Freehold

FreeholdMichael Z. Williamsons Freehold er en de bøger Baen Books har valgt at have gratis tilgængelig som ebog på deres webside, hvilket egentlig var min primære motivation til at prøve at læse den, og så havde den generelt pæne anmeldelser. Bogen kan kort beskrives som en politisk liberalistisk/anarkistisk utopi. En utopi der er 100% ensidig, propagandistisk og som virkelig smører tykt på alting, men altså stadig er fantastisk underholdende.

Selve plottet er helt efter bogen når det kommer til utopier. Læseren skal gerne følge en person udefra der besøger dette utopia og kan forholde sig til det på læserens præmisser. Handlingen kaster sig direkte ud i at fortælle om Kendra der er på flugt fra myndighederne. Hun arbejder for en logistisk del af FN, og et eller andet er gået helt galt, og selvom hun ved hun er uskyldig, er hun sikker på at myndighederne vil bruge hende som syndebuk og hendes retsikkerhed er så godt som ikke eksisterende. Hun forsøger derfor at få asyl på ambassaden for planeten Freehold. Den eneste af de kolonier der ikke er gået med i det nu interstellare FN. Det er dog ikke så nemt igen, for Freehold har ingen regering, så godt som ingen stat og slet ikke noget budget til at hjælpe flygtninge. Igennem donationer og et krav om at hun skal arbejde sin gæld af, kommer hun alligevel med et skib til Freehold, får sig en lejlighed og et job som gartner i byens park. Kendra bliver gode venner med sin nabo og så er der lagt et solidt grundlag for at hun kan stille en masse spørgsmål til hvordan dette næsten tæt på lovløse samfund nu kan hænge sammen, og naboen er klar med alle svarerne. Det går første halvdel af bogen med. Derefter slår romanen over i ren blodig og brutal military sf. Jorden angriber Freehold og Kendra må se sig selv forsvare sit nye hjem ved at dræbe sine tidligere landsfæller.

Forfatteren bruger alle tricks for at få utopien til at fremstå så perfekt som muligt, efter en logik der bare antages vil give mening, men som selvfølgelig i virkelighedens verden kun vil være antagelser om at “sådan vil det nok være”. Der er ingen fattigdom, meget lav kriminalitet selvom så godt som alle har adgang til alverdens våben og der er en god naturlig solidarisk kultur både mellem borgere og virksomheder. Der er dog et punkt hvor Williamson ikke har gjort det hele så nemt, og det er med planetens natur og klima. Der er en meget hård vinter, hedebølge om sommeren, en lidt højere tyngdekraft og aldeles farlige vilde dyr. Men det er ikke nok at gøre sit eget utopiske samfund perfekt, det eksisterende skal helst også fremstå så dårligt som muligt. Her har Williamson meget tydeligt udpeget nogle eksisterende problemstillinger og overdrevet dem i sit univers. Blandt andet bliver voldtægt betragtet som småkriminalitet på Jorden, staten er demokratisk men korrupt, der er en stor velfærdsstat men levestandarden er alligevel markant lavere end på Freehold.
Man må dog give ham at han er konsistent. Der er vitterlig frihed til så godt som alt i Freehold, herunder total ytringsfrihed til både racistisk propaganda og frit tilgængelig information om hvordan man bygger masseødelæggelsesvåben. Den seksuelle frihed står også meget stærkt, hvor offentlig nøgenhed er helt normalt, og alle former for samlevsformer er accepteret. Mærkeligt nok er det mest en biseksuel side ved Kendra der bliver udforsket, mens homoseksualitet mellem mænd næsten ikke nævnes. Williamson kender nok sit publikum.

