Star Trek: Deep Space 9 – Sæson 4

Deep Space 9 - Season 4I starten af fjerde sæson af Deep Space 9 sker der rigtig meget. Situationen med the Dominion tilspidses, så meget at klingonerne mener de må gøre noget. Det ender med at gå udover Cardassia som bliver invaderet af klingonske styrker, på en noget tynd formodning om at Cardassias regering er styret af changelings. Alliancen med Føderationen bliver brudt. Det sætter den generelle ramme for fjerde sæson, men langt de fleste afsnit er enkeltstående historier, ofte med fokus på personudviklinger.

Jeg begyndte fjerde sæson med en forventing om flere sammenhængende afsnit, men overraskende nok var det sæsonens mange fremragende enkeltstående afsnit der var de bedste. Som nævnt er mange af afsnittene skrevet til en bestemt figur, herunder også mange af de mindre roller som fx ferengien Rom, cardassianen Dukat eller den tekniske officer O’Brien. Det er i glimrende afsnit som Indiscretion hvor vi får nogle interessante afsløringer om Dukats personlige liv, Bar Association hvor Rom starter en fagforening op i protest mod Quarks urimelige ansættelsesvilkår, eller afsnit som The Quickening og Hippocratic Oath hvor Dr. Bashirs meget selvsikre stil og tro på egne medicinske evner kommer på prøve. Worf udvikler sig også meget både som officer og som klingon, særligt i dobbeltafsnittet The Way of the Warrior og Sons of Mogh hvor hans egen bror beder om at blive dræbt. Det gode er at det er ændringer hos personerne der strækker sig udover det enkelte afsnit, så selvom sæson 4 består af langt flere enkeltstående afsnit, bliver det alligevel kontinuerligt. Det lykkedes dog ikke altid lige godt. Blandt andet i Hard Time hvor O’Brien bliver udsat for 20 års fængsel, men det hele var en simulation der i virkeligheden kun tog et par timer. En oplevelse der uden tvivl vil ændre ham for altid og afsnittet i sig selv er glimrende, men i efterfølgende afsnit er O’Brien igen helt sig selv.
Mit største problem ligger dog hos kaptajn Sisko. Han kan aldrig blive en ligeså helstøbt og karismatisk kaptajn som Kirk eller Picard, men helt generelt finder jeg figuren ganske kedelig og synes heller ikke skuespilleren Avery Brooks gør det særlig godt. Han fylder heller ikke så meget i mange afsnit, hvor både Kirk og Picard meget ofte spiller en central rolle. Det opvejes dog klart af det øvrige persongalleri i serien der alle gør det glimrende, og hvor manuskriptforfatterne formår at få vist noget nyt hos nogen af dem hver gang. Men egentlige frontfigurer lader serien ikke til at have på samme måde som de andre serier.

Alt i alt må jeg sige at sæson 4 nok rummer nogen af de bedste enkeltstående afsnit indtil nu i Deep Space 9 serien, men konflikten med the Dominion rykkede sig meget lidt. I hvert fald direkte med dem, for vi ser i denne sæson hvor stor deres indflydelse på begivenheder er og dermed hvordan de uden selv at gøre ret meget, kan få svækket deres modstandere betydeligt. Det bliver spændende at følge.

Astounding, February 1930

Astounding February 1930Der er masser af pulp-historier i dette andet nummer af Astounding Stories of Super Science fra 1930. Invasion fra det ydre rum, gale videnskabsmænd og selvfølgelig kvinder i nød. Det kan findes online på Gutenberg.org.

En ældre mand bliver fristet af en storslået opdagelse gjort af en ung videnskabsmand på den anden side af gaden i Harl Vincents Old Crompton’s Secret. Gamle Crompton bliver vist rundt i Tom Forsythes laboratorium, hvor Tom meget begejstret fortæller om at han har fundet vejen til evigt liv gennem en maskine. Crompton bliver fristet af maskinen og i en kort fumlet nærkamp, falder Tom over en ledning og ligger livløs på gulvet. Crompton må nu finde en måde at skjule sig på. En historie uden en egentlig pointe, men underholdende nok i den pulpstil.

Charles Willard Diffin giver med Spawn of the Stars en helt igennem klassisk invasion-fra-rummet historie med væmmelige rumvæsener og masser af tjubang. Faktisk ganske godt gennemført hvor forfatteren, efter den tids standarder, har gjort lidt mere arbejde med rumvæsenerne og deres teknologi.

Hugh B. Cave leverer et horrormysterie med The Corpse on the Grating hvor en gal videnskabsmand (som så ofte), har bragt et lig tilbage til live. Ved hjælp af høj varme endda! Udover at være en tidlig zombiehistorie blandet med lidt Sherlock Holmes, er historien faktisk ret uhyggelig, især henimod slutningen.

Creatures of the Light af Sophie Wenzel Ellis er en historie med det velkendte tema om en genial videnskabsmand der vil skabe det perfekte menneske. Som ventet går det lidt over gevind og hans skabninger vil ikke helt som han vil. Desværre blev historien bare aldrig rigtig spændende.

Into Space af Sterner St. Paul bruger et simpelt plot til at forklare en masse videnskab. Dr. Livermore underviser i fysik på et universitet, og betragtes som lidt af en galning – men dog et geni. Han har fundet ud af at han kan ophæve tyngdekraften ved hjælp af magnetisk polarisering, så han har bygget et fartøj der skal bringe ham til Månen. Han har dog regnet lidt galt med hensyn til tyngdekraften (og det har forfatteren også).

Så får vi også afslutningen på Victor Rousseaus The Beetle Horde, der får sig en dramatisk – men lykkelig – afslutning.

Anthony Pelchers Mad Music er svær at forklare. Det er noget med en sammenstyrtet bygning og en gal violinspiller. Meget mærkeligt.

