Michael Z. Williamsons Freehold er en de bøger Baen Books har valgt at have gratis tilgængelig som ebog på deres webside, hvilket egentlig var min primære motivation til at prøve at læse den, og så havde den generelt pæne anmeldelser. Bogen kan kort beskrives som en politisk liberalistisk/anarkistisk utopi. En utopi der er 100% ensidig, propagandistisk og som virkelig smører tykt på alting, men altså stadig er fantastisk underholdende.
Selve plottet er helt efter bogen når det kommer til utopier. Læseren skal gerne følge en person udefra der besøger dette utopia og kan forholde sig til det på læserens præmisser. Handlingen kaster sig direkte ud i at fortælle om Kendra der er på flugt fra myndighederne. Hun arbejder for en logistisk del af FN, og et eller andet er gået helt galt, og selvom hun ved hun er uskyldig, er hun sikker på at myndighederne vil bruge hende som syndebuk og hendes retsikkerhed er så godt som ikke eksisterende. Hun forsøger derfor at få asyl på ambassaden for planeten Freehold. Den eneste af de kolonier der ikke er gået med i det nu interstellare FN. Det er dog ikke så nemt igen, for Freehold har ingen regering, så godt som ingen stat og slet ikke noget budget til at hjælpe flygtninge. Igennem donationer og et krav om at hun skal arbejde sin gæld af, kommer hun alligevel med et skib til Freehold, får sig en lejlighed og et job som gartner i byens park. Kendra bliver gode venner med sin nabo og så er der lagt et solidt grundlag for at hun kan stille en masse spørgsmål til hvordan dette næsten tæt på lovløse samfund nu kan hænge sammen, og naboen er klar med alle svarerne. Det går første halvdel af bogen med. Derefter slår romanen over i ren blodig og brutal military sf. Jorden angriber Freehold og Kendra må se sig selv forsvare sit nye hjem ved at dræbe sine tidligere landsfæller.
Forfatteren bruger alle tricks for at få utopien til at fremstå så perfekt som muligt, efter en logik der bare antages vil give mening, men som selvfølgelig i virkelighedens verden kun vil være antagelser om at “sådan vil det nok være”. Der er ingen fattigdom, meget lav kriminalitet selvom så godt som alle har adgang til alverdens våben og der er en god naturlig solidarisk kultur både mellem borgere og virksomheder. Der er dog et punkt hvor Williamson ikke har gjort det hele så nemt, og det er med planetens natur og klima. Der er en meget hård vinter, hedebølge om sommeren, en lidt højere tyngdekraft og aldeles farlige vilde dyr. Men det er ikke nok at gøre sit eget utopiske samfund perfekt, det eksisterende skal helst også fremstå så dårligt som muligt. Her har Williamson meget tydeligt udpeget nogle eksisterende problemstillinger og overdrevet dem i sit univers. Blandt andet bliver voldtægt betragtet som småkriminalitet på Jorden, staten er demokratisk men korrupt, der er en stor velfærdsstat men levestandarden er alligevel markant lavere end på Freehold.
Man må dog give ham at han er konsistent. Der er vitterlig frihed til så godt som alt i Freehold, herunder total ytringsfrihed til både racistisk propaganda og frit tilgængelig information om hvordan man bygger masseødelæggelsesvåben. Den seksuelle frihed står også meget stærkt, hvor offentlig nøgenhed er helt normalt, og alle former for samlevsformer er accepteret. Mærkeligt nok er det mest en biseksuel side ved Kendra der bliver udforsket, mens homoseksualitet mellem mænd næsten ikke nævnes. Williamson kender nok sit publikum.
Uanset hvad man måtte men om de grundlæggende idéer til det libertarianske samfund Williamson skaber, er det svært at tage helt seriøst, fordi det bliver ekstremt ensidigt og uden mulighed for at læse noget som helst mellem linjerne. Det rent praktiske og økonomiske med et sådant samfunds funktion springer han nemt henover, men der er lidt mere kød på og lidt at tænke over når det gælder de mere “bløde” frihedsrettigheder. Det der dog mest skinner igennem er ikke retten til at bære våben eller modstand til skattevæsenet, men derimod en dyb foragt for bureaukrati og en meget tydelig holdning til at det er roden til alt ondt. FN og dets militær bliver hånligt beskrevet som idiotisk bureaukratisk, og det bliver det de ender med at tabe krigen på. Freehold beskrives også som langt mere effektivt og nemt, både for private og virksomheder, når det kommer til kontrakter, handler og den slags. Det meget militaristiske er heller ikke til at komme udenom, hvor forfatteren selvfølgelig har sørget for at det er FN og Jorden der angriber først, og Freehold bare forsvarer sig mod en fuldstændig uprovokeret invasion.
