Astounding, February 1930

Astounding February 1930Der er masser af pulp-historier i dette andet nummer af Astounding Stories of Super Science fra 1930. Invasion fra det ydre rum, gale videnskabsmænd og selvfølgelig kvinder i nød. Det kan findes online på Gutenberg.org.

En ældre mand bliver fristet af en storslået opdagelse gjort af en ung videnskabsmand på den anden side af gaden i Harl Vincents Old Crompton’s Secret. Gamle Crompton bliver vist rundt i Tom Forsythes laboratorium, hvor Tom meget begejstret fortæller om at han har fundet vejen til evigt liv gennem en maskine. Crompton bliver fristet af maskinen og i en kort fumlet nærkamp, falder Tom over en ledning og ligger livløs på gulvet. Crompton må nu finde en måde at skjule sig på. En historie uden en egentlig pointe, men underholdende nok i den pulpstil.

Charles Willard Diffin giver med Spawn of the Stars en helt igennem klassisk invasion-fra-rummet historie med væmmelige rumvæsener og masser af tjubang. Faktisk ganske godt gennemført hvor forfatteren, efter den tids standarder, har gjort lidt mere arbejde med rumvæsenerne og deres teknologi.

Hugh B. Cave leverer et horrormysterie med The Corpse on the Grating hvor en gal videnskabsmand (som så ofte), har bragt et lig tilbage til live. Ved hjælp af høj varme endda! Udover at være en tidlig zombiehistorie blandet med lidt Sherlock Holmes, er historien faktisk ret uhyggelig, især henimod slutningen.

Creatures of the Light af Sophie Wenzel Ellis er en historie med det velkendte tema om en genial videnskabsmand der vil skabe det perfekte menneske. Som ventet går det lidt over gevind og hans skabninger vil ikke helt som han vil. Desværre blev historien bare aldrig rigtig spændende.

Into Space af Sterner St. Paul bruger et simpelt plot til at forklare en masse videnskab. Dr. Livermore underviser i fysik på et universitet, og betragtes som lidt af en galning – men dog et geni. Han har fundet ud af at han kan ophæve tyngdekraften ved hjælp af magnetisk polarisering, så han har bygget et fartøj der skal bringe ham til Månen. Han har dog regnet lidt galt med hensyn til tyngdekraften (og det har forfatteren også).

Så får vi også afslutningen på Victor Rousseaus The Beetle Horde, der får sig en dramatisk – men lykkelig – afslutning.

Anthony Pelchers Mad Music er svær at forklare. Det er noget med en sammenstyrtet bygning og en gal violinspiller. Meget mærkeligt.

Den sidste historie er en ægte science fiction detektivhistorie. Nogle penge bliver stjålet fra en bank, lige for øjnene af de ansatte og ingen har set noget. Læseren er godt klar over der er noget usynlighed af en art på spil, hvilket viser sig at være delvist korrekt, men det egentlige science fiction element ligger mest i detektivens meget avancerede teknik, han bruger til at afsløre forbryderen. Der er lidt Sherlock Holmes over det, hvor det hele nærmest er løst på forhånd, og den langsomme assistent (og dermed læseren) skal have det hele forklaret, selvfølgelig hvor der let og elegant hoppes henover det videnskabeligt korrekte med “jeg vil ikke kede dig med detaljerne”. Fin underholdende afslutning.

Fantasy & Science Fiction, October/November 2009

FSF october november 2009Det har været 60 års jubilæumsår for magasinet i år, men dette nummer er det rigtige jubilæumsnummer og det markereret ved at have hele 322 sider spækket med noveller fra mange af de faste bidragydere til magasinet. Herunder navne som Albert E. Cowdrey, Joe Haldeman, Robert Silverberg, Elizabeth Hand og selvfølgelig Robert Reed. Alle introducerer deres novelle med en kort tekst om deres forhold til magasinet. Og ja, omslaget er det samme David Hardy billede SFC brugte til Fantastiske Virkeligheder.
Desværre kan jeg samlet set ikke sige ret meget positivt om de mange noveller. En del skyldes helt sikkert min smag, da mange af novellerne er hvad jeg vil kalde weird fantasy eller sprogtligt eksperimenterede tekster, hvilket ikke siger mig alverden. Derudover er der også fortsættelser eller historier der indgår i et større univers, som man dermed ikke får ret meget ud af. Min gennemgang vil derfor nok være noget overfladisk for en række noveller.

Første historie er The Far Shore af Elizabeth Hand. Balletdanseren Phillip bliver nødt til at gå tidligt på pension. Han vil gerne lidt væk fra alting og en ven tilbyder ham at han kan tilbringe nogle uger i en afsidesliggende hytte ved søen Tuonela. Tuonela er navnet på dødsriget i finsk mytologi og det bygger historien på. Phillip finder ude i skoven en nøgen spinkel dreng der er døden nær. Han tager ham tilbage til hytten, får ham varmet op igen, men inden han kan spørge indtil hvad han lavede der, er drengen pludselig væk. Han kommer dog tilbage på mere eller mindre hyggelig maner. Finder man lige ud af hvad Sibelius’ berømte tonedigt Tuonela-svanen er for noget, giver historien faktisk god mening.