Den sidste historie er en ægte science fiction detektivhistorie. Nogle penge bliver stjålet fra en bank, lige for øjnene af de ansatte og ingen har set noget. Læseren er godt klar over der er noget usynlighed af en art på spil, hvilket viser sig at være delvist korrekt, men det egentlige science fiction element ligger mest i detektivens meget avancerede teknik, han bruger til at afsløre forbryderen. Der er lidt Sherlock Holmes over det, hvor det hele nærmest er løst på forhånd, og den langsomme assistent (og dermed læseren) skal have det hele forklaret, selvfølgelig hvor der let og elegant hoppes henover det videnskabeligt korrekte med “jeg vil ikke kede dig med detaljerne”. Fin underholdende afslutning.

Avatar

AvatarJames Camerons nye film har været længe undervejs og længe ventet. Hele 12 år skulle den have taget at lave og over en milliard kroner brugt i processen. Den er blevet rost i anmeldelser for især den visuelle side og er både blev kaldt for årets science fiction film, årets bedste film og den bedste film nogensinde. Den er ingen af delene. For science fiction fans er der ikke det store at komme efter og jeg synes mest af alt filmen virker som en underlig blanding af Ringenes Herre, Transformers og Pocahontas.

Handlingen er yderst banal, bygger på et væld af klichéer, med en total unuanceret god og ond side, og et klokkeklart moralsk budskab. Året er 2154 og på månen Pandora i Alpha Centauri-systemet findes et særligt mineral, kaldet unobtanium, der er overordentlig værdifuldt – 20 millioner dollars pr. kilo. Pandora er dog befolket af et blåt humanoidt jægerfolk kaldet na’vi og de bor uheldigvis lige ovenpå den største forekomst af unobtanium. Na’vierne skal derfor selvsagt “overtales” til at flytte og her kommer filmens novum ind i billedet – avatarerne. Man har lavet nogle kunstige kloner af disse na’vier og et menneske kan så fjernstyre sin na’vi avatar via en direkte neural opkobling af en slags. Tidligere marinesoldat Jake Sully bliver mere eller mindre tilfældigt indlemmet med sin avatar i na’viernes klansamfund og skal lære at leve ligesom dem. Under den proces skifter han sine sympatier og synes nu ikke længere det er så rimeligt at menneskene bare kommer og tromler disse indfødte ned, for at få fat i et eller andet mineral. Hans overordnede, en stereotyp krigskommandant bliver træt af forsøg på fredelig dipliomati og vil nu bare bombe na’vierne ud af deres træer. Na’vierne får selvsagt en hård kamp mod missiler og kamprobotter, da de selv kun har bue og pil, men de har hjemmebanefordelen.

Jeg så filmen i 3D og som alle anmeldelser også er enige om, er det en fantastisk flot oplevelse. Effekten fungerer godt uden at det bliver for meget med tusind ting der flyver rundt om ørerne på en. Der tilføjes en tilpas dybde i billedet og efter en 10-20min virker det helt naturligt at kigge på. Visuelt er filmen også som man kunne forvente – farverigt og overvældende. Pandora-verdenen er enormt flot lavet og filmen giver selvfølgelig rig lejlighed til at imponere biografgængerne med overflyvninger og store panoramabilleder af landskabet. De blå na’vi-folk er ligeledes flot animerede og meget naturtro. Betagelsen varer dog ikke ved, for der er ikke mange nye billeder undervejs. Særligt farvevalget bliver ensformigt. Hvis det ikke er enten lilla eller turkis, er det selvlysende.
Nu kan man nok ikke forvente de store nuancer eller brud med klichéer fra storbudgets Hollywood-film og da slet ikke fra James Cameron, men det er overflodet af disse elementer der ødelægger filmen delvist. Moralen bliver skovlet ind i publikum, der er absolut ingen tvivl om hvem man skal holde med, skurken er langt mere usympatisk og endimensionel end han behøver at være og værst af alt er handlingen håbløs forudsigelig fra start til slut.
Den kan ses for den visuelle biografoplevelse, hvis man parkerer hjernen derhjemme, men det bliver næppe en film man har lyst til at se flere gange derhjemme når den kommer på DVD.

Fantasy & Science Fiction, October/November 2009

FSF october november 2009Det har været 60 års jubilæumsår for magasinet i år, men dette nummer er det rigtige jubilæumsnummer og det markereret ved at have hele 322 sider spækket med noveller fra mange af de faste bidragydere til magasinet. Herunder navne som Albert E. Cowdrey, Joe Haldeman, Robert Silverberg, Elizabeth Hand og selvfølgelig Robert Reed. Alle introducerer deres novelle med en kort tekst om deres forhold til magasinet. Og ja, omslaget er det samme David Hardy billede SFC brugte til Fantastiske Virkeligheder.
Desværre kan jeg samlet set ikke sige ret meget positivt om de mange noveller. En del skyldes helt sikkert min smag, da mange af novellerne er hvad jeg vil kalde weird fantasy eller sprogtligt eksperimenterede tekster, hvilket ikke siger mig alverden. Derudover er der også fortsættelser eller historier der indgår i et større univers, som man dermed ikke får ret meget ud af. Min gennemgang vil derfor nok være noget overfladisk for en række noveller.

Første historie er The Far Shore af Elizabeth Hand. Balletdanseren Phillip bliver nødt til at gå tidligt på pension. Han vil gerne lidt væk fra alting og en ven tilbyder ham at han kan tilbringe nogle uger i en afsidesliggende hytte ved søen Tuonela. Tuonela er navnet på dødsriget i finsk mytologi og det bygger historien på. Phillip finder ude i skoven en nøgen spinkel dreng der er døden nær. Han tager ham tilbage til hytten, får ham varmet op igen, men inden han kan spørge indtil hvad han lavede der, er drengen pludselig væk. Han kommer dog tilbage på mere eller mindre hyggelig maner. Finder man lige ud af hvad Sibelius’ berømte tonedigt Tuonela-svanen er for noget, giver historien faktisk god mening.