Uanset hvad man måtte men om de grundlæggende idéer til det libertarianske samfund Williamson skaber, er det svært at tage helt seriøst, fordi det bliver ekstremt ensidigt og uden mulighed for at læse noget som helst mellem linjerne. Det rent praktiske og økonomiske med et sådant samfunds funktion springer han nemt henover, men der er lidt mere kød på og lidt at tænke over når det gælder de mere “bløde” frihedsrettigheder. Det der dog mest skinner igennem er ikke retten til at bære våben eller modstand til skattevæsenet, men derimod en dyb foragt for bureaukrati og en meget tydelig holdning til at det er roden til alt ondt. FN og dets militær bliver hånligt beskrevet som idiotisk bureaukratisk, og det bliver det de ender med at tabe krigen på. Freehold beskrives også som langt mere effektivt og nemt, både for private og virksomheder, når det kommer til kontrakter, handler og den slags. Det meget militaristiske er heller ikke til at komme udenom, hvor forfatteren selvfølgelig har sørget for at det er FN og Jorden der angriber først, og Freehold bare forsvarer sig mod en fuldstændig uprovokeret invasion.
Bogen er 100% persondrevet medKendra i hovedrollen og er dejligt spændende at læse, og man føler da med hende og forstår hendes valg, selvom de ikke altid er beskrevet lige troværdigt. Freehold kan sagtens læses af de fleste for dens underholdningsværdi på flere kanter – ikke mindst fordi man nemt kan grine af forfatterens mere end tydelige subjektive overdrivelser, men man bør nok stoppe halvvejs hvis nærmest glorificerende beskrivelser af krig og det at forsvare sig ikke lige er ens kop te.

Surface Detail

Surface DetailDet er alt for længe siden jeg sidst har fået læst og nydt en rigtig god roman. Skal måske helt tilbage til Inherit the Stars. Iain M. Banks er til at regne med. Alt er ikke lige godt, men det er altid en unik læseoplevelse. Hans nyeste bog i Culture-universet er bestemt ingen skuffelse og bedre end Matter. Som det ofte er med Banks’ Culture-bøger, handler det egentlig ikke ret meget om selve Culture, mest i periferien og der hvor Culture har indflydelse.

Det generelle tema i bogen er døden, livet efter døden – herunder helvedet. Når teknologien til at lave perfekte virtuelle verdener bliver mulig, vil der selvfølgelig være nogen civilizationer der vil bruge det til at lave et rigtigt helvede, hvor man kan dømme folk til at leve i evig pinsel. Den slags vækker dog modstand blandt andre civilizationer, herunder selvfølgelig også the Culture. Så for at løse konflikten, er begge sider gået med til at udkæmpe en krig i en virtuel verden. Men anti-helvede siden er ved at tabe, og de er parate til at bryde reglerne. Denne konflikt bliver den overordnede ramme for Surface Detail, eller rettere det der sker rundt omkring for den lykkeligt uvidende hovedperson.
Historien følger primært Lededje. Hun er en trofæ-slave for den magtfulde Veppers, der bruger og misbruger hende som han lyster. Under et opgør med ham bliver hun slået ihjel, men lever op igen i en ny krop. På en eller anden måde er hendes bevidsthed blevet transmitteret gennem rummet til en Culture koloni, hvor de så har givet hende livet tilbage. Hun er dog opsat på hurtigst muligt at vende tilbage, med det ene formål at slå Veppers ihjel.

Surface Detail er en af den slags bøger, hvor det ikke er plottet der er det interessante, men alt det der sker udenom. Gennem Lededje får læseren indblik i flere dele af Banks fantastiske Culture-univers, Veppers viser sig også at være involveret i krigen om de virtuelle helveder og vi følger selvfølgelig også nogle personer der er fanget i et af disse forfærdelige helveder. Det hele flyder ganske godt sammen, og Banks rammer balancen mellem at fortælle læseren nok til at fange interessen, men samtidig ikke fortælle for meget. Der er masser af idéer og koncepter at blive både fascineret og skræmt af, og den faktisk ikke helt så urealistiske tanke om at lave virkelige helveder på denne måde, skal nok give de fleste noget at tænke over.

Jeg vil bestemt placere Surface Detail højt på listen over Banks’ bøger i Culture-universet, men den kan dog ikke anbefales til læsere der ikke har kendskab til serien i forvejen. Der vil The Player of Games og Consider Phlebas være bedre.

Last Full Measure

Last Full MeasureSerien Enterprise sluttede i 2005, men bøger udgives der skam stadig. Denne bog skrevet af Michael A. Martin og Andy Mangels er fra 2006 og udspiller specifikt mellem to episoder fra tredje sæson – The Xindi og Anomaly. Romanen er således et supplement til konflikten med Xindi racen man ser i TV-serien.