Albert Cowdrey er et kendt navn i dette magasin. I Bandits of the Trace finder vi professor Kendall Keyes, der har forsket i historien bag en kendt forbryder fra år tilbage. Ud fra de gamle beretninger prøver at finde ud af hvor en skat er gemt, og en doven men intelligent studerende hjælper ham med at løse mysteriet. Ikke noget videre fantastisk i denne historie, hverken i den ene eller anden betydning.

Robert Silverberg kender jeg egentlig kun som klummeskriver i Asimov’s og hans novelle The Way they Wove the Spells in Sippulgar gav ikke den store interesse for forfatterskabet. Den er sat i en af hans mange forskellige universer, denne en fantasy-verden, og handler om en handelsrejsende der altid gerne har ville se byen Sippulgar. Da han kommer dertil bliver han dog involveret i opklaringen af en mordgåde.

Logicist af Carol Emshwiller er en stemningsmættet anderledes krigsberetning. Fortælleren er en skolelærer der har taget sine elever med ud på slagmarken, for at se en rigtig kamp. Læreren erfarer at krig ikke er helt som han har undervist sine elever.

I Blocked fortæller Geoff Ryman om en mand der må flygte med sin familie til Singapore da Cambodia bliver invaderet af rumvæsener, og de flygter til en kunstig skabt verden under overfladen.

Nummerets kortroman gives af Lucius Shepard med Halloween Town. Bygningsarbejderen Clyde Ormoloo bliver efter en ulykke umådeligt intelligent. Det får ham til at ville prøve noget nyt med sit liv og komme lidt væk, så han flytter til byen Halloween. Et mærkværdigt lille samfund der er så afskåret, at hverken kabel eller satellit tv når derud, så de får tilsendt alt på DVD’er. Clyde får en affære med ekskonen til hvad der viser sig at være hele byens grundejer, og han finder frem til nogen af byens gemte hemmeligheder. Desværre er historien ikke solid nok til at bære dens længde.

I Robert Reeds Mermaid bliver ordet havfrue ikke nævnt, men det er i hvert fald noget ikke-menneskeligt der er på spil. Jake afviser en mistænkeligt udseende ung mand i døren der vil låne hans telefon, men han bliver interesseret i den pige han er sammen med og indser straks at hun ikke er fra denne verden.

Joe Haldeman leverer en rigtig science fiction horrorhistorie med Never Blood Enough. På planeten Runaway er xenobiolog Travis det tætteste de har på en doktor, så han bliver sat til at undersøge et mystisk dødsfald, hvor en kvinde er blevet drænet for al blod. Afslutningen er forventelig, men effektiv.

Lidt mere humoristisk horror finder man i I Waltzed with a Zombie af Ron Goulart. Det handler om en filmproducer i 40′ernes Hollywood der vil gå til ektreme yderligheder for at få færdigindspillet en film med en bestemt skuespiller. Titlen burde antyde hvad idéen er.

The President’s Book Tour af M. Rickert er noget alvorlig med uhyggen. I et fremtidens USA hærget af krig er mange børn muteret til grimme skabninger. Præsidenten er på bogsigneringsturné rundt i landet og fortæller om hvordan han ser børnene som landets nye fremtid.

Another Life af Charles Oberndorf er nok den mærkeligste historie jeg har læst i dette magasin. Fortælleren er en ung mand der døde i en krig, men er blevet vakt tilbage til live og forsøger nu at samle stumper fra sit tidligere liv sammen igen. Især prøver at han finde frem til en elsker – en anden soldat kaldet Noriko. Meget følelsesbetonet historie.

Det hele slutter med Kate Wilhelms Shadows on the Wall of the Cave om Ashley der sytten år efter hendes fætter forsvandt i en hule vender tilbage til stedet, og finder ud af hvad der skete med ham.

Asimov’s, June 2009

Asimovs June 2009I 25 år har James Patrick Kelly bidraget med en novelle til juni-nummeret af Asimov’s, derfor er dette nummer et æresnummer til ham, som udover selvfølgelig at indeholde en ny novelle og Kellys klumme On The Net, er der også en række hilsener fra andre forfattere og redaktøren. Robert Silverberg bruger dog sin klumme på at anbefale fantasybogen My Life in the Bush of Ghosts af Amos Tutuola fra 1954.

Kellys egen historie Going Deep er dog ikke specielt imponerende og virker mere rettet mod yngre læsere. Mariska er en pige på 13 år og hun er ikke tilfreds med den vej i livet som hendes forældre har planlagt for hende. Specielt fordi hun er en klon af en velrenommeret astronaut. Stilen er helt karakteristisk for Kelly, men det er ikke en stil jeg altid er lige begejstret for.

Udødelighed er stadig et varmt emne indenfor science fiction. Tom Purdom kommer ikke med nye påfund til hvordan udødelighed kan opnås i Controlled Experiment, men overvejer i stedet hvad man gør med forbrydere der er dømt til livstid. Bud er sådan en og efter 60 år, går han med til et kontrolleret eksperiment der skal afgøre om han er parat til at komme ud i samfundet igen. Men nogen ønsker at sabotere det og forsøger at presse den voldelige side frem fra Bud igen. Rigtig godt skrevet og fængende historie.

John Alfred Taylor bidrager med en fed lille kort historie. Hovedpersonen bliver en Bare Forked, Animal da hans lokationschip går i stykker og han bliver fanget et sted uden mulighed for at råbe om hjælp. Medrivende og spændende skrevet tankevækkende historie om afhængighed af teknologi.