Albert Cowdrey er et kendt navn i dette magasin. I Bandits of the Trace finder vi professor Kendall Keyes, der har forsket i historien bag en kendt forbryder fra år tilbage. Ud fra de gamle beretninger prøver at finde ud af hvor en skat er gemt, og en doven men intelligent studerende hjælper ham med at løse mysteriet. Ikke noget videre fantastisk i denne historie, hverken i den ene eller anden betydning.

Robert Silverberg kender jeg egentlig kun som klummeskriver i Asimov’s og hans novelle The Way they Wove the Spells in Sippulgar gav ikke den store interesse for forfatterskabet. Den er sat i en af hans mange forskellige universer, denne en fantasy-verden, og handler om en handelsrejsende der altid gerne har ville se byen Sippulgar. Da han kommer dertil bliver han dog involveret i opklaringen af en mordgåde.

Logicist af Carol Emshwiller er en stemningsmættet anderledes krigsberetning. Fortælleren er en skolelærer der har taget sine elever med ud på slagmarken, for at se en rigtig kamp. Læreren erfarer at krig ikke er helt som han har undervist sine elever.

I Blocked fortæller Geoff Ryman om en mand der må flygte med sin familie til Singapore da Cambodia bliver invaderet af rumvæsener, og de flygter til en kunstig skabt verden under overfladen.

Nummerets kortroman gives af Lucius Shepard med Halloween Town. Bygningsarbejderen Clyde Ormoloo bliver efter en ulykke umådeligt intelligent. Det får ham til at ville prøve noget nyt med sit liv og komme lidt væk, så han flytter til byen Halloween. Et mærkværdigt lille samfund der er så afskåret, at hverken kabel eller satellit tv når derud, så de får tilsendt alt på DVD’er. Clyde får en affære med ekskonen til hvad der viser sig at være hele byens grundejer, og han finder frem til nogen af byens gemte hemmeligheder. Desværre er historien ikke solid nok til at bære dens længde.

I Robert Reeds Mermaid bliver ordet havfrue ikke nævnt, men det er i hvert fald noget ikke-menneskeligt der er på spil. Jake afviser en mistænkeligt udseende ung mand i døren der vil låne hans telefon, men han bliver interesseret i den pige han er sammen med og indser straks at hun ikke er fra denne verden.

Joe Haldeman leverer en rigtig science fiction horrorhistorie med Never Blood Enough. På planeten Runaway er xenobiolog Travis det tætteste de har på en doktor, så han bliver sat til at undersøge et mystisk dødsfald, hvor en kvinde er blevet drænet for al blod. Afslutningen er forventelig, men effektiv.

Lidt mere humoristisk horror finder man i I Waltzed with a Zombie af Ron Goulart. Det handler om en filmproducer i 40′ernes Hollywood der vil gå til ektreme yderligheder for at få færdigindspillet en film med en bestemt skuespiller. Titlen burde antyde hvad idéen er.

The President’s Book Tour af M. Rickert er noget alvorlig med uhyggen. I et fremtidens USA hærget af krig er mange børn muteret til grimme skabninger. Præsidenten er på bogsigneringsturné rundt i landet og fortæller om hvordan han ser børnene som landets nye fremtid.

Another Life af Charles Oberndorf er nok den mærkeligste historie jeg har læst i dette magasin. Fortælleren er en ung mand der døde i en krig, men er blevet vakt tilbage til live og forsøger nu at samle stumper fra sit tidligere liv sammen igen. Især prøver at han finde frem til en elsker – en anden soldat kaldet Noriko. Meget følelsesbetonet historie.

Det hele slutter med Kate Wilhelms Shadows on the Wall of the Cave om Ashley der sytten år efter hendes fætter forsvandt i en hule vender tilbage til stedet, og finder ud af hvad der skete med ham.

Astounding, January 1930

Astounding January 1930Gutenberg er de første årgange af det legendariske science fiction pulp magasin Astounding Stories of Super-Science ved at blive digitaliseret for eftertiden. John W. Campell er normalt ham man forbinder med Astounding, bladet der senere er blevet til Analog, men han kom først til i 1937. De første tre år hed redaktøren Harry Bates. At man nu kan få disse allerførste udgaver i elektronisk form er virkelig en fantastisk gave! Særligt de første årgange koster en formue hvis de skal købes, og selv hvis man køber dem, vil de ofte være i en sådan skrøbelig forfatning, at man vil ødelægge bladet ved at læse det. Jeg har ikke den store interesse i at samle de fysiske klenodier, men historierne vil jeg gerne læse. Dette allerførste nummer er endnu ikke at finde på Gutenberg, men kan findes i en så godt som færdig udgave på pgdp.net, hvor alle i øvrigt opfordres til at melde sig til og hjælpe til med at korrekturlæse de mange bøger, man arbejder på at få digitaliseret til eftertiden.

Det hele starter med en todelt roman af Victor Rousseau, The Beetle Horde. To forskere styrter ned med deres fly nær Sydpolen. De bliver taget til fange af nogle kæmpe biller og ført til deres verden under jorden. Billerne viser sig at være ledet af den vanvittige Bram, hvis mål er at udrydde menneskeheden med en milliardhær af kæmpebillerne. De to forskere må stoppe ham. Der er lidt mere plads til personbeskrivelse end i de fleste andre historier, særligt kan jeg godt lide skurken Bram og hans fuldkommen vanvittige plan, ikke mindst pga. hans motiv, der blot viser sig at være ønsket om videnskabelig anerkendelse. Afsluttes i næste nummer.

The Cave of Horror af Captain S. P. Meek handler ikke overraskende om et frygtindgydende monster der bor dybt i en hule. Det interessante ved dette væsen er dog, at det er to-dimensionelt og kun er synlig i ultraviolet lys. Det skal selvfølgelig undersøges nærmere. En historie med en meget standard formel. Lidt smågal videnskabsmand og en naiv ledsager der stiller alle spørgsmålene så videnskabsmanden kan få det hele forklaret for læseren.