Xindi har angrebet Jorden med et yderst kraftfuldt våben der har slået millioner ihjel. Det formodes at de er i færd med at bygge et endnu kraftigere våben der kan udslætte hele kloden, og det er Enterprises opgave at finde det våben inden det bliver færdigt. Enterprise-besætningen er dog ikke alene. Ombord er også et hold MACO-soldater og det aspekt bliver egentlig mere kernen i bogen end selve plottet.

Historien er temmelig simpel. Det er meget svært at finde ud af noget om disse Xindier, ingen ved hvor deres hjemplanet er og endnu mindre hvor de bygger deres våben. Så Enterprise-besætningen er desperate efter selv minimal information der kan bringe dem tættere på. Det går endda så langt at Jonathan Archer tillader brugen af tortur for at få oplysninger, hvilket ikke just klæder ham. Men det egentlige drama udspiller sig mellem Starfleet-folkene og MACO-soldaterne, der ikke altid er enige om hvordan tingene skal køres. MACO-soldaterne bliver skildret som klassiske militærtyper, der gerne vil i ildkamp så hurtigt som muligt, mens Starfleet-officererne trods alt stiller spørgsmålstegn ved brugen af tortur.

Last Full Measure lider desværre af et kendt problem ved Star Trek-romaner, at plottet ikke rigtig fører til noget. Historien ligger sig mellem to afsnit, så det er givet at der ikke kan ske noget synderligt dramatisk. Er man umådeligt interesseret i den del af Enterprise-serien der handler om the Xindi, vil denne bog måske være spændende nok, men for de fleste andre er den ikke meget mere end en ligegyldig parantes i det store billede.

Astounding, April 1930

Astounding April 1930Historierne i dette nummer er meget præget af skræk og rædsel. Og ikke mindst en professor eller videnskabsmand af en art i hver historie! De vil næppe forekomme uhyggelige for nutidens læsere, snarere grinagtige, men det er trods alt også en del af charmen ved disse 80 år gamle pulp-historier. I dette nummer introduceres også læserspalten, hvilket er noget af det der er rigtig interessant at læse i dag. Man kan se hvilke historier læserne på den tid syntes om og så småt hvordan en fankultur begynder at tage form. Blandt andet kan man her se et indlæg fra Conrad H. Ruppert der inviterer læserne af Astounding til at deltage i en Science Fiction Week i en Science Correspondence Club.

Første historie er et forsøg på noget horror af Thomas H. Knight. Titlen The Man Who Was Dead siger det meste hvad der er at sige. I klubben hvor Jerry plejer at diskutere med andre mandevenner, er en mystisk gammel benet mand dukket op. Han fortæller at han er blevet hængt og vakt til live igen af en genial/gal videnskabsmand. Ikke de store overraskelser her.

Monsters of Moyen af Arthur J. Burks er patriotisk krigs science fiction i højt gear, skrevet i et meget overdramatisk sprog. Den grusomme arabiske kejser Moyen har erobret det meste af verden, men mangler vesten. Han indleder et stort slag mod den amerikanske østkyst, med tusindvis af flyvende maskiner og undervandsmonstre, og det amerikanske militær kan ikke stille noget op. Moyen har frygtindgydende våben med sig der bogstaveligt talt kan pulverisere hvad som helst. Men en professor har muligvis et modtræk, han skal bare lige bruge to timer. Det amerikanske folk forsvarer modigt og patroisk deres land indtil professorens modtræk får Moyens hær i knæ. Man behøver ikke læse noget mellem linjerne her.

Det fantastiske ved pulp historier er at man sjældent er i tvivl om hvad en historie handler om. Vampires of Venus af Anthony Pelcher handler om vampyrinsekter på Venus. En professor i entomologi bliver kontaktet af to venusboere der vil have ham til at hjælpe dem med at slippe af med nogle dræbende vampyrinsekter på Venus. Venus viser sig at være et nærmest utopisk samfund, hvor mænd og kvinder er helt lige, ingen lider nød og alt er perfekt – altså bortset lige fra de her vampyrinsekter der dræber stakkels venusboere og dræner dem for blod. Rimelig banalt hele vejen igennem, men rammefortællingen med det utopiske samfund på Venus og diskussionen af hvor disse vampyrinsekter kommer fra, er nok mere interessant for nutidens læser end det forudsigelige spændingsplot.