I sin roman Kéthani fik jeg det indtryk af Eric Brown, at han skrev science fiction med et plot mange har skrevet før ham. Det blev bekræftet med novellen Cold Testing, der handler om en kaptajn på et rumskib og hans forhold til to kvindelige besætningsmedlemmer, hvoraf den ene er en robot. Der opstår spændinger og velkendte diskussioner om robotters følelser og menneskelighed.

The Monsters of Morgan Island af Sandra MacDonald handler om, ja, monstrene på Morgan Island. En semi-fantasy kort novelle om en speciel ø, med specielle indbyggere og væsener.

Nummeret sluttes af med en længere novelle af Chris Willrich. I Sails the Morne følger vi rumskibskaptjanen Brick, der skal fragte en af de fire Book of Kells til Kuiper-bæltet, der bebos af rumvæsener, til en udstilling. Som passagerer har han også diplomater fra flere forskellige racer, så da bogen undervejs bliver stjålet, må de forskelliges dagsorden trævles op. Historien er fyldt med besynderlige rumvæsener, action og farverige figurer, i en stil der kunne minde lidt om Larry Niven. Lidt for mange navne på væsener, kulter og steder som plottet egentlig ikke behøver, men stadig en spændende novelle.

Alt i alt et rimeligt godt nummer, med ingen rigtig dårlige noveller og tre rigtig gode.

Galactic Empires

Galactic EmpiresKortromaner er en problematisk størrelse. De kommer til at fylde meget i et magasin eller en antologi, men er omvendt også for korte til at blive udgivet for sig selv. Men formen kan være rigtig god når den ikke blot bruges til at gøre en almindelig novelle længere, og særligt til space opera er der potentiale i at kunne ridse et univers op og få fortalt en fængende historie, uden at det behøver at fylde tusind sider. Den erfarne redaktør Gardner Dozois har samlet seks kortromaner i denne eksklusive samling udgivet af Science Fiction Book Club, med en lang række superstjerner inden for nyere space opera, hvoraf fem af de seks er fra England.
Udover at der er tale om widescreen space opera er temaet, som titlen også siger, galaktiske imperier for alle historiernes vedkommende; nogen som en central del af plottet og andre med en antydning af nogle større kræfter derude. For at kunne få det til at fungere har tre af forfatterne valgt, at sætte deres historie i et af deres eksisterende større romanuniverser, men heldigvis står de også nogenlunde alene.

Peter F. Hamiltons bidrag, The Demon Trap, er sat i hans Commonwealth-univers og gør brug af en velkendt figur fra den serie, efterforskeren Paula Myo. På en planet slår et terrorangreb flere hundrede mennesker ihjel, og bag står en uafhængighedskæmpende gruppe, der ønsker selvstyre på planeten. Myo sættes på sagen og opklarer den for så vidt hurtigt. Hun finder i hvert fald frem til den person der affyrede missilet mod passagerflyet, men gerningsmanden har renset sin hukommelse for den hændelse og alt det der ledte op til den, så der opstår et interessant juridisk problem om hvorvidt man kan straffe en person for en handling, når hans sind i hvert fald er uskyldigt. Det optager dog ikke Paula Myo det store; hun er mere optaget af at finde de medsammensvorne hun er sikker på der er.
Det er for så vidt helt oplagt for Hamilton, at skrive krimihistorier med Paula Myo figuren, men han forspilder muligheden her. Der er mange ligheder til en lignende sag hun opklarer i Pandora's Star, det bliver aldrig rigtig spændende og det virker aldrig som om der er nogen speciel udfordring for Myo undervejs. Det hele er nærmest løst med det samme, de fleste sider bliver brugt på at skitsere Commonwealth-universet og de skyldige skal blot narres til at afsløre sig selv. I enhver anden samling, havde The Demon Trap været en god krimihistorie, og den er for så vidt også underholdende nok, men den blegner i forhold til resten.

Neal Asher er en temmelig ny britisk science fiction forfatter, med sin første romanudgivelse i 2001 – Gridlinked, men som har været yderst produktiv med flere romaner om året. Jeg har ikke noget videre bekendtskab med hans forfatterskab, men ligesom med de fleste øvrige moderne space opera forfattere, skulle hans historier indeholder mange elementer fra cyberpunk, gøre flittig brug af kunstig intelligens, nanoteknologi, FTL-teknologi osv. Med Owner Space er vi mere “back to basics” space opera. Historien starter med at en gruppe på godt halvtreds mennesker forsøger at flygte fra the Collective – der antydes at være et sovjetisk inspireret kommunistisk imperialistisk styre der regerer Jorden. De flygter i rumskibet Brezna og bliver forfulgt af skibet Lenin. Deres flugtrute tager en uheldig drejning, og de har snart ingen sikre steder at søge hen. Deres eneste håb er at søge ind et område kaldet Owner Space, der er omgæret med legender og mystik, angiveligt skulle det husere et rumvæsen med enorme kræfter, som ikke er specielt venligtsindet overfor nogen fremmede. Et ganske spændende og underholdende plot udfolder sig, og Asher rammer meget godt fordelingen mellem dels verdensopbygning der ikke bliver alt for omfattende og dels et godt plot der fanger læseren.