Den lange Phantoms of Reality af Ray Cummings virkede i starten mere som fantasy adventure med lidt pseudovidenskab i starten som undskyldning for at kalde det science fiction. Igen er det en videnskabsmand der har gjort den opdagelse at menneskets grundlæggende byggesten er elektriske svingninger, og han har lavet en maskine der kan manipulere med disse, således at man kan rejse over i en anden dimension. Sammen med en yngre intetanende ledsager, teleporterer han sig over i denne anden dimension til en noget mere primitiv verden med stammefolk. Så er der lagt et godt udgangspunkt til et velkendt adventure forløb, med tilfangetagelser, flugt og nævekamp. Men med et overraskende twist til sidst.

Endnu en ung mand bliver rodet ind i en opfinders eksperimenter i M. L. Staleys The Stolen Mind. Den unge Owen Quest har svaret på en noget speciel jobansøgning fra opfinderen Clason. Clason forklarer opgaven for ham og det drejer sig om at Clason sammen med sin bror har fundet ud af at usynligt lys i bestemte bølgefrekvenser kan skabe en altødelæggende dødsstråle, men Clasons bror er i færd med at sælge teknologien til nogle magtfulde personer i Balkan, i den tro at eksistensen af sådan våben vil neutralisere alle krige, da ingen vil bruge noget så ødelæggende (vækker associationer til atombomben), men Clason er uenig og vil stoppe sin bror. Til dette har han brug for den unge Quest, for i samme omgang har de opfundet et andet apparat, der via anti-elektrolyse og et andet menneske som medie kan give total kontrol over et tredje menneske. Clason vil altså bruge Quest som medie til at styre sin bror væk fra handlen med disse Balkan folk. Det går naturligvis ikke helt som planlagt. For nutidens læsere er det videnskabelige grundlag for denne historie så himmelråbende langt ude, at det ikke kan blive andet end umådeligt underholdende.

I C. V. Tenchs Compensation ser vi intet til historiens videnskabsmand, han er nemlig forsvundet og hans ven er mistænkt af politiet. Han prøver dog at forklare sin uskyld og mener professorens forsvinden har relation til hans eksperimenter med det absolutte nulpunkt. Noget svagere end de andre historier.

Dette nummers nok svageste novelle er Tanks af Murray Leinster, og som titlen antyder er det gammeldags krigs science fiction, hvor de forenede stater er i krig med en unavngiven fjende og vinder ved hjælp af store tanks.

En enke fortæller overfor politiet at hun mener hendes mand er blevet myrdet og det har forbindelse til hans forskning i Anthony Pelchers Invisible Death. I efterforskningen støder de på mærkelige hændelser og forskningen gik muligvis ud på at gøre folk usynlige. Historien forsøger at blande detektivelementer med science fiction, men det er ikke helt vellykket.

Som det nok fremkommer, virker disse næsten 80 år gamle historier ret så tåbelige på nutidens læsere. Opfindelserne er virkelig langt ude og forklares ofte med noget fantasifuld baggrund i elektriske svingninger eller energi. Jeg må dog sige det er fantastisk underholdende. Der er fart på hele vejen igennem i alle historierne, og der bruges ikke tid på miljø- eller personbeskrivelse – men derimod rent plot og idé. At formen på historierne er så ens, med faste elementer bestående af en lettere vanvittig videnskabsmand og en yngre naiv mand der rodes ind nogle eksperimenter, viser jo at der ligger noget bag disse første pulp magasiner. Forfatterne har tydeligvis skrevet og læst i de samme magasiner, og udviklet denne stil op gennem 20′erne.

Kan kun opfordre folk til at gå på opdagelse på Gutenberg og evt. hjælpe til, for der er masser af science fiction pulp, også enkelte historier udover de komplette magasiner.

Glasshouse

GlasshouseGlasshouse fra 2006 er en løs fortsættelse til Accelerando og står fint alene. Tiden er det 27ende århundrede og menneskeheden har transcenderet til nye måder at eksistere på. Identitet, personlighed og minder som vi kender det er helt væk, og erstattet af muligheden for redigering, kopiering og fragmentering af personlighed og hukommelse.

Man følger Robin der tilsyneladende har spillet en vigtig rolle i en borgerkrig, men husker ikke noget derfra. Han mener nogen har til hensigt at dræbe ham, og han søger derfor tilflugt i et socialt eksperiment, hvor han sammen med andre skal leve 3 år i en simulation af hvad der kaldes for den mørke tidsalder – årene fra ca. 1950 til 2020. I denne verden bliver han til kvinden Reeve og skal nu ligesom de andre deltagere i eksperimentet, leve et nogenlunde almindeligt liv som middelklasseborgere i vores tids verden. De finder ud af at der er et pointsystem, hvor man får point for socialt velansete aktiviteter i denne tid og minuspoint for diverse ugerninger. De prøver så at leve et almindeligt liv med arbejde, ægteskab og sociale arrangementer. Imens prøver Reeve at finde ud af baggrunden for de andre deltagere, som hun også mistænker for at have været involveret i krigen. Sammen med hendes “mand” Sam, får de en større skepsis overfor hele eksperimentets validitet og begynder at holde sig mere for sig selv end de andre deltagere, med dertil færre point til følge, mens andre deltagere går til ekstremer i jagten på flere point. Alt dette er dog kun en ydre ramme om historien om Reeves kamp med sin egen identitet og fortid, og ikke mindst at finde frem til det egentlige formål med eksperimentet.