I The Soul-Snatcher af Tom Curry tager en professor mere en skurkerolle. Hans eksperimenter har sat en uskyldig ung mand på dødsgangen, og hans mor opsøger nu professoren for at få ham til at stå til ansvar. Professoren viser hvad det var for nogle eksperimenter han havde gang i, som gik ud på først at overføre bevidstheden mellem to levende væsener, for derefter at teleportere dem, så de fysisk også skifter plads. Selvsamme metode forslår han så til at få den unge mand ud af fængslet igen på. Det lykkedes, sådan næsten da.

I sidste historie er videnskabsmanden igen i en god rolle. I The Ray of Madness af Captain S. P. Meek er den amerikanske præsident blevet vanvittig. Dr. Bird mistænker at der står noget bag, og han optrevler et komplot hvor en spion fra Sovjet har udviklet et særligt apparat, der kan fange måneskinslys og omforme det til en farlig stråle, som han så rettede mod præsidenten. Langt ude som sædvanlig, men faktisk bliver der gjort noget mere ud af at forsøge at forklare den videnskabelige logik bag, end i de fleste andre historier fra den tid.

Absolution Gap

Absolution GapAbsolution Gap af Alastair Reynolds ligger i direkte forlængelse af Redemption Ark og runder den såkaldte Inhibitorserie af. Sådan da. Reynolds leverer i hvert fald ikke en lukket slutning kan man sige og han har sidenhen også vendt tilbage til det univers med The Prefect.

I Redemption Ark ledede Clavain tusindvis af flygtninge fra det nu totalt adskilte solsystem Resurgam til planeten Ararat. Der er nu gået 23 år og en mindre koloni er så småt blevet etableret, selvom det oprindeligt var ment som en midlertidig løsning. Der udspiller sig stadig en større krig mod the Inhibitors i solsystemet, med stadigt mere avancerede våben. Ararat ledes af grisen Scorpio, men kalder Clavain tilbage fra sin isolation, da en personkapsel lander på planeten. Ud fra den kommer Ana Khouri, Ilia Volyovas tidligere partner, og kan berette om krigen oppe i rummet og hvordan de har fået hjælp fra ny kant til at udvikle nye våben. Hun har dog også travlt med at redde sin datter ud fra kløerne på Skade (skurken fra Redemption Ark), som befinder sig på planeten.
I mellemtiden, eller faktisk 50 år senere – eftersom alt jo forskubbes i Reynolds’ univers hvor det ikke er muligt at rejse hurtigere end lyset, hører vi om pigen Rashmika Els på måneplaneten Hela. Hun er overbevist om at kirkefolkene på Hela tager fejl i deres religiøse tolkninger af gasplaneten Haldoras mærkelige fænomen, hvor den af og til holder op med at eksistere for en brøkdel af et sekund.
Alt i mens breder invasionen fra de uhyggeligt effektive civilisationsudryddere the Inhibitors sig til resten af menneskets koloniserede solsystemer. Reynolds runder som sagt det hele af, men giver bestemt ikke svar på alt, og nogen vil måske kalde slutningen lidt af et anti-klimaks, men Reynolds er ikke en typisk space opera forfatter. En genre der ellers normalt ender i tjubang-slutninger af overdrevne episke proportioner.

Absolution Gap er skrevet i helt samme stil som Redemption Ark, og hvad jeg skrev om den er stadig gældende. Reynolds kan et eller andet med både at fange det episke og altomfavnende, uden at det bliver overdrevet, og samtidig holde handlingen tæt knyttet til nogle få personer. Problemerne er galaktiske, men handlingen er i den grad stadig persondrevet.
Har du ikke læst Alastair Reynolds endnu, er det bare om at komme i gang, men selvsagt fra seriens begyndelse.

Star Trek: Deep Space 9 – Sæson 7

Deep Space 9 Season 7Afslutningen på denne fantastiske og meget unikke Star Trek serie er en underlig størrelse. Hvor jeg ved de forrige sæsoner har nævnt at stort set alle afsnit var meget sammenhængende, går syvende sæson, i hvert fald i starten, tilbage til mere løsrevne episoder. Til gengæld består sæsonafslutningen af ti fuldstændigt sammenhængende afsnit der fungerer som en lang film.