Robert Reed er en forfatter der primært gør sig i kortprosaen. Han har næsten altid en historie med i Fantasy & Science Fiction og skriver også ofte til Asimov’s. Med The Man with the Golden Balloon viser han også, at han er den der mestrer kortromanformen bedst i denne antologi. Historien er sat i det univers der udgør romanerne Marrow og The Well of Stars, der tager udgangspunkt i opdagelsen af et gigantisk forladt rumskib på størrelse med Jupiter og som mennesket og andre racer begynder at bruge, men historien her fungerer glimrende for sig selv, da den nødvendige baggrundsviden introduceres. Historiens to hovedpersoner, ægteparret Quee Lee og Perri, mener at have kendskab til et område i det gigantiske skib som endnu ikke er blevet kortlagt, hvilket er usædvanligt, da man ellers har ment at selvduplikerende robotter skulle have kortlagt enhver krog af skibet. Men de begiver sig ud på en ekspedition sammen med et mindre hold og finder det hidtil ukendte område, men der er tilsyneladende absolut intet interessant ved det og flere af ekspeditionens medlemmer vender om. Men endelig i et absolut kulsort hulrum støder ægteparret på et væsen som de falder i snak med. Væsenet påstår det er en repræsentant for en stor galaktisk sammenslutning som i al hemmelighed har enorm magt. Ægteparret såvel som læseren bliver fanget af dette væsens fortælling, der er både kosmisk og nærværende. Historien fungerer fordi Reed har disponeret elementerne lige tilpas, hvor rammen er tilpas snæver med et lille persongalleri og en interessant verden hvor man får det nødvendige at vide. Denne evne til afgrænsning er særligt noget et par af de andre historier mangler.

Alastair Reynolds har aldrig skuffet mig og The Six Directions of Space er ingen undtagelse, omend den har et par svagheder. Den hemmelige kvindelige agent med kodenavnet Yellow Dog der arbejder for et Mongolsk gallaktisk imperium, sættes til efterforske en række mystiske fremkomster af spøgselsskibe i det der benævnes som the Infrastructure – en udhulet måne der fungerer som transitsystem for FTL-rejser. Hun kommer til at samarbejde med den noget utilregnelige Qilian, og historien skifter fra spionage til first contact og over i opdagelsen af flere paralleluniverser hvori forskellige folkeslag fra Jorden har opbygget galaktiske imperier. Disse overgange i historien er ikke altid lige overbevisende, men Reynolds imponerer som oftest med de fedeste idéer som ikke mange kan gøre efter.

Stephen Baxters The Seer and the Silverman var desværre noget skuffende, fordi den er komplet uforståelig når man ikke er bekendt med hans Xeelee-sekvens. Reed og Hamilton skrev også i et eksisterende univers, men de slap bedre fra det, da deres historier kunne stå for sig selv. Det kan denne ikke og jeg måtte bruge adskillige webopslag for bare at gennemskue lidt af hvad der foregik. På den kunstige verden kaldet Reef er der en masse mennesker der pludselig er forsvundet, og man mistænker racen der kaldes for Ghosts at stå bag. Historien følger Donn, hvis bror er forsvundet på denne måde, og hvordan han bliver opsøgt af en Ghost ambassadør, der tager ham med til deres hjemverdenen hvor det bliver klart, at de har bortført en masse mennesker med henblik på at studere og forstå dem. Baxter tænker stort og historiens tema drejer over i højtragende diskussioner om kosmos og universet mellem Donn og ambassadøren. Baxter præsenterer nogle interessante koncepter og historien er sikkert interessant nok som et bidrag til hans Xeelee-sekvens, men som selvstændig historie mangler den et bare nogenlunde gennemskueligt handlingsforløb og pointe, og et utal af referencer til navne på steder og racer og personer, som man ikke ved om er vigtige eller ej, gør læsningen anstrengende.

Sidste historie, Ian McDonalds The Tear, er nomineret til årets Hugo Award og det er forståeligt nok, da den nok er samlingens mest originale og iderige fortælling. Dog har den lidt som med Baxters historie et problem med afgrænsning, for han sætter et væld af navne og benævnelser på alt muligt ind i teksten, hvoraf mange af dem kun optræder den ene gang. Det bliver heller ikke nemmere af at historiens hovedperson, har i alt otte personer i sig i en og samme krop – alle med hver sit navn, og der skiftes hele tiden mellem disse personer, hvilket gør forløbet temmelig uoverskueligt. Men ham her stammer fra en vandplanet og mangler følger ham, og hans mange personer, og hans opvækst der blandt andet bringer ham i kontakt med nogle rumvæsener han lærer nogle alvorlige hemmeligheder om. McDonalds sprog er helt unikt, med indviklede poetiske sætninger der kan have flere betydninger, ord der bruges i alternativ kontekst og som nævnt en række selvopfundne navne der gør det endnu mere svært at forstå hvad det hele handler om. Der er dog ingen tvivl om at han ligesom Baxter tænker stort og episk i galaktisk målestok. Som jeg læser den, selvom jeg må indrømme jeg næppe har forstået den fuldt ud, er den et produkt af en forfatter der simpelthen vil fortælle for meget på for lidt plads.