Stross blander mange temaer sammen i Glasshouse. Der er masser af filosofiske overvejelser omkring jeg’et, identitet og selvbevidsthed, en mængde samfundssatire og selvfølgelig en god portion vild teknologi. Jeg mangler dog stadig at læse en Stross roman jeg virkelig blev imponeret over, med Halting State som det bedste bud. Idéerne er mange og gode, men hans romaner forekommer mig stadig temmelig rodede. Det er selvsagt heller ikke nemt, når hovedpersonerne i denne roman har op til flere identiteter, med forskellig baggrund, hukommelse, køn og navn. Stross er også modig når han forsøger at beskrive et transhumanistisk samfund efter singulariteten, hvor det hele bliver meget abstrakt for nutidens mennesker at forholde sig til, men det indtryk der står tilbage for mig er at han mangler en god redaktør. Det giver øjensyneligt mening for Stross selv når han skriver det, men formidlingen overfor læseren kunne være bedre, og han lader til at tage for givet at man accepterer hans præmisser på forhånd.
Særligt i Glasshouse manglede jeg at få et engament i handlingsforløbet. Den krig som alle deltagerne tilsyneladende har været aktiv i, omend de har fået redigeret store dele af den væk fra deres hukommelse, ved man som læser intet om, og så er det svært at finde den kamp personerne har med deres fortid for interessant. At lade fremtidsmennesker leve i vor tids verden er ikke nogen ny ide, og det er altså begrænset hvor længe det er sjovt, at læse om disse menneskers forargelse over hvor primitive de synes vi var på vores tid og at de ikke kan finde ud af at bruge en mikrobølgeovn. Som plottet udvikler sig og Robin/Reeve finder ud af mere og mere som fortid, bliver koncepterne bare vildere og vildere. Robin/Reeve har åbenbart været en tank i krigen der blev udkæmpet via et gigantisk netværk af ormehuller, og det eksperiment han/hun deltager i er en del af et endnu større komplot der angiveligt havde til hensigt at starte krigen igen. Problemet er at det ikke bliver afsløringer eller forklaringer på hvad der foregår, men blot stadig mere vilde lag af teknologi og konspirationer i et univers man intet ved om. Stross problem synes jeg er at han har for mange idéer og for lidt sammenhæng at bruge dem i. Vi hører blot om forskellige fraktioner med bizarre planer, men intet om deres motivation eller hvilken kontekst det skal forstås i. Måske kunne der komme noget rigtig godt ud af det, hvis Stross skrev sammen med en anden forfatter.

Ender’s Game

Enders GameBogen for august i Azur var Orson Scott Cards prisvindende klassiker Ender’s Game fra 1985. Det er en krigsroman og sådanne kan ikke undgås at få lidt af et ry, og denne er både blevet beskyldt for at forsvare vold men også forsvaret som værende anti-krigs litteratur. På mange måder minder Ender’s Game mig om The Forever War, men den var dog mere klar i sit budskab.

Hovedpersonen hedder Ender Wiggin, han er 6 år og den tredjefødte med storebror Peter og storesøster Valentine. Hans status er dog ikke den bedste, da verden er i sådan en tilstand, at man helst ikke bør få et tredje barn. Ender har hvad man mildt kan kalde for voldelige tendenser, men er dog ikke en voldelig type. Han vil helst bare lades være i fred, og fortryder oprigtigt hver gang han har skadet en anden person. Muligvis pga. dette bliver han kontaktet af kommandør Graff, der overtaler ham til at forlade sin familie for at komme på den såkaldte Battle School. Her bliver han sat sammen med en masse andre jævnaldrerende børn og skal leve et liv som i militæret. Der udpeges hærførere og tropførere, alt sammen med det formål at udkæmpe en slags krigsleg mod andre hold på skolen i et tyngdefrit rum. Ender viser sig hurtigt at have strategiske evner der overstiger alle andres, og inden længe er han leder af sin egen hær, får dem trænet på helt nye måder og vinder hver eneste kamp. Hvad Ender også selv finder frem til, er det hele langt fra for sjov. Jorden har flere gange været i krig med insektlignende rumvæsener der kaldes Buggers, og nu vil man gøre det af med dem en gang for alle. Til dette har man brug for en brilliant hærleder og Graff mener at Ender er denne person.

Ender’s Game har rigtig mange kvaliteter. Først og fremmest er den enormt velskrevet og hele opbygningen af Ender’s karakter er meget gennemført. At hovedpersonen og hovedparten af det øvrige persongalleri er børn, gør bestemt ikke at den bør ses som en børne- eller ungdomsbog. De opfører sig heller ikke som børn, hvilket bliver en vigtig pointe i historien, og særligt Ender er markant mere intelligent end normale 6 årige. Det ligger mest i hans måde at anskue verden på og hvordan han gør sig erfaringer. Jeg kan særlig godt lide hans intuitive tilgang, hvor det fx ikke er viden om fysik, men blot ved at prøve sig frem, at han lærer sig at manøvrere i vægtløs tilstand.
Undervejs bliver man stærkt i tvivl om hvad forfatteren egentlig vil fortælle med sin historie. Mange af idéerne virker meget voldsforherligende og fascistiske. Alene det at have en skole hvor børn manipuleres til at blive kyniske krigskommendører, som skal kæmpe i en krig der dybest set går ud på at udrydde en fremmed race uden anden grund, end at man hellere må være sikker på at de ikke udrydder os først, er jo i sig selv dybt usmagelig. Slutningen bløder dog lidt op for dette syn, men med forfatterens politiske ytringer i øvrigt, særligt med stor støtte til “krigen mod terror”, kan man ikke undgå at forsøge at læse Cards egne holdninger ind i teksten.

Det er dog ikke spørgsmålet om hvilke standpunkter romanen måtte være et udtryk for, der er mit største problem med den, men derimod den dyrkelse af et perfekt overmenneske som den også bygger på. Historier om børn eller på anden vis tilsyneladende “svage” personer, der viser sig at være verdens frelser, et perfekt menneske med overmenneskelige evner og tilsyneladende uden begrænsninger, kan jeg ikke døje længere. Helte og dygtige folk er fint, men ikke når det som her bliver til et overdrevent supermenneske der bare slår den ene rekord efter den anden, og tilsyneladende er fuldkommen usårlig og uovervindelig. Det bliver både forudsigeligt og noget kvalmt. Og det er jo ikke kun Ender, men også hans to søskende, som inden de er blevet teenagere er godt i gang med at få betydelig politisk magt på kloden.

