele er fortalt fra rumvæsenets Ruliis synsvinkel, der tilhører klanen Cold (den anden klan hedder selvsagt Warm). Mennesker har planer om at etablere en rumhavn på planeten, og Rulii har planer om at benytte den mulighed til at styrke Colds position. Men det er ikke nemt når deres menneskelige kontakt kun taler sproget Warm. Der er flere gode ideer her og en for en novelle interessant fremmed civilisation. Novellens primære problem er, at den er skrevet på gebrokkent engelsk, angiveligt for at simulere oversættelsen mellem sprogene.