Øvelsen med at skrive gigantisk space opera om civilisationer der breder sig over hele galakser i et format på lige godt under 70 sider, må siges at være noget af en udfordring, og ikke alle seks forfattere slipper lige godt fra det, omend samtlige historier vil stå markant frem i enhver anden sammenhæng. Hamilton formår at afgrænse og skrive en tilpas afmålt historie, omend desværre med et anelse kedeligt plot. Asher har bedre styr på at finde balancen med både at kaste mange idéer op i luften, opbygge en verden der virker langt større end i den enkelte historie og det at fortælle en historie der fungerer for sig selv. Reed løber på dette punkt med sejren, med en perfekt afmålt historie der ikke er bange for at fortælle os noget om praktisk talt alting. Reynolds har de vildeste idéer, men halter lidt med kontinuiteten i handlingen. Baxter har sikkert skrevet et spændende ekstra kapitel til hans Xeelee-sekvens, men har tilsyneladende ikke taget højde for at historien skulle trykkes i en selvstændig antologi. McDonald viser hans lyriske overlegenhed, er fuld af idéer og store tanker, men kunne ikke få det hele til at passe ind i en forståelig handling.

Galactic Empires står dog klart som en helt unik og enestående antologi, der bestemt er værd at skaffe sig for alle space opera fans, selvom den skal bestilles hjem fra USA.

Halting State

Halting StateMed Halting State viser Charles Stross at man også kan skrive cyberpunk i dag, hvor spædningen udfolder sig i virtuelle verdener og hvor nørderne er heltene. Det ældre cyberpunk jeg har forsøgt at læse, har jeg oplevet som virkelighedsfjernt hvor miljøet beskrives som snusket og grimt, men udviklingen i IT-verdenen har jo også udviklet sig i en helt anden retning end 80′erns cyberpunk-forfattere havde forestillet sig. Netop derfor er det spændende at tage ideerne op igen og forankre dem i nutidens teknologiske virkelighed, og det har Stross formået at gøre med Halting State, der viser den er skrevet af en mand der faktisk ved han skriver om. Romanen blev i øvrigt nomineret til en Hugo sidste år.

Vi befinder os i år 2018 i Skotland. I MMORPGen Avalon Four har et storstilet røveri fundet sted. En virtuel bank inde i spilverdenen, hvor spillere kan opbevare deres værdifulde udstyr og genstande, bliver plyndret, og det burde egentlig slet ikke kunne lade sig gøre, da det ikke er bundet op på nogen central server, men er distribuereret ud over hele verden og genstandenes rette ejerskab sikres af en avanceret fejlsikker digital signeringsteknologi. Firmaet bag, Hayek Associates, er selvsagt i rådvilde, for hvis det slipper ud at deres krypteringsnøgler er blevet brudt, vil deres aktiekurser styrtdykke. Politiefterforskeren Sue sættes på sagen og forsikringsagenten Elaine ligeledes, for at undersøge om det er forsikringssvindel. Hun får følgeskab af spiludvikleren og nørden Jack, som skal hjælpe hende med at navigere rundt i den virtuelle spilverden. Det viser sig ikke overraskende at der er langt mere alvorlige ting på spil end simpelt virtuelt tyveri, med konsekvenser der strækker sig langt ind i den virkelige politiske verden.

Halting State virker både autentisk og realistisk, men er også iderig science fiction. Stross har ikke bare styr på de rent tekniske ting, men hans personbeskrivelser og fornemmelse for hvordan folk i IT-verdenen taler og agerer, er ligeledes autentiske. Dejligt forfriskende, da andre forfattere og filminstruktører ofte forfalder til overdrevede stereotyper og teknisk vrøvlesnak uden baggrund i virkeligheden. Den hyppige brug af moderne netjargon og tekniske udtryk gør nok også, at de seneste års udvikling på IT-området ikke bør være alt for fremmed for læseren. Det er selvfølgelig ikke nok til en god roman, at have styr på disse faktuelle ting og genkendelige miljøbeskrivelser, men Halting State er i den grad også en medrivende technothriller, hvor pointen er at den virtuelle og fysiske verden ikke kan adskilles, som den oftest blev i den ældre cyberpunk, og navnlig hvor afhængige vi er blevet af Internettet for at holde gang i væksten i samfundet. Vernor Vinges Rainbows End havde lignende ideer, men Stross slipper langt bedre fra det.
Sammenlignet med Singularity Sky og Iron Sunrise synes jeg også Stross er blevet en generelt bedre forfatter. Historien har bedre fokus og flyder ikke med vilde halv ligegyldige ideer, hans tre hovedpersoner har mere personlighed og det er dem der alene bringer historien frem, uden at forfatteren går ind som alvidende kommentator fra sidelinjen, som han gjorde af og til med tunge infodumps i de fornævnte bøger.

Hvis man mere er til nærfremtid spændingshistorier med masser af nørdjargon og gadgets end space opera, kan man sagtens begynde her med sin Stross-læsning.

The Nano Flower

The Nano FlowerTredje, sidste og længste bog i Peter F. Hamiltons Greg Mandel-trilogi tog Hamiltons forfatterskab ind i space opera genren, og en del af idéerne fra hans efterfølgende The Night’s Dawn Trilogy tog form her. Hvor A Quantum Murder var forholdsvist roligt opklaringsarbejde, er The Nano Flower mere tilbage til stilen fra Mindstar Rising, men nu med endnu mere action – selvom Greg Mandel selv nu er ved at være halvgammel.