Alligevel kan jeg ikke lade vær med, at være imponeret over Cards skrivemæssige evner, og jeg vil nok også prøve at give efterfølgeren Speaker for the Dead en chance, der i øvrigt også vandt både Hugo og Nebula priserne året efter, hvilket vist er et helt enestående tilfælde.

Galactic Empires

Galactic EmpiresKortromaner er en problematisk størrelse. De kommer til at fylde meget i et magasin eller en antologi, men er omvendt også for korte til at blive udgivet for sig selv. Men formen kan være rigtig god når den ikke blot bruges til at gøre en almindelig novelle længere, og særligt til space opera er der potentiale i at kunne ridse et univers op og få fortalt en fængende historie, uden at det behøver at fylde tusind sider. Den erfarne redaktør Gardner Dozois har samlet seks kortromaner i denne eksklusive samling udgivet af Science Fiction Book Club, med en lang række superstjerner inden for nyere space opera, hvoraf fem af de seks er fra England.
Udover at der er tale om widescreen space opera er temaet, som titlen også siger, galaktiske imperier for alle historiernes vedkommende; nogen som en central del af plottet og andre med en antydning af nogle større kræfter derude. For at kunne få det til at fungere har tre af forfatterne valgt, at sætte deres historie i et af deres eksisterende større romanuniverser, men heldigvis står de også nogenlunde alene.

Peter F. Hamiltons bidrag, The Demon Trap, er sat i hans Commonwealth-univers og gør brug af en velkendt figur fra den serie, efterforskeren Paula Myo. På en planet slår et terrorangreb flere hundrede mennesker ihjel, og bag står en uafhængighedskæmpende gruppe, der ønsker selvstyre på planeten. Myo sættes på sagen og opklarer den for så vidt hurtigt. Hun finder i hvert fald frem til den person der affyrede missilet mod passagerflyet, men gerningsmanden har renset sin hukommelse for den hændelse og alt det der ledte op til den, så der opstår et interessant juridisk problem om hvorvidt man kan straffe en person for en handling, når hans sind i hvert fald er uskyldigt. Det optager dog ikke Paula Myo det store; hun er mere optaget af at finde de medsammensvorne hun er sikker på der er.
Det er for så vidt helt oplagt for Hamilton, at skrive krimihistorier med Paula Myo figuren, men han forspilder muligheden her. Der er mange ligheder til en lignende sag hun opklarer i Pandora's Star, det bliver aldrig rigtig spændende og det virker aldrig som om der er nogen speciel udfordring for Myo undervejs. Det hele er nærmest løst med det samme, de fleste sider bliver brugt på at skitsere Commonwealth-universet og de skyldige skal blot narres til at afsløre sig selv. I enhver anden samling, havde The Demon Trap været en god krimihistorie, og den er for så vidt også underholdende nok, men den blegner i forhold til resten.

Neal Asher er en temmelig ny britisk science fiction forfatter, med sin første romanudgivelse i 2001 – Gridlinked, men som har været yderst produktiv med flere romaner om året. Jeg har ikke noget videre bekendtskab med hans forfatterskab, men ligesom med de fleste øvrige moderne space opera forfattere, skulle hans historier indeholder mange elementer fra cyberpunk, gøre flittig brug af kunstig intelligens, nanoteknologi, FTL-teknologi osv. Med Owner Space er vi mere “back to basics” space opera. Historien starter med at en gruppe på godt halvtreds mennesker forsøger at flygte fra the Collective – der antydes at være et sovjetisk inspireret kommunistisk imperialistisk styre der regerer Jorden. De flygter i rumskibet Brezna og bliver forfulgt af skibet Lenin. Deres flugtrute tager en uheldig drejning, og de har snart ingen sikre steder at søge hen. Deres eneste håb er at søge ind et område kaldet Owner Space, der er omgæret med legender og mystik, angiveligt skulle det husere et rumvæsen med enorme kræfter, som ikke er specielt venligtsindet overfor nogen fremmede. Et ganske spændende og underholdende plot udfolder sig, og Asher rammer meget godt fordelingen mellem dels verdensopbygning der ikke bliver alt for omfattende og dels et godt plot der fanger læseren.

Robert Reed er en forfatter der primært gør sig i kortprosaen. Han har næsten altid en historie med i Fantasy & Science Fiction og skriver også ofte til Asimov’s. Med The Man with the Golden Balloon viser han også, at han er den der mestrer kortromanformen bedst i denne antologi. Historien er sat i det univers der udgør romanerne Marrow og The Well of Stars, der tager udgangspunkt i opdagelsen af et gigantisk forladt rumskib på størrelse med Jupiter og som mennesket og andre racer begynder at bruge, men historien her fungerer glimrende for sig selv, da den nødvendige baggrundsviden introduceres. Historiens to hovedpersoner, ægteparret Quee Lee og Perri, mener at have kendskab til et område i det gigantiske skib som endnu ikke er blevet kortlagt, hvilket er usædvanligt, da man ellers har ment at selvduplikerende robotter skulle have kortlagt enhver krog af skibet. Men de begiver sig ud på en ekspedition sammen med et mindre hold og finder det hidtil ukendte område, men der er tilsyneladende absolut intet interessant ved det og flere af ekspeditionens medlemmer vender om. Men endelig i et absolut kulsort hulrum støder ægteparret på et væsen som de falder i snak med. Væsenet påstår det er en repræsentant for en stor galaktisk sammenslutning som i al hemmelighed har enorm magt. Ægteparret såvel som læseren bliver fanget af dette væsens fortælling, der er både kosmisk og nærværende. Historien fungerer fordi Reed har disponeret elementerne lige tilpas, hvor rammen er tilpas snæver med et lille persongalleri og en interessant verden hvor man får det nødvendige at vide. Denne evne til afgrænsning er særligt noget et par af de andre historier mangler.