Af de løsrevne episoder var der både hittere og missere. En af de gode var Badda-Bing Badda-Bang som er en ren holosuite episode, som The Next Generation havde mange af, hvor hele seniormandskabet udtænker et snedigt kup mod et Las Vegas kasino. Jeg synes dog ikke et andet holosuite afsnit, Take Me Out to the Holosuite, hvor Sisko samler alle til en omgang baseball mod nogle Vulcans, fungerede særlig godt. Et andet godt afsnit er Prodigal Daughter, som både fortæller en masse om den nye Dax karakter, men også om den mystiske kriminelle organisation Orion Syndicate. De øvrige afsnit handler stort set alle sammen om hvordan situationen for Føderationen bliver værre og værre. The Dominion allierer sig med de stort set ukendte, men meget våbenslagkraftige Breen, der er interne problemer med klingonerne og alle lider det ene blodige nederlag efter det andet. Et hav af subplots sættes i værk. Nye kærlighedsforhold indledes, Ferenginar gennemgår en politisk revolution, Cardassians oplever hvordan det er et være et undertrykt folk, og Kira viser vejen til en modstandsbevægelse. Og Section 31 er på spil igen. Jeg synes egentlig det bliver lidt for meget, især hen imod slutningen. Nogen af disse subplots, særligt Kiras samarbejde med the Cardassians, kunne godt have brugt mere tid, mens andre virkede som forhastede parenteser. Dog er det stadig den mest episke afslutning i Star Treks historie, og man får set afsnittene langt hurtigere end ved de andre serier, fordi man ikke bare lige kan tage en enkelt bid af handlingen hist og her.
Sæson 1 og 2 er ikke blevet omtalt her på bloggen, så dem vil jeg prøve at gense, og sikkert i et helt andet lys, nu man har hele serien i hovedet.

Analog, January/February 2010

Analog January February 2010Med dette nummer er det 80 år siden det første nummer af Astounding udkom. Stanley Schmidt indleder med en mindre essay om bladets betydning og science fiction genrens evne til at have visioner for fremtiden, uden nødvendigvis at skulle forudsige fremtiden. Af øvrige artikler finder man Victor Raggio der skriver om tvillinger der måske ikke er så identiske igen, Richard A. Lovett skriver om hvordan forfattere kan give deres fiktion større troværdighed ved at inddrage personlige erfaringer, Jeffery D. Kooistra skriver om Asperger syndromet, Stephen R. Balzac har skrevet en længere artikel om hvad kultur er for noget og Ben Bova giver en kort beskrivelse af hvordan han blev redaktør på Analog i sin tid.
Fiktionen er overraskende god denne gang.

Første historie er en novella af Richard A. Lovett, der også ofte skriver videnskabelige artikler til Analog. I Neptune’s Treasure bliver vi taget til Neptun, hvor Floyd og hans AI implantat Brittney undersøger to af Neptuns måner. Og selvom de gør sig nogle fantastiske opdagelser der, er historiens fokus på de tos indbyrdes forhold. De er ved at glide fra hinanden så at sige. Det bliver meget følelsesbetonet og siden det er en halv fortsættelse til en anden historie, er de to personers udvikling ikke nær så interessant igen – for mig i hvert fald. Beskrivelserne af månerne Triton og Naiad er dog stadig fantastiske, selvom det er tydeligt det ikke er det forfatteren har villet fortælle om.

Mike Resnick har igen skrevet en novelle sammen med Lezli Robyn, men som noget nyt handler det om et rumvæsen. I Shame fortæller en gammel mand (det er jo en Resnick-historie) om hvorfor der i midten af en forladt by hænger resterne af et rumvæsen ved et skilt hvor der står SHAME med store bogstaver. En ret banal historie om ikke at dømme for tidligt og hvor skammen pludselig kan vendes mod en selv.