Et halvandet årti er gået siden sidst. Greg og hans kone Eleanor har en teenagedatter, Julia Evans har fået børn med hackeren Royan der har fået sig en ny krop, og både den britiske økonomi og verdens øvrige tilstand er i stabil fremgang. Men Royan er væk og har været det i adskillige måneder. En dag til en fest får Julia overrakt en speciel blomst med en hilsen fra Royan. Blomsten bliver undersøgt og det viser sig dens DNA ikke kan stamme fra Jorden, og så ruller snebolden. Teorier om et rumvæsens tilstedeværelse tager fart og alle bliver overbevist om at det besidder hemmeligheden til en ny avanceret teknologi, som de selvfølgelig vil have fingrene i. Så Julia hyrer igen Greg Mandel, først og fremmest til blot at finde frem til den unge kvinde der gav hende blomsten til festen, da hun må være nøglen til det hele, men den pensionerede Mindstar-soldat bliver hurtigt rodet ud i alt andet end fredeligt politiarbejde, da flere andre magtfulde og knap så venlige organisationer, også lugter penge i rumvæsenets teknologi og altså også jagter den unge kvinde. Tempoet er højt og historien er spækket med store mænd med store skydere, sexede kvinder og forretningsaftaler på meget højt niveau (disse ting er bestemt ikke adskilte).

Har man læst de to forrige Greg Mandel-bøger, er The Nano Flower bestemt også værd at tage med. Alle de velkendte figurer er der, plottet er endnu engang avanceret og fascinerende, spændingen er som den skal være og Hamilton viser sin begyndende idérighed ind i space operaen. Den viser desværre også en af de sider Hamilton sidenhen har haft problemer med – at skrive slutninger. I The Nano Flower ved man præcist efter første sætning i et af de sidste kapitler, at nu er der slutning de næste 50 sider. Igennem hele bogen er der blevet lagt op til, at de store forventninger der var til dette rumvæsen og alle de vidundere de kunne få ud af det, nok ikke vil blive indfriet alligevel – hvilket også er tilfældet. Jeg vil dog ikke kalde det en dårlig slutning, men heller ikke en “wauw, hold da op!”-slutning. En rimelig mellemting med nogle elementer man ikke havde forudset, men stadig en forventelig slutning. Det gode element der dog stadig står stærkt og gør det i alle tre bøger, er blandingen med “straight-on” krimi og højteknologisk science fiction. De mange dingenoter er ikke bare pynt og af og til kommer den smarte teknologi også til kort, og opklaringsarbejdet må foregå på gammeldags maner med at interviewe vidner og sammenholde forklaringer. Den form har Hamilton genbrugt i sideplots i flere af hans senere store space opera værker, herunder især med agenten Paula Myo i Commenwealth-bøgerne.

Asimov’s, October/November 2008

Asimov's October/November 2008En fe på ryggen af en kæmpebi der skyder på flyvemaskiner? Meget mærkelig (og egentlig ret grim) forside til dette 237 sider lange efterårs dobbeltnummer, hvor indholdet naturligvis ikke fejler noget. September-nummeret havde goblelignende skabninger på forsiden. I dette nummer skriver Michael Meyerhofer et digt – The First Dancers – om disse slags væsener, og Sandra Lindlow kritiserer menneskets hærgen på naturen, særligt skovene, i A Crisis of Forest.

Nancy Kress’ novella The Erdmann Nexus fylder godt en fjerdedel af siderne i bladet og har noget så anderledes som en aldrende fysikprofessor og hans unge kvindelige hjælper som hovedpersoner. Professoren, Henry Erdmann, får en dag nogle kraftige anfald der kunne ligne tegn på en blodprop, men han er selv overbevist om, at det er noget andet. Som om en andens tanker invaderede hans. Som fysiker prøver han at holde fast i rationelle forklaringer, men de kommer hårdt på prøve, da han hører om flere andre ældre mennesker i byen der oplever det samme, og tilsyneladende har tidspunktet for deres anfald en sammenhæng med andre hændelser, et tyveri og et pludseligt dødsfald. Nancy Kress skaber et godt mysterie der skal løses, med lidt X-Files præg, men historien bliver en anelse for lang.

Vi bliver taget tilbage til den kolde krig af Peter Higgins i Listening for Submarines, der tager en nok noget overset post i den militære flåde op som plot i en historie, nemlig det at lytte efter fjendtlige (russiske) ubåde i havet. Christopher, en løjtnant i flåden med netop dette job, hører en dag nogle sære lyde fra havet som ikke blot kan være hvalsang. Han bliver nærmest som besat af det og det bringer hans arbejde i fare. Igen er der lidt X-Files stemning over denne novelle der bevarer mystikken til det sidste.

Sara Genge skriver for første gang til Asimov’s, med den besynderlige historie Prayers for an Egg, der beskriver en virkelig “alien” verden og om forholdet mellem tjenestefolk og herskere. En speciel novelle, der viser en forfatter med potentiale.

Brandon Sandersons Defending Elysium følger en agent ansat ved hvad der omtales som ”The Phone Company”, hvilket er den virksomhed der enerådigt sidder på kontakten til de eneste rumvæsener mennesket har mødt, der undersøger et mord på en af disse rumvæsener. Men en anden agent forfølger ham, i håb om at afsløre hvorfor ”The Phone Company” holder information om FTL-teknologi tilbage for resten af menneskeheden. Sanderson imponerer ved i novellelængde, at få fortalt et plot der afslører den sande dagsorden for de rumvæsener mennesket har kontakt til, på en måde man normalt ellers mest ser i lange space opera romanserier, samtidig med at der er lidt fremtids James Bond over hovedpersonen. Den så jeg gerne på nomineringslisten til de kommende priser.