Alastair Reynolds har aldrig skuffet mig og The Six Directions of Space er ingen undtagelse, omend den har et par svagheder. Den hemmelige kvindelige agent med kodenavnet Yellow Dog der arbejder for et Mongolsk gallaktisk imperium, sættes til efterforske en række mystiske fremkomster af spøgselsskibe i det der benævnes som the Infrastructure – en udhulet måne der fungerer som transitsystem for FTL-rejser. Hun kommer til at samarbejde med den noget utilregnelige Qilian, og historien skifter fra spionage til first contact og over i opdagelsen af flere paralleluniverser hvori forskellige folkeslag fra Jorden har opbygget galaktiske imperier. Disse overgange i historien er ikke altid lige overbevisende, men Reynolds imponerer som oftest med de fedeste idéer som ikke mange kan gøre efter.

Stephen Baxters The Seer and the Silverman var desværre noget skuffende, fordi den er komplet uforståelig når man ikke er bekendt med hans Xeelee-sekvens. Reed og Hamilton skrev også i et eksisterende univers, men de slap bedre fra det, da deres historier kunne stå for sig selv. Det kan denne ikke og jeg måtte bruge adskillige webopslag for bare at gennemskue lidt af hvad der foregik. På den kunstige verden kaldet Reef er der en masse mennesker der pludselig er forsvundet, og man mistænker racen der kaldes for Ghosts at stå bag. Historien følger Donn, hvis bror er forsvundet på denne måde, og hvordan han bliver opsøgt af en Ghost ambassadør, der tager ham med til deres hjemverdenen hvor det bliver klart, at de har bortført en masse mennesker med henblik på at studere og forstå dem. Baxter tænker stort og historiens tema drejer over i højtragende diskussioner om kosmos og universet mellem Donn og ambassadøren. Baxter præsenterer nogle interessante koncepter og historien er sikkert interessant nok som et bidrag til hans Xeelee-sekvens, men som selvstændig historie mangler den et bare nogenlunde gennemskueligt handlingsforløb og pointe, og et utal af referencer til navne på steder og racer og personer, som man ikke ved om er vigtige eller ej, gør læsningen anstrengende.

Sidste historie, Ian McDonalds The Tear, er nomineret til årets Hugo Award og det er forståeligt nok, da den nok er samlingens mest originale og iderige fortælling. Dog har den lidt som med Baxters historie et problem med afgrænsning, for han sætter et væld af navne og benævnelser på alt muligt ind i teksten, hvoraf mange af dem kun optræder den ene gang. Det bliver heller ikke nemmere af at historiens hovedperson, har i alt otte personer i sig i en og samme krop – alle med hver sit navn, og der skiftes hele tiden mellem disse personer, hvilket gør forløbet temmelig uoverskueligt. Men ham her stammer fra en vandplanet og mangler følger ham, og hans mange personer, og hans opvækst der blandt andet bringer ham i kontakt med nogle rumvæsener han lærer nogle alvorlige hemmeligheder om. McDonalds sprog er helt unikt, med indviklede poetiske sætninger der kan have flere betydninger, ord der bruges i alternativ kontekst og som nævnt en række selvopfundne navne der gør det endnu mere svært at forstå hvad det hele handler om. Der er dog ingen tvivl om at han ligesom Baxter tænker stort og episk i galaktisk målestok. Som jeg læser den, selvom jeg må indrømme jeg næppe har forstået den fuldt ud, er den et produkt af en forfatter der simpelthen vil fortælle for meget på for lidt plads.

Øvelsen med at skrive gigantisk space opera om civilisationer der breder sig over hele galakser i et format på lige godt under 70 sider, må siges at være noget af en udfordring, og ikke alle seks forfattere slipper lige godt fra det, omend samtlige historier vil stå markant frem i enhver anden sammenhæng. Hamilton formår at afgrænse og skrive en tilpas afmålt historie, omend desværre med et anelse kedeligt plot. Asher har bedre styr på at finde balancen med både at kaste mange idéer op i luften, opbygge en verden der virker langt større end i den enkelte historie og det at fortælle en historie der fungerer for sig selv. Reed løber på dette punkt med sejren, med en perfekt afmålt historie der ikke er bange for at fortælle os noget om praktisk talt alting. Reynolds har de vildeste idéer, men halter lidt med kontinuiteten i handlingen. Baxter har sikkert skrevet et spændende ekstra kapitel til hans Xeelee-sekvens, men har tilsyneladende ikke taget højde for at historien skulle trykkes i en selvstændig antologi. McDonald viser hans lyriske overlegenhed, er fuld af idéer og store tanker, men kunne ikke få det hele til at passe ind i en forståelig handling.

Galactic Empires står dog klart som en helt unik og enestående antologi, der bestemt er værd at skaffe sig for alle space opera fans, selvom den skal bestilles hjem fra USA.

Downbelow Station

Downbelow StationC. J. Cherryh er en yderst produktiv forfatter indenfor science fiction og fantasy, og er blandt andet særligt kendt for sit Alliance-Union univers, bestående af en lang række romaner om menneskets fremtid i rummet, hvor man har koloniseret en række planeter, der over tid har ført til splittelse mellem Jorden og de virksomheder der har investeret i de projekter, og de kolonister der ønsker mere selvstændighed. Dette fører til en regulær krig og Downbelow Station udspiller sig i denne krigs sidste faser. Cherryhs Alliance-Union univers er ikke en sammenhængende serie, men en masse selvstændige historier, og selvom Downbelow Station rent kronologisk ikke ligger først i dette univers, er den alligevel anbefalet som et godt udgangspunkt. Det kan jeg kun skrive under på, for jeg har bestemt fået lyst til at læse mere. Romanen vandt en Hugo Award i 1982.