On Rickety Thistlewaite af Michael F. Flynn er svær at skrive noget interessant om. Novellen virker som et uddrag af en større bog, så man føler mange mangler en masse viden. Planeten Thistlewaite er hårdt ramt af et jordskælv, men hende der skulle skabe orden i infrastrukturen er nu forsvundet på tredje år. Hendes datter er taget til planeten for at finde hende, hvilket sætter hende i forbindelse med kejseren og hans noget særprægede kulturelle krav. Thistlewaite lader til at være et interessant sted, men som læser mangler man simpelthen for meget baggrundsinformation til at kunne finde rundt i meningen med historien.

Rejiggering the Thingamajig af Eric James Stone er ligeså mærkelig som titlen lyder. En buddistisk Tyrannosaurus sapien er strandet på en fjern planet, da hele galaksens teleportnetværk bryder sammen. Hendes AI siger at hun må drage ud på den farlige planet for at finde en Thingamajig, for at få teleportsystemet i gang igen. Som hjælp får hun med sig en intelligent pistol med en personlighed som en skydegal Texas-cowboy, hvilket sætter hendes buddistiske principper på prøve. Historien er faktisk rigtig underholdende, men bør selvfølgelig ikke tages alt for seriøst.

Lidt mere alvorlig er A War of Stars af David L. Clement, fortalt af en uploadet personlighed i et angrebsrumskib som den eneste overlevende efter et større angreb på væsenerne i neutronstjernen Nergal. Han må nu færdiggøre missionen, men finder ud af nogle ting da han kommer i kontakt med de væsener de har angrebet. Det er selvfølgelig set før, men jeg synes vinklen med dette intelligente rumskib og de specielle rumvæsener fungerede ganske godt.

Noget af det samme tema gør sig gældende i Simple Gifts af Maya Kathryn Bohnoff, hvor “moralen” også er at man ikke skal tro man har gennemskuet sin modstander for hurtigt. En forhandler for minefirmaet Tanaka er taget til en planet, for at overtale de indfødte til at lade Tanaka grave efter et særligt slags metal. Han er fanget mellem pres fra Tanaka om at få den bedst mulige aftale og hans egen etik og moral, der ikke vil tillade at de indfødte bliver snydt og udnyttet for deres kulturelle særheder. Det viser sig dog at de indfødte er mere udsekulerede end som så. En velskrevet historie, på trods af den banale afsluttende pointe.

H.G. Stratmann fortsætter sin religøst prædikende historie om Martin og Katerina fra sidste nummer med en ny novella Thus Spake the Aliens. De kraftfulde rumvæsener fra sidst har bebudet at de vil ødelægge Jorden, fordi de to ikke bestod prøven. Af en eller anden grund tror de at de har en sidste chance på toppen af et bjerg, hvor de finder en firedimensionel hyperkube og verden bliver endnu mere underlig, og Stratmann runder det hele dramatisk af med en afsløring af hvad disse rumvæsener virkelig er ude på, og desværre ligger det op til endnu en fortsættelse. Selvom plottet og dialogen er helt igennem kunstigt skruet sammen for at Stratmann kan komme ud med sin prædikende ideer til menneskeheden, kan jeg ikke benægte at jeg trods alt ikke kedede mig.

Det hele rundes af med en Kristine Kathryn Rusch kortroman i hendes Retrieval Artist serie. The Possession of Paavho Deshin kunne dog læses uden kendskab til serien, men jeg kunne nu godt se at jeg manglede en del baggrundsviden om universet. Paavho er en yderst velbegavet 6-årig dreng, men hvad han oplever som spøgelser har skræmt hele livet. En dag står der to personer i hans skolegård, dem han har set som spøgelser, tydeligvis ude på at kidnappe ham. Det bliver dog stoppet og hans mor sætter en masse i gang for at finde og fange de to. Man finder ud af at de to faktisk er Paavhos biologiske forældre, men de forlod ham som lille af komplicerede årsager. Plottet er i sig selv ret enkelt, men man får en masse interessant at vide om Ruschs Retrieval Artist univers, og selvom historien er relativt lang i forhold til hvor meget substans der egentlig er i det grundlæggende plot, er det spændende læsning hele vejen, fordi Rusch skriver så godt som hun gør.