En nærmest moraliserende eventyr om, at man skal passe på hvad man ønsker sig, for man får det måske, kommer Leslie What med i Money is No Object, der handler om en familie i besiddelse af en tegnebog der er uudtømmelig, men kun for 1 dollar sedler.

Den nye forfatter Gord Sellar, der allerede imponerede mig med Lester Young and the Jupiter’s Moons’ Blues fra juli-nummeret, tager igen et utraditionelt tema op i Dhuluma No More. Her er det en beretning fra en dokumentarfilmsinstruktør, der i sit arbejde med en film om et uland opdager et komplot mod den vestlige verden, der involverer global opvarmning. Meget original og velfortalt. Gord Sellar bliver et spændende navn at følge.

Elefanter i Londons gader? Det er der i Ian R. MacLeods The English Mutiny. En alternate history novelette hvor England er en Indisk koloni. Noget tung læsning, der nok mest rammer noget hos englændere.

Jack Skillingstad skriver om en politimands triste skæbne ud i alkoholmisbrug i Cat in the Rain, men hans mistede greb med virkeligheden skyldes måske ikke alkoholen, for rumvæsener er måske på spil.

I nummerets sidste historie, kortromanen Truth af Robert Reed, bliver vi igen taget til omgivelser der skriger på konspirationsteorier. En hemmelig underjordisk amerikansk base, hvor en mistænkelig person holdes til fange. Han er angiveligt fra fremtiden, da han meget præcist har kunne give koordinater til et par kommende stjernenovaer og senere også forudse skelsættende begivenheder på Jorden. Spørgsmålet er bare hvad hans egen agenda er og om regeringen bør stole på hans forudsigelser. En glimrende spændingshistorie med en velkendt opbygning, men bestemt ikke en forudsigelig slutning.

Sheila Williams skriver om Dell Magazines Award – en pris for yngre forfattere i de fantastiske genrer, Robert Silverberg skriver om den gamle ide med at “beame” energi ned til Jorden – der igen er blevet aktuelt med de nye tiders energikriser, og James Patrick Kelly skriver om alternate history og parallelverdener i sin klumme On The Net.

A Quantum Murder

A Quantum MurderI Peter F. Hamiltons anden Greg Mandel bog, kommer den tidligere Mindstar-soldat på endnu en opgave, selvom han egentlig havde trukket sig tilbage med den pæne sum penge han fik i Mindstar Rising.

Greg bliver hyret af Julia, den unge pige der har arvet det store firma – Event Horizon – som Greg også blev hyret af sidste gang, for at opklare et mord på en af deres vigtige forskningsansatte. Greg, og hans kone Eleanor, indvilliger med den formodning, at den sag hurtigt kan overstås uden fare for liv og lemmer. Selvfølgelig ender det lige modsat. Mordet i sig selv er et næsten klassisk tilfælde af et “locked room mystery”. Den geniale videnskabsmand blev myrdet i sit soveværelse på et afsidesliggende lille slot, hvor han bor sammen et mindre hold hyperintelligente studerende. Alle de studerende så op til ham, er helt i chok over det brutale drab og ingen har noget motiv. Ydermere var det en mørk og stormfuld nat, så ingen burde kunne komme ind udefra, morderen har ikke efterladt sig nogen spor overhovedet.
Greg må bruge alle sine evner og ikke mindst evner fra sine venner, for at få løst gåden, og netop som alle tror morderen er fundet, sætter Gregs intuition ind og efterforskningen går i helt nye retninger. Abstrakte teorier om kvantefysik, hjerneforskning, bevidsthedsudvidende stoffer og et 10 år gammelt dødsfald bliver pludselig vigtigt.

Handlingen i A Quantum Murder er mere centreret omkring opklaringsarbejdet og følger krimiskabelonen end “worldbuilding” som i Mindstar Rising. Der er også mindre action, men mere at tænke over og endnu mere fantastisk futurisk teknologi. Hamilton skruer for alvor op for science fiction blusset og integrerer sine ideer flot i plottet. Det er ikke bare et mordmysterie med nogle smarte gadgets i kulissen. Fremtidsteknologien er central for opklaringen og det gør det selvfølgelig endnu sværere for læseren at gennemskue det hele, men man er aldrig mere fortabt end Greg Mandel selv er.
Selvom den står som selvstændig historie, vil jeg klart anbefale at man læser Mindstar Rising først. Mest for at have et kendskab til de mange personer der optræder igen, men det er heller ikke helt uvæsentligt for plottet.

Og endnu en gang en reminder om Fantastik-arrangementet i morgen aften i Valby Kulturhus, hvis man vil høre mere om Peter F. Hamiltons forfatterskab.

Year’s Best SF 13

Year's Best SF 13Så er David G. Hartwell og Kathryn Cramer kommet med den trettende udgave af den årlige opsamlingsantologi Year’s Best SF med historier publiceret i 2007. Selvfølgelig med et udvalg fra magasinerne, men i år er der også markant mange historier fra nye originalantologier, herunder hele fire historier fra Fast Forward 1.