Historien udspiller sig på rumstationen “Downbelow Station” der er i kredsløb om planeten Pell der er hjemsted for nogle venlige rumvæsener kaldet hisa. Stationen har forsøgt at være neutral i konflikten mellem de uafhængighedskæmpende Union og Jorden, men det bliver svært da stationen bliver nødsaget til at tage imod en masse flygtninge, og begge grupper begynder at se stationen som et vigtigt strategisk sted. Familien Konstantin, der leder stationen, placerer alle flygtninge i en afgrænset karantænezone, af frygt for at agenter eller sabotører kunne blive en trussel for stationens indbyggere. Dette skaber massive problemer, da karantænezonen hurtigt bliver overfyldt, og bander overtager magten. Imens skal Damon Konstantin håndtere en usædvanlig forespørgsel fra en krigsfange; han ønsker selv at blive adjusted – en proces der er så godt som en nulstilling af ens hukommelse – mod at han får sin frihed. Damon indvilliger noget modvilligt, men føler efterfølgende et personligt ansvar for ham og hjælper ham videre med et nyt liv som ny person. Samtidig er Damons svoger Jon Lukas, der ønsker at overtage magten over stationen, bekymret over krigens udvikling, og i al hemmelighed kontakter han Union og lover at overdrage stationen til dem. Men general Mazian fra Jordens flåde har også udset stationen som et vigtigt sted, så uden at ville det bliver den ellers neutrale station tvunget til at vælge side i konflikten.

Downbelow Station er trods sin alder på næsten tre årtier alt andet end forældet. Vel nok er den ikke fyldt med moderne nanoteknologi, kunstig intelligens, uploadede personer og lignende temaer der præger nutidens science fiction, men netop fordi Cherryh fokuserer på den gode historie og personerne, er den på stort set alle måder tidløs. Jeg vil hverken kalde det space opera eller hard sf, men blot rigtig god military sf – selvom der faktisk ikke er ret meget egentlige kampscener, for det er de strategiske og politiske beslutninger der er i fokus og navnlig hvordan situationen håndteres af historiens forskellige hovedpersoner. Jeg er imponeret over hvor grebet man kan blive af en historie, der egentlig ikke indeholder noget kompliceret plot, ikke har heftige actionsekvenser og hvor det hele er en smule forvirrende og uklart hele vejen igennem. Cherryh går nemlig ikke i detaljer med alt muligt unødigt, vi ser tingene som de sker for hovedpersonerne, med alle de forvirringer, misforståelser og uklarheder de også står overfor.
Derudover finder jeg det også forfriskende med en kvindelig science fiction forfatter, der ikke bliver slået op på at hun skulle skrive specielt feministisk eller afvige fra den øvrige mandsdominerede science fiction. Det er slet og ret bare godt fordi det er godt, ikke så meget andet.

På alle måder anbefalesesværdig, hvis man har mod på science fiction der i den grad handler om krig, men som ikke består af endeløse kampscener eller fascination for store skydevåben.

The Fabulous Riverboat

The Fabulous RiverboatAnden bog i Philip José Farmers Riverworld-serie er på mange måde meget typisk for den type efterfølgere. I To Your Scattered Bodies Go byggede Farmer en stor verden op omkring sin ide med at alle mennesker kom til live igen på en ny planet, og denne verden kan så at sige blot bruges til at kaste nye interessante historiske figurer ud i store eventyr. Det er så blevet Samuel Clemens (også kendt som Mark Twain) der er hovedfiguren i The Fabulous Riverboat.

Samuel Clemens har en drøm om at bygge en gigantisk motoriseret båd og sejle de mange millioner kilometer af planetens lange flod, for at komme til flodens ende og forhåbentlig få nogle svar. Men det er jo ikke nemt at finde materialer til en stor båd, når planeten ikke besidder nogle brugbare metaller. Han får dog hjælp fra en “Mysterious Stranger”, angiveligt en af rumvæsenerne bag Riverworld, der lader en meteor styrte ned i nærheden, så der er en jernkilde at bruge. Clemens får samlet sig et par samarbejdspartnere, herunder en pilot fra første verdenskrig, en krigerisk viking og en gammel konge, der deler hans drøm om en gigantisk “Riverboat”.
Det meste af romanen går med at få samlet en hel ny stat omkring konstruktionen af denne båd, og ikke mindst de krige de må udkæmpe med nabostaterne, der bliver overordentligt interesseret i deres teknologier. Clemens må også kæmpe mod forrædere i egne rækker og være diplomatisk mellem de mange forskellige baggrunde folk kommer fra. Særligt racistiske problemstillinger dukker op igen.

Der er ikke mange nye idéer i The Fabulous Riverboat. Riverworld-verdenen er etableret og nu skal der bare ske noget. Ligesom i To Your Scattered Bodies Go får læseren aldrig alt at vide, der sker mange ting på en gang det kan være svært at holde styr på, og romanens hovedpersoner har det ligesådan. Det bliver desværre bare for rodet, hvor et væld af personer kommer ind fra højre og venstre, for kort efter at forsvinde ud af handlingen hurtigt igen. Karakteristikken af de historiske personer synes jeg heller ikke fungerer helt så godt som før. Samuel Clemens portræteres slet ikke på samme interessante facon som Burton blev det, Herman Göring er gået hen og blevet missionær for en nyreligiøs pacifistisk bevægelse, og skikkelser som Mozart og Odysseus kigger forbi for en kort bemærkning og forsvinder kort efter igen. Tempoet i fortællingen er heller ikke helt overbevisende. Man går fra den ene uforståelige krig til den anden, mellem hårde ordvekslinger og lige pludselig er båden bare færdig.
Trods dette var jeg nu alligevel moderat underholdt og The Fabulous Riverboat var hurtigere læst, fordi man bare bliver kastet direkte ind i en handling med fart på hele vejen, men fascinationen ved Farmers verden er falmet lidt, for der kommer ikke nogle nye idéer, og jeg savner især den humor der prægede dialogen i To Your Scattered Bodies Go. Nu består dialogen mest af alt af skænderier.

Man skal nok ikke forvente det store af The Fabulous Riverboat og den bør nok primært læses for ren underholdningsværdi, og ikke en bog der kan leve op til den forrige Hugo-vinder. Anmeldelserne af de efterfølgende bøger i serien, bliver markant dårligere, så i hvert fald for en tid stopper min læsning af Riverworld-serie nok her lige foreløbig.