Asimov’s, February 2010

Asimovs February 2010Februarnummeret af Asimov’s var en mindre fantastisk omgang. Faktisk ikke en eneste god historie og mange af dem alt for langt væk fra science fiction. Måske vil de rent teknisk opfylde kravene, men måden de er fortalt på og med emner som spøgelser, prinser, kongeriger og lignende gør at det mere er fantasy – og ikke engang speciel god fantasy. Jeg ved ikke om det er mig eller Asimov’s der ændrer sig, men det lader til at flere og flere af den slags historier finder vej til magasinet, og som mere end antydet, er jeg ikke videre begejstret. Men bortset fra det, så skriver Sheila Williams om andre kvindelige redaktører hun føler sig inspireret af, Robert Silverberg skriver om Arthur C. Clarke, hvis romaner han faktisk ikke er særligt begejstret for, og James Patrick Kelly skriver om gratis litteratur på nettet.

Første historie, Stone Wall Truth af Caroline M. Yoachim, er en ret så makaber fantasy historie om Njeri, der har den opgave at skære folk op for at de kan hænge på en speciel mur som straf, og så senere tage dem ned igen og sy dem sammen. Denne mystiske væg viser de mørkeste hemmeligheder i dem der hænger der. En dag begynder Njeri at stille etiske spørgsmålstegn til det hun laver, hvilket resulterer i hun selv kommer op at hænge. Meget dyster, og egentlig ganske god historie, men den hører nu egentlig mere hjemme i Fantasy & Science Fiction.

Næste historie, Dead Air af Damien Broderick, introduceres som en hyldest til Philip K. Dick og det kan være man skal være fan af hans noveller, for at værdsætte denne novelle. Verden er blevet dyster og farlig, hvor Solens stråler er blevet så farlige at kun en solskærm i kredsløb om Jorden beskytter folk. Fjernsynet er fyldt med billeder af angiveligt døde personer der råber om hjælp. Meget sært alt sammen, men typisk Broderick.

The Woman Who Waited Forever af Bruce McAllister er en af de genreløse historier jeg ikke synes hører hjemme i bladet, men dog værd at læse færdig. Vi følger et par unge drenge der under lidt for vild leg med bue og pil, kommer til at såre en af deres kammerater. De får hjælp fra en mystisk kvinde i ruinerne af et gammelt hospital. Noget langtrukken og uden egentlig pointe.

The Bold Explorer in the Place Beyond af David Erik Nelso er en kort vild historie om en modig blæksprutte der vil udforske landjorden, fortalt af en gammel drukkenbolt. Selvsagt er historien noget sær.

Aliette de Bodards The Wind-Blown Man forestiller sig en fjern fremtidsverden hvor mennesker har mulighed for at transcendere fysisk og meta-fysisk til et “højere” stadie. Normalt kommer folk ikke tilbage til Jorden igen efter det, men her vender en mand altså tilbage og det er et mysterie hvorfor. En af den type historier hvor man har det indtryk, at det mere er forfatteren der er i centrum og ikke læseren.

Afslutningsvis fortsætter Stephen Baxter sin alternate history om en invasion fra rummet i starten af 1800-tallet. The Ice Line er en fortsættelse af The Ice War fra septembernummeret i 2008 og finder sted 85 år efter begivenhederne deri. I det her univers har Napoleon invaderet de forenede stater og har nu sat kurs mod England. Det hele bliver selvfølgelig mere kompliceret da den engelske flåde også vil angribe rumvæsener på Mars. På papiret lyder det godt, men Baxter er altså desværre blevet umådeligt kedelig at læse efter han kastede sig over disse historiske værker. Det fortaber sig i navne, historiske steder og begivenheder.

Star Trek: Deep Space 9 – Sæson 6

Star Trek Deep Space 9 Season 6Sjætte sæson af Deep Space 9 er nok det mest kanoniske Star Trek har set, faktisk ligeså sammenhængende som Babylon 5. Så godt som alle afsnit handler om krigen mod the Dominion på en eller anden måde, og sæsonens seks første afsnit er egentlig en lang uafbrudt historie. Det starter ganske dramatisk, da selve stationen bliver generobret af Cardissians og Jem’Hadar, og slutter også dramatisk hvor en af de centrale personer dør.