Bogen er 100% persondrevet medKendra i hovedrollen og er dejligt spændende at læse, og man føler da med hende og forstår hendes valg, selvom de ikke altid er beskrevet lige troværdigt. Freehold kan sagtens læses af de fleste for dens underholdningsværdi på flere kanter – ikke mindst fordi man nemt kan grine af forfatterens mere end tydelige subjektive overdrivelser, men man bør nok stoppe halvvejs hvis nærmest glorificerende beskrivelser af krig og det at forsvare sig ikke lige er ens kop te.
Det er alt for længe siden jeg sidst har fået læst og nydt en rigtig god roman. Skal måske helt tilbage til
Serien Enterprise sluttede i 2005, men bøger udgives der skam stadig. Denne bog skrevet af Michael A. Martin og Andy Mangels er fra 2006 og udspiller specifikt mellem to episoder fra tredje sæson – The Xindi og Anomaly. Romanen er således et supplement til konflikten med Xindi racen man ser i TV-serien.
Historierne i dette nummer er meget præget af skræk og rædsel. Og ikke mindst en professor eller videnskabsmand af en art i hver historie! De vil næppe forekomme uhyggelige for nutidens læsere, snarere grinagtige, men det er trods alt også en del af charmen ved disse 80 år gamle pulp-historier. I dette nummer introduceres også læserspalten, hvilket er noget af det der er rigtig interessant at læse i dag. Man kan se hvilke historier læserne på den tid syntes om og så småt hvordan en fankultur begynder at tage form. Blandt andet kan man her se et indlæg fra Conrad H. Ruppert der inviterer læserne af Astounding til at deltage i en Science Fiction Week i en Science Correspondence Club.
Absolution Gap af Alastair Reynolds ligger i direkte forlængelse af
Afslutningen på denne fantastiske og meget unikke Star Trek serie er en underlig størrelse. Hvor jeg ved de forrige sæsoner har nævnt at stort set alle afsnit var meget sammenhængende, går syvende sæson, i hvert fald i starten, tilbage til mere løsrevne episoder. Til gengæld består sæsonafslutningen af ti fuldstændigt sammenhængende afsnit der fungerer som en lang film.
Med dette nummer er det 80 år siden det
Februarnummeret af Asimov’s var en mindre fantastisk omgang. Faktisk ikke en eneste god historie og mange af dem alt for langt væk fra science fiction. Måske vil de rent teknisk opfylde kravene, men måden de er fortalt på og med emner som spøgelser, prinser, kongeriger og lignende gør at det mere er fantasy – og ikke engang speciel god fantasy. Jeg ved ikke om det er mig eller Asimov’s der ændrer sig, men det lader til at flere og flere af den slags historier finder vej til magasinet, og som mere end antydet, er jeg ikke videre begejstret. Men bortset fra det, så skriver Sheila Williams om andre
Sjætte sæson af Deep Space 9 er nok det mest kanoniske Star Trek har set, faktisk ligeså sammenhængende som Babylon 5. Så godt som alle afsnit handler om krigen mod the Dominion på en eller anden måde, og sæsonens seks første afsnit er egentlig en lang uafbrudt historie. Det starter ganske dramatisk, da selve stationen bliver generobret af Cardissians og Jem’Hadar, og slutter også dramatisk hvor en af de centrale personer dør.
Femte sæson af Deep Space 9 starter og slutter med bulder og brag, men det endelige slag mod the Dominion fra Alfakvadranten mangler stadig. Ind i mellem sker der en masse andet og i hovedtræk er sæson 5 ligesom sæson 4, en masse så godt som selvstændige afsnit af svingende kvalitet.