Det første man som dansker ser når man kigger i indholdsfortegnelsen med de i alt 25 noveller er, at Bernhard Ribbeck står der med novellen A Blue and Cloudless Sky, oversat fra “En blå og skyfri himmel” af Niels Dalgaard. Det er ikke den eneste oversatte historie. Finske Johanna Sinisalo med historien Baby Doll er en kommentar til de senere års debat omkring børns seksualitet og påvirkning fra pornoindustrien. Historien er så kvalmende, at den nok har den ønskede effekt, men den anstrenger sig lidt for meget, hvor jeg bedre kan lide når man får en pointe frem mere subtilt.
Den lange Memorare af Gene Wolfe kalder redaktørerne i indledningen for muligvis årets bedste science fiction historie, og da den ligeledes var nomineret til en Hugo Award i novella-kategorien, forventer man en hel del. Desværre skuffede den fælt. Ideen er ellers god nok. En dokumentarfilminstruktør flyver rundt ude i asteroidebæltet, for at lave en film om de mange gravkamre nogle af asteroiderne er blevet lavet om til. Historien ødelægges bare af et trivialiseret trekants kærlighedsdrama, og den kører meget i tomgang på dens 80 sider.

I det hele taget er dette års antologi en skuffelse sammenlignet med tidligere år. Mange af novellerne efterlod mig blot med en følelse af Nå, var det det, og når jeg kigger indholdsfortegnelsen igennem igen, er der ikke mange titler der står frem og minder mig om en god historie. Ikke at jeg forventer at samtlige 25 noveller skal sætte sig spor i hukommelsen, men kigger jeg på titlerne fra tidligere års samlinger, er der flere gode historier der huskes.
Enkelte af de bedre noveller fortjener dog kort at blive nævnt. John Hemrys As You Know, Bob, der ironiserer over science fiction genrens tilstand i dag, i en udveksling mellem en forfatter og en redaktør med renskrivninger af starten på en ny science fiction roman, hvor redaktøren først kræver flere “sci-fi” begreber, men da det bliver for meget, ender forfatteren med at skrive fantasy, hvilket gør redaktøren glad. For det forstår folk nemlig! Aristotle OS af Tony Ballantyne, der handler om et operativsystem der “opfører” sig efter Aristoteles filosofi, var også ganske morsom. Kathleen Ann Goonan leverer en klassisk detektivhistorie i The Bridge, hvor en efterforskning efter digitale backups af to kunstige mennesker, fører detektiven uforudsete steder hen. Mindede mig en del om Robert J. Sawyers “Identity Theft“.

Om Hartwell og Cramer bare har valgt historier jeg personligt ikke synes om eller om 2007 blot har våret et sløjt år for science fiction noveller, skal jeg ikke kunne sige, men som sagt – desværre ikke en imponerende antologi.

Hugo Award 2008 – novelle nomineringer

I Fantastiks læsegruppe har vi de sidste to gange læst de nominerede til Hugo awarden i “short story”-kategorien. Definitionen er en historie på mindre end 7.500 ord. Og annonceringen af vinderne er vist ved at være lige op over.

Last Contact af Stephen Baxter. Med udgangspunkt i teorien om The Big Rip, hvor universets acceleration får alle atomer til at blive flået fra hinanden, har Baxter skrevet en helt klassisk, men original, novelle om verdens undergang.

Tideline af Elizabeth Bear. En gigantisk kvindelig krigsrobot har tilsyneladende mistet resten af sin besætning i en gigantisk krig, og vandrer nu rundt på en strand for at samle skaller til brug i halskæder, der skal blive mindesmærker for hendes faldne krigskammerater. Der møder hun en forældreløs dreng og de udvikler et tæt venskab. Velskrevet, original og også klart favoritten i læsegruppen.

Who’s Afraid of Wolf 359? af Ken MacLeod. Her er en space opera historie der virkelig savner plads. Den starter godt, med en kriminel der tager sin straf ved at tage til en koloni ved den røde dværg Wolf 359, for at undersøge hvad der er blevet af den. Han finder et samfund på randen af undergang og iværksætter store planer for at genopbygge det. Desværre bliver slutningen enormt forhastet og utroværdig, og det virker generelt som MacLeod bare har fyldt på med (mange gode) ideer fra skrivebordsskuffen, bare for at få dem brugt.

Distant Replay af Mike Resnick. En historie jeg simpelthen ikke fatter er blevet nomineret. Den er håbløst uoriginal, forudsigelig, pladderromantisk og har absolut intet med sciene fiction eller noget lignende at gøre. En ældre mand sidder på en restaurant, hvor han får øje på en ung kvinde der ligner hans nu afdøde kone på en prik da hun var ung. Han begynder at tale med hende og finder ud af, at hun på stort set alle måder er som hans kone.

A Small Room in Koboldtown af Michael Swanwick. Denne novelle er godt nok fantasy, men hvad man kan kalde “hard fantasy”. I en fantasy verden der er en blanding af vores kendte verden og en masse underlige væsener, skal en detektiv opklare et besynderligt mord hvor en række omstændigheder ikke hænger sammen. God blanding af en fantasy setting og detektivhistorie.

Med undtagelse af Distant Replay synes jeg alle de nominerede historier i år er ganske gode, hvor mine favoritter må blive Tideline og A Small Room in Koboldtown for deres originalitet.
Podcastudgaver af alle historierne kan høres på Escape Pod.