Det som der har været bygget op til de sidste par sæsoner, den truende krig mod the Dominion fra Gamma Kvadranten, bryder nu endelig ud. Og det er for alvor noget der presser Føderationen i knæ. De er konstant i forsvar, lider store tabstal og selvom klingonerne støtter dem, så har andre kraftfulde magter som Romulanere og Cardassianere indgået alliancer med the Dominion. Men ormehullet til Gamma Kvadranten er lukket, så der kommer ikke nye styrker til. Føderationen har aldrig været så presset før i Star Treks historie, og vi ser også nogle af de knapt så pæne sider af den. Fx i In the Pale Moonlight hvor Sisko bruger ret så uetiske metoder for at vinde sig en fordel i krigen eller i Inquisition hvor den hemmelige enhed Section 31 introduceres. Der er dog også tid til lidt mere humørfyldte afsnit, som One Little Ship hvor en runabout bliver formindsket til kun 10cm størrelse eller You Are Cordially Invited… hvor vi ser hvordan en klingon polterabend fungerer.

Alt i alt endnu en fantastisk Star Trek sæson, der er unik i hele franchisets historie, hvor det hele ikke er så pænt, fredeligt og etisk korrekt længere. Men mon ikke det ender lykkeligt i den sidste sæson alligevel.

Star Trek: Deep Space 9 – Sæson 5

Star Trek Deep Space 9 Season 5Femte sæson af Deep Space 9 starter og slutter med bulder og brag, men det endelige slag mod the Dominion fra Alfakvadranten mangler stadig. Ind i mellem sker der en masse andet og i hovedtræk er sæson 5 ligesom sæson 4, en masse så godt som selvstændige afsnit af svingende kvalitet.

Sæson 5 står i kærlighedens tegn. Der er adskillige romancer og jeg tror ikke nogen af de andre Star Trek serier har ladet så seriøse kærlighedsforhold udspille sig, hvor det strækker sig over mange afsnit, endsige hvor personerne udvikler sig så meget samtidig. Det hele sker altså ikke på en gang i et afsnit, men strækker sig som små sidehistorier hele sæsonen igennem. Worf og Jadzia har noget kørende, Rom og Leeta fumler lidt med deres følelser for hinanden, og Odo og Kira prøver at holde igen. For resten af persongalleriet er det stærke venskaber der knyttes. Bashir og O’Brien, Garek og Ziyal, og på deres egen firnulige måde – Quark og Odo. Alt dette står selvfølgelig i skærende kontrast til den krigsstemning der så småt er ved at tage over. Men helt generelt har serien et noget mørkere og knapt så positivt skær over sig i forhold til hvad Star Trek normalt har. Det foregår ikke i hjertet af den godt beskyttede Føderation og alle ubehagelighederne bliver ikke spolet tilbage i hvert afsnit. Jake Sisko oplever krigens grusomheder på egen hånd i …Nor the Battle to the Strong og Kiras venner bliver myrdet en for en i The Darkness and the Light. Den slags historier var aldrig gået i The Next Generation.

Hvad angår kvaliteten af de enkelte afsnit synes jeg sæson 5 ligger lidt lavere end sæson 4, men der er ingen direkte dårlige afsnit, kun nogen der falder lidt igennem på et par punkter. Det er fx The Ascent hvor Odo og Quark kæmper for at overleve på en barsk planet, som lider under det problem at man godt ved hvordan det ender. Eller Children of Time hvor det meste af seriens hovedpersoner strander på en planet og møder hvad der vil blive deres efterkomme 200 år senere, som selv for Star Trek går for langt væk for hvad man kan tillade sig af logiske plothuller. Der er dog også et af alle tiders bedste og mest berømte Star Trek afsnit – Trials and Tribble-ations, hvor Deep Space 9 besætningen havner tilbage på Kirks tid og indgår direkte i det klassiske afsnit The Trouble With Tribbles. Et andet fantastisk afsnit er Things Past hvor Kira, Sisko, Odo og Garek også havner tilbage i tiden hvor Deep Space 9 var under ledelse af Cardassia og i krig med Bajor.

Der sker meget og ingen af personerne er de samme som i starten af sæsonen. En type af personudvikling man heller ikke ser i de andre serier, og jeg går med store forventninger videre til sjette sæson.